fine gråbøl
ROMAN GADS FORLAG
Af samme forfatter: Ungeenheden (2021)
Hundrede børn
Gads Forlag
roman
Hundrede børn
Copyright © Fine Gråbøl og Gads Forlag 2024
Omslag: LA Graphic Design
Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook
1. udgave, 1. oplag
ISBN: 978-87-12-07592-9
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Tak for læsninger undervejs: Morten, Olga, Ronja, Niels Henning, Johanne og Harald. Tak for hjælp med musikfaglige begreber, Louise Tandrup Esbensen og Stephan Nørklit Roed. Også tak til Monsignor Marcos Pavan og Det Sixtinske Kapels Kor for gæstfriheden. Arbejdet med bogen er blevet støttet af Statens Kunstfond, Autorkontoen og Danske Skønlitterære Forfatteres Arbejdslegat.
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
The tuneful voice was heard from high: “Arise! Ye more than dead!”
Then cold, and hot, and moist, and dry, In order to their stations leap, And Music’s pow’r obey.
John Dryden, “A Song for St. Cecilia’s Day” (1687)
SUBMISSA VOCE
Jeg trykkede næsen mod busruden, og en blød orange himmel kom til syne. Skyerne trak sig til side og lagde sig som udstrakt madfilm over skolebygningen. Sådan en porøs verden at indsættes i. 18’eren kørte videre på sin rute med et dybt suk, og endnu et skoleår begyndte. Jeg hev skoletaskens spændebesatte hanke på plads over skuldrene da jeg krydsede gaden; elever i lysende veste åbnede vejen for mig. Vi hilste på hinanden, haft en god ferie. Jeg var en dreng, og vi var et kor. Blid lugt af råd. Høje og aflange vinduer på både højre og venstre side af skolen, to tunge porte ved indgangen. Fra portene fulgte en kort brostenspassage, så glasdøre der førte en ind i skolens ankomsthal med et gulvtæppe påtrykt mottoet: Laudetur Dominus In Choro. Priset være herren i korsang. Det var hårdt og stridigt at gå på, som om det var blevet bittert med tiden. Men alligevel; altid lysende, en
9
forsigtig himmelblå. Jeg så de store tæpperensere komme kørende. Aldrig så meget som ét mudret fodspor.
Jeg skubbede glasdøren op med underarmen og holdt den åben for tre piger fra femte. Så steg vi længere ind i huset. På gangen peb mine gummisko som legetøj, jeg hængte min jakke på knagen sammen med alle de andre jakker. Man kaldte mig Karl, somme tider Kalle, når min storebror så mig på gangene, blinkede han og trykkede en hånd ned i mit hår. Men Peter kunne finde på at kalde mig Berggren, på den måde forsvandt jeg ind i min familie, jeg blev en slægt og ikke en dreng, jeg var en musikalsk arv, en syngende upersonlig stemme på lånt tid. Der hørte en vild forsigtighed til at leve med dette blod. Jeg var 138 centimeter med sko, jeg havde mørkt hår som blev blond i sommerferien, jeg var tynd og ikke særlig hurtig, min stemme var lys og spag, jeg havde repareret et hul i min gummisko med gaffatape, jeg havde aldrig kysset nogen, men jeg havde skrevet kærestebreve, mine fingre var klistrede, og jeg kunne spille klaver, men ikke svømme crawl, hvis nogen sagde noget til mig i
10
bussen, blev jeg næsten altid forskrækket, mine bedste venner var Hüseyin og Theo, jeg brød mig ikke om måden jeg udtalte mit eget navn på: Karl, endnu en æbleskive at blive kvalt i, jeg var begyndt at bruge deodorant skønt jeg glemte det, jeg var elleve år og otte måneder.
Vi havde hørelære i første time, vi mumlede os igennem en node fra bladet. Theo rakte forsigtigt fingeren i vejret, sagde kvint, terts, fismol. Drengekoret var det vigtigste kor på skolen selvom pigekoret også fandtes. Når ingen andre hørte det, kaldte Peter det for trøstekoret. De skal jo også have noget at lave, sagde han og lo.
Kun i juletiden havde pigerne mere travlt end os, for der skulle de gå luciaoptog på næsten alle tænkelige plejehjem, i kirker og storcentre. Selv havde vi én vigtig koncert at se til, Bachs Juleoratorium i Domkirken. Vi arbejdede også forskudt; for vi drenge havde en kort og voldsom blomstringstid, mens pigernes stemmer først var modne i ottende og niende klasse. Vi kom gerne til hinandens koncerter, vi mødtes i kirkernes baglokaler bagefter, delte karameller eller stjal hinandens kasketter. Sidste år havde Anna
11
fra X farvet sit hår postkasserødt dagen før den store julekoncert i Helligaandskirken. Rasende og sammenbidt havde hun lyst op i mængden og nægtet at synge. Det kunne du godt have ventet med, havde korassistenten Bente sagt. Pigerne bar dueblå ankellange uldkjoler, vi drenge bar matrostøj. Alle pigerne havde blikket vendt mod dirigenten, ingen blikke veg derfra.
