Konfliktzonen Danmark

KONFLIKTZONEN DANMARK Stridende fortællinger om nyere dansk historie © 2018 Forfatterne og Gads Forlag A/S 1. udgave, 1. oplag Forlagsredaktion: Grethe Jensen Projektledelse: Henrik Sebro Omslagsdesign: Harvey Macaulay, Imperiet Indholdsdesign: Le Bureau Grafisk tilrettelæggelse: Per Demuth, Demuth Grafisk Sat med: De Archie, Periodico Display og Museo Repro: Narayana Press Tryk og indbinding: GPS Group Printed in Bosnia-Herzegovina

ISBN: 978-87-12-05633-1 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Forsidebillede: © Kongehuset – Bjørn Nørgaards gobeliner

www.gad.dk

Konfliktzonen Danmark Stridende fortællinger om nyere dansk historie

Redigeret af Sissel Bjerrum Fossat, Rasmus Glenthøj & Lone Kølle Martinsen

GADS FORLAG

Indhold

PROLOG

KAPITEL 4

Historier om Danmark

8

Danmark og historiens afslutning

Frk. Friis’ klarsyn og fru Møhges senilitet 116

Sissel Bjerrum Fossat, Rasmus Glenthøj og

Fortællinger om forfatningskampen

Lone Kølle Martinsen

Jens Lei Wendel-Hansen

KAPITEL 1

KAPITEL 5

Danmark til Ejderen!

36

At være en forfatter i sin tid

Ejderfortællingens rolle i de dansk-tyske grænsekonflikter

Hvad er det moderne i det moderne gennembrud?

Inge Adriansen og Peter Yding Brunbech

Jørgen Aabenhus

KAPITEL 2

KAPITEL 6

Demokratiet og Grundloven

62

Den store fortælling og de forgangne fremtider

Visuelle konfliktzoner og kulturkampe i dansk kunst ”Europæerne” og ”de ­nationale” i 1800-tallets landskabskunst

Jeppe Nevers og Michael Bregnsbo

Karina Lykke Grand og Gertrud Oelsner KAPITEL 3

Historier om et nederlag Et urtraume og dets virkning gennem 150 år Rasmus Glenthøj

6

Indhold

88

136

160

KAPITEL 7

KAPITEL 12

Fortællingen om, hvorfor Danmark blev rigt – og hvorfor ikke rigere 180

En ny tid

Om helte og skurke i fortællingen om dansk velstand

284

Fortællinger om dansk udenrigspolitik efter Den Kolde Krig Sissel Bjerrum Fossat

Per Boje EPILOG KAPITEL 8

Den Store Krig og den meget større Besættelse 198 Verdenskrigene som danske erindringssteder

Verden er i farver, men historien er grå

308

Konsensus eller konflikt?

Sissel Bjerrum Fossat, Rasmus Glenthøj og Lone Kølle Martinsen

Nils Arne Sørensen E F T E R S K R I F T:

Tanker om kulturkampen

KAPITEL 9

I skyggen af Den Kolde Krig

222

334

Politiske og historiske fortællinger om Danmark under Den Kolde Krig

Et deltager­observatør­perspektiv på, hvordan de professionelle historikere tabte kampen om fortolkningen af historien

Rosanna Farbøl

Uffe Østergård

KAPITEL 10

Alle elsker velfærdsstaten?

240

Politiske strategier, konflikter og velfærdsmodeller

Litteratur 360 Noter 381 Personregister 402 Om forfatterne 407

Michael Kuur Sørensen KAPITEL 11

Grundtvig, folk og fællesmarked

262

Fortællinger om det europæiske projekt 1972-1979 Michael Herslund, Kristine Kjærsgaard og Lone Kølle Martinsen

KONFLIKTZONEN DANMARK

7

PROLOG

HISTORIER OM DANMARK Sissel Bjerrum Fossat, Rasmus Glenthøj og Lone Kølle Martinsen

Danmark og historiens afslutning Danskerne elsker at få at vide, hvad andre mener om dem, og det store udlands interesse for lille Danmark får derfor altid stor opmærksomhed i de danske medier. Det gælder især de positive historier, der kan bekræfte danskerne i deres selvforståelse, som når den amerikanske tv-station CNN rapporterer om, hvorfor danskerne angiveligt er verdens lykkeligste folk, eller når den amerikanske præsidentkandidat Bernie Sanders fremhæver Danmark som et socialdemokratisk Utopia. Det nordiske køkkens globale sejrsgang, hygge og de danske tv-seriers udenlandske succes har ligeledes pressens bevågenhed. Næsten uafhængigt af emne får den internationale interesse en massiv dækning i de nationale medier. I det mindste hvis emnet er letfatteligt og nemt at formidle i en nyhedsstrøm, hvor substans i stigende grad har svære vilkår.

Sidstnævnte kan være årsagen til, at det er gået hen over hovederne på de fleste danskere, at Danmark inden for de sidste år er blevet udråbt som intet mindre end historiens afslutning.1 Danmark skulle angiveligt have nået endemålet for verdenshistoriens politiske udvikling. En nation, hvor grundlæggende politiske forandringer hverken er ønskelige eller mulige. Synspunkterne findes i to sammenhængende værker skrevet af den fremtrædende amerikanske politolog Francis Fukuyama, der er professor ved det prestigefyldte Stanford University. Fukuyamas bøger skulle oprindelig have haft titlen Getting to Denmark. Udtrykket, der stammer fra to økonomer i Verdensbanken,2 dækker over, hvordan man skaber stabile, stærke, fredelige, rige og demokratiske stater med et velfungerende politisk system og bureaukrati, retssikkerhed og lav korruption.3

KONFLIKTZONEN DANMARK

9

Nogle danskere vil måske betvivle, at Danmark vitterlig lever op til dette ideal, men i mange internationale undersøgelser placerer Danmark sig faktisk i top på disse områder.4 Hvad vigtigere er, så handler begrebet Getting to Denmark mindre om virkelighedens Danmark end om forestillingen om det ideelle liberale demokrati.5 Et ideal, som Fukuyama mener Storbritannien og Danmark er kommet tættest på at realisere. At fremhæve Danmark som et ideelt demokrati er naturligvis ikke det samme som at hævde, at danskerne har nået historiens afslutning. Når man læser, hvordan Fukuyamas brug af Danmark i sine bøger bliver forstået i den internationale presse, så synes det imidlertid i denne sammenhæng at være tilfældet.6 Det er ikke uden grund.

Francis Fukuyama blev verdensberømt i 1989, da han inspireret af den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegels filosofi erklærede historien for afsluttet.7 Amerikaneren forstod ligesom sin preussiske læremester historien ud fra en moderne historiefilosofi,8 hvor historien udgør en fast enhed, der lineært bevæger sig frem mod et endemål. For Hegel var historiens afslutning Preussens oplyste, bureaukratiske og enevældige retsstat i 1820’erne, mens det for Fukuyama er det liberale demokrati, der med kommunismens sammenbrud ikke længere synes at have et plausibelt ideologisk alternativ. I de første år efter Den Kolde Krigs afslutning i 1990’erne gik demokratiet sin sejrsgang, men det udviklede sig ikke til et ustoppeligt triumftog. Stats- og nationsbygning har (atter) vist sig vanskelig uden for den vestlige verden, der i sig selv synes at befinde sig i en demokratisk kri-

10

Hi s t o r i e r o m D a n m a r k

se. De traditionelle partier presses af populisme fra begge fløje, mens et stort studie af befolkningernes tiltro til demokrati som styreform snarere viser en ideologi i forfald end en i fremgang.9 Det har fået Fukuyama til at kaste sig over de sidste fire tusinde års verdenshistorie for at finde ud af, hvilke stater der fungerer og hvorfor.

Amerikaneren er interesseret i, hvorfor og hvordan ideelle, liberale demokratier bliver skabt. Hvordan har Danmark nået historiens afslutning? Svaret er i kortform, at enevælden, kongen og hans embedsmænd, skabte en stærk og velordnet stat fra oven, mens N.F.S. Grundtvig lagde grunden til en stærk national identitet, der udviklede sig fra neden, fra et civilsamfund, hvor borgerne kunne og ville deltage i den demokratiske proces. Demokratiet blev indført ved en fredelig overgang, som middelklassen havde banet vejen for, og hvor arbejderne og kvinderne senere blev indlemmet i det nationale fællesskab.10 Fukuyamas Danmark er et fredeligt, demokratisk og harmonisk Konsensusdanmark, der med Grundtvig som den åndelige inspirator blev et Danmark for folket.

Fukuyamas forestillinger om ”Danmark” genfindes i andre internationale forsøg på at forstå, hvad Danmark er for en størrelse. Man kunne måske ligefrem tale om en Danishness-litteratur, hvor journalister og akademikere fortæller en historie, der i bemærkelsesværdig grad minder om Fukuyamas’. Grundtvig, andelsbevægelsen og den fredelige vej til demokratiet fremhæves gang på gang.11 Når Fukuyama bliver fremhævet i denne indledning, skyldes det, at han ved indirekte at have gjort Danmark til selve historiens afslutning har sat den danske

Frihed, lighed og bønder m/k. Grundfortællingen om et

rød tråd gennem flere kapitler i denne bog. Peter Hansen:

dansk folk, der er rodfæstet i en nordisk selvforståelse med

Høstbillede, 1910. FAABORG MUSEUM.

Grundtvig som et centralt omdrejningspunkt, løber som en

KONFLIKTZONEN DANMARK

11

selvopfattelse på spidsen. Fukuyama og Danishness-litteraturens Danmark er nemlig ikke en angelsaksisk konstruktion. Den internationale forskning er i høj grad skrevet på baggrund af dansk historieskrivning. Den internationale fortælling om Danmark står således på skuldrene af danske fortællinger om Danmark, der genfindes ikke blot blandt danske forskere, men også blandt danske politikere og i den brede danske befolkning.

