Jødernes danmarkshistorie - i provinsen

Bogen har hovedvægt på 1800-tallet og er den første samlede fremstilling af jødisk liv og kultur uden for hovedstaden. Især i Fredericia, Aalborg og Randers. Det er en fortælling om integration, og om Danmark nu også kunne rumme folk med andre madvaner og religiøse skikke samt et uforståeligt sprog. Det kunne landet stort set, selv om der var konflikter mellem jøder og kristne. Også i provinsen.

Vibeke Kaiser-Hansen (f. 1974) er ph.d. i historie og museumsinspektør på Museerne i Fredericia. Hun har endevendt en lang række lokale, regionale og statslige kilder på arkiver samt aviser for at komme tættere på jøder uden for København.

Venstrestillet logo 12 cm version

Højrestillet logo 12 cm version

VIBEKE KAISER-HANSEN

– i provinsen

– i provinsen

Det er også en historie om alle de personer, der gemmer sig bag kategorier som indvandring, erhverv og skolegang. Bogen bringer os nemlig tættere på, hvordan de jødiske indvandrere giftede sig, arbejdede og blev en del af lokalsamfundene.

JØDERNES DANMARKSHISTORIE

Indtil 1900-tallet udgjorde jøderne det største religiøse mindretal i Danmark. Fortællingerne har dog især handlet om jøder i København. Ikke om landjøderne, som boede i købstæderne. Det råder Jødernes danmarkshistorie – i provinsen nu bod på.

JØDERNES DANMARKSHISTORIE

VIBEKE KAISER-HANSEN

ISBN: 978-87-12-06701-6 Online størrelse 153 pixels brede (= ca. 5.4 cm) OBS - logo til skærmbrug findes i photoshop dokument størrelsen til papirlinie er ikke fastsat endnu

GADS FORLAG White Black

Primær farver Farvebrug

Pantone solid coated: 1925 c Pantone solid coated: 345 c Sekundær farver

OMSLAG Joder_449x286_RD.indd 1

05.08.2022 14.26

VIBEKE KAISER-HANSEN

JØDERNES DANMARKSHISTORIE – i provinsen

GADS FORLAG

Udgivet med støtte fra

Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse Fredericia Museums Venner Tove Bjørnshauges Fond Alfred Good’s Fond Museerne i Fredericia

INDHOLD DE JØDISKE SAMFUND Jøder – spiseregler og sabbat Hvordan kan historien skrives?

ET SAMFUND I FORANDRING – 1800-TALLET

27

Nye grænser Økonomiske og erhvervsmæssige forandringer De jødiske højborge i provinsen Landjøderne – et urbant indslag på landet

27 29 32 39

DEN JØDISKE BEFOLKNINGSUDVIKLING I KONGERIGET

45

Illegale jøder Flyttemotiver Den jødiske rejseaktivitet

52 57 76

DE JØDISKE ERHVERV Erhverv i provinsen Jødisk handelsvirksomhed i provinsen Markedshandel Butikshandel Finansieringsvirksomhed Udvandringsagenter Håndværk og industri

6

9 22 23

85 87 90 106 117 132 136 137

SOCIALT LIV – ISOLATION, INTEGRATION, ASSIMILERING

163

Skolegang Jødisk religionsundervisning og religionsprøven Selskabelighed Ægteskaber Jødisk-jødiske ægteskaber Religiøst blandede ægteskaber Udenomsægteskabelige forbindelser Integration på samfundets bund Religion – et fremmed element i købstæderne Fordomme, ærekrænkelser og chikane Konvertitter

164 167 171 180 184 192 197 203 216 218 235

BEHOV FOR MERE VIDEN

245

UDVALGT LITTERATUR

249

KILDER

258

Anvendte arkiver Folketællinger Aviser Databaser

258 261 262 263

NOTER ILLUSTRATIONER STEDREGISTER PERSONREGISTER TAK

264 278 281 286 295

7

8

J Ø D E R N E S D A N M A R K S H I S T O R I E – i provinsen

DE JØDISKE SAMFUND Færdes man på Østre Kirkegård i Randers, kan man i hjørnet ved Udbyhøjvej og Østervangsvej støde på rækker af tætstående gravsten med fremmedartede skrifttegn. På hebraisk fortæller de, at her ligger personer med navne som Krese Nathan, Samuel Julius Staropolsky og Leopold Weinberger. Den jødiske gravplads ligger lidt for sig selv øst for den øvrige kirkegård og blev anlagt i 1806-1807 på initiativ af den jødiske købmand Gerson Heinemann, hvis syvårige datter, Henny, som den første blev begravet på stedet. I dag har begravelsespladsen 358 kendte jødiske gravsteder.1 Østre Kirkegård er normalt et fredeligt og roligt sted, men den 9. november 2019 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om hærværk mod 84 gravsten på den jødiske gravplads. De fleste var overhældt med maling, andre var væltet.

