Husbåden i Seattle

EN DYSTER HEMMELIGHED.

Forfatterfoto © Brandon Ebel

ET TRAUME, DER LANGSOMT FORLØSES.

SARAH JIO

EN PERSONLIG TRAGEDIE.

Ikke længe efter at Ada flytter ind, opdager hun en gammel kiste, som har tilhørt en tidligere beboer – en ung kvinde ved navn Penny Wentworth – og det viser sig snart, at Penny forsvandt sporløst i 1959. Ingen af naboerne vil fortælle Ada, hvad der egentlig skete dengang, men da hun selv begynder at grave i sagen, opdager hun en særlig forbindelse mellem Pennys mystiske fortid og hendes egen uvisse fremtid.

ROMAN

i SEATTLE

I et forsøg på at komme tilbage på sporet beslutter Ada sig for at sige farvel til sit gamle liv. Hun sætter kursen mod Lake Union i Seattle, hvor hun lejer sig ind i en romantisk husbåd i nr. 7 på Boat Street – i håb om, at det flydende hjems blide gyngen kan dulme smerten fra den personlige tragedie, der drev hende væk fra storbyen.

SARAH JIO

i SEATTLE

Ada Santorini er i starten af trediverne, hun bor i New York med sin lille familie og arbejder som rejseskribent på et velrenommeret magasin. Bedst som hendes karriere tager fart, indtræffer en frygtelig ulykke, der kaster hende ud i en dyb krise af sorg og selvbebrejdelse.

SARAH JIO (f. 1978) er en amerikansk bestseller­f­ or­fatter, hvis bøger udkommer i 30 lande og har ligget på bestsellerlister verden over. Husbåden i Seattle er hendes syvende roman på dansk. Jio kommer fra Seattle, hvor hun bor med sin mand og tre sønner.

INTERNATIONAL BESTSELLERFORFATTER ANMELDERNE SKREV

”Tragedie og forløsning blandes i Jios nyeste publikumsfavorit.”

Kirkus Reviews ”Sarah Jio er blevet en af de mest læste kvinder i USA.” Woman’s World ”Sarah Jios charmerende romaner går lige i hjertet.”

Emily Salomon ”En fuldstændig fængslende fortælling.”

Booklist om Huset på stranden ”En helt igennem pragtfuld feel goodfortælling.”

Litteratursiden om Kærlig hilsen fra London

Husbåden i Seattle er en gribende historie om nye begyndelser, kærlighedens pris og hjerteskærende hemmeligheder.

LÆS OGSÅ SARAH JIOS ANDRE BØGER PÅ DANSK

JIO_Husbaaden i Seattle_OMSLAG.indd 1

xxx g CO2e

CLIMATECALC.EU

000097/SE

GADS FORLAG

OMSLAG: IMPERIET.DK/LONNIE HAMBORG

17/11/2023 10.01

Af samme forfatter på dansk: Alle blomsterne i Paris (2019) Når violerne blomstrer (2020) Brombærvinter (2020) Den sidste kamelia (2021) Kærlig hilsen fra London (2022) Huset på stranden (2023)

Husbåden i Seattle_TRYK.indd 2

04.09.2023 13.07

SARAH JIO

R O MA N

På dansk ved Ulla Oxvig

GADS FORLAG

Husbåden i Seattle_TRYK.indd 3

04.09.2023 13.07

Husbåden i Seattle er oversat fra amerikansk af Ulla Oxvig efter Morning Glory Copyright © Sarah Jio 2013 All rights reserved Dansk udgave © Gads Forlag 2024 Omslag: Lonnie Hamborg, Imperiet Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-12-06832-7 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Husbåden i Seattle_TRYK.indd 4

04.09.2023 13.07

Til minde om Anna og alle andre fortabte kvinder med et knust hjerte. Solen bryder frem igen.

Gid I må finde jeres vej.

