Rikke Simonsen
Kongens by
Gads Forlag
Kongens by Af Rikke Simonsen © 2022 Forfatteren og Gads Forlag 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-12-06431-2 Redaktion: Peter Bejder Omslag og tilrettelæggelse: Camilla Jørgensen, Trefold Forsideillustration: Maleri af Otto Bache (1887). Christian 4.s kroningstog i 1596. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot/Foto: Ole Haupt Repro: Narayana Press Tryk: GPS Group, BosnienHercegovina Serien ”København og historien” er udgivet med støtte fra Kraks Fond Bøgerne er produceret i et samarbejde mellem Københavns Museum, Københavns Stadsarkiv og Gads Forlag. Københavns Museum og Københavns Stadsarkiv er en del af Historie & Kunst, Københavns Kommune Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk
/ I henhold til ministerielle krav betyder bedømmelsen, at der fra en fagfælle på ph.d.-niveau er foretaget en skriftlig vurdering, som godtgør denne bogs videnskabelige kvalitet. / In accordance with requirements of the Danish Ministry of Higher Education and Science, the certification means that a PhD level peer has made a written assessment justifying this book’s scientific quality.
Indhold Nye tider på det gamle torv 7 Byen ved havet 11 Renæssancen sætter scenen 35 Byggeboom og bastioner 53 Al magt til kongen 91 Magtens manifestationer 109 Kort litteraturliste 127 Om serien 128 Om forfatteren 128
Nye tider på det gamle torv
Den 6. august 1536 gjorde Christian 3. sig klar til at ride gennem byporten til København. Et års belejring af byen var slut, og tre års borgerkrig i Danmark var overstået. Christian 3. havde måttet kæmpe for kongemagten og for København, efter at hans far, kong Frederik 1., var død, uden at der var valgt en tronfølger. Det danske rige blev kastet ud i en borgerkrig, Grevens Fejde, hvor Christian 2. og Christian 3. kæmpede om at blive konge. Den sidste afgørende kamp stod om København, som tog Christian 2.s parti. Christian 3.s skibe og soldater havde lagt en ring rundt om byen, så hverken madvarer, medicin, brændsel eller hø til dyrene kunne komme ind. Til sidst måtte byen overgive sig. Inden for porten blev Christian 3. mødt af bystyret og det ubarmhjertige syn af en nedbrudt by, hvor mange københavnere var bukket under for sult og sygdom. Et øjenvidne fortalte: De havde ingen ædende [spiselige] varer i København. Hverken heste, ikke hunde, ikke katte, ikke krager eller andet – og havde Kgl. Majestæt ikke taget dem til nåde på en dag om at gøre [havde han ventet en dag mere med at tage dem til nåde], havde de ædt deres egne børn; thi de havde intet andet end løv på træerne. Den 30. oktober 1536 stod kongens tribune klar på Gammeltorv. Repræsentanter for adel, borgere og bønder var indkaldt til stændermøde. Siden middelalderen havde landets befolkning været inddelt i fire stænder – adel, gejstli7
Christian 3. og dronning Dorothea rider ind i København, der måtte overgive sig efter en lang og hård belejring. De modtages af bystyret og københavnerne, som havde lidt stor hungersnød. > Alfred Jacobsens lith. Etabl./ Det Kgl. Bibliotek