Der var tale om en klar reference til Krystalnatten, som fandt sted i Tyskland og Østrig natten mellem den 9. og 10. november 1938. Her iværksatte nazisterne et angreb på jøder, hvor 7.500 forretninger blev ødelagt − de knuste ruder gav navn til Krystalnatten − et par hundrede synagoger blev sat i brand, mens 25.000 jøder blev interneret i koncentrationslejre.2 Natten til påskedag 2021 blev den jødiske gravplads i Aalborg ramt af hærværk. Her blev der kastet rød maling, der skulle symbolisere blod, på kirkegårdsmuren, og på gerningsstedet blev der fundet løbesedler med antisemitisk indhold.3 Mens hændelserne i Østjylland i 2019 refererede til nazismens jødeforfølgelser, trak løbesedlerne fra Aalborg på meget ældre begivenheder, nemlig de

DE JØDISKE SAMFUND

9

Gerson Heinemann var født i tyske Bückeburg, men slog sig ned i Randers som købmand. Han var gift med Henriette Heinemann, der var datter af rabbiner Simon Levin i Fredericia. Som forstander for den jødiske menighed i Randers tog Gerson Heinemann initiativ til at etablere byens jødiske begravelsesplads 1806-1807.

israelitiske slavers udvandring fra Egypten cirka 1200 f.v.t., som jøder siden har fejret med helligdagen Pesach.4 Samtidig med at de to hærværksepisoder refererede til historiske begivenheder uden for Danmarks grænser, satte de dog også fokus på en lidt overset del af købstædernes og Danmarks historie, nemlig det jødiske liv i provinsen, som blomstrede i 1800-tallet.

Netop begravelsespladserne i Randers og Aalborg og jødiske gravpladser i andre købstæder er synlige beviser på, at der især frem til omkring år 1900 var jødiske samfund i Danmark – også uden for København. Den mest kendte del af de danske jøders historie knytter sig til besættelsen, men det jødiske liv i 1800-tallets købstæder er kun i beskedent omfang beskrevet i litteraturen, og der findes ingen samlet eller generel fortælling om emnet. Det gælder også for den del af historien, som handler om sameksistensen mellem jøder og kristne i købstæ-

10

J Ø D E R N E S D A N M A R K S H I S T O R I E – i provinsen

derne. Det forekommer ellers indlysende at tage udgangspunkt i jøderne, hvis man i et historisk perspektiv ønsker at studere højaktuelle emner som migration, integration (forstået som gensidig påvirkning og tilpasning) og sameksistens mellem forskellige befolkningsgrupper. Jøderne var indtil begyndelsen af 1900-tallet den eneste større religiøse minoritet i Danmark, og de udgjorde landets eneste ikke-kristne minoritet af en vis størrelse frem til cirka 1970, hvor den muslimske indvandring tog til.5 I tidens løb har de fleste danske jøder boet i København, men det jødiske liv i Danmark kan ikke reduceres til et hovedstadsfænomen. I 1801 boede 27 % af kongeriget Danmarks jøder i provinsen, og antallet steg for at toppe i 1840, hvor 41 % af jøderne var bosat i provinsen. Her fordelte de sig på 47 byer og 11 landdistrikter, og der var jødisk liv i 70 % af de danske købstæder.6 Ligesom de danske undersøgelser rettede den internationale forskning i jødisk historie længe entydigt opmærksomheden mod jøder i storbyer, men i de seneste årtier er der kommet øget fokus på studier af jøder i landdistrikter og i mindre byer.7 Det skyldes blandt andet, at de fleste jøder i Central- og Vesteuropa omkring år 1800 boede uden for storbyerne. I løbet af 1800-tallet skete en vandring fra landområderne og de mindre byer mod storbyerne, som dog ikke helt drænede provinsen for jøder.8 International forskning har vist, at der var betydelige forskelle på jøder i mindre samfund og storbyjøder, ikke mindst når det gjaldt erhverv og integration.9 Hvordan så det ud i Danmark? Lignede de danske jøder fra provinsen storbyjøderne i København, eller mindede deres livsstil mere om jøders måde at leve på i mindre samfund, som det kendes fra udenlandske studier?

