Kampen om midten.indd 2
16.07.2021 14.38
Moritz Schramm
Kampen om midten Tysk politik i det 21. århundrede
Gads Forlag
Kampen om midten.indd 3
16.07.2021 14.38
Kampen om midten Tysk politik i det 21. århundrede © Moritz Schramm og Gads Forlag A/S, 2021 Udgivet efter overenskomst med Copenhagen Literary Agency, København Forlagsredaktion: Henrik Sebro Tekstredaktion: Nina Trige Andersen
Omslagsdesign: Harvey Macaulay/Imperiet. Omslagsillustrationer: Shutterstock. Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Repro: Narayana Press, Gylling Tryk og indbinding: Scandbook 978-87-12-06593-7
1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden 2021 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. For enkelte illustrationers vedkommende har det ikke været muligt at finde frem til den retmæssige indehaver af copyrighten. Såfremt forlaget på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket utilsigtet. Retmæssige krav vil blive honoreret af forlaget, som hvis der var indgået en aftale i forvejen.
www.gad.dk
Kampen om midten.indd 4
16.07.2021 14.38
Indhold Prolog: Tyskland forstået på egne præmisser 9 Kapitel 1: Spøgelserne fra Weimar 17 Den nervøse samtid 17 Moderniseringens begyndelse 20 Liberalismens nederlag: Sammenbruddet 24 Den radikale højrefløjs indre modsætninger 29 En langsom bevægelse mod vest 32 Kapitel 2: Forbundsrepublikkens liberalisering 35 Et ørkenlandskab 36 Et udfrielsesparat Tyskland 38 Det ”forførte folk” og de spildte muligheder 40 Velstand for alle? 44 Liberaliseringens spirende begyndelse 47 Den unge katolske kvinde fra landet 51 Den stille postmaterialistiske revolution 53 Den nye midte 55 Østtysk fiasko 60
Indhold |
Kampen om midten.indd 5
5
16.07.2021 14.38
Kapitel 3: Et tabt årti? 1990erne mellem stilstand og opbrud 71 Nationalismens genkomst 73 Forfatningspatriotisme som modsvar 79 Den tredje enhed? 82 ”Perkerne” slår tilbage 85 De andres samfund 87 Den økonomiske meldug 89 Kapitel 4: Den nye midte kommer til magten 95 Günter Grass’ børnebørn 95 Schröders ”Republik der neuen Mitte” 97 Statsborgerskabsrettens reform 99 Leitkultur som modbegreb 101 Tysklands modernisering: Fodbolden som eksempel 106 Konflikten om Özil 109 Socialdemokraternes interne splittelse 113 Socialdemokraternes nedsmeltning 116 Kapitel 5: Merkels vej mod venstre 121 Selvstændige kvinder i byerne 122 Det interne opgør i partiet 124 Merkelvælgerne 128 Asymmetrisk demobilisering 131 Den nye polarisering: Sommeren 2015 135 Udfordringer 139 AfD som mulighed for CDU? 141
6
| K A M P E N O M M I DT E N
Kampen om midten.indd 6
16.07.2021 14.38
Kapitel 6: På et sidespor: AfD og det nye højre 147 Styrkeforholdet 148 Den uplettede nationalisme 150 Efterkrigstidens højrenationale netværk 153 Marginaliseringshistorien 155 Nye netværk: Kubitschek og Instituttet for Statspolitik 157 AfD’s radikalisering 159 Det handler ikke om økonomi 163 Nye splittelser, nye polariseringer? 166 Kapitel 7: Tyskland på vej – hvorhen? 171 Et nyt Tysklandsbillede? 172 Tysklands reelle forvandling 175 Nye konfliktlinjer 176 Det grønne projekt 180 Realpolitiske udfordringer 184 Politisk farvelære 190 Europæiske perspektiver 191 Achtung, Achtung: Germans on the rise! 195 Litteraturhenvisninger 197
Indhold |
Kampen om midten.indd 7
7
16.07.2021 14.38
”Goldelse” står ovenpå Siegessäule i Berlin, indviet i 1873 for at fejre de preussiske sejre i krigen mod Frankrig i 1870/71, mod Østrig i 1966 og mod Danmark i 1864. Foto: Thomas Søndergaard/Ritzau Scanpix 8
| K A M P E N O M M I DT E N
Kampen om midten.indd 8
16.07.2021 14.38
Prolog