Fukuyamas, Danishness-litteraturens og danskernes fortælling om og idealisering af Danmark skal ikke ses som en konstruktion uden forbindelse til fortidens og nutidens Danmark. Tværtimod. De fleste historiske fortællinger om Danmark bygger ligesom Fukuyamas på en lang række historiske fakta. Det spørgsmål, som vi ønsker at stille i denne antologi, er derimod, om den store og idylliske fortælling om Danmark, som Fukuyama har udkrystalliseret på danskernes vegne, er så entydig, uproblematisk og konsensuspræget, som den ofte bliver fremstillet?

Danskerne ser den demokratiske danske velfærds- og nationalstat som historiens endemål i den forstand, at kun et fåtal på de yderste fløje ønsker større samfundsmæssige eller politiske forandringer. Det kan ses ved valgene, hvor de fleste stemmer på dem, som de tror bedst kan forsvare og bevare det, man har.12 Danske valg og afstemninger handler hermed ofte mere om, hvad danskerne frygter at miste, end hvad de håber at opnå. Grundlæggende forandringer synes af flertallet at blive set som et onde. Det genspejler sig i politikernes politik og retorik, der understøtter forestillingen om den danske, demokra-

12

Hi s t o r i e r o m D a n m a r k

tiske velfærds- og nationalstat som historiens afslutning, og i den måde, historikerne – traditionelt – har skrevet dansk historie på. Politiske slogans som ”Det Danmark du kender”, ”Vores Danmark – der er så meget vi skal passe på” og ”Den bedste danske opfindelse er Danmark” understreger netop disse pointer i et bredt politisk spektrum.13

Det er denne danske fortælling og selvopfattelse, som vi ønsker at undersøge ud fra en forestilling om, at nationer og deres historie snarere er præget af konflikt end konsensus.14 Vi vil analysere en række centrale erindringssteder i nyere dansk historie, fra spørgsmålet om Ejderpolitikken i 1840’erne til dansk udenrigspolitik efter Den Kolde Krig. Som det vil fremgå af alle kapitler, har det været muligt at finde stridende fortællinger om, hvad der ”egentlig skete”, og hermed, hvordan vi bør forstå historien. Men før vi kommer så langt, er det vigtigt at skabe et grundlag for, hvordan kampen mellem fortællingerne i dansk historie kan udlægges.

Målet for den resterende del af denne indledning er for det første at give læseren indsigt i, hvad vi forstår ved erindringssteder og forskellige former for fortællinger og traditioner. For det andet at give et indblik i, hvordan historie bliver forstået og brugt af forskellige grupper såsom historikere, politikere og kunstnere, der alle er med til at forme vores opfattelse af fortiden.

For det tredje at vise, hvordan stridende politiske fortællinger har været med til at forme fortidsforståelsen i andre lande. Her vil især Norge blive fremhævet, da Norge, norsk politik og norsk historie på mange måder minder om Danmark, dansk politik og dansk historie. For det

fjerde at skitsere henholdsvis den store fortælling om dansk historie og dansk historiografi for herigennem at kunne klargøre, hvordan de stridende fortællinger om erindringsstederne enten stemmer overens med den store fortælling eller udgør modfortællinger.

Erindringssteder og knudepunkter i nyere historie Hvis man forestiller sig den store fortælling om Danmarks historie som en rød tråd, så sidder erindringsstederne som perler på denne tråd.

Et erindringssted udtrykker en fortættet fortælling om fortiden, som umiddelbart kan forstås inden for et givent fællesskab. Det kunne være monumenter, slagmarker, historiske personer, ordsprog, årstal, begivenheder osv., der har en særlig central eller symbolsk betydning for opfattelsen af nationens fortid. ”Stedet” skal altså ikke nødvendigvis opfattes som et sted i fysisk forstand, men kan også antage en abstrakt eller sproglig form. I Frankrig og Tyskland har historikere samlet deciderede opslagsværker, hvor læseren kan orientere sig i de forskellige erindringssteders historie. I historikeren Pierre Noras store værk i syv bind Les Lieux de mémoire (1984-1992) finder man et væld af franske erindringssteder. Som eksempel på et erindringssted, der hverken er fysisk eller stabilt, kan nævnes cykelløbet Tour de France.15 Tyskerne må nøjes med tre bind, men ikke desto mindre står det klart, at det ikke skorter på erindringssteder i de to kulturer.16 Herhjemme udkom i 2010 Inge Adriansens værk Erindringssteder i Dan-

mark. Monumenter, mindesmærker og mødesteder. Her undersøges fysiske steder og ikke erindringssted opfattet som metafor eller ikon. Til gengæld beskæftigede hun sig med mange immaterielle erindringssteder i sit tobindsværk om nationale symboler fra 2003. Der findes desuden flere enkeltstående analyser af erindringssteder, eksempelvis har Anette Warring skrevet om Grundloven.17

Hagen Schulze og Étienne François, der står bag det tyske værk, understreger, at erindringssteder skal opfattes som en metafor, et symbol eller måske mest nøjagtigt som et ikon for et givent fællesskab.18 En god katolik kan ikke blot genkende Madonna og barn, han eller hun ved også, hvilke fortællinger der knytter sig til ikonet. På samme måde findes der i nationale fællesskaber ikoner, der optræder igen og igen, som vækker genkendelse, og som ikke mindst aktiverer en række forestillinger om fællesskabets karakter, dets fortid, nutid og fremtid. I en dansk sammenhæng kunne der være tale om alt fra H.C. Andersen, Højskolesangbogen, Grundloven, Grundtvig, andelsbevægelsen, folkeskolen, 1864, Harald Blåtands Jellingsten, modstandsbevægelsen, PH, Olsen-banden, 9. april, frisind, stegt flæsk og velfærdsstaten til vindmøller. Erindringsstederne optræder i hverdagskulturen, på frimærker, i de hyppigt redigerede statsborgerskabstests, som skulpturer i byrummet, på skolernes pensum, i de kanoner, som de borgerlige regeringer har fået udarbejdet de sidste små 20 år, samt mange andre steder.

Et godt eksempel på et erindringssted er LEGO. De små klodser er ikke blot et tilfældigt produkt, der foræres til poderne i uhyrli-

KONFLIKTZONEN DANMARK

13

ge mængder. De fungerer også som et ikon, der igangsætter en række forestillinger om noget særligt dansk, såsom kreativitet, skabertrang, en fri opdragelse, demokrati, lighed, kvalitet osv. De indeholder fortællingen om et lille land, hvis vigtigste ressource er mennesker og deres ideer. Det er altså ikke underligt, at det særligt var disciplinerne ”kreativitet” og ”samarbejde”, der blev omdrejningspunktet for debatten, da 9.Z i 2013 tabte til en kinesisk skoleklasse.19 LEGO er et eksempel på et erindringssted, der almindeligvis ikke skaber de store kontroverser – medmindre klodserne er lyserøde. Andre erindringssteder er derimod mere stormombruste og indgår som faste elementer i den politiske historiebrug. Det er i denne kategori, vi finder de erindringssteder, som er interessante for os her i bogen.

Spørgsmål om Slesvig, Grundloven, 1864, Besættelsen, Den Kolde Krig, 1968 og EU udgør alle konfliktzoner i Danmarkshistorien, der er kraftigt ombejlede, omdiskuterede og dermed rummer masser af konfliktstof. Samtidig vækker de alle fælles genkendelse og udgør faste elementer i nationens forestillinger om sig selv. Når netop disse begivenheder er konfliktstof, hænger det ikke mindst sammen med, at de knytter sig til en historisk periode med en offentlighed. Fra annonceringen af Stænderforsamlingerne i 1831 og til i dag er der således skabt en debatkultur, hvor flere og flere meninger og politiske holdninger er kommet til udtryk. Konservatisme, liberalisme og socialisme opstod som ideologier og modsætninger, der netop repræsenterede folkets modsatrettede interesser. 1800-tallet er derfor i dén grad kontrasternes århundrede, og som idéhistorisk strømning er romantikken vel også

14

Hi s t o r i e r o m D a n m a r k

en af de mest omdiskuterede perioder overhovedet. I 1800-tallet blev mundkurven kort sagt taget af folket, og fundamentet for nutidens politiske partier og det politiske system blev udviklet.

Enevældens fald og den gradvise demokratisering banede ikke blot vejen for nye fortællinger, men også for modstridende fortællinger. Vores værk begynder derfor i 1800-tallet, hvor den politiske og kulturelle kamp om nationen synes at have skabt forskellige fortællinger om Danmark og danskerne.

Fortællinger og tradition Vi kan ikke meddele os til andre om et givent historisk emne, uden at det sker i fortællingens form. Fortællingen er et grundvilkår for al historieskrivning, et grundvilkår, som siden den sproglige vending er blevet meget debatteret, men som nu efterhånden har vundet almen accept. Den sproglige vending dækker over den ændring i humanvidenskaberne, der tog fart fra 1960’erne og frem, og som blev knæsat af forskere fra eksempelvis Frankrig med idéhistorikeren Michel Foucault som den måske fremmeste eksponent. I historiefaget i Danmark, men også mange andre steder, var det dog især amerikaneren Hayden White, der satte debatten i gang.20 Der blev nu sat spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kunne genskabe fortiden, som den var. Man begyndte at tale om, at ord og begreber i sig selv bærer en mening. Med andre ord, der er intet ”objektivt” vindue til fortiden, der kan fastlægge én entydig og endegyldig fortælling om et givent emne, kun fakta i løsrevne stumper (kil-

der), som historikeren møjsommeligt gennem fortolkning kan prøve at samle i et puslespil af informationer.