ge, borgere og bønder – som havde forskellige funktioner, pligter og rettigheder. Baggrunden for mødet var et brev, som den tyske teologiprofessor Martin Luther 19 år tidligere havde sendt til ærkebiskoppen af Mainz. Brevet indeholdt 95 punkter, som vendte sig mod at lade sognebørnene købe aflad hos kirken, altså eftergivelse af straf for deres synder. Det var ellers en udbredt praksis. Luther mente, at systemet blev misbrugt, og kun Gud kunne tilgive menneskets synder. Brevets indhold blev trykt og spredt over hele Europa. I Danmark vandt Luthers ideer tilslutning både i de højeste og de lavere samfundslag. Christian 3. var en af dem, der bekendte sig til den lutherske tro. På Gammeltorv anklagede Christian 3. de katolske biskopper i Danmark for at være skyldige i borgerkrigen, fordi de ikke havde udpeget en konge efter hans fars død. Biskopperne havde han fået arresteret allerede få dage efter sit indtog i København. Med godkendelse fra adel, borgere og bønder fratog kongen nu biskopperne deres magt og de store jordbesiddelser, som overgik til kronen. Den lutheranske kirke blev den eneste tilladte i riget med kongen som overhoved. Reformationen i Danmark var gennemført. Med lutherdommen kom nye tider til at præge hele landet, også København. Byen var i 1550 landets største købstad. Vi kender ikke det præcise indbyggerantal, men det anslås, at der boede godt 10.000 mennesker. Over 500 år tidligere var byen blevet anlagt ved en strategisk beliggende naturhavn. En beliggenhed, der spillede en væsentlig rolle for byens opståen og fortsatte udvikling. København undergik i perioden 1550-1700 en rivende udvikling fra forældet middelalderby til den største og vigtigste by i kongeriget. Byens voksende betydning understregedes af udvidelsen af byen, de vældige befæstningsværker og de mange pragtbygninger. Det var her, hoffet, Rigsrådet, statsadministrationen og flåden fik hjemsted, og det var her, storhandlen og handelskompagnierne satte sejl. Kongens magt voksede til stadighed – og København var i sandhed kongens by under enevælden (1660-1849). Kronens tiltagende styrke illustreres af, at Christian 3. opnåede den sejr, at tronarvingen skulle vælges inden kongens død, og 33 år senere satte hans oldebarn Christian 5. 8
Bogens konger Christian 3. (12.8.1503–1.1.1559). Konge 1536-1559 Frederik 2. (1.7.1534–4.4.1588). Konge 1559-1588 Christian 4. (12.4.1577–28.2.1648). Konge 1596-1648 Frederik 3. (18.3.1609-9.2.1670). Konge 1648-1670 Christian 5. (15.4.1646-25.8.1699). Konge 1670-1699
kronen på sit eget hoved, fordi ingen ud over Gud stod over ham. Bogen fortæller om byens steder, gader og kvarterer i samspil med krige og international påvirkning. Den har fokus på byens fysiske udvikling, som skete i nært samspil med periodens konger. De satte utrætteligt ind på at udvikle og udbygge byen, og deres ambitioner rykkede København længder foran alle andre byer i riget. Hvad fik kongerne til at investere i boliger, nye havne og industrivirksomheder? Produktion og handel skabte velstand. Men der var også en anden drivkraft. Et ønske om at skabe en by efter tidens idealer, som kunne kaste glans over riget. Byplanlægning og forordninger skulle sikre, at byen var bekvem at bo i med skønne huse og pladser og rene gader uden tiggere. Byen skulle også beskyttes mod angribende fjender, og kongen synliggjorde sin magt med prægtige porte, massive jordvolde og dybe voldgrave. Bogen inddrager arkæologiske fund fra de senere års mange udgravninger, som Københavns Museum har foretaget – blandt andet i forbindelse med anlæggelsen af de nye metrolinjer. Mange fund har givet ny viden om renæssancen – kulturstrømningen i perioden efter middelalderen (1536-1660) – og om enevældens København. De historiske steder og begivenheder præger stadig nutidens by. Overalt i gadebilledet ses renæssancens og de enevældige kongers bygningsværker og visioner for København, og vi går rundt oven på historiske levn.
