Led ikke efter mig

Led ikke efter mig_TRYK.indd 2

30/04/2019 10.58

harlan coben

led ikke efter mig pĂĽ dansk ved johnnie mccoy

gads forlag

Led ikke efter mig_TRYK.indd 3

30/04/2019 10.58

Led ikke efter mig er oversat fra amerikansk efter Run away Copyright © 2019 by Harlan Coben Dansk udgave: Copyright © 2019 by Gads Forlag Published by arrangement with Lennart Sane Agency AB 1. udgave, 1. oplag Omslag: Anders Timrén Omslagsfotos: iStockphoto, Shutterstock Bogen er sat med Sabon hos BogGrafisk ISBN 978‑87‑12‑05843‑4 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng.

Enhver lighed med virkelige nulevende eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.

Led ikke efter mig_TRYK.indd 4

30/04/2019 10.58

Til Lisa Erbach Vance, agent extraordinaire, med kĂŚrlighed og taknemmelighed.

Led ikke efter mig_TRYK.indd 5

30/04/2019 10.58

Led ikke efter mig_TRYK.indd 6

30/04/2019 10.58

kapitel 1

Simon satte sig på en bænk i Central Park – nærmere bestemt i Strawberry Fields – og kunne mærke sit hjerte briste. Det kunne selvfølgelig ikke ses på ham udefra. I hvert fald ikke før han begyndte at dele knytnæveslag ud, og to turister – fra Finland af alle steder – begyndte at råbe op, mens ni parkgæster fra en bred vifte af klodens øvrige lande filmede det hele med deres smartphones.

Men der var stadig en time til, at det kom så vidt.

Der er ikke jordbær i Strawberry Fields, og man kan heller ikke kalde det halvanden hektar store velplejede område for en field – altså en mark – men navnet skal heller ikke tages bogstaveligt. Det er opkaldt efter Beatles-nummeret. Strawberry Fields er et dråbeformet område i Central Park og ligger ud mod Central Park West over for 72nd Street.

Det er tilegnet mindet om John Lennon, der blev skudt og dræbt på den anden side af gaden, og anlagt omkring en rund stenmosaik med et enkelt budskab i midten: IMAGINE Simon blinkede og stirrede fortvivlet ud i luften. Turisterne, der strømmede til, tog gruppebilleder og selfier ved mosaikken. Nogle knælede på den, andre lagde sig på den. Tidligere på dagen havde nogen lagt friske blomster omkring ordet IMAGINE. Vinden havde ikke formået at blæse de røde rosenblade, der var blevet lagt som et fredstegn, væk.

Gæsterne var tålmodige – måske fordi stedet var et mindesmærke – og ventede pænt, til det var deres tur til at gå hen til mosaikken og tage et billede, som de så kunne lægge op på Snapchat, Instagram, eller hvad de nu foretrak af sociale medier – sammen med et John Lennon-citat,

7

Led ikke efter mig_TRYK.indd 7

30/04/2019 10.58

en strofe fra en Beatles-sang eller den der Lennon-sang om, at det ville være så smukt, hvis vi alle sammen kunne leve sammen i fred.

Simon var iført jakkesæt og slips. Han havde ikke gidet løsne slipset, efter at han forlod sit kontor i World Financial Center på Vesey Street. Over for ham og tæt på den berømte mosaik sad en – hvad kalder man sådan en nu til dags? En vagabond? Person på midlertidigt ophold? Narkoman? Psykisk syg? Tigger? – og spillede Beatles-sange. Gademusikanten – det var nok den pæneste betegnelse – spillede på en ustemt guitar og sang med hæs stemme og en mund fuld af gule tænder om, at Penny Lane var i hendes ører og i hendes øjne.

Et sjovt eller i det mindste lidt sødt minde: Simon gik tit forbi den her mosaik, da hans børn var små. Da Paige var ni, og Sam var seks, og Anya var tre, gik de tit hen til statuen af Alice i Eventyrland ved modelbådssøen i den østlige del af parken. Gåturen fra lejligheden på 67th Street mellem Columbus Circle og Central Park West cirka fem gader syd for parken førte gennem Strawberry Fields.

