København og historien | Bind 8

Anders Møller

Byen rejser sig

Gads Forlag

Byen rejser sig Af Anders Møller © 2022 Forfatteren og Gads Forlag 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-12-06435-0 Redaktion: Peter Bejder Omslag og tilrettelæggelse: Camilla Jørgensen, Trefold Forsideillustration: Nedrivning af hjørnet mellem Viktoriagade og Istedgade den 2. maj 1996. Ukendt fotograf/Københavns Museum Repro: Narayana Press Tryk: GPS Group, BosnienHercegovina Serien ”København og historien” er udgivet med støtte fra Kraks Fond Bøgerne er produceret i et samarbejde mellem Københavns Museum, Københavns Stadsarkiv og Gads Forlag. Københavns Museum og Københavns Stadsarkiv er en del af Historie & Kunst, Københavns Kommune Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

/ I henhold til ministerielle krav betyder bedømmelsen, at der fra en fagfælle på ph.d.-niveau er foretaget en skriftlig vurdering, som godtgør denne bogs videnskabelige kvalitet. / In accordance with requirements of the Danish Ministry of Higher Education and Science, the certification means that a PhD level peer has made a written assessment justifying this book’s scientific quality.

Indhold Havnen 7 Kampe om byen 25 Fornyelser 41 Udvidelser 61 Bevægelser gennem byen 75 Byens mangfoldighed 89 Smagen af København 109 Kort litteraturliste 127 Om serien 128 Om forfatteren 128

Havnen

På varme sommerdage, hvor solstråler og svedperler blandes, trækker københavnere mod vandet i midten af byen.

I havnen udspiller bylivet sig i vandet, langs havnekajer og på græsplæner, hvor byens borgere hænger ud – nogle med hinanden, andre med solbad og havnebad. Engangsgriller, roséflasker, takeaway og caféknallerter leverer mad og drikke, mens cyklister og motionsløbere passerer forbi på havnestier og cykelbroer. Til vands kommer bølgernes skvulp ikke længere fra coastere og store skibe, men fra badende, kajakker, havnebusser og små fartøjer, der langsomt glider igennem det rene vand, mens nye bygninger spejler sig i vandoverfladen.

Livet i og ved vandet er et billede på byens udvikling og historie. Siden 1990’erne har by og havn gennemgået en heftig forandring med nye kvarterer, og det har ført til nedlagte arbejdspladser og udskiftede beboere. Havnen er samtidig blevet et af byens åndehuller og centrum for fritidsliv og afslapning. Indtil 1990’erne var havnen afsondret, beskidt og øde, men siden har store skibe og fabrikker veget pladsen for parker, opholdsarealer og flere nye bydele som Teglholmen i Sydhavnen, ligesom Nordhavnen er skudt op langs vandet.

Havnen er gået fra at være et industrielt og forurenet område til at være en attraktiv beliggenhed med kulturhuse, rekreative områder og nybyggede lejligheder, rækkehuse og kontordomiciler.

7

At hoppe i havnen er ikke længere en tur i beskidt og forurenet vand. I 2002 blev københavnerne inviteret til at bade fra havnebadet på Islands Brygge. Året efter blev det sejlet til Vesterbro ved Fisketorvet.

Der skulle være plads til et nyt havnebad, som tegnestuen PLOT stod bag. Det åbnede i 2005 og lagde op til leg, badning og byliv. > Tomas Bertelsen

Da Sojakagefabrikken sprang i luften En sommeraften lidt efter midnat den 15. juli 1980 lød der et øredøvende brag ud over København. Det kom fra Dansk Sojakagefabrik på Islands Brygge. Et anlæg var eksploderet og brudt i brand. Det kraftige brag kunne høres i store dele af byen, og braget og knuste ruder vækkede København. På gaderne lød udrykningshorn fra ambulancer, brandbiler og patruljevogne, der halsede til den brændende fabrik. Tilskadekomne ansatte, politimænd og brandmænd blev bragt til hospitaler med forbrændinger, røgforgiftninger og chok.