Husbåden i Seattle_TRYK.indd 5

04.09.2023 13.07

Husbåden i Seattle_TRYK.indd 6

04.09.2023 13.07

FORFAT TERENS NOTE

Jeg sidder og skriver dette i min husbåd, mens jeg kigger ud gennem vinduet på Lake Union ved Seattle. Det er gråvejr.

Regnen vælter ned. Den trommer på taget, og vinden pisker mod ruderne. Det er den slags dage, jeg holder allermest af at opholde mig på søen. Her er ænder, som svømmer forbi, og både, der går for motor. Et par kajakroere lader sig ikke slå ud af den heftige nedbør. Men indenfor er her vældig hyggeligt, og jeg nyder det i fulde drag.

Da jeg besluttede mig for at skrive denne bog, havde jeg ikke andet i hovedet end et sted: en husbåd på bredden af Lake Union. Jeg har boet i Seattle og omegn hele mit liv og altid været fascineret af de flydende boliger (og en vis lille film med titlen Sleepless in Seattle gjorde bestemt ikke min fascination mindre). Som ung journalist – det er en del år siden – skrev jeg en artikel om beboernes særlige livsstil, og jeg glemmer aldrig, da jeg første gang blev inviteret ombord på en husbåd, som havde indgangsdør til både mennesker og ænder! Kvinden, der var så venlig at vise mig rundt i sit hjem, fortalte om livet på søen – hvordan husbådene duver let i vinden, hvordan bølgerne kan vugge en i søvn og måske allervigtigst for mig: Hvordan husbådssamfundet er som en stor familie, der hjælper nødlidende naboer og holder på

7

Husbåden i Seattle_TRYK.indd 7

04.09.2023 13.07

hemmeligheder, som kun ens allernærmeste og mest betroede venner ellers kender til.

Så vidt jeg husker, begyndte jeg at skrive bogen samme dag, som jeg besøgte det lille flydende hjem. Og som tiden gik, voksede min drøm om at komme til at bo i min helt egen husbåd. Men vores familie voksede endnu hurtigere, og min mand og jeg var enige om, at det nok ikke var det bedste sted at slippe tre små drenge løs. Prøv bare at forestille dig, hvordan en omgang fangeleg på bådebroerne kunne udvikle sig. Så drømmen blev lagt til side. I hvert fald indtil september 2012.

Min mand vidste, at jeg overvejede at skrive en historie, som udspillede sig på en husbåd, og derfor godt kunne tænke mig at leje en af slagsen for at lave lidt research. Det kunne nok klares hen over en weekend. Men så overraskede han mig med et mere gavmildt forslag: Skulle vi ikke leje en båd for en længere periode? Jeg kunne jo bruge den som kontor og få en langt bedre fornemmelse af, hvordan det ville være at arbejde på søen mere permanent.

Min første indskydelse var at sige nej. Det var for meget, en helt unødvendig udgift. Men så begyndte jeg alligevel at overveje det. Hvordan skulle jeg ellers få et ordentligt indblik i, hvad det ville sige at bo på en husbåd? Hvor skulle jeg høre historierne? Lære de lokale og deres hemmeligheder at kende?

Vi var til fremvisning af en husbåd, der skulle lejes ud, og jeg forelskede mig straks i den. Med en hems til at sove på (jo, der var selvfølgelig et stort koøje), et øvre dæk med 8

Husbåden i Seattle_TRYK.indd 8

04.09.2023 13.07

panoramaudsigt til Space Needle og et hyggeligt og fuldt udstyret køkken var det helt bestemt min drømmehusbåd.

Min mand og jeg skrev hurtigt under på lejekontrakten, der gav os adgang til vidunderet i hele fire sommermåneder.

Nu kan jeg slet ikke forestille mig, hvordan jeg skulle have skrevet den her bog uden først at have boet på Lake Union. Historien er selvfølgelig fiktion, men månederne i husbåd har både inspireret og forbedret den. Det gælder både andeparret, der byggede rede på mit dæk, og alle de søde og hjælpsomme naboer, jeg var omgivet af.

