Kærlighedens år

Kærlighedens år.indd 2

07.07.2021 12.53

Johanne Mygind

Kærlighedens år Roman

Gads Forlag

Kærlighedens år.indd 3

07.07.2021 12.53

Kærlighedens år © Johanne Mygind og Gads Forlag, 2021 1. udgave, 1. oplag Omslagsdesign: Alette Bertelsen Forsideillustration: Ursula Reuter Christiansen Bogen er sat med Minion hos Demuth Grafisk Trykt hos Scandbook, Sverige ISBN: 978-87-12-06245-5

Tak til Statens Kunstfond

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

www.gad.dk

Kærlighedens år.indd 4

07.07.2021 12.53

Tilegnet min mormor Ellen Margrete Mygind, født Frigast (1926-2021)

Kærlighedens år.indd 5

07.07.2021 12.53

så gik det kærlighedens år hvad er det så vi har lært hvad er det nu vi forstår vi bliver stadig bedre til at slikke vores sår og dagene mørkner nu de si’r at vinteren bliver hård i år Trille, 1975

Kærlighedens år.indd 6

07.07.2021 12.53

Januar

Jeg henter nøglerne den anden januar. Den tidligere lejer er flyttet lige før nytår, siger manden på ejendomskontoret og rækker mig den lille brune kuvert. Jeg kan bare begynde at male.

Borgbjergsvej nummer 19 ligger mellem en tipskiosk og en spillehal. På tredje sal har døren til højre hverken navneskilt eller dørmåtte. Jeg ved ikke, hvad det er for et stød, der går igennem mig, da jeg stikker nøglen ind i låsen og drejer rundt. Måske er det forventning.

Sidst jeg åbnede døren til en ny lejlighed, stod Jakob ved siden af mig. Vi holdt hinanden i hånden, mens vi talte om, hvor vores møbler skulle stå. Vi var uenige om mit lille runde bord. Jakob syntes, det var en uskik at spise i køkkenet, at det indikerede en eller anden form for forfald. Jeg tror, han svang sig helt op til at bruge ordet modernitet, men jeg hørte ikke rigtig efter.

Det runde bord skulle jo stå i køkkenet. Om morgenen ville jeg sidde der, indsvøbt i min dyne, mens jeg smurte honning på min bolle og lod søvnen sive ud af kroppen. Jeg ville drikke te og smile til Jakob hen over koppen. Sådan havde Elisabeth og jeg altid siddet, da jeg var barn.

I min nye lejlighed har køkkenet ikke plads til et bord. Mine skridt runger, mens jeg inspicerer de tre små værelser, som nu skal udgøre mit hjem. Overalt i lejligheden er der savsmuldstapet, og køkkenbordet er af gråt laminat, til gengæld er gulvene lavet af brede fyrretræsplanker. Jeg lader mine fingerspidser glide ned 7

Kærlighedens år.indd 7

07.07.2021 12.53

ad væggen i gangen og hiver i et hjørne, hvor tapetet sidder løst. I brevet fra boligselskabet stod der, at der var 8.978 kroner på min vedligeholdelseskonto. Nok til maling og nyt tapet. Ikke nok til at jeg kan få nogen til at gøre det for mig.

Det ender med at være Jakob, der damper tapetet af. “Du kan bare passe ungerne,” siger han og ifører sig det samme malertøj, som han brugte, da han malede vores køkken.

Jeg giver ham nøglerne, og han cykler af sted. Da jeg mødes med ham om eftermiddagen, står stuens vægge forrevne og rå.

“Kan du selv sætte det nye tapet op?” spørger han og har overskud til at smile, da han ser mit ansigtsudtryk.

Jeg har bestilt tapetet på en svensk hjemmeside. Det hedder “Paradiset” og forestiller fugle og blomster og fisk og søer og kirsebær og blommer i gul, rød og blå. Man skal være helt koncentreret, når man sætter banerne op. En millimeter forkert, og fuglen mister sit næb, og fisken taber sin hale. Den første bane mislykkes, men så finder Jakob systemet. Jeg skal bare holde i siden og glatte til sidst. Langsomt breder Paradiset sig på min væg. Ikke et eneste fuglenæb kommer på afveje.

“Hvorfor græder du?” spørger Jakob og stryger tapetet med malerkosten for at få den sidste bane helt glat.

“Det ved jeg ikke,” mumler jeg og tørrer snot og tårer af i mine cowboybukser. “Jeg bliver bare i tvivl,” siger jeg.

“Vi åbner ikke den diskussion igen, Nanna,” siger han og går ud på badeværelset, hvor jeg kan høre bruseren blive tændt. Jeg bliver stående i stuen og ser ud ad vinduet. Mit nye kvarter ligner en novelle af Jan Sonnergaard. Lige over for min ejendom er der en Fakta, en pølsevogn og en statue af Anker Jørgensen, hvor en lille flok mænd og kvinder drikker øl i vinterkulden.

“Du klarer selv resten, ikke?” spørger Jakob, da han kommer ud med vådt hår og sit malertøj i en plastikpose fra Irma.

8

Kærlighedens år.indd 8

07.07.2021 12.53

“Jo,” nikker jeg og går i gang med at fjerne aviserne fra gulvet, mens lyset fra bilernes lygter tegner mønstre på mine vægge.

Jakob tager børnene med på weekend hos sin søster, mens jeg pakker mit liv ned i kasser. Det meste lader jeg blive. Sofaen fra Hay, spisebordet lavet af planker. Vores reoler er bygget ind i væggen og lader sig heller ikke flytte. Nede i kælderen står kassen med porcelæn, sengetøj og køkkenting, som jeg gemte, dengang vi tømte den gule villa, fordi Henning var død, og Rigmor skulle på plejehjem.

“Hvad skal du med det?” spurgte Jakob, da jeg kom slæbende med min mormor og morfars glas og lagner, som en ung brud, der samlede udstyr.

“Det er meget rart at have lidt ekstra,” svarede jeg bare.

Inden jeg kigger ned i den røde dragkiste, åbner jeg en flaske vin. Jeg ved ikke, hvordan vi skal fordele vores minder mellem os.

Hvem tilhører det fotografi, som jeg tog af Jakob, dengang han lå og sov i en solstribe sammen med den nyfødte Karl? Hvem skal have Riggis tegning, hvor hele familien er prinser og prinsesser med guldkroner og guldsko? Jeg finder et fotografi fra sidste års sommerferie ved Vesterhavet. Riggi sidder på Jakobs skuldre og dingler med benene. Jeg er iført stråhat og solbriller. Karl rækker tunge, og Niels griner uden fortænder. Det må være Elisabeth, som har taget det. Man kan se hendes skygge for fødderne af os.

Jeg har bedt Rosa komme en time før flyttemanden.

“Er det alt?” spørger hun og ser på den lille samling af flyttekasser, hvor jeg har pakket de ting, som ubetinget er mine. Mine bøger, mine billeder, kaffestellet i blåt og hvidt porcelæn, som min oldemor forærede Rigmor, som forærede det til Elisabeth, der lod det gå videre til mig. Ellers har jeg kun taget gæstesengen, som Elisabeth plejer at overnatte på, det lille runde bord og så Rigmors gamle chatol.

9

Kærlighedens år.indd 9

07.07.2021 12.53

Rosa holder i den ene side af flyttekassen og lader mig tage den anden. Vi går i knæ, da vi skal bære chatollet, som er i massivt træ og langt tungere, end man skulle tro. Chaufføren trækker på det, da jeg spørger, om han kan hjælpe os med at bære det ned ad trappen.

“Jeg er kun hyret til at køre bilen,” siger han, men giver sig alligevel, da Rosa forklarer ham, at jeg lige er gået fra min mand.

Da alle kasserne er stablet, sætter vi også vores cykler ind i flyttebilen og kravler ind til chaufføren på forsædet. Han blinker ud, og vi stirrer begge op mod den ejendom, jeg har boet i i næsten fjorten år.

