Lad mig være, forskruet by Gads Forlag

L A D M I G VÆ R E , F O R S K R U E T 1. udgave, 1. oplag © Forfatterne og Gads Forlag, København 2019 Forlagsredaktør: An-Magritt Erdal Konsulenter: Marie Ejlersen, Katarina Gro Erdal Omslag: Alette Bertelsen, aletteb.dk Illustrationer: My Laub Grafisk tilrettelæggelse og sats: Marlene Diemar, Imperiet.dk Tryk: ScandBook ISBN 978-87-12-05836-6 Kopiering fra denne bog kan kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. Bogens illustrationer må ikke genanvendes uden særskilt aftale med forlaget. Alle navne i bogens første del er opdigtede.

MY LAUB CHRISTINA WEX

Lad mig være, forskruet

GADS FORLAG

Del 1 AF MY LAUB

Solen er så rød, mor og skoven bli’r så sort Nu er solen død, mor og dagen gået bort. Ræven går derude, mor vi låser vores gang. Kom, sæt dig ved min pude, mor, og syng en lille sang. Harald Bergstedt, 1915

The Grand Exit

Hvordan skulle jeg nogensinde komme ud herfra, og hvordan skulle jeg overhovedet kunne samle de bittesmå brikker af alt, hvad jeg engang ejede, op. Jeg overvældes af en evigt tilbagevendende følelse af aldrig at være lige så gengældt. Gengældt kærlighed, fra alle parter. At være en evig nummer to eller fem. Jeg vil altid være den femtebedste. Jeg bad om udgang, og lægen godkendte det. Min mor kom og hentede mig, så vi kunne tage hjem. Jeg havde min nye hættetrøje, lædernederdel og en jakke med røde blomster på. Jeg smilte til min yndlingskontaktperson, Sidse, og sagde ”vi ses”. Min mor og jeg satte os ind i bilen, og hun stillede alle de samme spørgsmål, som hun plejede. Jeg kunne ikke svare hende ordentligt, for mine tanker var et andet sted: Kære mor, kan du tilgive mig, hvis jeg fortæller dig, at stemmerne i mit hoved er mine egne? At ingen giver mig ordrer, men at det er mig selv, der har truffet de voldsomme valg. Kan du se mig i øjnene, velvidende at alt,

hvad jeg har gjort, har været bevidst? Når jeg gang på gang har såret dig og far. At der ikke var nogen, der bad mig om at stjæle fra medicinskabet, at der ikke var nogen, der bad mig om at flænse min hud. Det var mig, mor. Det var mig selv, der ville. Jeg ønskede at se mig selv blive svag. Men hvordan skulle jeg kunne sige det til jer? At det i virkeligheden var mig, I skulle skyde skylden på. Ikke medicinen, der ikke virkede, eller afdelingen. Jeg har selv bygget det op, mor, og jeg kan ikke rive det ned, jeg kan ikke vende tilbage, det må du da kunne se. Der er ikke længere noget tilbage, det her er mit liv nu, mit imperium, og jeg må fortsætte, uanset hvilke ofringer jeg skal gøre mig. Det er så meget større, end I er klar over. Ingen kan passe på mig mere, uanset hvor meget I tror det. Mit blod er gråt som cement, forpestet af mig selv, det flyder tykt og grovkornet, fra mit hjertes slag til mine fingerspidser. Men min mor kunne ikke høre min ivrige plagen om forladelse, for jeg kunne ikke sige det højt. Og hun kunne ikke se den i mine øjne, min tryglen, for jeg camouflerede den med et dødsens tomt blik. Så jeg siger, at min taske generer mig, og jeg klikker selen op. Jeg kigger i sidespejlet og på hastigheden. Mine hænder ryster, mit hjerte galoperer. Jeg har givet alt af mig selv til Fanden, og der er ikke engang aske tilbage, for jeg er allerede blæst væk. Giv mig ro og giv mig fred. Alting vil forløse sig om et splitsekund, og det vil gå så hurtigt, jeg vil ingen smerte føle.

Lov mig, at I ikke vil glemme mig. Dagdrømmene vil for altid blive fortiet, og jeg er ude. Jeg åbner døren, og jeg hopper. Jeg efterlader jer ingenting. For der er ikke mere, jeg kan sige, og alt for meget, jeg for længst skulle have sagt. Jeg mærker vindens lyde, og alting snurrer rundt. Faldet. Sort. Jeg ruller, det er tungt og let som en fjer. Ligger stille. Sort. Jeg kan høre min mor skrige af sine fulde lungers kraft. Hendes stemme knækker over i en skærende smerte. Jeg hører hendes sorg, som jeg forsvinder. Sort. Det brænder. Det brænder i mit lår. Sort. Jeg må ikke lukke øjnene. Åbn dine øjne for mig, My. Sort. Jeg ser de neonfarvede veste. De røde biler. Sort. Jeg kan se min far i baggrunden. Han løber. Forbi hegnet og mod mig. Han siger, at han er her. Det skal nok gå, skat. De tager ham væk. Kigger ned ad mig selv, der er noget i vejen. De hiver i mig, jeg mærker asfalten, der trækker under min hud.

