......i
I
0
Kirsten Benn Lykkebo
Livet i husene
Gads Forlag
Livet i husene Af Kirsten Benn Lykkebo © 2022 Forfatteren og Gads Forlag 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-12-06434-3 Redaktion: Peter Bejder Omslag og tilrettelæggelse: Camilla Jørgensen, Trefold Forsideillustration: Køkken, Lille Istedgade 4, 1965. Mogens Falk-Sørensen/Københavns Stadsarkiv Repro: Narayana Press Tryk: GPS Group, BosnienHercegovina Serien ”København og historien” er udgivet med støtte fra Kraks Fond Bøgerne er produceret i et samarbejde mellem Københavns Museum, Københavns Stadsarkiv og Gads Forlag. Københavns Museum og Københavns Stadsarkiv er en del af Historie & Kunst, Københavns Kommune Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk
/ I henhold til ministerielle krav betyder bedømmelsen, at der fra en fagfælle på ph.d.-niveau er foretaget en skriftlig vurdering, som godtgør denne bogs videnskabelige kvalitet. / In accordance with requirements of the Danish Ministry of Higher Education and Science, the certification means that a PhD level peer has made a written assessment justifying this book’s scientific quality.
Indhold En moderne storby 7 Livet nær afgrunden 21 I krigens tid 35 Lys og luft 43 Opsving og velstand 55 København i nye klæder 89 Gennem København en sidste gang 119 Kort litteraturliste 127 Om serien 128 Om forfatteren 128
En moderne storby
Året var 1951. Hans Christian Rasmussen stod i en lang kø, der ganske langsomt sneglede sig op ad Vester Voldgade. Han havde stillet sig i kø kl. 22, men først nu, hvor dagslyset oplyste omgivelserne, kunne han ane sit mål: Foreningen Socialt Boligbyggeri (FSB), det almennyttige boligselskab på Rådhuspladsen nr. 59. Hans Christians drøm var at få udleveret et ansøgningsskema, så han kunne søge om at leje en nybygget lejlighed med indlagt vand og centralvarme. Den mulighed var al ventetiden værd. Familien Rasmussen boede nemlig, som mange andre københavnere, i en lille mørk korridorlejlighed med kun et værelse, køkken og delt toilet på gangen. Og familien bestod af far, mor og to børn. Lejligheden lå på Fredensgade, der var berygtet for sine små usunde og overbefolkede lejligheder. I den nu sanerede ejendom på Fredensgade 14 rummede den 760 kvadratmeter store grund – størrelsen på en gennemsnitlig dansk parcelhusgrund – ikke færre end 90 ganske små og mørke lejligheder fordelt på 6 etager. Når beboerne skulle hjem, måtte de navigere langs den 33 meter lange indvendige korridor, der gav adgang direkte ind i deres stue. Alle lejlighederne havde kun vinduer til en side og delte toiletter. Den største var 45 kvadratmeter. Både Hans Christian Rasmussen og hans hustru arbejdede og havde egentlig råd til en bedre lejlighed med plads til hele familien. Problemet var, at det gjaldt alle ansøgerne i den lange kø. For i 1951 var der udbredt boligmangel i København. Mange af byens lejligheder var utidssvarende og skulle saneres eller rives ned for at give plads til nybyggerier. Derfor måtte mange københavnere i ventetiden tage 7
Der er langt op til himmelen i bageste baggård, der især består af en smal lysskakt. To piger fotograferet i baggården til deres hjem i 1952. > Ukendt fotograf/ Københavns Museum
til takke med lejede værelser eller lejligheder som den, familien Rasmussen forsøgte at flytte fra. Efter den lange nat i køen og næsten et års yderligere ventetid kunne familien Rasmussen ånde lettet op. Ansøgningen blev godkendt, og familien kunne flytte til en ny almennyttig bolig ved Utterslev Mose. Udviklingen af det moderne velfærdssamfund og udbygningen af byens mange nye kvarterer i det 20. århundrede er to sider af samme sag. En udvikling, der stærkt forenklet kan kaldes det socialdemokratiske århundrede. Socialdemokratiet vedtog på sin kongres i 1906 at arbejde aktivt for kommunesocialisme, hvor man i kommunalt regi ville indføre velfærdsgoder som transportmidler, badeanstalter og sygehuse. På den måde kunne partiet i byer med flertal vise det gode eksempel