Lad os tale om døden

GADS FORLAG

JACOB BIRKLER

LAD OS TALE OM D DEN

Jacob Birkler

Lad os tale om døden

Gads Forlag

Lad os tale om døden

© Forfatteren og Gads Forlag 2024 www.gad.dk

1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-07454-0

Projektledelse: An-Magritt Erdal

Forlagsredaktion: Mette Jokumsen

Omslag: Rasmus Funder

Tryk: Scandbook

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Nye bøger fra Gads Forlag

Tilmeld dig vores nyhedsbrev på www.gad.dk og få information om nye bøger og følg Gad Sundhedsfag på Facebook og LinkedIn.

Forord

Det er vigtigt at tale om døden, så vi både kan blive bedre til at håndtere den, forberede os på den og leve med den. Men hvordan taler vi om døden? Bogens formål er at give døden et sprog og dermed gøre det lettere at tale om døden. Hvordan kommer vi ind i samtalen, og hvad får vi ud af den? Samtalen om døden kan give os forståelse og erkendelse, men kan også give retning i livet og tilmed fungere som vejviser. Mange kan godt se det værdifulde i en samtale om døden, men finder samtalen svær og taler derfor let udenom. På den baggrund er det bogens idé at gøre døden mere omgængelig og lette samtalen herom. At vi får “liv i døden”, at vi fokuserer på den og gennem samtaler vækker den til live som en betydningsfuld del af livet. Bogen viser, hvordan vi kan gribe om døden på nye måder, så vi samtidig finder nye greb i livet.

Men hvad skal jeg med døden? Kan jeg overhovedet bruge den til noget? Umiddelbart kan spørgsmålet lyde prætentiøst. Jeg kan alligevel ikke ændre på det faktum, at jeg skal dø. Den hænger over mit hoved, som var det månen, der fra tid til anden lyser

op eller forstyrrer min nattesøvn. Men dét, at den hænger der og lyser over mit hoved, er en mulighed for at gøre døden til et aktiv i livet. Døden kan fungere som påmindelse og erkendelse, men kan også vise vej i livet. Døden kan have værdi – både negativ og positiv værdi. Samtidig kan vi tale om døden og tale om den tid, vi stadig har. Døden kan være en refleksion i vores stille sind, men den kan også fylde i samtalen med andre. Det kan være samtalen om min død, samtalen med den døende såvel som samtalerne efter den andens død. Denne bog handler om disse samtaler og den måde, vi kan tilføre dem værdi på.

Ingen bog om døden, uden at livet er med. Derfor er denne bog en bog om den måde, vi gennem livet forholder os til døden på og især, hvordan vi gennem samtaler hjælper hinanden med at leve dødeligt. Mest handler bogen om de måder, døden bringer os videre i livet på. De måder, døden ikke kun berører os på, men også beriger os, når vi møder den undervejs i livet.

Bogen er skrevet på baggrund af samvær med døende patienter, som jeg har mødt gennem mit arbejde i sundhedsvæsenet. Et arbejde med forskning, formidling og rådgivning i sundhedsvæsenet. Mennesker, som har delt deres tanker med mig. Jeg sender de mange patienter en stor tak. Selvom de ikke er blandt os mere, så fylder de stadig i mine tanker og derfor også i denne bog. Jeg vil også takke mine kolleger i landsforeningen Liv & Død, hvor talrige samtaler har fjernet mine skyklapper og skærpet mit blik.

Motivet for at skrive bogen går langt tilbage og er forankret et helt andet sted. Som ung vandrede jeg i Nepals bjerge, hvor jeg talte med mennesker på min vej. I ugevis talte jeg med en tibetansk

munk, som lærte mig mangt og meget om livet og døden. Det var hans forhåbning, at jeg ville fortælle mine landsmænd, hvordan vi kan leve med døden, uden at livet bliver en kamp for dens udsættelse. Da vores veje skiltes, forærede han mig en amulet formet som et kranium, udskåret fra en lårbensknogle, der stammede fra en afdød ven. Amuletten skulle være en påmindelse om min forpligtelse. Der skulle gå knap 30 år med livets prøvelser, før jeg kunne holde mit løfte. Med bogen erindrer jeg min gamle ven og vores mange samtaler om døden. Det er mit håb, at denne bog kan ligge til grund for mange nye samtaler.

Jacob Birkler

Januar 2024

Indledning: Lad os tale om døden .

Det er ikke farligt

Skal der ske noget stort eller vigtigt i vores liv, vil vi ofte forberede os. Det kan være en eksamen, en rejse, en fest eller et nyt arbejde. Nogle vil begynde at planlægge meget tidligt og gå i detaljer med alle de ønsker og tanker, som knytter sig til det, der skal ske. Døden er unægtelig en stor og vigtig del af livet. Men i modsætning til andre store begivenheder er det knap så almindeligt, at vi forbereder os på den. Hvad skal jeg overhovedet forberede mig på, og hvad kan jeg forvente? Hvis jeg skal på ferie, skal jeg pakke en kuffert og huske mit pas. Skal jeg til eksamen, skal jeg forberede mig og øve mig. Med døden virker det mere diffust, hvordan jeg forbereder mig. Måske er døden ikke primært et bestemt tidspunkt i fremtiden, men snarere noget, jeg lever med hele livet, og som derfor ikke kræver forberedelse, men snarere løbende tanker og overvejelser.

