Juristernes latin by Gads Forlag

Iustitia est constans et perpetua voluntas ius suum cuique tribuens. RetfĂŚrdighed er den faste og evige vilje til at give enhver sit. Ulpian; Corpus Iuris Civilis Institutiones 1,1,1, pr.

Rasmus Gottschalck Merike Ristikivi Ditlev Tamm

Suum Cuique â&#x20AC;&#x201C; Juristernes latin

Gads Forlag

SUUM CUIQUE – JURISTERNES LATIN © 2019 Forfatterne og Gads Forlag Forlagsredaktion: Torben Christiansen Projektledelse: Henrik Sebro Omslag og design: Lene Nørgaard, Le bureau Grafisk tilrettelæggelse: Per Demuth, Demuth Grafisk Repro: Narayana Press Tryk og indbinding: LaserTryk Omslagsbillede: Foto, Mia Münster-Swendsen Illustrationer i øvrigt: s. 12: Peter Horree/Alamy Stock Photo; s. 17: Lanmas/Alamy Stock Photo; s. 19: Peter Hermes Furian/Alamy Stock Photo; s. 21: The History Collection/Alamy Stock Photo; s. 44: eye35.pix/Alamy Stock Photo; s. 60: Sergey Borisov/Alamy Stock Photo; s. 76: Heritage Image Partnership Ltd/Alamy Stock Photo; s. 92: INTERFOTO/Alamy Stock Photo; s. 108: Mia Münster-Swendsen; s. 128: Adam Eastland/Alamy Stock Photo; s. 146: Juergen Schonnop/Alamy Stock Photo; s. 160: Fabrizio Troiani/Alamy Stock Photo; s. 182: www.BibleLandPictures. com/Alamy Stock Photo; s. 198: Mauricio Abreu/Alamy Stock Photo ISBN: 978-87-12-05977-6 1. udgave, 1. oplag Printed in Denmark Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Bogen er udgivet med støtte fra Ernst Andersen og Tove Dobel Andersens Fond G.E.C. Gads Fond

INDHOLD

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Indledning . . . . . . . . . . . . . Om Rom og romernes historie Roms konger . . . . . . . . . . Fra kongedømme til republik . Augustus . . . . . . . . . . . De senere romerske kejsere . . Justinian . . . . . . . . . . . . Om romernes sprog latin . . . Lidt sproghistorie . . . . . . . Det latinske alfabet . . . . . . Om romerretten . . . . . . . . .

. . . . . . . . . . .

. 11 . 11 . 11 . 13 . 16 . 18 . 20 . 23 . 23 . 30 . 31

Juristernes latin. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . LECTIO 1 Res publica – om romersk statsret . . . . . . . LECTIO 2 Iura populi romani – de romerske retskilder . LECTIO 3 Familia – den romerske husstand . . . . . . . LECTIO 4 Iustae nuptiae – det romerske ægteskab . . .

. . . . .

. 43 . 45 . 61 . 77 . 93

LECTIO 5 Actiones – den romerske proces . . . . . . . LECTIO 6 Dominium – ejendomsret og -overdragelse LECTIO 7 Obligatio – romersk obligationsret. . . . . . LECTIO 8 Lex Aquilia – romersk erstatningsret . . . . LECTIO 9 Furtum – tyveri . . . . . . . . . . . . . . . . LECTIO 10 Testamentum – romersk arveret . . . . . . Bøjningsskemaer . . Latin-dansk ordliste Løsning til opgaver Forkortelser og tegn

. . . .

. . . . . .

109 129 147 161 183 199

. . . .

211 223 237 269

Forord

Roms historie har igennem århundreder sammen med kendskab til romernes modersmål latin været en grundpille i såkaldt klassisk dannelse. Endnu i dag spiller denne to tusinde år gamle historie og kultur en afgørende rolle for forståelsen af verden og hvorfor den ser ud, som den gør. Og romernes sprog latin støder man, som det kultursprog det var i århundreder, stadig på både i de sprog, vi taler i dag, og overalt i den vestlige verden. Indsigt i Roms historie og latin letter forståelsen af meget i livet, og ikke at kende til denne historie er at lukke øjnene for den betydning, som historien har for nutiden. Romerne gjorde og skrev om politiske erfaringer, der stadig er aktuelle, og romerske betegnelser for stats- og styreformer, institutioner og politiske embeder benyttes stadig. Centralt for denne bog er et emne, der er nært forbundet med den politiske udvikling i det antikke Rom, nemlig juraen. Retsvidenskaben og hele måden at tænke juridisk på blev grundlagt af romerne i antikken og anses i dag for et af romernes vigtigste bidrag til verdenskulturen – mange vil endda mene dét vigtigste. De romerske jurister udviklede med tiden en eminent god metode til at analysere komplicerede retlige spørgsmål, og den metode blev overtaget af eftertiden

