I skyggen af Rusland

I SKYGGEN AF RUSL AND VIBE

TERMANSEN

Af samme forfatter:

Kampen om Centraleuropa, 2019

I skyggen af Rusland

– en historie om imperier og interessesfærer

I håbet om, at vi engang bliver klogere

Al modstand er ikke meningsløs

I SKYGGEN AF RUSLAND

– En historie om imperier og interessesfærer

Af Vibe Termansen

Copyright © Gads Forlag, 2023

ISBN: 978-87-12-07187-7

1. udgave, 1. oplag

Printed in Sweden

Tekst- og billedredaktion: Poul Henrik Westh

Forlagsredaktion: Henrik Sebro

Omslag: Lene Nørgaard

Kort: Per Jørgensen

Illustrationer: Se billedtekster

Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk

Tryk og indbinding: Scandbook

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks. at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.

Forfatteren takker Wistifonden for økonomisk støtte til at skrive denne bog

Bogen er udgivet med støtte fra

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Prolog

Moskva, 24. februar 2022. Den russiske præsident, Vladimir Vladimirovitj Putin, holder fra sit skrivebord en tv-transmitteret tale til det russiske folk, før han invaderer nabolandet, brodernationen, Ukraine. Det er ikke kun de gammeldags telefoner ved siden af ham, der er anakronistiske. Det gælder også alt det, han siger.

Ud af det hele lyser den klippefaste overbevisning, at Rusland er et imperium, og at det har ret til at forsvare og dominere ikke bare sit eget territorium, men også sin såkaldte interessesfære, uanset at det, Putin kalder Ruslands interessesfære, er nøjagtig sammenfaldende med det, ukrainerne kalder deres stat.

Putin kalder invasionen en speciel militær operation og indfører femten års fængsel til de modige, der kalder det, hvad det er: krig. Det er krig, når der bliver begået krigsforbrydelser. Det er krig, når små børn bliver voldtaget til døde af soldater. Det er krig, når civile lemlæstes og skydes uden anden anledning, end at de er der. Når der ligger lig og rådner i gaderne. Når forældre slås ihjel, deres børn kidnappes og sendes til adoption og russificering i Rusland. Når der hærges og brændes og stjæles og skydes og sprænges og kæmpes.

Vesten følger måbende med via folk, der bliver i landet, ukrainske medier og de mange, mange udenlandske journalister og fotografer, der rejser til Ukraine for at dokumentere. Via sociale medier. Og via de vestlige politikere, der tager til Ukraine for at få taget en af de eftertragtede selfies med den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, eller via de taler/opsange, Zelenskyj på videolink giver til parlamenter og forsamlinger rundtom i Vesten: Zelenskyj har ikke brug for et lift. Han har brug for våben. Eller på jævnt dansk: Han stikker ikke af. Han bliver og kæmper. Og på lidt mere råt ukrainsk: Russkij vojennyj korabl, idi nakhuj. Slava Ukraini – Russiske krigsskib, gå ad helvede til. Ære til Ukraine!

Vi troede, det var slut med krig i Europa, med russisk aggression. Balterne og polakkerne har råbt ”ulven kommer!” i årevis, men ærlig talt; de råber jo altid. Højt og skingert.

Jo, jo, der har længe været problemer i Rusland. Kritiske journalister er blevet myrdet, oppositionspolitikeren Aleksej Navalnyj har fået novitjok i sine underbukser, Putin har medbragt sin glubske køter til møde med den daværende tyske kansler, Angela Merkel. Ikke just en gentlemans opførsel. Vi har rystet på hovedet, løftet øjenbryn, bekymret os lidt, holdt møder. Men ikke så meget mere. Vi havde jo også andet at tænke på.

Polakkerne og balterne fik nogle ekstra Natosoldater og et beroligende klap på hovedet, men vi blev ved med at tro på, at handel og samarbejde var vejen frem. Wandel durch handel, forandring gennem samhandel, som tyskerne sagde. Og de vidste jo om nogen, hvad de talte om, med den grufulde nazistiske fortid.

Men russerne er ikke tyskere.

