Huset i Chelsea

Af samme forfatter Den fremmede gæst Og så var hun væk

Huset i Chelsea_TRYK.indd 2

27.02.2020 12.47

L isa Jewell

Huset i Chelsea krimi På dansk ved Lærke Pade

Gads Forlag

Huset i Chelsea_TRYK.indd 3

27.02.2020 12.47

Huset i Chelsea Oversat fra engelsk af Lærke Pade efter The Family Upstairs Copyright © Lisa Jewell 2019 Dansk udgave copyright © Gads Forlag 2020 ISBN: 978-87-12-05945-5 1. udgave, 1. oplag Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Omslagsfoto: Getty Images, Shutterstock Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook.

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.

Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Huset i Chelsea_TRYK.indd 4

27.02.2020 12.47

Denne bog er tilegnet mine lĂŚsere, med kĂŚrlighed og taknemmelighed.

Huset i Chelsea_TRYK.indd 5

27.02.2020 12.47

Huset i Chelsea_TRYK.indd 6

27.02.2020 12.47

Det ville være forkert at sige, at min barndom var normal, før de kom. Den var langtfra normal, men den føltes normal, fordi jeg aldrig havde kendt andet. Det er først nu, med årtiers bagklogskab, at jeg kan se, hvor besynderlig den var.

Jeg var næsten elleve, da de kom, og min søster var ni.

De boede hos os i over fem år, og de gjorde alting meget, meget mørkt. Min søster og jeg måtte lære at overleve.

Og da jeg var seksten, og min søster fjorten, kom babyen.

7

Huset i Chelsea_TRYK.indd 7

27.02.2020 12.47

Huset i Chelsea_TRYK.indd 8

27.02.2020 12.47

FØRSTE DEL

Huset i Chelsea_TRYK.indd 9

27.02.2020 12.47

Huset i Chelsea_TRYK.indd 10

27.02.2020 12.47

1 Libby tager brevet op fra dørmåtten og vender det om. Det ser meget formelt ud, konvolutten er flødefarvet og tyk og kunne godt være foret. Den er stemplet med “Smithkin Rudd & Royle Solicitors Chelsea Manor Street SW3”.

Hun tager brevet med ud i køkkenet og lægger det på bordet, mens hun sætter vand over og putter et tebrev i et krus. Libby er ret sikker på, at hun ved, hvad der er i konvolutten. Hun fyldte femogtyve i sidste måned. Hun har ubevidst gået og ventet på den konvolut. Men nu, hvor den er her, ved hun ikke rigtig, om hun magter at åbne den.

Hun tager telefonen og ringer til sin mor.

“Mor,” siger hun. “Det er her. Brevet fra formueforvalterne.”

Tavshed i den anden ende. For sit indre blik ser hun sin mor sidde i sit eget køkken, 1500 kilometer væk i Dénia: kridhvide flader, limegrønt, farvekoordineret køkkentilbehør, skydedøre af glas ud til en lille altan med udsigt til Middelhavet i det fjerne, telefonen med et krystalbesmykket cover, som hendes mor kalder mit bling. “Åh,” siger hun. “Javel. Du godeste. Har du åbnet det?”

“Nej. Ikke endnu. Jeg tager lige en kop te først.”

“Okay,” siger hun. Og lidt efter: “Skal jeg blive hængende? Mens du gør det?”

“Ja,” siger Libby. “Så er du sød.”

Hun føler sig lidt stakåndet, ligesom lige før hun skal rejse sig og fremlægge en salgspræsentation på arbejdet. Ligesom når hun har

11

Huset i Chelsea_TRYK.indd 11

27.02.2020 12.47

drukket en stærk kop kaffe. Hun tager teposen op af kruset og sætter sig ned. Hendes fingre kærtegner konvoluttens kanter, og hun tager en dyb indånding.

“Okay,” siger hun til sin mor. “Jeg gør det. Nu gør jeg det.”

Hendes mor ved, hvad der står. Eller hun har i hvert fald en anelse, selvom hun aldrig officielt har fået at vide, hvad formuen bestod af.

Måske er det en tekande og en tipundseddel, som hun altid har sagt.

Libby rømmer sig og lader fingeren glide ind under flappen. Hun tager et tykt, cremefarvet brev op og lader hurtigt blikket løbe ned over det.

Til miss Libby Louise Jones Som forvalter af Henry og Martina Lambs Fond, stiftet 12. juli 1977, er det mit forslag at forestå overdragelsen som beskrevet i det vedlagte skema …

Hun lægger følgebrevet fra sig og tager de øvrige dokumenter op.

“Nå?” siger hendes mor åndeløst.

“Læser stadig,” svarer hun.

Hun lader øjnene glide ned over siderne og hæfter sig ved adressen på en ejendom. Cheyne Walk 16, London SW3. Hun går ud fra, det var det hus, hendes biologiske forældre boede i, da de døde. Hun ved, det lå i Chelsea. Hun ved, det var stort. Hun har troet, det var væk for længst. Lukket af. Solgt. Hun snapper efter vejret, da det går op for hende, hvad det er, hun lige har læst. “Øh,” siger hun.

“Hvad?”

“Det ser ud, som om … Nej, det kan ikke passe.”

“Hvad?!”