I timerne efter braget var der frygt for, at branden ville brede sig til et nærliggende kloranlæg og føre til et klorudslip.

Det var sket to år tidligere. Derfor havde børneinstitutioner fået installeret en direkte telefonlinje til fabrikken. Så kunne man ringe sammen i tilfælde af uheld og udslip.

Eksplosionen var sket på fabrikkens ekstraktionsanlæg, der ved brug af benzin udvaskede sojaolie af sojabønner. Sojakagen, som fabrikken hed i folkemunde, blev i 1909 grundlagt af ØK, Det Østasiatiske Kompagni, og var centralt placeret i havnen. Her kunne ØK’s skibe let lægge til med de råvarer, som skibene fragtede hjem fra Østen.

Det var blandt andet sojabønner, der blev forædlet til spiseolie, som igen blev afsat til margarine- og sæbeindustrien. Fabrikkens navn kom af restproduktet, sojakagen, der indeholdt store mængder protein og blev anvendt som foderstof i landbruget. Efterhånden begyndte fabrikken også at fremstille kemiske produkter: olie til farve og lak, fedtsyre til vaskemidler, glycerin til plastvarer, ukrudtsmidler og klor.

Braget vækkede københavnere, der tog på udflugt for at se nærmere på ulykken. Andre begav sig ud på rov i ly af natten. I nabolaget på Islands Brygge havde eksplosionen rystet bygninger og knust mange ruder. Også på Amagerbro og Vesterbro var gaderne fulde af glasskår. Butikker uden vinduer fristede svage sjæle, der stjal fra de ramte butikker.

Derfor satte politiet 15 plyndringspatruljer ind for at dæmme op.

I nattens mørke var det svært at få overblik over skaderne, men dagen efter meldte der sig et trøstesløst syn, der mindede om noget fra en krigszone. Skaderne løb op i 8

En af havnens store arbejdspladser var Dansk Sojakagefabrik på Islands Brygge, der bredte sig over 177.000 m2. Da fabrikken var på sit højeste i 1950’erne, beskæftigede den knap 1.200 ansatte. Eksplosionen i 1980 kostede ingen menneskeliv, men efterlod fabrikkens ekstraktionsanlæg i ruiner og resten af fabrikken i modvind. > Jytte Jørgensen/Københavns Museum

Demonstration mod Dansk Sojakagefabrik på Rådhuspladsen den 28. juli 1980. Få hundrede meter fra eksplosionsstedet lå der et kloranlæg, der forstærkede modstanden mod Sojakagen.

I 1970’erne bekymrede Sojakagens kloranlæg flere og flere københavnere. I 1978 havde der været et klorudslip med en del indlagte. Der var også fokus på, at anlægget udledte kviksølv, der kunne spores i de omkringliggende kolonihaver og i rølliker på Amager Fælled. > Erik Gleie/Ritzau Scanpix

Olsen-bandens havn Selv om havnen lå midt i København og forbandt byen med resten af verden, kilede området sig igennem byen. Havnen havde sit eget liv, hvor ophold oftest var forbundet med et direkte ærinde.

Indbyggernes adgang til vandet var afskåret af havnens fabrikker, jernbaner og veje. Sådan ses havnen også i Olsen-banden-filmene. Når de tre hovedpersoner promenerede langs havnen, var havnen en mennesketom, lukket og forurenet kulisse. Det var et lovløst sted, hvor der var plads til lyssky aktiviteter, hvad enten det var Bøffen, der ville gøre det af med Egon, eller det var banden selv, der opsøgte Dynamit-Harry, var på flugt, lagde planer eller skændtes på Teglholmen. Havnen lå i ly af byen, og uvedkommende kom sjældent forbi.

10

over 100 millioner kr., og det tog flere måneder at rydde op i ruinerne. Der skulle dog mere til end en eksplosionsbrand for at tage livet af Sojakagen, som fortsatte sin drift. Det var langtfra alle, der ønskede, at fabrikken skulle fortsætte.