Forord

De fleste mennesker spørger mig, om jeg fortryder. De antager, at jeg siger ”ja”, og bliver forskrækkede, når jeg svarer ”nej”. Da jeg var 18, slog jeg mig selv ihjel. Det var min exit. Jeg er vant til at sige det til andre – men siger jeg det højt for mig selv, bliver jeg overvældet af sørgmodighed over mit unge jeg. Der er så mange ting, der ikke giver mening i min fortælling, men det er måske det, der gør den så syg. Så mange brikker, der ikke falder på plads, sorte huller og ting, jeg husker, men måske ikke husker rigtigt. Denne fortælling handler om de år, hvor jeg gik fra sans og samling, sygdommen og dens mange aspekter. Jeg har valgt at skrive om alt det, jeg hader mest ved at være svært forstyrret. Hvordan jeg gang på gang tog et aktivt valg om at pleje og drive min sygdom, hvordan jeg piskede en stemning op i mig selv, gjorde mig kampklar. Hvilke konsekvenser det bragte med sig. Psykisk sygdom smitter. For vi spejler os i hinanden, henter inspiration til, hvordan man kan hade sig selv mest muligt. Vi konkurrerer. Vi vælter som dominobrikker – skærer én, skærer hele afdelingen. Der er mange elementer i min historie, jeg ikke selv kan lide, og der er mange sider i bogen, hvor jeg ikke kan lide mig selv. Jeg har

valgt at skrive det ned alligevel, for de er en del af mit liv, en del af en tidsperiode, en del af min sygdom – den sygdom, som jeg heller ikke kan lide. Jeg har et behov for at smide sandhederne på bordet. Jeg vil fortælle hvert et afgørende skridt op til min exit og om alle de skridt, jeg som den ultimative konsekvens ikke længere var i stand til at tage. Det er mit inderste, og det er ofte – for meget. Men jeg tager det gerne på mine skuldre. Jeg ved, at der måske er andre, der har tænkt de samme tanker, men aldrig har turdet sige dem højt. For mig ligger tabuet ikke i mine diagnoser, men i de handlinger og tanker, jeg som syg har foretaget. Jeg har en frygt for, hvordan folk vil opfatte mig. Vil folk mene, at jeg ydmyger mig selv? Vil folk synes, at jeg har ondt i røven? Vil de tænke, jeg er en løgner? At det var min egen skyld? Vil de synes, at jeg er et dårligt menneske, hvis jeg fortæller dem, hvorfor jeg ikke ønskede mit liv. ”Det skyldes blot, at vi er mennesker, Og det her det er min skrift, En synders bekendelser” L.O.C.

En Start

I ottende klasse gik jeg meget på toilettet. Jeg gjorde det oftere, end jeg behøvede, og jeg skulle ikke nødvendigvis tisse. Til en start var det af ren og skær selvoptagethed, fordi jeg ville stå og kigge på mig selv i spejlet og studere det orange klistermærke, der signalerede, at man skulle huske at vaske hænder. Jeg ville studere mit ansigt, mine buskede øjenbryn, den for smalle overlæbe og for tykke underlæbe. Jeg kunne godt finde på at lave bevægelser med armene, bare fordi spejle er underlige, og det er også underligt at studere sig selv på denne måde. Jo længere tid jeg stod der, jo mere forvrænget føltes min krop. Nogle gange spiste jeg min madpakke derude. Ikke fordi jeg blev mobbet eller ikke havde nogen at sidde sammen med. Der var bare så dejligt roligt derude, at jeg næsten ikke bemærkede lugten af tis og linoleum. Når undervisningen blev for kedelig, og jeg ikke kunne holde lyden af mine venners stemmer ud længere, åbnede jeg igen den røde dør til pigetoilettet. Jeg stod først ved spejlet med armene flagrende, og bagefter satte jeg mig ned på kummen med lukket låg. Jeg sad og faldt langsomt hen. Min krop blev tung, og det automatiske lys slukkede. Når mine ben begyndte at sove, lagde jeg mig ned på gulvet i fosterstilling. Jeg kunne høre alle de andre elevers stemmer udenfor, nogle

