Jeg finder dig_TRYK.indd 2
10.09.2021 10.16
harlan coben
jeg finder dig på dansk ved johnnie mccoy
KRIMI
GADS FORLAG
Jeg finder dig_TRYK.indd 3
10.09.2021 10.16
Jeg finder dig er oversat fra amerikansk af Johnnie McCoy efter Win Copyright © Harlan Coben, 2021 Dansk udgave copyright © Gads Forlag, 2021 Published by arrangement with Lennart Sane Agency AB 1. udgave, 1. oplag Omslagsdesign: Anders Timrén Forsidefoto: Silas Manhood Phorogarphy og Shutterstock Bogen er sat med Sabon hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook, Sverige ISBN: 978-87-12-06619-4 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng. Enhver lighed med virkelige nulevende eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.
Jeg finder dig_TRYK.indd 4
10.09.2021 10.16
Til Diane og Michael Discepolo Med kærlighed og taknemmelighed
Jeg finder dig_TRYK.indd 5
10.09.2021 10.16
Jeg finder dig_TRYK.indd 6
10.09.2021 10.16
kapitel 1
Bolden, der vil afgøre mesterskabet, beskriver en bue i luften, og daler langsomt ned mod kurven. Jeg er ligeglad. Alle tilskuerne på Lucas Oil Stadium i Indianapolis sidder med åben mund og stirrer på bolden. Men ikke jeg. Mit blik er stift rettet mod den anden side af banen. Mod ham. Jeg sidder ved sidelinjen tæt på midten af banen. Til højre for mig sidder en berømt skuespiller, der er kendt fra Marvels superheltefilm. Han er iført en sort T-shirt, hvis ærmer er spændt stramt som en årepresse om hans svulmende biceps. Til venstre for mig sidder den berømte rapper, Swagg Daddy, hvis private fly, jeg købte for tre år siden. Han er iført et par solbriller af eget mærke. Jeg kan godt lide Sheldon (som han hedder i virkeligheden). Både manden og musikeren, selvom jeg ikke kan lade være med at krumme tæer, når han alligevel bliver mig lidt for slesk med sin overdrevne imødekommenhed. Selv er jeg iført et skræddersyet blåt- og hvidstribet jakkesæt fra Savile Row og et par bordeauxfarvede Bedfordshire-sko, der er syet efter mål af Basil, den store mester hos G.J. Cleverly. Om halsen har jeg et lyserødt og grønt Lilly Pulitzer-silkeslips. En specialdesignet lommeklud fra Hermès stikker med guddommelig præcision op fra den venstre brystlomme. Jeg er en rigtig dandy. Og jeg er også – hvis der stadig skulle være nogen, der ikke har fattet det – meget rig.
7
Jeg finder dig_TRYK.indd 7
10.09.2021 10.16
Den bold, der lige nu svæver gennem luften, vil afgøre resultatet af den college-basketball-turnering, man kalder March Madness. Hvilket egentlig er ret vildt. Tænk på, hvor meget blod og hvor mange tårer, det har kostet spillerne at nå frem til dette øjeblik, hvor mange strategier, der er blevet lagt, hvor megen talentspejden, der er udført, hvor mange timer, spillerne har trænet sammen, hvor mange timer, de har tilbragt alene med at kaste bolde mod kurven i deres indkørsel, med at øve driblinger og afleveringer, med at lave styrketræning, med at intervaltræne, indtil de kastede op, hvor mange år, de har tilbragt i surt lugtende træningssale, fra de var begyndere, til de blev professionelle, på børnehold, på ungdomshold i amatørligaen, tænk på alle de high school-turneringer, de har deltaget i … og så afhænger det hele til syvende og sidst bare af de basale fysiske regler, som den orange kugle, der lige nu snurrer rundt i luften på sin vej mod metalringen, er underlagt. Hvis bolden ikke rammer plet, vinder Duke University. Hvis den rammer plet, vinder South State University, og holdets fans vil storme begejstrede ind på banen for at fejre det. Den berømte Marvel-skuespiller har gået på South State University. Swagg Daddy har, som undertegnede, gået på Duke University. De er begge to spændte til det yderste. Et øjebliks stilhed har indfundet sig i den ellers så støjende hal. Tiden går langsommere. Men jeg er som sagt ligeglad. Selvom det er min gamle skoles ære, der står på spil. Jeg har aldrig forstået, hvad det der med at være fan af noget eller nogen går ud på. Jeg kan ikke hidse mig op over, hvem der vinder en konkurrence, som jeg ikke selv (eller nogen, der betyder noget for mig) deltager i. Hvorfor skulle jeg dog det? I stedet fokuserer jeg på ham. Han hedder Teddy Lyons. Han er en af South States alt for mange hjælpetrænere. En to meter høj, muskuløs, bondetamp. Big T, som han gerne vil kaldes, er 33 år gammel, og det er hans fjerde job som basketballtræner. Han er, så vidt jeg har forstået, en middelmådig taktiker, men en fremragende talentspejder. Nu bekendtgør en kraftig summende lyd, at tiden er gået, selvom resultatet endnu ikke er afgjort.
