Hvor ligger provinsen by Gads Forlag

Til Meta

Ga ds Forlag

Johs. Nørregaard Frandsen

Hvor ligger provinsen

ISBN: 978-87-12-07432-8

1. udgave, 1. oplag

Printed in Latvia

Omslag: e-Types

Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk

Forlagsredaktion: Martin Gylling

Illustrationer: Se side 252-255

Omslagsillustration: Ivan Andersen/VISDA. Udsnit af værket E-45.

2008. Courtesy of Galleri Bo Bjerggaard

Repro: Narayana Press

Sat med: Italian Plate No. 11 og Sabon

Tryk: Jelgavas Tipografija SIA

For enkelte illustrationer har det været umuligt at finde frem til den retmæssige indehaver af ophavsretten. Såfremt forlaget på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret af forlaget, som om der var indgået aftale i forvejen.

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

www.gad.dk

Bogen er udgivet i samarbejde med Golden Days og med støtte fra

G.E.C. Gads Fond

Dansk Tennis Fond

Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

INDHOLD

1. Et potpourri af provinser – 7

2. Forestillinger om landskab – 23

3. København i koleraens tid – 37

4. Der var så dejligt ude på landet – 55

5. Bøgen og fædrelandet – 65

6. Heden og havet – 87

7. Kampen om den jyske sjæl – 121

8. Sprog og stedsans – 147

9. Provinsen på komedie – 165

10. Bondeslutspil eller som landet ligger – 185

11. Nye provinser – 205

12. Steder og strømme, håb og drømme – 227

Litteratur – 250

Illustrationer – 252

Personregister – 255

ET POTPOURRI AF PROVINSER

Hvert år i januar eller februar, afhængigt af månens faser og stilling på himmelbuen, fejrer man i Kina det traditionelle, kinesiske nytår. Månenytåret eller forårsfestivalen, som begivenheden også kaldes, strækker sig over femten dage fra nymåne til fuldmåne. I den periode forlader millioner af mennesker deres boliger og virke i de store, moderne byer mod øst: Shanghai, Beijing, Guangzhou, Nanjing osv. De forlader metropolerne for at rejse ud i provinserne på besøg hos slægten. De tager i stort tal til hjemstavnen for at fejre forårets genkomst og livets cykliske bevægelse i familiens skød og i respekt for traditionens og forfædrenes steder. Provinserne og stederne derude kan i dag virke fjerne, præget af en vis usamtidighed, og ofte repræsenterer de en ganske anden verden og et helt andet Kina end superbyernes virkelighed. Denne rejse fra de store, pulserende og prangende byer, nogle af verdens mest moderne, til landsbyer og slægtskæder udgør en omfattende bevægelse af mennesker og er formentlig en af verdens største samlede rejsebegivenheder inden for en så kort periode.

De nævnte byer er ældgamle, men som store metropoler er de vokset op af den bare jord eller på den bare mark i løbet af bare en generation eller højst to. De er skabt ved masseindvandring fra landdistrikterne. Så ”hjem” er provinserne, ude på landet, i tusindvis af landsbyer, slægtens

og erindringens steder. De kommer derfra. De kinesiske millionbyboere er i stort tal første eller anden generation af storby- og højhusbeboere. Det er således urbaniseringen, skabelsen af by og urban virkelighed, der fremkalder og skaber begæret efter provins. Det er byernes vækst, omplantningen til by, exodus fra steder og livsformer til et i teknologisk, social og urban forstand mere moderne liv, der omskaber provins fra blotte og bare steder ude på landet til stærke erindringssteder for drømme og længsel. De kinesiske storbymennesker rejser på ferie ’ude’ i baglandet i månenytåret, men de rejser samtidig ind i et nyt

år i kosmologisk forstand i den kinesiske dyrekreds. I år, 2023, faldt nytåret den 22. januar og dermed indledtes

Kaninens år.

Hvorfor begynde denne fremstilling med en rejse mod provinserne i Kina? Fordi længslen efter den indre og ydre provins er et globalt fænomen, som er født og til stadighed fødes af det moderne. Det er urbaniseringen og moderniseringen, der skaber ’ude på landet’ som et billede og som et sted i erindringen. Og så tager jeg eksemplet frem, fordi jeg på rejser i Kina har set og fornemmet kinesiske venners længsel efter månenytåret. Det er selvfølgelig en tiltrængt ferie, der nu kan afholdes, men det opfattes også af mange kinesere som et spirituelt åndedrag og som en bekræftelse på livets cykliske sammenhæng.