Forord

og bruges af jurister i dag. Da latin var romernes sprog, blev det også juraens sprog og vedblev at være sådan i mere end 2000 år. Det er det ikke mere, men stadig finder man i juristernes sprog rester af den latinske fortid. Hertil kommer, at de romerske juristers måde at tænke på er en nøgle til forståelse af den romerske mentalitet, og at juridiske tekster indeholder et væld af informationer om romerske familie- og samfundsforhold af interesse for alle, der beskæftiger sig med det antikke Rom. Alligevel er juraen ikke et emne, der normalt får så stor opmærksomhed i bøger om og generelt i beskæftigelsen med det antikke Rom og romersk kultur. Det skyldes, at det juridiske latin er et særligt fagsprog med mange fagudtryk og vendinger, som man ikke finder i det litterære latin, der normalt læses i f.eks. skolen og på universitetet. Romerretten har derfor ingen traditionel plads i latinundervisningen, og trods sin store betydning for retten i hele verden heller ikke på det juridiske studiums timeplan noget sted i Danmark. Her er faget, hvis det overhovedet findes, svundet ind til en kort indføring. Med denne bog vil vi forsøge at kompensere for denne mangel. Bogen er tænkt som en lærebog i latin for jurastuderende, der følger kurset Latin for jurister på Københavns Universitet, men den er tillige for andre, der interesserer sig for juraens romerske forudsætninger og har mod på og lyst til at læse latinske tekster på originalsproget og fornemme dette sprogs kraft. Bogen kan således også benyttes til selvstudium og forhåbentlig friste andre nysgerrige med interesse for romerret. Jurister beskæftiger sig af gode grunde nu engang mest med retten, som den er i dag, mens antikinteresserede som regel foretrækker at styre uden om, hvad de anser som et så fagspecifikt emne som jura. Med denne bog håber vi på at vise, at romerret er et grundlæggende og spændende emne at kende til for begge parter, og vi har derfor forsøgt at udforme bogen, så den både er en introduktion til sproget latin og en indføring særligt i romerretten.

Forord

Bogen er disponeret med en indledning, som giver en kort introduktion til romersk historie og latin og en lidt længere introduktion til romerret. Efter indledningen følger ti kapitler, der med udgangspunkt i juraen beskriver forskellige centrale sider af det romerske samfund. Bag i bogen findes en oversigt over de latinske bøjninger, en latin-dansk ordliste, en facitliste til bogens opgaver samt en liste over særlige forkortelser og tegn. Inspirationen til faget Latin for jurister kommer fra universitetet i Tartu i Estland, hvor en indføring i latin for jurister er et førsteårsfag og en obligatorisk del af det juridiske studium. Undervisningen forestås af Merike Ristikivi, hvis estiske lærebøger i latin for jurister har været inspiration til denne bog. En jurist, der forstod romerrettens og latinens betydning for jurister, var Ernst Andersen, som i årene 1940-1975 var professor ved Københavns Universitet, først i oﬀentlig ret og senere i person-, familie- og arveret. Han forfattede til de sidste fag engagerede og engagerende lærebøger, og den som læste dem, fornemmede kærligheden til juraens latinske oprindelse. Efter hans død oprettede hans hustru Tove Dobel Andersen et legat, hvis formål bl.a. er fremme af latin, og som har støttet denne bog og undervisningen i Latin for jurister. Bogen er blevet til over en længere årrække, og en tak for hjælp skal rettes til Christian Høgel, Kristian Mohr Mersing og Frederik Waage samt de efterhånden mange studerende, som i tidens løb har fundet vej til vores kursus og har været med til at afprøve materialet og vist interesse for latin og romerret. Ingen af disse har naturligvis noget ansvar for eventuelle fejl i bogen. Rasmus Gottschalck

Forord

Merike Ristikivi

Ditlev Tamm

Indledning

Rom opstod som et kongedømme, udviklede sig til en republik og endte som et kejserdømme, en historie på over 1000 år, der har præget den vestlige verden fra grunden. I løbet af denne periode gjorde romerne sig mange erfaringer om stats- og styreformer, om administration og jura og skrev værker herom, der prægede den politiske diskussion langt op i tiden. Adskillige moderne statsforfatninger er præget direkte af romernes tanker og ville i dag have set anderledes ud uden romerne som forbillede. Symbolsk er mange moderne rets- og statsbygninger opført med forbillede i den klassiske arkitektur med det formål at lede tanken hen på Rom og antikken og de stats- og styreformer, der udspringer herfra.

Om Rom og romernes historie Roms konger Rom er ifølge den romerske grundlæggelsesmyte opkaldt efter sagnkongen Romulus, der som spæd med sin tvillingebror Remus blev forsøgt druknet i Tiberen af en slægtning, der havde styrtet tvillingernes

Om Rom og romernes historie

Bronzeskulptur af ulvinden med Romulus og Remus. Ulvinden er formentlig frems llet i middelalderen og tvillingerne lføjet i renæssancen. Musei Capitolini, Rom.

morfar fra tronen i byen Alba Longa og selv taget magten. Tvillingerne druknede dog ikke, da Tiberen mirakuløst på det tidspunkt netop dannede stillestående lavvande, og den kurv, tvillingerne var lagt i, stødte på grund. En ulvinde hørte tvillingerne græde, løb ned til floden og gav dem die. Dette så en forbløﬀet hyrde, der besluttede sig for at tage tvillingerne med sig hjem. De voksede efterfølgende op hos hyrden, hvor de snart viste ekstraordinære evner. Det var ikke så mærkeligt, eftersom de ifølge myten var sønner af selveste Mars. Som voksne formåede de at styrte deres onde slægtning fra tronen, genindsætte deres morfar og ovenikøbet selv grundlægge en ny by, der fik navnet Roma. Under denne grundlæggelse opstod der dog uenighed mellem brødrene, i hvilken forbindelse Romulus slog Remus ihjel og alene grundlagde den nye by, ifølge myten d. 21. april 753 f.Kr. Romulus og Remus er ganske vist mytiske figurer, men så meget er sandt, at Rom oprindelig var et kongedømme, og at romerne selv

