Huset på stranden

SARAH JIO

Huset på STRANDEN

Af samme forfatter på dansk:

Alle blomsterne i Paris (2019)

Når violerne blomstrer (2020)

Brombærvinter (2020)

Den sidste kamelia (2021)

Kærlig hilsen fra London (2022)

SARAH JIO

Huset på stranden

er oversat fra amerikansk af Ulla Oxvig efter

The Bungalow

Copyright © Sarah Jio 2011

All rights reserved

Dansk udgave © Gads Forlag 2023

Omslag: Lonnie Hamborg, Imperiet

Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook

1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-06831-0

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Til Jason, med varme minder om vores eget hus på stranden.

Jeg elsker dig.

Læg et stykke papir i en næsten gennemsigtig konvolut, luk den med et kys og send den afsted. Brevet vil blive håndteret af snesevis af mennesker og rejse tusinder af kilometer, før det når frem til den tiltænkte postkasse, hvor det kommer til at ligge skjult mellem side 29 og 30 i et ligegyldigt reklamekatalog, mens det venter på sin intetanende modtager, som med en hurtig håndbevægelse vipper kataloget – med den gemte skat – i skraldespanden. Og dér, midt imellem sammenfoldede mælkekartoner, en tom vinflaske og gårsdagens avis, ligger så det brev, der ville kunne ændre dit liv.

Det brev var til mig.

“Hallo?”Det

gav et sæt i mig, og jeg åbnede øjnene ved lyden af en velkendt stemme. Behagelig, men svær at placere. Nå jo, det var Jennifer. Mit barnebarn. Men hvor er jeg? Eller rettere: Hvorfor var hun her? Jeg glippede forvirret med øjnene. Jeg havde drømt om sandstranden og kokospalmerne – stedet, som jeg altid instinktivt vender tilbage til – og denne gang havde jeg endda været så heldig at genopleve nogle af mine ældste og bedste minder.

Han var der, naturligvis, i uniform og med sit generte smil. Bølgerne slog mod kysten. Jeg kunne høre dem – deres voldsomme brusen efterfulgt af den sydende lyd af millioner af bobler, der flyder ud i sandet. Jeg lukkede endnu en gang øjnene og så ham igen i den disede drøm, der allerede var ved at blegne. Du må ikke forsvinde, bønfaldt jeg. Åh, bliv. Det fik ham atter til at tone frem med det vidunderlige smil og armene rakt mod mig. Jeg mærkede det velkendte stik i hjertet. Længslen efter ham.

Et øjeblik efter var han borte.

Jeg sukkede og kastede et blik på mit armbåndsur. Ih, du milde. Klokken var allerede 15.30. Jeg måtte være faldet i søvn, mens jeg lå og læste. Igen. Træthed er gamle menneskers forbandelse. Jeg rettede mig lidt forlegent op i den magelige dækstol og tog fat i romanen, som jeg havde været ved at læse, da udmattelsen ramte mig. Den var åbenbart gledet ud af mine hænder og ned på fliserne og lå nu med ryggen opad og siderne spredt som en vifte. Ikke ligefrem nogen god måde at behandle en bog på.

Jennifer trådte ud på terrassen. En lastbil drønede gennem gaden og forstyrrede freden yderligere. “Nå, dér er du,” sagde hun og smilede til mig. Øjnene var brune og røgfarvede som hendes bedstefars. Hun var klædt i cowboybukser og en sort trøje og havde et smalt lysegrønt bælte om sin slanke talje. Jennifer anede ikke, hvor smuk hun var.

“Hej, min skat,” sagde jeg og rakte en hånd ud mod hende. Jeg så mig omkring på terrassen, hvor de enkle terrakottakrukker var fyldt med lyseblå stedmoderblomster, hvis hoveder vippede let i brisen. Udsigten til Lake Washington og Seattles fjerne skyline var smuk, men også en smule steril. Som et maleri i venteværelset på en tandlægeklinik. Jeg rynkede panden. Hvordan var jeg dog endt med at bo her i en lillebitte lejlighed med blændende hvide vægge og et nødkaldeanlæg på badeværelset? Den røde alarmknap var monteret lige ved siden af toilettet.