Det betyder ikke, mener vi, at alle historier kan fortælles meningsfyldt. Alle fortællinger er hermed ikke lige gode. Man skal netop forholde sig til de historiske fakta, såfremt man ønsker at bedrive historievidenskab. Ikke desto mindre kan fortællinger om historiske personer, historiske begivenheder og længere historiske udviklingsforløb fortælles således, at de kommer til at tjene bestemte formål, interesser og ideologier, der som oftest peger frem i historien og ikke tilbage. Med en let omskrivning af historikeren Niels Kayser Nielsens ord er måden, som historien udlægges på, mindst lige så vigtig som historien selv.21 Denne tilrettelæggelse finder sted i såvel fortællingen af den store overordnede historie om Danmark som af alle dens enkelte dele. Man kan skelne mellem fire forskellige former for fortællinger: en fortælling, en grundfortælling, en modfortælling og den store fortælling.

En fortælling er blot en sammenhængende historie eller en fortolkning af en begivenhed, et forløb eller et erindringssted med en begyndelse, en midte og en slutning. Nogle fortællinger kan imidlertid få karakter af at være grundfortællinger, eller mesterfortællinger, hvis blot de bliver fortalt tilstrækkelig mange gange.22 Denne gentagelse har en selvforstærkende effekt, hvilket gør, at den med tiden bliver den dominerende fortælling om en begivenhed eller et erindringssted. Grundfortællingerne er med andre ord fortællinger, der har opnået et hegemoni. Det vil sige, at alle, der beskæftiger sig med et

emne, må forholde sig til denne grundlæggende udlægning af erindringsstedet og dets historie.

En modfortælling er en fortælling, der eksplicit står i opposition til og udfordrer en grundfortælling med en radikalt anderledes udlægning af en begivenhed eller et erindringssted.

Vi har her i bogen besluttet at bruge betegnelsen grundfortælling i stedet for mesterfortælling, som vi mener indfanger den samme betydning, dog uden det autoritative ”mester”-begreb, som er formuleret inden for en britisk, fransk og tysk tradition. Hvem der er ”mester”, kan ikke nødvendigvis identificeres entydigt. Ordet grundfortællinger har tidligere været anvendt i en dansk kontekst, blandt andet af Claus Bryld og Anette Warring i deres bog Besættelsestiden som kollektiv erindring (1998), i Niels Kayser Nielsens bog om Historiens forvandlinger (2010), og senest har Per Boje anvendt begrebet i forbindelse med sin forskning om dansk økonomi i et større perspektiv.23 Også i Norge tales der om grundfortællinger.24 Den store fortælling kan betragtes som en skabelon, der strukturerer historien efter nogle lange overordnede udviklingslinjer.25 Den søger sin oprindelse langt tilbage i et fællesskabs historie. Bestemte begivenheder, steder og personer huskes – eller glemmes. Den store fortælling fortælles ofte i lyset af fremskridt som en ubrudt sejrrig udvikling eller, for Danmarks vedkommende, som en lang række af nederlag med et særligt bestemmelsessted, som netop Fukuyamas idé om Getting to Denmark er et eksempel på. Den store fortælling tjener i udpræget grad kollektive identitetsdannelser, hvor mennesker med den samme baggrund, politiske ideologi

KONFLIKTZONEN DANMARK

15

eller nogle helt tredje identitetsmarkører kan samles om en fælles fortælling. Den store fortælling skaber ligesom grundfortællingerne fællesskab. Pointen er, at grundfortællingerne i almindelighed og den store fortælling i særdeleshed handler om, hvem ”vi” er, og hvor ”vi” gerne vil hen. Hvem ”vi” gerne vil være som nation.

Hvis givne fortællinger kan finde forskningsmæssige belæg, fremstår de sædvanligvis stærkere, medmindre fortællingen om folket versus eliten aktualiseres. Folket forstås her som den helt almindelige dansker, lægmanden, Maren i kæret, mens eliten er mennesker i den politiske top, magtfulde, rige mennesker, der kan påvirke politiske beslutningsprocesser, samt de forskere, der beskæftiger sig med samfundsspørgsmål: ”ekspertvældet” eller, som formuleret med Anders Fogh Rasmussen ord, ”smagsdommere”, der vil pådutte andre, hvad de skal synes og mene – eller føle – om dette eller hint. Den seneste afstemning om Storbritanniens medlemskab af EU er netop blevet tolket som folkets oprør mod eliten, hvor politikere og eksperter ikke har formået at gøre EU vedkommende for borgerne, og samme argument blev brugt af modstandere mod EF i 1972, hvad kapitlet Grundtvig, folk og fællesmarked er et eksempel på.

I den ideelle verden ville de fortællinger om fortiden, der fik gennemslagskraft og blev dominerende, være dem, der var størst dækning for rent videnskabeligt. Det er imidlertid ikke altid tilfældet. Politiske faktorer kan spille ind, ligesom en fortællings kraft ofte bliver bestemt af omstændighederne på et givent tidspunkt, samt hvor let den er at forstå. Jo enklere fortællingen er, desto lettere er den at formidle, og de-

16

Hi s t o r i e r o m D a n m a r k

sto større er chancen for, at den bliver forstået og accepteret. Ofte bibringer grundfortællingen historien et ideologisk budskab og er fortalt i et dramatisk og mytisk skær. Helte og skurke, vindere og tabere er således ofte skarpt tegnede, enten i skurkens sorte klæder eller heltens ditto hvide. Grundfortællinger cirkulerer alle steder i samfundet. På universiteter, i medierne, blandt almenheden. Vi er alle en del af en given fortælling i de samfund, vi lever i, og de fortællinger, vi knæsætter om dette og hint, er rundede af både ”sandhed og opfindelse”, som den tyske litteraturprofessor Albrecht Koschorke har formuleret det.26 Mennesket er et ”Homo narrans”, et fortællende menneske, der netop orienterer sig i sin verden ved hjælp af fortællinger, men også traditioner, der som begreb har et vist overlap med fortælling, men som alligevel ikke er helt det samme.27 En tradition kan overlevere alt fra sædvaner, skikke, normer og praksis til efterfølgende generationer, og traditioner efterleves og udføres ofte efter et bestemt mønster. Vi taler om ”stolte traditioner”, at ”holde en tradition i hævd”, ”bryde med en tradition” osv. Traditioner kan opleves som mere eller mindre håndfaste. Vi mener, at begrebet er værdifuldt at skrive sig bag øret under læsningen af de enkelte kapitler, da ingen aktør – historiker, politiker eller kunstner – kan undvige de politiske traditioner, som har præget dansk politik, åndsliv eller, for historikernes vedkommende, dansk historiografi. Bogen er fyldt med henvisninger til ”venstretraditionen”, ”højretraditionen”, ”den radikale historikertradition”, ”selvpiskertraditionen” osv.

Ofte kan vi have tendens til at putte mennesker

ind i bestemte traditioner ud fra et enkelt udsagn fra dem, og som flere kapitler i bogen viser, bruges tradition ofte som bærende argument i dette eller hint. At anerkende en tradition er imidlertid ikke det samme som at fratage individet handlemuligheder. Selvom vi alle er rundede af bestemte traditioner og baggrunde, så har hvert enkelt individ mulighed for at tage stilling til traditioner, at undvige dem, føre dem videre, endog gøre op med dem.

Hvordan historie kan forstås og bruges Ens historieforståelse afspejler ideelt set ens historiebrug. Historiebrug handler om, hvem ”der bruger hvilken fortid, i hvilke situationer, på hvilken måde og til hvad”.28 Den faghistoriske opfattelse af fortiden adskiller sig fra den, som man finder hos folk flest. For mens fagfolkenes historieforståelse primært består i fortolkninger af fortiden, så er historieforståelse blandt lægmænd i højere grad præget af et samspil mellem fortiden, nutiden og fremtiden. Mange mennesker har en pragmatisk opfattelse af fortiden, hvor historien ses som magistra vitae, dvs. livets læremester. Den nytteorienterede historieopfattelse, der går tilbage til antikken, bygger på forestillingen om, at man bør lære af fortiden for at undgå dens fejl og handle klogt i nutiden for at skabe en bedre fremtid.

Den moderne historievidenskab, der opstod i 1800-tallet, indgår i en lærd tradition. Her bør fortiden forstås på egne præmisser, og viden om det forgangne har en værdi i sig selv. Der her-

sker ingen konsensus blandt historikere, men de fleste faghistorikere går mere op i at understrege forskellene mellem fortiden og nutiden end lighederne. Det giver dem et ambivalent eller kritisk forhold til den handlingsorienterede tilgang, som man finder inden for det pragmatiske historiesyn. Uafhængigt af historiesyn må vi erkende, at vores opfattelse af historien ikke er statisk. Ny forskning og nye kilder kan ændre på vores opfattelse af fortiden. Omvendt er den måde, som vi går til fortiden på, allerede præget af den opfattelse, vi i forvejen har. Al mening og forståelse kommer fra at se bagud, men hvad vi ser, er subjektivt, da vi rekonstruerer fortiden ud fra nutiden.29 Historikere ved som fagfolk mere om fortiden end lægmænd, men alle bruger og fortolker historien, og vi møder den overalt. Hermed opstår der forskellige fortællinger, der former vores forståelse af fortiden. Danskernes historieforståelse er hermed ikke blot formet af fagfolkenes forskning, men også af den formidling og brug af historien, som de møder på museer, i skolen, film, tv, radio, teatre, aviser, tidsskrifter, romaner, computerspil, malerier, musik og mange andre steder – og i dag ikke mindst via de sociale medier. Denne brug er ikke tilfældig, men selektiv. Den afspejler bevidste eller ubevidste valg samt personers eller gruppers behov og interesser. Historien er med til at forme og opretholde forskellige identiteter og fællesskaber, ligesom den kan bruges til at understrege forskellige faglige, ideologiske eller moralske opfattelser. Sidstnævnte er langtfra uproblematisk: for hvilket moralsk synspunkt bør gøres til målestok for historien? Er det fortidens eller nu-

KONFLIKTZONEN DANMARK

17

tidens moral, der bør dømmes efter, og hvilken etisk opfattelse er korrekt? Konsekvensetik eller pligtetik?30

Videnskabelig historiebrug Historikerne stræber efter så vidt muligt at forstå, hvad der ”egentlig” skete i fortiden. Alle fortællinger om fortiden er således ikke lige gode.