Der er kun få uger tilbage af vores ophold på Lake Union.

Jeg har slet ikke lyst til at tage hjem igen, for her har jeg både grinet og grædt. Jeg har fået nye venner og genoptaget kontakten til flere af de gamle. Der er også faldet en velsignet ro over mig, men det vigtigste er, at jeg har forelsket mig hovedkulds i det lille samfund af husbåde.

Nu er det ved at være tid til at tage afsked. Når jeg en af de nærmeste dage afleverer den færdige tekst, skal jeg også slippe nøglen og sige farvel til mit elskede Boat Street – sådan hedder gaden både i romanen og i virkeligheden. Men stedet og historien vil for evigt leve videre i mit hjerte. Husbåd nr.

7. Henrietta og Haines. Lille Jimmy. Penny og Colin. Alex og Ada. Det føles, som om de alle sammen står og vinker farvel, mens jeg går hen ad bådebroen. Tiden flyver, men jeg vil altid vide, hvor jeg skal finde dem igen.

Husbåden i Seattle_TRYK.indd 9

04.09.2023 13.07

Husbåden i Seattle_TRYK.indd 10

04.09.2023 13.07

KAPITEL 1

Seattle, 12. juni 2008

J

eg træder ned på den gamle bådebro, der knirker under mine fødder – det lyder nærmest, som om den sukker dybt. Der er mørkt, men lyskæden, som hænger over mig, gør det lige netop muligt at se, hvor jeg skal sætte fødderne.

Hvad var det nu, kvinden fra udlejningsfirmaet havde sagt i telefonen? Den syvende husbåd på venstre side? Jo, det var vist sådan. Jeg knuger håndtaget på min kuffert ekstra hårdt og fortsætter langsomt fremad. En sejlbåd duver blidt på vandet. Den er tøjret til en husbåd med to etager og et stort dæk. Skroget er beklædt med tækkespån af cedertræ, som er slidt gråbrunt af vind og vejr. Lyset flakker i en lanterne på fordækket, men et øjeblik efter går flammen ud. Er det mon brisen, eller sidder der en og gemmer sig i skyggen?

Jeg forestiller mig, hvordan havnens beboere spejder ud gennem de mørklagte vinduer. De holder øje med mig og hvisker sammen. “Der er hun,” siger den ene til den anden.

11

Husbåden i Seattle_TRYK.indd 11

04.09.2023 13.07

“Den nye nabo.” Der bliver grinet. “Jeg har hørt, at hun er fra New York.”

Jeg bryder mig ikke om de lavmælte kommentarer og sideblikkene. Det var sladderen, der drev mig fra New York. “Den stakkel,” havde jeg en måned forinden hørt en kvinde sige på vej ud af elevatoren i kontorbygningen, hvor jeg arbejdede.

“Jeg fatter ikke, hvordan hun overhovedet formår at stå ud af sengen hver morgen, når man tænker på, hvad der skete.

Hvis det var hændt for mig, tror jeg ikke, jeg nogensinde ville komme over det.” Jeg blev hængende i vestibulen, indtil jeg var sikker på, at kvinden var forsvundet rundt om hjørnet.

Jeg kunne ikke udholde at se hendes ansigtsudtryk – eller alle de andres for den sags skyld. Deres hovedrysten. Deres medlidenhed. Deres rædsel. I Seattle var der i det mindste ikke nogen, som kendte til min fortid.

Jeg tager en dyb indånding og ser hurtigt op, da jeg hører den fjerne knirken fra en dør, der svinger på sine hængsler.

Jeg stivner og forbereder mig på at blive råbt an. Men den eneste bevægelse, jeg aner, er en kajak, der langsomt glider hen over søen. Den enlige roer nikker tavst til mig, inden han forsvinder ind i måneskinnet. Bådebroen giver sig en smule, og jeg vakler, men genfinder balancen. Der er langt fra New York til Seattle, og jeg er stadig groggy efter flyveturen tværs over kontinentet, så jeg standser og står et øjeblik og undrer mig over, hvorfor jeg dog er rejst herud.