8
Jeg finder dig_TRYK.indd 8
10.09.2021 10.16
Der er så stille i sportshallen, at man kan høre bolden ramme kanten af kurven. Swagg sætter en klo i mit ben. Mr. Marvel slår ud med armene med de svulmende tricepser og rammer mit bryst. Bolden rammer kanten én gang, to gange og så en tredje gang. Det ser ud, som om den livløse genstand lige vil drille os lidt, før den bestemmer sig for, hvem der skal leve, og hvem der skal dø. Jeg holder stadig øje med Big T. Da bolden triller af kanten og daler ned mod gulvet – det var en forbier – eksploderer Blue Devil-tilhængernes side af hallen. I udkanten af mit synsfelt ser jeg mændene på South State-bænken synke sammen. Jeg bryder mig ikke om ordet “slukøret” – jeg synes, det er et mærkeligt ord – men det er ikke desto mindre det ord, der i dette øjeblik bedst beskriver de stakkels mennesker. Al luft siver ud af dem, og de bliver fuldstændig – ja, slukørede. Efter et par sekunder er det endelig sunket helt ind, nederlagets realitet rammer dem for alvor, og flere af dem bryder fortvivlet sammen og begynder at græde. Men ikke Big T. Mr. Marvel begraver sit flotte ansigt i hænderne. Swagg Daddy slynger armene om mig. “Vi vandt, Win!” råber han. “Eller: Det er en win, Win, ha ha!” Jeg lader ham med en panderynken forstå, at jeg synes, den var for søgt. “Ja, du har ret,” siger han. Jeg kan næsten ikke høre, hvad han siger. Larmen fra publikum er øredøvende. Han bøjer sig ned mod mig. “Min fest bliver for sindssyg!” Så løber han ind på banen for at fejre sejren sammen med alle de andre begejstrede og jublende fans. Han bliver opslugt af mængden. Folk dunker mig i ryggen, når de går forbi mig. De vil have mig med. Men jeg bliver siddende. Jeg kigger efter Teddy igen. Nu er han væk. Men det er bare, indtil jeg lige om lidt finder ham igen. *
9
Jeg finder dig_TRYK.indd 9
10.09.2021 10.16
To timer senere ser jeg ham igen. Han kommer gående selvsikkert hen mod mig. Jeg har sat mig selv i lidt af et dilemma. Big T skal have “en lærestreg”, som man siger. Så meget er sikkert. Jeg har stadig ikke helt besluttet mig for, hvor alvorlig den skal være, men den skal i hvert fald have legemlige følger, der kan mærkes i lang tid fremover. Det er dog ikke det, der er dilemmaet. Det er mere, hvordan jeg skal gøre det. Og nej, jeg er ikke bange for at blive afsløret. Den del er der styr på. Big T er inviteret til Swagg Daddys fest. Han tror, at den indgang, han ankommer til nu, er VIP-indgangen. Det er ikke korrekt. Festen bliver ikke engang afholdt her. Der bliver spillet høj musik, som giver genlyd i gangen, men det er kun for at gøre illusionen komplet. Der er ingen andre mennesker i den her lagerhal end Big T og mig. Jeg har handsker på. Jeg bærer våben. Det gør jeg altid. Men jeg får ikke brug for dem. Big T nærmer sig, så tilbage til mit dilemma: Skal jeg bare slå til med det samme, eller skal jeg udvise lidt sportsånd og give ham et varsel? Det skulle ikke være af moralske grunde, eller fordi jeg går ind for fairplay. Jeg er ligeglad med, hvad almindelige mennesker vil mene om det, der kommer til at ske her. Jeg har deltaget i mange slagsmål i mit liv. De regler, der måtte være til at begynde med, fordamper hurtigt i kampens hede. Bid, spark, kast med sand, brug af våben … alt gælder. En ægte kamp handler kun om overlevelse. Man får ikke nogen præmie for at udvise sportsånd. Der er en vinder, og der er en taber. Punktum. Om man har “snydt” eller ej er ligegyldigt. Jeg har kort sagt ingen kvaler med bare at slå til mod dette modbydelige væsen, når han mindst venter det. Jeg er ikke for fin til “billige tricks”. Jeg havde faktisk planlagt, at jeg bare ville springe på ham uden varsel med et baseballbat eller en kniv eller et pistolskæfte. Ikke så meget pjat. Så hvorfor står jeg så i det her dilemma nu? Fordi jeg føler, at det i dette tilfælde ikke er tilstrækkeligt bare at knække et par knogler. Jeg vil knække manden. Det vil være en yd-
10
Jeg finder dig_TRYK.indd 10
10.09.2021 10.16
mygelse for den store, seje Big T at tabe en fair kamp mod lille mig. Jeg er noget ældre end ham, meget mindre og meget kønnere (jo, den er god nok). Nærmest indbegrebet af blødagtighed. Det er den oplevelse, jeg gerne vil give Big T. Nu befinder han sig kun et par skridt fra mig. Jeg træffer min beslutning, træder frem og spærrer vejen for ham. Big T standser op, og får et vredt udtryk i ansigtet. Han glor olmt på mig et øjeblik. Jeg smiler til ham. Så smiler han tillbage. “Jeg kender Dem,” siger han. “Fortæl.” “De så også kampen her til aften. De sad ved sidelinjen.” “Jeg tilstår,” siger jeg. Han stikker sin kæmpestore næve frem. “Teddy Lyons. Men bare kald mig Big T.” Jeg tager ikke hans hånd. Jeg stirrer på den, som om den er faldet ud af røven på en hund. Big T stivner og står afventende et kort øjeblik. Så trækker han hånden til sig igen som et lille barn, der vil trøstes af mor. Jeg smiler igen. Han rømmer sig. “Nå, men hvis De vil have mig undskyldt …” begynder han. “Det vil jeg ikke.” “Hvad?” “Du er vist ikke den skarpeste kniv i skuffen, hva’, Teddy?” sukker jeg. “Jeg vil ikke have dig undskyldt. Du kan ikke undskyldes. Fatter du det nu?” Det vrede ansigtsudtryk er tilbage. “Har du et problem?” “Hmm, hvad kunne være et kvikt svar på det spørgsmål …?” “Hva’?” “Jeg kunne sige: ‘Nej, DU har et problem’, eller ‘Mig? Nej, mit liv er fuldstændig problemfrit’ … men jeg gider ikke engang prøve at være sjov.” Big T ser forvirret ud. Han har tydeligvis lyst til bare at skubbe mig til side. Men han så mig sidde sammen med alle berømthederne til kampen, så han ved, at jeg muligvis er en betydningsfuld person.