I det lille frikvarter gik Hüseyin, Theo og jeg i mørkegården for at spille JoJo’s. En kold augustvind bed mig i kinderne. Vi fandt læ ved et legehus. Hende der Anna, ik, sagde Theo, og Hüseyin og jeg nikkede, kom over til mig i bussen i dag. Figurerne væltede næsten alle sammen, men Hüseyin var tålmodig og stillede dem omhyggeligt på række igen. Vi havde ikke meget tid før klokken ville ringe. Da klokken så ringede og vi pakkede sammen, spurgte Hüseyin, nåmen hvad sagde hun så. Theo sukkede, nå ja. Bare om vi vil med hende og Isa hen og spise slik et hemmeligt sted i spisefrikvarteret. Theo havde kendt Anna fra X længe fordi de tog den samme bus om morgenen. Anna var en af de højeste på årgangen, hendes lange bølgende hår blev holdt på plads af en hårbøjle der
12
skiftede i farve, rød, grøn, pink, glimmer. Annas bedste veninde var Isa med de store brune øjne og det korte krusede hår, hun gik med bandana eller halvkasket, en sjælden gang imellem durag og cap, og så havde hun fået årgangens første mobiltelefon fordi hendes forældre ofte kom sent hjem eller først næste morgen, hendes Nokia 3410 var iført et lyserødt plysset cover, og dens ringetone var en tilkøbt udgave af EyeQ’s “I Want What She’s Got”. Anna og Isa kom imod os på gangen; arm i arm kiggede de undersøgende på os da de passerede os. En afmåling med øjnene, en afgrænsning af vores figurer. Jeg kunne huske dem begge fra de tidlige klassetrin, men denne mandag efter sommerferien bemærkede jeg at Anna var vokset ret meget, eller måske var hun begyndt at gå i strammere tøj. Alligevel så Anna ud som om hun aldrig ville miste den alder hun havde netop der; at hun aldrig ville blive ældre. Vi andre så så forgængelige ud.
Anna og Isa stod og ventede ude på gangen i spisepausen. Var der nogen der fulgte efter jer, spurgte Isa, og de fnes begge, og Anna svang håret. De var opkørte og strakte nakkerne flere
13
gange for at se om nogen var på vej. Kom, kom, kom, kom, hviskede hun, og Theo næsten snublede ind på toilettet, allerede lidt stresset af kommandoerne, Hüseyin kom lidt efter i et mere roligt tempo, bag ham fulgte jeg. Isa åbnede døren til den midterste toiletbås, og vi klemte os ind. Anna slog brættet ned og satte sig, Isa var den sidste, hun låste døren bag os. Jeg gled ned langs væggen. Endelig, sagde Isa og tog hænderne i lommen og gled ned over for mig. Som om vi bare er, sådan der, dyr der lige skal nyde lidt frihed i ti minutter. Isa talte hurtigt og selvsikkert, Anna nikkede fra toilettet. Vi hader skolegården, og jeg nikkede også, men jeg forstod dem ikke. Hvorfor egentlig, spurgte Theo forsigtigt og skubbede brillerne på plads med pegefingeren. Anna grinede lidt, sukkede. Hun tog en serviet frem fra baglommen med klistret slik i forskellige størrelser. Skolen er bare i gang med at gøre os til vores forældre, hviskede Isa som om der var nogen der lyttede. Anna trak et sukkerbetrukket jordbær ud af slikklumpen og rakte Theo servietten. Nå ja, helt sikkert, svarede han og tog fat i det øverste bolsje, hev til. Hüseyin sagde ikke noget, hans øjenbryn havde trukket sig sammen, munden let åben.
14
Det var først i løbet af femte klasse at Theo og jeg for alvor var blevet venner. Han var en eftermiddag i begyndelsen af efteråret mødt op på min vej og havde ringet på min dør. Jeg kunne se ham fra mit værelses vindue. Han var iført et limegrønt regnslag og var gennemblødt. Mine forældre lukkede ham ind, og de forstod ikke at vi ikke var rigtige venner i forvejen. De kaldte ham Lasse og sagde han bare kunne gå ind til mig. Jeg hørte ham prøve forskellige døre af; toiletdøren og den til min storebrors værelse, og da han var på vej ned ad trappen til kælderen, åbnede jeg døren på klem og hviskede: Theo?
