„Vera er en fascinerende karakter, som man ikke kan andet end at holde af.“
I serien om Vera Stanhope: Kragefælden
I serien om Matthew Venn: Døden på stranden Hejrens skrig
I løgnenes spor
er oversat fra engelsk efter Telling Tales
Copyright © Ann Cleeves 2005
Dansk udgave copyright © Gads Forlag, 2023
Published by agreement with Maydo Kooy Literary Agency
1. udgave, 1. oplag
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet
Omslagsfotos: Alamy og Shutterstock
Bogen er sat med Transitional 521 hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook ISBN: 978-87-12-06851-8
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk
Emma sidder i soveværelsesvinduet og ser ud på torvet i natte mørket. Vinden får en tagsten til at klapre, hvisler over torvet og fejer en coladåse ud på gaden. Det stormede, den eftermiddag Abigail Mantel døde, og Emma har det, som om det har blæst lige siden, som om det har været ti år med storme, med hagl så store som pistolkugler kastet mod hendes vinduer og træer revet op fra jorden ved rødderne. Hvis ikke ti år, så i det mindste siden barnet blev født. Hver gang hun er vågnet om natten siden da – for at amme babyen, eller når James kommer sent hjem fra arbejde – er lyden af vinden der, susende rundt i hendes hoved som lyden fra en konkylie, når man holder den op til øret. James, hendes mand, er ikke kommet hjem endnu, men det er ikke ham, hun venter oppe på. Hendes blik er fikseret på den gamle smedje, hvor Dan Greenwood har sit keramikværksted. Der er lys i vinduet, og af og til bilder hun sig ind, at hun ser en skygge glide forbi. Hun forestiller sig, at Dan stadig arbejder derinde, iført sin blå kanvaskittel med øjnene knebet sammen, mens han former leret med sine stærke, brune hænder. Så forestiller hun sig, at hun forlader barnet, der sover tungt i vuggen. Hun ser sig selv snige sig ud på torvet. Hun holder sig i skyggerne, mens hun går over til den gamle smedje. Hun skubber en af de store buede, kirkelignende døre op og træder ind. Der er højt til loftet, og hun kan se teglstenene gennem de buede bjælker. I sin fantasi mærker hun varmen fra ovnen og ser de støvede hylder fyldt med uglaserede krukker.
Dan Greenwood ser op. Ansigtet er rødmosset, og der er støv i furerne i hans pande. Han er ikke overrasket over at se hende. Han går væk fra bordet, hvor han har arbejdet, og stiller sig hen foran hende.
Hun mærker, hvordan hendes vejrtrækning bliver hurtigere. Han kysser hendes pande og begynder så at knappe hendes skjorte op. Han rører hendes bryster, kærtegner dem, så han efterlader streger af rødt ler som krigsmaling. Hun mærker leret tørre på huden, så den begynder at klø en smule, og hendes bryster strammer sammen.
Så fortoner billedet sig, og hun er tilbage i soveværelset, som hun deler med sin mand. Hun ved, at hendes bryster er tunge af mælk, ikke stramme af tørret ler. Samtidig begynder drengen at klynke og gribe blindt ud i luften med begge hænder. Emma løfter ham op fra vuggen og begynder at amme ham. Dan Greenwood har aldrig rørt hende og kommer næppe nogensinde til det, uanset hvor tit hun drømmer om det. Kirkeuret slår midnat. Nu burde James have fået skibet sikkert i havn.
Det var den historie, Emma fortalte sig selv, når hun sad ved vinduet i huset i landsbyen Elvet. Et løbende kommentarspor til hendes følelser, som om hun var en fremmed, der betragtede hende udefra. Sådan havde det altid været – hendes liv som en serie af eventyr. Før Mat thew blev født, havde hun spekuleret på, om hans fødsel ville gøre hende mere tilstedeværende. Der var da ikke noget mere virkeligt end veer, vel? Men nu, hvor hun lod sin lillefinger glide ind mellem sin brystvorte og hans mund for at få ham til at give slip, tænkte hun, at det ikke var sandt. Hun var ikke mere følelsesmæssigt knyttet til ham, end hun var til James. Havde hun været anderledes, før hun fandt Abigail Mantels lig? Sandsynligvis ikke. Hun løftede sin søn op på skulderen og klappede ham blidt på ryggen. Han rakte frem og greb en tot af hendes hår. Værelset lå øverst oppe i et pænt georgiansk rødstenshus med tegltag. Facaden var symmetrisk med rektangulære vinduer og en dør i midten. Det var blevet bygget af en søfarende, der havde handlet med Holland, og det var historien, James var faldet for. “Vi fører en tradition videre,” havde han sagt, da han viste hende rundt. “Det er som at lade det blive i familien.” Emma havde syntes, at det var for tæt på hendes hjem, for tæt på minderne om Abigail Mantel og Jeanie Long, og havde foreslået, at Hull måske var mere bekvemt
for ham i forhold til hans arbejde. Men han havde sagt, at Elvet var lige så godt.
