Peter Wessel Hansen
Med vold og magt
Gads Forlag
Med vold og magt Af Peter Wessel Hansen © 2022 Forfatteren og Gads Forlag 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-12-06432-9 Redaktion: Peter Bejder Omslag og tilrettelæggelse: Camilla Jørgensen, Trefold Forsideillustration: Kvinde i halsjern straffes ved skampælen for prostitution. Maleri af ukendt, 1788. Københavns Museum Repro: Narayana Press Tryk: GPS Group, BosnienHercegovina Serien ”København og historien” er udgivet med støtte fra Kraks Fond Bøgerne er produceret i et samarbejde mellem Københavns Museum, Københavns Stadsarkiv og Gads Forlag. Københavns Museum og Københavns Stadsarkiv er en del af Historie & Kunst, Københavns Kommune Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk
/ I henhold til ministerielle krav betyder bedømmelsen, at der fra en fagfælle på ph.d.-niveau er foretaget en skriftlig vurdering, som godtgør denne bogs videnskabelige kvalitet. / In accordance with requirements of the Danish Ministry of Higher Education and Science, the certification means that a PhD level peer has made a written assessment justifying this book’s scientific quality.
Indhold En flygtning i byens vrimmel 7 Katastrofer og komediespil 17 Gyldne år 51 Stor by i lille land 87 Ude godt 123 Kort litteraturliste 127 Om serien 128 Om forfatteren 128
En flygtning i byens vrimmel
Rejsende på vej til København blev overvældet af det syn, der mødte dem, lige inden de ankom til byens vestre forstad. På fælleden ikke langt fra Pesthuset, hvor vanvittige og hjælpeløse fattige blev stuvet sammen i god afstand fra byen, lå et rettersted. Det var bødlens arbejdsplads, og galgen tronede i landskabet som et uhyggeligt vartegn for de blodige opgaver, han varetog i embeds medfør. Her tæt ved landevejen kunne rejsende i marts 1706 se hovedet af en ung kvinde spiddet på en pæl. Mordere og deres ligemænd fik deres afhuggede hoveder udstillet. Til skræk og advarsel, som man sagde. Det udstillede kvindehoved skulle minde de forbipasserende om, at man nærmede sig København, og her dømte man forbrydere hårdt efter kongens og Guds lov. Spurgte de besøgende en lokal om hovedet, vidste de fleste, at det var den unge Inger Christensdatter, der havde fået sin velfortjente straf. Halvandet år før havde den 23-årige Inger selv passeret retterstedet, forstaden, voldene og byporten, inden hun for første gang oplevede mylderet i hovedstadens gader. Hun ankom på mikkelsdag – den 29. september 1704 – som var den ene af de to årlige dage, hvor tjenestefolk havde mulighed for at skifte tjenestested. Netop derfor var hun kommet til byen. Hun skulle gå til hånde for brændevinsbrænderen Jens Laursen, der boede i Vingårdstræde tæt ved Kongens Nytorv. Arbejdet var hårdt, men hun havde intet valg. Inger var kommet til verden i landsbyen Fleninge i Skåne, hvor hendes forældre var bønder – sandsynligvis begge født som den danske konges undersåtter, mens Skå7
Christian 5. omgivet af dommere og embedsmænd i Højesteret på Københavns Slot. Kongen var kun til stede ved særlige lejligheder. Til hverdag sikrede kongens håndgangne mænd, at enevældens love blev håndhævet. Som i dag var Højesteret appelinstans for særligt alvorlige og principielle sager. Maleri af ukendt, ca. 1697. > Kongernes Samling, Rosenborg
ne var dansk. Da Inger var tre år gammel, døde begge forældre, og hun blev opfostret hos sin søster i Tikøb på Sjælland, hvor hun boede indtil søsterens død. Da var Inger ca. 13 år gammel, og nu både forældre- og familieløs. Fremover måtte hun tjene hos bønder, og hun prøvede altså også lykken i hovedstaden. Som tjenestepige var Inger en del af Jens Laursens husstand sammen med kone, børn, andre tjenestepiger og karle, som alle var underlagt brændevinsbrænderens vilje og hustugt. Ville hun andet og mere i livet, måtte hun finde en mand og blive gift. Ægteskabet var stort set kvinders eneste mulighed for at få fod under eget bord. Men Inger havde et alvorligt problem. Hun var gravid. Inden rejsen til København havde hun tjent hos en militærkaptajn i Store Heddinge på Stevns. Her var hun blevet gravid med en tambursoldat, der også tjente hos kaptajnen, og de var vel at mærke ikke gift. Sex uden for ægteskabet var ulovligt. Det var dog først for alvor et problem, hvis kvinden blev gravid. Et barn født uden for ægteskab blev betragtet som uægte og mindre værd end ægtefødte børn. Barnet var jo resultatet af forældrenes ulovlige og skammelige affære. Det hele blev dog
