INDHOLD
Forord 7
1. OPTAKTEN OG FORFØLGELSEN
Antisemitisk racelære 13 Baggrund og diskriminering “Der ewige Jude” 23 En propagandaudstilling fra 1937 “Entartete kunst” 31 Den degenererede kunst De homoseksuelle “175’ere” 38 Josef Kohouts trekant Krystalnatten 4 6 De ødelagte toraruller Bekæmpelsen af “sigøjneruvæsenet” 55 Ritas trækvogn Systemkritikere halshugger man 62 Faldøksen fra München og bødlen Reichhart
2. MEDLIDENHEDSDRAB PÅ ARVESYGE
En skelsættende lille bog 73 Mordet på de arvesyge godkendes “Du vænner dig snart til det” 82 Asbesthandsken fra Sonnenstein Intet værd i live, intet værd i døden 88 Dissektionsbordet fra Hadamar Død af “hjertesvækkelse” 93 Et dansk førerbevis i mordslottet Hadamar Fund fra et mordslot 98 Affaldsgruberne fra Hartheim
3. KONCENTRATIONSLEJRENE
“Arbeit macht Frei” 107 Gitterporten til Dachau
En parallelverden 114
Kommandantboligen i Ravensbrück
Klæder skaber folk 121 Danske kvinders fangedragter i Ravensbrück
Udryddelse gennem arbejde 126 Granitbruddet i Mauthausen
“Russenlager” i Mauthausen 131
Den ukendte soldats uniformsknap
Raketfremstilling i Ebensee 137
Fangearmbåndet fra en luxemburger
4. UDRYDDELSESLEJRENE
Symbolet på folkedrab – Auschwitz 147 Afklippet hår og zyklon B-dåser
“Dette er de sidste dage i vores liv” 153 Rejseuret fra Chelmno Navnløse ofre 163
Lerskiver og brillefund fra Belzec “Hackenholts stiftelse” 169 Brusehovedet fra Belzec
Fundamenterne afslører 175 Gaskamrene i Sobibor
“Die Niemann-Sammlung” 183
En SS-mands fotosamling fra Sobibor Sporene efter Treblinka 191 Fliserne fra et jødisk bad
Tiden derefter – det narrative landskab 201 Bidragsydere 205 Forkortelser 206 Litteratur 207 Noter 215 Personregister 233
FORORD
Lad det være sagt med det samme. Denne bog er ikke en fuldstændig og samlet historisk beskrivelse af holocaust, som dækker alle de væ sentligste episoder og alt, hvad vi ved om dette tema. Bogen er en mosaik af fortællinger om nogle af de befolkningsgrupper, der blev ofre for nazismens forfølgelser, og de gerningssteder, hvor forbrydelserne fandt sted. Dernæst indskriver bogen sig i det stadig større kor af stemmer, der forsøger at genfortælle historien om nazisternes folkedrab ud fra de fysiske genstande og de bygninger, som stadig er bevarede, eller som arkæologerne har fundet på de steder, hvor gerningerne foregik for mere end 75 år siden. Disse spor trækker også tråde til vores breddegrader og den danske besæt telsestidshistorie.
Ifølge den britiske historiker Simon M. Schama er de fleste af os “vant til at forestille os holocaust som et tomt landskab – eller i bedste fald et landskab tømt for træk og farver, indhyllet i nat og tåge, dækket af evig vinter, kol lapset i nuancer af brunt og gråt.”1 I virkeligheden kan holocaust ses som en mosaik af traditionelle historiske kilder – for eksempel de overleven des egne fortællinger og vidnesbyrd eller gerningsmændenes og -kvinder nes udsagn – og af de fysiske efterladenskaber og steder, hvor hændelserne fandt sted. En del af disse steder, heriblandt koncentrations- og udryddel seslejrene, er traditionelt blevet beskrevet inden for rammerne af den klas siske historieskrivning, mens de fysiske spor fra selvsamme steder, såsom genstande og bygningsrester, i mindre omfang er blevet inddraget, i for hold til hvad de kan fortælle os om begivenhederne, de enkelte mordsteder
F ORORD 7
og deres ofre i denne periode. Noget overraskende er lige netop denne kil degruppe ikke tillagt samme opmærksomhed som de skriftlige kilder. En af forklaringerne kan være, at de mordsteder, der i dag står tilbage som min desmærker eller museer, kan have ført til troen på, at ethvert bevis for holo caust allerede var blevet fundet og fortalt. Særligt genstande og anlægsspor som kildegruppe rummer en rigdom af fysiske beviser for det folkemord og den undertrykkelse, der fandt sted, og især på de steder, der ikke i dag har efterladt sig samme synlige og monumentale spor i landskabet om en morderisk infrastruktur som blandt andet Auschwitz-Birkenau.