11
Jeg finder dig_TRYK.indd 11
10.09.2021 10.16
“Øh,” siger Big T. “Nu går jeg ind til festen.” “Nej, det gør du ikke.” “Hvad?” “Der er ikke nogen fest her.” “Hvad mener du me…” “Jeg mener, at festen finder sted et par gader herfra,” siger jeg. Han sætter grabberne i siden. Trænerstilling. “Hvad fanden skal det her betyde?” “Du har desværre fået en forkert adresse. Og musikken? Den er kun for at gøre illusionen komplet. Og sikkerhedsvagten, som lukkede dig ind, arbejder for mig. Han smuttede i det øjeblik, du gik ind ad døren.” Big T blinker med øjnene to gange. Så træder han et skridt hen mod mig. Jeg rokker mig ikke ud af stedet. “Hvad foregår der her?” spørger han. “Der foregår det, at jeg giver dig en omgang tæsk nu, Teddy.” Smilet på hans læber bliver endnu bredere. “Dig?” Hans brystkasse er på størrelse med en squashbane. Han kommer endnu tættere på mig, bøjer sig over mig og glor på mig med den selvtillid, store, stærke mænd, der på grund af deres størrelse aldrig har været i slåskamp, og heller aldrig er blevet udfordret til en, har. Det er den amatørtaktik, Big T plejer at lægge ud med. Han intimiderer modstanderen med sin størrelse, og de lusker hurtigt væk. Men jeg lusker naturligvis ikke væk. Jeg løfter hovedet og ser ham ind i øjnene. For første gang aner jeg en antydning af usikkerhed i dem. Det var en fejltagelse at stille sig så tæt på mig. Det gør mit første slag let og dets bane kort. Jeg samler de fem fingre på min højre hånd, så de fungerer som en slags pilespids, og giver ham et lynhurtigt slag mod struben. Han udstøder en gurglende lyd. Samtidig giver jeg ham med vristen et lavt spark på siden af hans højre knæ, som ifølge min research har været gennem to korsbåndsoperationer. Jeg hører noget knække. Big T falder som et egetræ i skoven. Jeg løfter mit ben og sparker ham hårdt med hælen. Han skriger.
12
Jeg finder dig_TRYK.indd 12
10.09.2021 10.16
Jeg sparker ham igen. Han skriger. Jeg sparker ham igen. Stilhed. Jeg vil skåne Dem for flere detaljer. 20 minutter senere ankommer jeg til Swagg Daddys fest. Sikkerhedsvagterne eskorterer mig hurtigt til baglokalet. Her er kun adgang, hvis man er 1) en smuk kvinde, 2) kendt, eller 3) har en tyk pung. Vi fester igennem til klokken fem om morgenen, hvorefter Swagg og jeg bliver kørt til lufthavnen i en limousine. Det private fly er tanket op og venter på os. Swagg sover hele vejen tilbage til New York. Jeg tager et brusebad – ja, der er brusekabine i mit fly – barberer mig og skifter til et gråt Kiton K50-jakkesæt med sildebensmønster. To sorte limousiner venter på os i lufthavnen. Swagg tager afsked med mig med en lettere indviklet blanding af kram og særlige håndtryk. Han sætter sig ind i den ene af limousinerne, som kører ham til hans store hus i Alpine. Den anden transporterer mig direkte til mit kontor i den 48-etager høje Lock-Horne-bygning på Park Avenue, som har været i min families eje, siden den stod færdigbygget i 1967. Jeg kører ikke helt op med elevatoren, men stiger ud på fjerde sal. Her lå der engang et sportsagentur, som min bedste ven var indehaver af, men det lukkede for et par år siden. Da han flyttede, lod jeg lokalerne stå tomme alt for længe, fordi man jo aldrig skal opgive håbet. Jeg var overbevist om, at han ville komme til besindelse og flytte tilbage. Det skete ikke. Og vi kom videre med vores liv. Den nye lejer er advokatfirmaet Fisher og Friedman, der sælger sig selv på at være “ofrenes advokater”. Eller som der mere præcist står i den tekst på firmaets hjemmeside, der overbeviste mig: Vi giver alle krænkerne, stalkerne, narrøvene, internettrolls’ene, de pædofile og psykopaterne et knæ i nosserne.
Hvem kan stå for det? Jeg er passiv medejer af firmaet, ligesom jeg i sin tid også var det af sportsagenturet.