12

Huset i Chelsea_TRYK.indd 12

27.02.2020 12.47

“Huset. De har testamenteret mig huset.”

“Huset i Chelsea?”

“Ja,” siger hun.

“Hele huset?”

“Det tror jeg.” I følgeskrivelsen står der noget om, at der ikke er andre af dem, der er nævnt i fundatsen, der har meldt sig i rette tid.

Hun kan ikke rigtig fordøje det.

“Du godeste. Det må være en formue værd …”

Libby trækker vejret i korte stød og kigger op i loftet. “Det her kan ikke være rigtigt,” siger hun. “Det må være en fejl.”

“Tag hen og snak med advokaterne,” siger hendes mor. “Ring til dem. Lav en aftale. Sørg for at finde ud af, om det er rigtigt.”

“Men hvad nu, hvis det ikke er en fejl? Hvad nu, hvis det passer?”

“Jamen så, min engel,” siger hendes mor – og Libby kan høre smilet på 1500 kilometers afstand – “bliver du da en særdeles velhavende kvinde.”

Libby ringer af og stirrer rundt i køkkenet. For fem minutter siden var det her det eneste køkken, hun havde råd til, og denne her lejlighed var den eneste, hun havde råd til at købe, på denne stille vej med rækkehuse i St Albans’ bagland. Hun tænker på de lejligheder og huse, hun så på, da hun søgte på nettet, og de små gisp, der undslap hende, når hun faldt over de steder, der var perfekte: en terrasse med solkrog, et spisekøkken, fem minutters gang til stationen, blyindfattede vinduer, udsigt til en park og kirkeklokker – hvorefter hun altid fik øje på prisen og følte sig som en idiot for overhovedet at have troet, den slags kunne være noget for hende.

Til sidst var hun gået på kompromis med det hele for at få en lejlighed, der lå i nærheden af hendes arbejde og ikke alt for langt fra stationen. Der havde ikke været nogen mavefornemmelse, da

13

Huset i Chelsea_TRYK.indd 13

27.02.2020 12.47

hun trådte ind ad døren; hendes hjerte havde ikke givet lyd fra sig, da ejendomsmægleren viste hende rundt. Men hun havde skabt sig et hjem, hun kunne være stolt af, havde møjsommeligt udvalgt de bedste tilbud fra TK Maxx, og nu var hendes dårligt ombyggede, lettere akavede toværelses blevet et hjem, der gjorde hende glad. Hun havde købt det, hun havde indrettet det. Det var hendes.

Men nu lader det til, hun ejer et hus på den fornemste gade i Chelsea, og pludselig ligner hendes lejlighed en dårlig joke, og det samme gør alt andet, der var vigtigt for hende for fem minutter siden – den lønforhøjelse på 1500 pund om året, hun lige har fået på sit arbejde, den polterabendweekend i Barcelona i næste måned, som hun har sparet op til i seks måneder, den øjenskygge fra Mac, som hun “forkælede” sig selv med i sidste weekend som belønning for lønforhøjelsen – det lille frydefulde gys ved at se stort på sit stramt administrerede månedsbudget i et velduftende øjeblik i House of Fraser, letheden ved den lillebitte Mac-pose, hun svingede med bagefter, glæden ved at lægge den lille sorte plastickapsel ned i sin toilettaske og vide, at hun ejede den, at hun måske endda ville bruge den i Barcelona, måske sammen med den kjole, hun havde fået i julegave af sin mor, den fra French Connection med blondestykkerne, som hun havde ønsket sig meget længe. For fem minutter siden havde hendes glæder her i livet været små, forudsete og længselsfuldt ventede, dyrekøbte og opsparede, ubetydelige små ødslerier, der ikke betød noget i det store billede, men gav hendes flade liv glimmer nok til, at det var umagen værd at stå ud af sengen om morgenen og tage hen på et arbejde, hun godt kunne lide, men ikke elskede.

Nu ejer hun et hus i Chelsea, og tilværelsens proportioner er eksploderet.

Hun putter brevet tilbage i den dyre konvolut og drikker resten af sin te.

Huset i Chelsea_TRYK.indd 14

27.02.2020 12.47

2 Der er et uvejr på vej til Côte d’Azur; det ligger og lurer i horisonten, mørkt som blommer, og trykker mod Lucys tindinger. Hun lægger den ene hånd på sin pande og tager sin datters tomme tallerken med den anden og stiller den ned på fortovet, så hunden kan slikke resterne fra sovsen og kyllingen.

“Marco,” siger hun til sin søn, “du skal spise op.”

“Jeg er ikke sulten,” svarer han.

Lucy mærker raseriet bølge og dunke om tindingerne. Uvejret nærmer sig; hun kan mærke fugtigheden blive køligere i den varme luft. “Det her er, hvad der er,” siger hun. Hendes stemme er helt stram af anstrengelsen ved ikke at råbe. “Det her er, hvad der er at spise i dag. Det er de sidste penge. Det er slut. Slut med at sige, du er sulten, når du lige er kommet i seng. Så er det for sent. Spis. Så er du sød.”

