PERNILLE BØNLØKKE TOUSTRUP & SOPHIE SOUID
ØKULLER, NATLØB OG EN LILLE HVID LØGN
Illustreret af Maria Buchmann
KAPITEL 1 / FEM DAGE FIRE NÆTTER
Holly tjekkede huskelisten en sidste gang, før hun lynede sportstasken. Sovepose, toiletsager, varmt tøj,
lommelygte og bamsen, der lå gemt under håndklædet. Hun havde fået det hele med. Næsten da.
Holly samlede høreapparatet op fra natbordet og satte
det på plads bag højre øre. En lydbølge skyllede ind over hende, da hun tændte for det. Selvom Holly efterhånden
havde haft høreapparatet i nogen tid, kunne hun stadig
blive overvældet af virvaret af stemmer, dyttende biler
og tv’et i stuen, der dundrede ind i hendes øregang, når hun havde apparatet skruet op på max. Hun justerede
lidt på lydstyrken og fandt et passende niveau. Hun behøvede ikke høre ALT lige nu.
Holly tænkte på, dengang de legede hviskeleg
i klassen, og hvor det var gået op for hende, at hun 7
var døv på det ene øre. Zara og grandkusinerne havde
grinet ad hende. Efter det havde hun fået et neongrønt høreapparat. Senere havde Jose opgraderet apparatet
med sin lille skruetrækker og tekniske snilde, så Holly
havde fået superhørelse. Den havde hun brugt, da hun havde afsløret skolens pedel og opklaret årtiets (måske) største forsvindingssag om kæledyr. Hun havde så også
ødelagt skolens jubilæumsfest, oversvømmet kælderen
og gymnastiksalen og været lige på nippet til en bort visning, men det hele var endt godt. Heldigvis.
Døren til Hollys værelse blev åbnet, og hendes far
stak hovedet ind. “Er du klar, skat?”
Holly så sig i spejlet og trak vejret dybt. Det summede
i hendes mave. Som om hun lige var stået af den vildeste rutsjebane i Tivoli. Det var første gang, Holly skulle på lejrskole med klassen. Og første gang hun skulle være væk så længe hjemmefra. Fem dage og fire nætter. Hun så på sin far og nikkede. “Jeg er klar.” * 8
Magnus vinkede Holly ned til sin plads i bussen, der
skulle køre klassen til færgen. Han havde spærret et sæde til hende. Sammen med Jose var Magnus H ollys
bedste ven og havde været det, lige siden de gik i børne have.
Jose sad på den anden side af midtergangen. Hun
rejste sig og gav Holly et knus.
“Jeg har totalt styr på snacksituationen,” sagde
Magnus og klappede på sin rygsæk. “Min far har givet mig mad med til en hel uge.”
“Du ved godt, der er mad på lejrskolen, ikke?” Jose
grinede. “Og at vi kun skal være afsted i fire dage.”
“Fem dage,” rettede Holly hende. “Og fire nætter.”
Magnus sænkede stemmen og hviskede: “Der er
forresten noget, jeg skal vise jer.”
“Har du sneget en iPad med?” Jose spærrede øjnene
op.
Magnus gispede og skævede op mod viceinspektøren
K resten K. og deres klasselærer Caroline, der stod forrest i bussen og krydsede eleverne af. 9
“Selvfølgelig har jeg ikke det. Det er jo forbudt!”
Han trak et etui op af lommen på rygsækken. “Wow! Har du fået briller?” spurgte Holly.
Magnus nikkede og tog et par blå af slagsen op og
rakte dem forsigtigt til Jose, som var de en nyfødt baby eller en sprængfarlig bombe. “Prøv dem lige.”
“Jeg kan ikke se en skid,” sagde Jose og missede med
øjnene bag brilleglassene.
“Må jeg prøve?” Holly tog brillerne på. “Gud ja, alt
er helt sløret. Det er som at se under vand.”
Hun kneb øjnene sammen og kunne dog se – og høre
– at Zara og grandkusinerne Nadia og Nolia var steget på bussen. Det var Pelle også. Han satte sig på rækken lige foran hende sammen med Sixten. Hollys hjerte sprang et slag over, og hun skyndte sig at tage brillerne af.
“Det er, som om de er lavet specielt til mig,” sagde
Magnus og rakte ud efter brillerne.
“Det er de vel også?” Jose løftede det ene bryn.
“Jeg kan se alt nu. Helt tydeligt. Også det, der er
virkelig langt væk. Det er, som om …” Magnus tav og smilede bredt, “… jeg har fået supersyn.” Han puffede til Holly. ”Nu er vi to med superevner.”
“Du er superheltetosset,” fnisede Holly. “Men de
klæder dig godt.”
Magnus drejede hovedet op og ned og omkring.
Hans øjne var store og runde bag glassene.
“Se det lille støvfnug, der er landet på Kresten K.’s
skulder.” Magnus pegede på viceinspektøren. 11