Professionsbacheloruddannelsens betydning og indplacering i det danske uddannelsessystem

Faktaboks 1.1. Krav fra samfundet og sundhedssektoren til dimittendernes kompetencer.

9 større kompleksitet i opgavevaretagelsen 9 større krav om tværprofessionalitet 9 horisontale og vertikale opgaveglidninger mellem både sektorer og fagprofessionelle 9 krav om høj faglig specialisering – og dermed øget specialisering 9 større krav til viden, forskning, dokumentation og kvalitet i sundhedsydelserne 9 langt større patientinvolvering og borgerinddragelse 9 sundhedsydelser med fokus på patientsikkerhed 9 en hastig teknologisk udvikling og digitalisering, blandt andet e-health 9 krav om sammenhængende patient/borger-forløb, tværsektorielt samarbejde og tværsektorielle forløb 9 multisygdomme og komplekse udredninger, diagnosticeringer, behandlinger og rehabiliteringsforløb 9 stigende fokus på sundhedsfremme og forebyggelse 9 højere forekomst af kortere indlæggelsestid, accelererede forløb, ambulatoriefunktioner og præhospitale indsatser og dermed opgaveglidning mellem sektorerne i sundhedsvæsenet 9 forventninger til kontinuerlig udvikling og innovative løsning i relation til sundhedsydelserne

Dertil kommer borgernes voksende forventninger til mulighederne og kvaliteten i sundhedsydelserne samt borgernes ændrede forventninger angående større inddragelse og involvering i egen sygdom eller behandlingsforløb samt en mindre patientorienteret og mere borgeroritenteret tilgang. Der ses generelt en forventning om et langt større fokus på helhedsorienterede og tværprofessionelle behandlingsforløb med borgeren i centrum for sundhedsydelsen og indsatsen.

I dette landskab styret af teknologiske udviklinger, trends i samfundet og sundhedspolitiske målsætninger om tidlig udredning og behandlingsgaranti skal såvel sundhedsprofessionerne som deres uddannelser bidrage til en fortsat udvikling. Dvs. at de skal sørge for kvalitetssikring af sundhedsvæsenet, samt at alle borgere har lige adgang til sundhedsydelser af høj kvalitet, der samtidig opleves som meningsgivende, effektive og sammenhængende af borgerne.

Opgaven for professionsuddannelserne er i et overordnet perspektiv at uddanne professionelle, som i et fremtidsperspektiv kan bidrage til ikke alene at sikre, men også fortsat at udvikle det danske velfærdssamfundet. Et dansk velfærdssamfund, som i stigende grad ligeledes påvirker og påvirkes af globale målsætninger og trends som fx FN’s Global Goals og WHO’s sundhedsmål.

I lyset af de mange forandringer og trends i sundhedsvæsenet efterspørger sundhedsvæsenet som aftager af sundhedsuddannelsernes dimittender i større grad end tidligere generiske kompetencer såsom (faktaboks 1.2):

De fleste ergoterapeuter og fysioterapeuter er offentlig ansatte og arbejder i regionalt eller kommunalt regi. Begge professioner arbejder imidlertid også i praksissektoren, fx som ejere eller ansatte i privat praksis.

For fysioterapeuter er dette et veletableret arbejdsområde, og for begge professioner er dette arbejdsfelt i fortsat vækst. Uanset ansættelsesområde arbejder begge professioner under Sundheds-, Service- og Beskæftigelsesloven. Retten til at praktisere/arbejde som ergoterapeut og fysiotera-

Faktaboks 1.2. Generiske kompetencer hos sundhedsprofessionelle.

