Kate og Rosemary

“En herlig hyldest til fællesskab og venskab.”

THE GUARDIAN

L I B B Y

PAG E

g o e t Ka ry a m e s o R roman

GADS FORLAG

Libby Page_TRYK.indd 2

17/12/2018 13.50

Libby Page

Kate og Rosemary PÃ¥ dansk ved Nanna Lund

GADS FORLAG

Libby Page_TRYK.indd 3

17/12/2018 13.50

Kate og Rosemary er oversat fra engelsk efter The Lido Copyright © Elisabeth Page 2018 All rights reserved Dansk udgave: Copyright © Gads Forlag 2019 ISBN: 978‑87‑12‑05606‑5 1. udgave, 1. oplag Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Omslagsfoto: © Shutterstock Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook.

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng. Enhver lighed med virkelige nulevende eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.

Libby Page_TRYK.indd 4

17/12/2018 13.50

KAPITEL 1

Man træder ud af Brixtons undergrundsstation og står midt i et larmende cirkus af olietønder, trafikkens hvide støj og den der mand på hjørnet, der råber “Gud elsker dig!” efter alle, også de uelskelige.

“Billetter til Brixton Academy i aften!” råber en billethaj lige ved udgangen. “Billetter til Brixton Academy! Køb eller sælg!”

Pendlerne afviser sælgere og prædikanter med en hovedrysten og knytter næverne, så de ikke kan stikke deres pamfletter og brochurer i hånden på dem. De maser sig forbi fyren med dread‑ locks, der står uden for Starbucks og sælger røgelse og lp’er. På den anden side af gaden ligger Morley’s, stormagasinet, som har ligget der i årevis. “Love Brixton” står der med neonbogstaver i vinduet på TK Maxx-butikken ved siden af.

I dag er blomstersælgerens spande fulde af forårsblomster: påskeliljer, tulipaner og fuldfede pæoner. Blomstersælgeren er en gammel mand i grønt forklæde med sorte negle og guldkæde om halsen. I al slags vejr står han og sælger undskyldninger og kærlighedserklæringer til en rimelig penge. I brunt papir og med bånd om.

Ved siden af undergrundsstationen ligger gaden Electric Ave‑ nue, myldrende fuld af mennesker og markedsboder med alt fra grøntsager til mobilopladere. Der lugter sødt af melon og skarpt af fisk. Fisken ligger på is, som i løbet af dagen bliver lyserød og minder en om, at man heller aldrig skal spise lyserød sne.

7

Libby Page_TRYK.indd 7

17/12/2018 13.50

Sælgerne slynger priserne ud mod hinanden, som om rabat‑ terne var en frisbee. Grib den, og smid den tilbage.

“Tre for en tier, tre-for-ti!”

“Et godt tilbud, tre for en femmer, TRE-FOR-FEM!” “Tre for en femmer? Her får du fem for en femmer!”

En ung kvinde med en baby trækker langsomt sin indkøbstrol‑ ley efter sig gennem markedet og forsøger at styre uden om vir‑ varet af fladmaste papkasser og bananblade. Indimellem standser hun for at se nærmere på grøntsagerne, som hun undersøger så grundigt som en hundeopdrætter, der ser på hvalpe. De udvalgte bytter hun med et par mønter fra pungen. En mand står og tager billeder af en salgsbod med blikket stift rettet mod grøntsagernes farver gennem mobilens kameralinse. Så går han videre, ind i Icelandbutikken for at købe frostvarer.

På den anden side af gaden kommer Kate gående. Hun går hurtigt og i den modsatte retning, på vej hjem fra jobbet som journalist på The Brixton Chronicle. Hun har ikke tid til at se på grøntsager. Eller måske ville hun bare ikke vide, hvad hun skulle kigge efter. Det kan godt være, det er forår, men Kate har en sky hængende over hovedet. Den følger hende overalt; hun kan ikke slippe fra den, uanset hvor meget hun prøver. Desperat efter at komme hjem snor hun sig ud og ind mellem folk, kun optaget af tanken om at lukke døren bag sig og krybe i seng. Når hun ikke er på arbejde, ligger hun i sin seng. På vej til og fra forsøger hun altid at ignorere lydene omkring sig, så de ikke fylder hende og overvælder hende. Hun holder altid blikket rettet mod asfalten.

“Undskyld mig,” siger hun, da hun uden at se op passerer en buttet ældre kvinde.

“Undskyld,” siger Rosemary og giver hende plads. Rosemary ser efter Kate, der skynder sig videre – en ung, spinkel kvinde med halvlangt, brunt hår i en hestehale, der svirper frem og tilbage i takt med hendes skridt. Rosemary smiler; hun kan godt 8

Libby Page_TRYK.indd 8

17/12/2018 13.50

huske, hvordan det var at have travlt. Nu er hun 86 og bevæger sig altid langsomt. Med sine indkøbsposer går hun langsomt ud af markedsgaden i retning af sin lejlighed, der ligger op til Brockwell Park. Hun er pænt og diskret klædt, bukser, praktiske sko og en let regnjakke, og det tynde, bølgede grå hår er skrabet væk fra ansigtet og fæstnet med en hårklemme. I årenes løb har hendes krop forandret sig så meget, at hun knap nok genkender den mere, men øjnene er de samme som altid – blå og klare og smilende, også når munden ikke følger med.