Ordet ’provins’ rummer således mange konnotationer og mulige sidebetydninger. Provins er et globalt fænomen, hvor store byer over hele verden er vokset op af den bare jord inden for det seneste slægtled eller to, og det er de næsten alle steder på kloden. Det er globalt, men det er også dansk. Ret så dansk endda. Og det vil vi nu rejse ind i – eller ud i. Derfor må vi have rede på, hvor den danske provins befinder sig? Hvor ligger den der provins? Hvad består den af? Svarene synes lette, men er det måske ikke.

For provins er et mangetydigt begreb. Det er måske netop slet ikke først og fremmest et sted, men forestillinger og fortælling. Og det er vel at mærke ikke bare én fortælling, men snarere en kreds af ofte modsætningsfyldte fortællinger. Disse fortællinger kan handle om magt og afmagt, privilegier og afsavn, om det centrale over for det perifere, om det der opfattes som ægte og autentisk over for smartness eller udvendighed. De kan handle om naturlighed versus forlorenhed, om folkelighed og folkelige dyder, der kan ses som modpoler til en elite og deres elitære manerer eller måske – med et moderne ord – smagsdommeri. Jo, provins fortæller om ’langt ude’, hvor der kun er ”huller i vejene”, og som eksisterer i stærk kontrast til forestillingerne om byerne med de mange lys og steder, hvor kulturlivets herligheder flyder – om ikke i mælk og honning – så dog som guld på gaderne.

II.

Som dreng var jeg fjalet. Det var man, når man groede op på en gård midt i verden. Det var midt i verden. Sådan var det i al fald, når man så det fra mine og min slægts øjne. Men set fra andre perspektiver var det måske alligevel snarere en udkant af verden, en provins. Jeg var frygtelig fjalet. Det var særlig slemt, når man skuret og vandkæmmet var kommet i ”æ søndagsklæijer” og for eksempel skulle med til fest i forsamlingshuset. Der kunne let gå en time eller mere, før jeg var tøet så meget op, at jeg turde begynde at lege med de andre unger fra gårdene og landsbyen. Ordet ’fjale’ defineres i Jysk Ordbog som et vestjysk ord og i Ordbog over det danske Sprog som et ord med rod i jyske dialekter. Det kan betyde undseelig, tilbageholdende og genert. En sidebetydning kan endda være enfoldig eller tåbelig. Jeg foretrækker undseeligheden, så lad os straks bruge det eksempel på ordet i brug, der anvendes

i Ordbog over det danske Sprog. Det stammer fra Marie Bregendahls roman Hendrik i Bakken (1904): ”Hun var altfor fjale og vilde blive rød i Hovedet, hvis hun skulde gaa først ind i Stuen.”

Jeg har stadig smagen af ordet fjale fra min vestjyske landbobarndom på tungen. På den vestjyske dialekt udtales ordet med langt bagtunge-a, altså fjaale. Ordet smager stadig af sved, der springer på panden, i hænderne og i armhulerne. ”A trouer æ knejt er bløwen fjaale!” kunne nabokonen sige til min mor, og det havde hun sandelig ret i. Vi børn på landet var ikke vant til så mange mennesker i pænt tøj forsamlet på et sted. Vi var ikke vant til at komme ud af de daglige rytmer. Og da slet ikke vant til at lade os udstille, som i al fald jeg følte, jeg var, når jeg således var vandkæmmet og udhejret i fin skjorte og med butterfly. Derfor blev jeg forfærdelig fjalet.

Hvor ligger så provinsen, og hvad består den af? Ja, i mine unge dage var jeg altså ikke i tvivl. Provinsen var den hæmmende blok, der sad indeni. Den sad præcist midt i

Anton Berntsen (1873-1953) skrev digte og historier på jysk dialekt fra Vejle-egnen og var yderst populær. Hans mest kendte er formentlig Gjemm-Ævvel (1922).

mig som en slags dissonans eller ’forkerthed’, der tog frihed fra mig og spærrede for mange ting. Den var årsag til svedeture, neglebid, befippelse og kejtethed. Jeg har lært at begå mig, tror jeg, lært at bekæmpe den sovende drage, men min krop kan huske den. Når jeg som helt ung kom i de store byer, det var ikke tit, men både ture til Esbjerg, Århus og København hørte med. Så gjaldt det om at overvinde den indre provins, så man ikke fremstod som en mærkværdig genstand fra de yderste provinser. Men provinsen bor stadig derinde.