Den tre meter høje bronzeafstøbning af Alice, Den gale hattemager, den hvide kanin og de store svampe, der havde en lettere upassende udformning, var stort set den eneste statue i verden, som man måtte klatre rundt på. Sam og Anya var vilde med det. Hver gang de var der, stak Sam på et eller andet tidspunkt to fingre op i Alices bronzenæsebor og råbte: “Far! Far! Se! Jeg piller næse på Alice!”, og Ingrid, Sams mor, rystede på hovedet og sukkede: “Drenge.”

Men allerede dengang var Paige, deres førstefødte, mere stille i det. Hun ville hellere sidde på en bænk med sin malebog og sine fine farvekridt. Hun blev ked af det, når de knækkede, eller hvis papiret faldt af dem, og hun holdt sig altid – i både bogstavelig og metaforisk forstand – inden for stregerne. Senere, da hun var 15‑17 år gammel, satte hun sig gerne på en bænk, præcis som den, Simon sad på lige nu, og skrev historier og sangtekster i en notesbog, som han havde købt til hende i papirvarebutikken på Columbus Avenue. Men Paige satte sig ikke på hvilken som helst bænk. Cirka 4.000 af bænkene i Central Park er “adopterede” af folk, der har doneret store pengebeløb til parken, og som til gengæld har fået lov til at sætte personlige

8

Led ikke efter mig_TRYK.indd 8

30/04/2019 10.58

mindeplader på dem. De fleste af dem, som for eksempel den, Simon sad ved nu, var typiske mindeplader med tekster som: TIL MINDE OM CARL OG CORKY Andre, og det var dem, Paige primært opsøgte, fortalte små historier: Til minde om C & B – som overlevede Holocaust og fik et nyt liv i denne by …

Til min elskede Anne – jeg elsker og forguder dig.

Du er mit et og alt.

Vil du gifte dig med mig?

På dette sted den 12. april 1942 begyndte vores kærlighedshistorie …

Den bænk, som Paige foretrak, og som hun kunne sidde på i timevis med sin notesbog – måske var det et tidligt tegn på det, der var i vente – var tilegnet mindet om en mystisk tragedie: Smukke Meryl, 19 år. Du fortjente uendeligt meget bedre og døde alt for ung. Jeg ville have gjort hvad som helst for at redde dig.

Paige gik fra bænk til bænk, læste teksterne på mindepladerne og brugte dem som inspiration til sine historier. I et forsøg på at komme tættere på sin datter forsøgte Simon det samme. Men han havde ikke hendes fantasi, så det endte som regel med, at han satte sig ned og læste avis eller tjekkede valutakurser og børsnyheder på sin telefon, mens Paiges kuglepen fløj hen over papiret.

Hvad blev der af de gamle notesbøger? Hvor var de mon nu?

Simon vidste det ikke.

Endelig klingede den sidste akkord i “Penny Lane” ud, og sangeren/ tiggeren slog direkte over i “All You Need Is Love”. Et ungt par satte sig på bænken ved siden af Simon. Den unge mand hviskede demon-

9

Led ikke efter mig_TRYK.indd 9

30/04/2019 10.58

strativt: “Kan man betale hende for at klappe i?”, og hans kvindelige ledsager sagde fnisende: “Hun myrder jo John Lennon, som om han ikke allerede var død.” Et par parkgæster kastede mønter i kvindens guitarkasse, men de fleste holdt sig på afstand eller bakkede væk, mens de skar grimasser, der tydede på, at de havde fået færten af et eller andet, de helst ikke ville have mere at gøre med.

Men Simon lyttede. Han hørte godt efter i håb om at opdage et eller andet i melodien, i teksten eller i fremførelsen, der kunne minde om skønhed. Han lagde knap nok mærke til turisterne eller deres guider eller manden med den (Gud forbyde det) nøgne overkrop, som solgte vandflasker for en dollar stykket, eller den tynde fyr med fipskæg, som fortalte vitser for en dollar stykket (“tilbud: seks vitser for fem dollars!”), eller den gamle asiatiske kvinde, der brændte røgelsespinde af til tvivlsom ære for John Lennon, eller til løberne, hundelufterne eller solbaderne.