Vi troede, at historien på en eller anden måde var slut, som Francis Fukuyama skrev efter kommunismens kollaps i 1989/91. At imperier og interessesfærer var sooo last century. At alle, både i Rusland og i Vesten, fra nu af ønskede fred og blomster, cowboybukser og Interrail-billetter, 13 forskellige slags vaskepulver på hylderne i supermarkedet, friheden til at have lige den kønsidentitet, man havde lyst til dén dag, og til at vælge politikere som Jacob Haugaard i Folketinget. For det var der råd til. Vi behøvede ikke for alvor at frygte Rusland og Putin, som vi for en sikkerheds skyld skreg af grin over, hver gang han optrådte på tigerjagt eller i bar overkrop på hesteryg.

Desværre viste det sig, at polakkerne og balterne vidste nøjagtig, hvad de talte om. De har også prøvet det før. Under Anden Verdenskrig var det dem, der blev ”befriet af brodernationen”. Det kostede millioner livet. Det kostede deres staters selvstændighed. Nøjagtig det, Ukraine fra den 24. februar 2022 måtte kæmpe for.

Men vi behøver ikke at gå helt tilbage til Anden Verdenskrig for at indse, at Rusland/Sovjet aldrig er holdt op med at se sig selv som et imperium, aldrig har opgivet sin såkaldte interessesfære.

Hver gang en stat i Østblokken forsøgte at frigøre sig den mindste smule fra den sovjetiske segl, faldt hammeren: sovjetiske kampvogne i gaderne, dræbte, sårede, flygtede. Sådan gik det i Østtyskland i 1953, i Ungarn 1956, i Tjekkoslovakiet i 1968, og sådan kunne det være gået i Polen i 1981 – hvis ikke den polske general, forsvars- og premierminister samt førstesekretær i kommunistpartiet, Wojciech Jaruzelski, havde valgt selv at invadere sit eget land. Forebyggende, forstås.

Heller ikke efter Sovjetunionen og kommunismens kollaps opgav Rusland sin imperieselvfølelse, sit krav på en interessesfære. Det viser Ruslands krige, særlig Den Anden Tjetjenienkrig 1999-2009, invasionen af Georgien 2008 og annekteringen af Krim 2014.

Belaruserne har ikke fået lov at sige så meget, siden manden, der er blevet kaldt Europas sidste diktator, Aljaksandr Lukasjenka (russisk: Aleksandr Lukasjenko), overtog styret i juli 1994. Men måske skulle vi have lyttet til balterne, til polakkerne, til ukrainerne, til georgierne og til alle de andre, der i århundreder har været malet til støv mellem store imperier i øst og vest – imperier, der har kæmpet om interessesfærer og ressourcer og om imperiernes overlevelse. Men aldrig for nationernes ret til selvbestemmelse, for demokrati og retsstat, for menneskerettigheder.

Alt det handler bogen her om i tiden fra Moskva den 23. august 1939 (Molotov-Ribbentrop-pagten) til Moskva den 24. februar 2022 (Putins invasion af Ukraine). For at forstå mønstrene skal vi tilbage i tiden og undersøge begivenheder, strømninger og identiteter, og vi skal ud ad en masse tangenter og høre om folk, steder og hændelser. Og så skal vi tilbage igen, fordi de folk, de steder og de hændelser alle sammen spiller en rolle i den større historie. I vores historie. Som lige nu gør alt, hvad den kan, for at gentage sig selv. Som farce.

Bogen her er ikke forskning. Jeg har ikke været i arkiver og gravet nye oplysninger frem. Den bygger på tilgængelige fremstillinger, bøger og artikler, analyser, reportager og interviews, herunder mine egne. Jeg har citeret direkte fra enkelte, helt centrale værker undervejs, og ellers kan man orientere sig i litteraturlisten bagerst i bogen.

Men til sagen. Vi begynder med d’herrer Vjatjeslav Molotov, Joachim von Ribbentrop og Josef Stalin i Moskva, den 23. august 1939.

Del I: Interessesfærerne underlægges imperiet

Den 23. august 1939 satte de to diktatorer Hitler og Stalin ideologi og gensidigt had og afsky på pause for at indgå en hemmelig aftale om at dele Europa mellem sig. Derefter invaderede de Polen fra hver sin side. Knap en måned senere holdt de en fælles sejrsparade i den østpolske by Brest-Litovsk.