Det er Rosemarys indkøbsdag. Hun har været rundt til alle sine yndlingsbutikker og markedsboder, hilst på Ellis, der sælger frugt og grønt, og hentet den brune pose med madvarer, som hun gør hver uge. Hun har været inde i Franks antikvariat, som han driver sammen med sin partner, Jermaine. Hun havde sat sig på bænken ved vinduet sammen med deres golden retriever, Sprout, og fået en sludder med Frank og Jermaine, og bagefter kiggede hun hylderne igennem for at se, om der var kommet nye bøger, eller om hun havde overset nogle i sidste uge. Hun kan godt lide den støvede lugt af antikvariatets mange hundrede gamle bøger.

Bagefter spiste hun, som hun plejer, kage med sin veninde Hope på deres yndlingscafe i Brixton Village, det overdækkede marked bag Electric Avenue. Rosemary og Hope omtaler det stadig som Granville Arcade, som det hed før i tiden. Det var det eneste sted, Hope kunne finde de caribiske madvarer, hun sådan havde savnet, da hun som 12‑årig flyttede til Brixton. Nu er der fuldt af restauranter, butikker og salgsboder. Forandringen gør dem stadig ubehageligt tilpas, men de er glade for cafeen; den unge barista ved, hvad de gerne vil have, og går i gang, så snart han ser dem komme. Og kagen var virkelig god.

The Village var fuld af krydderidufte og støj fra folk, der sad ved bordene uden for restauranterne og snakkede og spiste – dufte og lyde, som Rosemary har vænnet sig til efter at være kommet 9

Libby Page_TRYK.indd 9

17/12/2018 13.50

her uge efter uge. Der var god plads og køligt, og nogle af restau‑ ranterne havde sørget for tæpper, som folk kunne pakke sig ind i. Der hang lyskæder ned fra loftet højt oppe, så det selv her om foråret føltes som et julemarked.

Mens de drak kaffe, fortalte Hope stolt om sin datter, Jamila, der har så travlt på arbejdet, og barnebarnet, Aiesha. Rosemary tænkte kærligt på dengang, Jamila, hendes guddatter, blev færdig som læge. Hun havde sendt hende en buket blomster med et kort, hvor der stod: “Kære doktor …”

Hope og Rosemary havde også talt, som de plejer, om dengang, da de begge arbejdede på biblioteket.

“Kan du huske, første gang Robert tog sig sammen til at invitere dig ud?” spurgte Rosemary med et smil. Hopes mand, Robert, var buschauffør indtil for få år siden, og dengang de var unge, kom han ofte ind på biblioteket efter arbejde og så sig om efter Hopes timeglasformede skikkelse.

“Det tog da sin tid,” sagde Hope. “Jeg glemmer aldrig, hvordan du altid gav dig til at kravle på stiger og sætte bøger på plads, når han var der, så han var nødt til at tale med mig.”

De to kvinder lo – de nyder denne dag i ugen. Men nu havde Rosemary fået ondt i fødderne og ville gerne hjem.

“Samme tid næste uge?” spurgte hun, da de sagde farvel. Hun gav Hope et knus og kom pludselig til at tænke på, at hendes veninde er 68 og også en gammel kvinde. Hun trykkede hende lidt fastere ind til sig – for Rosemary vil hun altid være den glade unge kvinde, der fik arbejde på biblioteket, da hun var 18, og som Rosemary tog under sine vinger.

“Samme tid næste uge,” svarede Hope og vinkede en sidste gang, inden hun gik for at hente Aiesha fra skole (hendes ynd‑ lingstidspunkt på dagen).

Rosemary går forbi de mange mennesker, der venter på bus‑ sen, og krydser gaden med den gamle biograf på hjørnet. Ugens 10

Libby Page_TRYK.indd 10

17/12/2018 13.50

film står med store hvide bogstaver på en tavle. Overfor er der en stor plads, hvor gamle mænd sidder og ryger, og teenagere kører på skateboard.

Efterhånden som hun kommer længere væk fra stationen, bliver butikkerne erstattet af rækkehuse og beboelsesejendomme.

Så passerer hun pubben Hootananny, et gammelt, forfaldent sted, der er berømt for sin livemusik. Udenfor sidder folk og drikker øl og ryger, og Rosemary mærker duften af pot. Hun drejer til venstre ind på gaden langs parken, hvor beboelsesejendommen med hendes lejlighed ligger.

Hun er lettet over, at elevatoren virker; den er ellers ofte i stykker.

