JEG ER STADIG I MØRKET
Af samme forfatter på dansk:
Pigen fra ‘58, 2018 (Forlaget Etcetera)
Min far & Kvinden, 2020 (Forlaget Etcetera)
Årene, 2021
Simpel lidenskab, 2021
Hændelsen, 2021
Skammen, 2022
Fortabe sig, 2023
Den unge mand, 2023
Den anden datter, 2024
Annie Ernaux
Jeg er stadig i mørket
På dansk ved
Niels Lyngsø
GADS FORLAG
Jeg er stadig i mørket
er oversat fra fransk af Niels Lyngsø efter Je ne suis pas sortie de ma nuit
Copyright © Éditions Gallimard, Paris, 1997
Dansk udgave © Gads Forlag 2024
Omslag: LA Graphic Design
Forsidefoto: Archives privees d’Annie Ernaux (D.R.)
Forsideillustration: Victor Ducroquet: [French Textiles]. Paris 1863
Bogen er sat med Minion Pro hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag
ISBN: 978-87-12-07407-6
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
Cet ouvrage a bénéficié du soutien du Programme d’aide à la publication de l’Institut français.
Min mor begyndte at miste hukommelsen og opføre sig mærkeligt to år efter ellers at være kommet sig helt over en alvorlig trafikulykke –hun blev mejet ned af en bil der kørte over for rødt. I flere måneder kunne hun stadig bo for sig selv i den ejendom for ældre medborgere i Yvetot i Normandiet hvor hun lejede en lille lejlighed. Under hedebølgen i sommeren 83 fik hun et ildebefindende og blev indlagt på hospitalet.
Man fandt ud af at hun hverken havde spist eller drukket i flere dage. Det eneste der var i hendes køleskab, var en pakke sukkerknalder. Fra da af stod det klart at hun ikke længere kunne bo alene. Jeg besluttede at hun skulle flytte hjem til mig i Cergy, for jeg var overbevist om at hendes symptomer ville forsvinde i de velkendte rammer sammen med mine to store sønner, Éric og David, som hun havde hjulpet mig med at opdrage,
og at hun igen ville blive den energiske og uafhængige kvinde hun havde været indtil for nylig. Sådan gik det slet ikke. Hendes problemer med hukommelsen blev værre, og lægen nævnte den mulighed at hun havde alzheimer. Hun kunne ikke længere genkende steder og mennesker fra sin fortid, mine børn, min eksmand, mig. Hun var blevet en forvirret kvinde der flakkede hvileløst omkring i huset eller sad i timevis på trappen ude i gangen. I februar 84, da lægen så hvor afkræftet hun var, og at hun nægtede at tage føde til sig, indlagde han hende på hospitalet i Pontoise. Der tilbragte hun to måneder, og så havde hun et kort ophold på et privat plejehjem inden hun igen blev indlagt på hospitalet i Pontoise, på geriatrisk afdeling, hvor hun døde af en blodprop i april 86, nioghalvfjerds år gammel.
I den periode hvor hun stadig boede hjemme hos mig, begyndte jeg at kradse nogle sætninger ned på små udaterede stykker papir – ting min mor sagde eller gjorde som fyldte mig med rædsel. Jeg kunne ikke bære at min mor blev ramt af et sådant forfald. En dag drømte jeg at jeg råbte ad hende i vrede: “Hold op med at være skør!” Når jeg senere hen kom hjem igen efter at have besøgt hende på hospitalet i Pontoise, mærkede
jeg en stærk trang til at skrive om hende, om hendes ord og hendes krop, som jeg kom stadig tættere på dag for dag. Jeg skrev meget hurtigt, drevet af de voldsomme følelser, uden at tænke eller forsøge at strukturere.
Uanset hvor jeg befandt mig, så jeg hende uophørligt for mig: min mor på dét sted.
I slutningen af 85 begyndte jeg at skrive en historie om hendes liv, skønt det var med skyldfølelse. Jeg havde en fornemmelse af at bevæge mig ind i en tid hun ikke længere ville befinde sig i. Jeg var også splittet mellem min skrift, hvor jeg skildrede hende som en ung kvinde på vej ud i verden, og virkeligheden her og nu med hospitalsbesøg der mindede mig om hendes ubønhørlige forfald.