Tyskland forstået på egne præmisser En forårsdag for et par år siden sad jeg i bilen på vej til arbejde og lyttede til P1. En dansk minister blev interviewet om den daværende regerings flygtninge- og indvandringspolitik. Vejret var godt, udsigten over de sydfynske marker smuk, og interviewet fangede ikke helt min interesse – de danske holdninger til indvandring overrasker sjældent. Men pludselig, langt inde i interviewet, spidsede jeg alligevel øren. Adspurgt om baggrunden for regeringens linje henviste ministeren nemlig til Tyskland, mit fødeland, og de politiske udviklinger, som var i gang dér. Hvis ikke vi i Danmark videreførte en stram kurs, ville vi ende som Tyskland, hvor der ikke længere fandtes nogen politisk midte, men kun yderfløje, argumenterede ministeren. På det tidspunkt havde det højrepopulistiske parti Alternative für Deutschland (AfD) netop haft stor succes ved nogle af de tyske delstatsvalg, især i det tidligere DDR. I de delstater var regeringsdannelsen ofte blevet vanskeliggjort, fordi de siddende delstatsregeringer nu var konfronteret med et nyt og stærkt oppositionsparti, der nogle steder nær var blevet det største. Den interviewede danske minister havde altså en pointe, kunne man mene. Alligevel fandt jeg udsagnet provokerende. Ministeren henviste tydeligvis ikke kun til resultater fra enkelte delstatsvalg, men fremstillede Tyskland som et land i opløsning, hvor selve det demokratiske projekt var truet, idet T ys k l a n d fo r stå et på eg n e p r æ mi s s e r |
Kampen om midten.indd 9
9
16.07.2021 14.38
den politiske midte var under afvikling, måske endda på randen af kollaps. Var nutidens Tyskland virkelig på vej mod Weimarrepublik-tilstande, hvor demokratiet faldt fra hinanden, netop fordi yderfløjene voksede sig stærke på bekostningen af midten? Og var det den angivelig alt for slappe tyske indvandringspolitik, der havde skabt den krise, som de store regeringspartier – især socialdemokraterne og de to kristendemokratiske partier CDU og CSU – stod i? Ville en stram indvandringspolitik, efter dansk forbillede, kunne forbedre situationen? Var tyskerne – ligesom svenskerne, i øvrigt – for ”vattede” og hæmmede af berøringsangst overfor emner relateret til flugt og migration, muligvis på grund af deres vedvarende skyldfølelser over Anden Verdenskrig? Overvejelser som disse var ikke nye for mig. I 2017 havde jeg – sammen med chefredaktøren for Weekendavisen – deltaget i en paneldebat på Københavns Universitet om årets valg til den tyske Forbundsdag og valgets politiske implikationer. Her fornemmede jeg en tilsvarende tolkning af de politiske udviklinger syd for grænsen. Hvis de tyske socialdemokrater skulle gøre sig forhåbninger om at komme på benene igen, lød chefredaktørens tese, skulle de følge det danske eksempel: overtage højrefløjens stramme indvandringspolitik kombineret med en klassisk socialdemokratisk fordelingspolitik. Senere foreslog en kendt journalist i nyhedsprogrammet Deadline på DR2 i ramme alvor, at den tyske regering burde åbne for samarbejde med AfD omkring indvandrings- og integrationspolitikken for at ”berolige de tyske vælgere”. I det hele taget hører man overalt i mediebilledet jævnligt en forestilling om, at tyskerne – modsat danskerne – endnu ikke har lært, hvad demokratiet egentlig består af. Og at deres politiske beslutninger derfor er irrationelle og malplacerede i forhold til nutidens udfordringer. Disse eksempler har det til fælles, at de tolker udviklingen i Tyskland med afsæt i danske perspektiver og erfaringer. Angivelig er der grundlæggende tale om samfundsmæssige udfordringer og konflikter, der kan overføres en-til-en mellem de to lande, og hvor danskerne på afgørende områder har forstået situationen bedre end 10
| K A M P E N O M M I DT E N
Kampen om midten.indd 10
16.07.2021 14.38