Rosemary har boet her det meste af sit liv. Hun flyttede ind sammen med sin mand, George, da huset var helt nyt, og de lige var blevet gift. Fra entredøren går man direkte ind i stuen, hvor det mest iøjnefaldende er bogreolen, der fylder hele den ene væg.

I køkkenet er der lige plads til et bord, to stole og et tv oven på vaskemaskinen. Rosemary pakker varerne ud, går ind i stuen og ud på altanen. Hendes blå badedragt hænger på tørresnoren som en vimpel. Hun har potteplanter herude, ikke noget særligt, bare et par lavendler. Andet ville hun ikke bryde sig om. Herfra kan hun se ud over Brockwell Park, og udsigten får hende til at glemme det støjende mylder i Electric Avenue.

Foråret er på nippet til at springe ud, og parken er klædt i spæde, grønne farver. Hun kan se træer, tennisbaner, en have og en lille bakke med et gammelt hus, der engang var et landsted, og som man nu bruger til kulturelle arrangementer og som kiosk med slik og is til børn med fedtede fingre. To jernbanelinjer løber omkring parken, den rigtige, der går tværs gennem Sydlondon, og en lille en for børn, der kun kører om sommeren. Solen er på vej ned, og folk går tur i den lyse aften. Motionsløbere bestiger den lille bakke og løber ned igen. I udkanten af parken, tæt på 11

Libby Page_TRYK.indd 11

17/12/2018 13.50

hendes lejlighed, ligger en murstensbygning med to længer, der omfavner et rektangulært svømmebassin med perfekt blåt vand.

Bassinet er opdelt i baner med reb, og langs kanten ligger hånd‑ klæder. Rosemary kan se folk, der svømmer i bassinet – de flyder rundt som blomsterblade. Hun kender det godt, det bassin. Det er “The Brockwell Lido” – Brockwell Friluftsbad. Hendes friluftsbad.

Libby Page_TRYK.indd 12

17/12/2018 13.50

KAPITEL 2

Hver morgen på vej til arbejde går Kate forbi mange ukendte ansigter: folk, der venter på bussen eller kommer ud af huse og sætter sig ind i biler. Men der er også ansigter, hun kender. Hun ser dem hver dag, og hver dag har de forskelligt tøj på og forskel‑ lige frisurer; det er som vejret, de markerer tidens gang.

På hovedgaden møder hun altid en meget høj, lyshåret, høj‑ pandet mand, altid i sort læderjakke uanset vejret. Hun og han passerer hinanden på forskellige punkter på vejen, alt efter om hun er kommet af sted til tiden eller er forsinket. Hvis det sker i den ene ende af gaden, ved hun, at hun har tid til en kop kaffe.

Hvis det er i den anden ende, sætter hun farten op og småløber.

Så er der den unge kvinde med mørkt hår og et levende ansigt, der nikker i takt til musikken og somme tider synger med. Hun følges ofte med en ung mand i Doc Martens. Når han er der, har hun sine in-ear-hovedtelefoner om halsen og ikke i ørerne, og hun tager hans arm og snakker med ham. I dag er hun alene.

Da de passerer hinanden, er Kate lige ved at hilse med et nik, men så kommer hun i tanker om, at hun slet ikke kender den unge kvinde. Hun ved ikke, hvad hun hedder, eller hvor hun skal hen hver morgen. De har aldrig hilst på hinanden, men hendes ansigt er lige så velkendt som H&M-butikken på hovedgaden, biografen eller markedet. Hun er lige så meget en del af Brixton som de mursten, bydelen er bygget af.

Forårshimlen bliver pludselig overskyet, og det begynder at 13

Libby Page_TRYK.indd 13

17/12/2018 13.50

regne. Kate skænder på sig selv – hun har glemt sin paraply.

Hun bliver hurtigt gennemblødt, og vandet drypper fra hendes tøj, da hun ankommer til Brixton Chronicles lokaler. Hun møder Jay, fotografen, på trappen. Han har rødblond skæg, der ligger tæt om munden, og det krøllede hår står som en uglet glorie om hovedet. Han er høj og bred, fylder det meste af trapperummet, men han er også mild og rund. Han smiler til hende. De har ikke arbejdet sammen særlig meget, men de hilser altid på hinanden om morgenen og nikker eller vinker, hvis de løber på hinanden ude i kvarteret. Det er, som om han altid smiler, og det får også hende til at smile, selv på de værste dage, selv om hun ikke altid kan få munden til det.

“Godmorgen!” siger han, idet de klemmer sig forbi hinanden.

Han taler med tyk sydlondonsk dialekt.

“Godmorgen. Skal du ud?”

“Ja, jeg har en opgave,” siger han og peger på kameratasken over skulderen. “Til en anmeldelse. En ny restaurant der, hvor der engang lå en pub. Min far siger, han kan huske, han kom der, da han var på min alder.”