“Nå, Nanna,” siger Rosa. “Så er du færdig med at lege far, mor og børn.”

Den første nat i min nye lejlighed bliver jeg ved med at fryse, selvom jeg har beholdt strømperne på og lagt et gammelt tæppe over dynen. Hjemme på Frederiksberg drejede Jakob på en ventil, når vores radiator ikke virkede, men han har aldrig vist mig, hvordan man gør. Til sidst rejser jeg mig op og finder kassen med de ting, jeg tog med fra den gule villa. Under Rigmors påskedug og noget lyserødt sengetøj ligger den røde varmedunk, som Rigmor plejede at bruge, når hun var vred på Henning. Hun forviste ham altid til gæsteværelset og lå så selv i dobbeltsengen med varmedunken på maven. Jeg fylder den røde dunk med kogende vand og lægger den under min dyne. Efter et par minutter er jeg så varm, at jeg næsten glemmer, at jeg er den eneste krop i min seng.

Elisabeth kommer med børnene om søndagen. De har købt en wienerstang i den snaskede bagerbutik længere nede ad Borgbjergsvej.

“Det er et sjovt kvarter,” siger Elisabeth, og jeg kan høre på hendes stemme, at hun allerede har fået øje på de fulde mænd ved statuen af Anker Jørgensen.

10

Kærlighedens år.indd 10

07.07.2021 12.53

“Det er Sydhavnen,” svarer jeg.

Riggi står længe og ser på Paradiset. Hun lægger sin hånd på tapetet og lader fingrene følge mønsteret af grene, som snor sig over hele væggen.

“Hvorfor er kirsebærrene lige så store som fuglene?”

“Det ved jeg ikke, skat,” svarer jeg.

“Hvor er mit værelse?” råber Karl, da han har gået en runde og fundet væsentlige mangler.

“Jeg kunne ikke få en lejlighed med fire værelser,” siger jeg med den flade stemme, jeg altid bruger, når fakta er uimodsigelige. Jeg har forudset den samtale, lige siden jeg fik brevet fra KAB og studerede plantegningen.

“Hvad?” svarer Karl. “Skal jeg så dele værelse med ham?” Han peger på Niels, som forholder sig tavs.

“Jeg tænkte, at vi kunne købe en køjeseng?” Jeg smiler til Niels.

“Eller bygge en hems?”

Karl har det samme udtryk i øjnene, som da han var lille og blev nægtet is eller Pokémon-kort. “Glem det,” råber han og løber ud i gangen og åbner entrédøren.

“Karl …” Jeg løber efter ham og når at få fat på ham, inden han er ude ad døren. Mine fingre borer sig ind i hans arm.

“Skal vi ikke spise kage nu?” spørger Elisabeth og tager wienerstangen med ind i stuen. Hun sætter den på mit runde bord og begynder at skære ud.

Niels og Riggi flyver straks hen til hende for at få et stykke.

Den gule creme flyder ned mellem deres fingre. Jeg trækker Karl med ind i stuen igen og stryger ham over nakken. Hvert kærtegn udløser en hulken.

“Hvorfor skal du bo her, mor?” Tårerne løber i striber ned ad Karls kinder. Det er ikke til at skelne mellem skuespil og ægte sorg.

Jeg ser op og fanger Elisabeths blik.

“Kom nu og spis noget kage,” siger hun til os begge to.

11

Kærlighedens år.indd 11

07.07.2021 12.53

“Jeg vil skære selv,” siger Karl og skærer så stort et stykke, at der kun er en gnalling tilovers til mig. Jeg siger ikke noget, stikker ham bare et stykke køkkenrulle til at holde under.

“Jeg synes også, Karl er for stor til at dele værelse med sin lillebror,” siger Elisabeth.

Alles øjne retter sig mod mig, jeg slår ud med armene.

“Vi ser på det i weekenden,” svarer jeg. “Det kan være, Riggi og jeg kan sove i stuen.”

Så snart wienerbrødet er spist, vil Karl hjem. Han tager jakken på og skynder på sin mormor og sine søskende. Elisabeth rejser sig op og hjælper Riggi med flyverdragten. Selv i dag har min mor en lethed i sine bevægelser, som om hun hvert øjeblik kan begynde at danse. Indiske sølvøreringe dingler under hendes hår, der stadig er mere blondt end gråt. Det er, som om Elisabeth mener, at det er under hendes værdighed at blive gammel og derfor nægter at ældes.

Da hun åbner døren til opgangen, slår Niels armene om mig og vil ikke give slip.

“Kan du ikke tage med hjem?” spørger han og ser på mig.

Jeg løsner Niels’ greb og bøjer mig ned og kysser ham på kinden.

“Vi ses på fredag,” siger jeg. “Så skal vi alle sammen sove her.”

Niels begynder at græde.

“Hold nu op, din tudeprins,” råber Karl.

“Nu går vi altså,” siger Elisabeth og tager Riggi og Niels i hver sin hånd. * Min lejlighed er stille, da jeg vågner. Ingen skriger, ingen kræver, ingen forlanger, at jeg skal finde deres matematikbog eller svømmetøj eller sedlen til Skolefoto. Jeg laver Nescafé til mig selv og ser 12

Kærlighedens år.indd 12

07.07.2021 12.53

på de små brune klumper af kondenseret kaffe, der opløser sig i det kogende vand. Engang var der en parterapeut, som formanede Jakob og mig om, at vi skulle huske at vise hinanden små tegn på kærlighed.

“Lav for eksempel en kop kaffe til Nanna, når hun står op,” sagde terapeuten til Jakob og smilede til os begge to. Siden da stod der en varm kop kaffe på køkkenbordet til mig hver eneste morgen.

Jeg går ind på det lillebitte badeværelse, lader tandbørsten skrubbe hver tand og renser ovenikøbet efter med tandtråd. Til sidst maler jeg mine læber med den mørkerøde læbestift, jeg købte i Magasin lige før nytår. Alligevel er klokken kun kvart i otte, da jeg er parat til at gå.

Da jeg låser min cykel op, kommer der en sms fra banken. “Hej Nanna,” står der jovialt, indtil sms’en gør opmærksom på, at min konto er i overtræk med 3.692 kroner. “Indbetal venligst beløb plus rykkergebyret på 30 kroner. Mvh Lisa Arnbo.” Jeg sletter den, før jeg cykler ind mod byen.

“Fik du flyttet ind?” spørger Mikkel, da jeg kommer ind på Genlyd.

“Ja, det gik fint,” svarer jeg og ser på Mikkels True Detective-­ T-shirt, som han altid går med. Det er kun, når han skal holde møde med en potentiel kunde, at han tager sig sammen og stryger en skjorte. “Har vi fået udbudspapirerne fra P1?”

Mikkel og jeg startede Genlyd for tre år siden. Vi laver både bestillingsopgaver og vores egne produktioner i lyd. Mikkel er producer og daglig leder, mens jeg er redaktør og bruger resten af tiden på mine egne projekter. En arbejdsfordeling, som betyder, at Mikkel er den eneste fastansatte, mens jeg ligesom alle andre på Genlyd er afhængig af at få nye opgaver hjem.

“Jeg tror først, de kommer i starten af februar,” svarer Mikkel og fortsætter med en let formanende stemme: “Det ville også være bedre, hvis vi fik nogle opgaver fra det private erhvervsliv.”

13

Kærlighedens år.indd 13

07.07.2021 12.53

Jeg tager høretelefonerne på og går i gang med den opgave for Kvindemuseet, Mikkel skaffede os lige før jul. De ville have en lydcollage over kvindebevægelsens historie til deres faste udstilling, som skal relanceres i efteråret 2019. De betalte ikke særligt godt, men jeg sagde ja, fordi de havde et samarbejde med DR, som stillede deres lydarkiv til rådighed. Jeg har allerede indspillet en del klip med Thit Jensen, Bodil Koch og Karen Blixen, som holder tale om “kvindens sande natur”. Nu er jeg nået til 1970’erne, og de store damers alvorlige stemmer er blevet afløst af unge kvinder, som kræver fri abort og klitorisorgasmer.