Valbybonde på vej til byen med høne i kurven. Bønder og handlende valfartede til København. På markedspladserne kunne de sælge varer, mens byens mange værksteder og butikker tilbød forbrugsgoder, som ikke let kunne skaffes på landet eller i provinsbyerne. Maleri af ukendt, ca. 1800. > Københavns Museum
Fruentimmerarbejde Selv om arbejdsmarkedet var domineret af mænd, spillede kvinderne en uundværlig rolle for at få økonomien til at hænge sammen. De tog sig af det, man kaldte fruentimmerarbejde – madlavning, rengøring, syning, spinding og børnepasning – men mange bidrog også til familiefinanserne som gadesælgere, skolelærerinder eller som medarbejdere i familievirksomheden. Kvinder var i reglen forment adgang til store dele af erhvervslivet, men alligevel fungerede en del som selvstændige forretningsdrivende i større eller mindre skala. Det kunne være enker, der drev mandens virksomhed videre, eller kvinder med egen skole, madbod eller skænkestue. 8
ofte løst ved, at parret giftede sig, inden barnet blev født. Men Ingers tambur enten kunne eller ville ikke gifte sig, og som soldat i kongens tjeneste tillod loven ham endda et enkelt fejltrin. Inger var anderledes stillet. Hun stod til at betale en klækkelig bøde og lide den tort at skulle stå offentligt frem i kirken og bekende den skammelige affære. Hun var ikke en ærbar kvinde. Derefter var hendes muligheder for at finde en god mand ringe. Inger var altså ikke rejst til København for at opleve hovedstadens herligheder. Hun var på flugt fra sin fortid og forsøgte at skjule sin forbudte graviditet.
Drengen i havnen Arbejdet i brænderiet fyldte de fleste af Ingers vågne timer, mens fødslen nærmede sig. I det spæde forår 1705 fik Inger voldsomme smerter, men hun fortsatte med sine pligter, som om alt var normalt. Den 12. marts ved middagstid sendte brændevinsbrænderen Inger ud for at købe malt og sørge for, at det blev malet. Det foregik på Kongens Maltmølle, der lå tæt ved havnen på hjørnet af Sankt Annæ Gade og Toldbodgade. Her var byens mange bryggere og brændevinsbrændere forpligtet til at få malet deres malt, for møllen havde eneret på arbejdet. Møllen vrimlede med ventende og arbejdende bryggersvende, brændevinskarle, møllersvende og tjenestepiger, der var sendt i byen eller arbejdede på møllen. Midt i møllens menneskemylder fik Inger veer. Fødslen var begyndt, sandsynligvis sat i gang af det slæbsomme arbejde med den ca. 35 kg tunge sæk malt. Smerterne fik Inger til at søge væk ud til havnens bolværker, hvor hun bedre kunne skjule sig. Selve fødslen tog kun et kvarters tid, hvorefter Inger rev navlestrengen over og efterlod sit nyfødte barn i et hul, som hun i hast dækkede med hestemøg. Tilsyneladende skulle barnet bare væk. Hun nåede ikke engang at se, om det var en dreng eller pige, før hun skyndte sig tilbage til møllen. Inger blev stående i møllens port og holdt øje med, hvad der skete på havnen. Kort efter kom en mand forbi det sted, hvor hun havde efterladt barnet. Det var tjenestekarlen Hans Nielsen Gram, der var ude for at skyde måger til 10
Kvæsthuset, opført i 1686, var hospital for hæren og flåden og lå lidt nord for Nyhavn. I 1710 rykkede hæren sin del af hospitalet til Ladegården uden for byen, og i 1775 flyttede flåden til Søkvæsthuset på Christianshavn. Det var i ly af bolværkerne ved Kvæsthuset, at Inger Christensdatter i al hemmelighed fødte sit uægte barn i marts 1705. Maleri af Johannes Rach og Hans Heinrich Eegberg, 1749. > Nationalmuseet
aftensmaden, men han stoppede op, da han hørte en svag piben. Var det en kattekilling? Gram kunne ikke afgøre det, men efter kort tid fik han selskab af skibsmandsmaten, en slags overmatros, Oluf Amundsen, der mente, at det måtte være en odder eller sælunge. De to mænd var opsatte på at opklare mysteriet og hentede først en bådshage, siden en spade, og begyndte at grave i hestemøget. Scenen tiltrak sig opmærksomhed. Soldaten Mads Laursen, der stod vagt ved militærhospitalet Kvæsthuset, og soldaten Christen Laursen Randers kom til for at se, hvad de to mænd havde for. Gram og Amundsen måtte grave et tykt lag hestemøg væk, før en lille rød barnearm kom til syne. Det gjorde mændene bange. Ingen turde ikke røre barnet. Derfor hentede Gram en kvinde, men i mellemtiden havde den modigste soldat løftet barnet op i en flig af sin uniformsjakke. Han gav dog straks barnet videre til kvinden, som viste mændene, at det var en dreng. Derefter svøbte hun ham omsorgsfuldt i sit forklæde. 11
