Tidligere udgivet i serien om Ruth Galloway Pigen under jorden Løgnens hus Huset på klippen Døden på museet Det tavse vidne De udstødte Stemmer fra graven
Kvinden i blåt_TRYK.indd 2
23.11.2020 12.14
Elly Griffiths
KVINDEN I BLÅT PÅ DA N S K V E D L Æ R K E PA D E
GADS FORLAG
Kvinden i blåt_TRYK.indd 3
23.11.2020 12.14
Kvinden i blåt er oversat fra engelsk af Lærke Pade efter The Woman in Blue Copyright © 2016 by Elly Griffiths Dansk udgave: copyright © 2021 by Gads Forlag ISBN 978-87-12-06001-7 1. udgave, 1. oplag Omslag: Anders Timrén Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng. Enhver lighed med virkelige nulevende eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.
Der citeres fra: Bibelen, Det Danske Bibelselskab, 1965 og 1992 – begge udgaver citeres Robert Browning: “The Bishop Orders His Tomb”, gendigtet af Per Nørgart i I Troubadur og -mol, 2013 William Shakespeare: Macbeth, på dansk ved Niels Brunse, Gyldendal, 2000
Kvinden i blåt_TRYK.indd 4
23.11.2020 12.14
Til Giulia
Kvinden i blaĚŠt_TRYK.indd 5
23.11.2020 12.14
Stræde Sankt Simeons Kottage
Det anglikanske kapel (med replika af det hellige hus i Nazaret)
Pubben Tyren Indgang for besøgende Pumpestation
Souvenirbutik
Port til klosterparken
Hoved ga Marker
Gård og gårdbutik
Kvinden i blåt_TRYK.indd 6
Butikker
23.11.2020 12.14
Sankt Simeons Kirke Kirkegård
Overdækket indgang til kirkegården igennem kottagen
Klosterparken
N
Ø
Udgang
S
Sankt Katarina-huset
V
ken
ed gaden
Mod
Café Den Blå Frue
Kvinden i blåt_TRYK.indd 7
Slipp
erkap
ellet
23.11.2020 12.14
Kvinden i blaĚŠt_TRYK.indd 8
23.11.2020 12.14
Nu græder jeg for Walsingham, hvor dag er blevet nat, velsignelse vendt til bespottelse, god gerning ubesat. Nu hersker synden, hvor Fruen sad, nu fylder helvede, hvor himlen var, nu sidder Satan, hvor Herren rådede. Nu går fra Walsingham jeg hjemmefra. “The Ballad of Walsingham”, anonym, 1500-tallet
9
Kvinden i blåt_TRYK.indd 9
23.11.2020 12.14
Kvinden i blaĚŠt_TRYK.indd 10
23.11.2020 12.14
PROLOG
19. februar 2014 Cathbad og katten ser på hinanden. De har trukket fronter op hele dagen, og det her er deres Waterloo. Katten har overtaget: Den bor her, og den kender terrænet. Men Cathbad har sine druidekræfter og et vist talent for at omgås dyr, synes han selv. Et talent, han har arvet fra sin irske mor, der talte til havmågerne – og fik svar. Han har selv et kæledyr, en bullterrier ved navn Ting, og han har altid haft en god kontakt til Ruths kat, Flint. Men denne her kat – Chesterton hedder den – er en helt anden type. Hvor Flint er en stor og doven rødhåret hankat, hvis største ambition er at overbevise Ruth om, at den allerede er sulten igen, er Chesterton en smidig og bugtende sort skabning, der har for vane at placere sig på høje steder, såsom oven på skabe, og stirre på Cathbad med sine foruroligende runde, gule øjne. Det er Cathbads tredje dag som hus- og kattepasser, og indtil videre har Chesterton ignoreret enhver form for smiger. Den har sågar ignoreret den mad, som Cathbad omhyggeligt har vejet og serveret i overensstemmelse med Justins instrukser. Det kan selvfølgelig være, den lever af mus, men Chesterton ligner ikke et dyr, der lader sig styre af sin appetit. Den er det mest asketiske væsen, Cathbad nogensinde har mødt. Men Justins allerstrengeste formaning, skrevet med stort og
