Kampen om ytringsfriheden

KAMPEN OM YTRINGSFRIHEDEN

Religion, politik og global værdikamp

Heini í Skorini

Kampen om ytringsfriheden

Religion, politik og global værdikamp

Kampen om ytringsfriheden Religion, politik og global værdikamp

© Heini í Skorini og Gads Forlag A/S 2023

Forlagsredaktion: Bolette Rud. Pallesen

Omslag: Spine Studio

Sats: Demuth Grafisk

Forfatterfoto: Sunva Eysturoy Lassen Tryk og indbinding: Scandbook AB

978-87-12-06834-1 1. udgave, 1. oplag

Printed in Sweden 2023

Denne publikation er fagfællebedømt.

/ I henhold til ministerielle krav betyder bedømmelsen, at der fra en fagfælle på ph.d.-niveau er foretaget en skriftlig vurdering, som godtgør denne bogs videnskabelige kvalitet. / In accordance with requirements of the Danish Ministry of Higher Education and Science, the certification means that a PhD level peer has made a written assessment justifying this book’s scientific quality.

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Forord

”Events, my dear boy, events.”

Sådan svarede den britiske premierminister Harold Macmillan angiveligt, da han blev spurgt, hvad den største udfordring var for en statsmand. At håndtere uforudsete begivenheder. At reagere rigtigt, når begivenhederne derude i den virkelige verden kalder på handling. Ifølge en anden version af samme berømte anekdote var spørgsmålet til Macmillan, hvad han som premierminister frygtede mest. Men det er lige meget, hvad spørgsmålet var, for budskabet er det samme. Politik handler om begivenheder. Om at skabe begivenheder og reagere på begivenheder i historiens flydende uforudsigelighed. For verden bevæger sig ikke efter mønstre, som vi mennesker kan forudsige.

Da jeg begyndte at læse statskundskab på Københavns Universitet i starten af 00’erne, var den politiske verden formet af terrorangrebene i New York den 11. september i 2001, krigen mod terror og vestlige invasioner i både Irak og Afghanistan. Senere kastede tolv tegninger af profeten Muhammed Danmark ud i den største udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig, og da jeg flere år senere var i praktik på den danske ambassade

i Tel Aviv, Israel, fik jeg indblik i, hvordan disse tegninger stadig

formede den danske udenrigstjeneste. En kædereaktion af begivenheder, som de færreste på forhånd havde forestillet sig.

I 2012 påbegyndte jeg mine ph.d.-studier ved King’s College London, Department of War Studies, og mit emne var sammenstødet mellem ytringsfrihed og religion i international politik. Jeg havde en fornemmelse af, at emnet måske var passé, men det mente min første ph.d.-vejleder, den saudiske professor Madawi al-Rasheed, absolut ikke. Som saudisk dissident og menneskerettighedsforkæmper i eksil kunne hun ikke se, at retten til at tænke og tale frit om religiøse forhold var blevet uaktuel. Tværtimod. Samme år udkom low-budget YouTube-filmen Innocence of Muslims, som udløste massedemonstrationer, vold og en diplomatisk krise mellem USA og store dele af den muslimske verden. Og da Charlie Hebdos redaktionslokaler i Paris blev tilsølet med blod i januar 2015 efterfulgt af angrebet på Krudttønden og synagogen i Krystalgade i København, blev verden igen påmindet om, at blasfemi, religionskritik og satire kan bane vejen for begivenheder, som ændrer vore tanker, sprog og adfærd.