“Vi vil udvikle vores individuelle bevidsthed til en kollektiv bevidsthed,” siger en ukendt kvindelig taler i en dokumentarfilm om Kvindefestivalen 1974, som jeg har fundet frem. De har ikke filmet talerens ansigt, i stedet er der optagelser med kvinder, der danser foran scenen, og børn, som slår søm i træskibe i festivalens “børnetelt”. Jeg standser filmen, spoler tilbage og skruer op for lyden. Det kunne faktisk godt være Elisabeth. I sommeren 1974 var hun aktiv i Rødstrømpebevægelsen og gravid med mig.

“Hvis ens tanker altid er optaget af de tusindvis af ting, der skal være i orden, for at en familie kan fungere, hvordan skal man så få overskud til at ændre sin egen og andre kvinders situation?” siger den unge kvinde, der taler lige så pænt som Frøken Klokken.

Filmens sidste minutter er fra festivalens rockscene. Jeg kan stadig ikke se, om Elisabeth er der, men hendes gamle veninde Birgitte er med i filmen. Hun står midt på scenen med en guitar sammen med to kvinder, som spiller på blikfløjte.

“Vi ville være millioner, hvis vi elskede frit,” skråler Birgitte til melodien fra et gammelt dansktophit. I et par sekunder zoomer kameraet ind på hendes ansigt, så man kan se fregnerne på hendes kinder. Så er der totalbillede af hele scenen. “Lesbisk Bevægelse” står der på banneret.

14

Kærlighedens år.indd 14

07.07.2021 12.53

Hjemme står min kaffekop helt alene på køkkenbordet. Jeg vasker den op, inden jeg ringer for at sige godnat til børnene.

“Jeg vil tale med mor,” siger Riggi og prøver at flå Jakobs iPhone ud af hænderne på Niels. Jeg forsøger at mægle mellem dem, men min stemme drukner i deres skænderi. Til sidst kommer Jakob og afslutter samtalen. “De er trætte,” siger han. “Det er nok bedre, hvis du ringer i morgen.”

Om natten lytter jeg til lydene i min nye lejlighed. Vandet cirkulerer i radiatorernes rør. Mit køleskab siger først et klik og begynder så at brumme. Min overbo trækker ud i toilettet og sender vandet ned i cisternen med en brusende lyd.

Engang var der en psykolog, der spurgte mig, om jeg egentlig var blevet set, da jeg var barn. Jeg gentog psykologens spørgsmål for Elisabeth.

“Set,” spurgte hun. “Hvad mener du med, om du blev set?”

“Det ved jeg ikke … om I var opmærksomme på mine behov?”

“Du er nok det barn i verdenshistorien, som har fået mest opmærksomhed.” Elisabeth hidsede sig op med det samme. “Du havde et helt kollektiv, og Rigmor og Henning og Søren og Birgitte og mig selvfølgelig. Vi lavede sgu da ikke andet end at glo på dig.”

Siden er Elisabeth blevet ved med at vende tilbage til mit spørgsmål.

“Har du husket at se dine børn?” kan hun finde på at sige.

Vi holder altid redaktionsmøde på Genlyd om fredagen. Det er noget, jeg har indført. Så vi kan lade, som om vi er en rigtig arbejdsplads og ikke bare et lokale, hvor vi mødes, fordi vi er frit svævende på mediemarkedet. Vi sætter vores kontorstole i en rundkreds, Mikkel har lavet kaffe, jeg har købt croissanter i 7-Eleven. De fleste af mine kollegaer er yngre end mig. Drengenes jeans er smalle, pigerne går i hjemmestrikkede mohairsweatre og har opsmøgede bukser, der afslører, at de tør have hår på benene.

15

Kærlighedens år.indd 15

07.07.2021 12.53

“Skal vi tage en runde?” spørger Mikkel. De andre retter sig op i stolene. Anton vil lave noget til P1 om metadonmisbruget i Horsens. Maren har fået en aftale med Gyldendal om at producere en række podcast om årets debutanter. Ida understreger, at hun måske får svært ved at komme til redaktionsmøderne fremover, fordi hun skal castes som vært på P3’s nye program om blind dates.

“Hvor lyder det spændende,” siger jeg til hende og prøver at smile moderligt. Det sker så nemt, at de andre forveksler min erfaring med hån.

“De bliver bange for dig, Nanna,” siger Mikkel tit. Den slags har jeg hørt på hele mit liv. Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal stille op med det.

“Har du gang i noget nyt for tiden, Nanna?” spørger Mikkel til sidst.

De andre ser på mig med en vis andægtighed. Jeg er trods alt prisvinderen, den internationalt anerkendte radiodokumentarist.

Mine idéer lyder underlige, men kan forvandle sig til “følsom dokumentarisme”, som der står i den anmeldelse fra Information, der hænger på min opslagstavle. Min første radiomontage fulgte en ung gravid kvinde, som var bange for at få tvangsfjernet sit barn. Det var fem år før, De unge mødre blev et hit på TV3. Siden har jeg forsøgt at holde fast i, at dokumentarisme er noget ganske andet end reality-tv. At det ikke handler om at snage, men om at undersøge og forstå.

“24syv har sagt, at de godt kunne være interesserede i et programforslag,” svarer jeg og gider ikke sige, at redaktøren efterlyste et taleprogram for kvinder over fyrre.

“Og så laver jeg jo det der for Kvindemuseet,” siger jeg, selvom jeg også fortalte om projektet, da vi mødtes fredagen før jul.

“Det lød også virkelig spændende,” siger Maren, som er min eneste ægte fangirl på redaktionen. Til ansættelsessamtalen for16

Kærlighedens år.indd 16

07.07.2021 12.53

talte hun, at hun havde lyttet til mine udsendelser, siden hun gik i gymnasiet. “Jeg føler allerede, at jeg kender dig,” sagde hun, og jeg kom i tanke om den radiomontage, hvor jeg havde klippet mine gamle kærestebreve sammen med “I touch myself” med Divinyls.

Døren går op, det er Benjamin. Hans bevægelser er altid så rolige, selv når han kommer ti minutter for sent.

“Hvordan går det med slægtsforskningen?” spørger jeg, og opmærksomheden flytter sig med det samme. Benjamin er i gang med en større dokumentar om sin farfar, der har været en af de førende skikkelser i dansk litteratur, men som desværre tyranniserede sine omgivelser i en grad, så både Benjamins farmor og farbror begik selvmord.

“Jeg har fundet min farmors breve inde på Det Kongelige Bibliotek,” fortæller Benjamin.

“Hvor fedt,” siger Ida. “Er der noget saftigt i dem?”

“Masser,” svarer Benjamin og læner sig tilbage i stolen.

Efter redaktionsmødet vil jeg gå i gang med kvindebevægelsens historie igen, men Mikkel kommer og stiller sig bag min stol. “Prøv lige at høre,” siger jeg og sætter lyden til computerens højttalere.

“Det her er muligvis min mor, som holder tale.”

Mikkel er tavs, da jeg spiller klippet fra kvindefestivalen i 1974, hvor den ansigtsløse unge kvinde erklærer, at man skal udvikle en kollektiv bevidsthed om kvindeundertrykkelse.

“Du bliver nødt til at komme op på hesten igen,” siger Mikkel bagefter. “Også selvom du har haft en svær periode.”

Jeg nikker, for arbejdsdelingen på Genlyd har altid været fuldstændig klar. Mikkel ved, hvordan man lægger en vagtplan og charmer en generaldirektør. Jeg skal så til gengæld få de idéer, som resten af branchen kopierer. I løbet af det sidste år har jeg bare ikke haft særligt meget at bidrage med, i stedet for at fortælle om andre mennesker har jeg siddet og grublet over mig selv.

17

Kærlighedens år.indd 17

07.07.2021 12.53

“Det bliver bedre nu,” siger jeg, mens Mikkel betragter mig med en opmærksomhed, som får mig til at ønske, at jeg havde genopfrisket min læbestift.