11
Kvinden i blåt_TRYK.indd 11
23.11.2020 12.14
streget under med rødt, lød: CHESTERTON MÅ IKKE BLIVE LUKKET UD OM AFTENEN. Og nu er de nået til klokken 21 denne aften i februar, og Chesterton stirrer fast på døren, mens Cathbad spærrer vejen med sit flammesværd. Den bibelske reference virker passende, fordi huset ligger et sted, folk valfartede til i gamle dage, og der hænger graveringer med gammeltestamentlige motiver overalt. Justin, der er omviser på stedet, er på studietur i Knock, hvilket Cathbad morer sig meget over. Han har overladt det lille hus fra 1400-tallet – og den medfølgende kat – i Cathbads varetægt. Chesterton mjaver en enkelt gang i et befalende tonefald. “Beklager,” siger Cathbad, “men det går ikke.” Chesterton sender ham et medlidende blik, springer op på et skab og får snoet sig ud ad et halvåbent vindue. Det er altså derfor, den har sultestrejket. “Chesterton!” Cathbad løfter den tunge slå og åbner døren. Kold luft strømmer ind. “Chesterton! Kom tilbage!” Det lille hus, en såkaldt kottage, ligger som en slags indgang til kirken. Huset har en indbygget, åben passage igennem stueetagen – lige under soveværelset – som kirkegængere kan gå igennem for at komme ind på kirkegården. Der er sågar en indbygget niche i muren, hvor kistebærere kan lade kisten stå et øjeblik, hvis de har brug for at samle kræfter. Huset har ingen selvstændig have, så havedøren fører direkte ud til kirkegården. “Men det vil ikke genere dig,” som Justin sagde. “Det er jo lige din stil.” Og det er da rigtigt, at Cathbad godt kan lide begravelsespladser og alle former for kultsteder, men der er alligevel noget ved Sankt Simeons Kottage i Walsingham, som han ikke er helt tryg ved. Det er ikke katten, og det er heller ikke de suk og støn, som det gamle hus giver fra sig om natten. Det er mere en slags tungsind, der hviler over stedet
12
Kvinden i blåt_TRYK.indd 12
23.11.2020 12.14
og føles så tyngende, at Cathbad den første aften måtte mane en beskyttende ring frem omkring sig og ringe til sin kæreste Judy adskillige gange. Lige nu er han ikke bange, blot bekymret for katten. Han går hen ad kirkestien og kalder på den, mens frosten knaser under fødderne på ham. Så ser han det. En gravsten ud for den fjerneste mur, strålende hvid i måneskinnet, og en kvinde, der står foran den. En kvinde i hvide klæder og flagrende, blå kappe. Da Cathbad nærmer sig, ser hun på ham, og hendes ansigt, der er oplyst af noget, som er stærkere end måneskin, er på én gang så smukt og så sørgmodigt, at Cathbad slår korsets tegn for sig. “Kan jeg hjælpe med noget?” siger han højt. Hans stemme giver genlyd blandt sten og mørke. Kvinden smiler – et uendelig sørgmodigt, sødt smil – ryster på hovedet og begynder at gå. Hun går meget hurtigt mellem gravstenene og ned mod den fjerneste låge. Cathbad skal lige til at følge efter hende, men bliver væltet effektivt omkuld af Chesterton, der må have ligget på lur bag et takstræ og ventet på netop denne chance.
