Kinesisk litteratur i 3000 år

Bogen er udgivet med støtte fra

Kinesisk litteratur i 3000 år Peter Damgaard og Anne Wedell-Wedellsborg

Indhold 6 10

Forord Introduktion

I. Det klassiske fundament 1000-0 f.v.t 18 24 32 38 46 54 62 70

Det klassiske fundament Digtenes bog 詩經 Konfucius 孔子 Laozi 老子 Mencius 孟子 Zhuangzi 莊子 Qu Yuan 屈原 Sima Qian 司馬遷

II. Lyriske former 0-1200 82 88 94 100 105 112 120 129 134 138 142 151

Lyriske former Lu Ji 陸機 Tao Yuanming 陶淵明 Wang Wei 王維 Li Bai 李白 Du Fu 杜甫 Bai Juyi 白居易 Li He 李賀 Li Shangyin 李商隱 Ouyang Xiu 歐陽修 Su Dongpo 蘇東坡 Li Qingzhao 李清照

III. Fortællinger, romaner og litterære skitser 700-1900 160 166 178 186 196 207 215 225 237

Fortællinger, romaner og litterære skitser Yuan Zhen 元稹 Luo Guanzhong 羅貫中 Shi Nai’an 施耐庵 Wu Cheng’en 吳承恩 Lanling xiaoxiao sheng 蘭陵笑笑生 Pu Songling 蒲松齡 Cao Xueqin 曹雪芹 Shen Fu 沈復

IV. Det moderne Kina 1900246 252 261 265 274 285 290 298 305 314 323 330 337 342

Det moderne Kina Lu Xun 魯迅 Xu Zhimo 徐志摩 Lao She 老舍 Eileen Chang 張愛玲 Mao Zedong 毛澤東 Bei Dao 北島 Can Xue 殘雪 Mo Yan 莫言 Yu Hua 余華 Gao Xingjian 高行健 Zhai Yongming 翟永明 Yan Lianke 閻連科 Cixin Liu 劉慈欣

358 360 364 368 374 376

Dynastiliste Ordliste Bogens oversættelser Videre læsning Illustrationer Register

Forord

Kinesisk litteratur i 3000 år

Kinesisk litteratur på dansk har ført en ujævn tilværelse. På trods af sporadisk interesse har oversættelser ofte stået alene, uden tilsvarende eller kontrasterende værker at spejle sig i og uden nogen større fortælling at støtte sig til. Dette er heldigvis begyndt at ændre sig, og over de sidste 10-15 år har særligt samtidslitteraturen været langt bedre eksponeret. Det er denne udvikling, vi ønsker at komplementere med nærværende udgivelse. Kinesisk litteratur i 3000 år er et forsøg på at danne et overblik og indfange noget af det, der binder individuelle værker sammen på kryds og tværs og danner referencepunkter op gennem litteraturhistorien.

En sådan fremstilling vil nødvendigvis altid have sine begrænsninger og blinde vinkler. Af hensyn til værkets samlede længde og homogenitet er fokus primært lagt på poesi, fiktion og essayistik – dog med inklusion af filosofi og historie i den formative periode. Hensynet har medført beklagelige udeladelser inden for de nævnte genrer, men det har også tvunget os til at nedprioritere fyldestgørende indføring i blandt andet drama og folkesagn. I den moderne periode har vi været nødt til at se bort fra kinesisksproget litteratur fra Taiwan, Hongkong og andetsteds, og med få undtagelser har vi heller ikke været i stand til retmæssigt at repræsentere den kinesiske litterære diaspora, som den har taget sig ud gennem de seneste 100 år. Herudover har ønsket om at afspejle en kanon – eller de nævnte fælles “reference­ punkter” – resulteret i en helt urimelig skæv kønsbalance og et manglende blik på de allernyeste tendenser på den litterære scene. Håbet er ikke desto mindre, at disse begrænsninger vil få det inkluderede materiale til at stå stærkere og desuden anspore læseren til at søge videre og dybere ind i en ufattelig lang og fascinerende litterær tradition for derved at danne egne erfaringer og forfølge egne personlige præferencer.