Men han hørte ingen skønhed i musikken. Der var ingen.

Simon fjernede ikke på noget tidspunkt blikket fra tiggerpigen, der vanhelligede John Lennons minde. Hendes hår var filtret, og hendes kinder indfaldne. Hun var skind og ben, pjaltet, beskidt, skadet, hjemløs, fortabt.

Og hun var også Simons datter Paige. * Simon så Paige sidst for et halvt år siden. Dengang hun gjorde det utilgivelige.

Det havde været den sidste dråbe for Ingrid.

“Den her gang skal du lade hende være,” havde hun sagt til ham, da Paige var stukket af.

“Og hvad skal det betyde?”

Og så var det, at Ingrid, den vidunderlige mor og omsorgsfulde børnelæge, som havde viet sit liv til at hjælpe nødlidende børn, havde sagt: “Jeg vil aldrig se hende her i huset igen.”

“Det mener du jo ikke.”

“Jo, jeg gør, Simon. Jeg mener det. Gud hjælpe mig.”

10

Led ikke efter mig_TRYK.indd 10

30/04/2019 10.58

Han ledte efter Paige i flere måneder uden Ingrids vidende. Nogle af hans tiltag var velorganiserede, som dengang han hyrede en privat­ detektiv, men de fleste var bare skud i tågen, som når han tog på risikable vandreture ad tilfældige ruter gennem farlige, narkoplagede områder af byen og viste et billede af sin datter til alle de stenede og moralsk anstødelige eksistenser, han mødte.

Uden resultat.

Simon havde spekuleret over, om Paige, som lige havde haft fødsels­ dag (hvordan havde hun fejret den – med en fest, kage, stoffer? Havde hun overhovedet styr på datoerne?), havde forladt Manhattan og var taget tilbage til den collegeby, hvor det hele var begyndt at gå skævt.

To gange var Simon kørt op til Craftboro Inn, som lå ved siden af campus, mens Ingrid havde weekendvagt på hospitalet og derfor ikke kunne stille alt for mange spørgsmål. Mens han gik hen over den store plæne mellem bygningerne, tænkte han på, hvor begejstrede de alle fem, Simon, Ingrid, Paige, den førsteårsstuderende in spe, og Sam og Anya havde været, da de besøgte stedet første gang. Hvordan de havde hjulpet Paige med at flytte ind, og hvordan han og Ingrid havde været fulde af optimisme og tiltro til, at dette sted med dets åbne, grønne områder og skove var det perfekte sted for deres datter, som var vokset op på Manhattan. Og han tænkte på, hvordan optimismen var visnet og til sidst døde.

En del af Simon – den del, som han aldrig havde kunnet sætte ord på eller knap nok kunne indrømme fandtes – havde haft lyst til at indstille eftersøgningen. Hans liv var blevet om ikke bedre, så i hvert fald roligere, efter at Paige var løbet hjemmefra. Sam, som det forår havde taget eksamen fra Horace Mann, talte stort set aldrig om sin storesøster. Han havde primært været optaget af venner og eksamen og fester – og nu havde han kun forberedelserne til sit første år på Amherst College i hovedet. Anya … Tja, Simon vidste ikke, hvordan hun havde det med det. De talte ikke om Paige – eller om ret meget andet for den sags skyld. Hvis han forsøgte at få gang i en samtale, kunne han sjældent få mere end enstavelsesord ud af hende. Det gik “fint” eller “godt” eller “okay”.

Men så fik Simon et sært spor.

11

Led ikke efter mig_TRYK.indd 11

30/04/2019 10.58

En morgen tre uger forinden var hans overbo, Charlie Crowley, en øjenlæge med klinik i downtown-området, trådt ind i elevatoren, mens Simon var på vej ned. Da de havde småsludret lidt om vejret og den slags, sagde Charlie, mens han stod med front mod døren og lod etageadskillelserne suse forbi sit blik, som man som regel gør i en elevator, at han “måske” havde set Paige.

