Jordskred by Gads Forlag

”Som en blanding af Liza Marklund og Åsa Larsson.”

ÅRETS BEDSTE KRIMI

DET SVENSKE KRIMINALAKADEMI

EN VERA BERGSTRÖM-KRIMI

GADS FORLAG

Af samme forfatter:

Lysningen (2024)

Sara Strömberg JORDSKRED

krimi

På dansk ved Dorte Einarsson

Gads Forlag

Jordskred er oversat fra svensk af Dorte Einarsson efter Skred

Published by arrangement with Sebes & Bisseling Literary Agency Scandinavia

ISBN 978-87-12-07490-8

1. udgave, 1. oplag

Omslag: Thomas Szøke, eyelab.dk efter originaldesign af Anders Nilsson, Nestorville

Omslagsillustration: Marléne Nilsén

Bogen er sat med Sabon hos BogGrafisk og trykt hos Scandbook

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

G.E.C. Gads Forlag A/S

Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark

reception@gad.dk www.gad.dk

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Til Ida og Emma

HAN efterlader store huller. Sneskorpen holder ikke længere, han burde have tænkt på det og bare taget en taxa hjem til gården, da der ikke var plads på nogen af snescooterne. Hver gang skorpen brister under støvlerne, ryger bukserne op, så isstykkerne river i den nøgne hud. Huden begynder at blive følelsesløs, men han kan stadig mærke, hvordan blodet løber ned ad skinnebenet, varmt og kløende. Alle de andre er allerede oppe på fjeldet, sidder vel i saunaen med hver sin GT. Bare tanken gør ham tissetrængende. Det begynder at blæse op, da han standser og tømmer sig. Aprilvejr, men der er ikke så langt at gå nu. Hvis han bare ikke skulle pisse hele tiden. Det var blevet til flere øl efter dj-settet, i hurtigt tempo for at indhente det forsømte. Han bøjer hovedet bagover, vender ansigtet op mod nattens mørke rum. Luften smager besk, som jord lugter om foråret. Himlen er nærmere her, men ingen steder i Åre kan man se stjernerne lyse rigtig kraftigt længere, ikke engang i klart vejr. Ikke sådan som de gjorde, da han var barn.

Lyden når ham, mens han knapper gylpen. En let, men vedholdende skraben. Er det flere, der skal til efterfest? Eller er det et dyr? Hjertet begynder at hamre i brystet. Hvorfor bliver han så afsindig bange? Blandt de lave birketræer er der ikke andet end skyggerne, som de fjerne skibakkers projektører kaster på jorden. Det er sikkert bare beruselsen, der spiller ham et puds.

“Hallo? Er der nogen?” råber han.

Intet svar. Lyset flakker i blæsten, og den skrabende lyd kommer nærmere.

Hvad der herefter får ham til at miste balancen, forstår han ikke rigtig, men den sprøde sneskorpe giver straks efter, da han falder. Kroppen begraves i sneen. Synker dybere og dybere ned, mens mørket roterer ovenover.

Der går lidt tid, men til sidst lykkes det ham at rejse sig. Vaklende begynder han at gå igen. Så begynder det at sne. Hvert eneste hul, han efterlader, vil blive fyldt op igen. Andre huller vil opstå.

VERA

JEG så revnen i vejen og begyndte at bremse i samme øjeblik, som fjeldet Åreskutan kom til syne mellem skyerne. Autocamperen med norske nummerplader, der havde ligget foran mig den seneste halve time, måtte have kørt hen over hullet i sidste sekund. Nu kunne hjulene sikkert sætte sig fast i revnen. Jeg kiggede i bakspejlet, før jeg standsede.

Revnen skar hele E14 over og så ud til at være helt ny. I det mindste havde den ikke været der, da jeg kørte hen til redaktionen i morges. Men turisterne i Kopparbranten havde sikkert allerede nået at slå alarm, bekymrede for at få en skade på deres fine SUV’er. Indtil videre var der kun få sommerhusejere, men der lå bunker af bortsprængte sten, og gravemaskinerne kørte dag og nat. På kortet over grundene i Leif Trondes nyudlagte område øst for Åre by, mellem hotel Copperhill og Åre Continental Inn, var der alene på første etape markeret tyve nye, bombastiske byggerier. Projektet havde sat stærke kræfter i bevægelse mod hinanden. Som i de fleste større turistområder var det centrale spørgsmål, hvem man egentlig byggede for, og hvorfor.