“Det bliver godt for dig at være så tæt på dine forældre,” havde han sagt, og hun havde smilet og givet ham ret, for det var det, hun altid gjorde med James. Hun kunne godt lide at glæde ham. Faktisk var hun ret ligeglad med Robert og Marys selskab. Trods al den hjælp, de tilbød, fik de hende til at føle sig utilpas, og af en eller anden grund gav de hende dårlig samvittighed.
Over vindens rumlen hørte hun en anden lyd – en bilmotor; lyset fra forlygterne fejede ind over torvet og lyste kort porten ind til kir ken op, hvor de døde blade var blæst sammen i en lille dynge. James parkerede på brostenene, steg ud og lukkede døren med et solidt skub. Samtidig kom Dan Greenwood ud fra den gamle smedje. Han var klædt, som Emma havde forestillet sig, i jeans og blå kittel. Hun forventede, at han ville trække de to store dobbeltdøre til og låse med en nøgle, han havde fastgjort i en kæde i bæltet. Så ville han skubbe en tung messinghængelås gennem jernringene, der var boltet til begge døre, og skubbe haspen på plads. Hun havde set dette ritual fra vinduet mange gange. I stedet gik han over torvet mod James. Han havde tunge arbejdsstøvler på, som slog højt mod belægningen og fik James til at vende sig rundt.
Da hun så dem sammen, gik det op for hende, hvor forskellige de var. Dan var så mørk, at han kunne have været udlænding. Han kunne spille skurken i et gotisk melodrama. Og James var en bleg, høflig englænder. Pludselig følte hun sig nervøs over de to mænds møde, selv om der ingen grund var til det. Det var jo ikke sådan, at Dan kunne gætte hendes fantasier. Hun havde ikke gjort noget, der kunne afsløre hende. Forsigtigt åbnede hun vinduet, så hun kunne høre deres ord. Gardinerne blafrede. En vind, der smagte af salt, trængte ind i rummet. Hun følte sig som et barn, der smuglyttede til en samtale mellem to voksne, måske en forælder og en lærer, der talte om hendes boglige fremskridt. Ingen af mændene havde set hende.
“Har du set nyhederne?” spurgte Dan.
James rystede på hovedet. “Jeg er lige steget af et lettisk contai nerskib. Afmønstrede i Hull og kørte så direkte hjem.”
“Du har altså ikke hørt fra Emma?”
“Hun er ikke typen, der ser mange nyheder.”
“Jeanie Long har begået selvmord. De afviste hendes ansøgning om prøveløsladelse igen. Det skete for et par dage siden. De holdt det hemmeligt hen over weekenden.”
James stivnede med bilnøglen i hånden, han havde hævet for at låse. Han var stadig iført sin uniform og var flot på en gammeldags måde, som tilhørte han den tid, da huset var blevet bygget. Messing knapperne på hans jakke skinnede mat i det kunstige lys. Hovedet var bart. Han holdt sin kasket under armen. Det mindede Emma om dengang, hun havde haft fantasier om ham.
“Jeg går ikke ud fra, at det har den store betydning for Emma. Ikke efter så mange år. Jeg mener, hun kendte jo ikke ligefrem Jeanie, ikke ret godt i hvert fald. Hun var meget ung, da alt det der skete.”
“De har tænkt sig at genåbne Abigail Mantel-sagen,” sagde Dan Greenwood.
Der var et øjebliks stilhed. Emma undrede sig over, hvordan Dan kunne vide alt det. Havde de to mænd diskuteret hende ved andre lejligheder, hvor hun ikke havde set det?
“På grund af selvmordet?” spurgte James.
“På grund af et nyt vidne, der netop er dukket op. Det lader til, at Jeanie Long ikke kunne have myrdet pigen.” Han gjorde en pause. Emma så ham gnide sig over panden med sine brede fingre. Det var, som om han forsøgte at gnubbe udmattelsen væk. Hun spekulerede på, hvorfor han gik så højt op i en ti år gammel mordsag. Hun kunne se, at han var påvirket, at han havde ligget vågen og bekymret sig om den. Men han havde ikke boet i landsbyen dengang. Han lod hænderne falde fra ansigtet. Der var ingen spor af ler på hans hud. Han måtte have vasket sine hænder, før han forlod værkstedet. “En skam, at ingen gjorde sig den ulejlighed at fortælle det til Jeanie, ikke?” sagde han. “Så havde hun måske stadig været i live.”