“Nu er jeg jo flyttet,” uddyber jeg, “så får jeg overskud til at tænke på andre ting.”

“Skal du have hjælp til noget?” spørger han. “Altså med lejligheden?” Han lægger en hånd på min skulder og klemmer til.

“Du må da gerne komme og bore,” svarer jeg, selvom jeg ved, at det aldrig kommer til at ske. Mikkels kone synes, at Genlyd tager alt for meget af Mikkels tid. Det bliver ikke bedre, hvis han skal bruge sin søndag på at sætte lamper op for mig.

“Mor!” Riggi får øje på mig, før jeg overhovedet har set hende. Hun løber over børnehavens legeplads og slår armene om mine ben. Jeg bøjer mig ned og samler hende op. Hun siger ikke noget, slynger bare sine ben og arme rundt om min krop og skjuler sit ansigt ved min hals. Jeg vakler under hendes vægt, mens jeg bærer hende over til den brune træbænk. I et par sekunder føles det, som om jeg er gravid, som om hun igen har bosat sig i min krop, men denne gang nægter at forlade den.

“Er det rart at se mor igen?” spørger pædagogen, som krydser børnene af.

Riggi svarer ikke engang, kryber bare tættere ind til mig. Jeg ender med at bære hende hele vejen fra legepladsen og ind i garderoben, hvor Jakob har stillet hendes lille, lyserøde rullekuffert.

På fritidshjemmet overrækker Niels mig en skæv keramikfigur, som han har lavet i billedkunst, og tager min hånd, så snart vi er ude på gaden.

Uden for min gamle opgang må jeg ringe tre gange efter Karl, inden han kommer ned med sin bærbare computer stikkende op af rygsækken. Hans hættetrøje stumper ved ærmerne, og joggingbukserne når kun til midt på hans læg. Alt bliver hele tiden længere 18

Kærlighedens år.indd 18

07.07.2021 12.53

på ham. Selv hans ansigt har mistet sin runding og er blevet langt og smalt.

Endnu en sms tikker ind fra banken, da vi står i køen til Emmerys og skal købe fredagskager. Denne gang er det bare en automatisk meddelelse om, at mit overtræk er vokset til 5.543 kroner.

“Jeg skal have tre med banan og chokolade,” siger jeg og peger på dagens tilbud om tre muffins for en halvtredser.

“Hvorfor skal vi ikke have fire?” spørger Niels.

“Jeg har ikke rigtig lyst til kage i dag,” siger jeg og lægger min iPhone tilbage i lommen.

Min første uge som alenemor er et maraton, men jeg gennemfører.

Jeg laver mad. Vi spiser. Jeg putter. Vi kører til skole og i børnehave.

Jeg henter børnene igen. Jeg laver mad. Vi spiser. Jeg putter.

“Hvorfor skulle I skilles?” spørger Niels, da vi spiser aftensmad tirsdag aften.

“Vi har nok kærlighed til at være venner, men ikke til at være kærester,” forklarer jeg med en sætning, som jeg har hentet på en hjemmeside med gode råd om børn og skilsmisser.

“Nå,” siger Niels og blinker med øjnene.

“Men vi vil altid være en familie,” uddyber jeg.

“Okay,” siger Niels.

Karl rykker på sin stol.

“Må vi ikke også se Netflix efter maden?” spørger han.

“Nej,” svarer jeg.

“Jo,” siger de alle sammen og sætter sig i en klump i min seng, mens jeg rydder op.

Til trods for Karls protester lægger jeg alle børn i seng på samme tid. Karl ligger på et liggeunderlag inde på sit værelse, Riggi og Niels sover begge to hos mig. De ligger på hver sin side af mig og holder mig i hånden. Riggi falder i søvn med det samme, men Niels bliver ved med at stirre i mørket.

19

Kærlighedens år.indd 19

07.07.2021 12.53

“Skal jeg klø dig?” hvisker jeg til ham.

Niels vender sig om på maven. Jeg lader mine negle glide ned ad hans ryg. En let kradsen, som altid beroliger ham. Bagefter lægger han sig om på siden og folder sine ben ind i mine. Jeg følger hans rygsøjle med mine fingerspidser og mærker hans åndedræt blive tungt.

“Vil I hjælpe mig med at pakke flyttekasser ud?” spørger jeg Riggi og Niels om torsdagen. “Så her er pænt, når I kommer i næste uge?”

Vi åbner kassen med Rigmors køkkenting og sætter kopper og tallerkner på plads. Riggi bliver begejstret, da jeg godtager hendes forslag om at male køkkenlågerne lyserøde.

“Så er det ligesom Barbies køkken,” siger hun, og jeg nænner ikke at sige, at jeg forestiller mig rosa frem for pink.

Jeg finder Trille på Spotify. Engang brugte jeg en af hendes sange til en podcast og konstaterede, at jeg kunne hele pladen udenad.

Elisabeth må have haft den i high rotation på sin pladespiller, da jeg var barn. Siden da har jeg haft en Trille-periode mindst én gang om året. “og vi blir fler og fler/ der gir den gamle køreplan et knæk/ vi har smidt returbilletten væk“ synger Trille, mens jeg tænker på Jakob.

“Længes du mod dit barndomshjem?” plejede han at sige, når jeg satte En lille bunke krummer på.

Riggi roder rundt i den flyttekasse, hvor mine billeder og plakater ligger. Hun finder et sort-hvidt fotografi frem i en skifteramme af Søren og mig i starten af 1980’erne. På billedet går vi ned ad en grusvej, jeg holder Søren i hånden, læner mig til siden, bliver alligevel holdt fast af ham. Jeg kan ikke se på det uden at mærke fornemmelsen af min fars hånd. Hans faste varme håndflade, som min egen hånd kunne opsluges af. Billedet lå i min skrivebordsskuffe hele min barndom. Det var først, da jeg flyttede hjemmefra, at jeg satte det i en ramme og hang det op på væggen.

20

Kærlighedens år.indd 20

07.07.2021 12.53

“Er det dig som lille?” spørger Riggi. Jeg lader en hånd glide igennem hendes lyse hår.

“Ja,” svarer jeg. “Det er Søren og mig på Møn.”

Riggi lægger begge sine hænder om mine kinder og trækker mit ansigt tæt ind til sit eget.

“Mor,” hvisker hun, som om hun fortæller mig en hemmelighed. “Jeg kan altså bedre lide, når du bor sammen med far.” * Fredag formiddag bruger jeg i IKEA mellem vordende forældre og midaldrende ægtepar.

“Hvor gamle er dine børn?” spørger ekspeditricen i sengeafdelingen og forklarer, at hårde madrasser er bedst for børn i voksealderen. Da jeg har besluttet mig for to hvide senge med indbyggede skuffer til Niels og Karl, går jeg videre ind i småtingsafdelingen.

Jeg tager først et lyserødt forhæng til brusekabinen, så fem plastikglas til opbevaring af mel og sukker, så en dørmåtte med leopardprikker og fem urtepotteskjulere i et materiale, som skal ligne guld eller messing. Oppe ved kassen er der frosne kødboller med kartoffelmos og elpærer på tilbud. De vil også ned i min kurv. Da jeg kører mit dankort igennem, blinker et lille lys på tastaturet.

“Det er ikke gået igennem,” siger ekspedienten. “Prøv igen.”

Jeg kan mærke de andre kunders urolige fødder bag mig. Vores fælles behov for at komme ud og væk.

“Jeg tror, det er spærret,” oplyser ekspedienten og kigger på mit lille bjerg af varer på båndet.

“Jeg må lige ringe til min bank og høre, hvad der er galt,” svarer jeg, mens en mand sukker bag mig.

Mit opkald bliver besvaret af en yngre mand, som ikke forstår mit raseri.

“Så vidt jeg kan se, har vi allerede sendt flere beskeder om over21

Kærlighedens år.indd 21

07.07.2021 12.53

træk,” bemærker han og er fuldstændig ligeglad med, at jeg har haft en meget travl uge.