Jeg passerer yderligere to husbåde. Den ene er malet grå med franske døre, som vender mod nord, og en vejrhane på taget. Den anden er brun, og blomsterkasserne foran 12

Husbåden i Seattle_TRYK.indd 12

04.09.2023 13.07

vinduerne bugner af røde pelargonier. En samling urner og potter fylder på dækket, og jeg standser for at beundre de blå hortensiaer, som vokser i en terrakottakrukke. Den, der bor her, må være udstyret med særligt grønne fingre. Jeg tænker på den lille have, jeg måtte efterlade på min altan i New York. Kassen, der var fuld af bladbeder og basilikum og søde græskar til … Jeg bider mig i læben. Det stikker i hjertet, men synet af den tændte dæklygte på husbåd nummer syv bringer mig tilbage til virkeligheden. Jeg standser og ser indgående på det fartøj, der nu skal være mit hjem: Båden ligger fortøjet helt ude for enden af broen. Lidt for sig selv.

Som om den nok skal klare sig. På trods. Vejrbidte tækkespån af cedertræ dækker siderne, og jeg smiler, da jeg opdager et åbent koøje på det øvre dæk. Det ligner fuldstændig billedet i annoncen. Jeg sukker.

Okay, her er jeg så.

Da jeg stikker nøglen i låsen, får jeg en klump i halsen.

Benene giver pludselig efter, og så snart jeg åbner døren, falder jeg på knæ, skjuler ansigtet i hænderne og hulker.

Tre uger tidligere

Klokken er ni om morgenen, og New Yorks sol skinner så heftigt ind gennem vinduerne på ottende etage, hvor dr.

Evinsons konsultation ligger, at jeg må holde en hånd over øjnene.

“Undskyld,” siger han og gør en bevægelse mod persiennerne. “Generer lyset dig?”

13

Husbåden i Seattle_TRYK.indd 13

04.09.2023 13.07

“Ja,” svarer jeg. “Øh, nej, det er …” Sandheden er, at det ikke er lyset, der får mine øjne til at svide, men den nyhed, jeg er kommet for at fortælle ham.

Jeg sukker og retter mig op i lænestolen, der er polstret med et lidt for muntert grøn- og hvidstribet stof. På væggen hænger et signeret og indrammet fotografi af Mick Jagger.

Jeg er lige ved at smile, da jeg mindes, hvordan jeg et år tidligere var trådt ind i dr. Evinsons konsultation og havde forventet at møde en sort læderbriks og en tætbarberet mand i jakkesæt med tilhørende notesbog i hånden. Han ville sikkert nikke beroligende, mens jeg tørrede øjnene med en papirserviet.

Ifølge min svigerinde, Joanie, var han Manhattans mest efterspurgte sorgterapeut. Tidligere patienter inkluderede Mick Jagger – det forklarede fotografiet – og andre kendte navne. Efter skuespilleren Heath Ledgers død havde hans ekskæreste Michelle Williams en fast ugentlig aftale med dr.

Levinson. Det ved jeg, fordi jeg engang mødte hende i lobbyen, hvor hun sad og bladrede i et eksemplar af Us Weekly.

Men det var ikke hans omgang med kendispatienter, der imponerede mig. Helt ærligt, så har jeg altid været lidt bange for terapeuter. For hvad de måske kunne få mig til at sige. Eller føle. Men Joanie opfordrede mig til at aftale en tid. Faktisk er opfordrede ikke det rigtige ord. En dag inviterede hun mig på morgenmad i en restaurant, der lå i stueetagen i samme bygning, som den hvor dr. Evinson havde sin konsultation, og da vi var færdige med at spise, puffede hun mig resolut ind i elevatoren, der var på vej op. Da jeg nåede ottende etage, var 14

Husbåden i Seattle_TRYK.indd 14

04.09.2023 13.07

jeg tæt på at køre ned igen, men receptionisten sagde: “Det må være dig, der har tid hos dr. Levinson klokken ni, ikke?”