og forsøge at overbevise vælgerne om projektets rigtighed. Det skulle også bane vej for et flertal i Rigsdagen, der var Danmarks folkevalgte og lovgivende forsamling bestående af Landstinget og Folketinget, indtil Landstinget blev afskaffet i 1953. København var en af byerne, der skulle have kommunesocialisme. I hovedstaden havde Socialdemokratiet haft flertal siden 1909. Reformerne koncentrerede sig om at sikre alle lige muligheder til skolegang, sundhed, arbejdsløshedsunderstøttelse og sunde boliger, og politikken blev meget synlig i bybilledet i form af boliger, hospitaler og skoler. I storbyens anonyme mylder kunne en familie uset gå til grunde, når uheld eller sygdom ramte – især hvis familie og venner boede langt væk. Derfor var Socialdemokratiets nye velfærdstiltag en tiltrængt håndsrækning for mange. En stor del af de københavnske tiltag blev i tiden efter Anden Verdenskrig (1939-1945) ført ud i livet på landsplan. Også på boligområdet var Socialdemokratiet initiativtager til storstilede projekter. I 1916 vedtog man 1.000 nye kommunale boliger for at afhjælpe den omfattende og akutte boligmangel, der var drevet i vejret af de mange tilflyttere fra provinsen. De søgte lykken i storbyen og mødte som alle københavnere mangel på boliger, der igen skyldtes mangel på byggematerialer, der nærmest havde sat byggeriet i stå under Første Verdenskrig (1914-1918) og umiddelbart efter. Det løste man midlertidigt ved, at kommunen opførte barakbyer i træ til husvilde familier – tit i byens 8
En del af årsagen til Københavns krise i 1970’erne var ændringen i befolkningssammensætningen. Det gav mange nye udfordringer, når den voksende gruppe af pensionister skulle plejes. Samtidig var antallet af børn og unge faldet kraftigt, fordi børnefamilierne flyttede væk fra byen. > Per Jørgensen
Befolkningsvækst og alder Befolkning
0-20 år pr. 20-64 år pr. 65+ år pr. 100 ind100 ind100 indbyggere byggere byggere
1920 1940 1960 1980
33,01 25,40 26,75 17,47
556.944 700.465 721.381 498.805
udkant på Amager eller i Vanløse. Barakkerne havde dog oftest moderne bekvemmeligheder som indlagt vand, kloakering og elektricitet. På trods af barakbebyggelsernes dårlige ry og stigmatiseringen af beboerne var faciliteterne en absolut mangelvare i de ældste dele af den københavnske boligmasse. Navnlig huse beboet af den mindrebemidlede del af befolkningen var ved indgangen til 1920’erne ikke længere tidssvarende. Saneringen af boliger og opførelse af nye kvarterer var en afgørende udvikling i København indtil 1980’erne, og Socialdemokratiets omfattende plan for borgernes boliger gav byen dens nye udseende. Københavns udvikling blev naturligvis også påvirket af store verdensbegivenheder som finanskrise, krig, højkonjunktur, økonomisk afmatning og oliekriser i 1973 og 1979. Også den nære udvikling spillede ind. Det gjaldt især Fingerplanen fra 1947 – egnsplanen, der søgte at planlægge storbyens udvikling ved at samtænke kollektiv transport, nyt vejnet samt industri- og boligområder. Og udstykninger til parcelhusgrunde førte til, at mange skiftede den lille lejlighed i storbyen ud med hus og have i forstaden. Den strukturelle forandring kan aflæses i befolkningssammensætningen. I 1920 var en tredjedel af befolkningen børn og 9
60,82 67,06 60,65 59,04
6,17 7,54 12,63 23,49
Kronen og København Som rigets hovedstad var København også residensby for regenten og den kongelige familie på Amalienborg. Her er slotspladsen scenen, når befolkningen fejrer kongefamilien ved fødselsdage og bryllupper. Og den er samlingssted ved dødsfald, når en ny monark udråbes. Det skete to gange i perioden 1920-1980. Da Frederik 9. blev udråbt som konge i 1947, supplerede det nye medie, radioen, nu den mundtlige bekendtgørelse. I 1972 overtog Frederiks ældste datter, Margrethe, tronen. Det var muligt efter en ændring i tronfølgeloven efter en folkeafstemning i 1953, hvorefter den førstefødte uanset køn overtog tronen. Både radio og tv viste den historiske begivenhed.
