Hvad skal det nytte? by Gads Forlag

Bogen er udgivet med støtte fra: Aarhus Universitets Forskningsfond

Politiken i snævrere forstand, hele rummelen om ministre, love, reformer og sådan noget interesserede mig kun i anden række. Jeg lagde al vægten på den sociale revolution, jeg ville en anden rangforordning i folket. Viggo Hørup, 1884

Hvad skal det nytte.indd 2

08.01.2020 09.03

HVAD SKAL DET NYTTE? PÅ SPORET AF HØRUPS DEMOKRATI

PETER LAURITSEN

GADS FORLAG

Hvad skal det nytte.indd 3

08.01.2020 09.03

Forlagsredaktion: Mette Højbjerg Omslag: Imperiet Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Tryk og indbinding: Scandbook Printed in: Sweden ISBN: 978-87-12-05856-4 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Hvad skal det nytte.indd 4

08.01.2020 09.03

INDHOLD

Forord 7 Introduktion 11 I

Fra landbobarn til trafikminister 22

II Den sociale revolution 64 III Hørup i dag 109 Appendiks I Citater 128 Appendiks II Om kilderne 143 Noter 148

Hvad skal det nytte.indd 5

08.01.2020 09.03

Hvad skal det nytte.indd 6

08.01.2020 09.03

FORORD

Denne bog handler om Viggo Hørup (1841-1902), der, allerede mens han levede, blev både hyldet og foragtet for sin kamp for et reelt folkestyre. Som politiker, skribent og taler arbejdede han benhårdt for, at demokratiet ikke stoppede på ”halvvejen”, men tværtimod blev udvidet og rodfæstet juridisk og parlamentarisk og som dannelse og kultur. Selv om Hørup tydeligt adresserede problemstillinger i sin samtid, er det en vigtig pointe i bogen, at den kamp for demokrati, som han var en del af, og de tanker, han gjorde sig i den forbindelse, også kan være værdifulde for os, der lever i dag. Inde bag hans engagement i det, Jeppe Aakjær kalder for ”døgnpolitikken”, findes således klart formulerede værdier og principper, som er relevante for vores aktuelle diskussioner af, hvilket samfund vi gerne vil leve i. I hvert fald hvis vi kerer os om frihed, lighed og folkestyre. Hvis bogen lykkes, overbeviser den læseren om, at Hørup er en af de relativt få personer i danmarkshistorien, som vi skal blive ved med at huske. Hvis vi glemmer Hørup og den værdidebat, han var en del af, mister vi vores demokratiske rødder. Derfor er bogens ubeskedne formål at genopfinde interes-

Hvad skal det nytte.indd 7

08.01.2020 09.03

sen for Hørup og dermed for demokratiet. For er der én ting, man kan lære af Hørups virke, så er det, at demokratiet ikke kommer af sig selv. Det er, tværtimod, hårdt arbejde, som vi nødvendigvis må være indstillet på at udføre, hvis ikke folkestyret skal falde sammen og overgå til former, som ingen af os i virkeligheden ønsker. Bogen er inddelt i tre dele, hvor den første primært er biografisk. Hørups livsbane fra barndommen på landet til trafikminister og københavnsk intellektuel beskrives historisk for dermed at give et kontekstualiseret billede af hans liv og arbejde. For de nysgerrige er der også en længere gennemgang af den kærlighedsaffære, han havde med sin kusine Henriette Steen. Bogens anden del tager konsekvensen af beskrivelser af Hørup som en filosofisk politiker.1 Hørup så ikke sig selv som akademiker, og han skrev kort og polemisk. Men når man læser på tværs af hans mange avisartikler, er det alligevel muligt at fremdrage nogle temaer og tankegange, som er forholdsvis stabile. Altså en form for filosofi om demokrati. Kort sagt handler det om anskuelser, retssamfund, frihed, frisind, lighed og politikkens nytte. Det er disse temaer, denne del beskriver. Endelig giver bogens tredje del nogle eksempler på, at Hørups tanker om demokrati kan være nyttige i en nutidig kontekst. Ligesom Hørup lever vi i en tid, hvor vi ikke kan tage demokratiet for givet, men aktivt må værne om det. Bogens stil bliver her mere debatterende, men man behøver ikke at være enig. Konsensus var ikke Hørups mål. I stedet ville han, at man skulle dele sig efter anskuelser – også hans egne.