Inger havde fulgt optrinet fra porten og så nu den lille flok forsvinde ud i byen med barnet. Hurtigt gik hun ind i møllen, hentede malten og fik kørelejlighed med en vogn, der satte hende af på Kongens Nytorv. Herfra slæbte hun den tunge sæk det sidste lille stykke vej hjem til brænderiet i Vingårdstræde. Tilbage tog hun en ren underkjole på og skjulte den blodige. Inger vendte tilbage til sine arbejdsopgaver.
Barnemorderske Ingers nyfødte dreng var i mellemtiden blevet båret til en kælder. I fugtige og uhumske kælderlejligheder lå mange af byens beværtninger, og her boede byens underklasse af soldater og daglejere. Det var jo folk fra det samfundslag, der havde fundet drengen. De tog sig godt af drengen, der blev tørret, svøbt og lagt til en kvindes bryst. Herefter forsvandt de ud i byen til deres ydmyge boliger og tjenestesteder. Hans Gram rundede også sit tjenestested i Lille Strandstræde. Men inden længe var han på vej til byfogeden Friderich Eisenberg – både en slags dommer og kriminalbetjent – for at anmelde hændelsen. Der var nemlig sket en alvorlig forbrydelse. Det var forbudt og strafbart at føde i hemmelighed og ikke mindst at efterlade sit nyfødte barn. Byfogeden sendte straks sine mænd ud for at finde den skyldige. Nogen måtte have set eller hørt noget, for allerede samme aften mødte byfogedens mænd op hos brændevinsbrænderen i Vingårdstræde og arresterede Inger. Hun blev ført til byfogedens hus i Hyskenstræde, hvor tre jordemødre undersøgte hende og bevidnede, at hun lige havde født. Men Inger nægtede at kende noget til sagen. Det forhindrede dog ikke byfogeden i at smide hende i arresten ved Nytorv. Den næste dag blev Inger ført tilbage til byfogedens hus, og nu var hun mør. En nat i den skumle arrest havde tilsyneladende fået hende på andre tanker. Hun tilstod, at hun var mor til drengen, men påstod også, at hun ikke havde begravet ham. Hun havde tabt sit nyfødte barn ned i hullet, og hestemøget var bare faldet ned over drengen. Hun forklarede også, at hendes beslutning om at føde barnet i al hemmelighed var taget i et anfald af ”tåbelighed”. Sindssyg i gerningsøjeblikket ville vi nok kalde det i dag. 13
Københavns Rådhus set fra Nytorv. Rådhuset var fra 1479 og blev moderniseret under Christian 4. Bytinget havde til huse i den åbne buegang, hvor der også var indgang til Rådhusets kælderbeværtning. I kælderen lå også Rådhusarresten. På førstesalen havde bystyret, Magistraten og De 32 Mænd, hjemme. I forgrunden ses amagerbønder med store floshatte. Kobberstik af Johan Husman fra Peder Resens Atlas Danicus, 1677. > Københavns Museum
Bødlen halshugger morderen Nicolai Marcusøn og udstiller hans afhuggede hoved og hånd. Det vakte opsigt, når myndighederne henrettede en københavner. Misdæderen blev ofte kendt. Ikke alene på grund af bysladderen og straffen, men ofte blev forbryderens skæbne fortalt i trykte skillingsviser, en form for nyheds- og lejlighedssange, der kunne købes billigt. Træsnit fra skillingsvisen Poenitensis Taare og væmodig Klage, 1716. > Det Kgl. Bibliotek
Retssagen mod Inger foregik på Bytinget på Københavns Rådhus, der lå mellem Gammeltorv og Nytorv. Bytinget havde til huse i en åben søjlegang i stueetagen, der dels beskyttede dommerne og retsbetjentene mod regn, sne og blæst, dels sikrede, at retshandlingerne kunne foregå offentligt og under åben himmel, som det var skik og brug. Inger forsvarede sig på bedste vis, og det samme gjorde hendes beskikkede forsvarsadvokat. Men det nyttede ikke meget. Vidnerne forklarede nemlig, at de havde fundet drengen under et tykt lag hestemøg, som umuligt kunne være faldet ned på barnet af sig selv. Inger havde begravet sin nyfødte dreng levende, og det var overlagt mordforsøg. At drengen døde efter få dage, gjorde ikke hendes sag bedre. I myndighedernes øjne var hun ikke andet end en gemen barnemorderske.