Tegneren David Low var en af Storbritanniens største satirikere. Han var derimod ikke rigtig værdsat i Tyskland og var på Gestapos dødsliste. Tegning: David Low/ Bridgeman Images/Ritzau Scanpix.

Lidt

1. Kammerat Stenrøv og von Ribbentrop

Molotov-Ribbentrop-pagten. Europa, august 1939

”Efter Stalins død vil vi smadre Sovjetunionen. Så vil dagen gry for det tyske verdensherredømme.”

Adolf Hitler, 22. august 1939.

”Jeg ved, hvad Hitler har gang i. Han tror, han er smartere end mig, men faktisk er det mig, der har luret ham.”

Josef Stalin, 24. august 1939.

over middag den 23. august 1939 landede to tyske Focke-Wulf

Condor-bombefly i Khodynka-lufthavnen nordvest for Moskva.

Ud af hver steg 20 embedsmænd: rådgivere, tolke, diplomater og fotografer. Og så selvfølgelig den tyske udenrigsminister, Joachim von Ribbentrop.

Flyveturen var begyndt dagen før med et stop for natten i den østpreussiske by Königsberg (der nu er russisk og hedder Kaliningrad).

Ribbentrop var tidligere champagnesælger, havde giftet sig til penge, tilføjet et aristokratisk ”von” til sit navn og bluffet sig ind i Det Tredje Riges højere cirkler, skriver den britiske historiker Roger Moorhouse i den velskrevne og oplysende bog The Devils´ Alliance. Hitler’s Pact with Stalin 1939-1941.

Han var indbildsk og arrogant, upopulær, selv blandt sine egne nazistiske partifæller, han elskede at høre sig selv tale, og så var han lige så krigerisk, som han var inkompetent til sit job. Det gjorde ikke så meget, for hans job, at være udenrigsminister i Tyskland, var egentlig ikke så meget hans job. Det var den tyske Führer, Adolf Hitlers. Og Hitler var fint tilfreds med sin hånddukke.

Flyveturen til Moskva var det foreløbige højdepunkt på Ribbentrops karriere. Den skulle sikre Tyskland ro på den østlige flanke samt en økonomisk aftale, der tilsammen skulle udgøre det sølvfad, Hitler kunne få sin krig serveret på.

Ikke overraskende havde Ribbentrop ikke sovet så godt den nat, men været travlt optaget af at forberede sig. De bekymringer havde Hitlers fotograf, Heinrich Hoffmann, ikke. Til gengæld havde han et renommé som Reichssäufer, Rigsdrukkenbolt, at passe, hvilket han gjorde glimrende den nat i Königsberg. Ifølge sine erindringer sov han ”som et spædbarn” hele turen og blev først vækket lige før ankomst.

Da Ribbentrop gik ned ad flyets trappe, spillede et militærorkester først Deutschland, Deutschland, über alles, dernæst Internationale. Landingsbanen og terminalen var dækket af tyske og sovjetiske flag, blodrøde faner pyntet med henholdsvis svastika og hammer og segl, en utrolig sammenblanding af symbolerne på to diametralt modsatrettede ideologier.

Svastikaflagene havde også været svære at skaffe i den sovjetiske hovedstad, efter at Tyskland og Sovjet med den sovjetiske generalsekretær, Josef Stalins, ligefremme ord, ”i årevis har hældt spandevis af lort over hinandens hoveder.” Så de tyske flag, der prydede lufthavnen ved modtagelsen af Det Tredje Riges indbildske og inkompetente udenrigsminister, var hentet i et sovjetisk filmstudie, hvor de sidst havde været brugt i antinazistiske propagandafilm. Kulisseparodien blev yderligere styrket af, at den sovjetiske viceudenrigsminister, der var sendt ud for at modtage dem, rent faktisk hed Potemkin – ligesom den guvernør, der i slutningen af 1700-tallet fik opført falske facader (potemkinkulisser) på Krim for at imponere den russiske tsarina Katarina den Store, der i 1783 havde annekteret halvøen.

Det gensidige tysk-sovjetiske had havde dybe ideologiske og geopolitiske rødder. For Sovjet var det at lade kommunismen sprede sig ud i verden og at ekspandere territorielt to sider af samme helt nødvendige mønt. Det var Sovjetunionens raison d’etre og afgørende for dens overlevelse.