gange spillede de også musik, men jeg nød at ligge uforstyrret på toiletgulvet. Problemet opstod først, når jeg skulle tvinge mig selv til at låse døren op igen. Det krævede, at de andre var gået til undervisning igen, så de ikke troede, jeg havde haft dårlig mave eller det, der var værre. Tænk, hvis de fandt ud af, at jeg bare sad ude på kummen og stirrede. Jeg stod med øret helt oppe ad døren, ventede på fri bane, låste døren op og løbe ud, så ingen kunne nå at se min flugt. Nogle gange bankede det også på døren, fordi jeg skabte en kø, men jeg svarede aldrig. Det var bedst, hvis de bevarede forestillingen om, at toilettet måske bare var stoppet. Jeg begyndte at cirkulere rundt om min yndlingslærer, Anders. Jeg håbede altid på, at han ville hive mig til side og snakke. Så ville vi gå ind på lærerværelset, og selvom jeg ikke rigtig kunne fortælle noget, var det rart bare at sidde der. Anders sendte mig også ned til skolepsykologen, Annemette. Annemette spurgte meget ind til mine forældre og venskaber. Jeg kunne godt græde og fortælle om mine små konflikter med mine forældre, men det havde ikke som sådan noget at gøre med, hvorfor jeg var lidt sær. Det måtte Annemette have luret med tiden, for hun sendte mig videre til en professionel psykolog. Mine klassekammerater kunne godt lide mig, tror jeg. Jeg var ikke upopulær, men heller ikke nogen leder. Jeg var sjældent involveret i noget drama. Der var to pigegrupper i min klasse. Man kunne kalde den ene gruppe for de seje og den anden for de specielle. Jeg gik i 8. Rød på Hellerup Skole, og vi var en god klasse, for de specielle var ikke kiksede tabere, de var hipstere og gik meget op i musik i stedet for tøj. Vi accepterede hinandens forskelligheder.

Det havde altid været vigtigt for mig at opdele mennesker i grupper. Jeg var ekstremt bevidst om, hvem der havde hvilke roller. Jeg selv havde bedste venner i begge grupper, så hver dag besluttede jeg mig for, om det var den ene eller anden klike, jeg skulle sidde med. Vi holdt tit pyjamasfester, fordi vi syntes, det var sjovt, selvom vi, sammenlignet med vores parallelklasser, var for gamle til det. Så ville begge grupper fusionere, og mere eller mindre hele klassen ville være samlet hjemme i Katrines lejlighed på Høyrups Allé. Vi begyndte at holde rigtige fester med alkohol, men vi blev også ved med at tage på kælketur på Charlottenlund Fort. Selv Christoffer K., klassens nok sejeste dreng, der var begyndt at ryge, tog overtræksbukserne på. Min position eller rolle var egentlig ret privilegeret, men jeg begyndte langsomt at blive irriteret på alle i klassen. ”Alles ven er ingens ven”, var min største bekymring. Toilettet kaldte på mig, og jeg blev dets slave. Derude var der ingen beslutninger eller valg, der skulle træffes. Det varede ikke længe, før jeg ikke havde energien til at hænge ud med mine venner efter skole. Jeg blev indesluttet. Hver morgen tog jeg pudder fra Manhattan Clearface på i mange lag for at skjule, at jeg ikke kunne holde nallerne fra min hud. Jeg kunne spæne rundt i min mors lejlighed, råbe og snerre, fordi jeg ikke kunne finde noget sort tøj. Alt mit tøj var i alle regnbuens farver, det meste af det havde noget lyserødt i sig, for det var min yndlingsfarve, men nu var det bare sejest at gå i sort, og jeg rodede alt mit tøj ud af skabet for at finde en passende trøje. Jeg græd, fordi jeg så for maskulin ud med mine brede kæber og buskede øjenbryn. Øjenbrynsproblemet reparerede jeg med pandehår, der i stedet blev mit nye problem. Jeg cyklede som regel ad Tuborgvej for at komme i skole, men når jeg nåede til lyskrydset ved skolen, begyndte tårerne at