Der findes mere eller mindre ubestridelige historiske fakta, som historikeren skal tage højde for i sit forsøg på at skabe en logisk sammenhængende og stringent fortælling om fortiden, der bygger på en grundig, nøgtern og kritisk analyse af de kilder, som er til rådighed. En redelig historiker er i sin tolkning forpligtet til at skabe en fortælling, der digter med kilderne og ikke imod dem. Kilderne begrænser ikke alene, hvilke svar det med rimelighed er muligt at give.

De gør det også muligt for historikerne at gå hinanden efter i sømmene gennem en saglig, faglig og kritisk debat.

Det er imidlertid historikeren, som bestemmer, hvilke spørgsmål der bliver stillet til kilderne, og disse vil uundgåeligt være præget af, hvilken historiker der stiller spørgsmålene, og den tid og det samfund, som historikeren lever i. Historien er hermed ikke statisk, da der hele tiden bliver stillet nye spørgsmål til den af nye personer, der kan inddrage nye kilder. Enhver generation skriver således historien på ny, og derfor er historie et nyttigt og vigtigt fag. Historieforskning handler ikke kun om fortiden, men om at forstå forudsætningerne for nutiden, da al viden i en vis forstand er historisk. Historien vil altid

18

Hi s t o r i e r o m D a n m a r k

være et fremmed land med en fremmed kultur, som historikere forsøger at forstå ved efter bedste evne at sætte sig ud over sig selv og deres egen samtidige kultur i forsøget på at forstå fortiden på dens egne præmisser i stedet for nutidens. Det kræver en stor viden om fortiden samt evnen til at indleve sig i denne. Historievidenskaben er hermed en hermeneutisk videnskab præget af en delvis utopisk stræben. Den viden, som den skaber, forsøger at være så objektiv som mulig, men den vil aldrig kunne undslippe det subjektive element, som findes i en hvilken som helst historisk fortælling. De fleste historikere foretrækker derfor at tale om sandsynlighed frem for om endegyldige historiske sandheder i forhold til de fortolkninger, de foretager i deres arbejde med at forstå fortiden. Præmisserne for historievidenskaben deler historikerne i øvrigt med de fleste andre humanistiske fag.

Ideologisk og politisk historiebrug ”Vi må huske på at historien brukes som et våpen i dagens aktuelle strid; slik har det vært, og slik er det”.31 Ordene, der stammer fra den norske historiker Sverre Steen, indfanger Aristoteles’ tanke om mennesket som et ”politisk dyr”.32 En tanke, hvis logiske konsekvens er, at politisk historie netop er politisk historie. Det afspejler sig i den politiske og ideologiske historiebrug, der i praksis er tæt forbundet med et pragmatisk historiesyn.

På tværs af de politiske partier er der bred enighed om, ”at vi skal lære af historien”. Proble-

met er, at den lære, som partierne drager, sjældent er den samme. Fortiden flugter nemlig på forunderlig vis (næsten) altid med politikernes forudfattede ideologiske holdninger. Den politiske historiebruger er hermed i virkeligheden sjældent villig til selv at ”lære” af historien. Den ideologiske historiebrugs mål er ikke erkendelse, men at overbevise andre ud fra et bestemt perspektiv, der ikke må modsiges. Det åbner op for en politisk historiebrug, der selektivt peger på de ting i fortiden, som retmæssigt eller uretmæssigt kan tages til indtægt for ens forudfattede synspunkter. Denne historiebrug forudsætter ingen stor historisk viden, men derimod evnen til at fange, hvordan elementer fra fortiden kan anvendes til at tjene nutidens identitets- og værdipolitik. En ideologisk eller politisk historiebrug er således nutidsbestemt. Den tager ikke hensyn til fortiden på dennes egne præmisser, og den ignorerer alt i fortiden, der måtte pege i en anden retning. Det kan give sig udslag i historiemisbrug, men for det meste er der snarere tale om historiefordrejning. En politisk historiebrug, der er fuldstændig frakoblet fortidens virkelighed, vil imidlertid som oftest stå svagt. I nutidens ”postfaktuelle” og fragmenterede samfund er dette imidlertid ikke nødvendigvis længere rigtigt (se epilogen).33 Målet for faghistorikeren med dennes lærde historiesyn er igennem en selvkritisk praksis at opnå erkendelse og forstå fortiden i dens kompleksitet. Intentionen bag den videnskabelige historiebrug adskiller sig hermed fra den politiske historiebrug. I praksis er skellet imidlertid mere flydende, da historien – uafhængigt af intentionen – altid bliver skrevet fra et ståsted.

To err is human. To blame it on someone else is politics (Hubert H. Humphrey, amerikansk vicepræsident)

Der er naturligvis en forskel mellem den førmoderne historieskrivning, der var skrevet i magister vitae-traditionen (som eksempelvis Saxo og Arild Huitfeldt), og det videnskabelige historiefag, der blev udviklet i 1800-tallet. Alligevel er det ikke vanskeligt at finde eksempler på en lang række af faglige traditioner, der bygger på politiske forudsætninger, og som ofte har set historien som politisk målrettet. De preussiske historikere så Tysklands samling under Preussen som en uundgåelighed, marxistiske historikere har ment, at materielle forhold og klassekamp drev historien frem mod et kommunistisk Utopia, mens britisk historie har været præget af The Whig Interpretation of History, som titlen på Herbert Butterfields centrale værk fra 1931 lyder. Det vil sige, at den ældre britiske historiografi bar præg af en protestantisk, progressiv og moralsk fortælling, hvor historikerne bagklogt holdt med alle revolutioner, der lykkedes, og bedømte fortiden ud fra deres samtids liberale målestok.

Målet med den politiske historiebrug er dermed at legitimere ens egen politik eller ideologi og anfægte, nedbryde eller underminere andres ved at henvise til historiens ”lære”. Det kan gøre historien politisk eksplosiv og brugeren ømfindtlig, da modstanderens angreb kan blive set som farlige eller som personlige angreb på

KONFLIKTZONEN DANMARK

19

éns selvforståelse. Det gælder især, når historien er forbundet med etiske dilemmaer, følelser af skyld og skam eller spørgsmål om pligt, ansvar og om statens eller nationens fremtid. Det er ikke svært at forstå, at særligt tyske historikere har interesseret sig for politisk historiebrug. Både nazistiske, fascistiske, socialistiske og kommunistiske diktaturer har åbenlyst benyttet historien som et led i politisk propaganda, men tyske historikere er opmærksomme på, at der også i nutidens Tyskland foregår en konstant kamp om erindringen.34 Politisk historiebrug kan være voldsomt problematisk, men det er vigtigt at understrege, at der også findes eksempler på klog historiepolitik, der hjælper nutiden med at komme overens med fortiden, såsom bilæggelsen af den nationale konflikt i det dansk-tyske grænseland eller den (vest)tyske bearbejdelse af 2. Verdenskrig. Andre eksempler kan være forskningsprojekter, mindesmærker og historieformidling såsom the European Observatory on Memories, der understøtter en reflekteret og kritisk forståelse og brug af fortiden.35

Kunstnerisk historiebrug Historikere og politikere er langtfra alene om at bruge, formidle og forme vores forståelse af fortiden. Den gruppe, som måske har størst magt i forhold til den brede befolknings historieforståelse, er kunstnerne, der med stor gennemslagskraft når ud til et langt større publikum, end faglitterære bøger gør, gennem historiske romaner, malerier, film og tv. I det 19. århundrede havde

20

Hi s t o r i e r o m D a n m a r k

få om nogen en større indflydelse på fortidsforståelsen i Danmark end B.S. Ingemann, mens Matador de seneste 30-40 år har været en folkelig grundfortælling om Danmark i 1930’erne og 1940’erne.36 Når kunstnere anvender historien, kan det skyldes den grundlæggende erkendelsesmæssige status, fortiden indtager. Historien kan give kunsten autenticitet, troværdighed og gøre den mere vedkommende. Den kunstneriske historiebrug har ligheder med både den videnskabelige og den politiske historiebrug. En kunstner kan stræbe efter erkendelse på samme måde som historikeren. Forskellen er, at historikeren søger efter ”historisk sandhed”, mens kunstneren søger efter ”poetisk sandhed”. Det vil sige, at mens historikerens tolkninger bygger på påviselige fakta, så betoner kunstnere almene menneskelige værdier.37 I den moderne kunst vil denne søgen efter sandhed oftest være kritisk og nutidsorienteret, og kunstens moralske budskaber kan dermed komme til at ligne den politiske historiebrug. Asger Jorns storværk Stalingrad formidler således krigens meningsløshed på en helt anden måde, end den videnskabelige historie kan. Modsat den politiske historiebruger, der ofte vil gøre sig til talsmand for et fællesskab, opbygger den moderne kunst ikke konsensus, men forundrer, forarger, splitter og opløser.38 Det betyder ikke nødvendigvis, at kunstneren ikke stræber efter at skabe en forståelse af fortiden. Men den historiske kunst er en hybrid, der er fanget mellem to idealer: den skabende kunstners frihed og historiske ”fakta”. Den historiske kunst blander historiske og fiktive fortællinger, der skaber historier præget af selekti-

on, overførelse af egenskaber mellem historiske karakterer og fri digtning. Hvad der er ”fakta”, og hvad der er fiktion, er ofte uigennemskueligt. Det erkendelsesmæssige problem og den etiske udfordring heri blev allerede fremført af Platon,39 mens det både for sir Walter Scott og B.S. Ingemann resulterede i en uendelig række pennefejder mellem dem selv og historiske ”purister”. Debatten om historisk fiktion kan forekomme fastfrossen. Kunstnere, medie- og litteraturforskere understreger, at genren netop er fiktion, og at kunstneren og kunsten hermed

er fuldstændig fri, mens historikere fremfører, at genren hævder at afspejle en virkelig fortid. De frygter derfor, at de fiktive elementer i kunsten bliver taget for ”fakta” i den brede befolkning.