“Okay, men vi ses nok senere,” siger Kate. “Og husk nu din …”

Før hun får sagt mere, peger han på en paraply, der er hægtet på hans rygsæk.

Hun nikker og går videre op på kontoret.

“Har du været i vandet?” spørger chefredaktøren, da hun tager den våde frakke af og hænger den over stoleryggen.

Phil Harris er en mand, hvis krop ikke er blevet behandlet med nogen særlig omsorg. Kinderne er altid rødlilla. Det er samme farve som den rødvin, han hælder i sig hver aften på pubben i selskab med sin kone eller, som rygtet siger, somme tider sam‑ men med sin Ikke Kone. Bøfferne og pomfritterne sidder rundt om livet på ham som en redningskrans, der på et tidspunkt vil trække ham ned i døden. Han er ikke rig – det er aldrig lykkedes 14

Libby Page_TRYK.indd 14

17/12/2018 13.50

ham at avancere til en landsdækkende avis – men han er rig på mad og drikke.

Hun ryster på hovedet. “Nej, jeg havde bare glemt min paraply.

Faktisk kan jeg ikke engang svømme.”

Det er løgn. Hun kan svømme. Hvis hun faldt i et svømmebas‑ sin, ville hun godt kunne komme ind til kanten. Hun ved godt, hvordan man skal bevæge arme og ben for at holde sig oppe. Hun har bare ikke svømmet, siden hun var teenager. I skolen fik de svømmeundervisning, men så snart de fik lov at vælge det fra, gjorde hun det. Det var, da de kom i puberteten, hvor pigernes kroppe begyndte at føles som tøj, der sidder dårligt, og som man helst vil have af. Hun kan godt huske forandringen: hvordan den fnisende tøseflok forvandlede sig til tavse piger, der sad på kanten af bassinet med armene om knæene for at skjule deres skamfulde, grimme, perfekte kroppe.

“Det bliver måske et problem,” siger Phil. “For vi har en opgave til dig på friluftsbadet. Du behøver selvfølgelig ikke gå i vandet selv – men det kunne måske være en god ide for at komme bedre ind i historien, du ved, forstå, hvad folk er så vilde med …”

Kate får klorsmag i munden og mærker angsten ved at være halvnøgen foran klassekammeraterne. Uden flere forklaringer smider Phil en pamflet hen over bunken af bøger, der adskiller hans skrivebord fra hendes. Den lander på hendes tastatur. På forsiden er der et sort-hvidt billede af et friluftsbad. En mand er lige sprunget ud fra vippen med strakte arme som svalevinger. Da hun folder pamfletten ud, er der farvebilleder af det, Kate går ud fra må være friluftsbadet, som det ser ud i dag: klart, blåt vand og børn med armene langs siden og ben, der plasker op og ned.

“Red Brockwell Friluftsbad” står der med store, håndskrevne bogstaver. Hun læser: “Friluftsbadet, der har været i brug siden 1937, er i fare. Kommunen har økonomiske problemer, og et privat ejendomsselskab, Paradise Living, har tilbudt at købe det. De vil 15

Libby Page_TRYK.indd 15

17/12/2018 13.50

forvandle vores elskede friluftsbad til et privat fitnesscenter. Vil vi finde os i det? Hvis du vil hjælpe, må du gerne henvende dig til friluftsbadets personale.”

Det er underskrevet “Brockwell Friluftsbads brugere” med nydelig skrift. Pamfletten ser ud, som om nogen har været i gang med en saks og en kopimaskine, synes Kate. Det er ikke helt forkert.

“Skal jeg skrive om det her?” spørger hun.

For tiden skriver Kate om forsvundne kæledyr, vejarbejde og information fra kommunen. Alt det, der bliver trykt på næst‑ sidste side, men ikke sidste, der er reserveret til sportsresultater.

Alt det, folk ikke læser. Ikke ligefrem noget, hun ville bryde sig om at vise til sine lærere på journalistuddannelsen. Hendes mor klipper alligevel notitserne ud og sætter dem ind i en scrapbog.

Det gør kun sagen værre.

“Når du engang bliver berømt, vil du være glad for, at jeg gjorde det,” plejer hun at sige, og hver gang forsvinder Kate endnu længere ind i den dybe skam, hun bærer som en frakke.

“Ja,” siger Phil. “Jeg tror, der er noget godt at hente her. Ved du godt, at Paradise Living allerede har opført fire nye boligblokke her i Brixton? Lejlighederne går for flere millioner. De tror, at et privat fitnesscenter der, hvor friluftsbadet ligger, vil gøre dem endnu mere værd.”

Han ser på Kate.

“Du sagde, du gerne ville finde en historie at skrive,” siger han.

“Det her er din historie.”