Kvinden i blåt_TRYK.indd 13
23.11.2020 12.14
KAPITEL 1
Vicekriminalkommissær Harry Nelson får overbragt nyheden i bilen på vej til arbejde. “Fund af kvindelig i grøft uden for Walsingham. Kalder specialafdelingen.” Han bremser med håndbremsen for at lave en U-vending og er bevidst om sine modstridende følelser. Han er ked af, at der er en, der er død, selvfølgelig er han det. Men samtidig kan han ikke lade være med at føle noget andet, en let skælven af ophidselse og en lettelse over, at han er blevet skånet for det møde, han skulle have haft med politikommissær Gerald Whitcliffe her til morgen, hvor de skulle have evalueret planmålene for forrige måned. Nelson står i spidsen for afdelingen for særlig alvorlig kriminalitet, men i virkeligheden skorter det tit på særlig alvorlig kriminalitet i King’s Lynn og omegn. Det er en god ting – det anerkender Nelson, mens han sætter sirenen til og pløjer sig igennem morgentrafikken – men det er ikke godt for arbejdsglæden. Det er nu ikke, fordi Nelson har manglet alvorlige forbrydelser i sin karriere – det er ikke mere end et par måneder siden, han blev beskudt og kunne være død, hvis hans kriminalbetjent ikke havde skudt igen – men der er også masser af smårapserier, mindre narkosager og folk, der klager over, at deres stjålne cykel ikke er kommet med i Sagen uopklaret. Han ringer til sine kriminaloverbetjente, Dave Clough og Tim Heathfield, og beder dem møde ham der, hvor liget er blevet fundet. Selvom de begge to blot siger: “Ja, chef,” kan han høre ophidselsen i
14
Kvinden i blåt_TRYK.indd 14
23.11.2020 12.14
deres stemmer. Hvis kriminaloverbetjent Judy Johnson havde været der, ville hun minde dem om, at de har at gøre med en menneskelig tragedie. Men Judy er på barselsorlov, så atmosfæren på stationen er temmelig tung af testosteron. Da han drejer om hjørnet, kan han se de blinkende lygter. Liget er blevet fundet på Fakenham Road, halvanden kilometer uden for Walsingham. Det er en smal vej med højt buskads på begge sider, og den bliver ikke bredere af, at der holder to patruljevogne og retsmedicinerens bil. Så snart Nelson stiger ud af sin Mercedes, bliver han grebet af klaustrofobi. Det sker tit, når han kommer på landet. De høje, grønne mure af løv får ham til at føle, han står på bunden af en brønd, og den grå himmel trykker ham nedad. Han foretrækker til hver en tid fortove og gadebelysning. De lokale politifolk træder til side, så han kan komme til. Chris Stephenson, retsmedicineren, står nede i grøften ved siden af liget. Han ser op og griner bredt til Nelson, som om det er det hyggeligste mødested i verden. “Jamen er det ikke selveste admiral Nelson!” “Hej, Chris. Hvordan ser det ud?” “Kvinde, formentlig mellem tyve og femogtyve. Formodentlig kvalt. Rigor mortis er indtrådt, men det har også været koldt i nat. Jeg vil mene, hun har ligget her mellem otte og ti timer.” “Hvad har hun på?” Derfra, hvor Nelson står, ligner det et kostume, en lang, hvid kjole og en blå kappe af en art. Et øjeblik tænker han på Cathbad, hvis yndlingsantræk er en druidekappe. “Den er både spirituel og praktisk,” som han forklarede Nelson engang. “Natkjole og badekåbe,” siger Stephenson. “Ikke ligefrem noget, der egner sig til en aften i februar.” “Er det hjemmesko, hun har på?” Nelson kan se et glimt af et bart ben med noget hvidt forneden.
15
Kvinden i blåt_TRYK.indd 15
23.11.2020 12.14
“Ja, tøfler af den type, man får gratis i kurbade og sådan noget,” siger Stephenson, der sikkert ved en del om den slags steder. “Heller ikke det mest oplagte fodtøj at trampe rundt på markerne i.” “Hvis hun stadig har hjemmesko på, må hun være blevet lagt i grøften og ikke smidt.” “Det har du ret i, chef. Jeg vil mene, liget er blevet placeret her med en vis omhu.” Stephenson holder en genstand frem i en plasticpose. “Denne her lå på hendes bryst.” “Hvad er det? En halskæde?” Stephenson ler. “Jeg troede ellers, du var papist, admiral. Det er en rosenkrans.” En rosenkrans. Nelsons mor har en rosenkrans med træperler fra Lourdes, og hun beder en dekade hver aften. Nelsons søstre, Grainne og Maeve, fik begge en rosenkrans til deres førstekommunion. Nelson fik ikke nogen, fordi han var en dreng. “Forsegl den,” siger han, selvom den allerede ligger i en forseglet plasticpose. “Det er et vigtigt bevis.” “Hvis du siger det, chef.” Nelson retter sig op. Han kan høre en bil nærme sig og gætter på, det er Clough og Tim. Desuden har han fået nok af Chris Stephenson og hans friskfyragtige humor. Hans to overbetjente kommer ham i møde. De er begge høje og mørke og er blevet beskrevet – om end ikke af Nelson – som et par flotte fyre, men dér slutter ligheden også. Clough er hvid, og Tim er sort, men der er mere i det. Clough er en muskelmand i cowboybukser og skijakke. Han har en halvspist bagel i hånden og ser sig omkring med et udtryk, der minder om begejstring. Tim er højere og smallere, han har en lang, mørk jakke på og et flot bundet tørklæde om halsen. Han kunne snildt gå for at være en politiker, der skulle på fabriksbesøg. Hans ansigt afslører intet.