Hvad skal det nytte.indd 8

08.01.2020 09.03

Når man som jeg ikke er uddannet historiker, er det sin sag at skrive en bog om en markant person, der levede for mere end hundrede år siden. Fagligheden ligger ikke på rygraden, og man må prøve sig frem, træde et skridt tilbage og prøve igen. Sådan har det i hvert fald været for mig. Derfor har jeg været glad for den hjælp, jeg har fået undervejs. Uden hjælp, ingen bog. Jeg vil derfor sige tak til Sofie Carsten Nielsen, der satte mig i gang med at læse Hørup, og som har engageret sig i virkelig mange diskussioner om Hørups liv og nutidige relevans. Også tak til Karen Gram-Skjoldager, Claus Møller Jørgensen, Svend Thorhauge og Helge Scheuer Nielsen, der alle har gennemlæst og kommenteret teksten undervejs, samt til Rune Christiansen, Hans Jessen Lauritsen, Stinne Højer Mathiasen og Bodil Vind. Mette Højbjerg har været en nødvendig og kompetent redaktør. Tak for det. Endelig siger jeg tak til Aarhus Universitets Forskningsfond, som har støttet udgivelsen økonomisk. Når jeg takker for hjælpen, men samtidig siger, at ansvaret for fejl og mangler er mit, og kun mit, lyder det næsten rituelt. Men det er sandt. Der er ingen andre at skubbe ansvaret over på. Jeg har haft en del overvejelser om brugen af citater i teksten. På den ene side er det klart, at for mange og for lange tekstbidder, endda formuleret i et sprog, som ikke nødvendigvis er lettilgængeligt for en nutidig læser, kan virke generende. På den anden side er det heller ikke hensigtsmæssigt helt at undlade citater, hvis læseren skal have et indtryk af Hørup på

Hvad skal det nytte.indd 9

08.01.2020 09.03

skrift. Og det er vel en rimelig ambition, når nu Hørup er en af de bedste skribenter, Danmark nogensinde har haft. Min løsning har været pragmatisk. Jeg har forsøgt en forholdsvis streng dosering af citater i selve brødteksten og i stedet indsat en hel citatsamling i et selvstændigt appendiks. Samtidig har jeg, med så nænsom hånd som overhovedet muligt, gjort tekstuddragene mere læsevenlige. Stort begyndelsesbogstav ved navneord er ændret til lille, dobbelt-a er blevet til å, og jeg har nogle steder ændret tegnsætningen en smule. Når jeg har fundet det nødvendigt, har jeg ligeledes opdateret Hørups skrive- og stavemåde. På trods af disse tiltag er jeg klar over, at Hørups danske kan være en mundfuld for nogle. Men jeg håber, at læseren vil tage sig tid til citaterne. Læs dem langsomt, læs dem gerne højt, og nyd, at Hørup kunne formulere sig mere rammende, præcist og ironisk end nogen anden. Det skal nævnes, at kapitlet om Hørup og elskerinden Henriette Steen tidligere har været bragt som kronik i Politiken. Der er dog foretaget enkelte sproglige justeringer, ligesom afslutningen er ændret.2 Peter Lauritsen

Hvad skal det nytte.indd 10

08.01.2020 09.03

INTRODUKTION

Viggo Lauritz Bentheim Hørup blev født den 22. maj 1841 i Torpmagle på Halsnæs mellem Hundested og Frederiksværk. Han var søn af landsbyens lærer, Frederik Bendtsen Hørup, og Emilie Julie Drachmann. Som moderens efternavn antyder var Hørup fætter til den lidt yngre Holger Drachmann, som han i perioder havde et tæt forhold til, selv om relationen langtfra var gnidningsfri. Hørup identificerede sig med børnene fra landsbyens husmandssteder og bondegårde, men hans liv var anderledes. Familien færdedes blandt præster og lærere, og gennem moderen var der forbindelse til København. Her tog Hørup, i modsætning til de fleste andre, sin uddannelse, og senere gik han ind i politik. Han blev en af Venstres politiske ledere, ligesom han blev en kendt skribent og redaktør for både Morgenbladet og Politiken. Sidstnævnte var han endda med til at grundlægge. Især Politiken blev en enorm succes med mange læsere, og når Hørup holdt taler, kunne der komme tusindvis af tilhørere. Da han døde, mødte et væld af kendte mennesker op til bisættelsen, og et folkeoptog fulgte kisten gennem gaderne. Hørups