Jøderne stammer oprindelig fra Mellemøsten. Ifølge Mosebøgernes overlevering blev Kanaans land, der i dag udgøres af Israel og Palæstina, skænket til jøderne af Gud. Der opstod jødisk beboelse i området, men lokale konflikter betød, at mange jøder vandrede væk i de næste århundreder.10 Fra det tredje århundrede af vores tidsregning husede Mesopotamien i det nuværende Syrien og Irak den største koncentration af jøder. Bosættelserne strakte sig fra dette område langs det østlige Middelhav og vestpå tværs over Nordafrika. En del jøder boede i det græsk-ortodokse Byzantinske Rige langs det nordøstlige Middelhav og ved Sortehavet. På den europæiske side af Middelhavet var der især jøder på Sicilien og på Den Iberiske Halvø (Spanien og Portugal). Frem til 1000-tallet bosatte jøder sig også nordligere i det katolske Europa, men det var dog fortsat kun en lille del af Europas jøder, der boede her.11 Grundlæggende blev der skelnet mellem to grupper af jøder i Europa. De sefardiske jøder og de ashkenaziske jøder, som repræsenterede hver sin religiøse tradition og kultur. Sefarderne talte et romansk sprog kaldet judezmo eller ladino,

DE JØDISKE SAMFUND

11

12

J Ø D E R N E S D A N M A R K S H I S T O R I E – i provinsen

Nakskov er sammen med Fredericia den provinsby, hvor der først opstod jødiske menigheder. Fra 1717 var Nakskovs synagoge indrettet i et privat hus. Synagogebygningen på billedet blev indviet i 1880. Den lå på hjørnet af Klostergade og Nørrevold 14, men blev i 1954 revet ned for at gøre plads til en ny vej.

DE JØDISKE SAMFUND

13

Scene fra udvisningen af de sefardiske jøder i Portugal i 1490’erne.

Da det et par hundrede år senere blev muligt for jøder at slå sig ned i Danmark, var kongen mest interesseret i de sefardiske jøder på grund af deres handelskontakter. Gruppen af ashkenaziske jøder kom imidlertid til at dominere i Danmark.

og de levede på Den Iberiske Halvø. De havde gode kår, men med de muslimske maureres nederlag i 1492 fik halvøen kristent herredømme, og jøderne fik valget mellem at udvandre og at konvertere til kristendommen. Efter 1497 var Den Iberiske Halvø officielt et sted uden jøder. Mange af de døbte jøder, conversos, var reelt ikke omvendte, men forsøgte i det skjulte at leve som jøder. Det var dog svært, og i løbet af 1500-tallet rejste mange nordpå til byer som Amsterdam, Antwerpen og Hamborg.12 Ashkenazerne talte det germanske sprog jiddisch og boede i middelalderen i Centraleuropa. I det 9. og 10. århundrede opstod jødiske samfund i den franske by Metz og i tyske byer som Mainz, Worms, Regensburg og Køln. Jøderne levede dengang i byer, hvor de drev handel og penge- og kreditvirksomhed. I løbet af middelalderen førte forfølgelser til en gradvis fortrængning af jøder fra de tyske byer, og det fortsatte indtil 1600-tallet, hvor forholdene stabiliseredes. På det tidspunkt var der kun få jøder tilbage i de tyske byer. Nogle var rykket mod øst til Polen og Litauen, mens andre fordelte sig i landområderne, hvor der opstod