Jeg vendte mit fokus mod FN-systemet og fandt ud af, at den internationale værdikamp om ytringsfrihedens grænser og religionens status ikke kun er forankret i specifikke begivenheder. Nej, kampen om ytringsfriheden er permanent, og den har formet FN’s dagsorden helt fra begyndelsen tilbage i 1945. Det er en kamp, som udkæmpes af stater og uhellige statslige alliancer med stor passion og mange diplomatiske ressourcer. Og den internationale kamp mod ”religionskrænkende” ytringer føres ikke kun af de toneangivende muslimske stater under den muslimske paraplyorganisation OIC, men også af lande som Rusland, Kina og katolske lande i Afrika og Latinamerika. På den anden side af bordet sidder bl.a. USA og EU, som tit er i splid med sig selv. Og da denne bog skulle færdiggøres, var Rasmus Paludans kontroversielle koranafbrændinger i Sverige endnu en

begivenhed, som formede verdenspressens dagsorden og animerede den tyrkiske præsident Erdogans modstand mod Sveriges og Finlands bestræbelser på at opnå NATO-medlemskab efter den russiske invasion of Ukraine. Begivenheder, min kære dreng, begivenheder.

Kampen om ytringsfriheden er en populærvidenskabelig og opdateret version af min ph.d.-afhandling i international politik ved King’s College London, Department of War Studies: Free Speech, Religion and the United Nations: The Struggle to Define International Free Speech Norms, som udkom i bogform i 2021 og blev udgivet af Routledge University Press. Men denne bog er skrevet som en debatbog og henvender sig til en bredere målgruppe end en typisk videnskabelig afhandling. En opsummering af afhandlingen kan findes i forbindelse med litteraturlisten i slutningen af denne bog.

Kapitel 1

Blasfemiske sandheder og religionskritikkens relevans i det 21. århundrede

”Alle store sandheder begynder som blasfemi.” George Bernard Shaw, irsk nobelprisvinder, 1917

Det er fredag den 16. december i 2005, og klokken er omkring tre om eftermiddagen. Diplomater fra alle verdens regeringer er samlet i FN’s hovedkvarter i New York på Manhattans østlige side. Vandet fra East River-kanalen spejler sig i den høje og spejlbeklædte FN-bygning med de 39 etager, og i vinterkulden uden for bygningen hænger flagene fra alle verdens selvstændige nationer. Efter rædslerne fra Anden Verdenskrig og stiftelsen af De Forenede Nationer tilbage i 1945 stod denne glitrende bygning færdig i 1951 og har lige siden været et symbol på håbet om fred mellem nationerne og frihed for alle verdens folkeslag. Flagene på den grønne plads ved FN-bygningen er arrangeret i alfabetisk rækkefølge på engelsk og ikke efter geografiske, politiske eller religiøse skillelinjer. Flagparaden er en farverig, multikulturel mosaik, hvor Island, Indien og Indonesien blafrer i harmonisk sameksistens med Irland, Irak og Israel.

Men inden for i bygningen i FN’s Generalforsamling er stemningen ganske anderledes denne fredag i december. Her står de regionale blokke stejlt over for hinanden. Det er første gang, at FN’s Generalforsamling skal stemme om en kontroversiel resolution, som har medført konflikter og konfrontationer i FN-systemet. Resolutionen pålægger alle verdens stater at bekæmpe ”krænkelse af religioner” (på engelsk ”defamation of religions”).1 USA, de europæiske stater og nogle få lande uden for Vesten som f.eks. Japan og Israel mener, at resolutionen er et angreb på ytringsfriheden og et forsøg på at indføre en ny, international blasfemiparagraf. Det er selve retten til at tænke og kommunikere frit om religiøse forhold, som ifølge kritikerne står på spil den dag. Gældende international lov indeholder paragraffer mod hadefuld tale eller hate speech, men der findes ikke noget forbud mod blasfemiske eller religionskrænkende ytringer. Internationale normer og international lov er imidlertid en dynamisk proces, som aldrig står stille, og som altid er til forhandling. Denne resolution, som pålægger alle stater at bekæmpe religionskrænkende ytringer, kan bane vejen for nye internationale standarder, som styrker den religiøse censur i verden og promoverer nye begrænsninger af ytringsfriheden.