“Jeg har fundet noget,” sagde Jennifer, og hendes stemme gjorde mig nærværende. “I papirkurven.”

Jeg glattede mit hvide, tjavsede hår. “Hvad er det, min ven?”

“Et brev,” svarede hun. “Det må have forputtet sig mellem reklamerne.”

Jeg forsøgte at undertrykke et gab, men det lykkedes ikke. “Læg det bare på køkkenbordet, så kigger jeg på det senere.” Jeg gik indenfor og slog mig ned på sofaen, hvor jeg bevidst lod være med at se ud i køkkenet og i stedet studerede spejlbilledet i vinduet. En gammel kone. Jeg så hende hver dag, konen, men hun overraskede mig altid. Hvornår var jeg blevet forvandlet til hende? Mine hænder fulgte rynkerne i mit ansigt.

Jennifer satte sig ved siden af mig. “Jeg håber, din dag har været bedre end min.” Hun var ved at afslutte sin kandidatgrad på University of Washington og havde valgt et lidt usædvanligt emne at skrive speciale om: en gådefuld bronzeskulptur, der stod på campus og forestillede et ungt par – et lille skilt fortalte blot, at kunstværket hed Stolthed og forventning, og at det var doneret af en anonym giver i 1964. Jennifer var fascineret af skulpturen og håbede at kunne skrive et portræt af kunstneren og samtidig blive klogere på historien om statuen, men indtil videre havde et halvt semesters research ikke rigtig kastet noget af sig.

“Har du haft held med forskningen i dag?”

“Overhovedet ikke!” sagde Jennifer og rynkede panden. “Det er så frustrerende, og jeg har virkelig knoklet for at finde svar.” Hun rystede på hovedet og trak så på skuldrene. “Jeg vil helst ikke tro det, men måske er der bare ikke noget at finde.”

Jeg kendte udmærket til at være hjemsøgt af et kunstværk.

Jennifer vidste det ikke, men jeg havde brugt det meste af mit liv på at lede forgæves efter et maleri, jeg havde haft i hænderne for meget længe siden. Jeg længtes i den grad efter at se det igen, men selv om jeg havde tilbragt en menneskealder i selskab med kunsthistorikere og samlere, var det aldrig lykkedes at finde det.

“Jeg ved, hvor svært det er at give slip på en drøm,” sagde jeg medfølende og tog hendes hånd, for jeg var udmærket klar over, hvor meget projektet betød for hende. “Nogle historier vil åbenbart ikke fortælles.”

Jennifer nikkede. “Det har du måske ret i, bedstemor,” sagde hun og sukkede. “Men jeg er bare ikke parat til at give slip. Ikke endnu i hvert fald. Inskriptionen på skiltet – den må da betyde et eller andet. Og kassen, som manden holder i sine hænder, er låst, og de ansatte i universitetets arkiv har ikke kendskab til, at der skulle findes en nøgle, hvilket betyder” – hun holdt en pause og smilede håbefuldt – “at der måske ligger et eller andet indeni.”

“Jeg beundrer dit gåpåmod, min ven,” sagde jeg og greb fat i guldkæden om min hals. Den med medaljonen, som jeg havde båret og taget vare på gennem alle årene. Ud over mig var der kun et eneste andet menneske, som vidste, hvad der lå skjult i den.

Jennifer gik tilbage til køkkenbordet. “Nu må du ikke glemme brevet,” sagde hun og holdt en kuvert op i luften. “Og se lige det flotte frimærke. Det er fra” – hun tøvede og læste poststemplet – “Tahiti!”

Mit hjerte hamrede, da jeg kiggede op og kneb øjnene lidt sammen for rigtig at kunne se brevet i Jennifers hånd.

“Bedstemor, hvem kender du på Tahiti?”

“Lad mig lige se det brev,” sagde jeg og rykkede over mod hende.

Jeg studerede den enkle, hvide kuvert, som var blevet en smule krøllet efter at have været i nærkontakt med en mælkekarton. Den var også plettet af rødvin fra aftenen forinden. Nej, jeg genkendte hverken håndskriften eller afsenderadressen. Hvem kunne dog finde på at skrive til mig fra Tahiti?