Det er her, gruppen af blandt andre holocaustarkæologer har gjort de res entré især inden for de to seneste årtier. Ved brug af traditionelle ar kæologiske metoder og undersøgelser er det lykkedes dem at lokalisere og udgrave enkeltfund og kortlægge bygningsanlæg, som ellers kun findes be skrevet eller sporadisk omtalt i det historiske kildemateriale.2 Hertil kan så lægges de utallige ofte glemte eller hengemte genstande, der opbevares i snesevis af museumsmagasiner eller forskningsinstitutioner, mens andre har fundet en plads i udstillingsmontrerne på museer rundtom i blandt an det Europa og USA. Mange af disse genstande er nok registreret eller nød tørftigt beskrevet, men endnu flere mangler at blive kategoriseret og sat i en større historisk kontekst. Undersøgelser af denne type er undervejs, og de foreløbige resultater er lovende. En minutiøs gennemgang og undersø gelse af indsamlede emblemer med fangenumre, der opbevares på museet ved koncentrationslejren Mauthausen i Østrig, har blandt andet bidraget til helt nye personlige fortællinger om fanger, hvis historier ellers ville forblive ufortalte og stadig blot være et anonymt nummer blandt tusindvis af andre. Lignende projekter pågår også i Sobibor, hvor man forsøger at identificere fund af smykker og emblemer med indgraverede navnetræk fra især hol landske jøder.3
Denne tilgang og metode er helt unik og gør, at vi i endnu højere grad får mulighed for at afdække endnu mere om ofrenes liv og død, vidnernes oplevelser og gerningerne fra dem, der begik en af de mest forfærdende forbrydelser i det tyvende århundrede. Med andre ord har de fysiske efter ladenskaber et betydeligt potentiale til at øge vores forståelse af og dybden i det nazistiske folkedrab. Det er dét, denne bog gerne skulle bidrage til.
8 FORORD
Gennem et udvalg af især genstande og bygningsanlæg, hovedsageligt fra internationale museer, præsenteres læseren for en række effekter og em ner, der hver især fortæller deres historie om holocaust. Disse genstande og bygninger bringer os tættere på aktørerne i holocaust og undertiden også meget tæt på deres helt personlige oplevelser og skæbner. I den forbindel se har jeg valgt at anvende en bredere definering af udtrykket holocaust. Selvom nogle historikere og sprogforskere argumenterer for, at holocaust i lighed med Shoah, der specifikt henviser til nazisternes mord på seks mil lioner jøder, også skal ses som en isoleret jødisk begivenhed, dækker ud trykket i denne bog ikke kun forfølgelsen og undertrykkelsen af jøder, men også af romaer og sintier, handikappede og sindslidende, homoseksuelle, Jehovas vidner, asociale, politiske fanger og alle de andre, naziregimet be tragtede som deres fjender. Set i det perspektiv inkluderer holocaust ikke kun massemord på hele befolkningsgrupper, men også internering af en keltindivider, udslettelse gennem arbejde, vold og overgreb.4
Ud fra fire overordnede hovedtemaer har jeg forsøgt at favne hele den periode, hvor nazisterne var ved magten fra 1933 til 1945. Med nazisternes magtovertagelse i januar 1933 blev kursen lagt mod det folkemord og det holocaust, vi kender til i dag. Læseren vil derfor blive mødt af effekter, der spænder lige fra den nationalsocialistiske raceideologi over forfølgelsen af homoseksuelle og politiske modstandere til det systematiske massemord begået i udryddelseslejrene.