“Du vil have mig til at betale børnenes senge,” siger Elisabeth, da hun hører, hvorfor jeg ringer.

Jeg mumler, at det er et lån.

“Jeg forstår det altså ikke,” siger Elisabeth og sukker, “at du ikke havde forudset, at der ville komme en del ekstra udgifter i forbindelse med den flytning.”

“Jeg er eneforsørger, mor,” siger jeg og lyder som et ekko af hende selv, da jeg var barn.

“Jamen jeg har ikke pengene,” insisterer Elisabeth.

“Det er jo løgn,” hyler jeg, så en dame, der kommer trillende med et Pax-skab, vender sig om.

“Henning ville mene, at du skulle hjælpe mig,” siger jeg og er lige ved at græde af ren retfærdighedsfølelse. Hele min barndom har Elisabeth klaget over sin økonomi. Over studiegælden, som var for høj. Over gymnasielærerlønnen, som var for lille. Da min morfar, Henning, døde, blev hun for første gang i sit liv velhavende.

“Henning ville mene, at du skulle tage ansvar for dine egne beslutninger,” svarer Elisabeth, og jeg smider røret på.

Jeg kører vognen med de flade papkasser rundt i en cirkel, mens jeg overvejer mit næste træk. Jeg vil ikke ringe til Jakob. Jeg gider ikke høre om Sørens manglende likviditet, fordi alle hans midler er gået til den økologiske gård, som min halvlillebror, Bue, netop har overtaget. Jeg overvejer min morbror, Michael, som bestyrer Rigmors del af formuen, men jeg orker ikke at inddrage ham i mit skænderi med Elisabeth.

“Er der overskud efter sidste lønkørsel?” spørger jeg, da jeg til sidst ringer til Mikkel.

“Ja,” svarer Mikkel med undren i stemmen, for jeg plejer ikke at gå op i den slags.

22

Kærlighedens år.indd 22

07.07.2021 12.53

“Kan jeg låne syv tusinde?” spørger jeg så hurtigt, at jeg næsten kan bilde mig selv ind, at jeg ikke har sagt det.

“Har du narkogæld?” svarer han.

“Nej, jeg er i IKEA,” indrømmer jeg og ser ned på stakken af madrasser og lange, flade kasser. “Det ville være virkelig fedt, hvis du kunne sende dem som en straks-overførsel.”

“Jeg kan overføre otte tusinde,” siger Mikkel og kan ikke lade være med at fnise. “Nej, jeg overfører otte tusinde og et hundrede kroner, så har du også råd til at spise kanelbullar i cafeteriet.”

Da jeg kommer hjem, sidder jeg i en halv time og stirrer på netbankens registrering af mine kontobevægelser i december og januar.

Tapetet var dyrere, end jeg havde regnet med. Jeg har også købt hvid grunder og et par varme vinterstøvler fra Angulus sat ned til halv pris og så læbestiften i Magasin. To gange har jeg spist aftensmad på en café, og jeg købte morgenbrød til ungerne både lørdag og søndag i sidste weekend. Ellers har jeg faktisk ikke brugt specielt mange penge. Jeg har bare heller ikke tjent særlig mange.

“Jeg kan godt blive siddende i lejligheden, hvis jeg ikke behøver købe dig ud lige med det samme,” sagde Jakob den eftermiddag, hvor vi sad over for hinanden ved spisebordet og prøvede at dele vores liv i to lige store bidder.

“Det behøver du ikke,” svarede jeg, for dengang troede jeg, at arven fra min morfar var stor nok til, at jeg kunne købe en treværelses i nærheden af Jakob, så vores børn kunne løbe frem og tilbage og næsten ikke lægge mærke til, at vi var blevet skilt.

Når børnene er hos Jakob, nægter søvnen at komme til mig. Jeg vender og drejer mig, som om jeg har fået feber. Jeg henter et glas vand, lægger mig ned igen, lytter til vandrørenes susen og råbene fra de fulde mænd, som tumler ud på gaden, når værtshuset over-

23

Kærlighedens år.indd 23

07.07.2021 12.53

for lukker klokken to. En gang imellem kaster en bil sit lys på min væg. Jeg har stadig ikke fået sat gardiner op.

Hjemme i ægteskabet tænkte jeg altid på Jakob, når jeg ikke kunne sove. Jeg pillede hans argumenter fra hinanden. Jeg lavede lister over ting, han forsømte. ForældreIntra, kalendergaver, den seksuelle fornyelse. Nu virker det fjernt. Som at diskutere en mislykket sommerferie i november. I stedet tænker jeg på Elisabeth.

Nu er det hendes udsagn, der fylder mig med raseri og mulige gensvar.

Selvfølgelig var det naivt at tro, at min mor ville bekoste min skilsmisse. Jeg havde endnu ikke fortalt hende noget, den eftermiddag hun hjalp mig med vasketøjet, men jeg var allerede begyndt at kigge på andelslejligheder på Frederiksberg.

“Skal den ikke stryges?” spurgte Elisabeth og holdt en af Jakobs skjorter op, så jeg kunne se den krøllede krave.

“Normalt sender han dem til rens,” svarede jeg, mens hun begyndte at folde vores viskestykker. Hun havde en særlig måde, hvorpå hun slog med dem, så de gav et smæld og glattede sig ud.

“Det er da en helt åndssvag måde at bruge penge på.” Elisabeth gik videre til Karls T-shirts, Riggis strømpebukser, mine trusser.

Selv Jakobs boksershorts foldede hun på en måde, så de blev skarpe og små.

“Du synes måske, jeg bør stryge Jakobs skjorter?” spurgte jeg og mærkede irritationen boble i min mave. “Du er fandme værre end hans mor.”

Elisabeth rakte ud efter mig. Hun kunne godt mærke, at hun var gået for langt.

“Nanna-skat, hvad ved jeg om det borgerlige ægteskab?” sagde hun og lagde armene om mig. “Sådan har jeg jo aldrig levet.”

Jeg lagde hovedet på hendes skulder, forsøgte at blive et lille bitte barn, som krøb ind til sin mor.

24

Kærlighedens år.indd 24

07.07.2021 12.53

Elisabeths krop blev blød. Det gjorde den altid, som om den kunne mærke, at jeg havde brug for trøst. Vores kredsløb havde aldrig adskilt sig fra hinanden. Når jeg trak vejret ind, måtte hun puste ud.

“Mor,” sagde jeg med en stemme, der var lysere end sædvanlig.

“Det går altså ikke længere. Med Jakob og mig.”

En trækning gik igennem Elisabeth. Jeg kunne mærke, hvordan alle hendes muskler spændtes, indtil hendes arm, som en fjeder, skubbede mig væk.

“Hvad er det, du siger?” spurgte hun med et ansigtsudtryk, jeg ikke kunne tyde. Hun gik ind i vores soveværelse for at lægge vores undertøj på plads. Da hun kom ud, havde hun fået vejret.

“Det siger jeg dig, Nanna,” sagde hun så. “Du får ikke en krone herfra, hvis du går fra din familie.”

Jeg så forundret på hende. Det var en helt anden reaktion, jeg havde forventet.

“Hvad mener du?” spurgte jeg.

“Du får ikke en krone,” gentog Elisabeth. “Det gør du bare ikke.”

Jeg fik en følelse af at være gået til bunds i en swimmingpool, hvor livredderen, som skulle trække mig op, i stedet holdt mig nede under vandet. Da jeg endelig fik luft igen, var det et brøl, som fyldte mine lunger.

“Skrid,” råbte jeg og pegede mod døren. “Jeg kan kraftedeme godt klare mig selv.”

Mine høretelefoner ligger ved siden af sengen. Jeg tager dem på og famler med min telefon for at finde den app mod søvnløshed, som Rosa har anbefalet. Jeg trykker forkert, så Trilles stemme i stedet brager ind i mit øre. “kender du dem/ der frejdigt fortæller/ at kvindernes kamp/ den forstår de skam godt” synger hun og

25

Kærlighedens år.indd 25

07.07.2021 12.53

fortsætter endnu en gang med at erklære, at hun har smidt returbilletten væk.