Før afstemningerne i FN-systemet er der trafik på kryds og tværs. De travle diplomater i jakkesæt går med deres mobiltelefoner og øresnegle fra delegation til delegation for at finde ud af, hvem der stemmer hvad. Og hver FN-ambassadør har typisk en lille flok efterfølgere af lavere diplomatisk rang, som halser efter chefen med deres dokumentmapper og bærbare computere. Resolutionen, som i dag er til afstemning, er fremsat af paraplyorganisationen for de muslimske stater, The Organization of

1 UN Resolution 60/150, A/RES/60/150, se: https://documents-dds-ny.un.org/ doc/UNDOC/GEN/N05/496/60/pdf/N0549660.pdf?OpenElement

Islamic Cooperation (OIC). Denne organisation med 57 medlemsstater blev stiftet i 1969 og betegner sig selv som ”den muslimske verdens kollektive stemme”.2 OIC er verdens næststørste mellemstatslige organisation efter FN – det vil sige organisation bestående af stater – og har sit hovedsæde i Jedda i Saudi-Arabien. Og på trods af stor intern splittelse er organisationen en magtfuld værdipolitisk aktør i den internationale værdikamp, som udspiller sig her i FN-systemet. En værdikamp, som bl.a. handler om ligestilling, seksuelle minoriteter, ytringsfrihed, trosfrihed og andre værdipolitiske emner. På vegne af OIC står Pakistan i spidsen for resolutionen, hvis formål er at bekæmpe ”religionskrænkende” ytringer verden over. Pakistan, hvis nationale straffelov indeholder dødsdom for blasfemi, og som topper listen over lande i verden, der retsforfølger sine borgere for blasfemiske ytringer.3

Under FN’s Generalforsamling i december 2005 er det første gang, at samtlige verdens lande skal forholde sig til emnet. Men sagen er ikke ny i FN-systemet. Siden 1999 er samme resolution vedtaget af et solidt flertal i et af FN’s mindre organer, nemlig FN’s Menneskerettighedsråd med hovedsæde i Genève i Schweiz. De vestlige lande har været langsomme om at reagere og er nu i mindretal, ikke mindst fordi OIC’s diplomater har været dygtige til at mobilisere støtte uden for den muslimske verden. Rusland og Kina har støttet denne dagsorden fra begyndelsen, og det samme har kristne lande på det afrikanske og sydamerikanske kontinent. Den globale kamp om at fastlægge ytringsfrihedens grænser er dermed ikke et sammenstød mellem den muslimske

2 Organization of Islamic Cooperation, se: https://www.oic-oci.org/ home/?lan=en

3 United States Commission on Religious Freedom (2020), se: https://www uscirf.gov/sites/default/files/2020%20Blasphemy%20Enforcement%20 Report%20_final_0.pdf

og den kristne verden. Med ganske få undtagelser er der tale om et sammenstød mellem sekulære, liberale demokratier over for andre og mere autoritære styreformer. Men det er de toneangivende stater i OIC som Pakistan, Iran, Egypten, Saudi-Arabien og Tyrkiet, som fører an i kampen for en ny, international blasfemiparagraf.

Da stemmerne er talt op i FN’s Generalforsamling denne fredag eftermiddag i december i New York, har de vestlige stater lidt et klart og overraskende stort nederlag. Nogle vestlige diplomater har siden omtalt denne afstemning som et regulært ”wake up call”. 101 lande har stemt for OIC’s resolution, 53 er imod og 20 lande har stemt blankt.4 Dermed kan OIC’s diplomater triumferende proklamere, at de har verdensopinionen på deres side, og at internationale normer udvikler sig i retning af flere begrænsninger og mere censur. Modstanden mod resolutionen kommer primært fra de vestlige og østeuropæiske stater – undtagen Rusland, som står last og brast med de muslimske stater i denne sag.

Spørgsmålet er nu, hvad de vestlige stater kan og vil gøre for at vende udviklingen i FN. Og det er vanskeligt at danne fælles front, når den europæiske og amerikanske offentlighed også er i splid med sig selv. Balladen om de danske Muhammedtegninger, som blusser op i begyndelsen af 2006, viser, at hele debatten om religionskritik, ytringsfrihed og multikulturel sameksistens skaber polarisering og dyb splittelse internt i Vesten. En anden presserende udfordring i FN-systemet er, at den amerikanske administration under George W. Bush har boykottet FN’s Menneskerettighedsråd med det argument, at rådet huser og retfærdiggør nogle af verdens mest undertrykkende stater. F.eks.