Miljø- og beboergrupper ville have fabrikken lukket. De så den som en tikkende bombe, der lå tæt på boliger og institutioner i et af Københavns tættest befolkede kvarterer. Der var ikke kun en sundhedsrisiko, men en decideret katastroferisiko. Sojakagen skulle flyttes, og demonstrationer og koncerter mod klorfabrikken så dagens lys. Under navnet ”Rock mod klor” optrådte navne som Triers Triste Trio, Boline Band og Tømrer Claus til støttefester, der rockede mod målet. Sojakagen og kloranlægget skulle langt ud af byen.

Borgerrepræsentationen vedtog i 1981, at fabrikken skulle afvikles på længere sigt. Det blev dog hurtigt afvist af fabrikkens ledelse og af de ansattes fællesklub og personaleklub. De pointerede vigtigheden af at bevare produktion og beskæftigelse, der var mangelvarer i fattigfirsernes København. Andre fortalere for Sojakagen supplerede med, at det var nødvendigt med en dansk klorfabrik. De mente, at import og transport af store mængder klor udgjorde en endnu større risiko end en klorfabrik midt på Islands Brygge. Derfor blev afviklingen af Sojakagen og industrien i Københavns Havn en langtrukken affære. På trods af et voksende pres fra politikere, kommune og naboer gik der 11 år, før fabrikken lukkede i 1991. Sojakagen lukkede ned som en af de sidste store fabrikker i havnen, og dele af anlægget blev solgt til Indien. Den resterende del af fabrikken stod tilbage som en forladt kulisse, der mindede om en hedengangen industrihavn.

Industrihavnen tømmes Sojakagefabrikken lå i havnen, der med sine højtrækkende skorstene, pakhuse, høje siloer, kæmpemæssige haller og transportanlæg skar sig igennem byen fra Svanemøllen til Sydhavnen. Københavns Havn var i 1980’erne landets største havn og en stor arbejdsplads i byen, men det var også en havn, der langsomt mistede betydning, og aktivitetsniveauet faldt. Der var mange grunde til nedgangen.

I flere årtier havde der været en stor og generel nedgang i 11

Meget har ændret sig i Olsenbandens havn. I Olsen-bandens flugt over plankeværket fra 1981 går kuppet igen galt. På et øde havneområde ved Teglholmen og med Sojakagen i baggrunden finder Egon Olsen ud af, at kufferten fra Høje Nord alligevel ikke indeholder fem millioner.

I dag rummer området en ny bydel med boliger, butikker og kontorer. > Rolf Konow

antallet af industriarbejdspladser i København, hvor flere fabrikker flyttede væk og ud af byen. Det kunne mærkes i havnen. Desuden var den egentlige havnevirksomhed også faldende. Det var ikke længere i København, at skibene fra Grønland, Færøerne, Storbritannien og resten af Danmark lagde til. Godstransporten var også under forandring. De store containerskibe lå kortere tid i havn og søgte i stigende grad til specialiserede havne.

Der var altså mindre behov for de store havnearealer, og med flådens udflytning fra Holmen i begyndelsen af 1990’erne fyldte havneaktiviteterne endnu mindre. Også erhvervshavnens aktiviteter blev koncentreret i Nordhavnen og på Prøvestenen. Det betød, at havnedriften efterhånden kun fyldte 2 ud af 42 km. I Københavns Havn kunne det især mærkes i Inderhavnen og i Sydhavnen, hvor flere arealer og kajstrækninger lå øde hen.

Med havnens forvandling var det ikke kun bygningerne, der ændrede sig. Havnen gik fra at ligge uden for byen til at være et sted, hvor fritidsliv med grillfester, kajakker, løb, sejlads, fiskeri, badning og solbadning udspillede sig.

Rulleskøjtebane ved Amaliehaven?

I begyndelsen af 1980’erne blev Amaliehaven og de første dele af Havneparken på Islands Brygge anlagt. De to parker havde vidt forskellige udtryk og historier, men begge viste, at havnen ikke kun var forbeholdt transport og industri, men at den også kunne bruges rekreativt. I havnen ud for Amalienborg blev Amaliehaven taget i brug i 1983. Den lå på det, der tidligere hed Larsens Plads. Her havde der ligget værft og pakhuse, hvor udvandrerskibe havde lagt til. I 1980 købte A.P. Møller Fonden grunden og forærede den til byen.

