København og historien | Bind 3

Vivi Lena Andersen

Kampen om byen

Gads Forlag

Kampen om byen Af Vivi Lena Andersen © 2022 Forfatteren og Gads Forlag 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-12-06430-5 Redaktion: Peter Bejder Omslag og tilrettelæggelse: Camilla Jørgensen, Trefold Forsideillustration: Maleri af Carl Bloch (1876). Biskop Rønnow gemmer sig efter forsøg på at få protestanten Hans Tausen dømt som kætter (1533).

Københavns Universitet Repro: Narayana Press Tryk: GPS Group, BosnienHercegovina Serien ”København og historien” er udgivet med støtte fra Kraks Fond Bøgerne er produceret i et samarbejde mellem Københavns Museum, Københavns Stadsarkiv og Gads Forlag. Københavns Museum og Københavns Stadsarkiv er en del af Historie & Kunst, Københavns Kommune Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

/ I henhold til ministerielle krav betyder bedømmelsen, at der fra en fagfælle på ph.d.-niveau er foretaget en skriftlig vurdering, som godtgør denne bogs videnskabelige kvalitet. / In accordance with requirements of the Danish Ministry of Higher Education and Science, the certification means that a PhD level peer has made a written assessment justifying this book’s scientific quality.

Indhold En hovedstad tager form 7 Fra bispeby til kongestad 27 Havn, håndværk og handel 73 Byliv 89 Død og begravet 107 Nye vinde 121 Kort litteraturliste 127 Om serien 128 Om forfatteren 128

En hovedstad tager form

Året var 1530, og datoen den 25. april. Vrede københavnere havde omringet Gråbrødre Kloster for at sulte munkene ud. Munkene indså, at de havde ryggen mod muren og kapitulerede. Deres sidste gerning var at give Magistraten og de harmdirrende borgere et overdragelsesbrev på klosteret og alle dets ejendele: ”eftersom vi åbenlyst er nødt til for mange svære sagers skyld, og menigmand i København kan ikke lide os her, på grund af den lejlighed som nu på færde er, og vi er lukket inde […]”.

Derefter forlod munkene klosteret og opgav deres munkeløfte, og klosteret blev revet ned til grunden i årene, der fulgte. Protestantiske københavnere var ivrige efter at praktisere den lutherske teologi i stedet for den katolske, og overgangen til den protestantiske tro var i fuld gang. Den dramatiske begivenhed var ikke kun skelsættende for København og byens borgere, men var del af den bevægelse, der seks år efter, i 1536, førte til den nationale skrinlægning af katolicismen som den officielle trosretning i det danske rige.

Navnlig i 1200-tallet var de katolske kirker ellers blevet opført som store prestigeprojekter for byen, men 300 år senere måtte de vige pladsen. København var en kampplads, en scene for strid og konkurrence, som kun tog til i styrke, i takt med at København voksede i vigtighed og betydning.

Middelalderen (ca. 1050-1536) i Danmark var præget af stor, politisk uro. Borgerkrige, kongemord og bondeoprør hørte til samtidens uorden. I København var situationen ikke anderledes, og Skandinaviens med tiden største by 7

Middelalderens København lå strategisk godt i læ af Amager – midt mellem de vigtige bispebyer Roskilde og Lund og ud til Øresund som både transportvej til andre havnebyer og adgang til rige mængder fisk. Mod syd var de nordtyske handelsbyer, hansestæderne, både ven og fjende. > Per Jørgensen

var i høj grad præget af stridigheder. Der var interne kampe mellem kirken og kongemagten, der begge havde stærke interesser i byen, mens konkurrenter fra de nordtyske handelsbyer, Hanseforbundet, med magt forsøgte at holde København i skak. I 1400-tallet udviklede byen sig til rigets hovedstad og blev hjem for både høj og lav. Indbyggerne levede inden for murene af den befæstning, der på en og samme tid var med til at udvide, begrænse og beskytte byen.