Modstræbende trådte jeg ind i konsultationen og lagde straks mærke til den hvid- og grønstribede lænestol, som jeg efterfølgende har taget plads i hver fredag morgen klokken ni. “Du forventede en briks, gjorde du ikke?” spurgte dr.

Levinson med et afvæbnende smil.

Jeg nikkede.

Han snurrede rundt på sin skrivebordsstol og glattede sit grå fuldskæg. “Man skal aldrig stole på en terapeut, der lader patienterne ligge på en briks.”

“Aha,” sagde jeg og satte mig i stolen. Jeg havde læst en artikel, der handlede om, hvorvidt en briks kunne fungere som et terapeutisk hjælpemiddel. Freud havde ment, at det var bedst, at terapeuten sad bag ved patienten. Det viste sig, at han faktisk slet ikke brød sig om at have nogen form for øjenkontakt. Andre – og det gjaldt også dr. Evinson – havde til gengæld en klar fornemmelse af, at der sjældent kom noget produktivt ud af, at patienten lå med ryggen til på briksen.

Ja, faktisk gjorde det kun situationen ekstra akavet og stiv.

Det var en del andre enige i, for dermed befandt terapeuten sig i en dominerende stilling i forhold til patienten, og det blev nærmest umuligt at føre en ærlig dialog, der kunne give et meningsfuldt udbytte.

Jeg var ikke sikker på, hvad det betød, men jeg følte mig kejtet, så snart jeg kom ind i hans konsultation. Alligevel satte jeg mig i den bløde lænestol og mærkede, hvordan jeg sank dybere og dybere ned mellem hynderne. Det glatte 15

Husbåden i Seattle_TRYK.indd 15

04.09.2023 13.07

stof omfavnede mig, og jeg begyndte at fortælle ham hele historien.

Nu læner jeg mit hoved bagud mod den tykke pude.

“Du sover stadig dårligt, ikke?” spørger han.

Jeg trækker på skuldrene. Han har skrevet en recept på sovepiller, der hjælper … en smule. Men jeg vågner stadig hver morgen klokken fire med opspilede øjne og et hjerte, der gør lige så ondt som dagen før. Intet har hjulpet. Antidepressiv medicin. Beroligende medicin. Valium, som de allerede gav mig på hospitalet den dag, mit liv forandrede sig for evigt. Der er ingen af medikamenterne, som dulmer smerten, ensomheden eller fornemmelsen af at være faret vild i mit eget liv.

“Der er noget, du ikke fortæller mig,” siger han.

Jeg ser væk.

“Ada, hvad er det?”

Jeg nikker. “Du vil ikke bryde dig om det.”

Jeg har efterhånden lært, at hans tavshed er et tegn til, at jeg skal sige mere. Jeg tager en dyb indånding. “Jeg overvejer at flytte fra New York.”

Han hæver sine øjenbryn. “Hvorfor?”

Jeg gnider min pande. “Det er minderne om dem,” siger jeg. “Jeg kan ikke holde det ud længere. Jeg kan ikke …”

Tårerne vælder op i mine øjne, selv om det er flere måneder siden, jeg sidst har siddet her og grædt. Jeg havde ellers nået et vist niveau af heling – dr. Evinson kalder det et plateau – og følte mig en smule stærkere. Indtil nu.

“Hvis jeg forlader byen,” siger jeg med bævende stemme, 16

Husbåden i Seattle_TRYK.indd 16

04.09.2023 13.07

“hvis jeg rejser, slipper sorgen måske sit tag i mig. Så kan jeg …” Jeg skjuler ansigtet i hænderne.