Nede på vejen vældede grus og jord op af asfalten, vild kørvel og gederams hang løst i revnen med rødderne blottede. På en måde skræmte det mig, præcis som alt det, der burde blive indeni, skræmte mig. Blod, bræk og tårer. Jeg sukkede og kiggede på uret. Langt over middagstid.

I stedet for at løbe en risiko og fortsætte de sidste tres kilometer hjem drejede jeg ind på benzintanken. Sulten sled i mig. Jeg havde

ikke mærket suget i maven, før duften af stegt, krydret svinekød trængte ind til skrivebordet, ruskede mig i skuldrene og angav arbejdsdagens slutning. Hvis jeg var heldig, havde butikken stadig åben.

Spisesedlerne råbte om krig, høje energipriser og renternes himmelflugt. Ikke underligt, at man ville have den lille verden ekstra tæt på. Jeg forsøgte at kigge igennem de sorte butiksvinduer, men det var umuligt at se, om nogen rørte sig derinde. Lige så umuligt at gemme sig udenfor. Det forbandede sommerlys. Troskyldigt og vildledende som en ung lommetyv. Men gadeskiltet stod stadig oppe ved indkørslen. Det fik mig til at standse motoren og gå ud. Jeg ledte efter min pung i jakkelommen, indtil jeg kom i tanke om, at den lå i kameratasken på bagsædet.

Bildøren smækkede, så blev stilheden intens. Aftenluften dampede af fugt. En skarp lugt af gennemblødt rejnfan slog imod mig, men det var i det mindste opholdsvejr. Vinduesviskerne var begyndt at knirke ud for Undersåker. Hvor længe havde det regnet?

Jeg måtte have gået i gummistøvler i ugevis, skrevet mindst tyve artikler om bjergbække, der svulmede op og bristede. Den kraftige strøm løb ad nye veje nu, gravede sig ind i fjeldet mere effektivt end alle gravemaskiner i verden, nu hvor skoven, som tidligere sugede vandet op, var blevet fældet efter den nye byggelov.

Jeg gik ind på tanken og bestilte en grillpølse med brød hos den unge, solbrændte fyr med vindblæst hår ved kassen. Formentlig var han netop kravlet ned af sit paddleboard ved Åresjön.

“Har du set revnen i vejen derude?” spurgte jeg.

Han fór sammen, som om han ikke var vant til andre overvejelser end dem, der handlede om nøglen til toiletdøren, eller om hvorvidt man kunne købe glutenfrit pølsebrød.

“Øh, nej.”

Jeg strøg håret væk fra panden og besluttede mig for at lade samtalen stoppe, før den overhovedet var begyndt. Helt ligeglad

slæbte han fødderne hen til disken, hvor en enkelt ølpølse lå og rodede i sit eget fedt. En enlig pølse, meget passende. Min ensomhed var sprunget ud i fuldt flor midsommeraften og ville vare et godt stykke tid endnu. Selvom jeg forsøgte at undgå Facebook, lykkedes det statusopdateringerne at krybe ind under huden på mig. Fælles middage på elegante verandaer og altaner. Leende ansigter ved langborde, kind mod kind i nærbillede. Jeg havde ingen gruppe at høre sammen med længere.

I år havde jeg ikke tænkt mig at tage en eneste feriedag, jeg havde ingen særlige planer og kunne lige så godt tilbringe hele sommeren med at arbejde. Alt ville føles lettere til efteråret. Så ville Thomas i hvert fald være kommet hjem fra den der idiotiske danserejse i Argentina, som han var på. Jeg savnede ham uventet meget. Ikke fordi det var lettere at være ensom sammen med en, der var lige så ensom, men fordi jeg havde det godt i hans selskab. Månederne før han tog afsted, havde vi været meget sammen, næsten lige så intenst som da vi var børn, og jeg vænnede mig frygtelig hurtigt til at have en ven at tale med. At spise middag og gå i skoven med.

“Ketchup og sennep?”

Fyren havde allerede foldet sin hånd rundt om flasken med ketchup, som hang ned fra loftet.

“Bare stærk sennep og en masse rå løg, tak.”

Du skal ikke tage noget for givet, knægt.

Myggene overfaldt mig, da jeg gik ud for at spise. De små djævle.

Jeg forsøgte at vifte dem væk. De ville helst ind i åbningerne, komme til struben. Flere gange måtte jeg skifte hånd. Senneppen løb ned ad fingrene, jeg slikkede den af, havde som sædvanlig glemt at tage en serviet.