Bogen er altså et forsøg på at blotlægge nogle af de centrale byggesten i Kinas litteraturhistorie. De valgte tekster kan nydes som de litterære kunstværker, de er. Samtidig vil de ideelt set kunne bibringe viden om og kulturel forståelse for en af verdens store civilisationer – den længst ubrudt eksisterende – og indsigt i det fælles tankestof, som danner reso­nans­

6

Kinesisk litteratur i 3000 år

bund for det moderne, mangeartede, komplekse og hastigt udviklende kinesiske sam­fund.

Her præsenteres eksempler på de originale tekster, som har været formidlet gennem generationer, læst af eliten, udbredt i populære, let tilgængelige versioner, forvansket eller brugt som inspiration i traditionel mundtlig fortællekunst – eller i vore dage som råstof for compu­terspil og onlineføljetoner. Snarere end at være et komplet billede tilstræber bogen at præsen­tere et udsnit af litterær dannelse: digte, romaner, essays, noveller, fortællinger og filosofiske læresætninger, der på forskellig vis har indskrevet sig i Kinas samfund og kollektive bevidsthed.

Valget af tekster og uddrag af tekster er udelukkende vores. Af hensyn til forståeligheden og bogens samlede udtryk er oversættelsen af kinesiske titler og begreber i nogle tilfælde standardiseret, ligesom transskriptionssystemet pinyin er brugt, medmindre anden etableret standard eksisterer. Da langt den overvejende del af bogen handler om tiden før Folkerepublik­ ken (1949-), har vi valgt at gengive kinesiske ord med de traditionelle, usimplificerede skrifttegn – som også er udbredt uden for selve Kina – i stedet for de forenklede, der i dag anvendes i Folkerepublikken.

Intet af dette havde været realistisk uden S.C. Van Fondens støtte og tilskyndelse, og vi er taknemmelige for bestyrelsesformand Ditlev Tamms og administrator Susanne Benns engagement og dedikerede arbejde. Bogen havde stået langt løsere uden Rikke Kensingers indsigts­ fulde redaktion, kommentarer og forslag og havde næppe nået sin nuværende form uden Gads Forlags tillid og tro på projektet. Uden tvivl havde det næppe heller været muligt at samle oversættelser fra 3000 års kinesisk litteraturhistorie uden at stå på skuldrene af en bred vifte af pionerer, oversættere og litterater: Søren Egerod, Else Glahn, Nina Fønss, Gunnar Svane, Poul Andersen, Vibeke Børdahl, Bent Nielsen, Susanne Posborg, Sidse Laugesen, Rakel Haslund-Gjerrild, Bo Ærenlund Sørensen, Arne Herløv Petersen, Hugo Hørlych Karlsen og Marianne Larsen. Vi er dem stor tak skyldig.

Forord

7

Introduktion Kinesisk litteratur i 3000 år

Den, som ikke over tre tusinde år kan aflægge sit regnskab, forbliver i det dunkle som en uerfaren og kan blot leve fra dag til dag.

– Johann Wolfgang von Goethe, 1819 Skal man tage Goethes (1749-1832) ord for pålydende, vil mange af verdens kulturer i dag være henvist til at “forblive i det dunkle”. Dog ikke den kinesiske. Vi ved ikke, om Goethe også ville fremhæve Kina – som han livet igennem interesserede sig levende for – da han betonede bevidsthed om historien og en gammel kultur som forudsætning for et oplyst livssyn.

Men vi ved, at han efter læsning af en oversat kinesisk roman i 1827 satte skred i begrebet “verdenslitteratur” som kilde til forståelse mennesker imellem. Med opfattelsen af litteraturen som formidler af universelle værdier og sin insisteren på tidligere perioders relevans for nutiden var Goethe helt på linje med det klassiske kinesiske dannelsesideal.

I det klassiske Kina kunne engagementet i fortiden ofte grænse til en form for besættelse.

Frem til begyndelsen af 1900-tallet var det en udbredt opfattelse, at litteratur kun for alvor udfoldede sig i dialog med historien. Få satte pensel til papir uden et dybt kendskab til alt af betydning, der var gået forud, og man indskrev sig bevidst i kontekst af tidligere værker og mes­ tre. Selvom kinesisk litteratur i moderne tid for længst har ladet sig indflette i “verdenslitteraturen” og derved krydsbestøve af andre kulturer, har den aldrig endegyldigt forkastet den selvrefererende ramme, der med Goethe “kan føre sit regnskab tre tusind år tilbage”.