Før Kate fandt en måde at være sammen med andre men‑ nesker på, var historier hendes venner. Hun opsøgte dem på biblioteket og puttede sig ind mellem deres sider, så ingen kunne se hende. Hun omformede sig selv, så hun var Hermione Granger eller George fra De Fem eller Catherine Morland fra Northanger Abbey, og så prøvede hun at være dem for en dag. Da hun gik ud af grundskolen, var hendes venner stadig dem, hun mødte i de 16

Libby Page_TRYK.indd 16

17/12/2018 13.50

bøger, hun læste. De sad ved siden af hende på biblioteket, mens hun proppede mad i munden skjult bag bogen, så bibliotekaren ikke opdagede det. (Det gjorde bibliotekaren altid, men hun lod som ingenting).

Nu fortæller hun andre menneskers historier. Og selv om hun kun interviewer en eller anden om deres bortløbne kat, synes hun stadig, det er interessant. Folk bliver ofte overraskede over hendes spørgsmål. “Hvad er dit tidligste minde om Plet?” “Tror du, dit liv havde været anderledes, hvis du ikke havde købt Pus?” “Hvis Misser kunne tale, men kun én sætning, hvad ville det så være?”

Som regel redigeres hendes interviews ned til det nødvendig‑ ste: “Familien Oliver efterlyser Plet, en stribet kat på 3 år, der har været væk siden 3. september. Dusør gives” – men hun lagrer historierne i hukommelsen, hvor hun blader i dem, som var de sider i en elsket gammel bog.

Og nu har hendes redaktør smidt en historie hen til hende som en bold. Hun har ikke tænkt sig at tabe den.

Libby Page_TRYK.indd 17

17/12/2018 13.50

KAPITEL 3

Et svømmebassin ser ene og forladt ud, når der ikke er nogen, der svømmer i det. Det er tidligt på dagen, og livredderen er søvnigt og tavst ved at fjerne presenningen. Rosemary står på sin altan og ser det dampe fra bassinet, som om vandet er levende, som om det trækker vejret. Himlen er skyfri, men luften er stadig kold og afvisende. Rosemary lægger hænderne om skålen med varm hav‑ regrød og ser livredderen stikke hænderne dybt i lommen på sin fleece og gå indenfor, så snart arbejdet er gjort, og vandet blottet.

Der er helt stille, indtil et par gråænder lander på vandet med et sprøjt. De har bassinet for sig selv. Rosemary holder af at se på dem om morgenen; de nyder rigtig, at der ikke er andre i bassinet.

Sollyset drysser ud over vandet som konfetti.

Så kommer de første badegæster. De er stille, dels af søvnig‑ hed, dels af respekt for roen og freden og ænderne. De kender dem udmærket og sørger for at svømme udenom, indtil fuglene beslutter, at det er tid at smutte. De tager tilløb hen over vandet, letter og flyver deres vej hen over muren.

Livredderen sidder højt oppe som en tennisdommer og over‑ våger bassinet. For ham er det som en morgenmeditation at se folk svømme frem og tilbage, og det er det også for Rosemary.

Hun spiser op, går ind og griber sportstasken med badedragt og håndklæde, der står ved døren.

Rosemary går ned i friluftsbadet hver morgen klokken syv.

Når hun har gjort sig klar i omklædningsrummet, skubber hun 18

Libby Page_TRYK.indd 18

17/12/2018 13.50

døren op og træder ud i kulden. Hvis hun kunne, ville hun sætte i løb. Men i stedet går hun roligt hen til kanten. Hendes tanker når altid derhen tre minutter før hendes fødder. Hendes krop er ikke lige så stærk som hendes vilje. At blive gammel har tvunget hende til at være tålmodig.

På vej hen til stigen ser hun på de andre: et bassin fuldt af arme, der bryder vandoverfladen. Kun på dem, der svømmer brystsvømning, kan man se ansigtstrækkene.

Rosemary føler sig som et træ i vinden, idet hun klatrer ned i vandet. Grenene knirker. Hun slipper, og vandet tager hende. Det kolde vand omslutter hende, og hun lader sin krop vænne sig til kulden, før hun sætter af fra kanten med fødderne. Så begynder hun at svømme roligt ud i det dampende vand. Hun kan ikke se den fjerne ende, hvor det er dybt, men hun ved, at hun vil nå der‑ hen, hvis hun bliver ved med at sparke med fødderne. Rosemary er 86 år gammel, men i vandet har hun ingen alder.

Rosemary har boet i Brixton hele sit liv. Under krigen var hun et af de få børn, der blev. Bortset fra de gange, hvor brandvæsnet brugte vandet i bassinet til at slukke ildebrande med, var frilufts‑ badet altid åbent, og hun kom her, hver gang hun fik chancen. I begyndelsen havde hun dårlig samvittighed over at lege i vandet, mens hendes far og hendes venners fædre var i krig. Der var også farlige situationer, som dengang parken lige uden for friluftsbadet og gaden langs den, Dulwich Road, blev bombet om natten. Hun kan huske, at hun var i parken dagen efter og så folk vakle forvå‑ gede rundt i ruinerne og lede efter, hvad der måtte være tilbage af deres udbombede huse, mens naboerne hjalp til.