“Udmærket,” siger dr. Evinson, som altid er hurtig til at se det positive i tingene. “En forandring kan gøre godt.” Han nikker, da jeg fjerner hænderne, men det er tydeligt, at hans skepsis er lige så udtalt som min. Vi har tidligere talt om den primitive trang til at kæmpe eller flygte i en krisesituation, men jeg har aldrig før handlet på den impuls.

“Lad os lige tale det igennem,” fortsætter han. “Du har altså lyst til at forlade dit hjem? Og dit job? Jeg ved jo, hvor meget begge dele betyder for dig.”

Måneden forinden var jeg blevet udnævnt til underredaktør på magasinet Sunrise – som 33-årig var jeg den yngste, der nogensinde havde siddet i den stilling – og så sent som ugen før havde jeg været magasinets ansigt udadtil og delt idéer til familierejser med selveste Matt Lauer fra fjernsynsprogrammet Today. Jo, min karriere blomstrer, men mit privatliv visnede og døde for to år siden.

Overalt er der minder, som ligger og venter på at pine og plage mig. Fra karnappen med udsigt hjemme i lejligheden til den lille café på 56. gade: “Kan du huske, da livet var perfekt?” hvisker de. “Dengang du var lykkelig.”

Jeg skærer en grimasse og ser dr. Evinson direkte ind i øjnene. “Jeg fylder mine dage med arbejde. Bunker af arbejde,” siger jeg og ryster på hovedet. “Men jeg arbejder ikke, fordi jeg synes, det er sjovt. Det gjorde jeg engang.” Tårerne stiger igen op i mine øjne. “Nu er det hele ligegyldigt. Jeg har det som et barn, der knokler med et kunstprojekt i skolen, men 17

Husbåden i Seattle_TRYK.indd 17

04.09.2023 13.07

når hun endelig får det med hjem, er der ingen til at beundre det.” Jeg slår opgivende ud med armene. “Og når det ikke betyder noget for nogen, kan det hele være lige meget.” Jeg gnider øjnene. “Jeg må ud af byen, dr. Evinson. Det har jeg vidst længe. Jeg kan ikke blive her.”

Han nikker tankefuldt. Jeg kan se, at mine ord har gjort indtryk på ham. “Ja,” siger han.

“Så du synes altså, det er en god idé?” spørger jeg nervøst.

“Det giver måske god mening,” siger han efter at have tænkt sig om et øjeblik. “Men kun hvis du gør det af de rigtige grunde.” Han ser intenst på mig med et blik, der tilsyneladende gennemlyser hele min psyke. “Forsøger du at flygte fra din sorg, Ada?” Det vidste jeg, at han ville spørge mig om. “Måske,” siger jeg ærligt og tørrer en tåre af kinden. “Det eneste, jeg vil, er, at det skal holde op med at gøre ondt.” Jeg ryster på hovedet.

“Det skal bare holde op med at gøre ondt.”

“Ada,” siger han. “Du bliver nødt til at indse, at det nok kommer til at gøre ondt resten af dit liv.” Hans ord slår luften ud af mig, men jeg ved, at jeg skal lytte til det, han siger. “En del af det, vi gør her, er at hjælpe dig til at leve med din sorg.

Hjælpe dig til at håndtere den. Jeg er bekymret for, om du er ved at lægge din sorg i en mental kasse, som du tror, du kan efterlade her i New York, selv om den i virkeligheden altid vil befinde sig herinde.” Han peger på sit hjerte.

Jeg kigger væk.

“Hvor har du tænkt dig at rejse hen?” spørger han.

“Det ved jeg ikke,” svarer jeg. “Langt væk.”

18

Husbåden i Seattle_TRYK.indd 18

04.09.2023 13.07

Han læner sig bagud på skrivebordsstolen og klør sig i håret, inden han fletter fingrene i nakken. “Min datter har en ven i Seattle, der ejer en husbåd. Den er til leje,” siger han pludselig.

“En husbåd?” Jeg rynker panden let. “Som i filmen med Tom Hanks og Meg Ryan?”