tyskerne. Selv om de argumenter, der fremføres, kan rumme en vis sandhed, overser denne tilgang de store og væsentlige forskelle mellem landene, ikke mindst hvad angår den politiske historie og udvikling. Tyskland er på mange områder forskelligt fra Danmark, og mange af de udviklinger og tendenser, vi har set i Danmark, vinder ikke genklang i tysk sammenhæng. Forskellen er især tydelig, hvad angår højrepopulismen og det, man i dag kalder ”det nye højre”. Mens mange i Danmark synes at tro, at den tyske højrepopulisme er et nyt fænomen, hvor et tavst flertal gør op med den politiske elites angivelige berøringsangst, er virkeligheden en anden. De holdninger, som AfD og andre dele af det ”nye” højre står for, har i årtier været en integreret del af tysk politik. Det er først i de senere år – i forlængelse af den generelle liberalisering af samfundet – at disse holdninger er blev skubbet ud på en yderfløj, hvorfra de ikke længere formår at række ind over midten og gøre sig reelt gældende i det tyske samfund. Det er med andre ord en paradoksal konsekvens af deres marginalisering, at de er blevet så synlige. De højrepopulistiske partiers nuværende succes bygger altså på deres holdningers nederlag i et bredere perspektiv. Udviklingen handler derfor ikke kun om indvandringspolitik. Den handler om, hvordan Forbundsrepublikkens befolkning gennem årtier langsomt, men sikkert har flyttet sig mod venstre, især på det værdipolitiske område. Centrale spørgsmål som nazitidens betydning for den tyske selvforståelse, hvilken rolle landets kulturelle og religiøse mangfoldighed skal spille i fremtidens samfund, og hvilke familieformer der er socialt acceptable, har været intenst til forhandling – og svarene på dem har ændret sig radikalt i nyere tid. Det er ikke kun indvandringspolitik, men også områder som historiepolitik, familiepolitik og miljøpolitik, der er under stadig forandring. Det er denne udvikling, der ligger til grund for forskydningerne i Tysklands partipolitiske landskab, og som har skabt den nye polarisering af dele af samfundet, der har banet vej for højrepopulisternes fremgang. Især Angela Merkels regeringstid – og hendes T ys k l a n d fo r stå et på eg n e p r æ mi s s e r |
Kampen om midten.indd 11
11
16.07.2021 14.38
modernisering af CDU – kan vanskeligt forstås uden den underliggende, men efterhånden meget synlige transformation af store dele af det tyske samfund. Når Merkel efter valget til Forbundsdagen i efteråret 2021 ikke længere er kansler, vil den nye epoke, der åbner sig efter hende, samtidig byde på afgørende spørgsmål om Tysklands kommende udvikling. Blandt mange politiske iagttagere, også i Danmark, spekuleres der over, hvilken politisk rolle Tyskland kommer til at spille internationalt. Som i de fleste andre europæiske lande er Tysklands politiske polarisering ikke mindst kommet til syne i den virtuelle verden. Men også i den materielle virkelighed står industrien og erhvervslivet overfor store udfordringer med arbejdskraftmangel, teknologisk omstilling, Brexit og naturligvis coronakrisen. Selv den ellers så samlende tyske fodbold har været kastet ud i kriser. I europæisk sammenhæng forekommer Tyskland ikke længere som en lige så naturligt stabiliserende faktor og er også indenrigspolitisk blevet mere uforudsigelig. I juli 2018, kort efter det tyske fodboldlandsholds fiasko ved VM i Rusland, skrev Danmarks forhenværende udenrigsminister Per Stig Møller i dagbladet Jyllands-Posten: ”Tyske biler var verdens bedste. Tyskland var verdensmester i fodbold. Tysk politik lå stabilt i Angela Merkels sikre hænder. Men nu er den tyske bilindustri i en selvskabt krise, fodboldlandsholdet er forsmædeligt detroniseret, og tysk politik er ustabil.”