13
Jeg finder dig_TRYK.indd 13
10.09.2021 10.16
Jeg banker på. Sadie Fisher siger: “Kom ind.” Jeg åbner døren og stikker hovedet indenfor. “Travlt?” spørger jeg. “Tja, sociopater er meget in lige for tiden,” siger Sadie uden at løfte blikket fra computerskærmen. Det har hun selvfølgelig ret i, og det er præcis grunden til, at jeg investerede i firmaet. Jeg har det godt med det arbejde, de udfører. Selvfølgelig fordi de hjælper denne verdens forfulgte, men også fordi jeg kan se, at mænd (det er næsten altid mænd), der udtrykker deres usikkerhed gennem vold, er en forretning i vækst. Endelig kigger Sadie op. “Jeg troede, du var i Indianapolis for at se basket.” “Det var jeg også.” “Nå ja. Det private fly. Jeg glemmer af og til, hvor rig du er.” “Nej, du gør ikke.” “Sandt nok. Nå, men hvad skylder jeg så æren?” Sadie har ‘sexet bibliotekar’-briller på og er iført en lyserød buksedragt. Den er stram og temmelig afslørende, og det er helt bevidst, har hun betroet mig. Da Sadie i sin tid begyndte at repræsentere mishandlede og krænkede kvinder, fortalte folk hende, at hun skulle klæde sig konservativt. Hun skulle gå i formløst, kedeligt, “uskyldigt” tøj. Men Sadie syntes, at det bare var mere victim blaming. Hendes modtræk? At gøre det modsatte. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal få bragt emnet på bane, så jeg siger det bare ligeud: “Jeg hører, at en af jeres klienter er kommet på hospitalet.” Nu har jeg hendes fulde opmærksomhed. “Ville det være okay, hvis jeg sendte et eller andet til hende?” spørger jeg. “Som for eksempel hvad, Win?” “Blomster. Eller chokolade …” “Hun ligger på intensiv.” “Et tøjdyr. Balloner.” “Balloner?” “Ja, hvad som helst. Bare for at vise hende, at vi tænker på hende.”
14
Jeg finder dig_TRYK.indd 14
10.09.2021 10.16
Sadie vender blikket mod computerskærmen. “Det eneste, vores klient virkelig har brug for, er retfærdighed, og det kan vi åbenbart ikke give hende.” Jeg åbner munden, men beslutter mig alligevel for ikke at sige noget. Jeg lader diskretion og visdom vinde over min trang til at trøste og spille helt. Da jeg vender mig om for at gå, ser jeg to mennesker, en mand og en kvinde, komme gående målrettet hen mod mig. “Windsor Horne Lockwood?” siger kvinden. Jeg behøver ikke se deres politiskilt for at kunne regne ud, at de er politifolk. Sadie ser det også. Hun rejser sig per automatik og går hen mod mig. Jeg har naturligvis masser af advokater, men de arbejder primært med min forretning. Sportsagenten, der havde kontor her før, var også advokat. Ham stolede jeg fuldt og fast på, så han plejede at bistå mig med personlige sager. Nu da jeg ikke længere har ham på sidelinjen, har Sadie åbenbart instinktivt indtaget den ledige plads. “Windsor Horne Lockwood?” siger kvinden igen. Det er mit navn. Eller helt korrekt: Windsor Horne Lockwood III. Min familie har, som navnet antyder, været velhavende i mange generationer. Mit lyserøde ansigt, mit blonde, grånende hår, mine fine, aristokratiske træk og min royale kropsholdning forstærker kun det indtryk hos folk. Jeg forsøger ikke at skjule, hvad jeg er. Jeg tror ikke engang, jeg kunne skjule det, hvis jeg ville. Jeg spekulerer over, hvad jeg kan have gjort galt i håndteringen af Big T. Jeg er god. Jeg er virkelig god. Men jeg er ikke ufejlbarlig. Så hvad har jeg gjort galt? Sadie er næsten nået helt hen til mig nu. Jeg venter. Jeg svarer ikke på deres spørgsmål, men vil lade hende tale: “Hvem spørger?” “Mit navn er Karen Young. Vi er fra FBI,” siger kvinden. Young er sort. Hun har en blå oxfordskjorte på under en faconsyet, cognacfarvet læderjakke. Meget chic af en FBI-agent at være. “Og det her er min makker, Jorge Lopez.” Lopez er mere almindelig. Han er iført et jakkesæt, hvis farve mest af alt minder om våd, grå beton, og han har et trist og snavset rødt slips om halsen.
15
Jeg finder dig_TRYK.indd 15
10.09.2021 10.16
De viser mig deres skilte. “Hvad drejer det sig om?” spørger Sadie. “Vi vil gerne tale med mr. Lockwood.” “Ja, så meget har jeg forstået,” siger Sadie en anelse spidst. “Om hvad?” Young smiler og stikker sit skilt i lommen igen. “Om et mord.”