En afgørende faktor bag Kinas litterære sammenhængskraft er naturligvis skriftsproget, der trods udvikling og opbrud har udvist forbløffende kontinuitet op gennem historien. Det er det eneste af verdens gamle ikkealfabetiske skriftsystemer, som stadig er i brug. De tidligste overleverede skrifter – i form af indgraveringer på dyreknogler og skildpaddeskjold – stammer fra det sene Shangdynasti (ca. 1600-1046 f.v.t.) og udgør en forløber for det skrift­ sprog, “klassisk kinesisk” wenyan, der tog form i de sidste århundreder før vor tid og var det

Forrige opslag: Boghandlen – aldrig bare et sted, der sælger bøger, men et rum for fordybelse og kulturel interaktion. I Kina har der siden klassisk tid ofte været et begrebsmæssigt sammenfald med studio eller bibliotek. Som med denne afdeling af Librairie Avant-Garde, Junhui Bookstore (Xianfeng Junhui Shuwu), i Nanjings historiske Laomendongdistrikt.

Til højre: De ældste overleverede eksempler på det kinesiske skrift­sprog findes på orakelben – typisk skulderblade fra okser og andre dyr eller skildpaddeskjolde. Man indgraverede spørgs­mål til forfædrene i benet og udsatte det for høj varme. Herved opstod der sprækker, man kunne tolke som svar. Sommetider indgraverede man også svaret. Det viste er fra Shangdynastiet.

10

Kinesisk litteratur i 3000 år

dominerende litterære sprog i kejsertidens Kina. Wenyan var baseret på grammatik og syntaks, der tog udgangspunkt i tekster med tilknytning til filosoffen Konfucius, hvilket dermed fra et tidligt tidspunkt knyttede et tæt bånd mellem det litterære sprog og det herskende tankesystem. Selve skrifttegnene har efterfølgende gennemgået forenkling og standardisering, men deres grundlæggende form og betydning har ligeledes udvist bemærkelsesværdig modstandsdygtighed over for forandring.

Uagtet betydelige historiske og regionale variationer i talesproget forblev skriftsproget med andre ord relativt stabilt og var indtil 1900-tallet en af grundpillerne i den klassiske kultur. Som betydningsbærende, primært ikkelydgengivende skriftsystem har det holdt sammen på et kæmperige med et utal af dialekter, der mundtligt var gensidigt uforståelige. Internt har skriftsproget dermed udgjort en varig sammenhængskraft i samfundet, og eksternt har det ydet indflydelse på andre asiatiske kulturer og knyttet dem til den kinesiske civilisation.

Allerede under Det Østlige Handynasti (25-220) mistede wenyan øjensynligt forbindelsen til det talte sprog og blev herefter gradvist mere uforståeligt uden for den skolede elite af embedsmænd og lærde. At det anerkendte litterære sprog på den måde var fastfrosset i tid (og klasse) etablerede en særlig forbindelse på tværs af generationer: en intimitet, der opløste den historiske afstand og samtidig sikrede et vedholdende engagement i fortiden. Denne centralt hævdede og bredt accepterede sproglige og litterære standard udgjorde rygraden i Traditionen, som definerede den kunstneriske og idémæssige mainstream – ofte sidestillet med konfuciansk ortodoksi, men typisk et mere broget sammenrend af idéer – og som her er sat med stort for at adskille den fra en række mindre traditioner (såsom den daoistiske og buddhistiske). Traditionen varetog således også definitionen af det litteraturbegreb, der skulle vise sig dominerende gennem det meste af den klassiske periode trods fremkomsten af en litteratur på talesproget baihua allerede under Tangdynastiet (618-907) og i større udstrækning fra 1300-tallet.