Et pludseligt vindstød lod til at blæse de to mænd fra hinanden. Dan skyndte sig tilbage til den gamle smedje for at lukke dørene. Volvoen låstes med et klik og et lysglimt inde i kabinen, og James gik op ad fortrappen til hoveddøren. Emma gik væk fra vinduet og satte
sig i lænestolen ved siden af sengen. Hun holdt barnet med den ene arm og lagde ham til det andet bryst.
Der sad hun stadig, da James trådte ind. Hun havde tændt en lille lampe ved siden af stolen, men resten af det store loftrum henlå i skyg ger. Drengen var færdig med at spise, og hans øjne var lukkede, men hun holdt ham stadig, og han lavede indimellem suttelyde i søvne. En dråbe mælk løb ned over hans kind. Hun havde hørt James bevæge sig stille rundt nedenunder, og den knirkende trappe havde forberedt hende på hans tilsynekomst. Hun var fattet og smilede til ham. Mor og barn. Som et af de hollandske malerier, han havde slæbt hende med hen for at se. Han havde købt en plakat til huset og sat den i en stor forgyldt ramme. Hun kunne se, at det ikke gik ubemærket hen, og han smilede også og så pludselig vidunderligt lykkelig ud. Hun spekulerede på, hvorfor hun pludselig følte sig mere tiltrukket af Dan Greenwood, der kunne forekomme sjusket at se på, og som rullede tynde små cigaretter af tobaksblade. Hun løftede forsigtigt barnet ned i vuggen. Han rynkede munden, som om han stadig ledte efter brystvorten, og sukkede så dybt af skuffelse, men vågnede ikke. Emma lukkede den ikke særlig flatterede amme-bh og trak morgenkåben om sig. Der var tændt for varmen, men i dette hus trak det altid. James bøjede sig ned for at kysse hende og ledte efter hendes mund med spidsen af sin tunge, lige så insisterende som barnet, der ville have mad. Han ville gerne have haft sex, men hun vidste, at han ikke ville presse på. Intet var så vigtigt for ham, at det berettigede en scene, og hun havde været uforudsigelig på det seneste. Han ville ikke risikere, at hun begyndte at græde. Hun skubbede ham blidt væk. Nedenunder havde han skænket sig en lille whisky, som han stadig havde i hånden. Han tog en lille slurk, inden han stillede glasset fra sig på sengebordet.
“Gik alt godt her i aften?” spurgte hun for at bløde afvisningen lidt op. “Det har været så blæsende. Jeg forestillede mig jer derude i mørket, i så høje bølger.”
Hun havde ikke forestillet sig noget i den retning. Ikke i aften. Da hun i sin tid havde mødt ham, havde hun drømt om ham ude på det mørke hav. Af en eller anden grund var romantikken forsvundet fra billedet.
“Der var østenvind,” sagde han. “Pålandsvind. Det hjalp os ind.” Han smilede kærligt til hende, og hun var glad for, at hun havde sagt det rigtige.
Han begyndte at klæde sig langsomt af, forsøgte at løsne spæn dingen i sine stive muskler. Han var lods. Han samlede skibe op i Humbers munding og bragte dem enten sikkert i havn i Hull, Goole eller Immingham eller ledte dem ud af floden. Han tog sit arbejde alvorligt, var sig ansvaret bevidst. Han var en af de yngste fuldt kvalifi cerede lodser, der arbejdede på Humber. Hun var meget stolt af ham. Det var det, hun sagde til sig selv, men ordene løb meningsløse gennem hendes hoved. Hun forsøgte at bekæmpe panikken, der var begyndt at bygge sig op, siden hun havde hørt mændene tale på torvet. Den havde vokset sig større som en kæmpestor bølge, der rejser sig ud af ingenting på havet.
“Jeg hørte, du talte med Dan Greenwood udenfor. Hvad var så vigtigt på denne tid af døgnet?”
Han satte sig ned på sengen. Han havde bar overkrop, og hans krop var dækket af fine, lyse hår. Selv om han var femten år ældre end hende, ville man aldrig have gættet det, fordi han var så veltrænet.
“Jeanie Long begik selvmord i sidste uge. Du ved, Jeanie Long. Hendes far var bådfører på lodsbåden dengang. Kvinden, der blev dømt for at kvæle Abigail.”
Hun havde lyst til at råbe ad ham. Selvfølgelig ved jeg, hvem hun er. Jeg kender mere til denne sag, end du nogensinde kommer til. Men hun så bare på ham.