4 UN General Assembly, A/60/PV.64, s. 11, se: http://documents-dds-ny. un.org/doc/UNDOC/GEN/N05/648/17/pdf/N0564817.pdf?OpenElement

blev en af verdens mest autoritære regimer, Muammar Gadaffis Libyen, valgt til formandsskabet i FN’s øverste menneskerettighedsorgan i 2003. Valget af Gadaffi udstillede et indbygget problem i FN-systemet, nemlig at nogle af verdens mest undertrykkende regimer kan indgå alliancer, forsvare hinanden mod kritik og kapre institutioner, hvis eksistensberettigelse ellers var at promovere menneskerettigheder. Den amerikanske beslutning om at nedprioritere indsatsen i FN er i høj grad blevet anført af republikanernes iltre FN-ambassadør under både Bush og senere Trump-administrationen, John Bolton.5 Og når en supermagt forlader bordet, står andre store magter som Kina og Rusland parat til at udfylde tomrummet.6

Samtidig er de muslimske OIC-diplomater begyndt at iklæde deres politik et helt andet sprog, når de retfærdiggør lovgivning mod blasfemiske ytringer i den muslimske verden, og når de argumenterer for, at verden har brug for nye og strengere internationale retningslinjer. De refererer ikke længere til Koranen, profeten, sharia-lovgivning eller islam, som de gjorde tilbage i slutningen af 1980’erne, da den britisk-indiske forfatter Salman Rushdie fik en fatwa (dødsdom) over sit hoved på grund af romanen De Sataniske Vers. 7 De muslimske diplomater i FN-systemet lægger tværtimod vægt på, at kampen mod religionskrænkende ytringer er en kamp mod hate speech, racisme, islamofobi og intolerance. Hele formålet med ny censurlovgivning er ifølge dette argument at fremme tolerance, religionsfrihed og harmonisk sameksistens i en multikulturel og multireligiøs verden.

5 Economist (2007), se: https://www.economist.com/democracy-in-america/ 2007/03/30/a-caterpillar-in-lipstick

6 Piccone (2018)

7 UN Economic and Social Council, E/CN.4/1989/SR.41, para. 19-21 (1989), se: http://documents-dds-ny.un.org/doc/UNDOC/GEN/G89/112/30/pdf/ G8911230.pdf?OpenElement

OIC’s diplomater i FN-systemet har gradvist tilegnet sig klassisk menneskerettighedssprog og en sekulær, liberal diskurs, som også kendetegner den vestlige menneskerettighedsbevægelse. Forbuddet mod ytringer, der kritiserer, nedværdiger eller krænker religiøse følelser, doktriner eller hellige symboler, burde ifølge dette argument være en naturlig del af menneskerettighederne.

Med andre ord er det selve betydningen af menneskerettighederne, som også står på spil i den igangværende værdikamp. Når vi tænker på menneskerettigheder, tænker vi tit på noget konkret. Ytringsfrihed handler om retten til at kommunikere frit med hinanden, og trosfrihed handler om at kunne vælge eller fravælge sin tro eller overbevisning om livets store spørgsmål. Retten til uddannelse handler om adgang til en ordentlig skolegang, og økonomiske rettigheder kan bl.a. handle om retten til rent vand og mad på bordet. Men alle disse normative begreber og værdier er også flydende sproglige konstruktioner, som kan bruges og misbruges og fortolkes på meget forskellige måder af politiske rivaler. Og OIC’s strategi er at redefinere selve betydningen af begreber som religionsfrihed, racisme, hate speech og intolerance.