14

J Ø D E R N E S D A N M A R K S H I S T O R I E – i provinsen

nye jødiske samfund. Forholdene varierede, men mange steder skulle jøder købe et tidsbegrænset lejdebrev for at få lov til at slå sig ned, og erhvervsmulighederne var få. Det var dog muligt for jøder at leve af penge- og pantsætningsvirksomhed eller være læger, dyrlæger, apotekere og jordemødre, ligesom de måtte handle med landbrugsprodukter. Efterhånden tiltrak markedshandlen og de store messer i Frankfurt am Main og Leipzig også jødiske handelsmænd.13 Jøderne i Central- og Vesteuropa levede under stramme restriktioner. De var ekskluderet fra den øvrige befolkning og forvaltede selv deres samfund, men fra slutningen af 1700-tallet begyndte en gradvis proces mod ligestilling. Oplysningstidens ideer om det fornuftige menneske, der skulle befries fra konventionel tænkning, påvirkede både magthavere og jøder, og blandt andet opstod den jødiske oplysningsbevægelse Haskalah i Tyskland. Ud fra en fornuftig og rationel tankegang burde også jøder indgå som nyttige samfundsborgere på lige fod med alle andre. Som en følge af Den Franske Revolution (1789) og tankerne om frihed, lighed og broderskab blev jøder i Frankrig tildelt borgerrettigheder i 1791.

Med Napoleons senere erobringer blev rettighederne udbredt til jøder bosat i de erobrede områder. Ligestillingstiltagene slog igennem alle steder i Central- og Vesteuropa i løbet af 1800-tallet – dog på forskellige tidspunkter.14 I Danmark var der fra Reformationen i 1536 frem til Grundloven af 1849 lovmæssig hjemmel for at lave særlige hindringer for udlændinge med anden tro end den lutherske kristendom, når det gjaldt indrejse, ophold og erhverv. Bestemmelserne berørte jøder, der ønskede adgang til eller ophold i landet. Alligevel opstod der efterhånden jødisk bosætning. I slutningen af 1500-tallet tillod den lokale greve i Holsten nogle få ashkenazere at slå sig ned. De fik status af Schutzjuden. Det betød, at de stod under grevens beskyttelse, og at de måtte bosætte sig i Altona mod en årlig afgift på seks daler pr. familie. Omkring 1622 var der en begyndende jødisk samfundsstruktur med en rabbiner, og samfundet voksede de næste 150 år. Der blev dog næppe over 2.500 jødiske indbyggere i byen.15 Nær Altona – lidt længere oppe ad floden Elben – grundlagde Christian 4. handels- og fæstningsbyen Glückstadt i 1616. Kongens mål var at tiltrække den givtige Portugalhandel fra Hamborg. Han fik kontakt med en gruppe sefardiske jøder i Hamborg. Deres baggrund på Den Iberiske Halvø gav dem et internationalt netværk med stærke kontakter til Sydamerikahandlen. I 1622 fik de derfor sammen med sefardere fra Amsterdam privilegier til at slå sig ned i Glückstadt som indbyggere og undersåtter med udstrakt religionsfrihed. De kaldtes ”Den portugisiske nation”. Generelt havde de sefardiske jøder det langt lettere end de ashkenaziske jøder i Europa, da de på grund af deres stærke internationale handelsforbindelser blev anset som økonomisk attraktive. Fra midten af 1600-tallet

DE JØDISKE SAMFUND

15

Jonatan Eybeschütz (1690-1764) var overrabbiner i Altona i årene 1750-1764.

Frem til 1812 var den jødiske menighed i Fredericia underlagt overrabbinatet i Altona. Herefter blev den lagt ind under Københavns overrabbiner.

16

J Ø D E R N E S D A N M A R K S H I S T O R I E – i provinsen

måtte de rejse frit omkring og handle samt opholde sig i længere tid i kongeriget Danmark. De sefardiske jøder var dog så økonomisk attraktive, at de også kunne opnå privilegier andre steder på trods af deres religion, og fra slutningen af 1600-tallet og 1700-tallet svækkedes det sefardiske samfund i Glückstadt på grund af udvandring til blandt andet Amsterdam.16 Det er uklart, hvornår de første jøder kom til kongeriget. Den første registrerede jøde antages at være Joachim Jøde, der i 1592 havde borgerskab i Helsingør. Han nævnes igen i 1593, hvor han betalte byskat, men mere høres ikke til ham, og det er sandsynligt, at han kun var kort tid i byen. Flere regler tyder på, at der var en vis jødisk tilstedeværelse i kongeriget midt i 1600-tallet. En forordning fra 1651 bestemte, at ashkenazere, der opholdt sig i kongeriget uden lejdebrev (indrejse-/opholdstilladelse), skulle udvises under trussel om straf på 1.000 rigsdaler. Argumentet var, at adskillige jøder havde sneget sig ind i landet for at drive handel.17 Lejdebrev var således et krav for ashkenaziske jøder. Fra 1670’erne opstod der jødiske bosættelser i hertugdømmet Slesvig og flere steder i kongeriget.