trille. Jeg kom i tanke om, at jeg havde glemt at tage deodorant på, og jeg havde heller ikke fået lavet min aflevering færdig. Mine afleveringer tog jeg meget seriøst. Særligt dem i dansk, for jeg ville gerne imponere Anders. Hvis ikke en aflevering var blevet god nok, ville jeg hellere undlade at aflevere den. Når jeg gik ind på skolen gennem de automatiske døre, var alting så overvældende. Det var en uoverskueligt rutine at snakke med mine venner, gå på toilettet, græde, falde i søvn, gå ned til skolepsykologen og forklare. Jeg løb ud igen, tog min cykel og skyndte mig hjem. Min mor var altid hjemme, for hun var sygemeldt og mistede senere hen sit arbejde. Så lå jeg og så tv-serier. Mine venner syntes, det var sejt, at jeg kendte alle tv-serierne og havde set alle sæsoner af sådan cirka alt. Jeg var den ukronede dronning af streaming. Hvis en ulovlig side blev lukket ned, var jeg den første til at finde en ny. Min mor spurgte, om jeg ikke skulle tage til billedkunst. Jeg gik på to forskellige skoler, to gange om ugen. Jeg havde gode venner begge steder, og min croquistegning var kommet på forsiden af billedskolens brochure. Når jeg stod i gangen med min cykelhjelm på, ville tårerne imidlertid flyde over og mine ben blive lammede. Min mor sagde, at det var okay. Hun gav mig altid lov til at blive hjemme. Min far havde en anden tilgang til mine pjækkedage. Når jeg vendte om på cyklen, kunne jeg skimte hans bil bag mig. Når jeg nåede hans hus, ville han stå klar og spørge mig, med sin sureste tone, hvorfor jeg ikke var i skole. Min far kan ikke lide folk, der pjækker. Jeg startede i et forløb hos en privat psykolog, jeg også havde snakket med som barn. Dengang, da jeg var yngre, havde jeg det pro-

blem, at jeg tissede i bukserne. Ofte glemte jeg at gå på toilettet. Jeg plejede at binde en hættetrøje rundt om mine hofter, så ingen kunne se det. På et tidspunkt var det stoppet af sig selv. Nu var jeg tilbage hos psykologen. Hun var en ældre kvinde, der havde kontor i et stort hus på en af sundvejene i Hellerup. Hun spurgte ind til mange ting, men jeg kunne aldrig overskue at svare hende. I stedet sendte hun mig videre til lægen. Hellerup Skole meldte ud, at det var bedst, hvis jeg blev hjemme for en stund. Tilbage i min mors lejlighed ramlede alting sammen, og en eftermiddag kørte de mig ud på børnepsykiatrisk skadestue. Jeg snakkede med en læge, og hun spurgte mig, om jeg havde lyst til at se en af deres afdelinger. Selvom jeg havde lyst til at gå med hende af nysgerrighed, sagde jeg, at jeg ville hjem til mine forældre igen. De fik udleveret nogle piller til mig, og jeg startede i et ambulatorium i Brøndby. Min pause fra skolen varede et halvt års tid, og imens begravede jeg mig dybt i internettet. Jeg startede en Tumblr-konto. Der var så mange folk derinde, der var i stand til at sætte ord på følelser, jeg ikke selv kunne finde. Tv-serier og Tumblr, om og om igen. Efter sommerferien startede jeg på en ny skole. Jeg havde slået hele klasselisten op på Facebook og tænkt over, hvem der ville blive mine nye venner. Min nye klasse var fyldt med meget begavede børn. De var svære at blive venner med. Der var ikke plads til nye roller i deres oldgamle grupper. En af pigerne sagde til mig, at hun også havde det svært nogle gange. Selvom jeg syntes, det var sødt af hende, tænkte jeg, at hun ingen idé havde om, hvor svært man egentlig kan have det. De fleste piger i klassen havde også Tumblr, og jeg fulgte dem alle. Flere af dem postede billeder med citater om selvmord, selvskade eller spiseforstyrrelser. Ingen af dem snakkede om det i skolen. Jeg

delte ikke nogen af mine egne tanker med dem. De var hyklere i mine øjne. Den sejeste pige i klassen hed Yasmin, og hun var dybt fascineret af, at jeg var på antidepressiver. Yasmin gik i discobukser fra American Apparel, tidens buks – hvis man altså havde figuren til det – og havde designertasker, elskede Lolita, heroinhistorier, Berlin og syge mennesker. De ting var seje på det tidspunkt. Jeg tror, at hun forestillede sig, at jeg sad som Bella Swan fra Twilight – deprimeret, i en lænestol og hørte dunkel musik. Hun fortalte mig, at hun sågar kendte én, der havde begået selvmord. Hun var den eneste pige i klassen, jeg kunne lide. Yasmin fejlede ikke selv noget, hun var bare meget besat af andre menneskers problemer. Alle kunne godt lide at tale om, hvem der havde haft en spiseforstyrrelse hvornår. Jeg kunne ikke følge med i undervisningen, den var markant anderledes end det, jeg var vant til. Det var ikke, fordi jeg ikke forstod, hvad der blev sagt, jeg kunne bare ikke holde ud at sidde inde i det forpulede klasselokale fyldt med mennesker, jeg foragtede og ikke kunne blive venner med, uanset hvor hårdt jeg forsøgte på at komme ind i varmen. Så jeg flygtede igen til toilettet. Jeg faldt tit i søvn derude, eller spiste en håndfuld Sertraliner. Når der var spisepause, kom Yasmin ud og bankede på døren og sagde, at jeg godt kunne komme ud nu. Jeg kunne godt lide hende, fordi hun aldrig satte spørgsmålstegn ved, at jeg lå derude. Hun spurgte faktisk aldrig. Vi hang aldrig ud efter skole, og vi var heller ikke rigtig venner i klasselokalet. En aften hjemme hos min far stjal jeg nogle af de piller, hospitalet havde udleveret. Jeg vidste ikke, hvad det var, men de skulle spises. Hele huset var gået i seng, men jeg lå atter søvnløs. Jeg slugte et par stykker, tændte nogle stearinlys og lagde mig på gulvet. Jeg skam-