Indledning

mente at have haft i alt syv konger. Bortset fra Romulus anser man eksistensen af de følgende seks konger som historisk korrekt, dog ikke de myter, der omspænder dem, og den betydning, som romerne selv tillagde dem. Nogle af dem bærer det etruskiske navn Tarquinius, hvilket vidner om, at Rom i de første år var kulturelt og religiøst påvirket af etruskerne. Grundlæggelsesmyten med ulvinden, der reddede tvillingeparret, er formentlig også af etruskisk oprindelse, og romerne optog etruskiske ord i deres sprog. Ord som triumphus (triumf) og persona (maske) kommer sandsynligvis fra etruskisk. Desuden er det latinske alfabet formentlig udviklet på grundlag af det etruskiske alfabet. Den sidste af Roms syv konger bærer i overleveringen navnet Tarquinius Superbus (Tarquinius den Hovmodige) og er gået over i historien som en tyran. Ifølge myten var dråben, der fik bægeret til at flyde over, at Tarquinius’ søn, Sextus Tarquinius, voldtog en kysk romersk kvinde ved navn Lucretia, der som konsekvens heraf begik selvmord for øjnene af bl.a. sin mand, Collatinus, og dennes nære ven, Brutus. Overleveringen rummer måske den historiske sandhed, at romerne på det tidspunkt fordrev etruskerne og tog magten. Historien om den kyske Lucretia er i tidens løb politisk blevet et ikon for kampen mod tyranniet og magtmisbrug, og den er gentagne gange fremstillet på teater, i opera og billedkunst.

Fra kongedømme til republik Kongedømmet afløstes af en republik omkring 509 f.Kr. Magtstrukturen i den romerske republik byggede på en fordeling af magten mellem flere personer og institutioner, nemlig mellem et senat, en række folkeforsamlinger og de såkaldte embedsmænd (magistratus). Sidstnævnte var udøvere af magten og valgtes for ét år ad gangen. Med tiden valgtes mindst to til hvert embede, hvoraf det øverste var embedet som konsul. For romerretten spillede det næstøverste embede, prætorembedet, dog en særlig rolle. Prætor var ansvarlig for retsplejen og udstedte ved sin tiltrædelse et edikt, hvori han redegjorde for den måde, han ville

Om Rom og romernes historie

forvalte retsplejen på. Under kejser Hadrian i det 2. årh. foretoges en endelig redaktion af ediktet, som herefter stod fast og blev genstand for mange romerske juristers kommentarværker. Et andet embede var ædilen, der havde opsyn med markeder og en art politimyndighed og gav vigtige regler om bl.a. køb. Folketribunen varetog folkets interesser, mens den såkaldte kvæstor sørgede for regnskabsføring (se nærmere om embedsmændene i indledningen til kapitel 1). Den romerske republik viste sig som en holdbar konstruktion i adskillige hundrede år, og romerne viste forbløﬀende evne til at besejre deres modstandere. I år 396 f.Kr. faldt den sidste etruskiske by, og i år 265 f.Kr. var hele den italiske halvø under romersk herredømme. Særlig berømte i romersk historieskrivning er tre krige mod den nordafrikanske stormagt Kartago. Disse krige kendes som ’de puniske krige’ efter den latinske betegnelse Poeni (punerne), som var romernes navn for kartagerne, og det er ikke mange generationer siden, at kendskab til både disse krige og den nøjagtige datering af dem hørte med til almindelig dannelse. Under den første puniske krig (264-241 f.Kr.) indlemmede romerne Sicilien i deres herredømme, og øen blev den første romerske provins. Den mest berømte af disse krige, som blev afgørende for herredømmet over Middelhavet, er dog den anden puniske krig (218-201 f.Kr.). Rom var her tæt på at lide nederlag, efter at den kartagiske general Hannibal var draget over Alperne med en hær, der bl.a. inkluderede krigselefanter. Trods sin talmæssigt underlegne styrke slog Hannibal år efter år de romerske hære, der blev sendt imod ham på den italiske halvø, og det lykkedes først romerne efter mange års krig med store nederlag at få bugt med Hannibal. Under den tredje puniske krig (149-146 f.Kr.) blev Kartago endnu en gang besejret og denne gang fuldstændig ødelagt. Efter de puniske krige ekspanderede den romerske magt støt. Allerede samme år som den endelige sejr over Kartago blev de græske bystater indlemmet i Romerriget, og Korinth blev til skræk og advarsel jævnet med jorden og alle indbyggere solgt som slaver. Efter den anden puniske krig havde romerne inddelt Spanien i to provinser; de

Indledning

gjorde efterfølgende oprør, og romerne havde store problemer med at få det nedkæmpet, men da Numantia som den sidste spanske by faldt i 133 f.Kr., var hele Spanien under romersk herredømme. Samme år grundlagde romerne provinser i Lilleasien og i 121 f.Kr. i den sydlige del af det nuværende Frankrig, af romerne kaldet Gallia. Med Julius Cæsars erobring af Gallien i perioden 58-51 f.Kr. kom, hvad der i dag svarer til hele det nuværende Frankrig og Belgien også under romersk herredømme. Romerriget dannede dermed en stor ring omkring hele Middelhavet, og et almindeligt romersk udtryk for verden var derfor orbis terrarum, landenes kreds. Romerriget havde da i næsten hundrede år været præget af intern uro og borgerkrig, og den republikanske statsform, der oprindelig var opstået i og passede til en bystat, viste sig mere og mere vanskelig at fastholde i det, som med tiden havde udviklet sig til et imperium. Republikken fandt sit endeligt, da Julius Cæsar efter sin erobring af Gallien i en borgerkrig besejrede feltherren Pompejus, tog magten og opkastede sig selv til diktator. Cæsar nåede at gennemføre flere reformer, bl.a. en kalenderreform, der ændrede den romerske kalender fra en måne- til en solkalender, der i praksis er den kalender, som vi bruger i dag. Efter få år ved magten blev Cæsar dog d. 15. marts år 44 f.Kr. myrdet af en gruppe senatorer, der ønskede at fastholde republikken og dens værdier. Cæsar blev dog efter få år d. 15. marts år 44 f.Kr. myrdet af en gruppe senatorer, der ønskede at fastholde republikken og dens værdier. Drabet, hvis hovedmand var Brutus, der stod Cæsar nær, er kommet til at stå som indbegrebet af svig over for en ven og dygtig leder og historisk som indgangen til en ny politisk epoke. Mordet efterfulgtes af borgerkrig først mellem Cæsars arvtagere og de gamle republikanere, der støttede drabsmændene, og derefter mellem Cæsars arving, den kun 19-årige Octavius, og hans rival til magten, Cæsars tidligere general, Marcus Antonius. Sidstnævnte giftede og allierede sig i den afsluttende fase af borgerkrigen med Ægyptens dronning, Kleopatra, som Cæsar tidligere hav-