9 relationskompetence, at kunne agere professionelt på tværs af sektorer 9 kommunikationskompetence, at kunne kommunikere situationsbestemt 9 professionel helhedsforståelse i snitfladerne mellem sygdom og sundhed i sundhedsvæsenet 9 teknologiske og digitale kompetencer 9 kompetencer inden for samarbejde, ledelse og koordinering 9 teknologiske og innovative kompetencer. Kilde: Uddannelseseftersyn på sundhedsområdet med særligt fokus på professionsbacheloruddannelserne (4).

peut forudsætter autorisation fra Sundhedsstyrelsen (5). Der er tale om beskyttede titler, hvor retten til at anvende titlen professionsbachelor i hhv. ergoterapi og fysioterapi forudsætter gennemført professionsbacheloruddannelse, der kvalificerer dimittenderne til selvstændigt at kunne udføre, koordinere og lede en evidensbaseret professionsudøvelse (1, 2). Formålet med Autorisationsloven er at sikre patienternes rettigheder og kvaliteten i sundhedsydelser, der bl.a. forudsætter, at professionsudøverne har de nødvendige og tilstrækkelige kompetencer (5).

Der er således tale om brede arbejdsområder i det danske sundhedsvæsen i regi af danske regioner og kommuner eller privatsektoren, der omfatter monofaglige sundhedsydelser og interventioner samt tværprofessionelt og tværsekto rielt samarbejde. Professionernes formål er at bidrage med diagnosticering, udredning, behandling, genoptræning, rehabilitering, habilitering og sygdomsforebyggelse på individniveau samt at bidrage med forebyggende og sundhedsfremmende indsatser målrettet såvel individer som grupper af borgere. Flerfagligt og tværprofessionelt samarbejde udgør et grundlæggende omdrejningspunkt i sundheds- og socialvæsenet for at sikre borgerne en helhedsindsats, der sikre kvaliteten samt effektiviteten.

Begge professioner er i stigende grad præget af akademisering med udbud af monofaglige specialistuddannelser og kandidatuddannelser, professorater og stigende selvstændig forskningsproduktion. En udvikling, der bidrager til en fortsat udvikling og kvalitetssikring af professionernes vidensgrundlag og dermed dokumentationen og kvalitetssikringen af sundhedsydelserne.

Samlet set fremstår et landskab, hvor professionsuddannelserne til ergoterapi og fysioterapi skal uddanne kompetente dimittender, der modsvarer sundhedsvæsenets og dermed aftagernes krav og forventninger, som er præget af samfundsudvikling, politiske målsætninger, lovgivning, borgernes forventninger samt den faglige udvikling i professionerne (figur 1.1).

Uddannelserne kendetegnes ved at have nationale dimittendprofiler og uddannelsesbekendtgørelser med en fælles og en institutionel del (1, 2), som fastsætter de overordnede rammer og formål for uddannelserne. Dimittendprofiler optræder første

Politiske målsætninger

Borgeren i centrum Professionsbachelor uddannelse

Faglig udvikling Lovgivning

Figur 1.1. Illustration af de kontekstuelle faktorer i forhold til professionsuddannelserne i ergoterapi og fysioterapi.

gang i 2016 som en del af revisionsarbejdet med alle de sundhedsfaglige professionsbacheloruddannelsers bekendtgørelser. I dimittendprofilerne ekspliciteres professionernes missioner og kernekompetencer samt konteksten for professionsudøvelsen (faktaboks 1.3). Dimittendprofilerne bygger bro mellem praksis og uddannelsesinstitutionen ved at tydeliggøre, hvad der kan forventes af en dimittend fra sundhedsvæsenet, til gavn for de faglige miljøer, kollegaer og ledere i den aktuelle praksis.

Faktaboks 1.3. Dimittendprofiler for professionsbachelorer i hhv. ergoterapi og fysioterapi.

Fysioterapeutuddannelsens dimittendprofil (2016) Ergoterapeutuddannelsens dimittendprofil (2016)

Formålet med professionen er, med udgangspunkt i menneske, krop og bevægelse, at optimere, vedligeholde og genskabe funktionsevne og sundhed gennem livets faser. Fysioterapeuten varetager selvstændigt udredning, diagnostik, behandling og rehabilitering rettet mod menneskets funktionsevne, sundhed og livskvalitet.