Selv om man kan diskutere, om tysk politik er lige så ustabilt nu tre år senere, er Per Stig Møllers pointe fortsat relevant. Siden flygtningekrisen i 2015 har der været synlig uro i regeringspartiet CDU, og den interne magtkamp i partiet i månederne op til udpegningen af en kanslerkandidat til Forbundsvalget i 2021 var ikke kønt at se på. Forholdet til CSU – søsterpartiet fra Bayern, som CDU plejer at danne parlamentsgruppe med – har også i perioder været mere end anspændt. Socialdemokraterne er i dyb krise, og generelt ser det po12
| K A M P E N O M M I DT E N
Kampen om midten.indd 12
16.07.2021 14.38
litiske landskab ud til at være under opbrud. Hvad vil der ske efter Merkels afgang? Vil AfD fortsat vinde opbakning hos vælgerne? Vil Tyskland også fremover være en stabiliserende kraft i Europa, eller vil landet begynde at trække sig fra samarbejdskursen i international politik? Vil Tysklands økonomi komme styrket ud af Brexit og coronakrisen? Kan de store politiske partier, især socialdemokraterne og de konservative partier CDU/CSU, overvinde deres langvarige krise? Eller vil venstrefløjen vinde frem og partiet De Grønne måske endda indtage kanslerposten? Vender Pegidabevægelsen tilbage, og kan den såkaldte Querdenker-bevægelse – der er kritisk overfor coronarestriktionerne – finde permanent fodfæste? Vil den politiske midte i Tyskland virkelig falde fra hinanden, som den danske minister spåede i P1-interviewet? Eller bliver Tyskland i stedet foregangsland for aktiv klimapolitik og grøn omstilling? I denne bog er fokus imidlertid ikke de dagsaktuelle spørgsmål. Den giver i stedet et indblik i de udviklinger, der ligger bag nyhedsstrømmen og de store overskrifter, og trækker de større linjer i tysk politik og nyere historie op. Det afgørende spørgsmål er med andre ord, hvorfor Tyskland står, hvor det står i dag. For at svare på det må man træde et skridt tilbage. Hvordan de mere langsigtede, strukturelle udviklinger udmønter sig i konkrete politiske beslutninger og mulige fremtidige partisamarbejder i Tyskland, er vanskeligt at forudse. Men det lange lys bidrager til at kvalificere og nuancere forståelsen af Danmarks sydlige nabo og største handelspartner. Fremfor blot at overføre danske perspektiver på Tyskland åbner denne bog en anderledes og mere bredspektret fortælling. Herigennem bliver det blandt andet tydeligt, at den politiske kamp i Tyskland ikke foregår på fløjene. Den foregår på midten – og kun dem, der kan binde de stadig mere indflydelsesrige vælgere i den politiske midte til sig, har en reel mulighed for at vinde regeringsmagten i Tyskland. Midten vokser, og midten forandrer sig. Den flytter sig mere og mere til venstre i det partipolitiske landskab. Det antyder dermed også, at Tyskland står et meget mere stabilt sted i dag, end mange tror. Hvor man rundT ys k l a n d fo r stå et på eg n e p r æ mi s s e r |
Kampen om midten.indd 13
13
16.07.2021 14.38
tomkring i verden fornemmer, at selve demokratiet er truet – den forhenværende amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright advarer sågar i sin bog Fascism. A Warning fra 2018 mod fascismens genkomst – vil Tyskland efter alt at dømme også fremover stå som ”stabilitetens højborg”, som min kollega fra Syddansk Universitet Thomas Wegener Friis engang har udtrykt det. Midten er stærk, og demokratiet er fortsat solidt. Dette perspektivskift på de interne udviklinger i Tyskland kræver nogle steder også et mere nuanceret sprog. De danske debatter er ofte præget af et begrebsbrug, som – set med tyske øjne – forekommer upræcist. Det er, som om man i den danske offentlighed ikke altid reflekterer over, hvilke politiske implikationer forskellige begreber har. F.eks. ”flygtningestrøm”, som hyppigt anvendes i danske medier, men som mange i Tyskland er meget påpasselige med. I begrebet ligger et billede, en sproglig ramme, der antyder en anonym og truende bevægelse, hvor flygtninge – ligesom vandmasserne – presser sig på. En strøm, ”vi” andre skal beskytte os imod. Et sådant begreb er altså alt andet end neutralt, det konstruerer en bestemt version af virkeligheden. Det samme gælder