København summede af liv, og flere og flere – købmænd, håndværkere, handlende, bønder, tiggere, embedsmænd, adelige, munke og nonner og andre gejstlige – bragte et pust af det omgivende land og den store verden med sig til København. Alt sammen i en periode, der kulminerede med protestanternes kamp mod den katolske kirke. En kamp, der også satte sine tydelige spor i byrummet i København.

Kampen om byen skal forstås i bredeste forstand. Det er fortællingen om store konfliktprægede begivenheder, som fik plads i danmarkshistorien, og om en tid, hvor byens eksistens var på spil, og byen skiftede hænder og ejer.

Men det er i høj grad også historien om de helt små og nære kampe, som fandt sted inde i byen og i folk selv. Det handler om indbyggernes kamp for mad, værdighed, anerkendelse, tilgivelse, syndsforladelse, magelighed og plads – og både social og fysisk overlevelse.

Det er kampen i og om byen.

Arkæologisk fokus Middelalderbyen er en del af det, vi i dag kalder Indre By. Byens udvikling i både størrelse og betydning bliver udfoldet gennem lokaliteter og væsentlige fund fra København.

Der findes bevarede dokumenter fra middelalderen, der via sirlig håndskrift gør os klogere på tiden og Københavns rolle, men det er især de nyeste resultater af de seneste årtiers omfattende arkæologiske undersøgelser, som har gjort os klogere og ændret fortællingen om byen. Når ældre og ny viden mødes, og når tidligere fortolkninger sættes i et andet lys, kan vi punktere myter. Bogen har fokus på den arkæologiske side af fortiden, og middelalderen ses gennem de arkæologiske opdagelser. Med vægtningen af de arkæologiske levn får vi et nyt blik på livet i København i middelal8

Oversigtskortet viser København ved middelalderens slutning, omkring 1530. Bymur, voldgrav og tårne beskyttede byen mod land, mens slottet og holmene flankerede byen fra vandsiden.

Porte gav adgang fra vest, nord og øst. Inde i byen var kirker, klostre og rådhus vigtige dele af bylivet. > Per Jørgensen

Det danske rige i middelalderen Det danske rige har i tidens løb varieret i størrelse. I Kalmarunionens tid fra 1397 til 1523 rummede Danmark Norge med Grønland, Island, Færøerne og Sverige og dermed også Finland.

Unionen havde centrum i Danmark, men rigerne blev regeret efter områdernes egne traditioner og love. I praksis bestod Danmark i middelalderen stort set af det nuværende Danmark. Mod syd gik grænsen ved Ejderen, mens den østlige del også inddrog Skåne, Halland og Blekinge.

9

deren, sådan som de arkæologiske levn afslører det. Nogle levn har vi kun kendt til i kort tid, så det er også et indblik i den nyeste viden fra udgravningerne.

Når nyt kommer til, er det ofte på bekostning af det forgangne. Spor slettes, og med de omfattende, katastrofale brande i 1728 og 1795 og angreb på byen – f.eks. briternes bombardement i 1807 – skal der ledes længe efter middelalderens spor over jorden. Det er trods alt ofte lettere at finde spor i jorden de steder, hvor gravemaskiner og skovle ikke allerede har fjernet fysiske spor. Det løbende og gentagne arbejde i København med at etablere fjernvarmerør, reparere gasledninger, kloak- og vandrør og grave kabler ned til fibernet betyder, at vi ganske godt kender gadenettet og det, der gemmer sig under asfalt og brosten. Det er til gengæld ikke så tit, at der er mulighed for at følge udgravninger på selve matriklerne, men det hænder dog, at en restaurant skal udvide i kælderniveau, en forfalden bygning nedrives til fordel for en ny, og en parkeringskælder etableres i en baggård. Så blottes de historiske og forhistoriske spor, som i århundreder har ligget gemt og uforstyrret under vores fødder. På samme måde dukker nyt uundgåeligt også op, når en metro bliver del af byens trafikale netværk med nedgange til de underjordiske tog via byens største pladser og torve. Anlæggelsen af Københavns første metrolinje i 1990’erne og den seneste udvidelse med Metro Cityringen (åbnet i 2019) har givet os nogle af de største byarkæologiske udgravninger i Norden. Det er derfor både over og under jorden – og via stinkende latrinkasser og unikke, beseglede dokumenter – at vi kommer helt tæt på middelalderens København.