Marco ryster på hovedet med hårdt prøvet mine og skærer et stykke af sin kyllingeschnitzel. Hun stirrer ned på hans bøjede hoved, det tykke, kastanjebrune hår, der vikler sig omkring to hvirvler. Hun prøver at komme i tanker om, hvornår nogen af dem sidst har fået vasket hår, og det kan hun ikke.

“Mor, må jeg få dessert?” spørger Stella.

Lucy skæver ned til hende. Stella er fem år gammel og den bedste fejltagelse, hun nogensinde har begået. Hun burde sige nej. Når hun er så hård ved Marco, burde hun ikke være så eftergivende over for hans søster. Men Stella er så sød, så nem og føjelig. Hvordan skulle hun nægte hende noget sødt at spise?

15

Huset i Chelsea_TRYK.indd 15

27.02.2020 12.47

“Hvis Marco spiser sin schnitzel op,” siger hun roligt, “så kan vi dele en isdessert.”

Det er åbenlyst uretfærdigt over for Stella, som blev færdig med sin kylling for ti minutter siden og ikke burde være nødt til at vente på sin bror. Men Stellas retfærdighedssans er åbenbart ikke så veludviklet endnu. Hun nikker bare og siger: “Marco, spis hurtigt!”

Da Marco er færdig, tager Lucy hans tallerken og stiller den ned på fortovet til hunden. Isdesserten bliver serveret. Den består af tre forskellige kugler i et højt glas med varm chokoladesauce, kiks og et lyserødt sølvpapirtræ på en cocktailpind.

Det dunker i Lucys hoved igen, og hun kigger ud over horisonten.

De er nødt til at finde ly, og det skal være snart.

Hun beder om regningen, lægger kortet på underkoppen, taster koden ind i kortlæseren med tilbageholdt åndedræt, vel vidende at der nu ikke er flere penge på den konto, at der nu ikke er flere penge nogen steder.

Hun venter, mens Stella slikker glasset rent. Så løsner hun hundens snor fra bordbenet, tager deres tasker og rækker Marco to og Stella én.

“Hvor skal vi hen?” spørger Marco.

Hans brune øjne er alvorlige, hans blik er tungt af ængstelse.

Hun sukker. Hun kigger op ad gaden, mod Nices gamle bydel, og ned ad gaden, mod havet. Hun kigger endda ned på hunden, som om den kunne tænkes at have et godt forslag. Den ser ivrigt op på hende og tror, der er flere tallerkener i farvandet. Der er kun ét sted at tage hen, og det er det sidste sted, hun har lyst til at være. Men hun finder et smil frem.

“Jeg har det!” siger hun. “Lad os tage hen og besøge Mémé!”

Marco stønner. Stella ser usikker ud. De kan begge to huske, hvordan det gik, sidst de besøgte Stellas farmor. Samia har engang

16

Huset i Chelsea_TRYK.indd 16

27.02.2020 12.47

været filmstjerne i Algeriet. Nu er hun halvfjerds, blind på det ene øje og bor i en lurvet lejlighed på syvende sal i et højhus i l’Ariane med sin voksne, handicappede datter. Hendes mand døde, da hun var femoghalvtreds, og hendes eneste søn, Stellas far, forsvandt for tre år siden og har ikke ladet høre fra sig. Samia er vred og tyndslidt og med rette. Men hun har et tag og et gulv, hun har puder og rindende vand. Lige nu har hun alt det, Lucy ikke kan tilbyde sine børn.

“Bare en enkelt nat,” siger hun. “Bare i aften, og så finder jeg ud af noget andet i morgen. Det lover jeg.”

De når frem til Samias boligblok, netop som det begynder at regne, småbitte vandbomber, der eksploderer på det glohede fortov.

I den graffitioversmurte elevator på vej op til syvende etage kan Lucy lugte dem: den fugtige em af uvasket tøj, fedtet hår, gummisko, man har gået i for længe. Hunden og dens tætte, stride pels lugter særlig slemt.

“Det kan jeg ikke,” siger Samia, da hun står i døren og blokerer for dem. “Det går simpelthen ikke. Mazie er syg. Hjemmehjælpen skal kunne overnatte i aften. Der er ikke plads. Der er simpelthen ikke plads.”

Der lyder et tordenskrald, og himlen bag dem bliver strålende hvid. Regnen falder i tykke tove. Lucy stirrer desperat på Samia. “Vi har ikke andre steder at gå hen,” siger hun.

“Jeg ved det,” siger Samia. “Jeg ved det godt. Jeg kan tage Stella.

Men dig og drengen og hunden, jeg beklager. I er nødt til at finde et andet sted.”

Lucy kan mærke Stella trykke sig ind mod hendes ben, mens der løber et gys af ubehag igennem hendes lille krop. “Jeg vil blive sammen med dig,” hvisker hun til Lucy. “Jeg vil ikke være her uden dig.”

Lucy sætter sig på hug og tager Stellas hænder. Stellas øjne er grønne, ligesom hendes fars, det mørke hår er changerende

17

Huset i Chelsea_TRYK.indd 17

27.02.2020 12.47

nøddebrunt, og ansigtet solbrændt efter den lange, varme sommer.

Hun er et smukt barn. Fra tid til anden er der folk, der standser Lucy på gaden for at fortælle hende det, ledsaget af et lille gisp.