et for denne bogs tema centralt begreb som ”genforening”. Det er i dansk kontekst den mest almindelige betegnelse for sammenlægningen af staterne DDR og Vesttyskland nogle måneder efter Murens fald i 1989. I Tyskland er det begreb ikke kun historisk forkert – foreningen mellem de to tyske stater var ikke ligeværdig, og den genskabte heller ikke en stat, som havde eksisteret tidligere. Begrebet er også forbundet til en bestemt politisk ide om en tysk ”normalitet”, der består i en lang og kontinuerlig national historie, som blot midlertidigt blev forstyrret, og som blev reetableret med ”genforeningen”. Bogen igennem undgår jeg derfor den slags politiseringer og anvender mere neutrale betegnelser, som i dette tilfælde ”foreningen af de to tyske stater” eller slet og ret den tyske ”forening”. Bogens første to kapitler er viet til den historiske baggrund for de aktuelle udviklinger op til det forbundsdagsvalg, der finder sted i september 2021. Der bliver trukket tråde til de tidlige modernise14
| K A M P E N O M M I DT E N
Kampen om midten.indd 14
16.07.2021 14.38
rings- og liberaliseringsbevægelser i begyndelsen af det 20. århundrede og til Forbundsrepublikkens liberalisering efter krigens afslutning i 1945. Begge dele er vigtige forudsætninger for at forstå den aktuelle situation i tysk politik. Det samme gælder i kapitel tre, som opridser 1990’ernes politiske udvikling. Hvor mange i Danmark tror, at årtiet efter Murens fald var en tid med opbrud og forandring, præsenterer jeg en anden tolkning: at 1990’erne var præget af et spændingsforhold mellem en stadig mere omsiggribende liberalisering af samfundet og en politisk stilstand med tilhørende handlingslammelse. Regeringsskiftet i 1998, hvor socialdemokraterne og De Grønne overtager magten fra Helmut Kohl, var en reaktion på denne stilstand. Det behov for – og krav om – forandringer, som havde presset sig på nedefra, blev forløst med en sand bølge af reformer efter regeringsskiftet. Kapitel 5 og 6 fokuserer på Merkels regeringstid og opkomsten af AfD og det nye højre. De aktuelle udfordringer med splittelse og polarisering analyseres som konsekvenser af de opbrudstider, der fra begyndelsen af det 21. århundrede for alvor kom til at redefinere Tyskland. Det er i forlængelse af disse udviklinger, at det politiske landskab i dagens Tyskland er blevet en intens kamp om midten – om den stadigt voksende og stadig mere liberale og verdensåbne midte i samfundet, der dominerer Tyskland i dag og efter alt at dømme også vil gøre det fremover.
T ys k l a n d fo r stå et på eg n e p r æ mi s s e r |
Kampen om midten.indd 15
15
16.07.2021 14.38
En SA-mand og en politimand patruljerer i forbindelse med valget til den tyske rigsdag i januar 1933. Foto: Scherl/Ritzau Scanpix 16
| K A M P E N O M M I DT E N
Kampen om midten.indd 16
16.07.2021 14.38
Kapitel 1
Spøgelserne fra Weimar Det kunne være blevet til et underholdende og harmløst portræt af, hvordan det var at leve sidst i 1920’erne, skrev en filmkritiker i 2018 i berlineravisen tageszeitung i sin anmeldelse af en ny fjernsynsserie. Men helt så harmløst blev det ikke, tilføjer anmelderen. Fjernsynsserien er nemlig ikke bare et historisk portræt, men en ”nutidig gyserhistorie”. Især det højrepopulistiske parti AfD’s succes og den nye radikalisering på gaderne havde givet serien ”en rystende aktualitet”. Anmeldelsen handler naturligvis om den første sæson af serien Babylon Berlin, der i sommeren 2018 blev sendt på den offentlige kanal, ARD, for første gang. Gennem sit fokus på Weimarrepublikkens økonomiske og politiske krise beskriver serien samtidig den virkelighed, der havde indfundet sig i Tyskland i 2018. Da den tyske forfatter Volker Kutschers bøger – som Babylon Berlin bygger på – udkom i 2008, kunne de læses som blot og bart historiske romaner. I det mellemliggende årti havde blikket på stoffet imidlertid ændret sig. Nu var der, ifølge anmelderen, ikke længere blot tale om en krimiserie, der giver indblik i de ”gyldne 1920’ere” og deres skumle baglokaler, men også om en gengivelse af politisk polarisering og radikalisering, som kan genkendes fra nutiden.