Pakhusene blev revet ned, og der blev opført et haveanlæg af den belgiske havearkitekt Jean Delogne. Parken var udformet i moderne stil præget af løsrevne elementer, store, hvide flader, høje mure og sparsom beplantning. Relieffer og skulpturer af den italienske billedhugger Arnaldo Pomodoro fuldendte parken.

Haven var kontroversiel fra begyndelsen, og det skortede ikke på kritik. I den første tid var parken sågar under konstant overvågning af frygt for hærværk og uro. I 12

Politiken kaldte forfatter Palle Lauring den en livsfjendsk park med ækle relieffer, og værst af alt spolerede bruset fra parkens springvand udsigten fra Amalienborg Slotsplads.

En anden del af kritikken gik på, at anlægget var udført af en udenlandsk arkitekt, og at projektet ikke havde været i offentligt udbud. Kommunen forsvarede sig med, at man ikke stillede krav til en gave. I et læserbrev i Aktuelt opsummerede en Nørrebroborger kritikken: At det var en tankskibsreder, der har anlagt Amaliehaven, er man ikke i tvivl om. Den er lige så formfuldendt og øde at se på som en supertanker. Som gravmonument tilpas pompøs og trist på en og samme gang. Noget positivt er der også at sige om den. Det er Nordens fineste rulleskøjtebane, nærmest skabt til kapkørsel på skøjter med ikke mindre end tre baner i de nydeligste ottetaller.

Det hjalp næppe på modtagelsen, at hovedpersonerne var en af Danmarks rigeste, Mærsk Mc-Kinney Møller, og Københavns mest magtfulde politiker, den socialdemokratiske overborgmester Egon Weidekamp. Amaliehaven var et nyt element i havnen – stilmæssigt og fordi anlægget blev placeret i en havn, der stadig var præget af industri og transport. Her kom den granitbeklædte og grønne kile til at markere, at havnen var på vej til at rumme nye formål, og at elitær kunst og arkitektur også kunne være en del af havnen.

Plantefest på Bryggen På den anden side af havnen, tæt på Sojakagefabrikken, opstod der samtidig med Amaliehaven en anden og mere folkelig park på Islands Brygge på stykket fra Langebro til Njalsgade. Her havde beboere taget initiativ til at omdanne den frilagte kajstrækning til en folkepark på 10.000 m2.

Havnevæsenet havde givet området til Lokalrådet i 1983.

Kommunen med Venstresocialisternes (VS) byplanborgmester Villo Sigurdsson i spidsen bakkede op om initiativet, og der blev udarbejdet forslag til en havnepark og udskrevet en idékonkurrence om en samlet løsning for byens 13

havneområder. Men besparelser bremsede kommunens engagement. Det kunne beboerne ikke vente på. ”Vi gider ikke vente på politikerne, så nu bruger vi spaden selv!” lød det fra lokalrådets formand, Birger Petersen, i foråret 1984.

Under mottoet ”Gør havneparken til din park – gør byen til vores” afholdt beboerne en plantefest. Med spader, river og skovle i hænderne tog beboerne ejerskab til parken og plantede blomster, buske og træer, ligesom de opsatte borde og hegn.

I Ekstra Bladet blev de to parker omtalt som ”Fort Maersk og Villos lystlund”. Havnens nye rekreative områder var i den grad også politiseret. Der var flere interesser på spil, og mange spørgsmål trængte sig på. Hvordan skulle havnen være, og hvordan kunne vandet komme til at tilhøre københavnerne?

Hvad skal der blive af havnen?

Den tømte havn lå ifølge Københavns turistchef, Jan Laybourn, i 1989 ”deprimerende, ubrugt hen”. I 1980’erne var der blevet afholdt idékonkurrencer, skrevet betænkninger og debatteret, hvad man skulle stille op med havnen. Der var enighed om, at havnen havde et uudnyttet potentiale.