Ifølge den marxistisk-leninistiske doktrin var kommunismen i det førindustrielle Rusland egentlig slet ikke mulig, den var bare et mere eller mindre tilfældigt resultat af kaosset under Revolutionen.

I Tyskland derimod, Europas bankende, industrielle hjerte, stod et

sundt og bæredygtigt proletariat klar til at smide bourgeoisiets snærende demokratiske, kapitalistiske lænker og tage fremtidens samfundsindretning, kommunismen, til sig. Det var ikke bare ønsketænkning, det var videnskab (marxisme-leninisme) og historisk uafvendeligt. Det mente man i Moskva, og man spildte ingen lejlighed til at beskrive Hitler som ”sindssyg”, ”idiot” eller ”besat af en dæmon” og naziregimet som ”moderne kannibaler”, der ville ”drukne i deres eget blod”.

Hadet var gengældt i Berlin. Nok var Hitler opportunistisk og reagerede på folkestemninger, men lige nøjagtig hadet mod kommunister var et gennemgående tema, helt fra han skrev Mein Kampf i 1925. Noget tyder på, at han faktisk mente det.

Hitlers indgroede idé om den jødiske kommunist og Judæo-kommunismen, der ville overtage verdensherredømmet, hvis ikke ordentlige folk som ham selv gjorde noget drastisk for at stoppe det, gik fint i spand med den tyske Drang nach Osten. Det var en middelalderlig forestilling om de store ukrainske og russiske vidder, der bare lå og ventede på tysk kolonisering. Forestillingen var blevet hevet frem og pudset af i slutningen af 1800-tallet, inkorporeret i den tyske drøm om et gigantisk, tyskdomineret Mitteleuropa op til Første Verdenskrig og havde fundet sit mest eksplicitte udtryk ved Brest-Litovsk-aftalen fra den 3. marts 1918, hvor Rusland havde betalt det sejrrige Tyskland enorme områder og en fjerdedel af sin befolkning for at slippe ud af Første Verdenskrig.

Nu tabte Tyskland jo så godt nok også selv krigen lidt senere i 1918 og blev ved Versaillesfreden pålagt at betale krigsskadeserstatning, men det fik kun den tyske højrefløj til at se territoriel ekspansion som et –tiltrængt og fuldt berettiget – vidundermiddel til at rydde Tysklands trængsler af vejen.

Nu, skrev Hitler i Mein Kampf i 1925, var det det rette tidspunkt for tyskerne at vende blikket mod øst. Det var der, deres Lebensraum lå.

14 år senere stod Hitlers udsendte så i Moskva, tilsyneladende med en helt anden dagsorden.

De folk, der (indtil videre) beboede det fremtidige tyske Lebensraum, så ikke glade ud, noterede Hitlers tolk, Paul Schmidt, sig på en sightseeingtur i byen. Da piloten Hans Baur prøvede at give den sovjetiske

chauffør drikkepenge, blev chaufføren rasende. Var det takken for den fine tur? At få ham fængslet? At modtage drikkepenge i Sovjet var ikke bare forbudt, det var farligt. Livsfarligt.

Baur, der ikke brød sig om madspild, havde før sightseeingturen tilbudt resterne fra flyveturen til de sovjetiske mekanikere og rengøringsfolk, der ordnede flyet. Men de skulle ikke nyde noget af de tyske rundstykker, kiks og chokolade.

Det russiske folk manglede ikke mad.

Det russiske folk manglede ikke penge.

Det russiske folk, der var så svineheldige at leve i et kommunistisk paradis, manglede i det hele taget ikke noget.

Men da Baur i stedet stillede maden på en bænk i hangaren, forsvandt den som dug for solen.

Ribbentrop havde hverken tid til sightseeing eller til at tage sig af tiloversblevne flykiks, men skyndte sig ind i en limousine fra den sovjetiske efterretningstjeneste, NKVD (forløberen for KGB), sekunderet af en tolk samt den tyske ambassadør i Moskva, Friedrich-Werner von der Schulenburg.

Schulenburgs adelige ”von” var, i modsætning til Ribbentrops, nedarvet siden det 13. århundrede. Hans karriere som diplomat var begyndt allerede i 1901 med udstationeringer i en lang række lande, og han havde tjent som Tysklands ambassadør i Sovjetunionen siden 1934. Han var med andre ord langt fra sin foresatte ministers mål af inkompetence.