Men friluftsbadet lå, hvor det altid havde ligget. Og efterhån‑ den som månederne gik, blev det umuligt at være nedtrykt hele tiden. Det var som at sidde stille i sit søndagstøj alt for længe.

På et tidspunkt var hun simpelthen nødt til at pille ved tøjet og løsne kraven og dingle med benene og være teenager igen. I de 19

Libby Page_TRYK.indd 19

17/12/2018 13.50

år var friluftsbadet et stille sted, for de fleste af Brixtons børn var evakueret ud på landet i sikkerhed, og når mændene var i krig, og kvinderne arbejdede, var det svært at finde en livredder. Hun havde tit det kølige, blå vand helt for sig selv.

Hun kan høre bussen holde ind ved et stoppested på den anden side af muren og køre igen. Hun kan også høre toget, der standser ved Herne Hill og kører videre rundt om hjørnet til Lou‑ ghborough Junction. Hele Rosemarys liv har udspillet sig inden for disse stednavne. Der er alle bakkerne: Tulse Hill, Brixton Hill, Streatham Hill, Herne Hill. Så er der “landsbyerne”: Dulwich, West Norwood, Tooting. Navnene er lige så velkendte som smagen af tandpasta. Hun kender busruternes numre på tallenes form og gadenavnene på deres lyd – App-ach, Strad-ella, Dal-keith, Holling-bourne, Tal-ma.

Før i tiden kendte hun også alle butiksfacaderne, men de er blevet sværere at huske. Somme tider føles det, som om nogen spiller hende et puds. Hver gang en butik, hun kender, erstattes af en, hun ikke kender, typisk en ejendomsmægler eller en cafe, er hun nødt til at strege den gamle butik ud på kortet i sit hoved og erstatte den med den nye. Det er svært at følge med, men hun prøver. Hvis hun ikke lærer de nye steder at kende, vil hun fare vild, og byen vil ikke længere være hendes. Hun ville ønske, der fandtes en eller anden form for anerkendelse af al den viden, hun har samlet sammen i sit liv. Hvis hun tømte sin hukommelse for alle de lagrede tal og navne og gader, ville der måske blive plads til, at hun lærte noget nyttigt som et nyt sprog eller at strikke.

Især at strikke ville være nyttigt om vinteren.

Rosemary svømmer brystsvømning, støt og roligt med hovedet skiftevis over og under vandet, så ørerne fyldes med vand. Hun kan se sine rynkede hænder foran sig, men ved ikke, om rynkerne skyldes vandets brydning eller alderen. Hun bliver altid overra‑ sket over sine rynker. Teenagepiger har ingen rynker. Hun er en 20

Libby Page_TRYK.indd 20

17/12/2018 13.50

teenagepige, der svømmer om morgenen under det vagtsomme blik fra det store gamle ur og livredderen, der piller ved fløjten i sin hånd. Hun svømmer, før hun skal møde på arbejde på bib‑ lioteket – hvis hun skal nå det, må hun skynde sig at klæde om.

Vandet vil stadig dryppe fra hendes hår, når hun går op og ned ad gangene mellem bogreolerne.

“Nå, har du svømmet over Kanalen?” vil George spørge, når hun kommer hjem om aftenen.

“Jeg arbejder på sagen.”

Men nu er biblioteket lukket, og George er her ikke mere.

Hun standser i den lave ende og læner sig ind mod kanten, før hun langsomt går hen til stigen. Hun forestiller sig friluftsbadet som et privat fitnesscenter kun for bestemte mennesker, der bor i bestemte ejendomme, og selv om hun er vant til det kolde vand, gyser hun. Da hun er kommet op af vandet, er hun ikke længere ung, og hendes knæ gør smertefuldt opmærksom på sig selv. Hun lagde aldrig mærke til dem, da hun var ung. Ligesom det gratis buskort er de en del af hende nu, som hun ikke bryder sig om.

Hun køber stadig billet, når hun skal med bussen. Det er et princip.

Libby Page_TRYK.indd 21

17/12/2018 13.50

KAPITEL 4

Kates hjemvej fører hende gennem beboelseskvartererne på hver side af hovedgaden. Indimellem kigger hun op på lejlighederne og forestiller sig de historier, der udspiller sig derinde.

En familie sidder i rummet ud mod gaden og spiser aftensmad; skæret fra tv’et falder på deres ansigter, så hun kan se deres over‑ raskelse, nedtrykthed eller kedsomhed. En pige står på femte sal og øver sig på sin genbrugsviolin, og uventede Bachtoner finder vej ned på gaden.

I lejligheden under pigens sidder et ungt par på altanen og ryger en joint. De har ingen strømper på, og de bare fødder rører næsten ved hinanden ligesom deres kroppe i øvrigt. Den sødlige lugt er det første, kvinden i nabolejligheden lægger mærke til, da hun kommer hjem fra arbejde. Hun åbner døren til sin altan, smider frakken fra sig på sofaen, lægger sig oven på den med hænderne på maven og trækker vejret dybt.