Jeg finder dig_TRYK.indd 16
10.09.2021 10.16
kapitel 2
Vi kommer ikke rigtigt nogen vegne. Young og Lopez vil uden yderligere forklaring have mig med et eller andet sted hen, men Sadie sætter foden ned. Til sidst blander jeg mig også i diskussionen, og vi når frem til en slags aftale. Jeg tager med dem, men jeg vil ikke afhøres, og jeg svarer ikke på spørgsmål, uden at min advokat er til stede. Sadie, som er overraskende klog af en kvinde på kun 30 år at være, bryder sig ikke om det. Hun trækker mig til side og siger: “Du skal regne med, at de stiller dig spørgsmål, uanset hvad I har aftalt.” “Det ved jeg godt. Det er ikke første gang i mit liv, at jeg har med politiet at gøre.” Det er heller ikke anden gang. Eller tredje, eller … men det behøver Sadie ikke at vide. Der er tre gode grunde til, at jeg hverken er interesseret i at forhale processen eller i at gemme mig bag en advokat. Den første er, at Sadie skal møde i retten lige om lidt, og jeg vil ikke være skyld i, at hun bliver forsinket. Den anden er, at hvis det her har noget med Teddy “Big T” Lyons at gøre, så foretrækker jeg af indlysende grunde, at Sadie ikke hører om det på den her måde. Den tredje grund er, at det er lykkedes dem at pirre min nysgerrighed med deres tale om mord, og så er jeg også født med en temmelig overdreven selvtillid. Så er det sagt. Vi sætter os ind i bilen og kører mod Uptown. Lopez sidder bag rattet, Young sidder på passagersædet, og jeg sidder på bagsædet. Mærkeligt nok kan man nærmest se ængsteligheden stråle ud fra dem som bølgerne på et ekkolod. De anstrenger sig begge to for at optræde professionelt – og det går fint – men jeg kan også mærke, at der er noget, der rumsterer lige under overfladen. Det her mord er anderledes. Det er noget særligt. De forsøger at skjule det, men deres ophidselse
17
Jeg finder dig_TRYK.indd 17
10.09.2021 10.16
udskiller en sky af feromoner, der er så tyk, at det er umuligt ikke at lægge mærke til den. Lopez og Young lægger ud med standardtaktikken: ildevarslende tavshed. Teorien bag den er meget enkel: De fleste mennesker hader tavshed, og vil gøre hvad som helst for at bryde den, blandt andet sige ting, der inkriminerer dem selv. Jeg er næsten lidt fornærmet over, at de tror, at jeg vil falde for det. Men jeg hopper selvfølgelig ikke på den. Jeg sætter mig godt til rette på bagsædet, presser mine fingerspidser mod hinanden og stirrer ud ad vinduet, som om jeg var en turist, der var i den store, slemme by for første gang i sit liv. Endelig siger Young: “Vi ved godt, hvem De er.” Jeg stikker hånden i jakkelommen og trykker på en knap på min telefon. Vores samtale bliver nu optaget. Hvis en af mine nye venner fra FBI opdager det og forsøger at ødelægge telefonen eller slette filen, bliver den øjeblikkeligt sendt til en sky på nettet. Man kan ikke påstå, at jeg ikke er forberedt på lidt af hvert. Young vender sig om og kigger på mig. “Jeg sagde: Vi ved godt, hvem De er.” Jeg svarer med stilhed. “De har arbejdet for os,” siger hun. Det overrasker mig, at de kender til min relation til FBI, men jeg viser dem det ikke. Jeg arbejdede for bureauet, da jeg var nyuddannet fra Duke University, men kun med tophemmelige sager. Det, at nogen – det må komme helt oppe fra toppen af – har informeret de to agenter om det, bekræfter bare, at den her mordsag må være helt ekstraordinær. “Vi hører, at De var god,” siger Lopez og fanger mit blik i bakspejlet. Det var hurtigt, at de skiftede taktik fra tavshed til smiger. Men de får alligevel ikke noget ud af mig. Vi kører op ad Central Park West, den gade, jeg bor på. Det står mere og mere klart for mig, at sandsynligheden for, at det her har noget med Big T at gøre, er meget lille. For det første ved jeg jo, at Big T overlevede, omend ikke uden mén. For det andet ville agenterne i givet fald have kørt mig til deres hovedkvarter i nummer 26 på Federal Plaza.
18
Jeg finder dig_TRYK.indd 18
10.09.2021 10.16
Men i stedet er vi nu på vej i den modsatte retning, mod min bopæl i Dakota-bygningen på hjørnet af Central Park West og 72nd Street. Jeg tager bestik af situationen. Jeg bor alene nu, så offeret kan ikke være én, der står mig nært. Måske har de skaffet sig en ransagningskendelse, gennemsøgt mit hjem og fundet belastende beviser mod mig, som de så nu vil konfrontere mig med. Men det virker heller ikke sandsynligt. Hvis det var tilfældet, ville en af dørmændene i bygningen have advaret mig. Jeg er heller ikke så uforsigtig, at jeg ville lade noget som helst mistænkeligt ligge og flyde hjemme hos mig selv. Til min store overraskelse kører Lopez forbi Dakota-bygningen uden at sænke farten, og vi fortsætter mod Uptown. Da vi kører forbi Museum of Natural History seks gader længere fremme, ser jeg to patruljevogne holde på 81st Street foran Beresford-bygningen, en anden statelig bygning fra før krigen. Lopez holder øje med mig i bakspejlet. Jeg kigger på ham og rynker panden. Dørmændene i Beresford-bygningen er klædt i uniformer i sovjetgeneralstil fra slutningen af 1970’erne. Da Lopez har parkeret ved kantstenen, vender Young sig om mod mig og spørger: “Kender De nogen, der bor her?” Jeg besvarer spørgsmålet med et smil – og tavshed. Hun ryster på hovedet. “Okay. Lad os gå.” Med Lopez på min højre side og Young på min venstre bliver jeg eskorteret gennem den marmorbeklædte lobby og direkte ind i en elevator med træpaneler. Young trykker på den knap, der vil sende elevatoren op til den øverste etage, og jeg fornemmer, at vi er på vej op mod en sjælden og eksklusiv sfære. Både i overført og bogstavelig forstand – og nærmest også i finansiel forstand. En af mine ansatte, en underdirektør i Lock-Horne Securities, har en classic six – en klassisk seksværelses lejlighed fra før krigen – med begrænset udsigt ud over parken på fjerde sal her i Beresford-bygningen. Han gav mere end fem millioner dollars for den. Young vender sig mod mig og siger: “Ved De, hvor vi skal hen?” “Op?” siger jeg. “Meget morsomt.”