unge under 20 år, mens tallet var halveret i 1980. Tilsvarende blev andelen af københavnere over 65 år firedoblet fra 1920 til 1980.
En tur gennem byen 1920’erne indvarslede ny optimisme og glæde ved den moderne verden, der ventede lige om hjørnet. Og årtiet bød på mange moderne bekvemmeligheder. Også i en gammel by. I digtet ”Gaden” (1917) beskrev Emil Bønnelycke det København, digteren elskede. Her mødtes man af: Sporvogn, der brummer. Klokker der kimer og slaar. Travle Butikker, hvor Dørene knalder og gaar. Ruslæderstøvler i Vindver og Laksko i Spejle –. Hovslag i Asfalt, der klinger som Logulv for Plejle … Summende Cykler, Ekspresbud og Lynskud af Postbud. Sminkede piger, og Skinger af pibende Drenge. Kaos, der klinger mangfoldigt og hvileløst længe. 10
Frederik 9. døde efter kort tids sygdom den 14. januar 1972. Ved hans begravelse den 24. januar 1972 blev kisten ført i procession fra Christiansborg Slotskirke gennem Københavns gader. På Strøget stod københavnerne tæt for at tage afsked med den folkekære monark. > Nordisk Pressefoto A/S/ Københavns Museum
Hvide Markiser blafrer og flagrer i Blæst. Politi patrouillérer med Handsker paa, stundom til Hest –. Konditorens bugnende Rude med Crémchokolade indrammet i Skilte, der skriger paa Husets Façade … Ungdom og Latter, og Puf af en Arm – saa en Barme –. Fodtrin af himmelske Fødder, saa smaa og saa lette. Ild dybt i Øjne, der smiler saa lønligt kokette. […] 11
Østerbrogade i 1920’erne. For at komme sikkert over gadens mylder af trafik kan fodgængerne aktivere stopsignalet, som kvinden er i gang med. Handsker og hat var en uundværlig del af kvinders garderobe og ganske utænkeligt ikke at iføre sig før en tur i byen. > Ukendt fotograf/Københavns Museum
Hjemløse Hjemløsheden var udbredt i tiden efter Første Verdenskrig. Det skyldtes udfordringer med at skaffe byggematerialer. Samtidig blev den økonomiske hjælp uddelt efter individuelt skøn, og modtagerne mistede deres stemmeret og andre borgerrettigheder. I marts 1928 kulminerede utilfredsheden i en storstilet hjemløsemarch fra Jylland til Christiansborg. De tusindvis af hjemløse blev forsøgt standset ved Vejle, da man frygtede, at gruppen var infiltreret af kommunister, der planlagde oprør. Mange nåede alligevel frem, men politikerne afviste dem, og politiet fulgte dem til Sundholm, der siden 1908 havde været Københavns tvangsarbejdsanstalt. Her ventede en fangedragt og registrering som fattighjælpsmodtager.