Den hårdeste straf Midt på Nytorv lå et af Københavns rettersteder, hvor bødlen kunne eksekvere Bytingets domme. Pladsen genlød ofte af piskeslag, skrig og øksens dumpe hug, når forbryderne måtte tage deres straf og tåle københavnernes nysgerrige blikke, hujen og tilråb. Det var altså med frit udsyn til retterstedet, at Inger modtog sin dom på Bytinget i juni 1705. Dommeren var ikke i tvivl. Inger havde skjult fødslen og gemt sit barn, så det var at ligestille med barnemord. Derfor skulle hun have lovens strengeste straf – døden ved halshugning efterfulgt af en ærekrænkende og skrækindjagende fremvisning af det afhuggede hoved på en pæl ude ved landevejen. Selv efter datidens målestok var det en meget streng straf. Man henrettede ikke folk, medmindre der var god grund til det. Den dødsdømte havde da også mulighed for at anke dommen. Det valgte Inger. Men hele den langsommelige proces, der varede det meste af sommeren og efteråret 1705, endte med, at Inger fik stadfæstet sin dødsdom ved den fornemme Højesteret på Københavns Slot i november 1705. Som overhoved for kirken sørgede den enevældige Frederik 4. for, at Guds love blev efterlevet. Straffeloven byggede på Bibelen, og fulgte man dens ord til punkt og
14
prikke, måtte Inger dø. Ellers risikerede man, at Gud nedkaldte en kollektiv straf over landet. Netop som bødlen skulle til at forberede henrettelsen, kom det frem, at Inger var gravid igen. Inger havde været fængslet, siden hun fødte sin søn, og var altså blevet gravid i arresten. Faren var en anden indsat. Hele affæren tegner et billede af datidens fængsler, hvor mange var stuvet sammen i fangehullerne under kummerlige forhold. Slagsmål, druk, hor og voldtægt var en del af dagens orden i fængslet. De nye oplysninger om Inger kom i vejen for myndighedernes fremskredne henrettelsesplaner, for man kunne ikke henrette en gravid kvinde uden også at slå det ufødte, uskyldige barn ihjel. Det ville være en forbrydelse. Derfor besluttede man, at Inger måtte føde sit barn, før hun kunne blive halshugget. Den 5. marts 1706 – næsten på årsdagen for hendes første fødsel – fødte Inger en lille pige i fængslet. Dødsdommen kunne nu fuldbyrdes. Men inden bødlen nåede at slæbe hende til retterstedet, døde Inger helt af sig selv. Formodentlig af barselsfeber efter et udmarvende fængselsophold. Byfogeden stod nu med liget af en dødsdømt kvinde, der ikke havde fået sin retmæssige straf. En straf, der skulle fuldbyrdes for ikke at vække Guds vrede og for at vise alle, at kongens ord stod ved magt. Derfor besluttede man at henrette Inger, selv om hun allerede var død. Den 19. marts 1706 hentede bødlen Ingers lig i fængslet og kørte det ad byens smalle gader ud af Vesterport til det rettersted, som Inger uden tvivl havde set, da hun ankom til byen halvandet år forinden. Her huggede bødlen hovedet af liget og satte det fast på en pæl, mens Ingers krop blev begravet i retterstedets uhellige jord. Inger havde forbrudt sig mod Gud og måtte selv som død forvises fra byen for evigt.
15