Selve det overhovedet at have et særligt ord for begrebet skønlitteratur er et nyere fænomen. Den moderne betegnelse wenxue betyder egentlig studiet af wen. Wen, der i sin grundbetydning hentyder til et mønster, er det samlende klassiske begreb for kultur. Det står også som symbol på det civile aspekt i komplementær kontrast til wu, det militære. Den vise versus krigeren – med klar præference for førstnævnte. Wen finder ifølge Traditionen sit reneste udtryk i skriften. Skriftens fornemste opgave var at formidle Vejen (dao), som er de ordnende principper i verdens kaos. I den traditionelle kinesiske opfattelse var der ikke noget dybt skel mellem det, vi i dag kalder historie eller filosofi, og så skønlitteratur. Til gengæld var en vigtig del af det, man senere forstår ved ordet litteratur, wenxue, nemlig fiktionsprosa på talesproget, ikke anset for værdig til betegnelsen før i 1900-tallet.

Den traditionelle bibliografiske systematisering af det litterære korpus, der var i brug fra 200-tallet og frem, udtrykker et klart hierarki: Øverst stod klassikerne, en håndfuld vidt forskellige tekster, der samlet udgjorde den konfucianske kanon og angiveligt formidlede den dybeste sandhed om Vejen og dermed alt under himlen. Dernæst kom historieskrivningen, der blev værdsat for sin sandhedsværdi og senere skulle vise sig at være en vigtig inspirationskilde for fiktionsprosaen. I tredje geled kom filosofierne, der omfattede idéer uden for den

12

Kinesisk litteratur i 3000 år

konfucianske grundstamme – såsom de daoistiske. Nederst lå samlingerne, der som kategori kommer tættest på et moderne litteraturbegreb: digte, essays, fortællinger osv. Alt sammen naturligvis på wenyan.

I opretholdelsen af Traditionen på tværs af skiftende dynastier og sociale konstellationer udgjorde embedsværket en betydelig faktor. En post som embedsmand sikrede velstand og social anseelse og var derved eftertragtet af enhver respektabel familie. Adgang blev mellem 606 og 1905 administreret af det kejserlige eksamenssystem, hvor en betydelig del af pensum bestod af de litterære og filosofiske klassikere, og hvor eksaminanden skulle vise, at han (det var udelukkende mænd) kunne skrive i de etablerede former. Succesfulde kandidater havde som regel været fordybet i litteraturen allerede fra barnsben, hvilket medførte, at hele den administrative klasse var kendetegnet ved en omfattende litterær dannelse som led i en fælles kultur. Derfor blev litteratur og politik ofte opfattet som to sider af samme sag. Selv de største digtere drømte om officielt embede, og enhver embedsmand med respekt for sig selv digtede som minimum til privat brug. Det medførte naturligt en opfattelse af Vejen, litteraturen og regeringsførelsen som en treenighed. Den moralske forpligtelse, det æstetiske udtryk og rigets administration udgjorde ideelt set et hele, men på et mere grundlæggende plan kan man sige, at litteraturen ofte havde højere ambitioner end de rent litterære.

Selvom Traditionen udgjorde den stamme, der bandt kinesisk litteratur sammen gennem det meste af den klassiske periode, var den konstant krydsbestøvet af de mindre traditioner: ofte i dialog, sommetider i konflikt og nogle gange decideret udstødt og i opposition. Til og med Handynastiet (206 f.v.t.-220 e.v.t.) bestod de mindre litterære traditioner hovedsageligt af daoismen og diverse folketraditioner. Man skelnede ikke nødvendigvis skarpt mellem center og periferi: Traditionen optog, hvad den kunne bruge, og forkastede resten. Fra 100-200-tallet opnåede buddhismen større og større indflydelse og etablerede sig efterhånden som Kinas tredje store livsfilosofi. Som samhandlen med omverdenen blev mere omfattende, voksede også indflydelsen fra andre kulturer, men det er først på tærsklen til 1900-tallet, at en reel udfordrer viser sig i skikkelse af det moderne Vesten.