“Har du ikke tænkt dig at læse det?” spurgte Jennifer og bøjede sig forventningsfuldt ind over mig.

Mine hænder rystede en smule, mens jeg drejede kuverten rundt og rundt og lod fingrene stryge hen over det eksotiske frimærke med en tahitiansk pige i gul kjole. Jeg gjorde en heftig synkebevægelse og forsøgte ad viljens kraft at styre de minder, som steg op i mit indre, men de vældede frem som en flodbølge, og jeg magtede det ikke.

Og så kunne jeg ikke modstå længere, men rev kuverten åben med en hurtig bevægelse.

Kære mrs. Godfrey

Undskyld, jeg forstyrrer. Det har taget mig flere år at finde frem til dig. Så vidt jeg ved, var du udstationeret som sygeplejerske på øen Bora-Bora under krigen. Hvis jeg har ret, er du netop den kvinde, jeg leder efter – og har et presserende

ønske om at komme til at tale med. Jeg voksede op på Tahiti,

men er først for nylig vendt tilbage for at løse et mysterium, der har plaget mig, siden jeg var en stor pige: En aften i 1943 blev der begået et frygteligt mord på en ellers fredelig og rolig strandstrækning på Bora-Bora. Jeg føler mig stadig så påvirket af begivenheden, at jeg er ved at skrive en bog om alt det, der gik forud for tragedien, som i øvrigt på mange måder forandrede både øen og dens beboere for altid.

Jeg har været så heldig at få adgang til hærens gamle vagtplaner, og det ser ud, som om du havde fri på den dato, hvor forbrydelsen blev begået. Kan du tilfældigvis huske noget om, hvad der skete på stranden den aften, eller hvem der var til stede? Jeg er godt klar over, at det er meget længe siden, men måske dukker der alligevel et eller andet op i din bevidsthed. Selv meget små og tilsyneladende ligegyldige oplysninger kan måske hjælpe mig i min søgen efter retfærdighed. Jeg håber så inderligt, at du vil kontakte mig. Og hvis du nogensinde har planer om at besøge øen igen, skal du vide, at jeg har fundet noget, der vist tilhører dig. Noget, jeg tror, du vil blive glad for at få igen.

Mange hilsner

Genevieve Thorpe

Jeg stirrede på brevet i mine hænder. Genevieve Thorpe. Nej, hende kendte jeg ikke. Hun var åbenbart en vildt fremmed, der bare kom ud af det blå og ville rode op i fortiden. Jeg rystede på hovedet. Lad som ingenting. Det var så mange år siden. Hvordan skulle jeg dog kunne vende tilbage til

det? Genopleve det hele? Jeg klemte øjnene hårdt i og tvang minderne bort. Jo, jeg kunne sagtens lade som ingenting. Det handlede hverken om en juridisk forespørgsel eller en genoptagelse af selve mordsagen, så jeg havde lov til at ignorere henvendelsen. Jeg skyldte ikke denne kvinde, som altså var mig ganske fremmed, noget som helst. Jeg kunne til enhver tid smide kuverten i skraldespanden og glemme alt om indholdet. Men så huskede jeg de sidste par linjer i brevet: “Og hvis du nogensinde har planer om at besøge øen igen, skal du vide, at jeg har fundet noget, der vist tilhører dig. Noget, jeg tror, du vil blive glad for at få igen.” Mit hjerte, der allerede var temmelig nervøst, galoperede afsted blot ved tanken. Besøge øen igen? Mig? I min alder?

“Bedstemor, er du okay?” Jennifer lænede sig frem og lagde armen omkring min skulder.

“Jeg har det fint,” svarede jeg og tog mig sammen.

“Er der noget, du har lyst til at snakke om?”

Jeg rystede på hovedet og skubbede brevet ind mellem siderne på et krydsogtværshæfte, der lå på sofabordet.

Jennifer rakte ud efter sin taske og gav sig til at lede i den. Hun hentede en stor manilamappe frem – den var både krøllet og slidt. “Der er noget, jeg gerne vil vise dig,” sagde hun. “Jeg havde egentlig tænkt mig at vente til senere, men” – hun tog en dyb indånding – “nu tror jeg alligevel, det er på tide.”