Jeg slukker hurtigt igen og vender mig om på siden. Ligesom Trille smed Elisabeth returbilletten væk. Hun lod den flyve ud ad vinduet, da hun kørte bort fra perronen. Hvorfor ville hun ikke have, at jeg tog det samme tog? Hvorfor ville hun have, at jeg skulle stå der og vifte med et lommetørklæde og så gå hjem og passe mand og børn?

I løbet af de sidste måneder er mit raseri mod Elisabeth vokset, som en borgerkrig, der eskalerer, selvom parterne bliver ved med at påstå, at de ikke ønsker andet end fred. Da jeg havde leveret min uafhængighedserklæring hen over vasketøjet, aktiverede jeg mit ventelistenummer til Københavns almennyttige boligselskab.

Fryden ved at fortælle min mor, at jeg flyttede ind i noget socialt boligbyggeri i Sydhavnen, var så stor, at den næsten overdøvede mine børns fortvivlelse.

Jeg går ud for at tisse og ser mit ansigt i det lille spejl over vasken. Noget i mit blik minder mig om Elisabeth, når hun ikke kunne sove. Nu er det mig, som er den søvnløse mor. Mig, som vil vågne med ansigtet fuldt af skygger.

“Jeg kunne bare ikke falde i søvn,” plejede Elisabeth at sige, når jeg kom ind til hende og fik øje på glasset med rødvinsgrums i bunden. Den slags morgener lavede jeg kaffe til hende og smurte selv min madpakke.

“Tak, Nanna,” sagde hun og tog imod kruset med kaffe, som altid var for stærk eller for tynd.

Dengang fandtes der ikke andet end ømhed mellem Elisabeth og mig. Vi var en enhed, et tæt omslynget par. Hele min barndom holdt hun mig i hånden, når jeg ikke kunne sove. Når jeg følte, at hun var ved at glide væk, gav jeg hendes hånd et tryk. Så svarede hun tilbage med et tryk. Nogle gange kunne der glide tryk efter tryk gennem vores hænder.

Da vi boede i Rigmor og Hennings gule villa, havde Elisabeth 26

Kærlighedens år.indd 26

07.07.2021 12.53

en facetslebet krystalkugle hængende i vinduet. Når jeg så direkte på den, blev mit øje genspejlet i hver eneste af kuglens facetter. Det var umuligt at se på kuglen uden at se sig selv. Sådan er det også med Elisabeth. Hver gang jeg forsøger at betragte min mor, ser jeg kun mit eget blik.

Inde i stuen går jeg over til Rigmors chatol. Jeg slår klappen ned og roder rundt i de små skuffer, mens mit hjerte slår på en måde, det ikke har gjort længe. En hidsig rytme, der fortæller mig, at jeg har fået en ny idé. Jeg finder gamle kvitteringer, børnenes pas og en klipsemaskine, indtil jeg endelig får fat i de gule post-its og en rød kuglepen. På de gule papirlapper skriver jeg titlen på en podcastserie i flere afsnit.

Hoveddøren smækker, så det runger i opgangen. Min ukendte nabo kommer op ad trapperne. Han er fuld, kan jeg høre på hans skridt. Han fumler med sine nøgler, forsøger at stikke dem ind i låsen igen og igen, indtil den rigtige endelig glider ind og siger klik. Så bliver der stille. Jeg ser på den lille, gule seddel og hænger den på væggen. “Portræt af en mor” står der med store røde bogstaver. * Den hænger på min væg resten af ugen. Hver gang jeg ser på den, vender jeg blikket bort, men jeg tager den ikke ned. I stedet laver jeg en tidslinje over Elisabeths ungdom, de årstal, jeg kender: 1971: Elisabeths tale for fri abort.

1973: Smilets byrde udkommer.

1975: Nanna bliver født.

Jeg ved ikke, hvilke begivenheder der forbinder de tre årstal. Jeg ved knap nok, hvilke mennesker der er involveret. “Elisabeth og 27

Kærlighedens år.indd 27

07.07.2021 12.53

Søren” skriver jeg på papiret og sætter et spørgsmålstegn. Jeg har ingen idé om, hvordan mine forældre mødte hinanden.

“Hvad er normalt?” spørger jeg, da Rosa ringer om aftenen.

“Kender man sine forældres historie?”

“Det ved jeg ikke,” svarer Rosa og tænker sig om. “Altså Signe og Palle mødtes til en fest i Maos Lyst. Det har jeg hørt hundrede gange.”

Jeg har kendt Rosa, siden jeg var barn. Hendes far, Palle, drev et opholdssted for tidligere stofmisbrugere lige ved siden af det kollektiv, Søren og jeg plejede at besøge på Møn. Hendes mor, Signe, har jeg til gengæld kun mødt et par gange. Hun bor i Norge, hvor hun har tre børn med en norsk keramiker.

“Er du blevet færdig med at pakke ud?” spørger Rosa.

Jeg ser mig omkring i lejligheden. Jeg har indrettet værelserne til Niels og Karl, men resten af lejligheden flyder. De uåbnede flyttekasser står langs væggene og stirrer anklagende på mig.

“Sådan nogenlunde,” svarer jeg.

“Hvor mange flyttekasser er der tilbage?”

“Mest dem med bøger i.”

Jeg kan høre hende trække vejret i den anden ende af røret. Hun holder altid en pause, når der er noget, hun skal tage sig sammen til at sige.

“Nanna,” kommer det endelig. “Synes du ikke, det er lidt meget at blive skilt og lave en radioudsendelse om din mor samtidig?”

“Jo,” siger jeg. Det er det. Det kan jeg mærke allerede nu. At jeg er på vej ned i en kælder, hvor jeg aldrig helt ved, hvornår lyset vil gå ud.

“Kan vi ikke aftale, at du finder mig, hvis jeg forsvinder helt i det?” spørger jeg og prøver at lyde let.

“Jo,” siger Rosa. “Så kommer jeg og henter dig.”

28

Kærlighedens år.indd 28

07.07.2021 12.53

Jeg skal til redaktionsmøde, inden jeg endelig kan hente børnene om fredagen. Benjamin har fyldt køleskabet med kolde Heineken.

De andre har spurgt, om vi ikke kan rykke mødet til klokken 13, og så drikke en øl bagefter.

Vi sætter os i rundkredsen og går i gang med idérunden. Først præsenterer Mikkel Camilla, der blev fyret under DR’s forrige sparerunde. Det er Mikkel, som har ansat hende i løntilskud. Jeg var modstander af den ansættelse. Jeg gider ikke dem, der har været for længe inde i institutionerne. De brokker sig for meget og laver for lidt. Alligevel forsøger jeg at se begejstret ud, da hun præsenterer sin idé om at følge et par gennem fertilitetsbehandling.

“Det lyder da spændende,” smiler jeg, men kan ikke lade være med at tilføje, at Politiken lige har lavet en podcastserie om et bøssepar, som får børn med en ukrainsk rugemor. Mikkel ser advarende på mig.

“Men altså, barnløshed er jo et vigtigt tema,” glatter jeg ud, og Mikkel lader turen gå videre til de andre. Anton har allerede fået kontakt med to narkomaner i Horsens. Maren vil gerne have hjælp til sin podcast om Gyldendals debutanter. Hun kunne godt tænke sig at lave en ny form for interview, men har ikke nogen idéer til hvordan. Hun ser appellerende på mig og spørger, om jeg vil være med til at braine i næste uge.

Da turen kommer til mig, glider sætningen ud af min mund.

“Jeg overvejer at lave et portræt af min mor.”

“Okay,” siger Mikkel, “er der nogen særlig anledning?”

Jeg ved med det samme, at det er en dårlig idé, at jeg allerede præsenterer idéen.

“Jeg kom til at tænke på det, da jeg lavede den der opgave for Kvindemuseet,” siger jeg og fortsætter: “Min mor var en ret kendt rødstrømpe.”