Den kunstneriske historiebrugs konfliktpotenDet store maleri af slaget ved Stalingrad tog udgangspunkt i Jorns italienske ven Umberto Gambettas oplevelser under 2. Verdenskrig og var samtidig inspireret af Pablo Picassos Guernica fra 1937. Asger Jorn: Stalingrad, stedet som ikke er eller modets gale latter, 1957-60, 1967, 1972. © DONATION JORN, SILKEBORG/VISDA.

KONFLIKTZONEN DANMARK

21

tiale bliver yderligere forøget i de tilfælde, hvor den bliver forenet med en politisk eller ideologisk historiebrug.40 Det har eksempelvis været tilfældet med forfatteren Kim Leines udlægning af den dansk-grønlandske historie i romanen Profeterne i Evighedsfjorden, der bragte ham på kant med historikeren Thorkild Kjærgaard i en række artikler i henholdsvis Politiken og Weekend­ avisen. Leine har efterfølgende, i efterskriftet til sin nyeste roman Rød mand/sort mand, gjort sig nogle tanker om faghistorikeren over for romanforfatteren og sætter her et tydeligt skel imellem de to. Magisteren overfor Magikeren kalder han problemkomplekset, og det er på alle måder informativ og opbyggelig læsning, når man ønsker at forstå kunstnerens brug af det historiske stof. Endelig bifalder vi, at kunstneren går i konstruktiv dialog med historikeren og ikke blot affejer den videnskabelige kritik som pedanteri og anmasselse i kunstnerens virke.

Nationen som konfliktzone De lange linjer i den historiske udvikling kan fortælles på mange måder. Den kan fortælles som menneskehedens historie, den vestlige verdenshistorie eller europæernes historie. Disse historier findes, og især den europæiske historie er aktivt forsøgt brugt til at skabe en fælles europæisk identitet med Den Europæiske Union som en form for foreløbig afslutning på historien. De fleste store fortællinger, som vi finder i Europa, er imidlertid formet ud fra nationalstater som den danske, da de udgør rammerne for den of-

22

Hi s t o r i e r o m D a n m a r k

fentlighed og det politiske fællesskab, som flertallet af europæerne forholder sig til og identificerer sig med.

Målet med denne antologi er netop at se nærmere på de forskellige fortællinger, der findes inden for det fortællingsfællesskab, som nationen udgør. Nationen rummer således en lang række grundfortællinger, der tilsammen udgør en stor fortælling om Danmark og danskerne, og som er med til at forme den danske selvforståelse. Det gør imidlertid ikke, som vi vil vise i værket, nationen til en fasttømret enhed, der er præget af en lang række fælles, sammenhængende konsensusfor­ tællinger. Nationen bør snarere, som den britiske nationalismeforsker John Hutchinson har fremført,41 anskues som en konfliktzone, hvor forskellige aktører kæmper for at fremme bestemte for­ tællinger ud fra deres forudfattede meninger.

Nationen er i sig selv et glimrende eksempel på denne kamp, da den er et af de mest omstridte historiske fænomener, som findes. Hvor kommer nationer fra, hvem har skabt nationerne, og hvem hører til nationen? Disse spørgsmål er stadig i dag så grundlæggende en del af de fleste folks selvforståelse og verdensopfattelse på tværs af kulturer, køn, religion og geografi, at de berører de fleste samfundsmæssige problematikker i den moderne nationalstat. Det er kapitlerne i denne bog også et eksempel på, lige fra kampen om Slesvig, indførelsen af Grundloven, forholdet til EU og til nutidens politiske stridigheder og kulturkamp.

Nationer understreger ofte deres tilknytning til et bestemt territorium igennem historien. Jo længere tilbage forbindelsen kan føres, desto bedre. Ælde er med andre ord med til at

legitimere nationer, og derfor bliver f.eks. Jellingstenen et vigtigt argument i grundfortællingen om, at Danmark altid har været en nation. Man kan jo se på stenen, siger fortalerne for denne fortælling, at her boede danerne, de havde en konge, og de var kristne allerede for tusind år siden. På den baggrund afvises forestillingen om, at Danmark som nation er et moderne fænomen, der kun har få hundrede år på bagen. Folk med en mere modernistisk opfattelse af nationen er uenige. Danmark har siden 900-tallet indgået i flere forskellige former for statsdannelser, fra imperium til småstat, og kan man overhovedet definere, hvem de danere var, der blev italesat på den store sten i Jelling, og hvad de forstod ved at være ”danske”?

Ovenstående er et eksempel på en fortælling og en modfortælling om den danske nations oprindelse. Som det fremgår, så ligger der en indlejret konflikt i de to udsagn. Tillige kan de to fortællinger bruges som argument i et utal af politiske spørgsmål, lige fra integration til spørgsmål om EU. Kampen mellem fortællinger og modfortællinger inden for nationen udgør imidlertid et problem for selve den gængse forestilling om nationen. Nationen er et fællesskab og har dermed i sagens natur et indbygget konsensusideal. Folket ses som en enhed, og hermed udgør nationens fortid en fælles fortælling, der forklarer de nulevende, hvordan fællesskabet opstod, udviklede sig og dannede grundlaget for nutiden og et ideal for fremtiden. Ud fra denne tankegang burde der kun være én og blot én fælles stor fortælling, der som en rød tråd løb igennem nationens historie. Problemet er blot, at det i praksis forholder sig anderledes. Natio-

nen udgør en konfliktzone for forskellige fortællinger. En fortælling kan blive en grundfortælling og hermed indtage en dominerende stilling.

Men den sejrer aldrig. Man vil altid kunne finde modfortællinger. Der findes derfor et væld af modsætningsforhold inden for en nation,42 der i større eller mindre grad blev knæsat i 1800-tallet og starten af 1900-tallet i de fire ”gamle” politiske partier: Venstre, De Konservative (Højre), Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre.

De fire gamle partier appellerede til hver deres sociale gruppe eller klasse i samfundet, de trak på hver deres ideologi og kultur, og de italesatte fortællinger om fortiden, nutiden og fremtiden ud fra deres egne forskellige politiske ståsteder. Disse forskellige fortællinger blev formidlet igennem aviser, der netop var knyttet til de forskellige partier. En gårdmand læste en venstreavis, en konservativ borger en højreavis, en socialistisk arbejder en socialistisk avis, og en radikal akademiker eller husmand læste en radikal avis. De abonnerede hermed i bogstavelig forstand på forskellige fortællinger om dansk politik og kultur.

Nutidens debat om et postfaktuelt samfund med nyhedsbobler og flere konkurrerende ”sandheder” finder således – delvis – en parallel i det 19. århundredes partibårne opinionspresse, der formede det danske medielandskab langt ind i det 20. århundrede. Der foregår der en evig kamp mellem forskellige politiske partier og interesseorganisationer. Det gør ikke alene nationens samtid til en konfliktzone, men også dens fortid til en. Forskellen mellem forskellige politiske partier og politiske ideologier vil ofte resultere i forskellige forståelser af fortiden. In-

KONFLIKTZONEN DANMARK

23

tensiteten i kampen om historien afhænger af det generelle politiske konfliktniveau i samfundet og de muligheder, en politisk historiebrug tilbyder i forhold til nutidens konflikter. Det er som oftest de centrale erindringssteder, der bliver trukket ind i nutidens politiske og kulturelle kampe i et forsøg på at legitimere forudbestemte ideologiske standpunkter. Omvendt er nutidens nationale konfliktzoner allerede formet af nationernes kollektive erindringer om tidligere tiders krige, nederlag, revolutioner, undertrykkelse og religiøse konflikter.43 Alt dette udelukker naturligvis ikke, at der på mange områder kan herske konsensus i forhold til såvel nutidens politik som forståelsen af fortiden. Et godt dansk eksempel er grundlovsdag. Hver 5. juni hylder politikere på tværs af partierne fælles demokratiske værdier, mens de fortæller en stort set identisk historie om demokratiets indførelse med enevældens fald og Grundlovens indførelse i 1848-1849. Politik er imidlertid ikke nogen statisk størrelse. Som det vil fremgå af kapitlerne Demokratiet og Grundloven og Frk. Friis’ klarsyn og fru Møhges senilitet, så er nutidens konsensusfortælling resultatet af et politisk partsindlæg i forfatningskampen.

Fortidens grundlovsdag var i modsætning til nutidens en politisk kampdag. Det var først efter, at demokratiet blev uantasteligt efter 1945, at grundlovsfejringerne blev til konsensusprægede fester.44 Nationen udgør en konfliktzone, hvor der står en evig kamp mellem forskellige historieforståelser. Som oftest vil der være en dominerende grundfortælling, der fremstår som en form for objektiv sandhed. I forlængelse heraf

24

Hi s t o r i e r o m D a n m a r k

ligger de dominerende fortællinger om de vigtigste begivenheder og erindringssteder i nationens historie, der som oftest vil følge den dominerende grundfortælling om dansk historie. Der findes imidlertid altid modfortællinger, der udfordrer den herskende historieopfattelse, og under forskellige omstændigheder kan de erstatte dem og selv indtage pladsen som den dominerende udlægning af fortiden.