I Slesvig var der relativt gode muligheder for at opnå lejdebrev til at slå sig ned i Friedrichstadt og i Rendsborg. I kongeriget blev de første kendte lejdebreve givet i 1673 til jøder i Ribe og i København. I de næste år fik jøder bosætningstilladelse i blandt andet Nakskov og Fredericia.18

Prospekt af Ribe i 1800-tallet. Jøden Simon Hartvig fik i 1673 lejdebrev til at slå sig ned i Ribe. Han flyttede dog ret hurtigt videre, og der kom aldrig en jødisk menighed i byen. I 1800-tallet boede der dog flere jødiske familier i byen – blandt andre købmandsfamilierne Kleisdorf og Dessauer.

DE JØDISKE SAMFUND

17

I 1805 blev den jødiske købmand i Nyborg Salomon Israel Wilnau fuglekonge.

Det viser, at han var inddraget i byens selskabelige liv. Indskriften ”De som mig rammer, Sølvgevinster anammer, en Israelitisk Mand Fugle Konge blive kan” antyder, at en jødisk fuglekonge på dette tidspunkt ikke var en selvfølge, og at noget nyt var på vej.

Antallet af jøder i kongeriget steg i 1700-tallet, og deres største samfund lå i København og i Fredericia. Fredericia blev i 1674 og 1682 forsynet med særlige privilegier, som blandt andet gav religionsfrihed for alle kristne trosretninger og jøder. Det var også her, at landets første egentlige synagoge blev bygget på en grund, som jøderne erhvervede i 1719. Allerede fra 1690’erne havde der dog været en jødisk bedesal i byen.19 Ligesom i det øvrige Europa levede danske jøder i 1600-, 1700- og til dels 1800-tallet under restriktioner, blandt andet lejdebrevskravet, som regulerede indrejse, bosætning og erhverv. Det restriktive syn på jøder havde sit udgangspunkt i det religiøse, men som eksempelvis privilegierne til sefarder viser, så var

18

J Ø D E R N E S D A N M A R K S H I S T O R I E – i provinsen

staten pragmatisk, hvis den så en økonomisk fordel i undtagelser. Reglerne for tildeling af lejdebrev var imidlertid skrappe og stillede krav til ansøgerens økonomiske formåen, så det var navnlig en mulighed for velhavende jøder. Mange fattige jøder fra især Østeuropa søgte dog mod kongeriget, hvor de rejste illegalt ind i landet. I hele 1700-tallet kæmpede myndighederne for at holde dem ude med trusler om bødestraf og udvisning, men det var svært at håndhæve lovene, og især fra 1770’erne tog strømmen til. Mange illegalt indvandrede jøder endte med at tage ophold i landet, og de jødiske samfund voksede både i antal og størrelse.20 Jøderne levede frem til omkring år 1800 adskilt fra den danske befolkning i mange henseender. De jødiske menigheder havde betydeligt selvstyre og varetog selv sager om ægteskaber, skilsmisser, arv og fattigforsorg. Jøderne afveg ikke kun religiøst fra den øvrige befolkning. Deres sprog, klædedragt og erhvervsmønster var også anderledes, og de var underlagt væsentlige restriktioner i forhold til andre borgere. De havde ikke adgang til kristne skoler og læreanstalter, og generelt var de udelukket fra byernes lav. Det betød, at der var håndværk, de ikke måtte drive. I Danmark var der ikke jødiske ghettoer, men der var alligevel ikke fri bosætning for jøder. Lejdebrevet gjaldt kun til en bestemt by, så ønskede en jøde at flytte til en anden af kongerigets byer, måtte han eller hun først få en tilladelse.21 Oplysningstidens tanker bredte sig dog også til det danske område, og som i det øvrige Europa blev der fra slutningen af 1700-tallet indført tiltag, der gik i retning af at ligestille kristne og jødiske borgere. I 1788 fik jøder for eksempel adgang til de københavnske lav. Det jødiske skolevæsen blev forbedret og ændret fra religiøs udenadslære til almindelige undervisningsfag, og fra 1798 fik jøder adgang til latinskolerne. Samme år blev der givet tilladelse til det første kristne-jødiske ægteskab.22 I de første år af 1800-tallet kom flere ligestillingstiltag. Blandt andet fik indfødte jøder i 1809 frihed til at nedsætte sig i købstæderne uden at søge tilladelse.