Om Rom og romernes historie

de gjort, men i et afgørende søslag ved den græske by Actium i år 31 f.Kr. blev Marcus Antonius og Kleopatra besejret og begik efterfølgende selvmord i Ægypten. Octavius stod herefter tilbage som den reelle leder af Romerriget.

Augustus For ikke at begå samme fejl som Julius Cæsar og fremstå som en ny diktator lod Octavius meddele, at han nu genoprettede republikken efter diktatoren Julius Cæsar. Octavius videreførte således republikkens centrale institutioner (senatet, folkeforsamlingerne, embedsmændene mv.), og som tak modtog han i år 27 f.Kr. tilnavnet Augustus (den ophøjede). De første århundreder af kejserdømmet kaldtes beskedent for ’principatet’ (principatus) efter kejserens titel princeps, der betyder ’førstemand’ eller ’leder’ – heraf senere titler som f.eks. ’prins’, ’prince’, ’principe’. Med denne betegnelse forsøgte man i muligt omfang at holde liv i forestillingen om, at Rom stadig var en republik, omend med det forbehold, at adskillige af republikkens centrale funktioner var samlet hos én person. Augustus selv formulerede sin funktion som primus inter pares, den første blandt ligemænd. Det lykkedes ham ved udadtil at fremtræde som netop en borger at holde denne balance, men realiteten var, at Rom under ham gennemgik helt revolutionerende politiske forandringer. Det hele var et resultat af et drevent magtspil og Augustus’ formidable evne til selviscenesættelse. I virkeligheden var det Augustus, der bestemte, og romerne havde reelt fået en enehersker, der gennemførte indgribende politiske ændringer og satte sig selv i centrum for en person- og familiekult i et omfang, der ikke tidligere var set. Byen Rom ombyggedes til ukendelighed som hovedstad i et verdensomspændende imperium, og med Augustus indledtes en ny periode i Roms historie, det romerske kejserdømme. Der var nu for første gang i lang tid fred i hele Romerriget, og litteraturen og kunsten blomstrede. Nogle af de største værker inden for

Indledning

Udsnit af den såkaldte Primaporta-statue af Augustus, formentlig frems llet e er hans død år 14 e.Kr. Musei Va cani, Rom.

den latinske litteratur er skrevet i denne periode, f.eks. digteren Vergils store epos, Æneiden, om oprindelsen til det romerske folk, Ovids værker om kærlighedskunst og hans mytologiske værk Metamorfoser samt Horats’ digte, bl.a. hans Oder. Det samme gælder Vitruvius’ værk om arkitektur, som blev en kanon for senere århundreders arkitekter, og Livius’ omfattende værk om Roms historie. Græsk var det dominerende sprog i den østlige del af Romerriget, og selv om latin også her blev brugt i administrationen, fortrængte det ikke græsk. Romerriget var på den måde delt i to dele, en latinsk vestlig del og en græsk østlig. Romerne modtog megen påvirkning fra det græske område, både sprogligt og kulturelt. Horats udtrykte det med ordene: Graecia capta ferum victorem cepit, et artes intulit in agresti Latio: ’Det erobrede Grækenland besejrede den vilde sejrherre og bragte kulturen til det bondske Latium.’ Nært knyttet til Augustus var Mæcenas, der blev kendt for at støtte kunstnere, og hvis navn genfindes i vores ord ’mæcen’. At opnå støtte

Om Rom og romernes historie

forudsatte som regel loyalitet og en mere eller mindre synlig hyldest af magthaveren, selv om antydninger af kritik og drilske hentydninger også kunne snige sig ind. Men at der var grænser, og at selv store kunstnere kunne blive ramt, hvis magthaveren følte sig truet eller krænket, viste sig, da digteren Ovid i år 8 af Augustus af grunde, som vi ikke helt kender, men som kan have at gøre med hans ganske bramfri beskrivelse af seksuelle relationer, blev forvist til en fjern by ved Sortehavet. Ved sin død i år 14 havde Augustus omformet den tidligere splittede republik til et stabilt kejserdømme, konsolideret sin magt og skabt et helt nyt Rom. Mange almindelige romere og senere kejsere så sidenhen med beundring tilbage på Augustus og hans tid, og mangen senere ambitiøs hersker, der har foretrukket magtens koncentration frem for dens fordeling, har set ham som forbillede og søgt en tilsvarende position.