Boghandlervindu. Kafé. En Tjener i Hvidt. Whisky i Vinstuer. Tryglen om naadig Kredit. Fulde og Gamle, og Smaabørn, der kommer fra Skole, bærer den barnligste Uskyld bag Kofte og Kjole –. Frugtbod med Gulerod, duftende Porrer og Peberrod –. Æbler og Syden. Messina i Blodappelsiner –. Kunder, der venter ved Disken med søvnige Miner. Lærlinge, Lastbiler, Duft af blaa Røg, Benzin. Tønder paa Vogne og Flasker i Kurve med Vin. Ak, i min susende, tusendfold sansende Hjerne, strømmer en hedere Vin end Pommard og Sauterne –. Kaffevogn! Manden faar Glorie for sin Cikorie –. Konen med Blomster, Narcisser og Liljer, staar ene. Hører du, Kvinde, den Storm i dit Hjerte af Stene? …
13
Digtet beskriver et København, der var domineret af handel – især specialbutikker, forlystelser, spisesteder og kørende, cyklende og gående trafik. Byen havde i 1920 stadig en omfattende industri og fremstillingsvirksomhed, men var langsomt ved at omdanne sig til en administrationsby, hvor kontorer, liberale erhverv og handel kom til at dominere. København var også en studenter- og ungdomsby. Det skyldtes blandt andet, at unge rejste til landets hovedstad for at læse på en af de mange uddannelsesinstitutioner. F.eks. Københavns Universitet, der var landets eneste indtil 1928, hvor Aarhus fik sit universitet. Den 1. januar 1920 vågnede mange københavnere op til en ny hverdag. Alle arbejdere var nu garanteret en arbejdstid på kun 8 timer dagligt seks dage om ugen. En stor sejr for arbejderne, der da også havde strejket flere gange for at sikre sig retten til 8 timers arbejde, 8 timers hvile og 8 timers fritid. Hvad kunne en københavnsk arbejder så bruge den sidste tredjedel af døgnet, den nye fritid, på? Endnu var byen fattig på parker, legepladser, sportsfaciliteter og fritidstilbud. I hvert fald målrettet den fattigste del af befolkningen. Værtshuse var der masser af, men en ny afgiftsforhøjelse på spiritus, indført den 1. marts 1917, havde haft en mærkbar effekt på indtaget af alkohol. Det blev halveret, og effekten kunne tydeligt ses på byens hospitaler, hvor antallet af indlæggelser med alkoholskader også faldt. Dødsfald direkte relateret til alkohol faldt fra 67 københavnere i 1916 til fem i 1919. Det var da også en afgiftsforhøjelse, de fleste kunne mærke på pengepungen. En flaske snaps, der i februar 1917 havde kostet 1 krone, kostede i marts samme år 11 kroner. Arbejderen med den nye fritid havde altså ikke råd til at gå på værtshus, men kunne i stedet bruge tiden på at spadsere ud til sin kolonihave på Amager. På turen mødte han og familien en by, der så markant anderledes ud end i 1980. Først og fremmest fordi flere kvarterer fra 1980byen slet ikke var blevet bygget i 1920. Samtidig var mange arbejdspladser og småhandlende helt forsvundet fra lokalområderne i 1980. Københavneren var også en anden. Byen havde i 1920 lige over en halv million indbyggere. Tallet var i over 100 år steget hvert eneste år, og det blev ved med at stige helt frem til 1950. Fra midten af det 20. århundrede faldt indbygger14
Kaffe to go på Højbro Plads i 1920. Foreningen Københavnske Kvinders Kaffevogne ville mindske det udbredte alkoholforbrug og tilbød et sundere og billigt alternativ. I 1935 havde foreningen 44 vogne og solgte over 15.000 kopper kaffe om dagen. > Ukendt fotograf/Københavns Museum