Jeg spiste hurtigt, åbnede bildøren og smed pølsepapiret ind til alt det andet skrald på gulvet ved passagersædet. Gravede myggemidlet frem og sprayede mig over det hele. Det lykkedes ikke duften af citron at overdøve den stærke lugt af kemikalier. Så

tændte jeg en cigaret og blev stående lidt. Nød stilheden. Selvom vejret hidtil havde gjort sit bedste for at stoppe cyklister, vandrere og klatrere, var det, som om sommerens karavane aldrig sluttede. Coronaepidemien havde skabt en fjeldepidemi. Heldigvis var det ikke lykkedes trængslen at stå i vejen for landskabets skønhed. Vandet, som rislede i dalen mellem bjergene, trøstede med blødt grønt, vajende grantræer og birkekroner. Men trægrænsen rykkede sig højere og højere op. Eller var det det nøgne fjeld, som flygtede for at være i fred fra menneskehænder? Det vilde var større og strakte sig længere, end vores fingre kunne nå, vi troede bare, vi kunne røre ved alt.

Blikket blev igen tiltrukket af revnen i E14, før det fortsatte længere op på bjerget, skråt over for tankstationen. En afsats begyndte at ryste, så lidt jord dryssede ned. Fuglene lettede med bange vinger. Med ét opdagede jeg, at alle træer og lygtepæle lænede sig i samme retning. Hjertet slog hurtigere. Jeg kastede skoddet i en krukke med slatne stedmoderblomster og bakkede instinktivt. Så buldrede det.

Et afgrundsskrig fra selve jorden. Store jordknolde løsnede sig og påbegyndte en glidebane, afløbsrør og elkabler blev presset op af jorden. Alt blev blandet sammen til en eneste brunsort masse, som så ud til at blive mere og mere flydende. Snart rullede hele skråningen, trak alt med sig, der fandtes på den, som om Gud bare fejede nogle krummer væk med hånden. Jeg så, hvordan de grønne farver forsvandt, da græstørvene blev vendt rundt og kvalt i mudderet. Vejnettet rundt om de færdige grunde blev udvisket. Vandet fossede, stenene fløj omkring, birketræer og gadelygter faldt som pinde i et pindespil. Længst oppe balancerede to feriehuse på en kant, før terrænet blev trukket væk under dem. Lyden af trævægge, der gik i stykker, overdøvede resten af larmen, før husene kollapsede og gled ned i jorden. Tænk, hvis der også var mennesker derinde. For helvede, for helvede, for helvede.

Ud af øjenkrogen så jeg, hvordan døren fløj op bag mig. Klokkerne ved indgangen ringlede.

“Hvad sker der?”

Pølsefyrens stemme hakkede.

“Jordskred i Kopparbranten! Løb væk herfra for en sikkerheds skyld!” råbte jeg uden at vende mig om.

“Hvad med dig? Skal du ikke …?”

“Løb!”

Døren gik i, hurtige skridt bevægede sig hen over asfalten.

Styrken i flodbølgen af mudder syntes bare at accelerere. Ville skredet komme tættere på, måske endda nå helt hertil? Jeg ville også gerne skynde mig væk og komme i sikkerhed, men jeg stod der stadigvæk, selvom benene knap nok kunne bære mig. Hænderne rystede, da jeg fik kameraet op af tasken. Teleobjektivet sad stadig på efter formiddagens dækning af løbekonkurrencen i Edsåsdalen. Jeg trak vejret stødvist, mens jeg løftede linsen mod ødelæggelserne og lod teknikken knitre. Netop da druknede strømmene en gammel lade i en fordybning. Fugleskræmslet ved siden af segnede i dybet, men dets stråhat flød videre. Den lignede min fars sommerhat. En kraftig kvalme tvang mig til at synke, før jeg fortsatte arbejdet. I et halvt minut var der bare skredet og mig, ikke andet. Alt det som faldt, og mig der altid forsøgte at holde mig oprejst. Men snart hørtes sirenerne, først på afstand, siden tæt på. Det begyndte at ringe i lommen. Jeg sprang de indledende fraser over.

“Jeg er på, Strømmen.”

Jämtlandspostens chefredaktør Nils “Strømmen” Strömqvist, også kaldet Satan af oplagte grunde, rømmede sig med snus i munden. Skovmandsskjortens knaplukning var sikkert allerede gledet om på siden af maven bare ved tanken om snart i realtid at kunne følge stigningen i antallet af klik på hjemmesiden.