Med sine 57 medlemsstater bliver OIC tit opfattet som ”det muslimske FN”. Her mødes de muslimske lande for at drøfte verdens gang. Og det er ikke tilfældigt, at organisationen har sit hovedsæde i Jedda i Saudi-Arabien. Det stenrige sunnimuslimske og teokratiske kongedømme er organisationens økonomiske hovedsponsor og kontrollerer organisationen sammen med andre regionale supermagter som f.eks. Pakistan og Egypten. Offentlighedens kendskab til OIC i Europa er begrænset, og hverken på universiteterne eller i medierne bliver organisationen betragtet som en relevant aktør i klassisk international politik, ikke mindst på grund af de mange interne stridigheder og regulært fjendskab i den muslimske verden. En afgørende skillelinje,

der går på tværs af OIC’s medlemsstater, er konflikten mellem de sunnimuslimske og de shiamuslimske lande. Denne ældgamle rivalisering, der går tilbage til en konflikt i 600-tallet om profeten Muhammeds sande arvtagere, kommer bl.a. til udtryk i den indædte konflikt mellem to af Mellemøstens teokratiske styreformer, det shiitiske Iran og det sunnitiske Saudi-Arabien. Men i forhold til international værdipolitik og internationale menneskerettigheder udgør OIC rent faktisk en handlekraftig alliance, der er i stand til at koordinere en fælles værdipolitik i FN’s menneskerettighedsfora. Sammen bekæmper de kønsligestilling, seksuelle minoriteters rettigheder, retten til religionskritik og andre presserende menneskerettighedsspørgsmål. Og de seneste tredive år har denne muslimske paraplyorganisation haft en klar ambition på FN’s scene: at få vedtaget en ny global blasfemiparagraf, som skal kriminalisere religionskrænkende og religionskritiske ytringer i international lov.

Et afgørende skridt i retning af OIC’s vision kom i 1999, da Pakistan på vegne af alle OIC’s medlemsstater lancerede en FN-resolution, der fordømte ”krænkelse af religioner”.8 Teksten pålagde alle verdens stater at bekæmpe religionskrænkende ytringer og udgjorde et frontalangreb mod retten til at tænke og kommunikere frit om religiøse anliggender. I begyndelsen blev denne resolution mærkeligt nok enstemmigt vedtaget i FN’s Menneskerettighedsråd, for det tog de vestlige lande et par år at opdage, at den var en reel trussel mod en grundlæggende menneskeret.

Efter OIC’s overbevisende sejr i FN’s Generalforsamling i New York fredag den 16. december i 2005 står det fuldstændig klart,

at den internationale opinion er på de muslimske staters side. De internationale normer og fortolkninger af ytringsfriheden er ved at rykke sig hen imod flere begrænsninger og nye røde linjer. Det er en sejr for verdens autoritære stater og et nederlag for demokratierne. Og fremfor alt er udviklingen i FN et nederlag for alle de mennesker, som kæmper for retten til at tænke og tale frit i lande uden demokrati og personlig frihed. De internationale menneskerettigheder er en vigtig ressource og et normativt ideal, som grupper og individer med livet som indsats trækker på, når de kritiserer magtmisbrug, undertrykkelse og unødvendige begræsninger af den personlige frihed. Hvis FN-systemet vender sig imod fundamentale frihedsrettigheder som retten til at ytre sig frit om religion, så mister disse menneskerettighedsbevægelser, dissidenter og systemkritikere en vigtig normativ ressource. Samme kamp foregår i den demokratiske del af verden, hvor det liberale demokrati er på tilbagetog, og hvor nye og autoritære politiske bevægelser indtager regeringsbygningerne. Efter afstemningen i FN’s Generalforsamling i december 2005 er det store spørgsmål, hvordan de vestlige stater kan og vil reagere for at forsvare den grundlæggende ret til at kommunikere frit om religiøse forhold.

Men hvordan blev kampen mod religionskrænkende ytringer overhovedet aktuel i FN-systemet, og hvor står denne kamp i dag? Hvordan udfolder denne kamp sig i praksis i det diplomatiske maskinrum, og hvad er OIC egentlig for en størrelse? Hvad skete der i 1980’erne og 1990’erne, da OIC’s medlemsstater for alvor begyndte at adressere blasfemi på den internationale scene? Hvad har kendetegnet USA’s og Europas politiske stillingtagen til spørgsmålet, og hvorfor var præsidentskiftet fra George W. Bush til Barack Obama efter valget i 2008 afgørende?