Indtil 1500-tallets slutning er der intet billedmateriale, der kan vise den billedvante eftertid, hvordan middelalderens København fysisk var indrettet, hvilke bygninger den indeholdt, hvor de var placeret, og hvordan de så ud. Vi må ty til arkæologiske levn og skriftlige kilder. Lad os begynde i områderne uden for indre København og bevæge os fra oplandet og ind til byens centrum.

København havde et frodigt opland med landsbyer, der forsynede byen med kød og korn, og ikke mindst var Sjælland leveringsdygtig i vigtige byggematerialer som træ, kampesten, kalksten og teglsten. Byen havde flere store 10

indfaldsveje. Ruter beskrives fra Slesvig og Ribe over Fyn og Sjælland til Roskilde og derfra til København samt ruter østpå mod Skanør eller Malmø og nordpå mod Helsingborg.

Sydpå gik vandvejene til det nordlige Tyskland, der var Københavns ubetinget største handelspartner i form af Hanseforbundet. Det var en særdeles stærk sammenslutning af handelsbyer i det nordtyske område og længere mod øst langs Østersøkysten.

Fra skriftlige kilder ved vi, at der var relativt mange landsbyer og storgårde omkring byen. Det gjaldt Serridslev, Husum og Solbjerg, men arkæologisk kender vi kun ganske lidt til dem, og de fleste er endnu ikke nærmere lokaliseret.

Landsbyerne er i dag indlemmet i nutidens København og er derfor endnu sværere at få yderligere viden om. Den eneste bevarede middelalderbygning fra landsbyerne er til gengæld storslået og troner stadig stolt fra toppen af Brønshøj Bakke. Brønshøj Kirke er fra 1180’erne og er en bred romansk kirke opført i kridtkvadre, og det er den ældste stående bygning i hele Københavns Kommune. Fra landsbyen Serridslev har vi til gengæld ikke fysiske levn, men vi ved, at den blev nedlagt under en belejring af København i 1523-1524, og den lå formentlig i området omkring Rådmandsgade og Tagensvej på Nørrebro. Amagerlandsbyerne Sundbyøster og Sundbyvester lå i området langs med den nuværende Englandsvej og Øresundsvej. Siden 1950’erne er der gjort spredte arkæologiske fund, der formentlig stammer fra den middelalderlige landsby i Valby. Men kernebebyggelsen eller større sammenhængende levn er arkæologer endnu ikke stødt på. Væsentlige fund i form af to møntskatte med henholdsvis 5.552 og et par hundrede mønter kan dateres til en nedlæggelse omkring 1325. Det tyder på en vis aktivitet i området i middelalderen. Og ser vi på stednavne i Valby og Vigerslev, dukker navne som Lys­ høj, Bavnehøj, Varhøj og Bavneager op, og det viser måske, at man her langs med den sydlige indsejling til København kunne tænde bål på højene og varsle fjenders ankomst.

I landsbyen Tårnby på Amager blev der – før etableringen af Øresundsbroen – i 1990’erne udgravet en gård.