“For satan, allerede? Jeg er stadig på redaktionen og har ringet efter nyhedschefen og Jönsson. Folk kan jo for satan komme til

skade, endda dø i sådan et jordskred, biler kan blive trukket med. Så du nogen, som …?”

“Nej, indtil videre er det umuligt at vide. Jeg skriver nogle linjer om, hvad jeg har foran mig. I får en notits og nogle billeder om et øjeblik, så må vi opdatere løbende. Kan webredaktionen tage den første snak med redningstjenesten og politiet, mens jeg forsøger at komme nærmere?”

“Absolut. Vi tager en ting ad gangen, det er helt rigtigt. Du, der kan komme flere skred, så vær forsigtig.”

“Jeg er altid forsigtig.”

“Du lyver lige så stærkt, som en hest kan rende, Vera.”

“Det er muligt.”

I det samme sprøjtede vandet og jordmasserne ud over E14 og fortsatte nedefter, mod den gamle byvej. Nu var der sikkert blokeret mod Åre by, Ånn og Storlien. Hvor langt op var skredet gået? Hvor bredt var det? Måske var vejene deroppe slet ikke farbare.

Men jeg havde alligevel ikke tid til at tage omveje for at komme hjem og sove, det ville blive en lang nat på redaktionen.

STINA

HAN var der ikke. Heller ikke der. Håndleddene gjorde ondt, og buksebenene havde fået mørke rande af sort markjord og måske også af stivnet blod. Havde hun virkelig ligget på knæ så længe?

Stina vidste ikke længere, hvad hun følte. Skuffelse, lettelse eller bare en slags meningsløshed. Et sted måtte han jo være. Selvom der var gået mere end et år, huskede hun dagene før og efter brorens forsvinden, som om det var i går. Minutterne blev afspillet i hovedet som fragmenter af en film på repeat. Indimellem kom også minder fra barndommen til hende. De stod på kirketrappen og så på hinanden, skærmede for gravstenene og mørket nedenfor.

“Du vil alligevel altid være min søster,” sagde han.

Sådan et smukt ord.

Søster.

Hun var ved at blive sindssyg, hun vidste det. Det åd sig ind på hende. Hendes latter lå hele tiden farlig tæt på gråden. Hvis bare de fandt ham, død eller levende spillede næsten ikke nogen rolle længere. Uvisheden var alligevel det værste.

Hun havde været i Gråsjön i flere timer. Tippet om, at Jonte kunne være dumpet i en ruin i det gamle øde område, havde virket mere troværdigt end de tidligere gange, men nu vidste hun det. Svaret på, hvad der skete med Jonte, kunne hun ikke finde i de barske egne oven for Kallsedet.

Natten var ovre. Fuglene begyndte at kvidre, nuancerne skiftede. Det sølvagtige lys trak sig tilbage, og morgenen kom snigende over fjeldet, fugtig og grå som var den hugget ud af sten. Selvom hun

havde lovet sig selv kun at arbejde, mens andre sov, var hun blevet ved med at grave. Hjertet hoppede, så snart spaden stødte på noget hårdt for derefter bare at synke endnu længere ned. Det var som at træde i kviksand. Om natten tændtes håbet. Da virkede alt muligt.

Men om morgenen blev man indhentet af virkeligheden, det var lige så sikkert som opkast efter en brandert.

Denne gang var hun blevet ved for længe. Martins hænder rakte vel allerede ud efter hende i søvne. Inden længe ville hendes mand vågne og opdage, at hun ikke lå i sin halvdel af sengen. Hun begyndte at gå ned igen. Efter et stykke tid havde hun ruinerne fra ladegårdene af skifer bag sig. Marken sluttede brat, men visse steder var der trapper at gå på. Bækkene skvulpede og brusede. Overalt var der rester af liv. Gamle byggegrunde og kældre. Tegn på kamp. Men menneskene havde ikke overlevet der.

Bilen stod stadig i vejkanten, omgivet af vild kørvel. Hun vidste, hun var i sikkerhed, da hun begyndte at køre, drejede af mod Bonäshamn, tog Husåvägen og siden Fröåvägen i stedet for E14.

Det havde hun også gjort i nat, da jordskredet allerede var overstået.

En mærkelig følelse at færdes under et tæt dække af grantræer, afskærmet fra kaos.