III.

Sprogligt set og historisk set har begrebet og ordet ’provins’ mest basalt været anvendt til at karakterisere den del af et land, en stat, som ligger uden for hovedstaden. Ordet har sin oprindelse i det latinske provincia. Det er da også kendt fra det antikke Rom og anvendes blandt andet af Cæsar i hans skildringer af Gallerkrigene. Provincia kunne oprindeligt forstås som blot og bart et administrativt område, der besad en grad af autonomi og selvforvaltning, og som blev styret af en romersk embedsmand. Provincia var imidlertid også betegnelsen for områder, der var erobret gennem magt og altså besat af romerske legioner. De var typisk under kommando af en provinsguvernør, en præfekt eller statholder med soldater, sådan som vi kender det fra de bibelske skildringer af den politiske situation i Israel år nul, da Jesu fødsel fandt sted. Eller fra langfredags lidelseshistorie, hvor Jesus bliver dømt og henrettet under ledelse af den romerske præfekt Pontius Pilatus, der vaskede sine hænder. I denne forståelse af provincia er der som regel tale om områder af imperiet, der lå uden for Italien, og som altså var klart undertrykt af og underordnede Rom. Den romerske overklasse, patricierne, kunne for eksempel holde slaver fra provinserne.

Dette med provinsen som sideordnet eller underordnet kan måske forekomme at være en mindre forskel i ordets betydningshistorie, men det er ret vigtigt, for den dobbelthed er stadig på færde i brugen af ordet. Provinsen er som historisk og stadig gældende hovedregel både sig selv og underordnet eller defineret af et lands centrale statsadministration. Provinser er som regel skabt eller defineret af en magt og institutioner, som ikke er den selv og som altså er uden for den selv. Denne magt eller dette herredømme kan være af politisk, økonomisk, kulturel eller dannelsesmæssig art. Den første definition af provins er således, at den altid i en eller anden forstand er underordnet en anden instans. Den er perifer i forhold til noget, der enten opfatter sig selv som det centrale eller som af andre opfattes som centrum. Det er typisk en hovedstad, der vel næppe i vores del af verden ligefrem hersker gennem legionærer eller synlig magt. Men det moderne scepter og magtudøvelsen er ikke meget svagere, når det kommer til stykket. For den instans eller de grupper af personer, der bestemmer, hvad der er god smag, og som er i stand til at hævde sig gennem kulturel kapital og kommunikativ dominans, den eller de er en stærk magt.

’Provins’ bruges oftest som et nedladende ord om det bondske, upolerede eller utjekkede. ’Provinshul’ er for eksempel et bidsk skældsord og i hvert fald ikke just et udtryk, som ejendomsmæglere ville anvende om en beliggenhed. De vil nok foretrække et udtryk som ’landlig idyl’ eller måske endda ’uspoleret landlig idyl’. Nu vi er i den sproglige optik, kunne vi besøge adjektivet ’provinsiel’, der naturligvis er afledt af substantivet ’provins’. Et adjektiv lader sig som bekendt gradbøje og i dette tilfælde i mere eller mindre provinsiel. Det fremgår af ordforklaringen i Den danske Ordbog, at adjektivet provinsiel henviser til noget, der stammer fra eller er præget af provinsen. Eller

som er karakteristisk for provinsen. Og det har som hovedregel, hedder det i ordbogen, bibetydninger som smalsporet, stillestående, fodslæbende, træg, gammeldags, underudviklet, bondsk og tilbagestående. Provinsiel rummer desuden overførte betydninger som præget af snæversyn og småborgerlighed. Nytilflyttede til hovedstaden København har velsagtens haft travlt med at stive sig selv af ved at karakterisere de andre, der ankom, med udtryk som: ”Han er da vist lige kommet ind med firetoget”, ”sikke en bondejosker” eller ”hold kæft for en bonderøv”.