Hvad skal det nytte.indd 11

08.01.2020 09.03

liv endte med andre ord et helt andet sted, end det var startet, og han var i manges øjne en af de få personer, som med sikkerhed ville sætte sig varige spor. Men i dag, mange år efter, er meget forandret. Nogle mennesker har måske hørt en løs reference til hans navn, eller de har hæftet sig ved det portrætfoto, der altid findes på Politikens debatsider. Men at sige, at man kender Hørup og ved, hvad han stod for, vil nok være for meget for de fleste. At det er gået sådan, er vel kun naturligt for et menneske, der døde for snart 120 år siden, og som i udpræget grad var aktualitetens mand. Hørup skrev, agiterede og handlede direkte ned i den kontekst, han levede i. Han talte til politikerne fra Folketingets talerstol og til befolkningen gennem aviser og ved offentlige møder. Hans tekster er korte – gerne nogle sider – han skrev aldrig en bog. Til sammen blev det dog til en del. I alt 25 bind på hver omkring 250 sider ville hans samlede skrifter fylde.3 Ebbe Reich har kaldt Hørup for en filosofisk politiker.4 Og det er rigtigt. Men det er samtidig vigtigt at huske på, at Hørup ikke udviklede den form for filosofi, som er skrevet i systemer med logisk opbyggede tankerækker. Hørup formulerede sig i pointer og slogans, præcist og med korte begrundelser. Han ville hellere dele vandene end servere lange argumenter, og han ville helt sikkert ikke bryde sig om at blive sat i bås med datidens akademikere. Hørup var alt andet end en lidt verdensfjern filosof, der tænkte sig gennem livet uden sans for tilværelsens praktiske og indimellem hårde realiteter. Men selv om Hørup ikke var filosof, gemmer der sig i hans

Hvad skal det nytte.indd 12

08.01.2020 09.03

arbejde en slags teori om demokrati. I hvert fald nogle overvejelser, som har relevans langt ud over den tid, han levede i. Hovedpointen er, at der i Grundloven fra 1849, trods alle dens mangler, fandtes den bærende tanke, at ”nu skulle vi være demokrater”. Men det var netop kun en tanke eller en idé, som måtte udvikles og realiseres. Hørup forestiller sig således et demokrati, der i en meget direkte forstand er båret af folket. Umiddelbart lyder det frygtelig banalt, men for Hørup er det helt centralt. Demokrati er folkets selvstyre, og derfor skal det indrettes på en måde, der gør det muligt for enhver borger at deltage og engagere sig i det. Om man er kvinde eller mand, rig eller fattig, husejer eller tjenestepige, gør ingen forskel – alle er lige for demokratiet. I det samfund, hvor Hørup kæmpede sine kampe, var denne lighed imidlertid langt borte og måtte først tilvejebringes. Der måtte med Hørups ord gennemføres en social revolution, som gjorde op med ulighed og fordomme om, hvem der kunne deltage i folkestyret. Det hører til god dannelse, siger Hørup, at man ikke sætter ”en hvilken som helst professor højere end skrædderen, blot fordi den ene er professor og den anden skrædder.”5 Hørups engagement i den sociale revolution ser man overalt i hans virke. Under forfatningskampen kæmpede han for folketingsparlamentarisme – det skulle hverken være Landstinget, regeringen eller kongen, der havde hovedparten af magten, men derimod Folketinget, fordi det var her, folkets repræsentanter havde sæde. Men hvis denne formelle, demokratiske ramme skulle fyldes ud, måtte en række forudsætninger opfyldes:

Hvad skal det nytte.indd 13

08.01.2020 09.03

Først og fremmest måtte der skabes en situation, hvor folk i frihed kunne dele sig efter anskuelser. Hver enkelt borger skulle danne sig sin egen mening og ikke blot overtage andres. Men det krævede igen, at borgerne var vidende og havde mulighed for og den nødvendige selvtillid til at engagere sig i samfundsforhold ud fra den overbevisning, at de faktisk havde noget at bidrage med. Det krævede også udviklingen af et retssamfund, for hvis de stærke blot kan bruge magten til at sætte deres vilje igennem, er demokratiet ikke meget værd. Og endelig krævede det, at en form for handlingsorienteret realisme gennemsyrede samfundet. Folkestyrets politik og den offentlige debat skal nødvendigvis være baseret på spørgsmålet om, hvad det skal nytte, og ikke på symbolpolitik og luftige forestillinger om dette eller hint. Det udelukker selvfølgelig ikke visioner og drømme om et bedre samfund, men disse må tage udgangspunkt i og forholde sig til den virkelighed, de formuleres i. I dag vil de fleste nok betragte den sociale revolution som overstået. Som danskere kan vi godt lide at betragte os selv som gennemført demokratiske. Og når vi bryster os af et samfund præget af frihed, frisind, ligestilling, demokratisk sindelag og et velfungerende parlamentarisk system, kan man trække en lige linje til Hørup og den sejrrige bevægelse, han var en del af. Man kan imidlertid med rette stille det spørgsmål, om Hørup selv ville have været tilfreds med resultatet, hvis han havde levet. Ville han have ment, at revolutionen var overstået og demokratiet indført i sin fulde form? Nej, umiddelbart må svaret være benægtende. Hørup ville utvivlsomt havde bifal-

Hvad skal det nytte.indd 14

08.01.2020 09.03

det, at kvinderne fik valgret i 1915, og han ville også have været glad for, at det parlamentariske princip om, at en regering ikke må have et flertal imod sig, blev skrevet ind i Grundloven i 1953. På samme måde kan man fremhæve domstolenes uafhængighed, at det er hemmeligt, hvordan borgerne stemmer og flere andre ting. Omvendt ville han ikke have været mild over for de politikere, der i dag sætter grundlov og konventioner under pres. Han ville have påpeget, at den bekvemme og populære mening alt for ofte prioriteres på bekostning af den veludviklede anskuelse, der deler vandene. Og han ville i det hele taget ikke have brudt sig om manglen på kvalificeret politisk debat, symbolpolitikkens fremmarch, mediernes reduktion af politik til underholdning og folkets uvilje mod at tage aktivt del i demokratiet. Hørup ville med andre ord have været bekymret over tingenes tilstand. Og det samme burde alle vi andre være. Også i den tid, vi lever i, hvor populismen trives, og hvor vi måske ikke tager folkestyret alvorligt nok, er der brug for en demokratisk oprustning på tværs af politiske skel. Uanset hvad vi ellers mener om hverdagens trakasserier, må vi insistere på en diskussion af, hvad det er for et demokrati, vi ønsker. Også i dag er der brug for en demokratisk, social revolution. Netop derfor er der grund til at vende tilbage til Hørup. Forskellen på 1800-tallets sidste årtier og vores nutid er selvsagt enorm, men heller ikke dengang kunne man tage demokratiet for givet. Det vidste Hørup, og derfor kastede han sig ind i kampen med alt, hvad han havde. Undervejs formulerede

Hvad skal det nytte.indd 15

08.01.2020 09.03

han nogle af demokratiets mest basale principper og kendetegn, og det er dem, vi kunne have glæde af at genopdage, hvis vi vil undgå, at populismen og nationalismen vinder frem på bekostning af de frihedsrettigheder, Hørup så som en integreret del af demokratiet. VIRKE OG VIRKELIGHED Hvis Hørup havde været rigtig filosof, ville han have skrevet værker om de tænkere, der havde inspireret ham; han ville have placeret sig i filosofiens stamtræ. Det gjorde han imidlertid ikke. Faktisk er Hørup stort set tavs om de kilder, der har formet hans tanker. Man ved, at han for eksempel har læst Søren Kierkegaard, og ind imellem kan man se inspirationen. Hørup betragtede tro som et privat anliggende, og han blev regnet for ateist. Hans sprog er mere jævnt og ligefremt end Kierkegaards, selv om de begge var blændende skribenter. Til gengæld har Kierkegaards eksistentialistiske idéer om, hvordan individet skaber mening i tilværelsen gennem sine valg, tilsyneladende brændt sig fast. Når Hørup taler om folk eller folket, og det gør han ofte, er det således ikke en samlet masse, han refererer til. Hvert enkelt individ har et ansvar for at træde ind i demokratiet – for at blive demokratisk – eller som han i anden anledning skrev til Amalie Skram: ”Det er Dem selv, der springer. Det er altid os selv, der springer.”6 Ud over Kierkegaard kan man finde henvisninger til blandt andre Spinoza, Schopenhauer og Lasalle, ligesom Hørup tydeligvis har været velbevandret i Shakespeare, H.C. Andersen, Heine, Det Gamle Testamente og meget mere. Så når Hørups