Hun parkerede neden for gården, ingen ville lægge mærke til hende, hvis hun gik gennem forhaven. Forsigtigt åbnede hun lågen. En blank hinde havde lagt sig over haspen, over græsplænen. Pludselig så hun, at flere af stolperne i det elektriske hegn var blevet slappe igen. Lidt væk lå stolperne ned, og stikkende ståltråd stak op af jorden. Hvordan kunne det gå til? De havde jo lige lavet det.

Bekymringen ulmede i maven. Måske var der også opstået et hul et sted? Det måtte de i så fald straks se at få gjort noget ved. Mange troede, at los og ulv var de største trusler, men løse hunde gjorde ofte mere skade end vilde rovdyr.

En lyd. Hun standsede, stilheden susede i ørerne. Lige siden

Jonte forsvandt, havde hun haft en fornemmelse af, at nogen iagttog dem, listede rundt i nærheden uden at give sig til kende. Dér var lyden igen! Grene og kviste knækkede lige bag hende. Hun snurrede rundt, men nåede kun at se en skygge ud af øjenkrogen, før den ilede ind i skoven. En skygge, men den havde haft et tydeligt omrids som et menneske. Eller? Hun blev usikker. Man blev ofte snydt af lyset på denne tid af året. Spaden brændte i hånden, da hun med bankende hjerte skyndte sig afsted, knæene sved, jo, de havde blødt.

Fårene tog ikke notits af hende, da hun passerede den åbne liggehal. Hun smuttede ind bag det gamle legehus og lænede spaden op ad et af de forvredne grantræer, hun havde været så bange for som barn. Der ville Martin ikke opdage den. Hendes mand var blevet træt af hendes eftersøgning for længe siden, han syntes, hun skulle stole på, at politiet gjorde deres arbejde, så de i stedet kunne fokusere på at få mad på bordet.

Endnu ingen aktivitet i gæstehyttens køkkenvindue, men inden længe ville Henning sidde der med morgenkaffen – sin specialkaffe fra risteriet i Trondheim. Hvis de ikke havde kendt hinanden, ville hun have betragtet den mand som en rigtig snob, men efterhånden havde hun lært at sætte pris på farbrorens små særheder.

Han havde hjulpet hende op af den dybeste afgrund, det ville hun aldrig glemme.

Netop da hun passerede indgangen, hørte hun, at døren gik op.

Så var han alligevel vågen.

“Hvordan gik det?” teaterhviskede Henning bag hende. Hun vendte sig om. Farbroren stod på verandaen, barfodet i blå- og hvidstribet pyjamas, morgensolen glødede i det lyse hår. Når han ikke havde nået at rede det tilbage, mindede han særlig meget om faren. En frisk far, sådan som han var, før sygdommen tog ham. Ikke den barske afholdsmand Einar, mere den legende dyreven. Indimellem så hun også Jonte i Henning. Det drillende

blik og de let sammenklemte næsebor, som var gået i arv i gud ved hvor mange generationer af bondeslægt.

“Ingenting?” fortsatte han.

Hun rystede på hovedet. Ikke en snus. Sidste gang havde hun i det mindste fundet et lille dyrekranium.

“Jeg er så ked af det, Stina. Som du sagde, det tip føltes virkelig anderledes, jeg troede … Pyt med hvad Martin siger, næste gang vil jeg hjælpe dig igen.”

Han holdt altid med dem, der var kede af det.

“Vi får se. Men tak i hvert fald,” sagde hun og smilede.

Det ville vare et stykke tid, før hun gravede igen, det føltes temmelig nytteløst og svært at holde Martin udenfor. Noget knirkede i blæsten. Hun skævede til stuehuset, men nej, det var sikkert bare flagstangen.

“Nå, hej ven, er det tid til at vågne nu?” sagde Henning.

Duck, som så ud til at have accepteret farbroren som sin nye herre, var listet ud og havde stukket næsen ind mellem hans ben. Før bekymrede hun sig altid over dens gøen, men nu hvor den var blevet ældre, forholdt hyrdehunden sig stille og roligt imellem arbejdsopgaverne.

“Så du for resten noget til jordskredet?” fortsatte Henning, mens han kløede border collien under hagen.

“Nej, jeg læste bare om det i nat. Før jeg tog afsted.”

“Det er skræmmende, at alting bare kan revne sådan dér. Der er altså store kræfter på spil.”

“Men det er der vel ingen, der kan blive overrasket over, når man tænker på, hvor længe naturen er blevet udfordret til sit yderste i denne by, ja, i hele fjeldverdenen,” sagde hun og anstrengte sig for ikke at hæve stemmen.