tallet derimod hvert år frem til 1980 – især i første halvdel af 1970’erne. Indbyggertallet var både i 1920 og i 1980 ca. en halv million københavnere. De boede bare ikke længere de samme steder i byen. Den københavnske indbygger ville derfor ikke møde lige så mange københavnere på en spadseretur i 1920, som en anden københavner ville på en tilsvarende tur i 1980. Især ville der være stor forskel i den indre del af byen. Her var indbyggertallet faldet så meget, at der i 1980 boede under en tredjedel af indbyggertallet fra 1920. På indre Nørrebro var indbyggertallet også mere end halveret fra 1920 til 1980, mens der til gengæld var kommet flere københavnere i nyere kvarterer i byens yderkanter. F.eks. var indbyggertallet i Vanløse næsten femdoblet. Med den nye fritid og en arbejdstid på 8 timer blev pauserne i løbet af arbejdsdagen skåret ned. Nu kunne man ikke regne med længere frokostpause end en halv time og 15
vanskeligt nå hjem til frokost – hvis altså nogen hjemme ventede med varm mad. Mange husmødre havde fundet sig et supplerende erhverv i byen. Derfor vandt madpakken frem – hjulpet på vej af, at mange boede længere fra deres arbejdsplads. Allerede i 1910’erne dukkede de første smørrebrødsforretninger op i København. Forandringen i spisevanerne ville den vandrende arbejder også kunne se i gadebilledet. I januar 1921 mødte københavnerne de første pølsevogne. Her kunne man på vej gennem byen få stillet sulten, og de nye vogne mættede mange. Fra 1930’erne kunne københavnerne købe frokosten i mobile smørrebrødsvogne ejet af Københavns Smørrebrødsfabrik. I 1948 solgte firmaet hele 105.000 stykker smørrebrød dagligt. Desuden var der madudsalg i de største virksomheders marketenderier og kantiner. De nye spisevaner tilgodeså også de erhvervsaktive uden adgang til eget køkken. Enlige på pensionater eller lejede værelser kunne nu købe frokost ude i byen, og morgenmaden kunne indtages på en af de nye kaffebarer, der bredte sig hastigt i 1920’erne og 1930’erne. Her kunne man for en billig penge få sig en kop kaffe og lidt brød. De nye takeawayløsninger blev hurtigt populære. Københavnere på farten kunne også beundre ny arkitektur, hvor man i 1920’erne og især 1930’erne gjorde op med overflødig facadepynt, gesimser, udposninger og tårne på bygningerne. Københavns Politigård – bygget 1918-1924 og tegnet af arkitekt Hack Kampmann – er et markant eksempel på den nyklassicistiske byggestil, der vandt frem og afløste den nationalromantiske byggestil, som er repræsenteret på smukkeste vis med arkitekt Martin Nyrops Københavns Rådhus og arkitekt Heinrich Wencks Østerport Station. Politigården har et mere stramt udtryk og kun få materiale- og udsmykningselementer. Stilskiftene i arkitekturen var meget hyppige i begyndelsen af århundredet, og efter en kort periode blev nyklassicismen i slutningen af 1920’erne afløst af modernismen, der i Danmark ofte kaldtes funktionalisme eller funkis. Et eksempel på denne byggestil skød i årene 1929-1931 op på Christianshavns Torv på grunden, hvor Christianshavns Straffeanstalt, populært kaldet Kvindefængslet, havde ligget. Bygningen, tegnet af arkitekt Edvard Thomsen, udmærkede sig ved at mangle 16
enhver form for pynt. Dermed repræsenterede bygningen funktionalismens idealer, der dikterede, at alle dekorative elementer skulle fjernes. Dekorationerne skulle i stedet understrege bygningens funktionelle elementer – det kunne være vinduer i smalle stålrammer eller etageadskillelser. Netop adskillelsen af etagerne var blandt de fremhævede elementer i huset, der spottende blev kaldt for Lagkagehuset. Nybruddet i arkitekturen var kun et af flere visuelle fingerpeg om, at 1920’erne indvarslede en ny tid. Ungdommen dyrkede amerikansk jazzmusik, og især kvindernes moderne påklædning – med kjoler, der gik lige op og ned og sluttede lige under knæet – forargede for alvor de ældre generationer. Også politisk var 1920’erne præget af opbrud og uro. København måtte endnu en gang lægge brosten og asfalt til store begivenheder, da en stor parlamentarisk krise