Hey, hva så, hvad laver du her. Jeg var ikke vant til at folk kom og ringede på min dør, hans briller var duggede men også regndråbefyldte. Han havde beholdt regnslaget på og stod i døren. Ik så meget. Jeg viste ham ind på mit værelse, hvor jeg indtil nu havde siddet og lavet lektier, eller ladet som om. Der var kun en stol, så var der sengen og Fatboy’en, og med regnslaget på dumpede han ned i den militærfarvede flamingokuglefyldte pudestol. Skal du ik have det der af, spurgte jeg. Regnslaget hvinede med hver bevægelse han lavede. Nå jo, så begyndte han at hive. Det var stramt omkring halsen, og brillerne sad
15
i vejen, den øverste del af ansigtet blev ildrødt, og efter lidt moslen fik han det trukket op over hovedet. Han pustede, lagde regnslaget på gulvet ved siden af sig. Min mor har hjulpet mig med at sy det, han smilede og holdt sig for munden, det er lidt stramt. Han grinte forsigtigt. Det er virkelig grønt, sagde jeg. Det er et gammelt badeforhæng, svarede Theo. Han tørrede sig om øjnene og tog brillerne på igen. Skal vi bytte JoJo’s, spurgte han. Ja, helt sikkert, er det derfor du kom. Jeg fandt dem i en kasse på gulvet ved siden af sengen, Theo løftede en frysepose frem fra regnslagets ærme, jeg havde flere JoJo’s end ham. Ja? svarede han overrasket, og så blev vi venner, og det var enkelt og smukt.
Hüseyin og jeg havde derimod været venner siden børnehaven, det var et venskab vi ikke havde valgt, men som var groet sammen med os som ekstra hænder. Hallo, Kalle, kunne han råbe på vejen, og vi elskede hinanden. Hüseyin var god til at spille bold, men han vidste også han ikke længere skulle spørge mig, for det gav et gib i mig hver gang jeg hørte lyden af fod der ramte bold, duk. Han var højere end mig
16
og tykkere, han havde store kinder som blev større når han smilte, og det gjorde han tit. Vi havde altid en fælles opsparing til Jenka-tyggegummi i kiosken, de kostede 50 øre, vi kunne få mange for ti kroner. I julegave i femte fik han en kasket med sit navn broderet på med gotisk skrift, han tog den aldrig af igen. Men Hüseyin havde fødselsdag i juni, og jeg havde fødselsdag i december, så lige meget hvad kunne han se på mig og sige, Karl, bare vent til du selv bliver tolv. Og hvad kunne vi gøre ved dette halve års forsinkelse af fødsel.
I den sidste time blev vi sendt ud på græsset for at spille rundbold. Mariannes bryster dinglede da hun løb ned ad trapperne med en fløjte om halsen, mine klassekammerater jublede. Men ikke jeg, jeg lod kun som om. Det bliver pigerne mod drengene, det går nogenlunde op, lo Marianne, selvom der var færre piger end drenge i klassen. Det da snyd, udbrød Hüseyin, men hun trak på skuldrene. De kan jo alligevel ikke ramme om det så gjaldt deres liv. Så grinede alle drengene, og jeg grinede med og placerede mig strategisk i marken på afstand af enhver form
17
for boldkontakt. Pigerne stod på række, tavse, sammenbidte, og alle lod det runde bat ligge på jorden ved Mariannes fødder. Endnu ingen var kommet hjem. Pigerne stod på nippet til at løbe ved det sidste hjørne af banen da Fatima slog med det flade bat. Men i det samme udbrød Hüseyin, ÅHHH, med bolden i hånden, han knælede på jorden og strakte hænderne i vejret, og vi byttede. Ingen råb, Hüseyin, tordnede Marianne. Det var den samme besked vi altid fik; det slider jeres stemmer, også hvis vi hviskede i timerne. En gang om året fik vi lov til at synge grimt, vi fik lov til at presse stemmerne, gøre dem hårde og nasale, vi fik lov at slippe den indre domkirke, og det var inden sommerferien. Hver juni fortalte korassistenterne Johannes og Maria, I behøver ikke passe på jeres stemmer når vi synger denne sang, og vi gik i samlet flok ned til skolens koncertsal. Men da kunne vi ikke give slip, vi kunne ikke synge grimt, så snart skolens rektor gik i gang med det indledende spil på flyglet, så ville vores stemmer falde ind i en velbalanceret samklang, en storm af smuldret øjenskygge, vi kunne ikke lade være, lykkelige ville de ikke-sangkyndige lærere sidde og se på vores åbne runde munde synge: Ro-o-o-o. Vi
18
legede med dødningeverdenerne, alt det var os, koret. Tennisboldene føg om hovederne på os.
Hvad var det egentlig for noget tøj vi havde på, hvordan så vi ud? Jeg kan placere os på rækker, træde et skridt tilbage. Theo med det mørke og halvlange hår, et par ensomme krøller i nakken, ellers glat som polyester. Tykke brilleglas omkranset af et tyndt sølvstel. En nubret bomulds-T-shirt i vaskegrøn, indimellem gul, man blev i tvivl om farven. Hüseyin med de skinnende sølvjeans der lyste op uanset hvor man så ham, en Nike-hættetrøje med huller omkring hænderne, det var en arvesag som det meste af hans tøj, fra brødrene. Og så var der mig, Karl. Jeg kunne glemme hvad jeg havde taget på, og i løbet af dagen blive overrasket: et par mørkegrønne bukser af noget regntøjslignende stof der larmede når jeg gik. En rød solistbluse påtrykt skolens motto arvet fra min storebror, som havde arvet den fra vores far, som havde arvet den fra sin far. Jeg følte mig ikke stolt, men dum som en maskot. Men så glemte jeg det igen.