Hvordan har spørgsmålet om ytringsfrihedens grænser kendetegnet FN’s historie helt fra begyndelsen, og hvordan har techgi-

ganternes indtog og den digitale revolution ændret hele debatten om ytringsfrihed, censur og religion?

Blasfemiens mange ansigter

Denne bog vil fortælle historien om en global værdikamp om religion, ytringsfrihed og religionskritikkens vilkår i det 21. århundrede. Ved hjælp af nye data, historisk arkivmateriale, feltarbejde og interviews med centrale diplomater fra hele verden vil bogen give et nyt indblik i, hvordan sammenstødet mellem religion og ytringsfrihed udfolder sig i international politik og diplomati i vores samtid. Dette sammenstød er ikke nyt og har siden stiftelsen af FN i 1945 været en konstant kilde til konflikt i FN-systemet og i udviklingen af moderne, international menneskerettighedslov. Allerede i 1950’erne arbejdede flere stater for at få en blasfemiparagraf ind i international lov, men det lykkedes ikke dengang. I dagens FN arbejder flere stater igen for at omskrive international lov for at kriminalisere religionskrænkende, blasfemiske eller islamofobiske ytringer. Vi står med andre ord midt i en international værdikamp, og denne bog vil undersøge, hvordan retten til at tænke og kommunikere frit om religiøse forhold igen er under pres i FN-systemet.

Den globale værdidebat handler dybest set om den mest unikke egenskab i homo sapiens’ evolutionære historie, nemlig evnen til at tænke og kommunikere frit om livets store spørgsmål. Den forskningsbaserede viden om dyrenes intelligens og kognitive kapaciteter har nået nye højder de senere år, men ingen anden art på kloden kan matche menneskets evner til konkret og abstrakt tænkning og kommunikation. Ingen anden biologisk organisme på kloden er i stand til at udtænke og formulere store og komplekse kollektive idésystemer i form af religiøse narrativer, politiske ideologier eller filosofiske tankesystemer. Det er

denne egenskab, der gør homo sapiens til en unik organisme. En egenskab, som kan frembringe den smukkeste godhed og den grimmeste ondskab; den højeste sandhed og den giftigste løgn. De, der kontrollerer samtalen, er dem, der sidder på magten. Og de, der kontroller samtalens grænser, er ligeledes dem, der sidder på magten. Sådan har det altid været, og sådan vil det altid være.

Begrebet blasfemi kommer af det oldgræske ord blasphēmía og bliver tit defineret som gudsbespottelse eller forhånelse af guddomme, troslærdomme eller andre objekter, der anses for hellige. Men den etymologiske betydning af ordet blasfemi kommer overraskende tæt på begrebet hate speech eller hadefuld tale. Den første del af ordet (bláptō) betyder at såre, bagvaske eller

æreskrænke, og den anden del af ordet (phēmē) betyder at tale eller at ytre sig. Oprindelig betegner blasfemi altså ytringer, som sårer, nedgør, krænker eller bagvasker.9 Overraskende nok kommer de muslimske staters kampagne i FN-systemet i dag – for at kriminalisere religionskrænkende ytringer – snublende tæt på blasfemiens oprindelige betydning. Det handler om at udrydde sprogbrug, der krænker.