16
Kvinden i blåt_TRYK.indd 16
23.11.2020 12.14
Nelson briefer dem hurtigt. Han kalder den lokale betjent hen, som forklarer, at liget blev fundet af en hundelufter tidligt i morges. “Hendes lille hund var faktisk sprunget ned i grøften og … stod og ruskede i liget.” “Hvis hun har nattøj på, har hun måske været patient på Sanatoriet,” siger Tim. Nelson har tænkt det samme. Det er de vaffelmønstrede tøfler. Sanatoriet er et privathospital med speciale i stofafvænning. Mange af patienterne er berømte – selvom Nelson ikke ville genkende nogen af deres navne – og atmosfæren omkring stedet er derfor præget af høje mure, hemmelighedskræmmeri og rygter om stofpåvirkede orgier. Det ligger lige i nærheden, omkring halvanden kilometer væk i fugleflugt over markerne. “Godt tænkt,” siger han. “Du og Cloughie kan tage derover om lidt og spørge, om de savner nogen patienter.” “Efter sigende er Foxy O’Hara der for tiden,” siger Clough og sluger det sidste af sin bagel. “Hvem?” “Du har garanteret hørt om hende. Hun var med i I’m a Celebrity før jul.” “Nu knevrer du bare, Cloughie.” Nelson vender sig mod Chris Stephenson, som er kommet op af grøften og er ved at tage sin beskyttelsesdragt af. “Har du mere til os, Chris? Ikke tilfældigvis et praktisk navneskilt på badekåben?” “Nej, men det er god kvalitet. Den har været dyr. John Lewis.” “Det er heller ikke gratis at bo på Sanatoriet,” siger Nelson. “Det sted er nok vores bedste bud.” “Undskyld mig, sir.” En af de lokale betjente nærmer sig med nervøs og respektfuld mine. “Der er en mand, der spørger efter dig. Ser lidt skør ud, men han siger, han kender dig.”
17
Kvinden i blåt_TRYK.indd 17
23.11.2020 12.14
“Cathbad,” mumler Clough uden så meget som at vende sig om. Clough har ret. Cathbad står bag den stribede afspærringstape i sin karakteristiske kappe. Hvor besynderligt – og lettere foruroligende – at Nelson lige havde tænkt på ham. Han går derover med lange skridt. “Cathbad. Hvad laver du her?” “Jeg passer et hus i Walsingham.” “Hvad med Judy? Har du ladet hende være alene med en nyfødt?” “Miranda er to en halv måned, og hun er en gammel sjæl. Nej, Judy er på besøg hos sine forældre sammen med børnene.” “Det forklarer ikke, hvad du laver her på et gerningssted.” “Den kvinde, I har fundet,” siget Cathbad. “Havde hun en blå kappe på?” Nelson træder et skridt tilbage. “Hvem siger, vi har fundet en kvinde?” Han forventer instinktivt, at Cathbad vil sige noget om spirituelle energier og kosmiske vibrationer, men svaret lyder: “Jeg hørte mælkemanden tale om det. Det er et nyttigt folkefærd. De er tidligt ude, de bemærker et og andet.” “Og hvad mente du med det med kappen? Mælkemanden kan sgu da ikke have set en kappe.” Cathbad tager en dyb indånding. “Så er det hende.” “Hvad snakker du om?” “Det hus, hvor jeg bor – det vender ud til kirkegården.” Det kan du bilde mig ind, tænker Nelson. “Og så, altså i går aftes, så jeg en kvinde stå derude, en kvinde i lang, hvid kjole og blå kappe.” “Hvad tid var det?” “Ved nitiden.” Nelson løfter op i tapen. “Du må hellere komme ind.” Nu er kriminalteknikerne ankommet. I deres engangsbeskyt-
18
Kvinden i blåt_TRYK.indd 18
23.11.2020 12.14