Introduktionen af vestlig litteratur skete på et tidspunkt, hvor Kina politisk var i knæ som følge af interne uroligheder og ekstern aggression fra netop Vesten. Vestlig litteratur blev følgende tillagt de samme politiske og moralske egenskaber, som havde karakteriseret Traditionen de foregående to årtusinder. Vestens overlegenhed militært og videnskabeligt måtte derfor også indebære en overlegen litteratur, og særligt det, der blev kendt som Fjerde maj-bevægelsen, advokerede i de første årtier af 1900-tallet for en fuldkommen afskaffelse af Traditionen både tankemæssigt, litterært og sprogligt. De kvaliteter, der havde gjort Tradi­ tionen langlivet og universel, blev nu anset som de primære forhindringer for Kinas modernisering. Det vedvarende engagement i fortiden og de litterære klassikere blev affejet som elitens redskab til at holde sig selv ved magten og slavegøre den brede befolkning. Wenyan blev erklæret et “dødt sprog” ude af stand til at følge med tiden og det levede liv. I stedet ka­no­ niseredes værker fra den hidtil uglesete litteratur på talesproget baihua, som siden 1300-tallet var vokset frem i skyggen af den “seriøse” klassiske litteratur.

Introduktion

13

Overordnet set kan Kinas litteraturhistorie siges at have været præget – og i en vis forstand drevet frem – af komplementære modsætninger. Primært modsætningen mellem den konfucianske samfundsetik og den daoistiske naturfilosofi. Hvor den første lagde vægt på forskrifter om opførsel og forpligtelser i et hierarkisk organiseret system, vægtede den anden spontanitet og ikkehandlen. Med tilføjelsen af buddhismen i nærheden af denne anden pol har forfattere ofte placeret sig inden for dette spektrum. Sommetider standhaftigt ved en af yderpolerne, men ofte et sted midt imellem, frit trækkende gennem de forskellige traditioner.

Et andet modsætningsforhold, der ofte flød sammen, var opfattelsen af litteraturens rolle som henholdsvis en måde at opretholde det korrekte forhold mellem menneske, samfund og natur – fra 1000-tallet udmøntet i udtrykket “litteratur formidler Vejen” (wen yi zai dao) – og som medium for følelser og subjektive sindsstemninger, opsummeret i formuleringen “digtet udtrykker viljen” (shi yan zhi) (se Del I). Den kinesiske litteraturhistorie er ofte beskrevet som en evig pendlen mellem de to, mellem det eksplicit moraliserende og det mere personlige. Men som det ses udfoldet i denne bogs tekster, var disse litteratursyn snarere et uadskilleligt hele end distinkte modpoler.

Herudover kan man skelne geografisk og kulturelt mellem nord og syd – mellem områder­ne omkring Den Gule Flod, der gennem store dele af historien udgjorde magtens centrum, og områderne syd for Yangzifloden, der var grobund for perifere kulturer, og hvortil uvorne litte­ra­tur­ personligheder og embedsmænd i unåde med jævne mellemrum blev eksileret. Fra omkring 1300-tallet kan man som nævnt ydermere skelne sprogligt mellem wenyan-litteraturen og en litteratur på baihua – et mere dynamisk skriftsprog tæt på talesproget – der kom til at udgøre et markant signal i overgangen fra den klassiske til den moderne litteratur, men som traditionelt definerede en adskillelse mellem det høje og det lave, finlitteraturen og popu­lærlitteraturen.

Dertil kommer, at selvom den kinesiske litteraturhistorie i praksis opviser en rigdom af værker, der inkluderer fantastiske og overnaturlige elementer, er der i Traditionen en dyb skepsis over for det ikkevirkelige, det fiktive, det opfundne. Litteraturen skal per definition være sand. Stilistisk indebærer det, at selv tydeligt fiktive værker ofte vrimler med præcise detaljer om tid og sted, der prætenderer, at her kommer noget, som faktisk er sket.

Denne bog har til formål at skabe et overblik over Kinas lange litteraturhistorie ud fra den betragtning, at det 3000-årige regnskab ofte ligger som en undertekst i den stadige strøm af nye kinesiske værker. Mens regnskabet kan synes umiddelbart indlysende for forfatteren, kan det ligge i vejen for en dybere læseoplevelse i oversættelse. Med bevidstheden om det grundlæggende umulige i opgaven søger bogen at præsentere et forsøg på et regnskab: en version af en undertekst, der kan informere et givent værk, og som forhåbentlig kan berige læsningen af mange kinesiske værker. Og på samme måde som Goethe søgte indblik i andre kulturer, kan den måske også kaste lys ind i en verden, der ofte synes at leve bag nedrullede gardiner.