“Skattepige,” siger hun. “Her kan du være i tørvejr. Du kan komme i brusebad, Mémé kan læse en historie for dig …”

Samia nikker. “Jeg læser den, du godt kan lide,” siger hun. “Den om månen.”

Stella trykker sig endnu mere ind til Lucy. Lucy kan mærke sin tålmodighed ebbe ud. Hun ville give hvad som helst for at få lov at sove i Mémés seng, læse bogen om månen, tage et brusebad og få rent nattøj på.

“Det er bare én nat, skattepige. Jeg kommer og henter dig, så snart du vågner. Okay?”

Hun kan mærke det lille hoved nikke ind imod hendes skulder og den lille snappen efter vejret, som betyder, at Stella gør sig umage for ikke at græde.

“Okay, mor,” siger Stella, og Lucy genner hende ind i Samias lejlighed, inden nogen kan nå at ombestemme sig. Så er det bare hende og Marco og hunden, der er på vej ud i regnen med de sammenrullede yogamåtter på ryggen, ud i tusmørket uden noget sted at tage hen.

De går i dækning under en motorvejsbro og bliver der lidt. Den konstante lyd af hvinende bildæk på varm asfalt er øredøvende. Det bliver ved med at regne.

Marco har siddet med hunden i skødet og ansigtet trykket ind mod dens ryg.

Nu kigger han op på Lucy. “Hvorfor er vores liv sådan noget lort?” spørger han.

“Du ved godt hvorfor,” svarer hun skarpt.

“Men hvorfor kan du ikke gøre noget ved det?”

18

Huset i Chelsea_TRYK.indd 18

27.02.2020 12.47

“Jeg prøver,” siger hun.

“Nej, du gør ej. Du er ved at lade os synke helt til bunds.”

“Jeg prøver,” hvæser hun og nidstirrer ham med et rasende blik.

“Hvert eneste minut, hver eneste dag.”

Han ser tvivlende på hende. Han er alt for kvik, og han kender hende alt for godt. Hun sukker. “Jeg får min violin tilbage i morgen.

Så kan jeg begynde at tjene penge igen.”

“Hvordan vil du skaffe penge til reparationen?” Han ser på hende med smalle øjne.

“Det finder jeg ud af.”

“Hvordan?”

“Det ved jeg ikke, okay? Jeg ved det ikke. Der skal nok dukke noget op. Det gør der altid.”

Hun vender sig væk fra sin søn og stirrer på de parallelle rækker af forlygter, der kommer imod hende. En bragende torden eksploderer på himlen, det lyner, og regnen tager til. Hun hiver sin ramponerede mobil op af rygsækkens yderlomme og tænder den. Da hun ser, der kun er otte procent batteri tilbage, skal hun lige til at slukke igen, men så får hun øje på den påmindelse, hendes telefon har sendt fra hendes kalender. Påmindelsen er flere uger gammel, men hun kan ikke få sig selv til at slette den.

Beskeden lyder: Babyen fylder 25.

Huset i Chelsea_TRYK.indd 19

27.02.2020 12.47

3 Jeg hedder Henry, ligesom min far. Denne fordobling var en gang imellem årsag til forvirring, men eftersom min mor kaldte min far for skat, og min søster kaldte ham for far, og langt de fleste andre kaldte ham for mr. Lamb eller sir, så klarede vi det.

Min far var enearving til min farfars formue, som stammede fra spilleautomater. Jeg har aldrig kendt min farfar; han var meget gammel, da min far blev født, men han var fra Blackpool og hed Harry.

Min far løftede ikke en finger i hele sit liv, han sad bare og ventede på, at Harry døde, så han selv kunne blive rig.

Han købte vores hus på Cheyne Walk i Chelsea den selv samme dag, han fik fingre i pengene. Han var begyndt at kigge på huse, mens Harry lå for døden, havde holdt øje med adressen i nogle uger, var skræk­ slagen for, om andre ville nå at byde, før han kunne få sin arv udbetalt.

Huset stod tomt, da han købte det, og han brugte mange år og tusindvis af pund på at fylde det med det, han kaldte genstande: elghoveder, der stak truende ud ad panelklædte vægge, sværd, der hang over kors over døre, mahognitroner med fletrygge, et langbord i middelalderstil med plads til seksten, komplet med skrammer og ormehuller, skabe fulde af pistoler og piske af råhud, en seks meter lang gobelin, dystre oliemalerier af andre folks forfædre, bunker af læderindbundne bøger med guldtryk, som ingen nogensinde ville læse, og en kanon i fuld størrelse i forhaven. Der var ingen behagelige stole i vores hjem, ingen hyggelige kroge. Alting var træ og læder og metal og glas. Alting var hårdt. Især min far.

20

Huset i Chelsea_TRYK.indd 20

27.02.2020 12.47

Han løftede vægte nede i kælderen og drak Guinness fra sit eget private fadølsanlæg i sin egen private bar. Han gik med skræddersyede habitter fra Mayfair, som knap kunne rumme hans muskler og bug. Hans hår havde samme farve som gamle kobbermønter, og hans hænder var grove og havde stramme, røde knoer. Han kørte Jaguar. Han spillede golf, selvom han hadede det, fordi han ikke var bygget til at svinge med en golfkølle, han var for solid, for ubøjelig.