telsesdragter og masker ligner de rumvæsner, der er ved at overtage en søvnig landsby i Norfolk. Mens Nelson og Cathbad ser på, bliver liget af den døde kvinde langsomt hejset op af grøften. Der bliver lagt et klæde over liget, men da båren kommer forbi dem, ser de begge to et stykke mudret, blåt stof, der hænger ned. Cathbad gør korsets tegn for sig, og Nelson må tage sig i at gøre det samme. “Har I nogen anelse om, hvem hun var?” spørger Cathbad. “Hun var i nattøj,” siger Nelson. “Din såkaldte ‘kappe’ var en badekåbe. Jeg sender Clough og Heathfield hen på Sanatoriet.” “Tror du, hun var indlagt?” “Det er en mulighed, der skal undersøges.” Nu har rumvæsnerne opført en teltlignende overdækning af grøften. Atmosfæren er ikke længere elektrisk, men rolig og målbevidst. “Cathbad, hør her,” siger Nelson. “Jeg briefer lige drengene og runder af her. Så kommer jeg hen og taler med dig om det, du så i går aftes. Hvor ligger det der hus, du bor i?” “Sankt Simeons Kottage. Lige ved siden af kirken.” “Jeg kommer snart.” “Tid har ingen betydning,” siger Cathbad med storladen mine. Men Nelson er allerede væk. Ruth Galloway hører først om liget i grøften, da hun er kommet på arbejde. Hun havde godt nok radioen tændt i bilen, men hun hørte ikke rigtig efter, fordi hun mest var optaget af at få sin femårige datter, Kate, i skole til tiden. “Har du din taske?” … Her er Gary med sidste nyt fra sportens verden … “Kan du se en parkeringsplads?” … Dagens begyndelse med pastor … “Skynd dig, mrs. Mannion står og venter på dig. Elsker dig. Vi ses i eftermiddag.” … Iskold vind, især på østkysten … Hvis den døde
19
Kvinden i blåt_TRYK.indd 19
23.11.2020 12.14
kvinde er blevet nævnt i nyhederne, har Ruth i hvert fald ikke hørt det. Det var først, da hun sad ved sit skrivebord og prøvede at nå igennem de sidste nye mails inden første vejledningstime, at hendes institutleder, Phil Trent, kom valsende ind på hendes kontor – uden at have banket på – og spurgte, om hun havde hørt “det sidste nye drama”. “Nej. Hvad?” “En kvinde fundet død i en grøft ude ved Walsingham. Det var med i Look East.” “Det må jeg have overhørt.” “Jeg troede ellers, du havde en direkte linje til politiet.” Phil er misundelig på Ruths rolle som særlig rådgiver for politiet, og en gang imellem kan hun godt lide at drille ham, komme med hentydninger til møder på højeste sikkerhedsniveau og tophemmelige notater. Men her til morgen orker hun ikke. “Det får jeg nok ikke noget med at gøre. Ikke medmindre der lå et skelet fra jernalderen ved siden af.” “Nej, det gør du vel ikke.” Ruth vender blikket mod skærmen igen, og Phil bliver stående lidt i døren, men trækker sig tilbage efter lidt tid, så hun kan koncentrere sig om sine mails. Det er den sædvanlige blanding af reklamer fra akademiske forlag, fællesmails til instituttet og mails fra studerende, der beder om udsættelse af deres aflevering. Ruth sletter reklamerne og fællesbeskederne og skal lige til at svare sine studerende, da hun får øje på en mail, der ikke hører ind under de sædvanlige kategorier. Overskriften lyder: “Længe siden.” Det kan man opfatte som spændende eller bekymrende, afhængigt af ens humør. Ruth er sådan fifty-fifty. Hun klikker på den.
20
Kvinden i blåt_TRYK.indd 20
23.11.2020 12.14
Hej Ruth Mon du kan huske mig, Hilary Smithson fra Southampton? Utroligt, at det er så længe siden! Jeg kan forstå, du bor i Norfolk og klarer dig rigtig godt. Jeg kommer til Norfolk i næste uge, skal på kursus i Walsingham, og jeg tænkte på, om vi skulle mødes? Jeg vil gerne spørge dig til råds om en ret speget sag. Og jeg vil selvfølgelig også meget gerne se dig. Glæder mig til at høre fra dig. Bedste hilsner Hilary Ruth stirrer på skærmen. Det er anden gang, hun hører om Walsingham her til morgen, og som Nelson altid siger, er der intet, der er tilfældigt.