Fysioterapeutens kernekompetence er at kunne: • Lede, planlægge, udøve, evaluere, udvikle og formidle fysioterapeutisk praksis samt koordinere patient- og borgercentrerede sundhedsindsatser i en innovativ og helhedsorienteret forståelse med respekt for menneskets autonomi og værdighed. • Foretage test og screening samt diagnostisk og prognostisk udredning og behandling af dysfunktioner i muskuloskeletale og fysiologisk relaterede systemer, smertetilstande samt psykosomatiske problemstillinger. • Anvende sundhedsteknologiske løsninger samt udvælge og dosere manuel vævsbehandling/ledmobilisering, fysisk træning, genoptræning og rehabilitering gennem kritisk refleksion, klinisk ræsonnering og beslutningstagning. • Foretage sundhedspædagogisk vejledning og undervisning. • Samarbejde og kommunikere situationsbestemt med borgere, patienter, pårørende, civilsamfund samt sundhedsprofessionelle parter. Konteksten for fysioterapeutens virke omfatter sundheds- og velfærdsområderne i stat, regioner, kommuner samt private sundhedsydelser. Fysioterapeuten arbejder evidensbaseret og etisk reflekteret inden for rammerne af Autorisationsloven og forestår behandling, genoptræning, sundhedsfremme, forebyggelse og rehabilitering på tværs af professioner og sektorer i dansk og globalt perspektiv. Formålet med professionen er at understøtte og udvikle borgeres og patienters ressourcer og mestring af aktivitet, deltagelse og aktivt medborgerskab. Ergoterapi er rettet mod borgere og patienter og grupper af disse i deres kontekst for hverdagslivet.

Ergoterapeuten varetager sundhedsfremmende, forebyggende, habiliterende og rehabiliterende opgaver, herunder behandling, genoptræning og kompensatoriske tiltag i overensstemmelse med samfundets krav.

Ergoterapeutens kernekompetencer er: • At identificere og analysere aktivitetsproblemer og ressourcer for at sikre relevant ergoterapeutisk intervention for borger og patient. • At udvikle aktivitet og deltage i dialog med borger og patient eller grupper af disse. • At iværksætte kompenserende tiltag i forhold til akutte og varige aktivitetsbegrænsninger ud fra borgerens og patientens ressourcer. • At udvikle og implementere teknologier i samarbejde med borgere og patienter og øvrige relevante aktører. • At udvikle og implementere kreative og innovative løsninger på borgeres og patienters aktivitetsproblemer i samarbejde med borgeren og patienten og relevante netværk og i en given hverdagskontekst. • At varetage administrative, koordinerende og ledelsesmæssige opgaver. • At medvirke til forsknings- og udviklingsarbejde, herunder kvalitetssikring. Konteksten for en ergoterapeuts virke er offentlige og private virksomheder nationalt og internationalt. Ergoterapeuten indgår i mono- og tværprofessionelle og tværsektorielle samarbejdsrelationer med en række forskellige ansvarsområder, f.eks. som behandler, myndighedsperson, vejleder, rådgiver, projektleder, leder, koordinator og iværksætter. Effekten af ergoterapeutens virke ses ved: • At øge borgere og patienters funktionsevne (krops-, aktivitets- og deltagelsesniveau) og styrke kontekstuelle faktorer (omgivelser og personlige forhold). • At borgeres og patienters behov for og ønsker om forandringer på de konkrete hverdagsfaktorer tilgodeses på relevant vis, og at borgere og patienter opnår øget livskvalitet. Professionens udviklingsperspektiver omfatter udviklings- og forskningsbaseret professionsudvikling. Ergoterapeuten arbejder med afsæt i aktivitetsvidenskab med praksisudvikling inden for det konkrete beskæftigelsesområde.