“Det var uheldigt, et forfærdeligt sammenfald. Dan siger, at der er dukket et nyt vidne op. Sagen er blevet genåbnet. Jeanie ville måske være blevet løsladt.”
“Hvordan ved Dan Greenwood alt det?”
Han svarede ikke. Hun besluttede, at han allerede tænkte på andre ting, et svært tidevand måske, et overfyldt skib, en fjendtligt indstil let kaptajn. Han åbnede sit bælte og rejste sig for at træde ud af sine bukser. Han foldede dem omhyggeligt sammen og hængte dem på en bøjle i garderobeskabet.
“Kom i seng,” sagde han. “Få sovet lidt, mens du kan.” Hun tænkte, at han allerede havde skubbet Abigail Mantel og Jeanie Long ud af hovedet.
Iti år havde Emma forsøgt at glemme dagen, hvor hun fandt liget af Abigail. Nu tvang hun sig selv til at huske, til at fortælle det som en historie.
Det var november, og Emma var femten. Stormskyer kastede store skygger over landskabet. Alt havde samme farve som mudder og mørke bønnestager, der var blevet sorte af vinden. Emma havde fået én ven i Elvet. Hendes navn var Abigail Mantel. Hun havde ildrødt hår. Hendes mor var død af brystkræft, da Abigail var seks. Emma, der havde hemmelige drømme om sin fars død, var chokeret over at tage sig selv i at være en lille smule misundelig over den sympati, det medførte. Abigail boede ikke i et fugtigt hus, hvor det konstant trak ind, og hun blev ikke slæbt med i kirke hver søndag. Abigails far var så rig, som man kunne være.
Emma spekulerede på, om det var den historie, hun havde fortalt sig selv dengang, men kunne ikke huske det. Hvad huskede hun rent faktisk fra det efterår? Den store, sorte himmel og vinden fyldt med sand, der skurrede mod ansigtet, når hun ventede på bussen til skole. Hendes vrede på sin far for at flytte dem dertil.
Og Abigail Mantel, eksotisk som en tv-stjerne med sit vilde hår og dyre tøj, hendes poseringer og trutmund. Abigail, der sad ved siden af hende i timerne og skrev hendes lektier af og kastede med håret i foragt over alle fyrene, der var vilde med hende. To minder, der var så kontrastfulde: et koldt, monokromt landskab og en femtenårig pige med så intense farver, at man blev varm bare af at se på hende. Da hun var i live selvfølgelig. Da hun var død, havde hun set lige så kold ud som den frosne grøft, hvor Emma havde fundet hende.
Emma tvang sig selv til at mindes øjeblikket, hvor hun fandt Abi gails lig. Det skyldte hun Abigail. I værelset i den hollandske kaptajns hus snøftede barnet, James trak vejret langsomt og rytmisk, og hun fulgte sine egne skridt langs en bønnemark og gjorde sig umage med at huske det hele sandfærdigt. Ingen fantasier her, tak.
Vinden var så kraftig, at hun måtte tvinge hvert åndedrag ud i en række gisp, meget lig den måde, hun senere ville lære at bruge under veerne, før det var tid til at presse. Der var ingen læ. I det fjerne blev horisonten brudt af et af de latterligt store kirkespir, der var kendeteg nende for denne del af regionen, men himlen virkede enorm, og hun forestillede sig, at hun var den eneste person under den.
“Hvad lavede du derude, alene i stormen?” ville politikvinden senere spørge hende, blidt, som om hun faktisk gerne ville vide det, som om spørgsmålet ikke var en del af efterforskningen.
Men mens hun lå ved siden af sin mand, vidste Emma, at dette minde, mindet om hendes mor og politikvinden, der sad i køkkenet derhjemme og snakkede om detaljerne ved opdagelsen, bare var et sidespring. Abigail fortjente bedre. Hun fortjente den fulde historie. Så … det var sent søndag eftermiddag. For ti år siden. Emma kæmpede mod vinden på hendes vej mod den lille lavning i landskabet, hvor det ombyggede kapel, der nu var Mantelfamiliens hus, lå. Hun var allerede ulykkelig og vred. Vred nok til at storme ud af huset på en klam eftermiddag, selv om det snart ville blive mørkt. Mens hun gik, rasede hun i tankerne over sine forældre, over det uretfærdige i at have en far, der var urimelig og tyrannisk, eller som lod til at være blevet sådan i løbet af hendes opvækst. Hvorfor kunne han ikke være som andre fædre? Som Abigails for eksempel? Hvorfor talte han som en karakter i en bibelhistorie, så det føltes som at betvivle selve Bibelens autoritet, når man satte spørgsmålstegn ved ham? Hvorfor gav han hende dårlig samvittighed, når hun ikke kunne se, at hun havde gjort noget forkert?