Store fortællinger i Norden Det måske bedste nordiske eksempel på en stor fortælling og på kampen mellem forskellige fortællinger om den moderne nations opståen finder man i Norge. Den store norske fortælling begynder med et frit og lige samfund i den fjerne oldnordiske guldalder. Folket levede i pagt med naturen, hvilket skabte et folk af stovte odelsbønder, der mødtes på tinge for at bestemme egne affærer, og som med deres langskibe skabte et Norgesvælde i Nordatlanten. Samfundet byggede på grundlæggende demokratiske idealer, mens den lokale stammekultur omvendt var med til at skabe et aristokratisk værdisæt, der satte personlig frihed og ejendomsret højt.

Styrkelsen af kongemagten og den katolske kirke svækkede imidlertid friheden og ligheden i samfundet, mens den sorte død og manglen på et stærkt aristokrati svækkede staten i senmiddelalderen, hvor Norges nedgangsperiode for alvor begyndte.45

Norge blev først lillebror i en union med Sverige og kom siden i forening med Danmark. Kongemagten blev dansk, sproget blev dansk, og eli-

ten, der boede i byerne ved kysten, stammede fra Danmark. De norske værdier og den norske nationalitet levede imidlertid uforstyrret videre i det ”egentlige” Norge, der fandtes dybt inde mellem fjeldene. Herinde i dalene modstod bønderne den danske dannelse og den europæiske kultur, som danskerne bragte med sig. Den indvandrede elite i byerne begyndte efterhånden at forstå sig selv som norsk, og den begyndte at opdage og opdyrke den oprindelige norske kultur. Adskillelsen fra Danmark skyldtes formelt ydre omstændigheder, men den var foregrebet og forberedt af den indre nationale udvikling, der gjorde skilsmissen mellem Danmark og Norge uundgåelig.

Den demokratiske forfatning, der blev skabt på Eidsvold i 1814, bør derfor ses som folkets værk.

Et værk, der genfødte og genrejste nationen efter fire hundrede års forening med Danmark.46

1814 gav nordmændene en indrepolitisk selvstændighed, unionssprængningen med Sverige i 1905 gav Norge den ydre politiske frihed. Frihedsværket blev fuldført med det efterfølgende opgør med den kulturelle union med Danmark, der eksisterede ind i det 20. århundrede. Besættelsen og modstandskampen under 2. Verdenskrig bekræftede betydningen af frihed og selvstændighed for den norske selvforståelse, mens udbygningen af velfærdsstaten understregede betydningen af lighed og social retfærdighed.47 Eliten i byerne og folket på landet kunne nu blive ét, ligesom nye samfundsgrupper som arbejderne også blev en del af det nationale fællesskab.

Nordmændene blev nu endelig sig selv, hvilket gjorde det muligt at skabe et Norge for folket gennem en norsk national velfærdsstat. Den nationaldemokratiske konsensusfortælling om det

stolte norske bondefolk er på en og samme tid en utrolig stærk og dybt uoriginal historie. Den er stærk, fordi den giver en klar og sammenhængende fortælling, der bygger på et moderne historiebegreb om en fremadskridende, nødvendig evolution hen imod et forudbestemt mål i form af den frie, selvstændige og demokratiske norske nationalstat. Den giver hermed nordmændene en klar idé om deres historie, og hvad det vil sige at være norsk. Fortællingen indeholder ligeledes et potentiale for politisk historiebrug, da den store fortælling meget let kan inddrages i en nutidig sammenhæng, hvilket ofte sker. Det gælder ikke mindst i Norges forhold til EU.48 Når den store norske fortælling er uoriginal, skyldes det, at den samme struktur og meget af det samme indhold genfindes i fortællinger overalt i Europa. Den norske fortælling er formet som et U. Historien starter ligesom bogstavet på et højdepunkt med en storhedstid, herefter sker der et forfald, der leder det til et nationalt lavpunkt, der imidlertid bliver fulgt af en national genopstandelse, der leder nationen hen til et nyt højdepunkt. Den U-formede historieforståelse kan spores tilbage til antikken, men den var især populær blandt 1800-tallets romantikere, der forestillede sig, at nationen udgjorde en organisme. Nationens kerne var bonden, som levede i pagt med naturen, afskærmet fra den fælles europæiske elitekultur, der prægede byerne.

Bondens kultur indeholdt derfor kimen til den nationale genfødsel. Ideen om en oprindelig folkefrihed, der blev fulgt af fremmed undertrykkelse, er ligeledes et gennemgående tema i næsten alle små nationers store fortællinger. Det

KONFLIKTZONEN DANMARK

25

afspejler det faktum, at de ikke udgjorde centrum i de imperier, som Europa bestod af, før nationalstaterne blev skabt i det 19. og 20. århundrede.

I Danmark findes fortællingen om den oprindelige folkefrihed både i kunsten og i historieskrivningen, i romaner og historiebøger, lige fra Ingemann til den nationalliberale historiker C.F. Allen. Det er historiens ironi, at forestillingen om en oprindelig norsk folkefrihed i oldtiden stammede fra den danske historiker Tyge Rothe, der så denne som et særligt og fælles nordisk fænomen. Det var en idé, som han havde fra schweizeren Paul-Henri Mallet, der var inspireret af den store franske filosof Montesquieu, som atter havde hentet sin inspiration hos den gamle romerske historiker Tacitus og hans fortælling om germanernes frihed. Få ting er mere internationalt end nationalisme.49 Den store danske fortælling bygger hermed på en gængs, nordeuropæisk tankefigur om et frit, lige og protodemokratisk samfund i en fjern, oldnordisk fortid, der udgjorde en modpol til det imperiale og korrumperede Romerrige. Folkets kerne var de selvejende bønder, hvis frihed og politiske medindflydelse stod i modsætning til den feudalisme, der angiveligt kendetegnede resten af Europa. Oldtidens bonde blev i 1800-tallet ikke anset som en dorsk og ubegavet figur, men udgjorde rygraden i samfundet. Slangen i den store fortællings Paradis er ikke overraskende de frø af ugræs, der føg hen over hegnet fra syd, i form af et feudalistisk og til dels indvandret aristokrati og af den universalistiske romerske kirke.50 Ifølge den store fortælling var reformationen et første skridt på vej mod genrejsningen

26

Hi s t o r i e r o m D a n m a r k

af nationen. Den frigjorde Danmark fra paven i Rom, gjorde kirken national, udbredte læsning, skrivning og uddannelse, indgød befolkningen en protestantisk etik og skabte lydige og fromme undersåtter. Reformationen blev fulgt af enevælden, der knækkede aristokratiets politiske magt.

De enevældige monarker nedbrød resterne af feudalismen med landboreformerne. Korruptionen blev knust, og en meritokratisk, bureaukratisk og centralistisk stat opstod. Enevælden skabte ikke kun orden, men lagde også grunden til en retsstat.51

Mens enevælden havde skabt staten fra oven, så var det nu de folkelige bevægelser, grundtvigianerne og højskolerne, der skabte det civile samfund og formede danskernes nationale og demokratiske identitet fra neden, som vi kan læse det hos Fukuyama. Den nationale og politiske bevidsthed blev (gen)vakt af borgerskabet, men ligesom i den svundne guldalder i oldtiden udgjorde den selvejende gårdmand folkets kerne, og han kom atter til at stå i centrum for fortællingen. Det var bonden, der demokratiserede landet politisk igennem Venstres kamp for parlamentarismen, og det var bonden, der lagde grundlaget for nutidens velfærd gennem andelsmejerierne og baconeksporten.52

På den baggrund er det ikke overraskende, at Grundtvig bliver set som den helt centrale figur i dansk historie, da han var venstrebevægelsens åndelige fader. Det skyldtes ikke mindst, at han efter 1. Verdenskrig også blev omfavnet af dele af arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet, der opgav den internationale marxisme til fordel for et ”Danmark for Folket”. Arbejderne havde allerede gjort deres for at skabe grundlaget for det

moderne Danmark, da fagbevægelsen med Hovedaftalen i 1899 var med til at skabe den særlige danske konsensusmodel, der videreførte den fredelige danske tradition, som stod i kontrast til den uro og de revolutioner, der ellers synes at have været den europæiske norm. Socialdemokraternes efterfølgende omfavnelse af både nationalstat og kongemagt banede vejen for nutidens velfærdsstat, der sikrede danskerne sociale rettigheder og skabte den nationale danske velfærdsideologi, der i dag kendetegner den danske selvforståelse.

Den store fortælling, som den er skitseret her, bygger på forestillinger om en fredelig dansk vej præget af indre ro og ydre fred. Den blev skabt af enevældens historikere i 1700-tallet. Fortællingen blev gjort national af de nationalliberale og grundtvigianerne i 1800-tallet, mens den blev tilføjet et socialt og materielt element af radikale og socialdemokrater. Hermed blev den store fortælling for alvor til en fortælling om et fredeligt Danmark for folket, der havde realiseret sig selv igennem demokrati og velfærd indadtil og internationalt samarbejde udadtil. Et projekt, der ifølge fortællingen især blev gennemført og forsvaret af Socialdemokraterne og De Radikale.