19
Jeg finder dig_TRYK.indd 19
10.09.2021 10.16
Jeg glipper beskedent med øjenvipperne. “Til øverste etage,” siger hun. “Har De nogen sinde været der før?” “Det tror jeg ikke.” “Jeg troede, at alle I rige kendte hinanden.” “Det var da en slem fordom,” siger jeg. “Men De har været i bygningen før, ikke sandt?” Elevatordørene går op med et lille ding, og jeg vælger ikke at svare på spørgsmålet. Jeg havde forventet, at vi ville træde direkte ind i en storslået lejlighed. Det er ikke ualmindeligt, at elevatorerne i den her slags bygninger fører direkte op til taglejlighedssuiterne. Men i stedet træder vi ind i en mørk gang med vægge beklædt med rødbrunt stoftapet. En åben dør til højre fører ud til en trappeopgang med en smedejernsspindeltrappe. Lopez går forrest. Young giver tegn til mig om, at jeg skal følge efter ham. Jeg adlyder. Trappeopgangen er fuld af gammelt ragelse. Der står mandshøje stakke af blade, aviser og bøger på begge sider af trappen. Vi går i gåsegang op ad trappen – jeg får øje på et eksemplar af Time Magazine fra 1998 – men alligevel er vi nødt til at bevæge os sidelæns for overhovedet at kunne komme frem. Stanken er uudholdelig. At den værste stank i verden skulle være stanken fra et menneskelig i forrådnelse, er en kliché, men det er ikke desto mindre sandt. Young og Lopez holder sig for munden og næsen. Det gør jeg ikke. Der er fire små tårne på Beresford-bygningen, et i hvert hjørne. Vi når op for enden af trappen, som fører til det nordøstlige tårn. Den, der bor (eller nok mere præcist: boede) her, øverst oppe i en af de fineste bygninger på Manhattan, var en fuldblods hoarder. Vi kan knap nok røre os, så lidt plads er der. Fire retsteknikere i fuld beskyttelsesmundering kæmper for at bane sig vej gennem dyngerne og få endevendt det hele. Liget er allerede lagt i en ligpose. Det kommer bag på mig, at de ikke har fjernet det endnu, men alt ved den her situation er mærkeligt. Jeg har stadig ingen anelse om, hvorfor jeg er her.
20
Jeg finder dig_TRYK.indd 20
10.09.2021 10.16
Young viser mig et foto af en mand, som jeg går ud fra er offeret. Hans øjne er lukkede. Det hvide lagen er trukket helt op under hagen på ham. Det er en ældre mand med lysegrå, næsten helt hvid hud. Jeg skyder på, at han er i begyndelsen af 70’erne. Det grå hår omkring den skaldede plet på hans hoved er vokset ud over hans ører. Skægget er så stort, tykt, krøllet og gulligt, at det nærmest ser ud, som om han er i færd med at sluge et får. “Kender De ham?” spørger Young. Jeg vælger at køre med sandheden: “Nej.” Jeg giver hende billedet tilbage. “Hvem er det?” “Det er offeret.” “Det havde jeg regnet ud, tak. Jeg mener, hvad hedder han?” Agenterne udveksler et blik. “Det ved vi ikke.” “Har I spurgt lejlighedens beboer?” “Vi tror, at det er ham,” siger Young. Jeg venter. “Tårnværelset blev købt for næsten 30 år siden af et selskab med begrænset ansvar – et LLC – via et skuffeselskab, hvis ejerforhold ikke kan spores.” Et selskab, hvis ejerforhold ikke kan spores. Det kender jeg kun alt for godt til. Jeg har tit benyttet mig af muligheden for at oprette den slags selskaber. Ikke for at undgå at betale skat, selvom det selvfølgelig kan være en fin sidegevinst. For mit vedkommende – såvel som for vores afdøde hoarders, ser det ud til – har det mere handlet om at være anonym. “Ingen ID-papirer?” spørger jeg. “Vi har ikke fundet nogen endnu.” “Husets personale …” “Han boede alene. Når han fik leveret varer, blev de stillet for foden af trappen. Der er ikke overvågningskameraer på gangene på de øverste etager. Eller – hvis der er, så er det i hvert fald ikke noget, administrationen har lyst til at indrømme. Afdragene på lejligheden blev betalt til tiden af LLC’et. Ifølge dørmændene var Eremitten, som de kaldte ham, noget af en eneboer. Han gik meget sjældent ud, og når det skete, havde han et halstørklæde for ansigtet, og han forlod
21
Jeg finder dig_TRYK.indd 21
10.09.2021 10.16
bygningen via en hemmelig udgang i kælderen. Personalechefen fandt ham i morges, efter man var begyndt at kunne lugte ham på etagen under.” “Og der er ingen i hele bygningen, der ved, hvem han er?” “Indtil videre har vi ikke fundet nogen,” siger Young. “Men vi er ikke færdige med at gå fra dør til dør.” “Jamen så tror jeg, vi er nået frem til det oplagte spørgsmål,” siger jeg. “Som er?” “Hvad jeg laver her.” “Soveværelset.” Young forventer tydeligvis, at jeg skal sige noget. Det gør jeg ikke. “Følg med.” Vi drejer til højre til en udsigt ud over Museum of Natural History’s kæmpestore, runde planetarie, der ligger på den anden side af gaden. Til venstre for planetariet ligger Central Park i al sin pragt og vælde. Jeg har også selv en temmelig misundelsesværdig udsigt ud over parken, selvom Dakota-bygningen kun er ni etager høj. Her er vi højere oppe end 20. etage. Jeg er ikke typen, der nemt lader sig forbløffe, men da jeg træder ind i soveværelset – da jeg ser grunden til, at de har taget