Bogen er inddelt i fire dele, organiseret nogenlunde kronologisk og med fokus på et særligt litterært udtryk. Del I præsenterer tekster fra det første årtusind før vor tidsregning. Udover to lyriske samlinger, der også efter moderne kinesisk og vestlig opfattelse ville beteg-

14

Kinesisk litteratur i 3000 år

nes som litteratur, drejer det sig om uddrag af skrifter, som efter moderne definition snarere ville kategoriseres som filosofi og historie. Det er konfucianismens, daoismens og historieskrivningens kanoniske tekster, der stadig indgår som en levende del af den kinesiske kulturtradition, og hvis pulsslag fornemmes i litteraturen hele vejen op til i dag.

Del II med tekster fra de næste 1000 år, mere præcist fra 200- til 1100-tallet, er helliget lyrikken i dens forskellige former. Poesien betragtes i klassisk kinesisk optik som den ædleste æstetiske frembringelse og det klareste udtryk for forfatterens personlighed. De korte former dominerer over længere episke. Ideelt set er det lyriske værk et destillat af digterens oplevelse og sindsstemning et givent øjeblik, samtidig med at det indfrier formelle krav til rim og rytme. Ofte med en slags dobbelt tidsbevidsthed: et akut nu, der indfanger det forgængelige, kombineret med ubesværede referencer tværs over store tidsspand og ekko af samhørighed med tidligere perioders digtere.

I Del III er prosaens udvikling i fokus. Tidsmæssigt spænder teksterne mellem 700- og 1800-tallet, altså delvist overlappende med Del II. Det er i prosaen, sociale forandringer tydeligst aflæses. Fra højlitterær fiktionsprosa på raffineret wenyan, der er med hele vejen, til et stadigt stigende antal fortællinger på det forkætrede baihua, talesproget. Fra korte noveller til fremkomsten af lange episodiske romaner. Først med historiske emnekredse og siden i form af sædeskildringer med detaljemættede dyk ind i privatlivets sfære.

I Del IV, bogens sidste del, er vi nået frem til moderne tid, her forstået som fra begyndelsen af 1900-tallet og op til i dag. I løbet af få årtier blev der vendt dramatisk op og ned på det litterære hierarki, mens litteraturen selv fandt nye former midt i en turbulent tid. Med Folkerepublikkens oprettelse i 1949 satte Kommunistpartiet nye snævre rammer for litteraturen.

Fremkomsten siden årtusindskiftet af et væld af nye medier, popkultur og markedsmekanismer og – trods en stadig håndhævet politisk censur – større interaktion med globale kulturprodukter har for alvor udfordret den seriøse skønlitteraturs årtusindgamle centrale position som moralsk, æstetisk og politisk pejlemærke.

Alle tekster er oversat eller gendigtet fra kinesisk, nogle nyoversatte, mens andre tidligere har været bragt i en eller anden form på dansk, og de er indrammet i en fortløbende fortælling om udviklingen i former og temaer. De fire dele indledes alle af overordnede introduktioner, og de enkelte opslag indledes af en generel introduktion til forfatteren og forfatterskabet efterfulgt af konkrete kommentarer og forklaringer til teksterne. Bogen kan derfor anvendes både som litteraturhistorie og som opslagsværk – de enkelte skønlitterære tekster kan læses i isolation, sammen med deres tilhørende introduktion(er) eller som del af en større helhed. Desuden vil krydsreferencer mellem de enkelte komponenter (markeret med rødt) gøre det muligt at gå på opdagelse i værket og følge en intuitiv læsning med nedslag tværs gennem Kinas litteraturhistorie. Engagement kan således foregå på forskellige niveauer afhængigt af interesse og forudgående kendskab.

Som Goethe anfører, bør regnskabet føres tilbage til begyndelsen: Kinas litterære grundtekster og de idéer, der har været fundamentale for litteratursynet de sidste 3000 år. Det eneste logiske sted at begynde er således ved Det klassiske fundament.

Introduktion

15