Han tog på jagt i weekenden, forsvandt lørdag morgen iført en stram tweedjakke og med bagagerummet fuldt af skydevåben og kom hjem søndag aften med et par skovduer i en køleboks. Engang, da jeg var fem, tog han en bulldog med hjem, som han havde købt af en mand på gaden for de knitrende nye halvtredspundsedler, han altid havde liggende sammenrullet i sin jakkelomme. Han sagde, den mindede ham om ham selv. Så sked den på et antikt tæppe, og han skaffede sig af med den.

Min mor var en sjælden skønhed.

Det er ikke min egen formulering. Det er min fars.

Din mor er en sjælden skønhed.

Hun var halvt tysk, halvt tyrkisk. Hun hed Martina. Hun var tolv år yngre end min far, og dengang, før de kom, var hun et stilikon.

Hun plejede at tage et par designersolbriller på og tage til Sloane Street for at bruge min fars penge på kulørte silketørklæder og guldindfattede læbestifter og intense franske parfumer, og en gang imellem blev hun fotograferet, med håndleddene omkranset af hanke, og kom i de fine aviser. De kaldte hende en societykvinde.

Det var hun egentlig ikke. Hun gik til glamourøse fester og havde smukt tøj på, men derhjemme var hun bare vores mor. Ikke den bedste mor i verden, men heller ikke den værste og bestemt et relativt blødt punkt i vores store, maskuline, macheteudsmykkede palæ i Chelsea.

21

Huset i Chelsea_TRYK.indd 21

27.02.2020 12.47

Hun havde engang haft et arbejde i omkring et år, hvor hun præsenterede vigtige modefolk for hinanden. Det var i hvert fald mit indtryk. Hun havde nogle små sølvfarvede visitkort i sin pung, hvor der stod “Martina Lamb & Partnere” med fuchsiafarvet skrift. Hun havde et kontor på King’s Road, et lyst lokale oven over en forretning, med et glasbord og læderstole og en telex, tøjstativer af gennemsigtigt plastic og en vase med hvide liljer på en sokkel. I skoleferierne tog hun min søster og mig med på arbejde og gav os en håndfuld trylletusser og knitrende stakke af fantastisk hvidt papir fra en bunke, der lå i en kasse. En gang imellem ringede telefonen, og når min mor tog den, sagde hun: “Goddag, Martina Lamb & Partnere.” En gang imellem blev en gæst lukket ind via dørtelefonen – så sloges min søster og jeg om, hvis tur det var til at trykke på knappen.

Gæsterne var skingre, meget tynde kvinder, der kun ville tale om tøj og berømtheder. Der var ingen “partnere”, kun vores mor og nogle gange en storøjet teenagepige, som var “praktikant”. Jeg ved ikke, hvor det alt sammen forsvandt hen. Jeg ved bare, at kontorlokalet forsvandt, og at de sølvfarvede visitkort forsvandt, og at min mor bare blev hjemmegående igen.

Min søster og jeg gik i skole i Knightsbridge – formentlig på den dyreste skole i London. Dengang var vores far ikke bange for at bruge penge. Han elskede at bruge penge. Jo flere, jo bedre. Vores uniform var lortebrun og galdegul, og drengenes bukser var knæbukser. Da jeg blev gammel nok til at synes, det var et ydmygende kostume, havde min far gudskelov ikke flere penge til skolegang, og da slet ikke til korte bukser af fløjl fra skoleuniformsafdelingen i Harrods.

Det hele skete så langsomt, og samtidig så usædvanlig hurtigt, forandringen i vores forældre, vores hjem, vores liv, efter at de kom.

Men den allerførste aften, da Birdie dukkede op uden for hoveddøren med to store kufferter og en kat i en fletkurv, havde vi ingen

22

Huset i Chelsea_TRYK.indd 22

27.02.2020 12.47

anelse om, hvordan hun ville komme til at pĂĽvirke vores liv, eller hvilke andre mennesker hun ville bringe med sig, eller hvordan det hele ville ende.

Vi troede bare, hun skulle vĂŚre der i en weekend.

Huset i Chelsea_TRYK.indd 23

27.02.2020 12.47

4 Libby kan høre hvisken fra hvert eneste øjeblik, dette værelse har eksisteret, kan mærke hvert eneste åndedræt fra hvert eneste menneske, der nogensinde har siddet her, hvor hun nu sidder.

“1799,” havde mr. Royle sagt som svar på hendes spørgsmål. “Et af de ældste advokatfirmaer i hovedstaden.”

Mr. Royle ser på hende hen over sin tungt bonede bordplade. Et smil strejfer hans læber. “Nå, nå, nå,” siger han. “Det var da noget af en fødselsdagsgave, ikke sandt?”

Libby smiler nervøst. “Jeg er stadig usikker på, om det virkelig kan passe,” siger hun. “Jeg tror hele tiden, der kommer en og fortæller mig, det er et kæmpe fupnummer.”

Hendes formulering – et kæmpe fupnummer – lyder forkert i disse respektable og antikverede omgivelser. Hun ville ønske, hun havde sagt det på en anden måde. Men mr. Royle lader sig ikke mærke med noget. Hans smil bliver, hvor det er, mens han læner sig ind over bordet og rækker Libby en tyk stak dokumenter.