mig med herop – standser jeg brat op. Jeg står som forstenet og stirrer. Jeg bliver transporteret direkte tilbage til fortiden, som om jeg er trådt ind i en tidsmaskine. Jeg er otte år gammel og sniger mig ind i min bedstefars salon på Lockwood Manor. De øvrige medlemmer af min store familie er ude i haven. Jeg har et sort sæt tøj på og står alene på det rigt udsmykkede parketgulv. Det er før min families fald. Eller det var måske netop på denne dag, de første sprækker begyndte at vise sig. Det er i dag, min bedstefar bliver begravet. Salonen, hans yndlingsværelse, er blevet behandlet med et desinfektionsmiddel med en vammelsød lugt. Men duften af hans pibe er stadig dominerende. Jeg nyder den i fulde drag. Jeg rækker langsomt en hånd frem, rører ved læderet på hans yndlingsstol og forventer nærmest at se ham materialisere sig i stolen med sin strikkede cardigan, sine sutsko, sin pibe og det hele. Til sidst får mit otteårige selv samlet mod nok til at
22
Jeg finder dig_TRYK.indd 22
10.09.2021 10.16
sætte sig op i lænestolen. Jeg sidder i stolen og kigger op på væggen over kaminen, som bedstefar selv så ofte gjorde. Jeg ved, at Young og Lopez holder øje med mig for at se min reaktion. “Først gik vi ud fra,” siger Young, “at der var tale om en forfalskning.” Jeg står stadig og stirrer, som om jeg var otte år gammel og sad i min bedstefars læderlænestol. “Vi gik over på den anden side af parken til the Met og tog fat i en af deres kunsteksperter,” fortsætter Young. Hun mener selvfølgelig The Metropolitan Museum of Art. Ikke The Metropolitan Opera. “Hun sagde, at vi er nødt til at tage det ned fra væggen, hvis hun skal undersøge det ordentligt, men umiddelbart er hun ret sikker på, at det er ægte.” Hoarderens soveværelse er i modsætning til resten af tårnet enkelt indrettet og pænt og ryddeligt. Sengen, der står op ad væggen, er redt. Den har ikke noget hovedgærde. På sengebordet ligger der et par læsebriller og en læderindbundet bog. Jeg ved godt, hvorfor de har taget mig med herind. Det er for at vise mig den eneste genstand, der hænger på væggen. Johannes Vermeers oliemaleri med den prunkløse titel: Lady Seated at a Virginal. Ja, dén Vermeer. Ja, dét maleri. Mesterværket er, som de fleste af de kun 34 Vermeer-billeder, der findes i verden, ret lille – 51,5 gange 45,5 centimeter – hvilket står i kontrast til det kolossale indtryk af renhed og skønhed, det efterlader hos beskueren. Billedet, som min bedstefar købte for næsten 100 år siden, plejede at hænge i salonen på Lockwood Manor. For mere end 20 år siden udlånte min familie maleriet, der i dag må være mere end 200 millioner dollars værd, sammen med det eneste andet mesterværk, vi ejede, Picassos The Reader, til Lockwood Gallery i Founders Hall på Haverford Colleges campus. De kan muligvis huske at have læst om det natlige røveri i avisen dengang. Der er gennem tiden indløbet mange falske meldinger om observationer af begge malerier. Den seneste var, at Vermeer-billedet skulle befinde sig på en mellemøstlig prins’ lystyacht. Ingen af sporene (som jeg i mange tilfælde egenhændigt har
23
Jeg finder dig_TRYK.indd 23
10.09.2021 10.16
fulgt op på) har ført til noget. Der findes en teori om, at røveriet blev udført af det samme forbrydersyndikat, som stjal 13 kunstværker, inklusive værker af Rembrandt, Manet, Degas, og ja, Vermeer, fra The Isabella Stewart Gardner Museum i Boston. Ingen af de stjålne værker fra de to røverier er nogen sinde blevet fundet. Indtil nu. “Hvad tænker De om det?” spørger Young. Jeg har hængt to tomme rammer op i bedstefars salon. Både som en hyldest til de to stjålne mesterværker, og som et løfte om, at de en dag skal vende tilbage til deres pladser på væggen. Nu ser det ud til, at det løfte i hvert fald delvist bliver indfriet. “Og Picasso-billedet?” spørger jeg. “Det har vi ikke fundet spor af,” siger Young. “Men som De kan se, mangler vi stadig at kigge en hel del igennem.” Picasso-billedet er meget større – 150 gange 120 centimeter eller måske endda endnu større end det. Jeg har stærkt på fornemmelsen, at de havde fundet det nu, hvis det havde befundet sig i lejligheden. “Andre tanker?” spørger Young. Jeg slår ud med hånden mod væggen. “Hvornår kan jeg få det med hjem?” “Der kommer til at gå noget tid. De ved, hvordan det er.” “Jeg kender en anerkendt kunstekspert og konservator på NYU. Han hedder Pierre-Emmanuel Claux. Jeg vil gerne have ham til at tage sig af det.” “Vi har vores egne folk.” “Nej, kære FBI-agenter, det har I ikke. Faktisk har I selv lige indrømmet, at I i morges bare brugte en eller anden tilfældig person fra the Met …” “Jeg ville nu ikke kalde hende en tilfældig …” “Jeg synes ikke, det er for meget at forlange,” fortsætter jeg. “Min kontakt er en af verdens førende eksperter i at håndtere og konservere gamle mesterværker og bedømme deres ægthed.” “Vi kigger på det,” siger Young for at få lukket diskussionen og komme videre. “Hvad tænker De ellers?”