Kvinden i blåt_TRYK.indd 21
23.11.2020 12.14
KAPITEL 2
Sanatoriet er en statelig victoriansk ejendom, der ser ud, som om den burde ligge i en sodet storby frem for langt ude på landet i Norfolk. Selvom udtrykket bliver blødt op af træer og bløde bakker, ligner det et rådhus eller en stationsbygning, som på en eller anden måde er endt midt på en mark. Men Clough er imponeret. “Hold da kæft, et sted. Det ligner en herregård.” “Jeg synes, det ligner et fængsel,” siger Tim. De holder uden for den fjernstyrede port, men inden Tim kan nå at henvende sig til samtaleanlægget, glider porten op uden en lyd. “Ikke ligefrem et højsikret fængsel,” siger Clough. Tim siger ikke noget. Faktisk har begge hans brødre været i fængsel, men han og Clough har ikke for vane at fortælle hinanden om deres familie. Tim sætter bilen i gear, og de kører videre ad en fejende flot indkørsel. For enden af indkørslen fører en bred trappe op til hoveddøren, og foran huset ligger en perfekt græscirkel med et springvand i midten. Der er ikke en levende sjæl at se nogen steder. De ignorerer det skilt, der peger mod parkeringspladsen til besøgende, og parkerer neden for trappen. Tim ringer på, og denne gang er der en stemme, der svarer. Han har knap udtalt ordet “politi”, før dobbeltdøren går op. Indenfor ligner det helt klart mere et hotel end et fængsel – en
22
Kvinden i blåt_TRYK.indd 22
23.11.2020 12.14
statelig hall med en kolossal kamin og et rundt bord med en blomsteropsats, der ser kunstig ud. Et standur tikker tungt, og dystre oliemalerier kigger ned fra væggene. Der er sågar en receptionsskranke, hvor en kvinde fremviser sit flotte tandsæt. “Hvad kan jeg gøre for jer?” Tim viser sit skilt. “Må jeg tale med den, der bestemmer her?” På vej i bilen blev de enige om at lade Tim tage føringen. Clough står bag ham og udviser opbakning. Receptionisten ser nervøst på dem. “Det er doktor McAllister.” “Må jeg tale med ham?” spørger Tim. “Jeg skal se, om hun er ledig.” Receptionisten tager et telefonrør op, og Clough mumler: “Du skal passe på med de der mandschauvinistiske fordomme, Tim.” “Luk røven,” siger Tim uden at bevæge læberne. Der går ikke mange sekunder, før doktor McAllister dukker op. Hun er en tiltrækkende, midaldrende kvinde med kort, brunt hår og intimiderende halvbriller. Hun viser dem hen til en lædersofa foran pejsen. Tim skal lige til at foreslå et mere diskret sted, men eftersom lobbyen er fuldstændig mennesketom, bortset fra receptionisten, beslutter han at lade det fare. “Hvad drejer det sig om?” Lægen overtager straks ansvaret for samtalen, glatter sin hvide kittel og retter på brillerne. “Vi ville spørge, om der er forsvundet en patient herfra?” “Hvad mener du med ‘forsvundet’?” “Det er et meget enkelt spørgsmål,” siger Clough. “Mangler der nogen af jeres indsatte?” “De er ikke indsatte, de er patienter,” siger doktor McAllister. “Er der nogen af jeres patienter, der er forsvundet?” spørger Tim. “Vores patienter kan komme og gå, som de vil. De har selv valgt at lade sig indskrive.”
23
Kvinden i blåt_TRYK.indd 23
23.11.2020 12.14
“Var der nogen, der valgte at lade sig udskrive – i går?” “Det tror jeg ikke,” indrømmer hun. “Så alle er der, hvor de bør være?” “Altså, vi har ikke gået stuegang endnu, så jeg kan ikke være hundrede procent sikker.” “Nu skal du høre,” siger Tim og læner sig frem, som om de er fortrolige. “Der er blevet fundet et lig.” “Et lig?” “Et lig af en kvinde i nattøj. Vi tænkte på, om det kunne være en af jeres patienter.” “Men det kan ikke lade sig gøre.” “Jeg troede, folk kunne komme og gå, som de ville,” siger Clough. “Ja,” siger doktor McAllister og sender ham et uvenligt blik. “Men vi skriver ikke nogen ud i nattøj. Og som sagt …” Hendes kittellomme begynder at vibrere; de kan se et rødt lys blinke under stoffet. “Der er vist nogen, der gerne vil have fat i dig,” siger Tim. Doktor McAllister tager sin telefon op af lommen og fører en meget fåmælt samtale. Så rejser hun sig og siger: “I må lige have mig undskyldt, mine herrer.” Clough og Tim veksler blikke, så rejser de sig og følger efter hende. Doktor McAllister tager trappen i spring med politimændene i hælene. På første sal åbner hun en dør, og straks forsvinder herregårdshotellet. De træder ind i en verden, der i høj grad ligner en institution: nummererede døre, håndspritholdere, selv gulvtæppet virker anderledes. To mænd i hvide kitler (sygeplejersker? læger? portører?) står uden for en af dørene. Doktor McAllister skynder sig derhen, og Tim hører ordet “forsvundet”. Han tager sit skilt frem igen og spørger: “Er der nogen, der er forsvundet?”