“Ingen fupnumre her, det kan jeg forsikre dig om, miss Jones. Vær så god,” siger han og trækker noget ud af bunken. “Jeg var ikke sikker på, om jeg skulle give dig det nu. Eller om jeg måske skulle have sendt det. Sammen med brevet. Jeg ved snart ikke – det hele er så akavet.

Det lå i mappen, og jeg holdt det tilbage, hvis det nu ikke virkede som det rigtige tidspunkt. Men det gør det. Så her er det. Jeg ved ikke, hvor meget dine adoptivforældre kunne fortælle dig om din biologiske familie. Men måske vil du lige have et par minutter til at læse det.”

24

Huset i Chelsea_TRYK.indd 24

27.02.2020 12.47

Hun folder avisudklippet ud og lægger det på bordet foran sig.

Societykvinde og ægtemand døde i selvmordspagt Teenagebørn savnes, baby fundet i live Politiet blev i går kaldt ud til den forhenværende societykvinde Martina Lamb og hendes mand Henrys hjem i Chelsea

efter forlydender om et muligt tredobbelt selvmord. Politiet ankom midt på dagen og fandt ligene af mr. og mrs. Lamb liggende side om side på køkkengulvet. En anden mand,

der endnu ikke er identificeret, blev også fundet død. Et spædbarn, som formodes at være en pige og ti måneder gammel, blev fundet i et værelse på første sal. Spædbarnet

er blevet sat i pleje og menes at være uskadt. Naboer har observeret, at der har boet en del børn i huset i de senere

år, og der er forskellige forlydender om andre voksne på adressen, men der er ikke fundet spor af andre beboere.

Dødsårsagen er ikke fastslået endnu, men de første blod-

prøver tyder på, at trioen muligvis har taget gift.

Henry Lamb, 48, var enearving efter sin far, mr. Harry

Lamb, Blackpool, Lancashire. Han har været svagelig i de senere år og sad efter sigende i kørestol.

Politiet har nu iværksat en grundig eftersøgning i hele lan-

det efter parrets søn og datter, der beskrives som værende

omtrent mellem fjorten og seksten år gamle. Hvis man har oplysninger om, hvor børnene opholder sig, opfordres man til at kontakte Londons politi hurtigst muligt. Politiet vil

også meget gerne i kontakt med enhver, der har opholdt

sig i huset sammen med familien inden for de seneste par år.

25

Huset i Chelsea_TRYK.indd 25

27.02.2020 12.47

Libby stirrer på mr. Royle. “Er det …? Det spædbarn, der blev fundet – er det mig?”

Han nikker. Hans blik er oprigtig sørgmodigt.

“Ja,” siger han. “Sikke en tragisk historie. Og sikke et mysterium.

Børnene, mener jeg. De er også arvinger til huset, men ingen af dem har nogensinde givet sig til kende. Jeg kan kun gå ud fra, at de er … nå.” Han læner sig fremad, hiver i sit slips, smiler, som om det gør ondt. “Må jeg have lov at låne dig en kuglepen?”

Han holder en trækrukke med dyrt udseende kuglepenne frem imod hende, og hun tager en. Firmanavnet er trykt på den med guldskrift.

Libby stirrer tomt på den et øjeblik.

En bror.

En søster.

En selvmordspagt.

Hun ryster på hovedet, næsten umærkeligt, så rømmer hun sig og siger: “Tak.” Hendes fingre klamrer sig til den solide kuglepen. Hun kan knap huske, hvordan hendes underskrift skal forestille at se ud. Der er klæbet plasticpile på kanten af de dokumenter, hun forventes at underskrive, så hun bliver peget i den rigtige retning. Lyden af pennen mod papiret er næsten ulidelig. Mr. Royle betragter hende med velvillig mine; han skubber sin tekop et par centimeter til den ene side og hiver den så tilbage.

I det øjeblik hun skriver under, føler hun øjeblikkets betydning meget stærkt, dette usynlige vendepunkt i hendes liv, der fører hende herfra og dertil. På den ene side af denne bunke papirer ligger omhyggelige indkøbsture i Lidl, en uges ferie om året og en elleve år gammel Vauxhall Corsa. På den anden side ligger nøglerne til et hus i Chelsea med otte soveværelser.

26

Huset i Chelsea_TRYK.indd 26

27.02.2020 12.47

“Godt,” siger han, næsten med et lettelsens suk, da Libby rækker ham dokumenterne. “Godt, godt, godt.”

Han bladrer papirerne igennem, kaster blikket ned over linjerne ud for pilene. Så ser han op på Libby og smiler og siger: “Jamen, så tror jeg, det er på tide, du får overdraget nøglerne.” Han tager en lille hvid, foret kuvert op af en skrivebordsskuffe. Der står “Cheyne Walk 16” udenpå.

Libby spejder ned i den. Tre sæt nøgler. Et med en metalnøglering med Jaguar-logo. Et med en messingnøglering med indbygget lighter.

Og et sæt uden nøglering.

Mr. Royle rejser sig. “Skal vi?” siger han. “Vi kan gå derhen. Det er lige rundt om hjørnet.”