En præmis for tilblivelsen af denne bog har fra begyndelsen været ikke kun at fokusere på fortællinger fra store og ikoniske gerningssteder som eksempelvis Auschwitz-Birkenau. Om lige netop Auschwitz findes der en særdeles omfattende litteratur, som også indgående behandler de enkelte bygningskomplekser og faciliteter.5 Dette er derimod ikke tilfældet for de langt mindre og for mange danskere også helt ukendte gerningssteder som for eksempel Grafeneck og Hadamar, hvor der blev begået såkaldt med lidenhedsdrab eller eutanasi også på danske patienter med sindslidelser, eller det lille herresæde Kulmhof (Chełmno) i Polen, der indrettedes som udryddelseslejr. Ej heller vil man støde på et foto af de berømte hvide bus ser, som blandt andet reddede utallige danske og norske fanger ud af kz-lej renes helvede i foråret 1945. Tværtimod vil læseren blive mødt af andre og
F ORORD 9
for mange helt ukendte genstande og anlæg, men undertiden også meget personlige effekter, hvoraf en stor del ikke tidligere har fundet plads i den ellers righoldige mængde af litteratur om holocaust. Omfanget af udstillede effekter eller opmagasinerede genstande, ja så gar hele bygninger fra perioden 1933-45, er enorm. Det har derfor ikke væ ret nogen nem opgave at vælge, hvilke ting og anlæg der skulle med i denne bog, og hvilke jeg har måtte fravælge. Af den årsag har jeg i tæt samarbejde med en række museer og institutioner i ind- og udland bedt dem pege på en eller flere genstande eller et bygningskompleks fra deres samlinger og udstillinger, som efter deres mening har særlig betydning for fortællingen om holocaust. Jeg skylder disse museer og institutioner stor tak, da de i høj grad har været med til at forme denne bog og vise variationsbredden i en så kompleks tematik som holocaust. En liste over de museer og institutioner, der har bidraget, findes bagest i bogen.
Det er mit håb, at læseren med denne bog vil få et fornyet indblik i tema et holocaust og folkedrab og ikke mindst diversiteten i de genstands- og fundgrupper, hvis kildeværdi i høj grad bidrager til at understøtte de tra ditionelle historiske kilder. I modsætning til Schamas beskrivelse er det landskab hverken tomt eller farveløst. Tværtimod. Genstandene og ger ningsstederne spiller en helt central rolle i både den videnskabelige histo riefortælling og i vores erindringskultur om et af den nyere tids mest bru tale regimer, dets forfølgelse af politiske modstandere og undertrykkelse af minoriteter. En tematik, der – desværre – i disse år har fået fornyet aktua litet.
Anders Otte Stensager, maj 2022
ANTISEMITISK RACELÆRE
BAGGRUND OG DISKRIMINERING
Et af kernepunkterne i den nationalsocialistiske ideologi var antise mitisme.6 Allerede fra starten af nazisternes magtovertagelse i 1933 iværksatte man en intensiv propaganda mod jøderne som sam fundsgruppe. Den skulle gradvist føre til en marginalisering og total udstø delse med fratagelse af alle rettigheder og i sidste ende fuldstændig tilintet gørelse. Med udgangspunkt i det 19. århundredes “moderne” antisemitiske tankegods byggede denne hetz på, at jøder ikke blot skulle opfattes som en religiøs gruppe, men som en særskilt race. Tanken byggede på en so cialdarwinistisk forestilling om, at jøder besad en anden biologisk karakter og derfor måtte klassificeres som en særlig menneskerace, hvis genetiske væsen var kendetegnet ved en række ydre fysiske træk, men også en ad færd, som kun var at finde hos jøder.
Denne racistisk begrundede antisemitisme cirkulerede i en lang ræk ke pamfletter og publikationer fra slutningen af det 19. århundrede, hvor begreber som “jødespørgsmålet” og pseudovidenskabelige argumenter om “jødiske stereotyper” dukkede op. Blandt de publikationer, som havde de mest langsigtede konsekvenser, var Heinrich von Treitschkes essay Unsere Aussichten fra 1879 og Eugen Dührings bog Der Judenfrage fra 1881.