“Ja,” siger han og henter et visitkort op af skrivebordsskuffen. “Hun kom på besøg og nævnte, at det måske kunne være noget for mig og min kone.”

“Jeg ved ikke rigtig,” siger jeg. “Egentlig tænkte jeg mere på et varmt sted. Regner det ikke hele tiden i Seattle?”

“Du ved, hvad man siger om regn,” siger han med et smil.

“Det er Guds tårer.”

“Jeg kommer altså ikke til at sidde og tude alene?” siger jeg med et skævt smil.

Han rækker mig kortet, og jeg ser, at datterens veninde hedder Roxanne Wentworth.

“Tak,” siger jeg og lader det glide ned i min lomme, da jeg rejser mig fra stolen.

“Husk nu, hvad jeg sagde,” minder dr. Evinson mig om og peger på sin brystkasse. Jeg nikker, men jeg beder til, at han tager fejl, for jeg ved, at jeg ikke kan holde til at have det sådan her ret meget længere. Det vil knuse mit hjerte.

Telefonen ringer. En gang. To gange. Jeg overvejer at lægge på. Pludselig virker min idé om at forlade byen helt tosset. Sige op? Flytte til Seattle? Bo på en husbåd? Min finger svæver over knappen, der afslutter opkaldet, men så svarer 19

Husbåden i Seattle_TRYK.indd 19

04.09.2023 13.07

en munter stemme: “Det er miss Wentworths kontor. Hvad kan jeg hjælpe med?”

“Jo,” siger jeg og kæmper med at få styr på stemmen. “Øh, jeg hedder, øh, mit navn er Ada Santorini, og jeg ringer for at høre om … husbåden, I har til leje.”

“Santorini,” siger kvinden. “Hvor er det dog et smukt navn.

Jeg kendte engang en familie med det efternavn. Det var, da jeg studerede i udlandet. I Milano. Du må være italiener?”

“Nej,” siger jeg hurtigt. “Jeg mener … min mand var – nej, hør nu her, jeg er sikker på, at I allerede har lejet husbåden ud, ikke?”

“Nej,” siger kvinden. “Den kan lejes fra begyndelsen af næste måned. Det er en virkelig charmerende husbåd, men det har du sikkert allerede set på fotografierne, der ligger på nettet?”

“Fotografierne?”

“Ja,” siger hun og giver mig navnet på en hjemmeside, som jeg hurtigt slår op på min computer. Døren ind til mit kontor står åben, og jeg håber ikke, at den nysgerrige praktikant, der sidder ved skrivebordet lige udenfor, er med på en lytter.

“Wow,” siger jeg og ruller ned gennem billederne på min computerskærm. “Den er virkelig … hyggelig.” Måske tager dr. Evinson fejl. Måske kan jeg faktisk flygte fra sorgen. Jeg mærker, hvordan mit hjerte begynder at hamre helt vildt, da der pludselig kommer en e-mail fra min chefredaktør op på skærmen. “Today var et hit. Produceren vil gerne have dig til at fortælle mere om at rejse med børn. Sørg for at være i studiet klokken fem i morgen tidlig – du skal have ordnet hår 20

Husbåden i Seattle_TRYK.indd 20

04.09.2023 13.07

og makeup.” Jeg bliver lidt svimmel. Nej, nej. Jeg magter det ikke. Ikke længere. “Jeg vil gerne leje den,” siger jeg hurtigt.

“Ja?” siger kvinden. “Men vil du ikke høre lidt mere om båden og stedet? Vi har ikke engang snakket om prisen.”

Nu står den nysgerrige praktikant i døren ind til mit kontor. Hun har forsiden til magasinets augustnummer i hånden.

En lille pige og hendes mor ligger og smiler i en hængekøje.

“Nej tak,” siger jeg straks. “Det er ligegyldigt. Jeg tager den.”

Husbåden i Seattle_TRYK.indd 21

04.09.2023 13.07