“Var hun?” Maren ser på mig. “Hvad hedder hun?”

“Elisabeth Löfgren,” svarer jeg, mens de andres ansigter bli29

Kærlighedens år.indd 29

07.07.2021 12.53

ver til masker af ligegyldighed. Min mors navn vækker ikke den mindste genklang.

“Hun var meget aktiv i kampen for fri abort,” uddyber jeg.

“Blev den først indført i 1970’erne?” spørger Ida. “Ja, i 1973,” svarer jeg.

“Vildt nok,” siger Eline.

“Men hvorfor skal den historie fortælles nu?” afbryder Mikkel.

Det er noget af det, som Mikkel og jeg er enige om. At alle idéer skal begrundes. På Genlyd tillader vi ikke “noget om-historier”.

Det er ikke nok, at et emne lyder spændende. Alle historier skal have en vinkel og en konflikt.

“Jeg har en fornemmelse af, at der er noget, hun ikke har fortalt mig.” Jeg ser ned på mine hænder, Riggi har lagt lyserød neglelak på min venstre hånd og orange på den højre. Den er begyndt at skalle af.

“Vil du så bruge dig selv?” spørger Camilla.

“Måske.” Jeg kan mærke, at noget synker inden i mig. Jeg er ved at kaste op over “den personlige fortæller”, som jeg ellers var meget optaget af engang. Nu synes jeg, at det er en kliché, når mine kollegaer begynder deres historier med deres egen barndom.

“Det er vel meget oplagt,” indrømmer jeg. “Når det nu handler om min mor.”

“Jeg synes, det lyder fedt,” bryder Benjamin ind. “Alt fra 1970’erne hitter lige nu. Åbne forhold, feminisme og keramik.”

Jeg tager mig selv i at smile alt for bredt.

“Ja,” siger jeg. “Alt fra 1970’erne hitter lige nu.”

“Bliver du ikke til øl?” spørger Benjamin, men jeg ryster på hovedet og pakker mine ting sammen. Mikkel tager fat i mig, inden jeg når at få frakken på.

“Hvem vil du sælge den der historie til?” spørger han så lavt, at de andre ikke kan høre det.

30

Kærlighedens år.indd 30

07.07.2021 12.53

“P1, tror jeg.” Jeg river mig løs. “Jeg skal altså hente ungerne i dag.”

Gaden er tung af trafik, da jeg kommer ud fra Genlyds kælderlokale. En bil dytter efter mig, og en kvinde ser irriteret på mig, da jeg overhaler hendes Nihola-cykel indenom. Jeg tramper igennem byen, mens jeg ærgrer mig over, at jeg ikke kunne holde min mund.

Det er, som om jeg har annonceret en rejse og nu bliver nødt til at tage af sted, selvom jeg ikke har pakket.

Lørdag morgen er ren fryd. Blødkogte æg og koldhævede boller.

Karl dækker bord, Riggi sidder på mit skød, og Niels kysser mit hår og synger “Smukke mor, søde mor” på en måde, som fortæller mig, at jeg stadigvæk er elsket. Det er først senere på dagen, at tiden får svært ved at gå.

“Må jeg spille?” spørger Karl hvert tyvende minut. Han ligger på min seng med en jumbobog, og hele hans krop, fra fødder til albuer, fortæller mig, at han hellere vil være et andet sted. I gamle dage dannede Jakob og jeg fælles front mod Fortnite og nægtede at installere det på vores computere. Alene står jeg anderledes svagt.

“Skal vi ikke hellere gå i svømmehallen?” spørger jeg. Karl ser på mig, som om jeg er idiot, men Riggi og Niels jubler. En time efter ligger vi alle i klorvandet. Karl og Riggi kører ned ad den store vand­rutsjebane, mens Niels og jeg svømmer i varmtvandsbassinet ved siden af. Niels tager de lange rør af skumgummi, som vugger i vandet, og placerer dem under min nakke, mine arme og mine knæ.

“Så kan du flyde, mor,” siger han og smiler, mens han trækker mig rundt i bassinet. Mit hår føles som en tangplante, der glider gennem vandet.

31

Kærlighedens år.indd 31

07.07.2021 12.53

Da vi kommer hjem, laver Riggi og Niels et skilt til min dør i pastelfarvede perler. Jeg finder strygejernet frem og smelter perlerne sammen til en firkant. Nanna, Karl, Niels og Rigmor står der.

“Hvorfor står der ikke Riggi?” spørger Karl.

“Fordi jeg rigtigt hedder Rigmor,” siger Riggi og spidser munden.

Jeg ser ned på det guldarmbånd, som jeg altid går med. Rigmor gav mig det, da jeg lå på barselsgangen med Riggi.

“Jeg fik det af Henning, da jeg havde født Elisabeth,” fortalte hun og tog den nyfødte ud af armene på mig.

“Hvor er hun yndig, Nanna-pige,” sagde hun og rundede sin hånd om det lille hoved.

Jeg så på indgraveringen på guldarmbåndet.

“Lille Rigmor,” stod der med slyngede bogstaver, så jeg næsten kunne høre Hennings stemme hviske sin unge kones navn.

“Skal vi ikke kalde hende for Rigmor?” spurgte jeg, da Jakob kom ind på hospitalet sammen med Niels og Karl.

“Jo,” svarede han. “Det er egentlig sødt.”

Elisabeth blev rasende, da hun hørte, hvad hendes barnebarn skulle hedde.

“Det er manipulation,” sagde hun og så på guldarmbåndet, som skinnede på mit håndled. “Du får et armbånd, og Rigmor får et navn. Da Niels hørte sin lillesøsters navn, kunne han ikke udtale det.

“Riggi,” sagde han tøvende. Elisabeth gentog det igen og igen.

“Riggi, det er rigtig sødt.” Snart hed min datter ikke andet.

Elisabeth kommer forbi med hænderne fulde af Netto-poser og insisterer på at lave aftensmaden om søndagen. Hun svitser løg og gulerødder og får hele lejligheden til at lugte af lasagne.

Karl sætter sig ved det lille runde bord i stuen for at arbejde på en opgave til skolen. Hans hoved ligger næsten nede på kladdehæftet, mens han skriver. Bogstaverne vandrer som forkrøblede edderkopper hen over papiret.

32

Kærlighedens år.indd 32

07.07.2021 12.53

“Ret dig nu op,” siger jeg til ham. “Du kan ikke skrive i den stilling.”

Han kigger fornærmet op på mig. “Jeg kan altså bedst lide at skrive sådan her.”

Jeg hiver ham pludselig ind til mig. Mine læber sætter et vådt aftryk på hans kind. Han gnider det af med en irriteret bevægelse og går ud i køkkenet til Elisabeth.

“Mormor, hvilken tid ville du helst leve i?” spørger Karl så højt, at jeg kan høre det helt ud i stuen.

“Hvorfor?” Elisabeth er altid klar til at udtale sig. Det er blevet værre, efter at hun er blevet pensioneret fra gymnasiet. Hun hopper op med det samme, når hun ser noget, som kan minde om en talerstol eller et kateder.

“Det er bare til en opgave til skolen,” siger han og gør sig klar til at skrive sin mormors svar ned. “Du må tage alle tider i hele verdenshistorien.”

Jeg ser over på hans historiebog, som ligger opslået på side tre.

Et stort billede viser mennesker, der vandrer op og ned ad historiens trappe. Fra en stenaldermand med kølle til en astronaut, som skal til Mars.

“Min egen!” kan jeg høre Elisabeth sige ude i køkkenet.

“Din egen?” Karls stemme er høj af forundring.

“Ja, der er sgu ikke nogen generation, som har haft det bedre end vores,” siger Elisabeth og fortsætter: “Vi var da dem, som tog kampen op! Og virkelig syntes, at kampen var sjov.”

Jeg går ud til dem, stiller mig i døråbningen og betragter min mor og min søn.

“Så sjovt var det da heller ikke,” siger jeg.