udspillede sig i påsken 1920. Påskekrisen blev den døbt. Den 29. marts 1920 fyrede kongen det parlamentarisk valgte ministerium Zahle og udnævnte i stedet en ny regering, han selv havde valgt. Det skabte stort røre, og i København var der demonstrationer – bl.a. på Amalienborg Slotsplads. Eftersom der var en igangværende faglig konflikt, truede fagforeningerne med generalstrejke. Gaderne fyldtes af utilfredse borgere. Mange forsøgte at få kong Christian 10. til at ændre mening, og den 3. april mødtes kongen med repræsentanter fra Københavns Borgerrepræsentation anført af socialdemokraten Thorvald Stauning, der rådede ham til ikke at gennemføre den uparlamentariske udskiftning af regeringen i utide. Den 4. april blev parterne enige om et kompromis. En midlertidig regering kom til, mens der blev udskrevet nyvalg. Her vandt Venstre og Det Konservative Folkeparti stort. Allerede fire år senere kom en ny regering til, da landet i 1924 fik sin første socialdemokratiske regering ledet af Thorvald Stauning, der nu blev landspolitiker.
Meget var ikke, som det havde været Blandt de nye teknologiske landvindinger var de meget populære biografer. København havde netop i 1918 indviet den nye biograf Palads Teatret med plads til 1.930 gæster, eget orkester, flot udstyret foyer og restaurant. Biografen 17
var bygget på det sted, hvor Københavns første hovedbanegård tidligere havde ligget, og hvor den første Palads havde haft til huse siden 1912. Luksus, komfort og den nyeste teknologi var en del af underholdningstemplet Palads Teatret. Mange københavnere betragtede forestillinger i byens fineste biografer på linje med teateroplevelser, mens de små biografer i brokvartererne og forstæderne var en mere dagligdags oplevelse: Man gik meget i biografen dengang, og byen var jo forsynet med adskillige elegante biografer, hvor man kunne se film med datidens store stjerner. Når vi skulle til en af de store biografer i byen, klædte man sig altid pænt på, og det var virkelig festligt at komme f.eks. i Palads Teatret, hvor man højtideligt gik op ad den pompøse trappe med den røde løber.
18
Hjemme kunne københavnerne også blive underholdt af tidens nye medier. De første radioprogrammer blev sendt til københavnerne i 1922 fra et improviseret studie på Købmagergade, hvor Den Danske Statstelegraf havde til huse. På kun 15 år blev radioen hvermandseje, og i 1940 betalte 800.000 husstande licens til Statsradiofonien (senere Danmarks Radio og DR). De tidligste apparater var krystalapparater, der ikke krævede el, men snart kunne man i København benytte det stadig mere udbredte elnet til sin radio. Allerede i 1925, hvor Statsradiofonien så dagens lys, var udbredelsen af elektricitet i byen så langt, at elektrisk lys havde erstattet petroleumslamper i 90 % af alle lejligheder. For en mindre del af den københavnske overklasse var 1920’erne karakteriseret ved det, som senere kom til at blive kaldt de brølende 1920’ere. De dyrkede og havde råd til at nyde det moderne Københavns forlystelser. Her var fremskridtstro, nye muligheder, nye musikalske retninger og en begyndende frigørelse fra snærende rammer i moden og i samfundets krav til opførsel. For de allerfleste var 1920’erne dog præget af stor fattigdom efter afslutningen af Første Verdenskrig. Overgangen til den alvorlige økonomiske krise i begyndelsen af 1930’erne føltes derfor som en brat opvågnen for de få, men for flertallet var det en fortsættelse og forøgelse af vanskelighederne med at få hverdagen til at hænge sammen.
19
Trængsel foran den populære københavnske biograf Metropol Teatret i 1930’erne. Biografen lå fra 1923 til 1980 på Frederiksberggade. > Helmer Lund Hansen/ Københavns Museum