9
Byen ved havet
Byen var omgivet af en bymur hele vejen rundt mod land. Al trafik ind og ud af byen måtte ske gennem en af byens tre porte eller fra vandet. Nok var byen lukket mod oplandet, men til gengæld var der frit udsyn over havet. Strandkanten lå langs vore dages Amaliegade-Vingårdstræde-Gammel Strand-Løngangsstræde og gik forbi Københavns Hovedbanegård. Kun et par småøer lå ude foran kysten, ellers var der åbent vand med en vrimmel af skibe og småbåde. Sundet mellem København og Amager var dengang 1,5 km bredt på det smalleste sted, hvor det i dag er under 100 meter. Byens tværgående hovedstrøg løb fra Vesterport til Østerport. Det passerede nord om byens 1100-talsbefæstning og søgte ned mod vandet – nogenlunde parallelt med den oprindelige strand. I 1550 var byen dog allerede bygget et godt stykke ud i vandet. Kom man ad landevejen fra vest, fra Køge, Roskilde eller Valby, havnede man ved Vesterport. Besøgendes første syn var den store kirkeruin fra Sankt Clemens Kirke. Kirken var blevet nedlagt ved reformationen, og Vor Frue Kirke, som ejede kirketomten, hentede i en årrække byggematerialer fra den gamle kirke. Gamle mursten blev flittigt genbrugt. Ved Vesterport begyndte Vestergade. Gaden havde fra gammel tid rummet smedehåndværkere, og med tiden kom også værksteder med grydestøbere og plattenslagere til. Især dominerede bryggerier og gæstgivergårde gaden, hvilket ikke var så underligt. For enden af gaden lå Gammeltorv, byens ældste torv, og torvehandlen tiltrak rejsende, købmænd, handelsfolk og bønder, som havde brug for overnatning eller et krus øl oven på en god handel. På torvet 11
Vestergade før og nu set fra Rådhuspladsen. Billedet er taget fra det sted, hvor den gamle Vesterport lå. Stenene i forgrunden er fra den gamle brolagte Vestergade inden for porten. Dengang lå gadeniveauet ca. 1,5 m længere nede end i dag. Med årene er byens niveau langsomt hævet på grund af skrald og byggeaffald, der er blevet efterladt på gaderne og byens grunde. > Københavns Museum
blev der solgt korn og gryn, flæsk, fisk og fjerkræ samt smør, ost, honning og humle. Kræmmere og købmænd lokkede desuden med alt fra sæbe og service til eksotiske varer som krydderier fra Asien og Afrika og fine stoffer fra England, Tyskland og Nederlandene, mens håndværkere falbød egne produkter. Onsdag og lørdag var torvedage, og der var uden tvivl et broget og støjende folkeliv på det gamle torv, som ovenikøbet var en del større, end det er i dag. Byens rådhus afgrænsede pladsen mod syd.
Rådhuset og kirker Rådhuset lå på det, vi i dag kalder Nytorv. Bygningens omrids er afmærket med fliser i torvet, så man stadig kan se, hvor det lå. Rådhuset rummede naturligvis en mødesal og administrationslokaler, men der var også en vinstue og en sal, som kunne lejes – f.eks. til bryllupper. Uden for Rådhuset blev der holdt ting og byting, som var byens domstol. På Rådhuset holdt byens styre til. København blev styret dels af kongen, dels af byens råd. Byens råd, også kaldet Magistraten, havde fire borgmestre og otte rådmænd, som var valgt blandt de velstillede borgere. Som købstad (fra 1254) havde København et vist selvstyre, og ovenikøbet havde byen tidligere haft demokratiske borgmestervalg. Da byen overgav sig til Christian 3. efter Grevens Fejde, betingede kongen sig imidlertid, at han skulle stå for at udpege byens borgmestre og byfogeden, der var byens politimester. I den anden ende af torvet knejsede Vor Frue Kirke over menneskemængden. Det er næppe noget, mange bemærker i dag, men kirken var bygget på et bakkedrag på et af de højeste punkter inden for byens mure. Kirken blev opført omkring år 1200 og var byens hovedkirke. Her var landets regenter blevet kronet siden 1400-tallet, da byen overgik fra at tilhøre bispen til at være ejet af kongemagten. Der var brolagte fortove rundt om kirken og på kirkegården. Man bestræbte sig på at holde kirkegården ordentlig, og af regnskaberne fremgår det, at der blev kørt affald væk og frisk jord på. Den ekstra jord skulle sikre, at gravene altid lå i en ordentlig dybde. Den dag i dag ligger kirkegården under de brolagte pladser og gader ved kirken. 12