Dens bebyggelseshistorie kunne følges i perioden 11001800. Samlet set gav udgravningen væsentlige resultater om den middelalderlige landsby – både regionalt og na11

tionalt – som indtil da havde været relativt ukendt arkæologisk set, og som ud fra skriftlige levn overlod meget til fantasien. I udgravningen kunne man følge udviklingen af bygninger fra huse med jordgravede stolper i den tidlige del af middelalderen over huse på rækker af mindre syldsten til introduktionen af større syldsten af kampestensstørrelse. Dem kender vi fra de bindingsværkshuse, der stadig står. Ikke så overraskende for stedet fandt man en ard – et simpelt pløjeredskab – der gjorde markerne klar til såning i middelalderens Tårnby. I brøndene fandt man mere overraskende også dele af skibs­tømmer, som menes at stamme fra et skib af koggetypen. Formentlig var Tårnbybønderne med til at ophugge et fartøj, der måske forliste i de lavvandede, men i middelalderen stærkt trafikerede farvande ved Amager. Man fandt også en bordklemme, som fungerede som skruetvinge, der anvendtes ved byggeri af skibe. Det viser, at bønderne havde kontakt til områder, hvor skibe blev fremstillet. Generelt viser fundmaterialet, at vi har at gøre med bønder og en landsby, som var i rig kontakt med omverdenen via København. De fundne mønter, glas, keramik og hvæssesten af fedtsten trækker tråde til store dele af Nordvesteuropa.

Tættere på byen Det er altså begrænset, hvad der til dato er fundet arkæologisk af den middelalderlige bebyggelse uden for voldene. Det skyldes især den intensive forstadsbebyggelse, der skød op fra midten af 1800-tallet, og som har fjernet sporene af de forgangne tider. Bevæger vi os lidt tættere på byen via brokvartererne, der i dag omkranser Indre By, ville vi i middelalderen møde Byens Fælled, som var byens fælles græsningsarealer. Vi kan genfinde funktionen i nutidens navne: Fælledparken på Østerbro og Amager Fælled. I Københavns Stadsret fra 1254 står der, at byens borgere havde ret til at sætte deres kvæg på græs helt ud til Rosbæk på det nuværende Østerbro uden at skulle betale græsgæld.

Søerne Sankt Jørgens Sø, Peblinge Sø og Sortedams Sø i det indre København eksisterede også i middelalderen og blev sandsynligvis opdæmmet, så de kunne bruges til

12

fiskeri og til byens vandmøller. Peblinge Sø forsynede befæstningens voldgrave med vand.

Den første kendte bebyggelse i Indre By stammer ifølge de arkæologiske spor fra 1000-tallet. Omfanget af den tidligste by har vi måttet revidere de seneste par årtier på baggrund af de efterhånden mange fund, der peger på, at der var en by længe før tidligere antaget. Engang i 1160’erne overdrog kong Valdemar den Store København til biskop Absalon af Roskilde. Absalon døde i 1201, og hans efterfølgere satte i 1200-tallet gang i at bygge flere gejstlige institutioner og en befæstning, som kom til at omgive middelalderbyen. Middelalderens København var på lidt over 70 hektar. Til sammenligning var middelalderens Roskilde 73 hektar, og Lund 84 hektar, og de var rigets største byer.

Topografisk set havde byen et forholdsvis fladt terræn nær kystlinjen. Her rejste byen sig op til 6 meter på sit højeste punkt – omtrent hvor Vor Frue Kirke ligger i dag.

Mod vest var landskabet højere tættere på stranden, mens det mod øst, mod Kongens Nytorv, var mere lavlandet og præget af strandeng.

Udstrækningen af middelalderens København er et resultat af kontinuerlige opfyldninger fra især 1200-tallet og fremefter. Arkæologisk kan byens første strandlinje spores til området ved Kompagnistræde, hvor opfyldningen begyndte i 1200-tallet. I 1500-tallet rykkede kystlinjen sig til det nuværende Gammel Strand og mod øst til Laksegade og Dybensgade. Den er opkaldt efter Dybet, en sejlrende mellem Bremerholm og København. Renden blev opfyldt i anden halvdel af 1500-tallet som en yderligere udvidelse af byens areal, for så snart befæstningen var bygget og markerede grænsen ind mod land, var det lettere og hurtigere at udvide byens areal mod øst. Nemlig ud i vandet.