En udvikling af havnen ville være vigtig for både borgere og byens slunkne pengekasse. I 1984 blev der udskrevet en nordisk idékonkurrence, der førte til 114 forslag om, hvordan Københavns Havn kunne omdannes. Forslagene blev ikke realiseret, men idékataloget satte gang i alternative ideer. Et af forslagene var udarbejdet af Friluftsrådet, det var forsynet med en tegning af Claus Deleuran og Johannes Bach Rasmussen, hvor havnen er blevet til en grøn og fantasifuld fritidshavn.

Der skulle gøres noget, og Miljøministeriet og Planstyrelsen nedsatte et udvalg til at komme med en betænkning om havnens muligheder. I udvalgets betænkning fra 1989 omtales havnen som en ressource, der kan være med til at løse en række af byens problemer:

14

I dag er det svært at forestille sig en sommerdag i København uden havneparken på Islands Brygge. Parken kom til verden i april 1984 og blev etableret af ihærdige beboere, der så et potentiale i de henlagte havneområder. Med spader, skovle og håndkraft skabte de en folkepark, der var med til at vende byens ansigt mod vandet. > Julie Rønnow/Københavns Museum

Omdannelsen af havneområderne skal varetage mange hensyn. Den skal bidrage til at forberede kommunens økonomi ved et nyt attraktivt tilbud af boliger og arbejdspladser og ved at skabe en bedre balance mellem bosætning og beskæftigelse i byens indre og i forstæderne. Den skal øge byens attraktion og betydning som landets hovedstad samtidig med, at den løser trafik- og forureningsproblemerne i og omkring havnen, og den skal drage omsorg for, at vandet bliver et tilbud om rekreation, oplevelse og udfoldelse for byens befolkning og for besøgende udefra, så København igen kan opleves som en by ved havet.

Ud over at tage fat på en forvandling af havnen står udtalelsen også som en samtidsdiagnose af havnen og af København ved udgangen af 1980’erne. Der var mangler og problemer: økonomiske, boligmæssige, arbejdsmæssige, 15

trafikmæssige, forureningsmæssige og rekreative. En del af løsningen i forslaget var at rykke på balancen mellem boliger og arbejdspladser i havnen. Det indebar dels en fordobling af mængden af arbejdspladser fra 26.000 til 51.000, dels en massiv vækst med 15.000 nye boliger i havnen. I 1989 var der knap 700 boliger, der tilsammen udgjorde 3 % af havnens etageareal. Resten af havnen var stadig forbeholdt produktions- og serviceerhverv. De fleste forslag i havnebetænkningen blev ikke ført ud i livet. Der manglede økonomiske midler og politisk samarbejde mellem staten og Københavns Kommune. I stedet skete der i løbet af 1990’erne en gradvis forvandling af havnen, hvor kontordomiciler begyndte at skyde op, og i 00’erne kom flere boliger 16

til. Havnen blev vendt på vrangen, og både den og København var ved at blive et alternativ til forstaden.

Havnen fyldes op på ny Mens havnen i 1980’erne gradvist blev mere afindustrialiseret og tømt for havnefunktioner, viste en række nye tiltag i 1990’erne, at København ikke længere var en industriby.

En anden form for by og byliv var på vej langs havnen. Det nye havnelandskab blev til i et København og et Danmark, der var ved at træde ud af fattigfirsernes skygge.

I 1980’erne havde byen og landet været presset af både økonomisk og befolkningsmæssig nedgang. Stigende arbejdsløshed, konkurser, tvangsauktioner og underskud kendetegnede årtiets økonomiske nedgang. Bortset fra enkelte år var 1980’ernes samfundsøkonomi præget af lavkonjunktur. En mærkbar konsekvens var høj arbejdsløshed. I 1973 havde der været under 1 % arbejdsløse, men tallet var mangedoblet i firserne. I 1983 var det på 10,5 %, og tallet steg til 12 % i 1993. Den økonomiske nedgang betød større udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse, underskud på betalingsbalancen og stigende udlandsgæld, samtidig med at der var et ringere skattegrundlag til at finansiere det hele. Under Firkløverregeringen (Det Konservative Folkeparti, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti) fra 1982 var målet derfor at fjerne underskuddet på betalingsbalancen og statens regnskaber. Det betød offentlige besparelser og mindre tilskud til landets kommuner. I de første år af 1980’erne oplevede Danmark for første gang i 150 år en egentlig nedgang i befolkningstallet. Generelt skete der en forskydning i befolkningen fra øst til vest.