Præcis som i den store norske fortælling ser man i den danske fortælling forestillingen om, hvordan først borgerskabet, siden bonden og til sidst arbejderne og kvinderne bliver inkluderet i det nationale og politiske fællesskab. Et demokratisk og folkeligt fællesskab, der ligesom i Norge blev cementeret under Danmarks besættelse under 2. Verdenskrig.53

Traditionernes kamp Den dominerende store norske fortælling har ikke været uden modspil. Tværtimod blev den udviklet som et led i en politisk kamp. Striden startede for alvor på den grundlovgivende rigsforsamling på Eidsvold, men udspillede sig især som en kamp mellem partierne Venstre og Højre i anden halvdel af 1800-tallet. Det var en politisk kamp, der handlede om parlamentarisme og unionen med Sverige, en kulturel kamp om, hvad det ville sige at være norsk; det var en social kamp mellem land og by, centrum og periferi, stænder og klasser, eliten og den brede befolkning. Da nordmændene var enige om, at historien var afgørende for at forstå samtiden og bestemme fremtiden, blev fortiden en afgørende politisk kampplads mellem en venstretradition, der ønskede at omvælte det bestående, og en højretradition, der ønskede at forsvare det.54 Den store fortælling, som er skitseret ovenfor, udgør kernen i den historieopfattelse, som man fandt hos partiet Venstre i Norge, dets tilhængere, dets kunstnere og dets historikere.

Præcis ligesom man i samtidens Danmark talte om et politisk og et litterært venstre, så fandtes tilsvarende et litterært venstre i Norge, der under anførsel af historikeren Ernst Sars kæmpede for at erobre den kulturelle magt fra Højres dannelseskultur på samme måde, som det politiske Venstre forsøgte at erobre den politiske magt i Stortinget. Venstre ønskede fuld national selvstændighed og en parlamentarisk og demokratisk styreform, der gav den politiske magt til befolkningens flertal: bønderne. Kampen for social og politisk ligestilling var for nogle af venstre-

KONFLIKTZONEN DANMARK

27

folkene også en kamp for den norske kultur og det norske sprog, som det fandtes hos bønderne.

Ikke overraskende var norsk historie i deres øjne folkets historie, mens de politiske begivenheder snarere var krusninger på overfladen og individer blot et udtryk for tidsånden. Den underliggende historiefilosofi var hermed præget af en form for idealisme. Norsk nationalitet stod i et historisk modsætningsforhold til den danske indflydelse, og for fuldt ud at blive norske måtte nordmændene i større eller mindre omfang gøre op med arven efter ”firehundreårsnatten”.55 Venstretraditionens fortælling, der udsprang af bøndernes politiske kamp i det 19. århundrede, blev i det 20. århundredes begyndelse overtaget og videreudviklet af historikere, der var inspireret af marxismen. Forudsætninger for den nationale frihed blev fundet i den økonomiske og befolkningsmæssige udvikling samt den nationale kamp mellem en fremmed overklasse og det norske folk. En kamp, der blev sat ind i et koloni- og klassekampsperspektiv, hvor arbejderklassens overtagelse af magten blev set som et led i en historisk og social proces, hvor den ene klasse efter den anden var blevet en del af det nationale fællesskab.56

Højretraditionen udsprang af den konservative embedsmandselite, der kulturelt var knyttet til Danmark og en fælles europæisk dannelseskultur. Dens fortalere i 1800-tallet var tilhængere af en stærk kongemagt, unionen med Sverige og skandinavismen. Det betød ikke, at de manglede en norsk national identitet, men samtidens norskhed kunne efter deres overbevisning ikke føres tilbage i en lige linje til en fjern og demokratisk norrøn fortid. Den var derimod et pro-

28

Hi s t o r i e r o m D a n m a r k

dukt af dansketiden, hvor den var blevet udviklet inden for den elite, som de selv tilhørte, i et samspil og et modspil med danskerne og under indflydelse af generelle europæiske ideer. Norsk kultur burde derfor ses som en variant af almen europæisk kultur. Når Norge var blevet forenet med Danmark, skyldtes det, at landet ikke havde haft de fornødne indre ressourcer til at være selvstændigt. Adskillelsen fra Danmark blev mindre set som resultatet af en indre national udvikling og snarere som en konsekvens af ydre politiske omstændigheder. De konservative historikere afviste et skel mellem folket og eliten, da alle blev set som nordmænd, men forskningsmæssigt fokuserede de på politisk historie og hermed på eliten og ikke den brede befolknings fortælling. Deres tolkninger var konsensussøgende, og deres forskning var empirisk, konkret og præget af rationalisme.57

Men hvorfor var det venstretraditionen, som sejrede og blev den dominerende? Svaret finder man i norsk historie. Venstre vandt politisk over Højre med parlamentarismens sejr i 1884 og med unionssprængningen i 1905. Hermed var det, som om selve historien gav Venstre og dets historieskrivning ret, da Venstre hele tiden havde hævdet, at den historiske udviklings uundgåelige mål netop var en selvstændig, demokratisk, norsk nationalstat. Fortællingens politiske styrke blev yderligere bekræftet, da den blev indarI den konservative katolske fortælling om Jeanne d’Arc understreges det religiøse aspekt, hvor Jeanne betragtes som en helgen. Siddende stille og passivt modtager hun via ærkeenglen Michael budskabet fra Gud om at frelse Fran­ krig. Eugene Thirion: Jeanne d’Arc, 1876. ARTEFACT/ALAMY.

30

Hi s t o r i e r o m D a n m a r k

bejdet i Arbeiderpartiets historieopfattelse. Men selvom Venstres store fortælling til stadighed dominerer den norske offentlighed, så er Højres modfortælling ikke forsvundet. Efter 2. Verdenskrig blev højretraditionen genopdaget og videreudviklet af yngre venstreorienterede historikere såsom Sverre Steen og Jens Arup Seip.

I nutidens Norge kan venstreorienterede således bekende sig til højretraditionen, mens højreorienterede kan bekende sig til venstretraditionen, hvilket understreger, at hverken politik eller vores forståelse af fortiden er uforanderlig.

Striden om den norske fortid er på ingen måde enestående. Tværtimod udgør kampen om historien snarere reglen end undtagelsen i Europa. Den ses tydeligt i Grækenland, hvor den ene grundfortælling, der er liberal og vestligt orienteret, tager sit udgangspunkt i det antikke Grækenland, mens den anden, der er konservativ, ortodoks og russiskorienteret, bygger på den byzantinske arv. I Frankrig finder man en venstreorienteret republikansk tradition udviklet af Jules Michelet, Ernest Renan og Ernest Lavisse, der siden er blevet videreført og videreudviklet af marxistiske forskere. Den står over for en konservativ og til dels katolsk tradition, der blev skabt af Hippolyte Taine og videreført af mænd som Jacques Bainville.58 Sidstnævn-

tes ideer fandt omkring forrige århundrede­ skifte støtte hos Action française og kan i dag blandt andet genfindes politisk hos Le Rassemblement National (tidligere Front National). På trods af konflikten mellem venstre- og højre­ orienterede er det alligevel muligt at have fælles nationale symboler at værne om. Det er Jeanne d’Arc, den fattige bondepige, der førte Frankrig til sejr i Hundredårskrigen, et glimrende eksempel på. På den ene side bliver hun af kirken og den konservative tradition fortolket som en helgen, mens hun af den modsatte, republikanske, tradition står som repræsentant for de franske bønder. Dette viser netop, hvordan det er muligt at etablere forskellige fortællinger om det samme fænomen alt afhængigt af ståsted.59 Også den kunstneriske brug af Jeanne d’Arc viser dette med al tydelighed.

Spørgsmålet er, hvordan dansk historie og det danske historiefags traditioner passer ind i det europæiske mønster, som her er blevet klargjort med Norge som et nordisk eksempel på, hvordan forskellige mere eller mindre politiske grundfortællinger har kæmpet mod hinanden hen over de sidste par århundreder.

Dansk selvforståelse og traditioner

I den republikanske sekulære fortælling om Jeanne d’Arc er det religiøse aspekt fraværende. Til gengæld træder kampaspektet frem, når hun som her portrætteres som hærfører klædt i rustning. Jeanne d’Arc er eksemplet på, at visse nationalsymboler kan tolkes hen over et bredt politisk spektrum. Ligesom Grundtvig i Danmark. Emmanuel Fremiet: Jeanne d’Arc, 1874. IMAGES AND STORIES/ALAMY.

En stor dansk fortælling vil som andre store nationale fortællinger bygge på en række forestillinger om nationen og den nationale identitet. Danskerne forstår deres fællesskab som et, der er præget af social homogenitet og en stabil samfundsudvikling. Det har skabt grundlaget

KONFLIKTZONEN DANMARK

31

for nutidens danske demokratiske velfærdsstat.

Et fredeligt konsensussamfund præget af social omsorg, stor tillid og fraværet af korruption og nepotisme.60 Det er den forestilling om et forbilledligt dansk idealsamfund, som vi finder hos såvel Fukuyama som mange af hans danske kolleger. Fukuyama påpeger imidlertid selv, at det er de færreste, der forstår, hvordan Danmark blev til ”Danmark”. Det gælder også danskerne selv.

Nutiden har en tendens til at glemme de lange og smertefulde kampe, der skabte de politiske institutioner, som mange i dag tager for givne.61 Når Fukuyama korrekt fremhæver, at nutidens forståelse af fortiden altid vil indeholde et historisk hukommelsestab, bygger han på den franske filolog, filosof og historiker Ernest Renan, der allerede i 1882 viste, hvordan nationer husker det, der forener dem, mens de gerne glemmer, hvad der igennem tiden har splittet dem.62 Det er værd at tilføje to ting til Fukuyamas udsagn. For det første vil denne antologi vise, at Fukuyama har mere ret, end han måske er klar over. Den store danske fortælling, som amerikaneren støtter sig til, bygger nemlig på en selektiv historisk hukommelse. For det andet er de danske forskere, som Fukuyama direkte og indirekte bygger på, naturligvis kommet med en række bud på, hvordan Danmark blev til ”Danmark”. Nogle forskere fremhæver 1864 som året, hvor det moderne Danmark blev til, andre lægger vægt på enevældens eller reformationens betydning, mens andre igen ønsker at gå endnu længere tilbage. Den dominerende tradition inden for dansk historiografi har imidlertid haft en afgørende betydning for, hvilke fortællinger der har præget dansk historieskrivning.