I køkkenet i en stuelejlighed sidder et ældre par og spiser aftensmad. De sidder ved siden af hinanden og ser begge to ud ad vinduet på en ræv ude i det offentlige anlæg. Da de er færdige med at spise, tager de hinandens hånd under bordet.

Familien i et stort byhus er spredt rundt i værelserne, som om de bor i hver sin delstat, men under samme flag. I huset ved siden af er to piger i gang med at klæde sig ud, den ene som prinsesse, den anden som Spiderman. Prinsessen og Spiderman holder hinanden i hånden og hopper i sengen.

22

Libby Page_TRYK.indd 22

17/12/2018 13.50

Bag visse vinduer er historien trist, bag andre er der latter og kærlighed, som ikke altid er højlydt eller pralende, men som bare findes i rummene ligesom møbler og gulvtæpper.

Kate går og forestiller sig, at der et eller andet sted i byen er en ligesom hende, der sidder alene på sit værelse og spiser peanutbut‑ ter direkte fra glasset. Hun spekulerer på, om nogen af alle disse fremmede mennesker ville forstå hende, hvis hun fortalte dem det, hun ikke kan fortælle sin egen familie – at der er dage, hvor hun slet ikke har lyst til at stå op, og at hun har glemt, hvordan det føles at være glad.

Men naturligvis vil hun ikke indrømme over for nogen, at hun er ensom. Det er ikke meningen, at man er ensom, når man er i 20’erne. I 20’erne får man venner for livet, man har upassende kærester og tager på vilde ferier og drikker shots af hinandens bare maveskind og har det Vildt Fedt. På Facebook ser hun folk fejre fødselsdage og gå i byen, og det ser virkelig ud, som om de har det fantastisk. De glitrer op imod hende fra mobilens skærm.

Det er, som om alt livet er gået til andre, der er ikke noget tilbage til hende. Sådan har hun det. Hun siger ikke til nogen, at hun ofte føler sig som en ynkelig, pjusket bamse, som nogen har glemt under en bænk på en undergrundsstation. Det eneste, hun ønsker sig, er, at nogen ville samle hende op og tage hende med hjem.

Kate bor i et bofællesskab med fire andre – to studerende og to, der laver et eller andet, som hun ikke er helt sikker på, hvad er. De kommer hjem på forskellige tidspunkter og går ind til sig selv og lukker døren. De kommer kun forbi hendes værelse på vej til badeværelset (husets eneste). Hun har hørt dem stønne, mens de havde sex (tynde vægge), og set deres kønshår i bruserafløbet, men hun ved ikke, hvor de var, før de flyttede ind i huset her, eller hvad deres yndlingsfilm er. Faktisk ved hun slet ikke, hvem de er.

Og de ved bestemt heller ikke, hvem hun er. Men hvad er der også at vide? Søskende: Ja, en storesøster, Erin. Forældre: en 23

Libby Page_TRYK.indd 23

17/12/2018 13.50

mor og en stedfar og en far, der bor på Antigua sammen med sin kæreste, og som kun ringer ved særlige lejligheder (hendes fødselsdag, til jul, og da hun tog eksamen).

“Tillykke med fødselsdagen, K.” “Tak, far. Er det stadig godt vejr?”

“Også i den grad. Regner det stadig hos jer?”

“Også i den grad.”

“Jeg savner dig.”

“Okay. Farvel, far.”

“Farvel, Kate.”

Kate og Erin voksede op i en forstad sammen med deres mor og Brian, deres stedfar. Moderen arbejdede på et reklamebureau og går altid i spraglet tøj og fortæller vitser. Brian er mere stille.

Han er akademiker med speciale i en bestemt periode i Middel‑ alderen, som Kate aldrig kan huske. Han går i tykke uldsweatre og har runde briller, og da Erin engang havde fortalt, at den slags var på mode i skolen, havde han grinet. Brian var flyttet ind, da Kate var syv, på et tidspunkt, hvor hun havde været for lille til at sætte spørgsmålstegn ved noget. Hendes liv var noget, der bare skete, hun vidste ikke, at hun selv havde indflydelse på det. Erin, der er seks år ældre, havde været mere på vagt, ligesom en kat, der holder afstand til en ny gæst i huset, og som flygter ind under sofaen ved enhver pludselig bevægelse. Men efterhånden havde de alle fire fundet sig til rette som en familie. Det var behageligt og problemfrit. De havde hver deres rolle at spille, og det gjorde de godt: Moderen tog dem med hen at se på ny kunst og spurgte dem, hvad de syntes om billederne, og hvad de fik dem til at føle, og Brian læste højt af avisen, hjalp dem med lektierne og stak fra tid til anden Erin lidt penge til at gå i byen for. Kate og Erin havde også deres faste roller: Kate var den generte lillesøster, der altid sad med næsen i en bog, og Erin var cool og hersede rundt med 24

Libby Page_TRYK.indd 24

17/12/2018 13.50

søsteren og nedlod sig indimellem til at vise hende lidt ømhed, som om hun gav hende en hundekiks for god opførsel. På Kates første dag i sjette klasse på den nye skole havde Erin vist hende, hvordan skoleuniformen skulle sidde, så hun ikke blev stemplet som “nørd” eller “ballademager”. Det afhang af nederdelens længde og antallet af synlige striber i slipset.