Hvad skal det nytte.indd 16

08.01.2020 09.03

datter i et interview i 1941, hundrede år efter faderens fødsel, siger, at hun aldrig har set ham med en bog i hånden, betyder det ikke, at han ikke har læst.7 Tværtimod – han må have læst flittigt. Hvor det kan være vanskeligt at se Hørup som direkte arvtager til bestemte værker og forfattere, er det straks nemmere at forbinde ham til bredere, intellektuelle strømninger, som han skriver ind i en dansk, politisk kontekst. På mange måder er Hørup således en integreret del af modernismen og den internationale, politiske og intellektuelle strømning, man betegner som radikalisme. Ordet radikal kommer af det latinske radix, som betyder rod. Og det var netop, hvad den radikale bevægelse ville: gå til roden af samfundet og skabe grundlæggende forandringer, så den franske revolutions slagord om frihed, lighed og broderskab faktisk blev realiseret. Det betød en kamp for demokrati, menneskerettigheder og sociale reformer, som blev ført med stor kraft i især Frankrig og England, men også i en række andre lande.8 I Danmark er det især med Georg Brandes’ berømte forelæsninger i 1871 og det moderne gennembrud, at disse tanker vinder frem. For Brandes var der i første omgang tale om et ønske om en anden og mere realistisk litteratur, der satte problemer under debat. Men det moderne gennembrud og dets insisteren på frihed og lighed og et opgør med etablerede dogmer rakte videre end til kunsten. Og det er først og fremmest Hørup, der bringer gennembruddet ind i dansk politik.9 Det markeres tydeligt, da han i 1883 gør op med datidens symbolpolitik og bragesnak og fra Folketingets talerstol stiller spørgsmålet:

Hvad skal det nytte.indd 17

08.01.2020 09.03

Hvad skal det nytte? For det var for Hørup kravet til al politik. Den skulle nytte. Løse virkelige problemer, bringe demokratiet nærmere og gøre friheden større. Der er imidlertid også et andet spor i Hørups arbejde; et spor, der hverken er intellektuelt eller internationalt, men derimod dansk. Barndomshjemmet langt ude på landet gav Hørup en livslang veneration for landbobefolkningen og bondefornuften. Faktisk kunne han langt bedre identificere sig med denne konkrete og kritiske snusfornuft end med de luftkasteller, den intellektuelle elite byggede op omkring sig og ikke kunne se ud over. Hørups tiltro til bondefornuften endte dog nok i skuffelse – i hvert fald måtte han erkende, at folkets frihedstrang og modstand mod åndlighed og symbolpolitik ikke altid var så udtalt, som han kunne ønske. Han blev valgt til Folketinget for Venstre i 1876, men i 1892 tabte han sit mandat, fordi for få husmænd og bønder stemte på ham. Ikke desto mindre vedblev Hørup at placere håbet for demokratiet hos netop bønder og husmænd, og for den sags skyld også hos kvinder og arbejdere, men ikke hos den dannede, politiske elite. Måske er den rigtige konklusion derfor, at Hørup først og fremmest er sin egen. En klart aftegnet politiker og skribent med et tydeligt projekt. Men samtidig sammensat og brydningsfuld. Når man læser hans tekster, får man således tydeligt indtryk af en person, der samler og rummer forskellige positioner, men ikke opfatter disse som modsætninger. Hørup var dansker med hud og hår, men han var også europæisk orienteret. Han tilhørte den intellektuelle avantgarde, og det var