32

Hi s t o r i e r o m D a n m a r k

I 1979 skrev historikeren Jens Christian Manniche bogen Den radikale historikertradition.

Formålet var at skildre den generation af historikere, der i slutningen af 1800-tallet som de første blev professionelle historikere, dvs. videnskabsfolk på universiteterne, og som dermed langt hen ad vejen havde autoriteten til at bestemme, hvordan den danske nationale historie skulle skrives. Som titlen fortæller, så var disse historikere radikale, længe før partiet De Radikale blev en realitet på et vælgermøde i 1905.

Den radikale historikergeneration var farvet af kulturkampen, og den havde et bestemt syn på historien, der var knæsat af en af de største katastrofer i dansk historie, nemlig 1864 og den brutale demontering af Danmark fra helstat til nationalstat. Denne historiske begivenhed påvirkede mærkbart dansk kunst, kultur og politik. Georg Brandes’ forelæsninger på Københavns Universitet i 1871 om det 19. århundredes litteraturstrømninger anses ofte som det moderne gennembruds (naturalismens) indtog i dansk åndsliv. Den radikale generation var, som Johannes V. Jensen skrev, sønner af de slagne, og disse erfaringer formede et ganske bestemt historiesyn, der var præget af idealer om pacifisme, demokrati, internationalt samarbejde og kosmopolitisme. Rammen for deres historie var og blev dog Danmark. De var således ikke mindre danske end de konservative historikere. Deres danskhed og historieforståelse adskilte sig blot fra den, som de gjorde op med.

Som Jørgen Aabenhus viser i sit bidrag, At være en forfatter i sin tid, så stod disse idealer i modsætning til forfædrenes idealisme, nationalisme og tradition, som den nye generation netop

ville gøre op med: ”Ungdom er at handle / uden Tradition / uden falske Veksler / paa en død Nation.” I deres videnskabssyn blev de radikale historikere formet af de nye positivistiske idealer om at se, måle og veje, med Kristian Erslev som den mest kendte repræsentant for denne skole.

De nye moderne videnskabsmænd havde en tæt kontakt til de politikere, der siden skulle sætte dagsordenen for Det Radikale Venstre. Som i mange andre dele af Europa var der i anden halvdel af 1800-tallet og starten af 1900-tallet en flydende overgang mellem videnskab og politik, hvor det ikke var usædvanligt, at professorerne enten sad i Rigsdagen eller i regeringen. Historikere var hermed ofte – ligesom samtidens øvrige forskere – i større eller mindre grad knyttet til et politisk parti. ”Professorpartiet” var først de nationalliberale, det blev siden Højre, og det endte med at blive De Radikale.63 Blandt de radikale historikere stillede Kristian Erslev op til valg for De Radikale, P. Munch blev såvel forsvars- som udenrigsminister, Aage Friis arbejdede i Udenrigsministeriet, mens Erik Arup arbejdede i Statsministeriet.

Den radikale historikertradition udsprang rent videnskabeligt af troen på, at man kunne opnå objektiv viden. Navnlig hos P. Munch, der var en af det 20. århundredes mest produktive forfattere af historiebøger til folkeskolen og gymnasiet, fandt man således en klar overbevisning om, at hans politiske ståsted var identisk med en objektiv historisk sandhed. Historien skulle derfor bruges til at belære befolkningen om, hvilken politik historien viste danskerne var den rigtige.64 Det er derfor på mange måder et paradoks, at netop P. Munch hyldede Ingemann

som en af sin ungdoms litterære helte, da Ingemann stod for en konservativ og national tradition, der især i slutningen af 1800-tallet blev forhånet og dømt ude som både bedaget og opbrugt. Eksemplet viser netop, at grundfortællinger i praksis, når man kratter mere i overfladen på dem, ikke er så sort-hvide, som de umiddelbart ser ud.

Én eller flere traditioner?

Den radikale historikertradition har haft stor gennemslagskraft, hvilket har gjort, at det til tider har forekommet, som om der kun var én udlægning af Danmarkshistorien. Der er ingen tvivl om, at den radikale tradition udgør en dominerende fortælling i dansk historie. Spørgsmålene, som vi ønsker at drøfte i denne antologi, er imidlertid: Har alle faghistorikere mere eller mindre fulgt den radikale fortælling? Har der eksisteret miljøer uden for universiteternes elfenbenstårne, der har udlagt historien anderledes, og hvad med historiebrugen hos lægmænd med stor gennemslagskraft i offentligheden? Eller sagt på en anden måde. Findes der vitterlig kun én tradition eller én fortælling, der mere eller mindre uimodsagt har domineret forståelsen af dansk historie i mere end hundrede år?

Hvis det er tilfældet, så adskiller Danmark sig radikalt fra det generelle europæiske mønster, hvor historiepolitik, politisk og ideologisk historiebrug ikke blot er faste bestanddele i den politiske kamp mellem partier og andre aktører i samfundet, men hvor man finder stridende faghistoriske traditioner. Nutidens kultur-

KONFLIKTZONEN DANMARK

33

kamp i Danmark, hvor historien ofte indtager en central plads, peger imidlertid i en anden retning. Den radikale historikertradition står stadig stærkt på de danske universiteter, men har i dag mere karakter af at være en centrum-venstre-tradition. Borgerlige akademikere, intellektuelle, debattører og politikere udfordrer imidlertid den radikale opfattelse af dansk historie Nationen ses altid som en enhed, men hvem der tilhører den, og hvordan dens fortid, nutid og fremtid skal forstås, har imidlertid til alle tider været omstridt. Roald Als udstiller her den politiske kamp om retten til at tale på nationens vegne. © ROALD ALS, BRAGT I POLITIKEN 18. FEBRUAR 2015.

34

Hi s t o r i e r o m D a n m a r k

med en række modfortællinger.65 Ikke mindst blev en borgerlig fortælling om dansk udenrigspolitik bestyrket med daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens opgør med besættelsestidens samarbejdspolitik. På en og samme tid afspejler opgøret en klar historiepolitik og politisk historiebrug, således som Nils Arne Sørensens, Rosanna Farbøls, Sissel Bjerrum Fossats og Uffe Østergårds kapitler viser.

Spørgsmålet er naturligvis, hvorvidt nutidens borgerlige modfortælling, som en anden Athene, er sprunget fuldt udvokset ud af hovederne på nutidens borgerlige akademikere, intellektuelle og politikere, eller om den kan føres

længere tilbage. Med andre ord er spørgsmålet, om man ligesom i Norge kan tale om en højretradition, der kan spores tilbage til 1800-tallet. I det danske tilfælde ville det betyde, at nutidens borgerlige trak på en ideologisk arv, der kan føres tilbage til 1800-tallets nationalliberale, grundtvigianske og konservative idéverden. Spørgsmålet kunne også stilles anderledes og lidt bredere: I hvilket omfang kan man genfinde og spore den ideologiske, politiske, sociale og kulturelle strid mellem de fire ”gamle” partier i kampen om historien fra 1800-tallet og frem til i dag?

Dette er i sagens natur åbne spørgsmål, som det er et af formålene med denne antologi at undersøge, men det er allerede her i indledningen værd at bemærke, at nutidens borgerlige debattører, akademikere og politikere selv ser nutidens kulturkamp som en videreførelse af den kulturkamp, der udsprang af det moderne gennembrud.66 Når Søren Krarup døbte Anders Fogh Rasmussens magtovertagelse i 2001 ”systemskiftet”, og i øvrigt har kaldt det moderne gennembrud for det moderne sammenbrud, må det ses som en bevidst politisk historiebrug, der markerede ønsket om et opgør med dele af de foregående hundrede års politiske kultur.

Hvis vi ser specifikt på historiefaget, så stod Kristian Erslev som radikalismens, ”realismens” og positivismens repræsentant over for konservative historikere som Johannes Steenstrup og Edvard Holm, hvis historiesyn var præget af idealisme, historisme og hermeneutisk indlevelse.67 Ligesom venstrehistorikerne i Norge sejrede de

radikale danske historikere over deres konservative modpart omkring forrige århundredeskifte. Spørgsmålet er imidlertid, om sejren var fuldstændig. Selvom Erslevs udgave af kildekritikken blev fælleseje, så fandtes der stadig professionelle historikere og fremtrædende historiske skribenter, som ikke var radikale, og hvis historiesyn adskilte sig fra det radikale (f.eks. konservative historikere som Knud Fabricius og Vilhelm la Cour, socialdemokraterne Albert Olsen og Hartvig Frisch, grundtvigianeren Holger Begtrup m.fl.). Den radikale tradition udgjorde heller ikke nogen monolit. I mellemkrigstiden var historikermiljøet splittet i en personlig, videnskabelig og til dels politisk strid mellem Erik Arup og Aage Friis. I denne sammenhæng er det værd at fremhæve, at den radikale Friis var blevet stærkt påvirket af den konservative Edvard Holm, og at hans historiesyn ikke lå langt fra historismens hermeneutik.68 Hertil kommer det faktum, at selvom historikerne for hundrede år siden havde en større autoritet i samfundet end i dag, havde de langtfra monopol på historieformidlingen i det offentlige rum. Den politiske og ideologiske historiebrug var (og er) i udpræget grad til stede hos alle partier og i deres presse, ligesom den fandtes på højskoler og aftenskoler, i skolens historiebøger og inden for kunsten, i litteraturen, på teater og i film. Det forekommer næsten utænkeligt, at historieforståelse og historiebrug skulle have været den samme hos alle disse yderst forskellige aktører hen over de næsten to hundrede år, som denne antologi dækker.