Heinrich von Treitschke var historiker og medlem af Rigsdagen, men også stærkt tysk nationalsindet. Treitschke deltog i tidens store debat om jødespørgsmålet herunder også i den såkaldte Berliner Antisemitismus streit, Berliner antisemitismestriden, 1879-81. Stridens kerne var begre bet antisemitisme som defineret af orientalisten Moritz Steinschneider og journalisten og grundlæggeren af den første tyske antisemitiske forening,
A NTISEMITISK R ACEL æ RE 13
Anskuelsestavle over forskellige tyske racetyper til skoleundervisningen, ca. 1935. Tavlen måler 95 x 72 cm. (bpk/deutsches historisches museum/sebastian ahlers)
Wilhelm Marr, og jødernes plads i det tyske samfund. Treitschke argumen terede for en total isolering af jøderne, da de ikke havde viljen til at assi milere sig i det tyske samfund. De var et fremmed element, der nedbrød “det prægtige germanske væsen” og med “svig og bedrag” havde løjet sig til velstand på bekostning af den tyske befolkning. Treitschke erkendte, at en udstødelse af jøderne fra alle væsentlige samfundslag, økonomisk, politisk og i pressen, nok er en “brutal og heftig” reaktion, men helt nødvendig for den tyske befolknings og kulturs beståen.7
Eugen Dühring, der var stærkt inspireret af filosoffen Arthur Schopen hauer, plæderede ligesom Treitschke for en udstødelse af jøderne. Der skulle med Dührings ord ske en decideret “afjudaisering” af pressen og ju stitsvæsenet, og de “hebraiske finansdynastier” skulle nedlægges og forby des.
I 1887 udkom bogen Antisemiten-Catechismus skrevet af Emil Theodor Fritsch. Fritsch, der skrev under flere pseudonymer, var en ivrig antisemi tisk forfatter. Jøderne var i hans verdensbillede ikke mennesker: “Som jeg forestiller mig den virkelige jødiske karakter i dag, er det umuligt at accep tere ham som et menneske, fordi jeg ikke kan finde spor af nogen virkelig menneskelig egenskab hos ham.” Fritsch var desuden varm fortaler for, at man ikke skulle købe i jødiske forretninger, men kun hos tyskere. Jøderne skulle udelukkes og isoleres inden for alle områder, der havde med penge væsen og handel at gøre. Bogen genudkom flere gange under titlen Hand buch der Judenfrage.
Omtrent på samme tid som Treitschke, Dühring og Fritsch skrev den tyske forfatter og antisemit Ottomar Heinrich Beta (1845-1913) en række skrifter, hvori han argumenterede for, at jøderne var ansvarlige for de ne gative sociale konsekvenser, der fulgte med industrialiseringen i Tyskland. Beta var især optaget af sociallæren og jødespørgsmålet og havde den klare holdning, at jøderne var “et fremmed element i den tyske krop”.
Den antisemitiske retorik, der bredte sig i slutningen af 1800-tallet, før te til en skruppelløs metaforik, som nationalsocialisterne ikke var sene til at indarbejde i deres propaganda, og som Adolf Hitler i sin egen bog Mein Kampf også gør brug af. Hitler beskriver jøden som en parasit i kroppen, der altid søger efter nye frugtbare jorde: “Han [jøden] er og bliver den
A NTISEMITISK R ACEL æ RE 15
typiske parasit, der som en skadelig bacille stadig spreder sig […] Virknin gen af hans eksistens ligner dog også parasitternes: Hvor den optræder, dør værtskolonien efter kortere eller længere tid. Således lever jøden til enhver tid i andre folkeslags stater og danner der sin egen stat […] I jødens liv som parasit i andre nationers og staters krop er der den ejendommelighed som den udtalelse, Schopenhauer engang fremsatte, at jøden er løgnens store mester. Eksistensen driver jøden til at lyve, og faktisk til evige løgne, lige som den tvinger nordboerne til at bære varmt tøj. For at kunne leve som en snylter på folket må han ty til at fornægte sin indre natur. Jo mere intelli gent den enkelte jøde er, jo mere vil dette bedrag lykkes ham.”8