Bogen handler om døden som noget, vi kan indstille os på, forberede os på og især tale om. Mest af alt behandler bogen den måde,

døden vedrører hver enkelt af os på, og de måder, hvorpå døden bliver et aktiv i livet.

Men hvorfor tænke og tale om døden? Hvorfor overhovedet beskæftige sig med døden? Mange forbinder alligevel døden med kræft, kemo og begravelser. Samtidig er døden noget, der tager livet af os og fra os. Noget, som forskrækker os, som et skelet i skabet. Det er lettere at udskyde at tænke og tale om døden og holde den ud i strakt arm. Den skal nok komme. Døden er ikke ligefrem en fest, man ønsker at blive inviteret til. Døden er snarere en eksklusion fra enhver fest. Men måske bør vi lige modsat tænke over døden som en grund til netop at finde festen i livet. På den måde bliver døden ikke noget i sig selv, men snarere en måde, hvormed vi lever livet, fordi vi skal dø. Denne pointe bliver gennemgående for bogens budskaber.

Døden kan uventet hurtigt komme tæt på. Som et prik på skulderen, hvor sekretæren fortæller dig, at din ægtefælle har været involveret i et alvorligt trafikuheld. Som en knude, der uventet mærkes i brystet. Pludselig føles døden som en, der står og hvisker mig i øret – det er snart din tur. Som sådan er døden frygtelig intrigant. Den står bag min ryg og spinder en afslutning på mit liv. Der hviskes og tiskes, indtil den pludselig konfronterer mig med en omstændighed, jeg ikke kan løbe fra, men må deale med. I disse situationer kan samtalen om døden virke anmassende, for det er lettere, når døden er på behørig afstand.

Men hvordan forbereder jeg mig på døden? I alle andre sammenhænge bruger vi mange kræfter og ressourcer på forberedelse af enhver art. Vi køber rask væk bøger om fødsel og barsel, før vi øjner to streger på graviditetstesten. Modsat har vi ikke samme

entusiasme, når det gælder livets udgang, selvom alle kan se to dybe furer i panden. De fleste kaster sig ikke over dødsstudier, når resultatet af den første biopsi tikker ind i sundhedsjournalen. For mange er det muligvis det sidste, man ønsker at bruge tid på. Pointen er, at vi bør skelne mellem samtaler om døden, når vi har den på afstand, og samtaler om døden når vi ved, at den er nært forestående.

Hænger man i med neglene hen over livets afgrund, så er det ikke her, man skal komme og tale om afgrundens gode egenskaber. Men skal man omvendt bestige et bjerg, er det en god ide med forberedelser, før man overhovedet begynder en opstigning. Derfor kan vi tale om døden som bjerget, ruten, værktøjet og især livlinen undervejs. Det er ingen skam at lade andre hjælpe med at bære, og dermed kan samtalen om døden virke forløsende og befriende. Hvad enten jeg er 28 eller 82, så er døden et vilkår, vi kan tale om på en måde, så det giver både mening og kraft til det liv, som er tilbage. Vi kan træffe bedre beslutninger, når døden senere sniger sig ind på os, og vi kan ændre vores indstilling til døden til gavn for os selv og vores nærmeste i særdeleshed.

Samtalen om døden behøver ikke være skræmmende, farlig, frygtelig eller deprimerende. Samtaler om døden kan være lærerige og indkredse det vigtigste i livet. Samtalen handler ikke om at fjerne frygten, men lader os flette døden ind i vores livsfortælling. Samtidig kan vores fortælling om døden bidrage til at forme en ny forståelse for livets endeligt, hvilket også kan virke betryggende. Døden er i sit væsen abstrakt, men min egen død er et meget konkret anliggende. Jeg skal dø, og du skal dø. Det bliver svimlende, fordi dette ‘intet’ eller ‘ingenting’ pludselig kobles til mit levede liv. Jeg forstår det ikke. Vi forstår det ikke. Samtidig er det be-

grænset, hvad vi kan gøre ved døden. Vi kan fortrænge den eller forsøge at udskyde den. Langt mere interessant er det imidlertid, hvad døden kan gøre ved os. Men døden kommer ikke tættere på, blot fordi vi tænker eller taler om den. Der sker snarere det modsatte. Gennem samtalen om døden kommer livet tættere på – det er bogens gennemgående pointe.