De senere romerske kejsere Augustus’ efterfølger var hans adoptivsøn, Tiberius, der formåede at fastholde et stabilt styre indtil sin død i år 37, mens de efterfølgende kejsere, Caligula, Claudius og Nero, fremtrådte som mindre egnede til stillingen. Efter Neros død i år 68 blev den romerske general, Vespasian, efter at tre forgængere var blevet myrdet i indbyrdes magtkampe, i år 69 udråbt til kejser af sine soldater, og han formåede at fastholde magten i ti vigtige år. Kejser Vespasian og senere hans søn Titus ledede nedkæmpelsen af et jødisk oprør i Judæa, og de efterfølgende udplyndringer finansierede bl.a. opførelsen af Colosseum i Rom, som Titus indviede i år 80. Det følgende århundredes tre store kejsere, Hadrian, Antoninus Pius og Marcus Aurelius, var alle kulturpersonligheder, og det 2. årh. oplevedes som de ”gode” kejseres tid. Den fortsatte endnu under de såkaldte severiske kejsere i de første årtier af det 3. årh., som også er romerrettens blomstringstid. Den følgende periode blev dog præget af ustabilitet med en lang række af kejsere, ofte kaldet soldaterkejserne,

Indledning

Romerriget år 117 e.Kr.

hvoraf mange blot nåede at være ved magten i nogle få måneder, inden de blev myrdet eller faldt i en krig ved Romerrigets grænser. I år 284 kom Diokletian til magten efter at have kæmpet sig op som soldat. I et forsøg på at stabilisere styret inden for det kolossale rige indførte han den ordning, der er kendt som tetrarkiet, dvs. et firekejserstyre. Diokletian tog sig en medkejser, og riget skulle herefter styres af to kejsere, én i øst og én i vest, begge med titlen augustus, og begge skulle de vælge sig en efterfølger med titlen caesar. Hver især skulle de have ansvaret for en fjerdedel af Romerriget, dog med forskellig rang i forhold til hinanden. Denne styreform fik absolutistiske træk, og fra Diokletian taler man ikke længere om ‘principatet’, men ‘dominatet’ efter kejseren nye titel, dominus (herre). I år 305 trak Diokletian sig tilbage i håb om, at magten nu var stabiliseret, men hans efterfølgere begyndte snart at bekrige hinanden. Situationen kulminerede i et stort slag mellem kejser Konstantin og en medkejser ved navn Maxentius i 312 ved Den Milviske Bro lidt uden

Om Rom og romernes historie

for Rom. Trods sin underlegne hær besejrede Konstantin sin medkejser, og i den kristne tradition har slaget fået kolossal betydning, fordi Konstantin i historien er blevet kendt som den første kristne kejser, mens Maxentius repræsenterer kristendommens modstander. Ifølge sagnet skulle Konstantin om natten inden slaget mod Maxentius i en drøm have set en engel, der viste ham et kors og sagde In hoc signo vinces (I dette tegn skal du sejre). Slaget er derfor blevet et symbol på Konstantin og kristendommens sejr over Maxentius og hedenskaben. Ideen om firekejserdømmet var dermed gået i opløsning, og Konstantin blev med tiden enehersker i Romerriget. Han fik stor betydning for Romerrigets videre udvikling, ikke mindst ved at gengrundlægge den græske by Byzans og i 330 indvie den som Romerrigets nye hovedstad under navnet Konstantinopel (Konstantins by) og i begyndelsen Nova Roma. Desuden anerkendte han kristendommen som oﬃciel religion og favoriserede den, bl.a. ved at lade den første Peterskirke opføre i Rom på det sted, hvor apostlen Peter ifølge traditionen skulle være blevet begravet. Under Konstantin fik kristendommen, der under tidligere kejsere havde været en forfulgt religion, således gode vilkår i Romerriget. I år 380 gjorde kejser Theodosius kristendommen til statsreligion og forbød alle andre religioner. Med indvielsen af Konstantinopel som ny hovedstad i Romerriget blev rigets tyngdepunkt flyttet fra vest til øst, og efter at Romerriget i 395 reelt (dog ikke formelt) var blevet delt i en vestlig og en østlig del, blev den vestlige del udsat for overfald og udplyndringer. I 476 afsattes den sidste vestromerske kejser, Romulus Augustus, og en germansk hersker overtog styret. Med germanernes overtagelse af styret i vest siger man gerne, at det vestromerske rige ophører med at eksistere, og af mange regnes middelalderen hermed for at have afløst antikken som historisk periode.

Justinian Anderledes gik det i øst. Det østromerske rige, også kaldet ’Det Byzantinske Rige’, opfattede sig fortsat som Romerriget og fik endnu en lang

Indledning

Kejser Jus nian. Udsnit af byzan nsk mosaik i kirken San Vitale i Ravenna, ca. 550.

levetid. Indbyggerne talte græsk, var kristne og opfattede sig som romere, og den byzantinske kejser anså sig for romersk kejser. I 527 kom kejser Justinian til magten. Under ham begyndte man at tilbageerobre de tabte dele af Romerriget i vest, bl.a. i Italien. Her havde Ravenna siden 402 afløst Rom som hovedstad. Justinian nåede i nogen udstrækning sit mål, ikke mindst takket være sin dygtige general, Belisarius. Justinian fik stor betydning for juraen. Han igangsatte udarbejdelsen af den store lovsamling, som vi i dag kalder Corpus Iuris Civilis, og som blev grundlaget for retsstudiet i Bologna i middelalderen, da man med universiteternes fremkomst begyndte at studere romerretten. Lovværket blev til i græsktalende omgivelser, men det er først og fremmest en samling af romersk retsvidenskab og romerske love på latin. Efter Justinians død i 565 gik de vestlige, tilbageerobrede områder hurtigt tabt, men Det Byzantinske Rige med Konstantinopel som hovedstad eksisterede helt frem til den 29. maj 1453, da osmannerne under sultan Mehmet 2. indtog byen, der blev hovedbyen i Det Osman-