Den diffamerende form for antisemitisme, der var opstået i slutningen af det 19. århundrede, tjente for nationalsocialisterne som et forklarings mønster for al den nationale, sociale og økonomiske ulykke, som havde ramt Tyskland efter nederlaget i første verdenskrig.9 Disse elementer ind arbejdede nazisterne i deres partiprogram, som bestod af 25 hovedpunkter, og som Hitler offentligt forkyndte i Münchner Hofbräuhaus den 24. januar 1920. I programmets punkt 4 står der blandt andet, at kun landsmænd med tysk blod kan blive statsborgere, men undtaget herfor er jøder, som aldrig kan blive tyske statsborgere. Er man ikke statsborger, er man gæst i landet og er underlagt landets love og de særlige regler, der gælder for fremme des ophold i landet. Det defineres ikke, hvem en “fremmed” er. Videre står der, at det kun er statsborgerne, der kan beklæde offentlige embeder, uan set om det er i staten, regionerne eller i kommunerne. Desuden må den enkeltes aktivitet ikke krænke offentlighedens interesser, men skal foregå i sammenhæng med helheden og til gavn for alle. Modarbejdes dette, “kræ ver vi en hensynsløs kamp mod dem, der skader den fælles interesse gen nem deres aktiviteter. Almindelige forbrydere, ågermænd, profitører osv. skal straffes med døden uanset religion og race”. Staten forbeholder sig des uden ret til, at hvis det ikke er muligt at brødføde hele landets befolkning, skal de fremmede eller ikke-statsborgerne udvises fra riget. Endelig skal der indføres forbud mod aviser og pressefolk, der krænker almenvellet, og kunst og litteratur, der har “en ødelæggende indflydelse på vores folks liv”. Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 blev alle disse programpunkter
16 1. O PTAKTEN O G F ORFØLGELSEN
gennemført med vedtagelsen af en række love og smædekampagner, der førte til en gradvis afsondring og udrensning af jøder i alle samfundslag.10
Bare to måneder efter Hitlerregeringens magtovertagelse fandt den før ste helt åbenlyse diskriminering af landets jødiske befolkning sted. Under paroler som “Deutsche! Wert euch! Kauft nicht bei Juden!” begyndte en landsdækkende kampagne den 1. april med boykot af jødiske butikker, va rehuse, banker, læger og advokater. Kampagnen blev organiseret af “Cen tralkomitéen til forsvar mod jødiske grusomheder og boykotter” under ledelse af den frankiske gauleiter Julius Streicher. Jødiske forretninger og butiksvinduer blev overmalet med slogans og jødestjerner, ruder knust og SA-medlemmer i uniform stillede op foran jødiske forretninger og holdt vagt og spærrede indgangene. Hverken politi eller andre offentlige myn digheder greb ind. Officielt sluttede denne kampagne den 4. april, men i re aliteten var det et faretruende varsel om, hvad der ventede den jødiske del af befolkningen. En byge af særdeles vidtgående og diskriminerende tiltag blev nu iværksat og vedtaget af rigsdagen.
Med loven om genoprettelsen af offentlige embeder af 7. april tabte jø derne retten til at beklæde disse stillinger og dermed også deres arbejde.11 Allerede få uger efter den 25. april begrænsede man også tilgangen af jø der til alle skoler og højere læreanstalter for at undgå “overbelægning.” Lo ven om begrænsning af tilgangen af elever til tyske skoler og læreanstalter gjorde det klart, at rigstyskere havde fortrinsret, mens elever af “ikkearisk afstamning” skulle begrænses.12 I oktober 1934 mistede alle jødiske læger adgang til den offentlige sygekasse, da den udelukkende blev forbeholdt læger med arisk ophav.13
De ubetinget mest indgribende love og forholdsregler mod jøder blev imidlertid vedtaget i forbindelse med rigspartidagene i Nürnberg i sep tember 1935. Denne lovpakke kaldes også Nürnberglovene og bestod af to dele: “Reichsbürgergesetz” (rigsborgerloven) og “Gesetz zum Schutz des deutschen Blutes und der deutschen Ehre” (loven om beskyttelse af det ty ske blod og den tyske ære). Lovene skulle sikre, at jødisk og tysk blod ikke blev blandet, og forbød derfor ægteskab eller seksuelt samkvem mellem jøder og tyskere. I loven om rigsborgere blev det gjort klart, hvem der kun ne betragtes som rigsborgere: “Rigsborger er kun den statsborger af tysk
A NTISEMITISK R ACEL æ RE 17
eller artsbeslægtet blod, som ved sin adfærd beviser, at han er indstillet på og egnet til trofast at tjene det tyske folk og rige.” I loven om beskyttelse af det tyske blod og den tyske ære hedder det, at “det tyske blods renhed er en forudsætning for den fortsatte beståen af det tyske folk”. Videre står der, at jøder ikke må have kvindelige tyske statsborgere under 45 år boende hos sig. Straffen for overtrædelse af disse love, der betragtedes som raceskænd sel, var enten fængsel eller tugthus.14