Går vi til den vel nok største kilde til det danske sprogs betydning og udvikling, nemlig Ordbog over det danske Sprog, der senest udkom i 1950’erne, så vil vi se, at her regnes ’provinsiel’ også nærmest for synonymt med småbor-

Harald Bergstedt (1877-1965) og Morten Korch (1876-1954) var folkelige forfattere, der skrev om og fra provinsen. Sidstnævnte var i en årrække Danmarks mest læste forfatter og solgte mere end 6 mio. eksemplarer af sine mere end 120 bogtitler.

gerlighed og snæversyn. Henrik Pontoppidan trækkes ind med et eksempel fra Lykke-Per (1898), hvor han bruger udtrykket ’provinsiel uanseelighed’ om en jysk købstad. Så sprogligt talt er vi på fast grund. Provinsen er provinsiel – om jeg så må sige. Det ligger også klart i sprogets retningsmarkører. Det hedder ”ude i provinsen” og ”ude på landet”, men ”inde i København”. Det hedder også ”inde i Århus” og ”ude i Beder”. Retningsmarkørerne er interessante, fordi de røber en synsvinkel, men der kan være ’modbevægelser’, som når mange i den hyggelige, fynske købstad Bogense på den fynske nordkyst siger ”u’e i O’ense”, mens Odense jo sådan set befinder sig mere inde på øen end kystnære Bogense. Det røber vel et lille, stilfærdigt opgør med sprogets hierarkier og med storebrorbyen Odense.

IV. Ordet og begrebet provins er en slagmark, når det gælder fortolkninger og tilskrivninger af værdier. Der er adskillige politikere i Folketingets partier, som mere eller mindre direkte henviser til en ’ægte folkelighed’, som skulle befinde sig derude i Glyngøre, Vojens, Glamsbjerg, Dalby, Mårslet, Høng eller Idestrup. Provins er blevet et stærkt værdipolitisk begreb med mange betydninger og mange forskellige lag af betydning. Provinsen kan som sagt repræsentere fred og natur, ægte fællesskaber og et godt alternativ til byens stressende livsformer. Det kan rumme stærke forestillinger om alternative livsformer, utopier og for eksempel mere klimaneutrale livsformer. Men det kan sandelig også være ”ude på landet”, som ikke bare er langt ude, men også ”fattigrøvsområder” uden de store muligheder. Det afspejler sig klart i nyere ord og begreber, som for eksempel ’Udkantsdanmark’, der ifølge Dansk Sprognævn blev registreret i brug første gang i 1992. Den

Klicheerne står klar, når det gælder ’Ude i provinsen’ eller ’inde i byen’: fuglefløjt i naturen eller stress og larm? Sådan sendes blikkene over hegnet.

Forestillingerne om ’de andre’ bliver let kvalmende.

danske Ordbog beskriver ordet som betegnelse for de områder, der ”ligger langt fra større byer, og som er præget af ringere økonomisk aktivitet og færre beskæftigelsesmuligheder end resten af landet”. Jyllands-Posten citeres i samme opslag for dette statement: ”Udkantsdanmark, som efterhånden omfatter alt med undtagelse af København og Aarhus, skranter. Arbejdspladser er der få eller ingen af. I de små landsbyer er der efterhånden ingen offentlige institutioner som børnehaver eller skoler.”

Det er altså, hvis man skal tro disse eksempler, en potentiel elendighed, der præger de områder, som er koblet af det, der kaldes de store udviklingskræfter inden for økonomi og produktion, institutioner og velfærd. Det er således ikke mindst forestillinger om at være efterladt og tilbagestående, der i dag definerer provins. Det er Udkantsdanmark. Underdanmark! Og så hjælper det vist ikke meget, at Udkantsdanmark forsøgtes erstattet med Vandkantsdanmark. Det er næppe bedre at stå med ryggen mod et oprørt hav end at stå med ryggen mod muren. Nå, det er måske mere komplekst end som sådan. Det er ikke rent verbal elendighed. Der er, tror jeg, langt snarere en forfriskende dobbelthed i begrebet provins eller ’ude på landet’. Det er en dobbelthed, dissonanser, der gennemsyrer nyere dansk kultur som fortællinger og narrativer, der snor sig hid og did. Begreberne danner som antydet kampzoner i ideologiske opgør om hjemlighed og autenticitet. Det kan for eksempel tage form af en ’jyskhed’, der sættes i kampberedskab mod ’køwenhavneri’, men så kan Djævleøen finde på at hugge tilbage med anklager om københavnerbashing fra jydetampene.