Hun snublede over en skarp sten og faldt. Tårer og snot dækkede hendes ansigt. Et øjeblik blev hun liggende, hvor hun var, nede på
hænder og knæ. Hun havde skrabet håndfladerne, da hun forsøgte at tage fra i faldet, men i det mindste var det lettere at trække vejret her tættere ved jorden. Så havde hun tænkt på, hvor latterlig hun måtte se ud, selv om der næppe var andre ude sådan en eftermiddag, der kunne risikere at se hende. Faldet havde bragt hende til fornuft. I sidste ende ville hun blive nødt til at gå hjem og undskylde for at have lavet en scene. Hun kunne lige så godt få det overstået med det samme. Langs marken løb en afvandingskanal. Da hun kom på benene, ramte vinden igen med fuld kraft, og hun vendte ryggen til den. Så var det, at hun havde set ned i grøften og fået øje på Abigail. Det første, hun genkendte, var jakken – en blå quiltet jakke. Emma havde ønsket sig en magen til, men hendes mor var blevet forfærdet, da hun havde set, hvad den kostede i butikkerne. Emma genkendte dog ikke Abigail. Hun tænkte, at det måtte være en anden, at Abigail havde lånt jakken til en kusine eller en ven, en anden, der havde ønsket sig den. En, som Emma ikke kendte. Denne pige var grim, og Abigail havde aldrig været grim. Hun havde heller aldrig været så tavs; Abigail talte altid. Denne pige havde hævet tunge og blå læber og ville aldrig mere tale. Aldrig flirte eller drille eller smile hånligt. Det hvide i øjnene var fyldt med røde pletter.
Emma var ikke i stand til at bevæge sig. Hun så sig omkring og fik øje på et stykke sort plastik, der blev kastet rundt af vinden, så det lignede en kæmpe krage, der flagrede over bønnemarken. Og så, som ved et mirakel, kom hendes mor til syne. Da Emma så ud i horisonten, føltes det næsten, som om hendes mor var den eneste anden levende person i landsbyen. Hun kæmpede sig vej ad stien mod sin datter med det grånende hår pakket ind under hætten i sin gamle anorak og med gummistøvler under sin søndagsnederdel. Det sidste, Robert havde sagt, da Emma stormede ud af køkkenet, var: “Bare lad hende gå. Hun bliver nødt til at lære det.” Han havde ikke råbt. Han havde talt tålmodigt, endda venligt. Mary gjorde altid, som Robert gav hende besked på, og synet af hendes silhuet mod den grå himmel, kraftigere end normalt, fordi hun havde pakket sig ind mod kulden, var næsten lige så chokerende som synet af Abigail Mantel liggende i grøften. For efter nogle sekunder havde Emma accepteret, at det var Abigail. Ingen
andre havde den hårfarve. Hun ventede på, at hendes mor skulle nå hen til hende, mens tårerne løb ned ad kinderne.
Få meter fra hende åbnede moren armene og blev stående og ventede på, at Emma skulle løbe ind i hendes favn. Emma begyndte at hulke, ude af stand til at kunne sige noget. Mary holdt om hende og begyndte at ae håret væk fra hendes ansigt, som hun havde gjort, da de boede i York, da Emma stadig var et barn og havde tendens til at få mareridt.
“Der er ikke noget, der er værd at blive så ulykkelig over,” sagde Mary. “Uanset hvad der er i vejen, så ordner vi det.” Hun mente: Du ved godt, at din far kun gør, hvad han mener, er rigtigt. Hvis vi forklarer ham sagen, vil han forstå.
Så trak Emma hende hen til grøften og fik hende til at se ned på Abigail Mantels lig. Hun vidste, at ikke engang hendes mor ville kunne ordne dette.
Der var en forfærdelig stilhed. Det var, som om Mary også havde brug for tid til at lade synet synke ind, men så vendte hendes mors stemme tilbage, pludselig skarp, afkrævende et svar. “Har du rørt ved hende?”
Emma blev rystet ud af hysteriet. “Nej.”
“Der er intet, vi kan gøre for hende nu. Hører du, Emma? Vi går hjem, og så ringer vi til politiet, og et stykke tid vil alt virke som en forfærdelig drøm. Men det var ikke din skyld, og der var intet, du kunne have gjort.”
Og Emma tænkte: I det mindste har hun ikke nævnt Jesus. I det mindste forventer hun ikke, at jeg skal finde trøst i det.