Hvad skal det nytte.indd 18

08.01.2020 09.03

om nogen ham, der berettiget fik æren for, at radikale, liberale tanker vandt frem i København – men omvendt så han sig i lige så tæt alliance med landbobefolkningen og den kultur, som de var en del af. Han foragtede den elitære dannelse, men han kendte den og mestrede den bedre end de fleste. Han respekterede og forsvarede folkeligheden, men han faldt ikke på halen over den, tværtimod var han ambitiøs på folkets vegne: Den sociale revolution indebar ikke kun et opgør med en politisk overklasse, men i lige så høj grad en udvikling, som kunne give bønder, husmænd, kvinder og alle andre de redskaber og færdigheder, der var nødvendige, for at de kunne træde ind i demokratiet som kompetente borgere. Hørup ville ikke bare lytte til folket. Han ville flytte folket og have folket til at flytte sig selv. I det daglige politiske virke skiftede Hørup indimellem position og strategi, men det grundlæggende perspektiv på demokratiets indretning og udfordringer er stabilt, fra han træder ind på den politiske scene omkring 1870, og til han dør i 1902. Og selv om de politiske kampe er heftige i netop denne periode, er det altid demokratiet og den sociale revolution, han er optaget af at fremme. Det ser man i hans mangeårige parlamentariske arbejde. Hørup tilhørte den gruppering i Venstre, der allerede dengang gik under betegnelsen de radikale. Hørup drømte om et stort og samlet venstreparti, der kunne samle både byboere og landbobefolkning, men i virkeligheden brugte han mange kræfter på de interne kampe, der kom til at præge partiet. Især stod grundtvigianerne stærkt. Men Hørup brød sig ikke om deres

Hvad skal det nytte.indd 19

08.01.2020 09.03

åndelighed og søgen efter konsensus. De var ikke tilstrækkelig villige til at gå til roden af samfundsproblemerne, og det var umuligt at vide, hvor man havde dem politisk. ”Grundtvig [vil] altid blive regnet blandt de små politiske profeter,” skrev Hørup, ”fordi det, han skabte, er uden skel og grænse.”10 Omvendt anklagede grundtvigianerne, i lighed med konservative og nationalliberale politikere, hørupperne for manglende nationalfølelse. De blev således også kaldt for europæerne, hvilket ifølge Hørup skyldtes, at man ville ”advare de indfødte [altså danskerne] imod dem”.11 Hørup deltog i det parlamentariske arbejde og var involveret i sager om alt fra smør over skat på øl til alderdomsunderstøttelse, kvinders rettigheder og meget mere. Men Hørup var ikke kun politiker i den ret indskrænkede forstand, vi ofte bruger betegnelsen i dag. For at gennemføre den sociale revolution måtte der kæmpes i og uden for folketingssalen. Derfor påtog han sig energisk rollen som debattør og agitator både ved store folkemøder og som redaktør ved Morgenbladet og siden ved Politiken. Især ét våben dominerede i denne demokratiske kamp. For uanset om Hørup var i gang med det ene eller det andet, var sproget hans værktøj, og han beherskede det til perfektion. Nogle gange brugte han det blidt og poetisk, som blandt andet brevene til hans elskede vidner om, andre gange var han humoristisk og næsten fabulerende. Hvis det passede ham, kunne han være ørkentør, realist eller sprudlende ironisk, og indimellem var han hård og ubarmhjertig. Hørup ikke bare brugte sproget, han fornyede det også.

Hvad skal det nytte.indd 20

08.01.2020 09.03

Han er ophavsmand til fyndord som Hvad skal det nytte? Skæg for sig og snot for sig og Ingen over og ingen ved siden af Folketinget. Og når vi bruger ord som kulturfjende, ligeret, omfordele, omgangsfod, retssamfund og sortseer, er det, så vidt man ved, Hørup, der er ophavsmand til udtrykkene.12 Mange har bemærket den sproglige ekvilibrisme, der findes i Hørups tekster, og det er et ukontroversielt udsagn, at han er en af de bedste skribenter, vi nogensinde har haft. Georg Brandes kaldte ham ”en ironisk forfatter af rang” og ”en udadlelig stilist, som ville kunne gøre sig gældende selv i de største samfund”.13 Og i Hverken-Eller skriver Villy Sørensen, at der ”findes i vor litteratur intet sidestykke til Hørups politiske journalistik, hans sprog er usvækket moderne, og alene det sproglige mesterskab ville berettige genoptrykkelsen af hans artikler og taler”.14 At Brandes og Sørensen har ret, kan man forvisse sig om ved at læse næsten en hvilken som helst af Hørups artikler. Selv i dag, mere end hundrede år efter, har de en friskhed, man ellers sjældent støder på. Den, der elsker sit danske modersmål, bør derfor ikke snyde sig selv for den oplevelse, det er at sætte sig i et fredeligt hjørne med Hørups efterhånden gamle, men stadig tydeligt aktuelle tekster. Resultatet vil med sikkerhed være, at man bliver både glad og bekymret for sit demokrati.

Hvad skal det nytte.indd 21

08.01.2020 09.03