Der blev altså skelnet skarpt mellem ”indfødte” og ”fremmede” (udenlandske) jøder. I 1810 kom en bestemmelse om, at jøder fra hertugdømmerne skulle sidestilles med fremmede jøder, når det gjaldt muligheden for at opnå borgerskab i kongerigets købstæder. For jøderne udgjorde Kongeåen en klar juridisk grænse mellem ind- og udland. Tiltagene i retning af at ligestille kristne og jødiske borgere kulminerede med en anordning, der blev udsendt den 29. marts 1814. Den gav fuldstændig ligestilling vedrørende bosætning og erhverv for danskfødte jøder og jøder med dansk lejdebrev. Fremmede ashkenaziske og sefardiske jøder blev ligestillet ved indrejse. Det betød reelt en forringelse for sefarderne, som siden 1657 havde haft ret til fri rejse og handel. Nu krævede det tilladelse mod betaling. Arvesager og skolevæsen, som tidligere var blevet varetaget af den jødiske menighed, blev lagt under de lokale jurisdiktioner, og jødiske ægteskaber skulle fremover følge dansk

DE JØDISKE SAMFUND

19

En gruppe jøder i den polske by Łódź forsamlet ved bordet fejrer den jødiske påske.

20

J Ø D E R N E S D A N M A R K S H I S T O R I E – i provinsen

lov frem for jødisk lov, mens skilsmisse nu krævede tilladelse fra Danske Kancelli, datidens centraladministration. Det var en normalisering i forhold til andre borgere, men det var samtidig en indskrænkning i menighedens selvforvaltning.

På det religiøse område skulle kongen nu godkende oprettelse af synagoger og ansættelse af ’præster’, og der blev indført en ny jødisk religionsprøve, som skulle aflægges efter en statsligt autoriseret jødisk lærebog fra 1812. Den byggede på de nye reformtanker. Prøven mindede om den kristne konfirmation. Hvis den ikke var bestået, kunne der for eksempel ikke indgås ægteskab og opnås borgerskab. For at sikre ensartet religionsundervisning frem til prøven blev der ansat kongeligt udnævnte, eksaminerede jødiske kateketer (religionslærere), som skulle stå for religionsundervisning og prøveaflæggelse. De skulle kunne både dansk og tysk. Anordningen krævede nemlig også, at officielle dokumenter og protokoller skulle føres på dansk eller tysk, og der blev indført en pendant til kirkebøgerne i de kristne kirker. Desuden skulle politimyndigheden nu holde årligt mandtal over jøder bosat i de enkelte købstæder og rapportere til Danske Kancelli.23 Ønsket om overblik over befolkningsgruppen opstod på et tidspunkt, hvor der var røre om jøderne. Litterære jødefejder påvirket fra Tyskland brød ud i 1813 og 1816. I kølvandet på de intense debatter om jødernes position i samfundet udbrød i 1819 den korporlige jødefejde, som varede ind i næste år. I 1830 var der igen voldelige uroligheder. Der er flere mulige forklaringer på jødefejderne. De er blevet forstået som et udslag af traditionelt jødehad, hvor befolkningsgruppen blandt andet blev syndebuk i forbindelse med statsbankerotten i 1813. De er også blevet forbundet med politiske strømninger, som ønskede et opgør med enevælden, og med en generel reaktion på de foregående års inklusion af jøder.24 I 1830’erne kom jøder igen i søgelyset. Debatten om den begyndende inddragelse af befolkningen i landets styre via stænderforsamlingerne viste, at de fortsat ikke var fuldt ligestillede med andre borgere, og det krævede en længere debat, før de fik valgret. Med Grundloven af 1849 fik jøderne endelig politisk ligestilling, og der blev indført religionsfrihed og ligestilling med andre borgere på alle områder.25 Liberaliseringen af jøders forhold fra slutningen af 1700-tallet betød stigende integration mellem jøder og kristne. Der blev indgået blandede ægteskaber, en del jøder valgte at blive døbt, og der var også en del tilfælde, hvor jødiske par valgte at lade deres børn døbe. Med Grundlovens religionsfrihed oplevede Det Mosaiske Troessamfund (i dag: Det Jødiske Samfund i Danmark) en del udmeldelser. Til gengæld blev det også muligt at konvertere til jødedommen og blive optaget i trossamfundet. Det var dog op til Det Mosaiske Troessamfund at afgøre, om det kunne ske.26