Det er en gloende varm sommerdag. Libby kan mærke varmen stige op fra brostenene igennem sålerne på sine lærredssko; middagssolen brænder stærkt igennem den tynde film af skyer. De går hen ad en gade, der er fuld af restauranter, alle sammen med fortovsservering, fuldt opdækkede borde på særlige forhøjninger og beskyttet mod solen af enorme, rektangulære parasoller. Kvinder med enorme solbriller sidder to og to eller tre og tre og drikker vin. Nogle af dem er på alder med hende selv, og hun spekulerer på, hvordan i alverden de har råd til at sidde og drikke vin på en fornem restaurant sådan en mandag eftermiddag.

“Nå,” siger mr. Royle, “det her er måske dit nye kvarter. Hvis du beslutter dig for at bo i huset.”

Hun ryster på hovedet og ler en nervøs lille latter. Hun kan ikke formulere et ordentligt svar. Det er simpelthen for fjollet alt sammen.

De går forbi bittesmå specialbutikker og antikvitetsforretninger fyldt med bronzefigurer af ræve og bjørne og enorme, glitrende lysekroner på størrelse med hendes badekar derhjemme. Så er de

27

Huset i Chelsea_TRYK.indd 27

27.02.2020 12.47

nede ved floden, og Libby kan lugte den, før hun kan se den, ligesom den gennemtrængende lugt af våd hund. Brede både glider forbi hinanden, en mindre båd med flere rige mennesker bobler forbi: champagne i en sølvkøler, en vindblæst golden retriever, der sidder i stævnen og misser med øjnene mod solen.

“Det er lige hernede,” siger mr. Royle. “Det tager kun et øjeblik.”

Libbys lår gnider mod hinanden, og hun ville ønske, hun havde taget shorts på i stedet for nederdel. Hun kan mærke sveden gennembløde hendes bh der, hvor skålene mødes på midten, og hun kan se, at mr. Royle, der er i stram habit og skjorte, også har svært ved at klare varmen.

“Så er vi her,” siger han, da de står foran en klynge af fem eller seks huse, der alle sammen er forskellige i højde og bredde. Libby gætter straks, hvilket der er hendes, før hun overhovedet får øje på husnummeret, der er malet med krøllet skrift på det halvrunde vindue over døren. Huset er tre etager højt og fire vinduer bredt. Det er meget smukt. Men det er tydeligvis også lukket af, som hun havde forestillet sig. Skorstenene og tagrenderne er fulde af ukrudt. Huset er en øjebæ.

Men en meget smuk øjebæ. Libby synker en ekstra gang. “Det er meget stort,” siger hun.

“Ja,” siger mr. Royle. “Tolv værelser i alt. Hvis man ikke tæller kælderen med.”

Huset ligger et godt stykke væk fra fortovet bag et smedejernsstakit og en vildtvoksende forhave. En smedejernsbaldakin fører hen til hoveddøren, og til venstre for huset står en kanon i naturlig størrelse på en betonblok.

“Må jeg have lov?” Mr. Royle gør tegn mod hængelåsen på det bræt, der spærrer for hoveddøren.

Libby nikker, og han låser den op og løfter brættet væk ved at krumme fingrene om det. Det giver efter med en rædsom jamren,

28

Huset i Chelsea_TRYK.indd 28

27.02.2020 12.47

og bag det er der en stor, sort dør. Mr. Royle gnider sig i hænderne og går så møjsommeligt nøglerne igennem, indtil han finder den, der låser døren op.

“Hvornår har der sidst været nogen i huset?” spørger hun.

“Du godeste, det må have været for nogle år siden, da der var vand i kælderen. Vi var nødt til at komme ind med vvs-udrykningen.

Udbedre nogle skader. Den slags. Nå, der kom den.”

De træder ind i hallen. Varmen udefra, trafikkens summen, flodens ekko – det hele fortoner sig. Herinde er der køligt. Gulvet er blødt, mørkt parket, ridset og støvet. En trappe med gelænder af mørkt træ og flet har et relief af en svulmende frugtskål skåret ud øverst på søjlen. Dørene er udskåret med rosetter og har snirklede håndtag af træ. Paneler dækker den nederste halvdel af væggene med mere mørkt træ, og over panelerne er væggene tapetseret med vinrødt velourtapet med store bare pletter der, hvor møllene har spist af det. Luften er tæt og fuld af støvkorn. Det eneste lys kommer fra de halvrunde vinduer over dørene.

Det løber Libby koldt ned ad ryggen. Der er for meget træ. For lidt luft. Det føles som at være i en kiste.

“Må jeg?” Hun lægger hånden på et af dørhåndtagene.

“Du må gøre lige, hvad du vil. Det er dit hus.”

Døren fører ind til et langt, rektangulært værelse med fire vinduer, der vender ud mod haven, en tæt masse af træer og buske. Flere træpaneler. Vinduesskodder af træ. Mere parket forneden.

“Hvor fører den hen?” spørger hun og peger på en smal dør, der er indbygget i panelet.

“Det er døren til tjenestefolkenes trappeopgang,” siger han. “Den fører direkte op til de mindre værelser på anden sal, og der er også en skjult dør ind til den på førstesalsreposen. Det er ikke unormalt i de her gamle huse. Bygget op som hamsterbure.”