Til gengæld kunne han slet ikke følge med Ribbentrop – von Ribbentrop – når det kom til det vigtigste punkt på CV’et i det nazistiske Tyskland: loyalitet over for Hitler. Senere i krigen blev Schulenburg involveret i det mislykkede kupforsøg mod Hitler i Ulveskansen den 20. juli 1944, for hvilket han blev hængt den 10. november samme år. Dermed nåede han ikke at opleve Hitler begå selvmord, Tyskland falde sammen og Sovjetunionen sejre.

I 1939 var det ikke kupforsøg, men den forestående ikkeangrebspagt med Sovjet, der stod højest på Schulenburgs dagsorden. Han tilhørte den fløj af tyske diplomater, der gik ind for en tysk forståelse med Sovjet. I 1941 forsøgte han at forhindre Tysklands angreb på Sovjet.

Vel ankommet til Den Røde Plads blev selskabet modtaget af ingen ringere end Iosif Vissarionovitj Dzjugasjvili, bedre kendt under sit kunstnernavn, Josef Stalin. ”Stal” er russisk for stål – det vil sige Stålmanden. Han var søn af en fordrukken georgisk skomager og en religiøs bondekone og fra 1922 til sin død i 1953 generalsekretær i Sovjetunionens kommunistiske parti og ansvarlig for mordet på mange millioner mennesker, først sovjetborgere, og fra 1939, da metoden var finpudset og mulighederne gunstige, også borgere i omkringliggende stater.

Stalin var, som det sømmede sig for lederen af arbejdernes paradis, iklædt en simpel tunika over nogle posede uldbukser og lange læderstøvler. Ifølge Ribbentrops tolk tog han imod sine gæster med ”jovial venlighed”.

Ved Stalins side stod hans udenrigsminister, Vjatjeslav Molotov (født Vjatjeslav Skrjabin), iklædt et simpelt gråt jakkesæt, pincenez samt en grånende moustache. Molotov var ny på posten. Hans forgænger, Maksim Litvinov, af tyskerne kaldet Litvinov-Finkelstein på grund af hans jødiske ophav, var blevet mærket som undværlig lidt tidligere på året, dels på grund af sin indædte kritik af nazisterne, dels på grund af den politik, han stod for, og måske også fordi han var jøde og dermed uegnet til at forhandle med tyskerne. Hans karriere sluttede, som så mange andres på det tidspunkt, da han blev hentet af NKVD.

Molotov var afgjort en anden type end Litvinov. Hans navn, Molotov, kom fra russisk for en stor hammer, altså en mukkert, molot. Det var en molot, der sammen med en segl prydede det sovjetiske flag. Det var en blodig molot, Wagnergruppen sendte Europa-Parlamentet i november 2022, efter at det havde erklæret, at Rusland er en terroriststat.

Molotov var en farveløs bureaukrat, der blev kaldt kammerat Stenrøv på grund af sin bemærkelsesværdige evne til at forblive bænket gennem uendelige møder. Når han hørte sit øgenavn, var han pedantisk nok til at rette det: Lenin, sagde han, havde kaldt ham kammerat Jernrøv. Derudover var han både smålig og hævngerrig nok til at anbefale dødsstraf til enhver, der kom ham på tværs. Som det nu sømmer sig for en Mukkert-mand.

Han havde ingen erfaring med udenrigspolitik, talte ingen fremmed-

1. Kammerat Stenrøv og von Ribbentrop

sprog og havde kun været i udlandet ganske kortvarigt. Til gengæld var han medansvarlig for den brutale tvangskollektivisering i Ukraine i 193233 og underskrev tusindvis af arrestordrer under Den Store Udrensning i 1936-38.

Det stod også skralt til med diplomatisk flair. Da han i efteråret 1940 mødte Hitler til en reception i Berlin, gjorde han grin med, at den store Führer på grund af krigen ligesom sit folk ikke drak kaffe, spiste kød, røg eller drak. ”Det så ud, som om der sad en kanin ved siden af mig og spiste græs,” sagde han, mens han fyldte sig.

Molotov syntes, mødet gik prima. Hitler syntes, Rusland var et problem, der skulle løses.