Hun rakte mappen frem mod mig.

“Hvad er det?”

“Prøv at kigge indeni,” sagde hun.

Jeg løftede flappen og trak en stak sort-hvide fotografier frem. Jeg genkendte straks motivet på det øverste billede. “Jamen, det er jo mig!” udbrød jeg og pegede på den unge kvinde, der var klædt i en hvid sygeplejerskeuniform. Bag hende voksede en kokospalme. Åh, hvor havde jeg dog været optaget af alle palmerne den første dag, jeg tilbragte på øen. Det var næsten 70 år siden nu. Jeg så op på Jennifer. “Hvor har du dog fundet alle de billeder?”

“Det var far, der fandt dem,” sagde hun og holdt tydeligvis øje med mit ansigtsudtryk. “Han gennemgik indholdet af nogle gamle kasser og opdagede stakken af fotografier, som var blevet stukket ned langs en af siderne. Han bad mig om at give dem til dig.”

Det føltes, som om mit hjerte nærmest svulmede af forventning, da jeg kiggede ned på det næste billede. Det forestillede Kitty, min barndomsveninde, som sad på en omvendt kano på sandstranden. Hun poserede overskrævs, som en filmstjerne ville have gjort det. Kitty kunne i øvrigt sagtens have været en filmstjerne. Jeg mærkede den velkendte smerte stikke i brystet, mens jeg tænkte på min gamle veninde. Smerten var bestemt ikke blevet dulmet med årene.

Der var mange flere fotografier. En hel del af dem var taget på stranden eller i bakkerne med den frodige vegetation, men da jeg nåede til det sidste billede, stivnede jeg. Westry. Min Westry. Dér var han. Som altid uden at have lukket den øverste uniformsknap. Han stod med hovedet let på skrå, og i baggrunden kunne man se strandhyttens væg af flettede palmeblade. Vores strandhytte. Jeg havde taget tusinder af

fotografier i løbet af mit liv, og ganske mange af motiverne havde jeg glemt, men aldrig det her. Jeg huskede det hele: aftenbrisens duft – en blanding af havvand og fresier, der blomstrede i månelyset. Jeg mindedes også følelserne, da mit blik mødte hans gennem kameralinsen, og alt det, der skete i de næste øjeblikke.

“Du elskede ham, gjorde du ikke, bedstemor?” Jennifers stemme var så sød og afvæbnende, at jeg mærkede, hvordan min beslutning om ikke at gøre noget ved sagen, begyndte at smuldre.

“Jo, det gjorde jeg,” svarede jeg.

“Tænker du stadig på ham?”

Jeg nikkede. “Ja, det er jeg aldrig holdt op med.”

Jennifer gjorde store øjne. “Bedstemor, hvad skete der på Tahiti? Hvad blev der af manden? Og brevet – hvorfor påvirker det dig så meget?” Hun holdt en pause og rakte ud efter min hånd. “Vil du ikke nok fortælle mig det?”

Jeg nikkede. Hvilken skade kunne der ske ved at fortælle hende historien? Jeg var jo en gammel kone nu. Det ville der bestemt ikke ske noget ved, og hvis der alligevel opstod problemer, var de vel ikke større, end at de kunne løses. Jeg længtes faktisk efter at dele hemmelighederne med et andet menneske. At sætte dem fri som fugle, der endelig slipper ud af et hidtil lukket bur. Jeg lod en finger glide hen over den gyldne medaljon, jeg bar i en kæde om halsen og nikkede. “Det vil jeg gerne, min ven. Men du skal vide, at det på ingen måde er et eventyr.”

Jennifer satte sig til rette i lænestolen ved siden af sofaen.

“Udmærket,” sagde hun og smilede. “Jeg har faktisk heller aldrig været særlig glad for eventyr.”

“Og der er mørkere dele,” sagde jeg og begyndte allerede at tvivle på, om det nu også var en god idé at dele historien med hende.

Hun nikkede. “Men det ender lykkeligt?”

“Det ved jeg strengt taget ikke.”

Jennifer sendte mig et spørgende blik.

Jeg holdt fotografiet af Westry op i lyset. “For historien er faktisk ikke slut endnu.”