Den nervøse samtid Tværs gennem de tyske medier har man tolket Babylon Berlin som spejl for Tyskland af i dag med dets sociale spændinger og politiske Sp ø g e ls e r n e f r a W eima r |
Kampen om midten.indd 17
17
16.07.2021 14.38
polariseringer. I anledning af seriens tredje sæson i foråret 2019 påstod kritikeren Adam Soboczynski i ugeavisen Die Zeit sågar, at det er umuligt at se serien ”uden at opfatte plottet som et spejlbillede af vores samtid”. Det handler ikke kun om at se en generel analogi til vores eget demokratis truende undergang. Serien bygger snarere, mener Soboczynski, på bevidst iscenesatte referencer, der skal få tilskueren til at bygge bro mellem Weimarrepublikken og nutiden. Især tre budskaber kobler Weimarrepublikken til nutiden. Dels udtrykker serien, at Weimarrepublikken ”var lige så supergejl promiskuøs” som nutiden: ”der fandtes bøsser og lesbiske og biseksuelle, ja, og alt var lige så herlig kaotisk som i dag!”. Dels rummer serien den politiske dimension: populismen. I serien ser vi ”frygtelige angreb på demokratiet”, og selvfølgelig er man også med denne indsigt, ifølge anmelderen, ”helt og aldeles ankommet i nutiden”. Og endelig peger serien på den ”ondskabsfulde, helt, helt ondskabsfulde finansmarkedskapitalisme”, der gennemsyrer alt, og i vore dage igen har vist sit ansigt i finanskrisen og i den internationale finansvirkelighed. Seksuel frigørelse, demokratiets krise og en god portion kapitalismekritik bygger bro mellem fortiden og nutiden. Det tyske demokrati er truet, fornemmer man, og spøgelserne fra Weimar er kommet tilbage for at hjemsøge os. Henvisningen til spøgelserne fra Weimar er selvfølgelig ikke ny. Det hører med til den politiske kultur i Forbundsrepublikken, at man løbende henviser til Weimar som det skrækscenarie, man spejler nutiden i. På sin vis er hele Forbundsrepublikkens politiske system efter 1945 opbygget som reaktion på de fejl og problemer, som Weimarrepublikken førte med sig. Selve valgsystemet favoriserer midtsøgende partier, grundloven har fået indført en stærk og ufravigelig mindretalsbeskyttelse, og minderne om Weimarrepublikkens undergang spiller en afgørende rolle i det tyske demokratis selvforståelse. Gang på gang gentages det advarende, at Weimarrepublikken blev ødelagt ved den politiske midtes sammenbrud og ved partiernes flugt til de politiske yderfløje. 18
| K A M P E N O M M I DT E N
Kampen om midten.indd 18
16.07.2021 14.38
Det er derfor ikke overraskende, at især den højreekstreme terror, som Tyskland har været udsat for de seneste årtier – og som sammenlagt har kostet langt flere menneskeliv end både den venstreorienterede og den islamistiske ekstremisme i landet tilsammen – ofte udløser minder om Weimarrepublikkens politiske kriser. Et ”pust af Weimar” blæser altid gennem Forbundsrepublikken, især når den højreradikale terror slår til. Spøgelserne fra Weimar har taget bolig i Forbundsrepublikkens politiske selvforståelse, de har sågar ”permanent opholdstilladelse”, som Josef Joffe, chefredaktøren for ugeavisen Die Zeit ironisk bemærker. Lige så rigtige sammenligningerne stedvis kan være, lige så meget har de tendens til at forbigå de afgørende forskelle mellem Weimar- og Forbundsrepublikken. Udover de nævnte forskelle i det politiske system adskiller især befolkningens opbakning til demokratiet sig på afgørende vis. Hvor Weimarrepublikken de sidste år før Hitlers magtovertagelse