I 1200-tallet rejste man en vold med en mur og en voldgrav omkring byen. Den viste, hvor byen og dens love gik til, og den beskyttede mod fjenders indtrængen. Portene fungerede som kontrolposter og toldgrænse.

Befæstningen omtales første gang i de skriftlige kilder i 1254, og der er fundet arkæologiske spor flere steder.

Den højmiddelalderlige befæstning omkring indre København løb langs den nuværende Vester Voldgade, Nørre Voldgade, Gothersgade, Kongens Nytorv og frem til den 13

Stolper fra 1200-tallet fra volden nær middelalderens Østerport.

Her nogle få af de mange, som blev fundet ved Metro Cityringudgravningen på Kongens Nytorv. De tilspidsede stolper – stukket ned i jorden, hvor vold mødte voldgrav – var med til at sørge for, at jorden ikke skred ned i vandet. > Københavns Museum

Munkesten med mørtel fra bymuren omkring København fra ca. 1300-1600. De stammer fra bymuren ved middelalderens Østerport, som blev fundet på Kongens Nytorv i forbindelse med anlæggelse af Metro Cityringen. Teglstensteknikken kom til Danmark i 1100-tallet, og det nye byggemateriale ændrede middelalderens byer. > Sille Juline Høgly Petersen/ Københavns Museum

Byens love Stadsretter eller bylove regulerede livet i danske byer og er monumenter i papirform over byers selvstyre. De udtrykker sædvaner og forhandlinger mellem afsenderen – byherren eller kongemagten – og byens indbyggere. En byherre kunne være konge, ærkebiskop, biskop eller hertug.

Personen havde herredømmet over det område, som byen hørte til. Bylovene blev brugt til at kontrollere borgerne og fortæller i bred forstand om det politiske magtspil.

Der blev også dømt efter lovene, hvis en indbygger ikke levede op til det skrevne. For at markere byens fysiske område – hvor bylovene gjaldt – anlagde man vold, voldgrav, mur eller træpalisade (plankeværk af pæle) som juridisk grænse.

15

daværende strandlinje ved Vingårdstræde. København var en af ganske få danske middelalderkøbstæder, der havde en befæstning med mur og tårne. Den blev bygget på toppen af volden og bestod af tidens nye byggemateriale, teglsten – såkaldte munkesten – som var en større udgave af nutidens mursten og fremstillet af brændt ler. Selv om vi i årenes løb med jævne mellemrum har fundet spor efter den middelalderlige befæstning, kender vi endnu ikke det præcise forløb for byggeriet af befæstningen. Men arkæologiske udgravninger slår fast, at der løbende blev bygget på befæstningen, og at den blev færdig i ca. 1370 ved Vesterport, hvor Rådhuspladsen i dag ligger. Det tog med andre ord ca. 170 år at bygge befæstningen.

De arkæologiske oplysninger antyder variationer på befæstningens højde, bredde og dybde, men det skønnes, at bredden på volden i gennemsnit var ca. 10 meter, mens voldgravens bredde var 13 meter, højden på volden ca. 2,5 meter, og voldgraven var mellem 2 og 2,5 meter dyb. Oven på volden var en palisade, altså et plankeværk af pæle eller en mur af tegl. Sandsynligvis stod der i begyndelsen kun en palisade på nogle af strækningerne, inden volden kom til, og en palisade eller en mur kunne bygges ovenpå volden. Udbygningen af befæstningen foregik i forskellige tempi rundt om byen. Ved udgravninger på Kongens Nytorv kan man se, at den ældste vold og mur blev opført samtidig i slutningen af 1200-tallet, og under volden er der fundet stolper fra omkring år 1200 – måske fra en tidligere palisade. I løbet af 1300-1400-tallet blev de sidste træpalisader sandsynligvis erstattet af en stærkere udgave: bymur af tegl. Ved den seneste store udgravning på Kongens Nytorv – før etableringen af Metro Cityringen – blev der også fundet rækker af pæle, som fungerede som jordankre inde i volden og forhindrede voldjorden i at skride ned i voldgravens vand og dyb. De kunne dateres til 1200-tallet. Man forstærkede og forhøjede altså løbende rammen om København og skellet mellem ude og inde.