24
Kvinden i blåt_TRYK.indd 24
23.11.2020 12.14
Lægen sender ham et irritabelt blik, men siger: “Åbenbart er der en af vores patienter, der ikke er på værelset.” En hvidkitlet mand åbner døren til værelse 12. Det er et rart, men funktionspræget værelse: enkeltseng, bord, skab, lænestol og et smukt hejsevindue, der er lidt for stort til rummet. “Hvad hedder patienten?” spørger Clough bryskt. Doktor McAllister rådfører sig med mændene. “Jenkins. Chloe Jenkins.” “Og hvornår blev miss Jenkins sidst set?” “I går aftes ved ottetiden,” svarer en af de hvidkitlede, “da jeg gik rundt med aftensmaden.” Der står en tallerken med låg på natbordet. Clough løfter låget og afslører en uspist shepherd’s pie, der er ved at størkne i kanterne. “Og hvad med bagefter?” “Ikke noget. Hun ringede ikke på klokken.” Tim har åbnet skabet. “Hvad kan miss Jenkins have haft på?” “Hun var i nattøj og badekåbe,” svarer portøren nervøst. “Hvad farve?” “Blå.” Tim vender sig om mod doktor McAllister. “Du må vist hellere komme med os.” Nelson bliver forsinket af det ene og det andet, så klokken bliver næsten elleve, inden han banker på den hobbitagtige dør ind til Sankt Simeons Kottage. Døren går op med det samme, men bliver kun åbnet på klem. Cathbad stikker hovedet frem. “Hurtigt,” siger han, “katten må ikke slippe ud.” “Typisk dig at skulle passe en gal kat,” siger Nelson og klemmer sig indenfor.
25
Kvinden i blåt_TRYK.indd 25
23.11.2020 12.14
“Han er ikke gal,” siger Cathbad og viser Nelson ind i en lavloftet stue. “Han er foruroligende fornuftig.” Den slanke, sorte kat sidder henne ved brændeovnen. Nu rejser den sig, sender Nelson et foragteligt blik og svanser ud af stuen. “Sikke et venligt væsen,” siger Nelson. “Jeg tror, han er en reinkarnation af min gamle latinlærer,” siger Cathbad. “Han ser på mig med præcis samme skuffede udtryk.” Nelson når at le, inden han indser, det måske ikke er ment som en vittighed. “Hvorfor må den ikke komme ud?” spørger han. “Han må godt komme ud om dagen, men ikke om aftenen,” siger Cathbad. “Men jeg er blevet nervøs over at lukke ham ud ad hoveddøren. Jeg kan ikke lade være med at tænke, han vil blive kørt over bare for at give mig en lærestreg.” “Hvornår kommer ejeren tilbage?” “I morgen. Guderne ske tak og lov.” “Det er et interessant sted,” siger Nelson, selvom han inderst inde tænker, at alle de der bjælker og skæve gulve nok ville gå ham på nerverne. Der er ikke én ret vinkel noget sted. Men til hans overraskelse gyser Cathbad. “Det har dårlige energier,” siger han. “Tyngende. Kan du ikke mærke det? Jeg har haft hovedpine i al den tid, jeg har været her.” “Det er nok bare, fordi du hele tiden støder hovedet mod en bjælke.” Cathbad ler. “Sikkert.” “Nå, men fortæl mig om den kvinde, du så i går aftes.” “Jeg kan vise dig det.” Cathbad fører Nelson igennem en dør og ind i en smal gang af sten. Katten venter ved døren for enden af gangen.