DE JØDISKE SAMFUND

21

Det kan i dag være svært at forstå, hvor vigtig den jødiske kultur og de jødiske netværk var i 1700- og 1800-tallets Europa. Kulturen forsvandt stort set med holocaust, hvor to tredjedele af Europas jøder omkom, og mange andre blev jaget på flugt.27 Målet med bogen er blandt andet at give et indblik i den forsvundne jødiske kultur. Tilgangen er kulturhistorisk – ikke religionshistorisk. Omdrejningspunktet er jøderne og deres kristne medborgere i de danske købstæder i 1800-tallet, herunder sameksistensen og den gensidige påvirkning mellem de to grupper, især når det gælder erhvervsmæssigt og socialt liv.

JØDER – SPISEREGLER OG SABBAT Når sameksistensen mellem to grupper mennesker undersøges, er det vigtigt at vide, hvad der kendetegner den enkelte gruppe. Her udgøres den ene gruppe af jøder, mens den anden gruppe består af den øvrige befolkning, som i 1800-tallets Danmark altovervejende var kristen. Jødedommen er ligesom kristendommen og islam en monoteistisk religion. Der tilbedes kun én Gud. Jødedommen er den ældste af de tre, og den hviler på Det Gamle Testamente. Jødernes hellige skrift kaldes Toraen, og den indeholder blandt andet de fem Mosebøger.28 Der findes forskellige definitioner af, hvem der er jøde. Her i bogen defineres personer som jøder, hvis de i kilderne betegnes som jøder af enten myndighederne, andre personer eller af sig selv. De var med andre ord defineret som jøder i samtiden. Inden for jødedommen er det meget almindeligt, at børn af jødiske mødre betragtes som jøder.29 Sådan er det ikke nødvendigvis her. Det skyldes især, at den danske lovgivning frem til 1851 slog fast, at børn af blandede jødisk-kristne forhold skulle døbes og opdrages evangelisk-luthersk. Børnene var dermed kristne. På samme måde var det muligt at ændre religiøs status i løbet af 1800-tallet, og der findes eksempler på konvertitter. De regnes for jødiske i den periode, de tilhørte jødedommen, mens de regnes for kristne i perioden, hvor de tilhørte kristendommen.

Når tilgangen er kulturhistorisk, er det ikke hensigten at lave en udtømmende gennemgang af den jødiske religion eller religiøse forskelle på kristne og jøder. Nogle af de jødiske leveregler skal dog kort nævnes. Der er tale om centrale elementer, der på det praktiske område adskiller jøder og kristne i hverdagen, og som derfor kan have spillet ind i forbindelse med dagliglivet og sameksistensen mellem jøder og kristne i 1800-tallets danske købstæder.

Jødernes tidsregning følger den jødiske kalender. I forhold til kristendommen falder de religiøse fest- og helligdage derfor anderledes. Mens søndag er kristen helligdag, er den ugentlige jødiske helligdag sabbatten, som begynder ved

22

J Ø D E R N E S D A N M A R K S H I S T O R I E – i provinsen

solens nedgang fredag aften og slutter lørdag aften ved solnedgang. Jødedommen er desuden præget af særlige spiseregler, som griber dybt ind i hverdagen for folk, der efterlever dem. Der skelnes mellem det rituelle rene og urene. Det rene kaldes kosher. De vigtigste spiseregler er: • Det er kun tilladt at spise kød fra pattedyr, der både er drøvtyggere og har spaltede klove. Det betyder for eksempel, at heste- og svinekød er forbudt. Fjerkræ og fisk med skæl er tilladt. Skaldyr og bløddyr som eksempelvis østers er forbudt. Syge dyr må ikke spises.

• Pattedyr og fjerkræ skal slagtes af uddannede folk, der kaldes schæchtere.

Dyret aflives ved, at halsen skæres over med et enkelt snit. Blodet skal løbe fra, og kødet skal herefter udvandes og saltes for at trække eventuelle blodrester ud.

• Enhver forbindelse mellem kød og mælkeprodukter er forbudt. Der skal gå mindst en time mellem, at de to produkter indtages. Det betyder, at tallerkner og køkkengrej, der har været i berøring med kød, ikke må anvendes til mælkeprodukter. En kosherhusholdning kræver to sæt køkkentøj og service.