var under angreb fra både det ekstreme højre og det ekstreme venstre, der drømte om en tysk Oktoberrevolution, er situationen i dag en helt anden: Opbakningen til Forbundsrepublikkens politiske system er – trods kritikpunkter imod dens konkrete håndtering – tårnhøj, og den markedsøkonomiske tilgang er der, på trods af alle problemer og kriser, næsten ingen, der stiller sig tvivlende overfor. Det gælder især de konservative og borgerlige miljøer. Hvor disse i Weimarrepublikken i stor stil afviste de demokratiske idealer som vestlige og dermed ”utyske” værdier, der skulle bekæmpes og modarbejdes, står de i dag overvældende på demokratiets side. Radikale eller antidemokratiske handlinger bliver kompromisløst afvist af massive flertal, også i den borgerlig-konservative lejr. Og i modsætning til Weimarrepublikken, hvor selv politisk vold og mord ofte dyrkedes stolt i offentligheden, bliver enhver form for terror og ekstremisme i dag entydigt fordømt og afvist af de politiske eliter på såvel venstre som højre side af spektret. Samtidig er det værd at hæfte sig ved, at 87 procent af alle vælgere stemte for entydigt demokratiske partier til det seneste forbundsdagsvalg – en opbakSp ø g e ls e r n e f r a W eima r |
Kampen om midten.indd 19
19
16.07.2021 14.38
ning, man aldrig så i Weimarrepublikkens korte historie. Som vi vil se i næste kapitel, findes baggrunden for denne politiske stabilitet i de strukturelle forandringer, som har præget Forbundsrepublikken efter Anden Verdenskrig. For at forstå den tyske udvikling hjælper det imidlertid at skue længere bagud: Nutidens stabilitet skal læses på baggrund af en historie, der fører os tilbage til moderniseringens og liberaliseringens begyndelse i tiden inden Første Verdenskrig og Weimarrepublikkens grundlæggelse i 1918.
Moderniseringens begyndelse I 2007 udgav den tyske forfatter Julia Franck sin femte roman, der skulle komme til at vinde Tysklands vigtigste bogpris, Deutscher Buchpreis, nemlig: Die Mittagsfrau (på dansk: Middagsfruen). Romanen fortæller historien om den unge kvinde Helene, som i tiden efter Første Verdenskrig sammen med sin søster flytter fra den mindre provinsby Bautzen til storbyen Berlin. Flytningen beskrives i romanen som en befrielse: fra et klaustrofobisk hjem med en psykisk syg mor og en voldsomt traumatiseret far, der ikke kan ryste oplevelserne fra Første Verdenskrigs skyttegrave af sig. Mens provinsbyen for de unge kvinder opleves som begrænsende, uden selvrealiserings- eller udviklingsmuligheder, står Berlin for en ny frihed. De to søstre nyder det pulserende storbyliv og begynder at opbygge et selvstændigt liv. De står, på godt og ondt, med begge fødder i den moderne tid, i storbyens favn, med boblende storbymiljøer, avantgarde og massekultur. Historien om de to kvinders frigørelse finder dog sin bratte afslutning i 1933, da nazisterne overtager magten i Tyskland. Helene, som har en jødisk mor, bliver tvunget til at gifte sig med en voldelig nazist, der beskytter hende, men som hun er fuldstændig prisgivet: Han har hende i sin fulde magt, al friheden, hun ellers havde søgt og fundet i den pulserende storby, er igen taget fra hende. At hun efter krigen ikke ser sig i stand til at elske og drage omsorg for sit barn, som er blevet til i det ydmygende forhold, er den logiske konsekvens af udviklingen. 20
| K A M P E N O M M I DT E N
Kampen om midten.indd 20
16.07.2021 14.38