I kaptajnens hus fortsatte vinden med at få det løse vindue i sove værelset til at klapre. I hovedet talte Emma til Abigail. Se, jeg så det i øjnene, jeg mindedes det, som det skete. Må jeg godt sove nu? Men selv om hun lagde armen rundt om James og sugede hans varme til sig, frøs hun stadig. Hun forsøgte at fremkalde sin yndlingsfantasi om Dan Greenwood, forestillede sig hans mørke hud mod sin, men selv det havde mistet sin magiske virkning.
Emma kunne ikke fortælle, hvad der skete, efter at hun fandt Abigail, som en historie. Narrativet i historien var ikke stærkt nok. Det var for mudret i hendes hoved. Der manglede detaljer. Dengang havde det været svært at følge med i, hvad der skete. Måske gjorde chokket det svært at koncentrere sig. Selv nu, ti år senere, dukkede billedet af den kolde, tavse Abigail op som et lyn i hendes tanker, når hun mindst ventede det. Den aften, aftenen efter at hun havde opdaget liget, da de alle havde sat sig i køkkenet i Springhead House, havde det fæstnet sig i hendes hjerne, blokeret hendes syn og fået alle spørgsmål til at virke, som om de kom langt væk fra. Og nu gjorde det minderne springende og upålidelige.
Hun kunne ikke huske turen tilbage til huset med sin mor, men kunne se sig selv tøve ved bagdøren, stadig modstræbende over at skulle stå ansigt til ansigt med sin far. Hun havde altid hadet at skuffe ham. Men hvis han havde forberedt en moralprædiken, da han hørte dem nærme sig, glemte han snart alt om det. Mary førte ham ved armen hen i et hjørne og hviskede en forklaring. Han stod et øjeblik stivnet, som om det var for svært for ham at acceptere. “Ikke her,” sagde han. “Ikke i Elvet.” Han vendte sig om og omfavnede Emma, så hun kunne dufte hans barbersprit. “Ingen burde skulle opleve sådan et syn,” sagde han. “Ikke min lille pige. Jeg er så ked af det.” Som om det på en eller anden måde var hans skyld, som om han burde have været stærk nok til at beskytte hende mod det. Så havde de pakket hende ind i et kradsende tæppe, som de brugte, når de tog på skovtur, og de havde ringet til politiet. Selv om hun var i chok, havde hun fornemmet, hvordan Robert havde nydt dramaet, da han først havde forliget sig med, hvad der var sket.
Men da politikvinden ankom for at tale med Emma, måtte det være gået op for ham, at hans tilstedeværelse måske ville besværliggøre tingene, og han lod de tre kvinder alene tilbage i køkkenet. Det måtte have været svært for ham. Robert følte altid, at han havde noget at bidrage med i den slags situationer. Han var vant til at håndtere kriser: klienter, der skar deres pulsårer over i hans venteværelse eller havde psykotiske anfald eller stak af efter løsladelsen mod kaution. Emma spekulerede på, om det var derfor, han holdt så meget af sit arbejde.
Måske var der også kommet en anden efterforsker til Springhead House, som talte med Robert i et andet rum, for af og til, når samtalen forstummede, mens Emma kæmpede med at svare på politikvindens spørgsmål, syntes hun, at hun kunne høre dæmpede stemmer. Vinden gjorde det svært at afgøre. Det var muligt, at hendes far talte med Christopher, og at en tredje stemme var noget, hun forestillede sig. Christopher måtte også have været i huset den dag.
Mary lavede te i den store brune lertøjskande, og de satte sig ved køkkenbordet. Mary undskyldte.
“Der er så koldt i resten af huset. Her er der i det mindste kom furet …” Og for en gangs skyld artede Agakomfuret sig og udsendte lidt varme. Kondensvandet var løbet ned ad vinduerne hele dagen og havde skabt små søer i vindueskarmene. Dengang hadede Mary komfuret. Det var før, hun vænnede sig til det. Hun konfronterede det hver morgen, når hun gjorde klar til at gå i kamp med en ny dag, og mumlede en bøn: Vær sød at blive varm i dag. Dø ikke ud. Vil du ikke nok være varm længe nok til, at jeg kan tilberede et måltid, så er du sød.
Politikvinden lod dog til stadig at fryse. Hun beholdt sin frakke på og foldede hænderne rundt om sit krus. Hun måtte have præsenteret sig for Emma, men den del var gledet ud af hendes hukommelse, gledet ud, så snart det var sket. Hun kunne huske, at hun tænkte, at kvinden måtte være en politikvinde, selv om hun var iført sit eget tøj, tøj, som havde virket så smart på Emma, at hun bemærkede det, så snart kvinden trådte ind. Under frakken var der en ankellang nederdel, der lagde sig blødt om hendes figur, og et par brune læderstøvler. Gennem hele efterforskningen kæmpede Emma for at huske denne
kvindes navn, selv om hun endte med at blive familiens eneste kontakt til politiet og den, der kom, når der var nyt i sagen, så de ikke skulle høre det i nyhederne.