Molotovs fremmeste kvalifikation var, at han var Stalins mand og parat til at udgyde tøndevis af blod, hvis blot det kom fra andre end ham selv. Dermed var han på mange måder et fint match med Ribbentrop, selvom den ene diktators udenrigsminister var tør og stiv, den andens indbildsk og bralrende.

De tysk-sovjetiske politiske og økonomiske forhandlinger var begyndt i maj 1939 efter et tysk forsøg på en studehandel med Polen. Hitler tilbød sin nabo mod øst, lusen mellem de tysk-sovjetiske negle, en fælles antisovjetisk alliance (selvfølgelig med Polen som Tysklands juniorpartner), en 25-årig garanti af den tysk-polske grænse (som allerede var garanteret af en ikkeangrebspagt fra 1934) samt støtte til polske ”territorielle ambitioner” i Ukraine (som var en del af Sovjetunionen).

Til gengæld bad Tyskland blot om én lillebitte tjeneste: Danzig, der siden Første Verdenskrig havde været en fristad under Folkeforbundet, men med overvejende tyske indbyggere og overvældende pæne stemmetal for nazipartiet. Danzig er i dag den polske by Gdańsk

Polen, der først havde genvundet sin selvstændighed 20 år tidligere i 1918, efter i 123 år at have været udraderet fra europakortet, så på Hitlers tvivlsomme løfter samt hans invasion af Tjekkiet den 15. marts og takkede nej. Til gengæld modtog den polske regering en garanti fra den britiske, der gik på, at ”hvis nogen handling klart truer polsk uafhængighed, og hvis polakkerne føler, det er nødvendigt at modstå sådanne handlinger med magt, vil Storbritannien hjælpe Polen.”

På dette tidspunkt havde Storbritannien hverken soldater eller materiel nok til rent faktisk at hjælpe Polen i tilfælde af en tysk invasion (som det med al tydelighed blev demonstreret i september, da Tyskland gjorde alvor af truslen), så garantien var måske mest et signal til Frankrig om Det Britiske Imperiums engagement i de kontinentale affærer, samt selvfølgelig til Tyskland om at lægge låg på.

Hitler blev i stedet rasende og spruttede, at ”den, der erklærer sig villig til at rage stormagternes kastanjer ud af ilden, må forvente at brænde fingrene.” Intet låg. Det varslede ilde for Polen.

Men da alliancen med Polen gik i vasken, haben wir anderen Methoden, og efter at have set billeder af Stalin til et stort show af en militærparade kom Hitler frem til, at sovjetlederen lignede ”en mand, man kunne lave forretninger med”. Ribbentrop blev sat i arbejde.

I Moskva var Stalin paranoidt begyndt at frygte, at Storbritannien og Frankrig havde en snedig plan om at lokke Tyskland og Sovjet i krig mod hinanden, hvormed de gamle, kapitalistiske stater kunne læne sig tilbage, gnide sig i hænderne og vinde helt uden at risikere noget.

Stalins plan var derfor, modsat, at lade Tyskland og Storbritannien udkæmpe en ”god, hård kamp” og ”gøre hinanden svagere”. Set fra hans ideologiske ståsted var der ikke så stor forskel på Tysklands nazisme og Storbritanniens kapitalistiske demokrati, den første var bare lidt nærmere på det uundgåelige kollaps, hvorefter verdenskommunismen kunne triumfere. Faktisk var Hitler, ifølge Stalin, ved at planlægge en krig mod Storbritannien uforvarende ved at underminere hele det kapitalistiske system, det ellers var Stalins fineste job at få has på.

Som Stalin selv sagde dagen efter underskrivelsen af Molotov-Ribbentrop-pagten: ”Jeg ved, hvad Hitler har gang i. Han tror, han er smartere end mig, men faktisk er det mig, der har luret ham.” Hitler har med overvejende sandsynlighed delt Stalins synspunkt. Bare med omvendt fortegn.

Hitler havde på dette tidspunkt stadig respekt for Stalin. Da han dagen inden pagtens underskrivelse retfærdiggjorde den over for sine generaler, forklarede han, at ”der er kun tre store statsmænd i verden: Stalin, mig og Mussolini. Mussolini er den svageste.” Den sidste del havde han i hvert fald ret i.

1. Kammerat Stenrøv og von Ribbentrop