Om Rom og romernes historie

niske Rige. Først i 1920’erne efter den tyrkiske revolution fik byen sit nuværende navn, Istanbul (i øvrigt dannet af de græske ord eis tēn polin, der betyder ’til/i byen’). Romersk historie og den romerske forfatningsudvikling har indtil for ikke mange år siden stået højt på listen over emner, som ikke blot vordende statsmænd – små og store – men også andre forventedes at kende til, og Romerrigets styreformer, både den republikanske og kejserdømmet, har gentagne gange inspireret eftertiden, særligt pga. de romerske styreformers varighed og stabilitet. I antikken forklarede man den romerske republiks stabilitet med dens særlige magtfordeling, nemlig en blanding mellem demokrati (folkeforsamlingerne), aristokrati (senatet) og monarki (konsulerne), og den republikanske statsform blev derfor karakteristeret som en blandingsforfatning. Dette ideal fortsatte langt efter antikken, og det var bl.a. på den baggrund, at Montesquieu (1689-1755) udformede sin teori om magtens tredeling. I praksis havde Montesquieu set dette ideal udfoldet i England, hvis forfatning i samtiden netop karakteriseredes som en blandingsforfatning. Sådan blev den danske forfatning faktisk også undertiden karakteriseret inden enevældens indførelse i 1665. De amerikanske ”Founding Fathers”, der udformede den amerikanske forfatning i 1780’erne, så også beundrende tilbage på det antikke Rom, og de identificerede sig med de romere, der havde fordrevet den sidste romerske konge, Tarquinius Superbus, ligesom amerikanerne selv havde løsrevet sig fra det engelske kongedømme. Den nye amerikanske stat blev derfor en republik, ligesom de mytiske grundlæggere af den romerske republik, Collatinus og Brutus blandt andre, havde indført en republik efter det romerske kongedømme, og den amerikanske forfatning kom på flere måder til at ligne det romerske forbillede. Ligesom Roms mange provinser blev styret fra Rom af et senat og en folkeforsamling beliggende ved Roms centrale høj, Capitol, således blev den amerikanske forfatning også indrettet med et tokammersystem, som med tydelig adresse til de gamle romere byggede på et senat og et repræsentanternes hus, som

Indledning

ligger på Capitol Hill i Washington med regeringsbygninger i klassisk inspireret arkitektur, og selv om de amerikanske stater i praksis fik en anden status end de romerske provinser, var idealet klart nok. Det romerske kejserdømme har ligeledes været til inspiration for et utal af konger og eneherskere i tidens løb. Et eksempel er Napoleon, der lod sig udnævne til kejser, omtalte sig selv som efterfølger til de romerske kejsere, holdt triumftog i Paris og i sine administrative reformer i Frankrig havde romerne som forbillede. Et andet eksempel er Mussolini, der identificerede sig med Augustus, igangsatte omfattende udgravninger og restaureringer af romerske monumenter i Rom, opførte bygninger i fascistisk, romersk inspireret arkitektur mv. Kender man lidt til romersk statsforfatning, har man bedre forudsætninger for at forstå baggrunden for moderne statsindretninger samt enkeltpersoners og fraktioners betydning for den politiske udvikling i tidens løb. Mange af de ovennævnte politiske betegnelser som ’republik’ af det latinske res publica, ’senat’ af det latinske senatus, ’konsul’ af det latinske consul, ’kejser’ (og ’zar’) af navnet Cæsar er blot et lille vidnesbyrd om denne betydning.

Om romernes sprog latin Lidt sproghistorie Man opdeler gerne det latinske sprogs historie i tre perioder: antikkens latin (ca. 500 f.Kr. – 500 e.Kr.), middelalderens latin (ca. 500-1500) og renæssancens og oplysningstidens latin (ca. 1500-1800). Det er selvfølgelig en kunstig og skematisk opdeling, men den er hensigtsmæssig som overblik over det latinske sprogs udvikling over disse mange hundrede år og den funktion, sproget har haft. Latin spredte sig i antikken med Romerrigets udbredelse. Mange steder fortrængte det de oprindelige sprog i Vesteuropa, f.eks. det keltiske sprog i Gallien og det iberiske sprog i Spanien. Seks moderne sprog

Om romernes sprog latin

i Europa nedstammer direkte fra latin som følge af Romerrigets udbredelse: fransk, italiensk, spansk, portugisisk, rumænsk og rætoromansk (der tales af en mindre del af befolkningen i Schweiz). Disse sprog er så at sige moderne latin og udgør den sprogfamilie, man kalder ’romanske sprog’ eller simpelthen ’latinske sprog’. Dansk og f.eks. tysk er derimod ’germanske sprog’, og en vigtig grund til at vi i denne del af Europa ikke taler et latinsk sprog er, at romerne aldrig inkluderede disse områder i Romerriget. Sproggrænsen mellem de romanske og germanske sprog er således defineret af Romerrigets udstrækning, nogenlunde langs Rhinens løb, hvor grænsen gik mellem romerne og germanerne. Den romerske kultur var oprindelig en landbrugskultur, og da romerne ikke havde udviklet fag og videnskaber, manglede det latinske sprog teoretiske og videnskabelige ord. Det havde grækerne derimod, og da grækerne blev indlemmet i Romerriget, og romerne kom i kontakt med den græske kultur, overtog romerne mange fagudtryk og teoretiske begreber fra græsk. Nogle blev overtaget direkte, f.eks. philosophia, rhetorica, theatrum, comoedia, tragoedia mv., og derfor findes disse græske ord også på de vestlige sprog i dag. Andre ord blev oversat fra græsk til latin. Kendte eksempler på det er ordene qualitas og quantitas, som den romerske forfatter Cicero oversatte fra to græske ord betydende ’hvordanhed’ og ’hvormegethed’, og som selvfølgelig er blevet til vores ord ’kvalitet’ og ’kvantitet’. Da den vestlige del af Romerriget brød sammen omkring år 500, var latin et grundfæstet sprog i Vesteuropa og et naturligt kommunikationssprog mellem folk i denne del af Europa. Nok fandtes der andre sprog, men der var mere prestige i latin. Et eksempel er frankerne, romernes efterfølgere i Gallien. De valgte bevidst det latinske sprog til oﬃcielt sprog i deres rige i stedet for frankisk. Latin blev også kirkens og kristendommens sprog. Dermed blev kristendommen i Vesteuropa knyttet til det latinske sprog. Stor betydning fik det, at kirkefaderen Hieronymus (347-420) oversatte Bibelen til latin, en oversættelse der

