‟Brænd brevene, Maggie,” hviskede min tante igen og greb min hånd med sine indtørrede fingre. ‟Lov mig, at historien ender her!” Jeg gav hende mit løfte. Men jeg vidste allerede dengang, at det ikke ville blive enden på historien.
“Og en trist nat i november kunne jeg omsider betragte resultatet af alle mine anstrengelser. Regnen trommede glædesløst mod ruderne, og mit tællelys var næsten brændt ned.”
Så fortsatte jeg: ‟Jeg samlede livets instrumenter omkring mig i håb om at skabe den gnist, der ville bringe liv til den dødlignende tingest for mine fødder …”
Kapitel 1
Jeg kiggede rundt på de ivrige ansigter, der så op på mig, en broget forsamling af havneunger – børn af sømænd og sejlmagere, hjemløse, bortløbne og fattiglus – der sad rundt omkring på hummertejner og tomme sildetønder eller sad på hug på anløbsbroens brosten og med tilbageholdt åndedræt lyttede til fortællingen om manden, der skabte et monster.
‟Kom nu, Maggie! Hvad skete der så?” råbte Tommy Tucker, havnefogedens dreng, hvis regelmæssige afstrafelser med bæltet var ætset ind i hans spinkle krop som verdenskort med alt for skarpe linjer.
‟Ja, fortæl os om, da monstret vågnede. Jeg elsker den del.” Det var Jenny Stockings, der vaskede op på Den Grundstødte Galleon og spåede i teblade for en penny.Jeglænede
mig frem og lagde ansigtet i alvorlige folder, inden jeg fortsatte: ‟Jeg så monstrets gule øjne begynde at plirre og langsomt åbne sig …”
8
Jeg læste ikke op af en bog, for jeg havde kunnet historien om Victor Frankenstein udenad, siden før jeg fyldte fem. Historien om videnskabsmanden, der skabte et menneske af hudlapper og tråd for derefter at bringe det til live. Jeg havde hørt historien, lige siden jeg lå i vuggen. Noget af det tidligste, jeg husker, er min far, der fortalte den som godnathistorie og med spænding i stemmen berettede om, hvordan videnskabsmanden, rædselsslagen over, hvad han havde gjort, styrtede ud i natten og stak af fra det monster, han havde skabt. Jeg blev lullet i søvn med historier først om skabningens elendighed, så dens vrede og til sidst dens morderiske hævntogt.
Ja, det var lidt af en historie. Men en sand en af
Ja, sikken historie at fortælle et barn!
på en rejse til Arktis. Victor Frankenstein havde jagtet monstret tværs over tundraen, fast besluttet på at tilintetgøre det uhyre, han havde skabt, og den grufulde historie, han fortalte min far på sit dødsleje, havde ikke bare ændret min fars livsbane, men også min.
‟Hans gulnede pergamentagtige hud dækkede knap nok de muskler og blodårer, den skulle skjule,” fortsatte jeg med min bedste fortællerstemme. ‟Og hans udvandede øjne havde næsten samme farve som de gråhvide hulninger, de var anbragt i …”
Jeg fornemmede den kollektive gysen, der gik gennem mit pjaltede publikum, og i lommen mærkede jeg en velkendt rumsteren fra min lille kælemus, Victor, der var blevet opmærksom på uroen omkring sig og nu stak snuden ud for at finde ud af, hvad der foregik.
9 slagsen. Min far havde mødt Frankensteins skabelse for længe siden, da han som ung kaptajn var stødt på videnskabsmanden
‟Jeg kan bedst lide det sted, hvor monstret begynder at slå folk ihjel,” sagde den lille radmagre pige, der solgte tændstikker på hjørnet af Basin Street og Pudding Lane. Hun havde hørt mig fortælle historien så tit, at hun kendte den lige så godt som mig.
‟Ja, og det allerbedste sted er dér, hvor monstret myrder den fine dame!” tilføjede Tommy Tucker.
‟Drikker han hendes blod, Maggie?”
‟Er du dum i hovedet eller hvad, Tommy? Monstret er ikke en vampyr!” udbrød Jenny Stocking og gav Tommy et svirp med det viskestykke, hun altid havde i ærmet. ‟Okay, så er han ikke en blodsuger, men han er stadig en grim karl,” svarede Tommy. ‟Først dræber han den lille dreng og skyder skylden på den stakkels barnepige, og så myrder han Frankensteins bedste ven – og hans kone!” ‟Ja, men det er Frankensteins skyld,” sagde den lille tændstikpige, hvis navn ingen kendte, måske ikke engang hende selv. ‟Det var ham, der forlod monstret og efterlod det hjælpeløst og alene uden nogen at støtte sig til. Der er ikke noget at sige til, at det kom på gale vejeJeg…”hørte min lille museven udstøde et sagte bedrøvet pib og skævede til tændstikpigen, der stirrede ned langs kajen, hvor de store skibe lå fortøjet. Hendes store øjne var kantet med mørke skygger. Tændstikpigen vidste nok et og andet om at blive forladt, tænkte jeg. Hun vidste alt om ensomhed. Ligesom Frankensteins monster. Og – takket være det samme monster – jeg med.
Frankensteins monster. Jeg voksede nemlig op i den tro, at min far holdt mere af det end af mig. Og det var nok ikke helt ved siden af. Min fars skæbnesvangre møde med videnskabsmanden og hans monster i Arktis lagde grunden til en besættelse, der langsomt stjal ham fra mig. Han opgav alle sine andre beskæftigelser og foretog den ene rejse efter den anden til den isnende ekspeditioner, der ofte varede i månedsvis og endte med at koste ham hver en penny, han ejede, og mere til, og som hver gang endte i den samme fortvivlelse og – med tiden – økonomisk ruin. Min far lånte af venner, af pengeudlånere, af alle, der gad høre på hans fortælling om det forunderlige væsen, Kapitel
2
ødemark;
Nogle gange var jeg faktisk helt misundelig på