De tre porte – Vesterport, Nørreport og Østerport – udgjorde åbningerne i befæstningens bymur. De var de eneste veje ind og ud af byen mod land. Alle tre porte er dokumenteret arkæologisk og lå på vore dages Rådhuspladsen, Nørreport Station og Kongens Nytorv. Portene ledte 16

folk fra oplandet ind til byen via hovedindfaldsvejene fra vest, nord og øst. Mod syd lå den vigtigste port, nemlig havnen, der var Københavns helt store aktiv. Fælles for indgangene var, at vægtere åbnede og lukkede portene morgen og aften ved signal fra en klokke. Stadsretten fra 1294 beskrev scenariet: Når byens klokke ringer, skulle alle vægtere være på deres poster til samme klokke ringer ad morgen, og da skulle portvogterne være til stede, til der ringes med den ad aften; den, der ikke gør det og bevises at være skyldig i det, skal bøde 3 mark til staden eller sættes i fængsel. Ved samme klokkes ringning skulle portene og havnen lukkes og åbnes.

Sundet mellem Bremerholm og Slotsholmen var den dybeste indsejling til havnen – ved det nuværende Gammel Strand – og man kunne ved hjælp af bomme spærre indsejlingen af om natten. Også planker, et højt træhegn, omgav havneområdet og adskilte vand og by. I voldgraven foran Vesterport, fundet under det nuværende Rådhuspladsen, blev der i forbindelse med etableringen af metrostationen fundet spor efter tre broer, som afløste hinanden i middelalderen. De to ældste var af træ, mens den yngste var bygget af tegl. De er dendrokronologisk dateret til ca. 1371, ca. 1438 og ca. 1500.

Vi ved ikke, hvordan byens porte så ud i middelalderen, men de var sandsynligvis udsmykket og opfyldte ikke kun et rent forsvarsmæssigt formål. Ved udgravningen af Metro Cityringen på Kongens Nytorv dukkede et pudsigt fund op af voldgraven. Et løvehoved! En figurativ platte udhugget i sten, forestillende et løvehoved i profil, som trods flot udført håndværk kun tilnærmelsesvis ligner en løve og afslører, at stenhuggeren ikke selv havde set en løve på nært hold. Den kan dateres til 1400-tallet, og måske prydede den byens østlige port. Gik man gennem byens porte og ind i middelalderens København, mødte man gader og gadenavne, som passede til den port, man netop havde passeret. For på den anden side af Vesterport, Nørreport og Østerport lå Vestergade, Nørregade og Østergade. Her ligger de endnu.

Dengang som nu var de travle og centrale hovedstrøg i byen, 17

og alle tre ledte den ankomne til hjertet af middelalderens København: Gammeltorv.

Gadebelægningen er endnu ikke kortlagt til fulde, men tidligere undersøgelser af middelalderens vejteknologi i danske middelalderbyer har vist, at belægningen først og fremmest bestod af et udspredt lag af mindre sten lagt direkte på undergrunden. Den blev fra 1300 almindelig vejbelægning på de fleste bygader. Opdeling af gadens trafik med fortov og rendestene så dagens lys i løbet af 1400-tallet.

Fortovene var højere end gaden og hævet over gadeskidtet. Efterhånden blev vejteknologien mere avanceret, og egentlige brolægninger med et sættelag af sand eller grus og med større sten anbragt enkeltvis blev etableret på de mest befærdede færdselsårer. Selv om vi godt kunne ønske os et endnu mere dækkende billede af vejbelægningen på de mange forskelligartede gader i middelalderens København, stemmer iagttagelserne fint overens med det indtryk, vi har af den københavnske belægning i middelalderen.

18