Samme efterår som vedtagelsen af rigsborgerlovene fulgte en række til læg, der forklarede, hvem der blev betragtet som værende af blandet jø disk afstamning. En “fuldjøde” var en person, der havde mindst tre jødiske bedsteforældre. For personer af blandet jødisk race eller herkomst anvend te man det juridiske og stærkt nedsættende udtryk “Mischling”. Var man barn af en forælder, der blev klassificeret som jøde, og en forælder, der var klassificeret som ikkejøde, var man Mischling. I et cirkulære udstedt af indenrigsminister Wilhelm Frick den 26. november 1935 blev disse blan dingsracer opdelt i to kategorier: Mischlinge af første grad og Mischlinge af anden grad. Havde man “kun” én jødisk bedsteforælder eller én bedste forælder af jødisk ophav, blev man kategoriseret som Mischling af anden grad og kunne juridisk sidestilles med ikkejøder. Havde man derimod to jødiske bedsteforældre, var man Mischling af første grad, men hvis bedste forældrene også var medlemmer af en jødisk menighed eller gift med en jøde, blev man betragtet som fuldjøde. Det vil sige, at personer, der kunne kategoriseres som Mischlinge og samtidig havde to eller flere jødiske bed steforældre, blev klassificeret som Mischlinge af første grad. Havde de der imod ikke noget at gøre med jødisk religion og kultur i hverdagen, var de i første omgang fritaget for de diskriminerende antisemitiske tiltag. Senere erstattede man udtrykket Mischling af første og anden grad med begreber ne “halvjøder” og “kvartjøder”, som skulle gøre det nemmere ikke mindst for skolebørn at forstå.15
Med vedtagelsen af Nürnberglovene fulgte blot endnu flere særdeles indgribende love rettet mod jøderne. I marts 1936 vedtog man, at børne rige jødiske familier ikke kunne modtage understøttelse fra staten, da de ikke var rigstyskere.16 I oktober 1936 blev det forbudt jødiske lærere at un dervise ikkejødiske elever privat. I januar 1937 kom et forbud for jøder at
18 1. O PTAKTEN O G F ORFØLGELSEN
handle med kvæg, og i februar fik jøder ikke længere lov til at udøve erhver vet som notar.17 I april 1937 blev jøder frataget rettigheden til at erhverve sig en akademisk titel. I april 1938 blev alle jøder tvunget til at indberette deres formuer, hvis den oversteg 5.000 RM.18 I august blev det vedtaget, at alle mandlige jøder fra den 1. januar 1939 skulle bære fornavnet Israel og alle kvindelige jøder fornavnet Sara. Undtaget var jøder med udenlandsk statsborgerskab. I oktober 1938 blev alle jøders rejsepas erklæret for ugyl dige og skulle indleveres, hvorefter de blev påtrykt et rødt “J” for “Jude”. Overtrædelse af loven medførte bødestraf på 150 RM.19 Efter Krystalnatten mellem den 9. og 10. november blev jøderne pålagt selv at erstatte og beta le omkostninger for de mange ødelæggelser af jødiske ejendomme, forret ninger og boliger med den begrundelse, at optøjerne var iværksat af “den internationale jødedoms hetz mod det nationalsocialistiske Tyskland”. Samme dag vedtog man en forordning om, at jøder fra og med 1. januar 1939 ikke længere kunne drive forretning eller handel og heller ikke måt te indfinde sig på markedspladser eller lignende. I realiteten betød det, at alle jødiske forretninger og handelsdrivende skulle lukke deres virksomhe der.20 Indskrænkninger i forhold til jødernes personlige bevægelsesfrihed og færden i det offentlige rum blev flere gange reguleret og kunne admi nistreres af det enkelte bystyre, som selv havde mulighed for at håndhæve, hvor og på hvilke tidspunkter af døgnet jøder måtte færdes. Det gjaldt i blandt andet parker, badeanstalter og tilmed i teatre og biografer. Bænke blev eksempelvis mærket med “kun for jøder”.21 Jødiske børn blev desuden udelukket fra at gå i tyske skoler, og i april 1939 forberedte man med ved tagelsen af loven om “lejeforhold for jøder”, at jøderne skulle samles i sær lige “jødehuse”, der dybest set var første skridt hen mod at deportere dem i større samlede flokke til udryddelse.22 Hensigten med udstødelsen var at frarøve jøderne deres ejendomme og formuer og udelukke dem fra stort set alle samfundsfunktioner. Det havde fra starten været nazisternes mål som indgang til den endelige fase – udryddelsen.
For at vinde folkets tillid og opbakning til at gennemføre disse særdeles vidtrækkende tiltag og opnå det endelige mål om udslettelsen af den jø diske race iværksatte man et massivt propagandaapparat, der skulle være med til at skole befolkningen og vinde dens fulde opbakning.
A NTISEMITISK R ACEL æ RE 19