Så snart politikvinden – Kate? Cathy? – havde sat sig ned, stillede hun spørgsmålet: “Hvad lavede du derude, alene i stormen?”
Det var så svært at forklare. Emma kunne ikke rigtig bare sige: Altså, det er søndag eftermiddag, selv om det efter hendes mening forklarede alt. Søndage var ofte anspændte, fordi de alle var hjemme på samme tid og forsøgte at være en mønsterfamilie. Der var ikke meget at lave efter kirke.
Den søndag havde været værre end normalt. Emma havde nogle gode minder om familiemiddage i Springhead House, middage, hvor Robert var åben og fortalte dårlige jokes, der fik dem til at grine højt, og hvor hendes mor passioneret gengav pointerne i en bog, hun var ved at læse. Så havde det næsten været, som om de gode stunder, de havde haft sammen i York, var vendt tilbage. Men det havde alt sam men været, før Abigail døde. Den søndagsfrokost havde markeret en skillelinje, et skift i atmosfæren. Eller det var i hvert fald sådan, Emma senere ville tænke tilbage på det. Hun huskede måltidet med usæd vanlig klarhed: De sad alle fire rundt om bordet. Christopher sagde ikke noget til nogen, som altid optaget af et af sine egne projekter, Mary serverede maden med en slags desperat energi, mens hun hele tiden snakkede, og Robert var usædvanlig stille. Emma havde opfat tet stilheden som et godt tegn og havde diskret ladet sin forespørgsel falde og næsten håbet, at han ikke ville lægge mærke til det.
“Er det okay, hvis jeg går over til Abigail senere?”
“Jeg ville sætte pris på, at du ikke gjorde.” Han havde talt roligt, men hun havde været rasende.
“Hvorfor ikke?”
“Jeg synes ikke, det er for meget forlangt, at du tilbringer en efter middag med din familie, synes du?”
Hun havde syntes, at det var så uretfærdigt! Hun tilbragte hver eneste søndag lukket inde i det rædselsfulde fugtige hus, mens hendes venner havde det sjovt. Hun havde aldrig brokket sig over det før.
Hun havde som sædvanligt hjulpet ham med at vaske op, alt imens hendes vrede hele tiden voksede, indtil den havde bygget sig op som en oversvømmet flod bag en dæmning. Senere, da hendes mor var kommet ud for at se, hvordan de klarede sig, havde hun sagt: “Jeg går nu. Over til Abigail. Jeg kommer ikke sent hjem.” Hun havde talt til Mary, ikke til ham. Og hun havde skyndt sig forbi dem, mens hun lukkede af for sin mors febrilske spørgsmål.
Det virkede alt sammen dumt og trivielt, da hun fandt ud af, at Abigail var død. En toårigs raserianfald. Og moren, som sad ved siden af, og den smarte kvinde, der så afventende på hende, gjorde det endnu sværere at forklare den frustration, hun havde følt, og hendes behov for at slippe væk.
“Jeg kedede mig,” sagde hun til sidst. “Søndag eftermiddag, du ved.”
Politikvinden havde nikket, lod til at forstå.
“Abigail var den eneste person, jeg kendte. Der er vildt langt, hvis man tager landevejen. Der er en genvej over markerne.”
“Vidste du, at Abigail var hjemme?” spurgte politikvinden.
“Jeg så hende i ungdomsklubben fredag aften. Hun sagde, hun ville lave en særlig søndagsmiddag til sin far. Som tak.”
“Hvad ville hun takke sin far for?” spurgte kvinden, men Emma havde på fornemmelsen, at politikvinden allerede kendte svaret eller i det mindste havde gættet sig til det. Hvordan kunne hun det? Havde hun haft tid til at finde ud af det? Måske var det bare, fordi hendes aura udstrålede omnipotens.
“For at bede Jeanie Long om at flytte, så de kunne få huset for sig selv igen.”
Og til det havde politikvinden nikket endnu en gang, tilfreds, som om hun var læreren, og Emma havde svaret korrekt på prøvespørgs målet.
“Hvem er Jeanie Long?” spurgte hun, og endnu en gang fik Emma indtryk af, at hun allerede kendte svaret.
“Hun var mr. Mantels kæreste. Hun plejede at bo sammen med dem.”
Politikvinden skrev nogle notater i en bog, men hun sagde intet.
“Fortæl mig alt, du kan, om Abigail.”
Emma, der ikke længere var en rebelsk teenager – det var forsvundet ved chokket – var ivrig efter at behage og begyndte igen at tale. Da hun først var begyndt, var der så meget at sige.