mede mig over at opføre mig så dramatisk. Som jeg lå der, blev jeg en anelse skæv. Jeg byggede en hule under mit skrivebord og lagde mig på tæppet. Jeg tænkte på, hvordan det ville være at dø i en ung alder. Da jeg havde ligget der i et godt stykke tid, og den svævende følelse havde fortaget sig, blev jeg flov over mig selv og ryddede det hele op igen. Skolen var ikke et rart sted. Jeg var rasende på den nye klasse. Nogle dage havde jeg lyst til at spytte eller skrige, men jeg vendte det indad i stedet. Jeg havde ikke lyst til at gøre klassen yderligere opmærksom på mig, så det virkede mere neutralt, næsten gennemsigtigt, at være pigen med dårligt selvværd fremfor at være et udadreagerende skybrud. Jeg plejede at spare mine Sertraliner, min antidepressive medicin, op og sluge dem på dage, der passede mig bedst. Nogle dage tog jeg ingen piller, andre dage tog jeg fem eller otte. Når jeg sad i klasselokalet, kunne jeg mærke min underlæbe dirre og mine hænder være kolde af medicin. Derefter skippede jeg den sidste time og gik mod stationen med vred rockmusik i ørene. I kiosken købte jeg en Marsbar og en kakaomælk. Det kostede ti kroner, så det kunne godt gå an, selvom jeg var nærig. Jeg tog hjem, men fortalte det aldrig til mine forældre. Det var heldigt, at jeg selv kunne styre min medicin. Jeg planlagde min første overdosis og gjort alting klar, til alle var gået i seng. Der var to Faxe Kondi’er, Sertraliner, Panodiler og Iprener. På YouTube havde jeg set en video om, hvordan man fik knivene ud af en barberskraber. Jeg satte mig ved mit skrivebord med tændstikker og lightere, to pincetter og ønskede, at jeg også havde haft sikkerhedsbriller på. Det blev mit første forsøg med selvskaden. Tre sløve barberblade, der blev gemt i min pung i mange år. Både i nødstilfælde og som souvenir.

Det blev ikke til meget mere end en lille rift, og skuffelsen over mine egne evner var enorm. Jeg slugte pillerne én ad gangen og lå og ventede på effekten. Der skete ingenting, så jeg faldt i søvn og vågnede til min egen forbavselse op igen. Min far råbte, at jeg skulle stå op, men jeg sagde, at jeg var syg. Han syntes også, jeg så lidt bleg ud, så jeg fik lov at blive hjemme denne ene gang. Da alle var taget på arbejde, lagde jeg mig ud på toiletgulvet. Min underlæbe dirrede mere, end jeg før havde prøvet. Jeg kastede op og gav mig i kast med en ny tv-serie. Det var ikke en historie, der var værd at fortælle til nogen. Jeg sagde det heller ikke til min behandler i ambulatoriet. Det eneste, jeg sagde, var, at jeg havde mine hemmeligheder. I klassen følte jeg mig stadig uden for, også selvom jeg havde holdt et pyjamasparty, præcis som vi plejede på Hellerup Skole. Pigerne syntes, det var sjovt, men jeg fik skældud af mine forældre, for børnene i min nye klasse måtte ikke drikke alkohol, og Andrea havde kastet op. Jeg tog til alle mine eksamener med angsten i fuldt udbrud og 12-taller i hænderne. Mine forældre roste mig, for det var et overraskende resultat, når nu jeg aldrig deltog i undervisningen. De undrede sig over, hvordan jeg var blevet så dygtig til engelsk. Jeg takkede de sociale mediers undergrund og The Bell Jar.