Kate gik på det lokale universitet i Bristol, dels fordi det var billigere at blive boende hjemme, dels fordi hun ikke følte sig klar til at flytte hjemmefra. Da hun var færdig med studierne, tog hun til London for at tage en overbygning i journalistik, og så fik hun arbejde på avisen i Brixton.

Dengang Kate flyttede til London, havde hun troet, at hun ville møde en hel masse mennesker. Men nu har hun været her i to år, og det er stadig ikke sket. Hun har ikke andre end bofæl‑ lerne, der aldrig tager opvasken, så den hober sig op som et spil klodsmajor, og som synes, at skimmelsvamp er den perfekte pynt til et badeværelse.

Hendes venner hjemme i Bristol var blevet i byen og havde ikke lyst til at flytte til London. De sagde, de godt kunne lide at bo der, hvor de kendte alle, og at de jo havde Bristol, hvis de havde lyst til en bytur. De syntes, der var dyrt i London, og forstod ikke, hvorfor de dog skulle flytte. De havde ret i det med pengene, og Kate har ikke råd til at rejse hjem på besøg særlig tit. For et års tid siden var hun helt holdt op. Ingen lod til at have bemærket det, og hun har ikke talt med sine gamle venner siden.

Somme tider føles ensomheden som forstoppelse, andre gange som en dump smerte bag øjnene, eller som om arme og ben er for tunge. De gange, hun er nødt til at tage undergrundstoget, sidder hun altid og læser Time Out og forestiller sig alle de ting, hun kunne gøre – speeddating i Shoreditch, silent disco på en tagterrasse inde i City, eller hun kunne lære at hækle et par iro‑ niske bukser på en cocktailbar-skråstreg-retroeventvenue. Men så 25

Libby Page_TRYK.indd 25

17/12/2018 13.50

kommer hun i tanker om, at speeddating kun går ud på at gentage sit navn og sin stilling til 30 fremmede mænd, at silent discos er sjovere, hvis man er flere af sted sammen, og at ironiske bukser er mindre ironiske, når man er den eneste, der griner ad dem.

Så i stedet går hun altid lige hjem efter arbejde, bortset fra et kort pitstop i supermarkedet efter sin yndlingsfærdigret og en flaske tilbudsvin, hvis køleskabet er tomt. Hun kommer hjem, giver maden tre minutter i mikrobølgeovnen og lukker døren til sit værelse bag sig.

Værelset er ikke særlig stort, men der er plads til en dobbelt‑ seng og et lille skrivebord. Hun har ingen bogreoler, så bøgerne står i vakkelvorne bunker op ad væggen. På skrivebordet står hendes laptop og en halvvissen potteplante, som hun fik af sin mor, da hun flyttede ind. “Tillykke med omplantningen” står der på det lille kort, der stadig sidder fast med et bånd om potten.

Hun åbner vinen. Så sidder hun på sengen og ser dokumen‑ tarudsendelser med titler som Drengen der vil skære armen af sig selv. Og hun græder, for underligt nok ved hun, hvordan det føles, når man har mest lyst til at kravle ud af sin egen krop, eller hvis man ikke kan det, så skære sine lemmer af og slippe væk på den måde. Eller måske er det bare på grund af vinen. Hun drikker altid for meget, fordi det gør hende omtåget, og det er bedre end at tænke på angsten, der sidder på hendes skulder, eller skyen, der hænger over hovedet.

Hun sidder længe oppe og glor på den lysende skærm på pc’en i håb om at finde trøst dér, mærke en samhørighed med andre, der også sidder i skæret fra deres computere. Når hun bliver træt af at lede, klapper hun den sammen og lægger den ved siden af sengen. Somme tider græder hun videre, så puden bliver våd.

Hun prøver at gøre det stille, så hendes bofæller ikke hører det, men hun kan godt komme til at hikste og gispe efter vejret som en druknende. Når det sker, spekulerer hun på, om hun mon 26

Libby Page_TRYK.indd 26

17/12/2018 13.50

i virkeligheden ønsker, at nogen skal høre hende, at nogen vil banke på og tage hende i sine arme og sige, at det nok skal gå alt sammen. Men det er der aldrig nogen, der gør. På et tidspunkt løber hun tør for tårer, og så ligger hun i mørket med åbne øjne og er helt følelsesløs. Og så falder hun i søvn.

Libby Page_TRYK.indd 27

17/12/2018 13.50