• Fisk, frugt og grønt er neutralt i forhold til kød og mælk og kan bruges i begge typer måltider.30 Levereglerne kan have haft betydning for omgangen mellem jøder og kristne i 1800-tallets Danmark. For eksempel havde de forskellige helligdage måske betydning for det erhvervsmæssige samarbejde, og de jødiske spiseregler var muligvis en barriere eller begrænsning i det sociale liv mellem jøder og kristne.

HVORDAN KAN HISTORIEN SKRIVES? Der findes kun i begrænset omfang litteratur, der belyser det jødiske liv i 1800-tallets danske købstæder. Den eksisterende litteratur om emnet består typisk af kortere, beskrivende artikler af slægtshistorisk eller lokalhistorisk karakter, som kun sjældent sætter slægtens historie eller de lokale begivenheder ind i en større sammenhæng.31 I historikerens værksted er det vigtigste arbejdsredskab kilder, der kan fortælle os om fortiden. Forskeren skal finde kilderne og benytte et af sine vigtigste værktøjer, kildekritikken, for at kunne skrive historien. Først undersøges, hvilke kilder der er tilgængelige, dernæst hvad kilderne fortæller, og derefter vurderes det, om man kan stole på det, de fortæller. Her er det nødvendigt at overveje,

DE JØDISKE SAMFUND

23

Mange af bogens kilder er skrevet af aktørerne selv, andre er nedskrevet af en professionel skriver. Skriverne blev brugt, hvis folk ikke kunne skrive dansk. Desuden var skrivere ansat hos myndighederne. Eksempelvis blev politi- og domprotokoller ført af professionelle skrivere, som refererede, hvad der blev sagt i retten.

24

J Ø D E R N E S D A N M A R K S H I S T O R I E – i provinsen

hvem det er, der fortæller, hvorfor vedkommende fortæller, hvornår vedkommende fortæller, til hvem vedkommende fortæller, og om der i øvrigt er noget, der tyder på, at der kan være et motiv til at give en bestemt fremstilling af det, der fortælles om. Det er klassisk historikerarbejde.

En kilde kan også være eksisterende faglitteratur. Der er tradition for, at forskere i deres arbejde bygger videre på det arbejde og de udgivelser, andre har lavet. Det gør sig også gældende her, men da emnet er sparsomt belyst, må der graves langt dybere for at udforske og kortlægge historien. Som historiker må man finde sin indre detektiv frem, og i dette tilfælde er der ingen vej uden om de originale kilder fra samtiden. De udgør de spor, som skal stykke historien sammen.

I bogen er der benyttet aviser fra 1800-tallet. Det er en kildegruppe, der er relativt nem at have med at gøre. Dels er der tale om trykte kilder, dels er mange af de gamle aviser i de senere år blevet scannet, og på den måde er de blevet digitalt søgbare. Hovedparten af det anvendte kildemateriale er dog fundet i arkivæsker på Rigsarkivets afdelinger i København, Viborg og Odense. Her er der tale om håndskrevne kilder, som typisk kun findes i et enkelt eksemplar. Man ved derfor sjældent præcist, hvad der venter, når en arkivæske åbnes. Principielt kan man være den første, der ser på materialet, siden det mange år tidligere blev lagt i æsken. Det er en skattejagt, hvor man støder på historier, som ikke er blevet fortalt før, og som er gået i glemmebogen i løbet af de mange år, dokumenterne har ligget i æsken. Bogens senere kapitler indeholder et righoldigt udvalg af historier, som blot har ligget og ventet på at blive fortalt og indgå som en del af den større, overordnede historie.

Det anvendte arkivmateriale kommer fra mange forskellige institutioner og myndigheder fra lokalt, regionalt og statsligt niveau. Der er blandt andet tale om forskellige breve og ansøgningsmaterialer (eksempelvis om jøders opholdstilladelse eller tilladelse til at drive erhverv), materiale fra retssager bestående af forhør, domme og bilag samt materiale fra de jødiske menigheder. I nogle kildetyper taler jøderne selv. Det gælder blandt andet i de ansøgninger, de sendte til myndighederne. I andre tilfælde taler myndighederne om jøderne. Det afspejler sig for eksempel i lovmateriale og forskellig korrespondance samt svar på ansøgninger fra jøderne. Materialet belyser altså emnet fra forskellige vinkler, og ud fra det er historien skrevet. Både forfatteren og læseren kan således komme meget tæt på nogle af de historiske aktører og lære dem at kende.

DE JØDISKE SAMFUND

25