“Jo, det var!” Elisabeth snapper ad mig. “Også fordi vi vandt. Vi vandt jo. Vi fik ligeløn, vi fik fri abort. Og det er da sjovt at vinde.”

Pludselig lyser min mor. Hun står der i mit lille køkken og har tændt for sin ild. Den ild, som efter sigende oplyste kvindefestiva33

Kærlighedens år.indd 33

07.07.2021 12.53

ler, første maj-arrangementer og den store demonstration for fri abort på Christiansborg Slotsplads.

“Hvad med dig, mor?” spørger Karl. “Hvilken tid vil du helst leve i?”

“Renæssancen,” svarer jeg.

“Renæssancen?” udbryder Elisabeth og drysser mere oregano i kødsovsen. Hun rører langsomt rundt, mens Karl vil vide, hvordan man staver det ord.

“Hvorfor lige renæssancen?” spørger hun og presser et fed hvidløg.

Jeg trækker på skuldrene. “Så kunne jeg have siddet model for Leonardo da Vinci.”

“Hver sin lyst,” siger Elisabeth og virrer med hovedet.

Det er min mors gamle veninde Birgitte, der har fortalt mig, at Elisabeth blev en anden, når hun stod på en talerstol. At hun kunne beordre hele Fælledparken til at rejse sig op og lade ølflaskerne stå tilbage i græsset. At hun kunne få alle til at følge sig til et helt nyt land. Til at bygge gårde, skoler og kirker, hvis det skulle være. Hun udlagde altid situationen i hurtige, klare sætninger, indtil hun var færdig, og en jubelstorm brød løs. Når hun kom ned fra podiet, havde hun røde kinder og skinnende øjne.

Jeg synes, jeg har en svag erindring om Elisabeth, der holder tale, og jeg husker i hvert fald, hvordan det var at gå med hende i hånden igennem Fælledparken den første maj. Hvordan der altid gik en hvisken gennem flokken, når vi kom gående.

“Elisabeth, for fanden,” sagde folk og ville hilse på og diskutere og kommentere. Det var værst ud på aftenen, når folk var fulde.

Særligt mændene kunne pludselig blive så aggressive.

“Det er kraftedeme din skyld, at min kone er skredet,” var der engang en mand, der sagde uden at have hilst på os først.

Elisabeth og jeg havde en aftale. Et hemmeligt tegn, når der var 34

Kærlighedens år.indd 34

07.07.2021 12.53

for mange, som rakte ud efter hende. Hun tog mig i hånden og klemte den to gange, så begyndte jeg at klage mig, sige, at jeg skulle tisse. Hun strøg mig over håret og undskyldte over for de andre. Jeg var vist træt, lidt syg, ja, det var ærgerligt og så på en første maj. På den måde kom vi igennem rækkerne af mennesker.

Jeg ville ønske, jeg kunne huske Elisabeth på en talerstol, før hun begyndte at flakke. Senere blev hendes ild så ustabil. Den kunne pludselig flamme op til et forældremøde, som om hun var blevet overhældt med petroleum. Hendes stemme blev høj og skarp, mens hun kritiserede min dansklærer for ikke at præsentere eleverne for kvindelige forfattere. Jeg så ned i bordet, mens hele mødet eksploderede i diskussioner om folkeskolens kvindesyn.

Andre gange blev den til en lille, blå gasflamme, som kæmpede for sit liv, hvislende og flakkende, lige meget hvad jeg gjorde.

Når flammen var lige ved at forsvinde, ringede jeg til Birgitte.

“Hej, det er mig,” sagde jeg. Jeg behøvede aldrig at forklare mig, Birgitte sukkede bare og trak vejret ind.

“Det er i orden, Nansen,” sagde hun. “Jeg kommer ud og ser til jer.”

Om aftenen ringede det på døren, og min mor slæbte sig hen for at lukke op. Jeg kunne se dem gennem sprækken i døren til mit værelse. Min mor, der kollapsede i Birgittes arme, og Birgitte, der gik let i knæ under min mors vægt. Jeg lukkede døren og lyttede til et af mine kassettebånd. Når Birgitte kom, var der ikke brug for mig længere.

Da Karl er gået ind for at skrive vores svar ned, får jeg endelig sagt til Elisabeth, at jeg gerne ville interviewe hende. Hun slipper grydeskeen.

“Mig?” spørger hun. “Hvorfor dog det, Nanna?”

“Jeg synes bare ikke, jeg kender din historie,” siger jeg og lyder lige så famlende som til redaktionsmødet.

Kærlighedens år.indd 35

07.07.2021 12.53

Hun begynder at røre i gryden igen. Denne gang hurtigere. Et strint af tomatsovs tegner en orange klat på de hvide kakler over komfuret.

“Du var da sådan lidt et 1970’er-ikon, var du ikke?” siger jeg, men min smiger bider ikke på Elisabeth.

“Det er jo så længe siden. Jeg ved slet ikke, om jeg kan huske noget,” svarer hun.

Hendes hænder er allerede blevet rolige igen, da hun åbner en karton med mornaysauce og hælder den ud over lasagnepladerne.

“Kom nu …” Jeg lyder, som da jeg var lille og plagede om en My Little Pony med guldhår.

“Vi kan da prøve,” siger Elisabeth tøvende.

Jeg stikker lynhurtigt hænderne ind i åbningen og maser mig ind.

“Kan vi sige i næste weekend?” Min stemme lyder mere sikker, end jeg føler mig. “Når jeg ikke har ungerne?”

Elisabeth svarer ikke, i stedet åbner hun ovnen og sætter lasagnen på bageristen.

“Den skal have 35 minutter,” siger hun og smiler mod Riggi.

“Tag dine sko på, så går vi ned og gynger imens.”

Jeg kan høre deres skridt hele vejen ned ad køkkentrappen og døren til gården, som smækker bag dem. Jeg står og stirrer på dem fra køkkenvinduet. Riggi sætter sig på gyngen og lader sig skubbe af Elisabeth. Hendes ben strækker sig mod himlen. Hun lægger nakken tilbage, så hendes lyserøde hue falder af og daler mod jorden. Elisabeth samler den op, stikker den i lommen og giver så Riggi et skub. De er to lysende prikker i den mørke gård. Riggi har både arvet Elisabeths spinkle skikkelse og hendes blonde hår. Hele mit liv har jeg været min smukke mors datter. En dag vil jeg være min smukke datters mor.

Kærlighedens år.indd 36

07.07.2021 12.53

Lydoptagelse: torsdag den 31. januar 2019 Elisabeth: Hvad er det, du vil vide, Nanna?

Nanna: Du kan for eksempel starte med at beskrive dig selv som ung?

Elisabeth: Altså hvornår?

Nanna: Dengang du kom ind i Rødstrømpebevægelsen.

Elisabeth: Hvad skal jeg sige … Altså jeg var meget køn. Det fik jeg altid at vide. Jeg var så ung. Det må du huske. Jeg var tyve år gammel. Jeg tror slet ikke, jeg vidste, hvem jeg selv var.

(Tavshed, lyd af te, som hældes op i en kop).

Nanna: Ved du, hvem du selv er, nu?

Elisabeth: Det synes jeg da nok, jeg gør. Men altså, ved man, hvem man selv er? Ved du, hvem du er, Nanna?

Nanna (hviskende): Det er altså ikke mig, det handler om.

Elisabeth (hviskende): Jeg synes bare, det var et åndssvagt spørgsmål.

Elisabeth (taler direkte ind i mikrofonen): Altså, jeg havde en drøm om at skrive. Jeg fik elleve i dansk stil i gymnasiet. Og jeg havde … en eller anden følelse af, at jeg faktisk havde noget at sige. Jeg ville gerne have, at folk hørte på mig, men der var ingen, som opfordrede mig til at sige noget. Det var ligesom først, da jeg kom ind i Rødstrømpebevægelsen, at jeg fik stemme, kan du sige.

Kærlighedens år.indd 37

07.07.2021 12.53