Oversigtskortet viser København omkring år 1550. Byen lå i det centrale område af København, som vi i dag kalder middelalderbyen. Bymuren mod vest og nord løb langs vore dages Vester Voldgade og Nørre Voldgade og mod øst langs Gothersgade. Vesterport lå på den nutidige Rådhuspladsen, Nørreport ved siden af Nørreport Station i dag, og Østerport på vore dages Kongens Nytorv. > Per Jørgensen
På vejen videre fra Gammeltorv mod Østerport kun ne folk ikke som i dag tage smutvejen gennem Strøget. Den første del af Strøgets gadeforløb fra Rådhuspladsen til Skou bogade eksisterede simpelthen ikke. Her lå huse, og først da de brændte i 1728, blev der anlagt en vej. I stedet måtte man gå fra Gammeltorv ad Skindergade-Klædebogade og dreje til højre ned til Vimmelskaftet ad Skoubogade – et navn, der gennem tiden var forvansket fra Skoboderne med den oprindelige betydning Skomagergade. Klædebogade og Sk oubogade havde navn efter de små huse, boder, som var den mest udbredte boligtype i byen. De blev lejet ud til arbej dere, småfolk og håndværkere, og her boede familier med 3-4 børn på 30-40 m2. Almindeligvis havde de kun en etage, men der kunne også være to etager med værksted i stuen 13
og bolig på førstesalen. I de små gader og stræder var der flest boder, og ofte lå de som små rækkehuse langs bagsiden af de store grunde til de rige gårde. På torvepladserne og handelsgaderne var der også boder, som blev lejet ud til handelsdrivende. På gadestykket Amagertorv, lige inden selve torvepladsen, lå byens yngste kirke, Helligåndskirken. Kirken havde tidligere været en del af Helligåndsklosteret, som blev nedlagt kort før reformationen i 1536. Kirkebygningen var dog blevet bevaret, og efter reformationen overgik den til bystyret og blev til en sognekirke. Fra at være en lille kloster- og hospitalskirke var den nu rammen om de nye sognebørns liv fra dåb over bryllup til begravelse. Det betød, at der måtte anskaffes en døbefont, og at kirkegården måtte udvides. På byens andet store torv, Amagertorv, var man tæt på havnen, som var den fjerde indgang til byen. Her lå et færgested over til Amager, og bønder fra øen solgte grønsager på torvedagene. Den tidligere kong Christian 2. havde 14
Prospekt af København set fra Valby Bakke og Amager. Øverst knejser Vor Frue Kirke højt over byen omgivet af bymur med tårne. Til højre ligger Slotsholmen ude i vandet. Uden for byen ses Sankt Jørgens Gård ved landevejen, som fører ind til Vesterport. Nederst ses slottet med bindingsværkbygninger foran i vandkanten. Slotsholmen er adskilt fra Bremerholm (til højre) af indsejlingen til byens havn. Skibene i forgrunden ligger i Grønnegårds Havn. > Braun og Hogenberg (1587). Civitates orbis terrarum/Det Kgl. Bibliotek
i 1521 fået hollandske bønder til at bosætte sig på Amager. Christian 3. stadfæstede deres ret til at bygge og bo i St. Magleby og pålagde dem samtidig at dyrke friske grønsager til Københavns Slot, der lå på Slotsholmen ca. 1370-1731. Amagertorv og Gammeltorv fungerede dog ikke kun som markedspladser. Når der var store fester ved slottet, blev de inddraget i festlighederne og brugt til ridderturneringer, ringridningskonkurrencer og spektakulære optog. Det var også ud til torvepladserne – langs handelsstrøgene, byens hovedgader og ved havnen – at de bedre borgerhuse og adelsgårdene lå. Borgerhusene var enkeltstående bygninger, mens adelsgårdene bestod af en hovedbygning mod gaden med flere længer eller bygninger rundt om en større gårdsplads, som selv inde i byen havde stalde, bryggeri og brændehus. Ejendommene var formentlig ikke prangende udsmykket midt i 1500-tallet, men under de næste konger udviklede de sig til imponerende pragtbygninger.
Byens huse Byen var præget af lave huse i bindingsværk. Adelige og rige borgere havde huse eller gårde af teglsten, som var finere, dyrere og mere brandsikre. På grund af brandfare var husgavle af træ forbudt. Man måtte dog gerne have en træskorsten – bare den var pakket ind i ler. Glasvinduer var udbredt. Med kakkelovnens indførelse lyste ilden ikke længere rummene op. Vinduerne var sømmet fast. Først fra 1566 begyndte de at kunne åbnes. I 1550 var byens huse ikke i ret god stand. Fattigdom efter belejringen i 1535-1536 førte til forfald, og mangel på materialer gjorde byggearbejde dyrt og besværligt. Tømmer og kalk måtte bestilles langvejsfra, så byggerier gik i stå.
15