24
Jeg finder dig_TRYK.indd 24
10.09.2021 10.16
“Blev han kvalt, eller fik han skåret halsen over?” De to betjente udveksler igen et blik. Så rømmer Lopez sig og siger: “Hvorfra ved …” “Lagenet dækkede hans hals,” siger jeg. “På det foto, I viste mig. Jeg går ud fra, at det var for at skjule skaderne.” “Det behøver vi ikke gå i detaljer med lige nu,” siger Young. “Har I et dødstidspunkt?” spørger jeg. “Den detalje venter vi også lige lidt med.” Kort sagt: Jeg er mistænkt. Jeg kan dog ikke helt regne ud hvorfor. Hvis jeg var morderen, havde jeg vel taget maleriet med mig. Eller måske netop ikke. Måske havde jeg været kvik nok til at lade maleriet hænge, da jeg havde myrdet ham, så politiet ville finde det og levere det tilbage til min familie. “Kan De komme i tanke om noget andet, der måske kunne hjælpe os?” spørger Young. Jeg gider ikke engang formulere den teori, der er den mest indlysende: Eneboeren var kunsttyv. Han solgte det meste af det, han havde stjålet, købte sig en ny identitet for pengene, oprettede det selskab, gennem hvilket han skaffede sig lejligheden – og af en eller anden grund, enten fordi han holdt meget af det, eller fordi det var for svært at få det afsat, beholdt han Vermeer-billedet. “De har altså aldrig været her før,” fortsætter Young. Hendes tonefald er lidt for henkastet. “Mr. Lockwood?” Interessant. De har åbenbart beviser på, at jeg har været i tårnet før. Men det har jeg ikke. Grunden til, at de har valgt den usædvanlige fremgangsmåde at vise mig gerningsstedet, er naturligvis, at de håber, at det vil gøre mig usikker, og jeg kommer til at afsløre mig selv. Hvis de havde gjort, som man plejer, når man efterforsker et mord, og kaldt mig ind til afhøring på stationen, ville jeg være defensiv og på vagt fra begyndelsen. Måske ville jeg endda have taget en advokat med. Men hvad kan de have på mig? “Jeg vil gerne på vegne af min familie udtrykke dyb taknemmelighed for, at I har fundet Vermeer-billedet. Jeg håber, at det vil føre til, at
25
Jeg finder dig_TRYK.indd 25
10.09.2021 10.16
vi også snart får Picasso-billedet tilbage. Og nu vil jeg gerne tilbage til mit kontor.” Det passer tydeligvis ikke Young og Lopez. Young ser på Lopez og nikker. Lopez går ind i det tilstødende værelse. “Øjeblik,” siger Young. Hun finder et andet foto frem fra sin mappe. Men det, jeg ser på fotoet, gør mig ikke mindre forvirret. “Genkender De den, mr. Lockwood?” “Bare kald mig Win,” siger jeg for at vinde tid. “Kan du genkende den her, Win?” “Det ved jo du godt, at jeg kan.” “Kan du bekræfte, at det er din families våbenskjold?” “Ja, det kan jeg.” “Der vil naturligvis gå temmelig lang tid, før alt i mordofferets lejlighed er blevet undersøgt,” fortsætter Young. “Ja, det siger du jo.” “Men indtil videre har vi fundet en interessant genstand i skabet i soveværelset.” Young smiler. Jeg bemærker, at hun har et nydeligt smil. “Der var ikke andet i skabet end den.” Jeg venter. Lopez kommer tilbage. En retstekniker følger efter ham med en krokodilleskindskuffert med blankpolerede metalbeslag. Jeg genkender den straks, men forstår ingenting. Det giver ikke mening. “Genkender du den her kuffert?” spørger Young. “Burde jeg det?” Det burde jeg selvfølgelig. For mange år siden bestilte min tante Plum en kuffert mage til den her til alle de mandlige medlemmer af familien. De er alle udsmykkede med familiens våbenskjold og ejermandens initialer. Da hun gav mig min – jeg var 14 år gammel – måtte jeg tage mig sammen for ikke at komme til at rynke på næsen. Jeg har det fint med eksklusivitet og luksus. Jeg har det mindre fint med simpel ødselhed og vulgaritet. “Dine initialer står på den.” Teknikeren vender kufferten og viser mig det smagløse monogram: WHL3.
26
Jeg finder dig_TRYK.indd 26
10.09.2021 10.16
“Det er dig, ikke? WHL3 – Windsor Horne Lockwood III.” Jeg rører mig ikke, siger intet, afslører intet. Med fare for at lyde melodramatisk vil jeg blankt tilstå, at det her bringer mig helt og aldeles ud af balance. “Så, mr. Lockwood, har De noget imod at fortælle os, hvordan Deres kuffert er havnet her?”
Jeg finder dig_TRYK.indd 27
10.09.2021 10.16