26
Kvinden i blåt_TRYK.indd 26
23.11.2020 12.14
“Jeg skal nok lukke dig ud, Chesterton,” siger Cathbad, “hvis du lover at komme tilbage.” Katten ignorerer ham. Bagdøren fører direkte ud på kirkegården. Nogle af gravstenene er næsten lige så store som det lave hus; andre hælder hen imod det på en ret truende facon. “Hold da kæft.” Nelson følger efter Cathbad hen ad stien mellem gravene. “Der kan man tale om en dødcentral beliggenhed …” “Det er en meget gammel kirke,” siger Cathbad. “Angelsaksisk. Den er ældre end klosteret.” Ordet “angelsaksisk” minder Nelson om Ruth, som elsker at strø om sig med historiske perioder, som om hun ikke aner, at Nelson aldrig har regnet ud, om bronzealderen kommer før jernalderen, eller hvem helvede Homo heidelbergensis var. Den angelsaksiske periode kom vistnok efter romerne, men han kan ikke komme det nærmere. “Hvor var det, du så kvinden?” “Her. Henne ved den hvide gravsten.” Nelson gransker græsset omkring stenen. Det er en anelse fladtrådt, men der er ingen fodaftryk eller tegn på kamp. “Og hvad tid var det?” “Ved nitiden. Jeg havde lige ringet til Judy, og det prøver jeg altid at nå inden klokken ni, fordi hun går tidligt i seng for tiden.” “Hvad skete der så?” “Hun smilede til mig. Ærlig talt, Nelson, hun havde det smukkeste smil, hun lignede en engel. Jeg troede …” “Hvad troede du?” “Walsingham er et valfartssted, der er viet til Jomfru Maria. Og hun havde en blå kappe på. Altså, på afstand lignede det jo en kappe.”
27
Kvinden i blåt_TRYK.indd 27
23.11.2020 12.14
“Du troede, du så Vor Frue i et syn?” “Vor Frue. Gud, hvor er du dog katolsk i det, Nelson.” “Hold op med at prøve at provokere mig. Hvad skete der så?” “Hun vendte sig om og gik ned mod lågen. Jeg prøvede at følge efter hende, men Chesterton kom pludselig springende og fik mig til at snuble.” “Chesterton – katten?” “Ja. Han er ligesom en ond ånd. Jeg er sikker på, han gjorde det med vilje. Da jeg kom indenfor igen, sad han foran sin madskål ude i køkkenet og lod fuldstændig som ingenting.” “Glem nu katten et øjeblik. Hvad skete der med kvinden?” “Da jeg havde fået rejst mig op, var hun væk. Jeg gik hen til lågen og kiggede ud på vejen, men jeg kunne ikke se hende nogen steder.” “Vis mig det.” De går igennem kirkegården. Der er et par imponerende grave med grædende engle og tårnhøje kors, men de fleste grave er blot markeret med flade sten, hvis kanter er blevet uskarpe af tiden og elementernes rasen. Nogle af gravstenene har mistet balancen, og andre står på række op ad en lav mur. Et par stykker ligger fladt, sunket ned i græsset som makabre hinkesten. Nelson prøver at undgå at træde på dem. Lågen åbner nemt og fører ud til en smal landevej med højt buskads på begge sider. Men det er en ret lige vej. Kvinden må have gået stærkt, tænker Nelson, siden hun kunne nå at forsvinde ud af syne så hurtigt. Han ser på Cathbad, som er ved at læse inskriptionen på en stenengel. “Du overvejede ikke at fortælle nogen om dit syn?” “Næ. Hvad skulle jeg fortælle? Alle må komme i kirken og på kirkegården.” “Var kirken åben?”
28
Kvinden i blåt_TRYK.indd 28
23.11.2020 12.14
“Nej. Den er aflåst, når der ikke er tjeneste. Det bryder jeg mig ikke om. Kirker burde altid være åbne.” “De er nok bekymrede for tyve.” “Jo, men en kirke bør være der for folk. Et tilflugtssted. Bagefter spekulerede jeg på, om det var derfor, hun var der. Fordi hun ville søge tilflugt i kirken.” Der er ikke rigtig mere at se. Nelson går en runde på hele kirkegården og gør sig umage for ikke at træde på de døde. Så siger han farvel til Cathbad, som kanter sig ind i huset i et forsøg på ikke at lukke katten ud. Inden Nelson sætter sig ind i sin bil, tjekker han sin telefon. Der er kommet en sms fra Tim om, at den døde kvinde er blevet formelt identificeret som Chloe Jenkins, femogtyve år, patient på Sanatoriet.
Kvinden i blåt_TRYK.indd 29
23.11.2020 12.14