Indledning

senere har fået navnet ’Vulgata’ (den almindeligt udbredte), og som i dag er grundlaget for den katolske kirkes bibel. Derimod blev kristendommen i øst forbundet med græsk sprog. Selv om den vestlige del af Romerriget brød sammen, fortsatte kristendommen med at sprede sig og fik en endnu større udbredelse, end Romerriget havde haft, og som kristendommens sprog fulgte latin med kristendommens udbredelse i Vesteuropa, også til Norden. Omkring år 1000 begyndte kristendommen at slå igennem i Danmark, og efterhånden fortrængtes runerne af det latinske alfabet. Med kristendommen fulgte også en ny kultur, f.eks. bøger, som man ikke tidligere havde brugt i denne del af Europa, samt den kalender, vi bruger i dag, og inden for juraen begyndte nye retlige forestillinger at vinde frem. Latin var et kommunikationssprog i Europa, dog ikke altid i sin klassiske form, og mange steder fik latin et lokalt præg. Hvis man ikke kunne huske, hvad et ord hed på latin, opfandt man nogle gange et ord ud fra det lokale folkesprog. Under den frankiske kejser Karl d. Store i årene omkr. 800 gennemførtes indgribende reformer af skole- og uddannelsessystemet. Der var opstået forvirring om den rette stavning af latinske ord og bøjningernes endelser, og den latinske grammatik måtte derfor rekonstrueres med forbillede i de antikke forfattere. Desuden blev skolen og uddannelsen reformeret, så der i højere grad blev undervist i de samme grundlæggende fag, grammatik, retorik og dialektik, og på et højere niveau aritmetik, geometri, astronomi og teoretisk musik. Det hele foregik på latin og drejede sig i høj grad om at lære at tale og skrive og tænke logisk og i det hele taget håndtere det latinske sprog korrekt og formelt. Latin blev således et sprog, der skulle læres, og dermed også skole- og lærdomssprog. Undervisningen foregik i høj grad med henblik på uddannelsen til præst eller til ansættelse i en fyrstelig skrivestue (kancelli) med henblik på udformning af breve, dokumenter og lign. i den oﬀentlige administration. Skole- og uddannelsessystemet i middelalderen var således fyldt med latin, og det samme var den ikke

Om romernes sprog latin

særlig omfattende oﬀentlige administration, hvor der førtes politik og opereredes med juridiske tekster, foruden litterær virksomhed, men brugen af latin var ofte meget skematisk og langt fra den antikke, klassiske brug af sproget. I renæssancen fra omkring 1400 skete en reaktion imod middelalderens meget regelbundne og formelle måde at lære latin på. Reaktionen kom fra de såkaldte renæssancehumanister. Ordet humanist stammer fra italiensk umanista og er et ord skabt i renæssancen i analogi med det middelalderlige ord iurista. Humanisternes ideal blev nu i højere grad imitatio, efterligning, nemlig af de antikke forfattere, og man søgte at undgå de middelalderlige forfattere. Idealet var at læse de antikke forfattere, at tilegne sig en forfatters stil og at formulere sig i denne stil. Undertiden kunne imitatio slå over i aemulatio, konkurrence, så man forsøgte at overgå den antikke forfatter, man efterlignede. Det store ideal i renæssancen var Cicero fra republikkens sidste århundrede. Cicero havde også været et ideal i middelalderen, men i renæssancen blev han det i endnu højere grad. Der var således dem, der mente, at man kun måtte bruge ord, som Cicero havde brugt. Humanisterne underviste i studia humanitatis, der indebar fagene grammatik, retorik, historie, poesi og moralfilosofi. Renæssancehumanismen betød en hård profilering af de antikke forfattere. Ligesom man i renæssancen vendte tilbage til antikkens idealer inden for arkitektur, kunst, litteratur, politik mv., forsøgte humanisterne at forbedre det latinske sprog, rydde ud i middelalderens sproglige nyskabelser og lokale afvigelser for at vende tilbage til, hvad man anså som det rene antikke latinske sprog. Man kalder derfor også renæssancens latin for ’nylatin’. Der blev lagt et stort arbejde i at finde håndskrifter af antikke forfattere, der ikke havde været kendt i middelalderen. Et kendt eksempel er fundet af den romerske historiker Tacitus’ lille bog om germanerne, der fik stor betydning sidenhen for synet på de folkeslag, der boede uden for Romerriget. Desuden begyndte man nu for første gang siden antikken at lære græsk i Vesteuropa, og flere berøm-