“Abigail var min bedste ven. Da vi flyttede hertil, var det svært, anderledes, hvis du forstår. Vi var vant til byen. Abigail havde boet her det meste af sit liv, men hun passede heller ikke rigtig ind.”
Det havde været noget, de havde talt om, når de overnattede hos hinanden, hvor meget de havde tilfælles. Hvordan de var soulmates. Men selv dengang havde Emma vidst, at det ikke var sandt. De havde begge været outsidere, det var alt. Abigail, fordi hun ingen mor havde, og fordi hendes far gav hende alt, hun pegede på. Emma, fordi hun var flyttet hertil fra byen, og fordi hendes forældre bad bordbøn.
“Abigail boede alene med sin far. I det mindste indtil Jeanie flyt tede ind, og Abigail kunne ikke udstå hende. Der er en, der står for rengøringen og madlavningen, men hun bor i en lejlighed oven over garagen, og det tæller ikke rigtigt, vel? Abigails far er forretningsmand.”
Disse ord emmede stadig lige så meget af glamour, som første gang Emma hørte dem. De fik hende til at tænke på den store, smarte bil med læderbetræk, som havde hentet dem nogle gange efter skole, på Abigail klædt fint på for at tage ud at spise med sin far, fordi han havde kundebesøg, og på champagnen, som Keith Mantel havde åbnet til sin datters femtenårs fødselsdag. På manden selv, verdens vant, charmerede og opmærksom. Det kunne hun dog ikke forklare kvinden. For hende var “forretningsmand” bare en beskæftigelse. Som “socialrådgiver” eller “præst”.
“Ved Abigails far det?” spurgte Emma pludselig. Hun havde kvalme. “Ja,” sagde politikvinden. Hun så meget alvorlig ud, mens hun talte, og Emma spekulerede på, om det var hende, der havde fortalt ham det. “De var så tætte,” mumlede Emma, men hun følte ikke, at ordene var tilstrækkelige. Hun så faren og datteren tæt sammen i sofaen i det fantastiske hus, mens de lo over en komedie i fjernsynet.
Hun måtte have fortalt politikvinden mere om Jeanie Long ved det der første møde, om hvorfor Abigail ikke kunne lide hende, men som
hun lå i sengen ved siden af James, undslap detaljerne fra den del af samtalen hende. Hun kunne heller ikke mindes at have set Christopher i huset mellem frokost og meget senere på aftenen. Nu var Christo pher videnskabsmand, ansat i en forskerstilling, hvor han studerede søpapegøjers formering og tilbragte en anseelig tid på Shetland hvert år. Dengang havde han været hendes lillebror, selvtilstrækkelig og irriterende klog.
Havde han altid været sådan, så fraværende og afskåret fra resten af dem? Eller var det først sket efter Abigails død? Måske var det hendes hukommelse, der ikke slog til. Måske havde han også forandret sig dengang, selv om han ikke havde været direkte involveret i dramaet. Havde det været flytningen til Elvet, der havde forandret ham og gjort ham så fokuseret og intens, eller var det mordet på Abigail? Efter så lang tid kunne hun ikke afgøre det. Hun spekulerede på, hvor meget af den dag han huskede, og om han ville have lyst til at tale med hende om det.
I York havde han helt bestemt været mere åben, mere … hun gjorde en pause, tøvede med at bruge ordet, selv i sit eget hoved, mere … normal. Hun huskede en støjende lille dreng, der jagtede sine venner rundt i huset, mens han svingede et plastiksværd. Og en anden gang, hvor han sad på bagsædet af bilen fnisende over en joke, han havde hørt i skolen, indtil tårerne løb ned ad hans kinder.
Nu var hun sikker på, at han var i huset, den dag Abigail døde. Han havde ikke været ude på en af sine ensomme gåture. Senere, da politikvinden var taget afsted, havde de siddet sammen på hans værelse, som lå på loftet og havde udsigt ud over markerne. Vinden blæste et hul i skyerne, og der var fuldmåne. De betragtede aktiviteten i bønnemarken, lommelygterne, der kastede mærkelige skygger, mændene under dem, der så meget små ud. Christopher havde udpeget to af dem, der kæmpede sig frem i mudderet med en båre mellem sig. “Det er vel hende.”
Så var en af bårebærerne snublet og faldet ned på det ene knæ, og båren vippede alarmerende. Emma og Christopher så på hinanden og udstødte begge et akavet og skamfuldt fnis.
Kirkeklokken slog to gange. Barnet græd i søvne, som om han havde mareridt. Emma begyndte at døse hen og huskede, som om hun alle rede drømte, at politikvindens navn havde været Caroline. Caroline Fletcher.