I et par tavse sekunder så han på hende med hævede øjenbryn.

En helt rimelig reaktion, indså hun i samme øjeblik. Henning kunne umuligt have et fuldt billede af, hvad der var gået for sig i

hans gamle hjemby i det seneste årti. Alle rejser hid og did. Alle brokker sig. Han havde trods alt ikke været hjemme i treogtredive år. En menneskealder egentlig. Man når at blive en anden på den tid, hævdede Martin, som følte sig sikker på, hvem Henning var blevet til, siden han havde fået øje på alle de gamle billeder på nettet af farbroren og hans kone, der minglede til diverse sammenkomster.

“Nej, nej, men alligevel,” sagde Henning til sidst. “Der var åbenbart også en person, der røg med. Jeg læste lige nyhederne.”

Oplysningen gav hende bare en følelse af tomhed. Store kriser gjorde et menneske både stærkere og mere sårbart, men også lidt bedøvet.

Inde i stuehuset fik hun tøjet af og proppede det i vaskemaskinen, før hun smuttede i den tyndslidte morgenkåbe. Kiggede ind på Martin. Lugten af svinestald fra mandens porer sivede ud ad døren, der stod på klem. Den store tunge krop vred sig, klynkede lidt i drømme. Hun lukkede forsigtigt døren og listede ud i køkkenet.

Der var lidt te tilbage i kanden. Selvfølgelig iskoldt. Hun varmede sjatten i mikroovnen, foldede hænderne om koppen og satte sig ved bordet med computeren.

Jämtlandsposten toppede selvfølgelig med nyheden om jordskredet. Journalisten, der rapporterede, var velkendt. Vera Bergström. Stina orkede hverken at se videoen eller læse artiklerne.

I stedet gik hun på Facebook. Gruppen Find Jonte havde syv tusind medlemmer, og der kom hele tiden nye til. Profilbilledet var det sidste foto, der var blevet taget af broren. Han stod midt på torvet i Åre, grinende i en mønstret skjorte over en sort T-shirt og blå jeans. Hans fingre, klaverfingre til forskel fra hendes pølsefingre, holdt om en lommelærke, som snart skulle lægges tilbage i baglommen. Tatoveringerne klatrede op ad armen.

Så levende. Det var ufatteligt.

Hun ville gerne have, at netop dét billede skulle sætte sig fast

på folks nethinder. Måske kunne signalementet være til hjælp på et tidspunkt. Blive afgørende. Hun havde andre erindringsbilleder af ham, som hun værnede mere om, men de blev mere og mere utydelige.

Martin, der overhovedet ikke forstod sig på sociale medier, vidste selvfølgelig ikke noget om Facebookgruppen. Han troede, hun var blevet lidt sky, at hun bevægede sig rundt imellem fårene, haven og køkkenet, kun dér, mens hun i virkeligheden havde kontakt med flere end nogensinde.

Jonte ville være fyldt 25 i dag. De fleste i gruppen vidste det. En forsvinden gjorde noget ved mennesker. Nogle fik endda næring af det. Blev trøstet af en så tragisk skæbne. Hun havde lært sig at bære over med sådan noget, fordi det også lå i menneskets natur at ville løse gåder. Enten levede man, eller også gjorde man ikke. En ung mand, som havde eksisteret kort forinden, kunne ikke bare gå op i røg. Drab fandt sted, ikke udraderinger. Til sidst ville hemmeligheden blive tvunget op til overfladen.

Indbakken var allerede fuld af meddelelser. Hun burde virkelig ikke åbne dem, de påvirkede hende altid mere bagefter, end hun kunne forestille sig, og det blev bare værre og værre for hver måned, der gik. Men hun vidste også, at hun ikke kunne lade være. Tænk, hvis der var værdifulde tips midt i alt det andet. Et vidne, som havde set eller hørt noget.

Hvor havde hun lagt sine briller? Oven på emhætten. Stina læste meddelelserne hurtigt og effektivt, næsten som en læge, der skimmede en patientjournal. Mange troede, de kendte Jonte. Fødselsdagshilsner og emojis – røde hjerter, roser og nuttede hunde, der sendte luftkys. Hun nåede at slappe af. Netop derfor blev den sidste meddelelse værre, end den havde behøvet at blive, et voldsomt elektrisk stød. Da hun så billedet, skvulpede teen ud på dugen.