Indledning

te græsklærere kom til Vesteuropa i forbindelse med Konstantinopels fald og medbragte håndskrifter af antikke græske forfattere, og der udviklede sig dermed en stor oversættervirksomhed fra græsk til latin. For første gang siden antikken begyndte man nu i Vesteuropa at kunne læse græsk, f.eks. Homer og mere end et enkelt skrift af Platon. Dette gjaldt dog ikke juristerne, der fastholdt, at graeca non leguntur (det græske læses ikke), og dermed heller ikke de dele af Justinians lovværk, der var græsk. Med opfindelsen af bogtrykkerkunsten omkring 1450 kunne man masseproducere tekster i et hidtil ukendt omfang. Spor af de første bogtrykkere ses i dag, når vi vælger skrifttype på en computer. Navne som f.eks. Times New Roman og Italics viser den italienske oprindelse til disse skrifttyper, som de første italienske bogtrykkere og kalligrafer i renæssancen udformede. Palatino var således en kendt italiensk kalligraf i renæssancen. I antikken og middelalderen, hvor alle bogruller og bøger var håndskrevne, var der altid stor risiko for, at en tekst kunne gå tabt. Det var et stort og besværligt projekt at kopiere en tekst, og der eksisterede derfor langt færre eksemplarer af en tekst, end der gør i dag. Mange forfattere fra antikken er gået helt eller delvis tabt, og flere værker er kun overleveret i ét enkelt håndskrift. Vi kan i høj grad takke de italienske renæssancehumanister for at have fundet og afskrevet håndskrifter med antikke tekster og sørget for deres bevarelse. Længe var juristen Gaius’ lærebog Institutiones også væk og ansås for tabt, men så sent som i det 19. årh. blev teksten fundet på et bibliotek i Verona. Man begyndte i renæssancen også at interessere sig for forholdet mellem folkesprogene (dvs. de romanske sprog) og det latinske sprog, og der var blandt humanisterne stor diskussion om, hvorvidt folkesprogene stammede fra latin eller havde eksisteret i antikken side om side med latin. Et eksempel på en særlig dygtig latinist fra renæssancen er Lorenzo Valla, der som en af de første humanister opnåede dybere indsigt i det latinske sprogs udvikling. Han kunne afsløre en stor

Om romernes sprog latin

skandale i Pavestaten. Efterhånden som Pavestaten etablerede sig som en selvstændig stat, opstod der tvivl om, hvorvidt paven egentlig havde ret til at udøve verdslig magt. Paverne kunne dog påvise kirkens ret til at udøve magt ved hjælp af et såkaldt gavebrev, som kejser Konstantin efter en tradition i den katolske kirke skulle have givet til den samtidige pave i Rom, Sylvester I. Af brevet fremgik det, at Konstantin overlod hele sin magt i Vesteuropa til paven og selv fortrak til Konstantinopel i øst som tak for, at pave Sylvester havde helbredt ham for pest. Brevet blev flere gange brugt aktivt for at retfærdiggøre kirkens ret til magtudøvelse i vesten, og ikonografisk bestyrkedes rigtigheden af denne historie af adskillige freskomalerier i diverse kirker, der viser, hvordan Konstantin overgiver sin magt til Sylvester. Lorenzo Valla kunne dog bevise, at brevet var et falsum konstrueret i middelalderen og umuligt kunne stamme fra antikken og Konstantin. I renæssancen blev latin et litteratur- og videnskabssprog i en helt anden grad end i middelalderen. Litterære genrer udvikledes – med forbillede i de antikke forfattere – og videnskabelige afhandlinger blev i vidt omfang skrevet på latin. Også i middelalderen havde man skrevet videnskabeligt på latin, f.eks. juridiske tekster, efter at universitetet i Bologna var åbnet i årene omkring 1100, men i renæssancen blev latin styrket som videnskabssprog inden for alle fag. Fra Danmark kendes f.eks. Tycho Brahe, Ole Rømer og en række jurister frem til midten af 1800-årene. Ludvig Holberg var også en mester i latin. Renæssancens og oplysningstidens brug af latin som videnskabssprog er baggrunden for, at stort set alle vores fag i dag er fyldt med latinske fagord og fagudtryk. En fjerde periode i det latinske sprogs historie (ca. 1850 – i dag) handler om latin som kultursprog, hvor man ikke har lært latin for at tale og skrive det, som i tidligere perioder, men for at lære sproget som kilde til europæisk kultur og historie. I kraft af det latinske sprogs lange historie og brede anvendelse er utrolig meget inden for alle fag skrevet på latin, og vil man have adgang til det, er et vist kendskab til latin nødvendigt.

Indledning

Latin bruges dog også stadig aktivt i forbindelse med dannelse af nye fremmedord. Her griber man ofte tilbage til latinske og græske ord, som i kraft af deres lange historie er internationale, og kender man lidt til latin og græsk, kan man let regne ud, hvad fremmedordene betyder, og i øvrigt selv konstruere nye ord. For overblikkets skyld kan man sige, at latin er gået to veje i Europas og vestens historie. På den ene side har det udviklet sig til de romanske sprog, på den anden side har man i mange hundrede år holdt antikkens latin i live som kommunikations-, administrations, religions-, litteratur- og videnskabssprog. Latin har i kraft af sin udbredelse præget alle sprog i Europa i større eller mindre grad, fordi alle sprog i et eller andet omfang har optaget latinske ord. Bortset fra de romanske sprog, hvor langt størstedelen af ordene har en latinsk oprindelse, er et interessant eksempel engelsk, hvor hen ved 75 % af ordene går tilbage til latin. Det skyldes især, at engelsk har optaget mange ord enten direkte fra latin eller via fransk. Tysk og de skandinaviske sprog har optaget færre latinske ord end engelsk. En af grundene er, at man har oversat de latinske ord. Eksempler er latinske ord som impressio og expressio, der er sammensat af orddelene in- (i/ind) + -pressio (tryk) og ex- (ud) + -pressio. Både på fransk og engelsk har man ganske enkelt overtaget det latinske ord. Ordene er via fransk kommet ind i engelsk, hvor de er blevet til impression og expression. På tysk har man derimod oversat de latinske ord, hvorfor det på tysk hedder Eindruck og Ausdruck. Fra tysk er ordene så igen blevet oversat til det danske indtryk og udtryk. Således har mange ord, som vi i dag opfatter som helt almindelige danske, en historie der går tilbage til latin, selv om det dog især er vores fremmedord og videnskabsord, der har en latinsk baggrund. Hvis man vil have en fornemmelse af, hvor mange latinske fremmedord der findes i dansk, kan man slå op på en tilfældig side i fremmedordbogen. Der er stor sandsynlighed for, at de ord, man får øje på, stammer fra latin.

Om romernes sprog latin