V. Jo, der er rigtignok løbet meget vand i Mølleåen siden salig Ludvig Holberg i 1730’erne kunne skildre ’Bjerget’, lands-

byen, så skønt satirisk som i Erasmus Montanus. Her har hovedpersonen, Rasmus Berg, da ganske tabt fornuften. Han har taget så slem skade af den akademiske lærdom, at han ikke bare har mistet jordforbindelsen, men også så ganske glemt, hvem han egentlig er og hvad han kommer af. Det kan nemlig godt være at Erasmus har helt ret i, at jorden er rund. Men kan du ikke forklare dig for andre, fordi du er grebet af selvoptagethed og storhedsfornemmelse, så ”est Jorden så flak som en Pandekage” for de andre.

En anden figur fra Bjerget, Jeppe, doven hund og brændevinsdranker, der til daglig hundses med både af ridefoged og konen Nille, bringes til at tro, han er noget andet end han faktisk er. Det giver mester Holberg lejlighed til at udfolde hele paletten af moro og humor, for drømmer Jeppe eller est han vågen?

Holbergs satire rammer humoristisk hårdt og præcist: Ydmyghed og fornuft er ikke det værste, vi har. Det var samme Holberg, der i skriftet Hexerie eller Blind Allarm fra 1723 erklærer, at ”Naar Øvrigheden i en Provintz er superstitieux, saa er det heele Land strax fuld af Dievle”.

Det er ikke nyt, at der gøres grin med dem fra provinsen. Holberg ville i øvrigt gøre op med den overtro, der stadig på hans tid fremkaldte forestillinger om hekse og sorte kunster. Det er et udsagn som stadig rummer en vis aktualitet, for provinsen drages nu om stunder ofte ind i moderne debatter som en slags overtro om at herude –eller derude – findes folket, det rigtige folk. Et folk, som ikke er forhekset af levebrødspolitikere og bureaukrater. Når folkets røst skal høres, så er det derfor fra provinsen. På den måde kan ordet og begrebet provins spille en rolle i en slags overtro, der kan få det ganske lands politikere til at springe op, som var de rene djævle i de medier, som rummer og dyrker vor tids heksekunst.

”Tag med på en vild rejse ind i Holbergs Udkantsdanmark” stod der i materialet til Christian Lollikes version af Erasmus Montanus på Aarhus Teater i 2022. Opførelsen fejrede 300året for dansk teater – og Holberg.

En moderne forfatter, der lader djævelskab og heksekunst udspille et drama om provinsens undergang, er bornholmeren Dennis Gade Kofod, der i romanen Nancy fra 2015 simpelthen lader de underjordiske tage øen Bornholm

’hjem’ med hud og hårde klipper. Måske er de underjordiske billede på de folkelige kræfter, der vil rive provinsen ud af plattenslagernes hænder?

Onkel Danny, storbydigteren Dan Turèll med barndomsrod i forstaden Vangede, havde også en mening om provins. Han tolkede det sådan her i essayet ’Gøg og Gokke. Provinsen og storbyen’ i tidsskriftet Kritik 56 (1981):

Man forudsætter provinsen er noget andet end

København (…) Provinsen er faktisk, må man tro, defineret af København (…) Det evigt underholdende er faktisk, at provinsianerne ofte tror, København er noget andet end provinsen. Eller med andre ord: Det er kun københavnere, der inderst inde bærer på den hemmelighed, at hovedstaden er en provins. Eller lad os sige: Et potpourri af provinser. Et frimærkealbum af provinser.

Dan Turèll vidste nok, at provinsen ikke er et sted, i hvert fald ikke et fysisk sted, men en holdning og et sted i bevidstheden. Måske et godt hjemsted eller gemmested for den, der føler sig lidt fortabt, kluntet og hjemløs. På den måde er provinsen måske et modstykke til alt det, der går for stærkt. Det er i disse år i stigende grad ved at blive mondænt at være provinsiel. Det kan måske gå hen og bekæmpe den indre følelse af at være lidt fjale.

Romandebuten Vangede billeder er en blomst i et potpourri af provinser, som Dan Turèll gav liv og stemme i 1975.