Da min mor døde, rev jeg dette første udkast til historien i stykker og begyndte på et andet som udkom i 88, Kvinden. I al den tid jeg arbejdede på den bog, genlæste jeg ikke de sider jeg havde skrevet mens min mor var syg. Det var som om jeg var forment adgang til dem: Jeg havde registreret hendes sidste måneder og sidste dage helt frem til den næstsidste uden at være klar over at det var dét jeg gjorde. Der var noget rædselsvækkende over tankeløsheden i forhold
til konsekvenserne – der måske karakteriserer enhver form for skrift, i hvert fald min. På en vis måde førte min dagbog med beskrivelser af hospitalsbesøg nu frem mod min mors død.
I lang tid troede jeg at jeg aldrig ville offentliggøre den. Måske ønskede jeg kun at efterlade ét billede, én sandhed om min mor og mit forhold til hende, den jeg forsøgte at nærme mig i Kvinden. Men nu er jeg nået frem til den overbevisning at den entydighed og sammenhæng et værk skaber – uanset hvor meget det forsøger at inddrage alle selvmodsigelser – bør udfordres så ofte som muligt. Det har jeg fået lejlighed til ved at offentliggøre disse sider.
Jeg viderebringer dem som de er skrevet, med den bestyrtelse og forvirring jeg følte dengang. Jeg har valgt ikke at ændre på hvordan jeg nedskrev de øjeblikke jeg tilbragte tæt på hende, fjernt fra enhver tid – måske bortset fra en genfunden helt tidlig barndom – og enhver anden tanke end: “Det er min mor.” Hun var ikke længere den kvinde jeg altid havde haft hængende over mit liv, og dog var hun, inde bag det umenneskelige ansigt, i kraft af sin stemme, sin gestik og sin latter, stadig mere end nogen sinde før min mor.
De følgende sider bør under ingen omstændigheder læses som et objektivt vidnesbyrd om et “langvarigt ophold” på et plejehjem, og slet ikke som en anklage (sygeplejerne var overordnet set meget opmærksomme og opofrende), men blot som sorgrester.
“Jeg er stadig i mørket,” var den sidste sætning min mor skrev.
Jeg drømmer ofte om hende sådan som hun var før hun blev syg. Hun er i live, men hun har været død. Når jeg vågner, er jeg i et minuts tid sikker på at hun rent faktisk findes i denne dobbelte skikkelse, død og levende på samme tid, ligesom de personer fra den græske mytologi der har krydset floden Styx to gange.
Marts 96
december
Hun sidder bare dér på en stol i dagligstuen. Afkræftet, med ubevægeligt ansigt, slap. Munden
er ikke åben, men på afstand ser det ud som om den er åben.
“Jeg kan ikke få fat i den,” siger hun (hendes toilettaske, hendes striktrøje, hvad som helst). Tingene undslipper hende.
Hun vil se fjernsyn med det samme. Det kan ikke vente til jeg har ryddet bordet. Hun forstår ikke andet nu end sine egne umiddelbare behov.
Hver aften følger David og jeg hende op i seng. Dér hvor parketgulvet bliver til gulvtæppe, løfter hun benet højt, som om hun vadede ud i vandet.
Vi ler, hun ler også. Lidt senere, efter at hun glad har lagt sig i sin seng og væltet alle de ting der stod på natbordet fordi hun ville smøre creme i ansigtet, siger hun: “Nu lægger jeg mig til at sove, tak skal De have, madame.”
Lægen kom. Hun var ikke i stand til at sige hvor gammel hun var. Hun kunne tydeligt huske at hun havde fået to børn. “To døtre,” tilføjede hun.
Hun havde taget to bh’er på, den ene uden på den anden. Jeg kom i tanke om den dag hun opdagede at jeg var begyndt at gå med bh uden at jeg havde
fortalt hende det. Hendes udbrud. Jeg var fjorten år, det var i juni måned, en morgen. Jeg stod i bodystocking og var ved at vaske mit ansigt.
Jeg er begyndt at få ondt i maven igen. Jeg er ikke længere vred på hende, ikke vred over hendes hukommelsestab. En inderlig ligegyldighed.
Vi gik i indkøbscenteret. Hun ville købe den dyreste håndtaske i La Bagagerie, en sort lædertaske. Hun blev ved med at sige: “Jeg vil have den smukkeste, det er min sidste håndtaske.”
Bagefter tog jeg hende med i La Samaritaine.
En kjole og en cardigan denne gang. Hun går langsomt, og jeg er nødt til at støtte hende. Hun ler uden grund. Ekspeditricerne kigger løjerligt på os, de virker forlegne. Det er jeg ikke, jeg kigger nedladende på dem.
Ængsteligt spurgte hun Philippe: “Hvad er Deres forhold til min datter?” Han bryder ud i latter: “Jeg er hendes mand!” Hun ler.