Det betød, at hovedstadsområdet og i særdeleshed København stagnerede. Byen var plaget af gæld, og indbyggere og virksomheder søgte væk.

I midten af 1990’erne fandt de første store omdannelser af havnen sted på Langelinie, Midtermolen, Kalvebod Brygge og Christiansbro. På Kalvebod Brygge skød nye kontordomiciler og indkøbscentre op. Især de nye bygninger på Kalvebod Brygge blev udsat for kritik. Bedømmelsen var præget af ord som ”et lærestykke i forfejlet planlægning” og ”utilstrækkelig arkitektur”. For Politikens arki17

Havnen er sin egen og er fuld af områder og navne, der spænder fra Svanemøllebugten i nord over Inderhavnen til Sydhavnen. Fragt, industri og produktion fylder en brøkdel af, hvad det gjorde tidligere.

I stedet er havnen forandret, og områder som Nordhavn, Refshaleøen, Islands Brygge, Kalvebod Brygge, Teglholmen og Sluseholmen er blevet til attraktive kvarterer. > Per Jørgensen

tekturanmelder, Henrik Sten Møller, var det en ”fantasiløs udnyttelse” af havnen, der gjorde den livløs, og anmelderen spekulerede over, hvor længe der ville gå, før det hele var revet ned igen. I Information beskrev filmmanden Jørgen Flindt Pedersen det nye Kalvebod Brygge som ”Legoklodser stillet på højkant med masser af junkspace imellem”.

Der manglede liv, åndehuller og skæve indslag på havnefronten blandt de nye kontorhuse. Langs de nye bygninger lå havnen øde og ensom hen efter fyraften. For kommunen var de nye byggerier en succes. Det var lykkedes at betræde nyt land, og private investorer stod klar til at opføre nyt langs havnen. Målet med Kalvebodprojekterne var at lokke investorer og virksomheder til, og et af midlerne var, at der ikke skulle stilles for mange krav til byggerierne.

På den anden side af havnen stod Sojakagens grund som et braklandskab. I begyndelsen af 00’erne ændrede synet sig, da en ny havnestad med boliger og kontorer begyndte at vokse frem. I år 2000 begyndte arbejdet med at rive ned og rydde op efter fabrikken. Årtiers produktion havde sat sit præg på omgivelserne. Flere bygninger havde suget kviksølv til sig i en sådan grad, at det var nødvendigt at deponere byggeaffald i klippespalter og saltminer. På den måde blev mange spor fra fabrikken fjernet, rengjort og revet ned. Store siloer, Frøsiloen, Wennbergsiloen og Pressesiloen, blev bygget om til eksklusive boliger, og de stod tilbage som forskønnede spor af en industri på havnen.

Digteren Søren Ulrik Thomsen har beskrevet den forandrede havn i digtet ”En aften jeg går gennem Østre Anlæg”. I digtet bevæger forfatteren sig gennem byen – Østre Anlæg, Nørrebro og Carlsberg – hvor velkendte erindringer om steder, personer og tankerækker dukker op. Men ved havnen hører genkendelsen op: Og til sidst vil jeg krydse et af de nye gennemsigtige havnekvarterer jeg ikke engang kender navnene på og som står der i blæsten og for længst har fået betydning for nogen som ikke er mig.

18

Havneholmen set fra Enghave Brygge i sommeren 2009. I takt med at havnen blev bebygget og udviklet, blev industriens bygninger og landskaber renset.

Området omkring Havneholmen havde i 1900-tallet stenplads, fiskerihavn, fisketorv og badeanstalt. I 2009 fik området indkøbscenter, kontorer og boliger, mens skrotbjerget på Enghave Brygge bestod lidt endnu. > Kontraframe