Døden udstiller os, viser vores sårbarhed, men mest vores menneskelighed. Vi er væsener, der skal dø, men også væsener, der kan forholde sig til deres egen dødelighed. Som dødelige mennesker er vi altid ens, også når vi står og venter på toget eller handler i Netto. Vi lever med den præcis samme omstændighed som de mange, der bor på den anden side af kloden. De skal også dø. På den måde er døden en påmindelse om vores menneskelighed. Denne fælles skæbne forbinder os uanset alder, køn eller etnicitet. Vi er født sårbare, fordi døden altid er med. Hverdagen kan give os kvaler, og vi bøvler alle med noget i det store og i det små. Men vi lever alle med det faktum, at vores tid er begrænset. Det er netop denne begrænsede tid, der gør livet værdifuldt. Livet er dyrebart, fordi det er begrænset. Det kalder på vores indsats nu og her. Det handler ikke alene om at bruge det eller spilde det, men mest af alt at tage vare på det. Døden vækker mig fra hverdagens slummer. Døden giver perspektiv og en scene at spille på. Den giver mig ikke en rolle at spille. Som en sufflør fortæller døden ikke vores replikker, men hvisker sagte: “Husk at spille, så godt du kan”.

I hverdagen kan vi irriteres over en fold i tæppet eller en delle om livet. Vi kan irriteres over rentebetalinger eller regnvejret på cykelturen hjem. Men med døden kan vi grine af disse forhold. Pludselig står det klart, hvordan glemte dagligvareindkøb, uglet hår, knækkede snørebånd eller en plet på skjorten er knap så

vigtige. Med døden er vi lidt mere tålmodige, når ægtefællen er irritabel, eller kollegaen snerrer. Selvfølgelig oplever vi også store vanskeligheder i livet og svære perioder, hvor det er tungt at leve. Men døden gør livet mindre trivielt. Med døden har jeg noget at gøre og noget, der skal gøres. Pludselig er der gøremål, som bliver vigtige. Døden fjerner ikke håbet. Men med døden vil jeg ikke håbe på noget bedre i morgen, hvis jeg kan gøre det i dag. Med døden er vi mindre afventende.

Denne bog er ikke en guide til måden, du skal dø på. Jeg leverer ingen trinmodeller på vej mod den gode død. Det er heller ikke en bog, der anviser, hvordan vi giver andre en god død. Der findes ikke en korrekt måde at leve på og heller ikke en korrekt måde at dø på. Denne bog er alene et forsøg på at vise, hvordan vi kan leve med døden, og især, hvordan vi taler om dette dødelige liv. Livet former sig ofte, som vi mindst venter det. Sådan er det også med døden. Derfor er denne bog ikke en vejviser i døden. Til gengæld giver bogen et grundlag for at sikre samtalen om døden og om måder, vi kan leve dødeligt på. Måske kan bogen gøre den tid, hvor døden nærmer sig, bedre og mere afklaret. Og hvem ved, måske kan bogen også ændre på den måde, du lever.

Bogen er tiltænkt de læsere, som ønsker at komme døden nærmere, og især de mange, som ønsker at tale om døden. Hvis man oplever, at døden er vanskelig eller diffus at tale om, så kan man med fordel begynde her. Hvordan starter og slutter samtalen, og hvilket indhold kan den få? Bogen kvalificerer samtalen om døden. Samtaler, der giver perspektiv på livet. Lad os tale om døden som en del af livet.

Bogens opbygning

Bogen er inddelt i seks kapitler, der rummer hver sin tematik. I bogens første kapitel skal vi have greb om det, vi taler om. Vi kan kalde det for dødens hvem, hvad, hvor, hvornår og hvordan. Vi skal således finde sprog og billeder, der kan understøtte vores samtale om døden.

Kapitel to fokuserer på døden som samtaleemne og især den måde, samtalen har værdi på. Hertil hører også vores forhold til døden generelt. I Danmark taler vi ofte om døden som et tabu. Men måske har det ændret sig gennem de seneste årtier, hvilket undersøgelser peger på.

Bogens tredje kapitel behandler samtalens indhold. Hvis vi skal tale om døden, hvad taler vi så om? Kapitlet fokuserer på samtalen om ‘min død’, hvilket både kan være undervejs i livet, henimod slutningen og samtalen om livet efter døden.

Med bogens fjerde kapitel beskrives samværet med den uafvendeligt døende. Hvorfor står vi der, hvad laver vi der, og hvordan taler vi sammen der? Dette kapitel er ikke instruerende, men giver eksempler på både indstilling og indhold, når vi taler med den døende.

Det hører med til samtalen om døden, at vi taler om den gode død såvel som den værdige og uværdige død, hvilket er temaet for bogens femte kapitel. Tanken er ikke at udfolde debatten om dødshjælp, selvmord og udsigtsløs behandling. Tværtimod skal kapitlet alene udfolde den måde, vi taler om disse emner på.

Bogens sidste kapitel er tilegnet de efterlevende, som står tilbage efter et dødsfald. Her taler vi også om døden, men især om tabet, hvor sorgen er et vilkår. Kapitlet pointerer, hvordan sproget skal hænge sammen med en praksis, hvor den sørgende ikke efterlades alene med sorgen.

Bogen afsluttes med eksempler på den måde, vi lever med døden i dag på og måder, vi forholder os til døden ud fra hverdagens begivenheder på. På den baggrund afsluttes bogen med tanker om måden, døden er med os, og hvordan vi kan få døden med som en del af livet. At døden er med i hvert levet liv, som livets dobbeltgænger, og at døden er med i samtalen om livet blandt dem, vi færdes iblandt.