29

Huset i Chelsea_TRYK.indd 29

27.02.2020 12.47

De udforsker alle etager ét værelse ad gangen.

“Hvad er der sket med alle møblerne? Alle installationerne?” spørger Libby.

“De er væk for længst. Familien solgte alt for at holde sig oven vande. De sov alle sammen på madrasser. Syede selv deres tøj.”

“De var altså fattige?”

“Ja,” siger han. “I realiteten var de vel fattige.”

Libby nikker. Hun havde ikke forestillet sig, at hendes biologiske forældre var fattige. Selvfølgelig har hun svælget i dagdrømme om sine forældre. Selv børn, der ikke er adopteret, skaber deres egne fantasiforældre. Hendes var unge og udadvendte. Deres hus ved floden havde to vægge, der udelukkende bestod af spejlvinduer, og en terrasse, der gik hele vejen rundt. De havde hunde, små hunde, hunhunde med diamanter i halsbåndet. Hendes fantasimor arbejdede med PR i modebranchen, hendes far var grafisk designer. Da hun var spæd, tog de hende med ud at spise morgenmad, rev briocher ud i små stykker til hende og legede med hinandens ben under bordet, hvor de små hunde lå i en bunke. De døde i en bilulykke på vej hjem fra et cocktailparty. Formentlig i en sportsvogn.

“Var der andet?” siger hun. “Ud over afskedsbrevet?”

Mr. Royle ryster på hovedet. “Altså, ikke noget officielt. Men der var en enkelt ting. Da du blev fundet. Noget, der var blevet lagt ned til dig i vuggen. Jeg vil tro, det stadig er der. Inde på dit børneværelse. Skal vi …”

Hun følger efter mr. Royle ind i et stort værelse på første sal. Her er der to store skydevinduer ud til floden; luften er stillestående og tæt, og der hænger tykke gardiner af spindelvæv og støv ned fra loftet. I den anden ende af værelset er der en åbning ind til et lille værelse. Det er indrettet til garderobe, tre vægge med skabe og kommoder med avancerede prydlister. Alt er hvidmalet. Midt i værelset står en vugge.

30

Huset i Chelsea_TRYK.indd 30

27.02.2020 12.47

“Er det …?”

“Ja. Det var der, du blev fundet. Efter sigende lå du og pludrede, lige så glad og tilfreds.”

Der er metalskinner under vuggen. Den er malet samme farve som tyk kærnemælk, og der er en lille dekoration med lyseblå roser.

Forrest sidder et lille metalskilt med Harrods’ logo.

Mr. Royle stiller sig på tæer og tager en lille æske ned fra en hylde på den bagerste væg. “Her,” siger han, “det her var puttet ind under din dyne. Vi gik ud fra, vi gik alle sammen ud fra – os og politiet – at det var til dig. Politiet beslaglagde det og havde det liggende som bevismateriale i årevis, men så sendte de det tilbage til os, da sagen løb ud i sandet.”

“Hvad er det?”

“Luk op og se.”

Hun tager imod den lille papæske og hiver flapperne til side. Den er fyldt med strimler af avispapir, der er revet i stykker. Hendes fingre finder noget solidt og silkeblødt. Hun tager det op og lader det dingle i luften. Det er en kaninpote som vedhæng på en guldkæde. Libby viger uvilkårligt lidt tilbage fra den, og kæden glider ud af hendes fingre og ned på gulvet. Hun bøjer sig ned for at samle den op.

Hendes fingre glatter kaninpoten, mærker den glatte pels’ kolde dødelighed og kløernes skarpe spidser. Hun lader kæden glide igennem den anden hånd. Hendes tanker, der for en uge siden kredsede om nye sandaler, en polterabend, spaltede spidser, potteplanter, der skulle vandes, kredser nu om folk, der sov på madrasser, og døde kaniner og et stort, uhyggeligt hus, hvor det eneste møbel er en rummelig vugge fra Harrods med underligt dystre lyseblå roser malet på siderne. Hun lægger kaninfoden tilbage i æsken og står akavet og holder på den. Så lader hun langsomt hånden finde ned til madrassen i bunden af vuggen, mærker efter ekkoet af sin lille, sovende krop,

31

Huset i Chelsea_TRYK.indd 31

27.02.2020 12.47

efter genfærdet af det menneske, der lagde hende der for sidste gang, puttede dynen godt omkring hende og lagde en kaninpote til rette.

Men der er selvfølgelig ikke noget. Kun en tom seng, lugten af mug.

“Hvad hed jeg?” spørger hun. “Er der nogen, der ved det?”

“Ja,” siger mr. Royle. “Dit navn stod i det brev, dine forældre efterlod. Du hed Serenity.”

“Serenity?”

“Ja,” siger han. “Yndigt navn. Synes jeg. Om end måske lidt … bohemeagtigt?”

Pludselig føler hun sig klaustrofobisk. Hun får lyst til at styrte ud af værelset, men det ville ikke ligne hende at være så dramatisk.

I stedet siger hun: “Er det i orden, vi ser haven nu? Jeg kunne godt bruge noget frisk luft.”

Huset i Chelsea_TRYK.indd 32

27.02.2020 12.47