Spørgsmålet er så, hvem eller hvad blasfemien retter sig mod. Hvad gør en ytring blasfemisk? Et af svarene er, at blasfemien altid har haft både en religiøs og en social eller politisk funktion. Den engelske blasfemiforsker Yvonne Sherwood skelner mellem religiøs blasfemi og social blasfemi. Den religiøse blasfemi angriber guderne, doktrinerne, idéerne og de hellige religiøse symboler. Den sociale blasfemi angriber konger, kejsere, præster, imamer, rabbinere, brahminer og andre jordiske magthavere. Men der findes ingen klar sondring mellem det sekulære eller verdslige og det religiøse eller guddommelige, for historisk har magthaverne altid påstået, at de er indsat af de højere magter

9 Sherwood (2021): 2 (Kindle version)

og repræsenter en guddommelig eller åndelig orden på jord. Et angreb på religionen er dermed også et angreb på samfundets offentlige orden. Og et angreb på magthaverne er et angreb på den herskende religion.10

Denne dobbelte betydning kommer tydeligt til syne i dommen over den engelske kvæker James Naylor, som tilbage i 1656 blev fundet skyldig i blasfemi af de engelske myndigheder. I et forsøg på at imitere Jesus red han ind i den engelske by Bristol på et æsel sammen med sit følge, og dette højst opsigtsvækkende optrin fandt sted på selveste palmesøndag. James Naylor blev pågrebet, pisket i gaderne og sat i gabestokken for at imitere Guds søn. Hans pande blev brændemærket med et stort ”B” (for blasfemi), og hans tunge blev brændt med et stykke glødende jern. Ifølge dommen var kvækerens handlinger ”nedgørende for Guds ære og destruktive for det menneskelige samfund”.11 Sætningen indeholder både en guddommelig dimension og en samfundsmæssig dimension. Dommen gælder altså religiøs blasfemi og social blasfemi på én og samme tid. Denne dobbelte betydning kommer også til udtryk i selve Bibelen, hvis man f.eks. læser Anden Mosebog 22:27: ”Du må ikke forbande Gud. Du må ikke forbande en stormand i dit folk.” Lovgivning mod blasfemi handler altså ikke kun om at beskytte Gud eller andre overnaturlige objekter. Det handler også om at beskytte de siddende magthavere og den herskende samfundsmæssige orden. Dette verdslige eller politiske formål med blasfemibegrebet har været en forudsætning for, at blasfemilovgivning har overlevet i store dele af verden.

Lovgivning mod blasfemiske ytringer har været en integreret del af vestlig lovgivning og judeo-kristen strafferet igennem århundreder. Og love mod blasfemiske ytringer er nært beslæg-

10 Sherwood (2021)

11 Sherwood (2021): 4 (Kindle version)

tet med andre lovovertrædelser i den europæiske middelalder som kætteri, vranglære og frafald.12 Den katolske inkvisition er måske verdenshistoriens mest systematiske og brutale håndhæver af forbuddet mod blasfemi, hvor religiøse minoriteter, kættere, frafaldne, fritænkere og videnskabsfolk fik de mest modbydelige straffe, ofte med døden til følge. Efter Reformationen i 1500-tallet i Danmark og andre lande i Nordeuropa overtog kongemagten kirken og brugte den som effektivt redskab til at styrke monarkens status som Guds udvalgte magthaver på jord. I Danmark kulminerede denne proces med indførelsen af enevælden i 1660,13 og fusionen af kongemagt og kirkemagt medførte en stærk centralistisk evangelisk-luthersk stat uden tolerance for en fri og åben debat om religiøse anliggender. Dermed var Reformationen ikke den begyndelse til en adskillelse af religion og politik, som tit fremføres i den offentlige debat. Historisk har blasfemi og politisk magtkritik derfor været to sider af samme sag. Når de jordiske øvrigheder er indsat af Gud, er der ingen forskel på at kritisere den herskende religion og de herskende politiske myndigheder, og derfor har blasfemilovgivning altid været et effektivt instrument i magthavernes hænder. Som den amerikanske højesteretsdommer Felix Frankfurter har skrevet:

”Blasfemi er dette kamæleonske begreb, som betyder kritik af alt det, som de til enhver tid siddende myndigheder har etableret som ortodokse religiøse doktriner.”14

12 Se f.eks. Nash (2007), Hare and Weinstein (2009), Cabantous (2002), Powers (red.) (2011), Levy (1993)

13 Mchangama og Stjernfelt (2016): 23

14 Blitt (2010): 6