Simon stirrede på skiltet med etagenumrene og forhørte sig så henkastet, han kunne, om detaljerne.

“Det var vistnok, øh … i parken,” sagde Charlie.

“Så hun var på vej gennem parken?”

“Nej, ikke ligefrem.” Elevatoren standsede i stueetagen. Dørene gled op. Charlie tog en dyb indånding. “Paige … spillede musik i Strawberry Fields.”

Han må have bemærket Simons spørgende ansigtsudtryk.

“Du ved … for penge.”

Det var, som om et eller andet gik i stykker inden i Simon. “Penge?

Som en …”

“Jeg ville egentlig have givet hende nogle, men …”

Simon nikkede for at signalere, at det var okay, og at han bare skulle fortælle videre. “… men hun var helt væk, så hun kunne ikke genkende mig. Jeg var bange for, at det bare ville …”

Charlie behøvede ikke at gøre sætningen færdig.

“Det gør mig ondt, Simon.”

Og det var det.

Simon overvejede at fortælle det til Ingrid, men blev enig med sig selv om, at han ikke gad skændes med hende om det. I stedet begyndte han at opholde sig en del i Strawberry Fields i sin fritid.

Men han så aldrig Paige.

Han spurgte et par af de andre musikanter, om de kendte hende.

Han viste dem et billede af hende, som han havde på sin telefon, og kastede et par pengesedler i deres guitarkasse. Nogle af dem sagde, at de kendte hende og ville fortælle mere, hvis han gav et mere substantielt bidrag til deres sag. Det gjorde han – og fik intet ud af det.

De fleste af dem indrømmede til sidst, at de ikke genkendte hende.

12

Led ikke efter mig_TRYK.indd 12

30/04/2019 10.58

Og nu, da Simon så Paige, forstod han hvorfor. Der var næsten ingen fysiske lighedspunkter mellem hans engang så kønne datter og denne bedrøvelige sæk knogler.

Men mens Simon sad i Strawberry Fields – han plejede at sætte sig foran et skilt, der på næsten demonstrativ humoristisk vis blev ignoreret: STILLEZONE. AKUSTISK OG FORSTÆRKET MUSIK FORBUDT – lagde han mærke til noget sært. Musikerne, der alle så mere eller mindre snuskede og usle ud, spillede aldrig på samme tid. Overgangen fra en musikant til en anden var overraskende glat. De skiftede hver time. Det foregik helt stille og roligt og uden den store slinger i valsen.

Som om de fulgte et skema.

Simon kom formedelst 50 dollars i kontakt med en mand ved navn Dave, en af de mere forhutlede musikanter. Han havde en kæmpestor hjelm af gråt hår, elastikker i skægget og en flettet hestehale, der nåede ham til midten af ryggen. Dave, som enten havde levet et hårdt liv og var midt i 50’erne eller et lettere liv og var 70, forklarede ham, hvordan det fungerede.

“I gamle dage havde vi den her fyr, Gary dos Santos … ved De, hvem det er?”

“Jeg synes, jeg har hørt navnet før,” sagde Simon.

“Ja, hvis De kom her dengang, kan De helt sikkert huske ham. Gary var selvudnævnt borgmester for Strawberry Fields. En stor fyr. Han sørgede for ro og orden gennem 20 år. Og dermed mener jeg, at han skræmte livet af folk. Han var sindssyg. Forstår De, hvad jeg mener?”

Simon nikkede.

“Og så døde han i … tja, hvad kan det have været, 2013, ja … Leukæmi. Han blev kun 49. Og så gik det” – Dave slog ud med hænderne med de fingerløse handsker – “helt galt. Der herskede totalt anarki, fordi vi ikke havde vores fascist til at holde styr på os. Har De læst Machiavelli? Sådan var det. Musikanterne røg i totterne på hinanden hver eneste dag og kæmpede om pladserne. Ka’ De følge mig?”

“Ja, jeg kan godt følge dig.”

13

Led ikke efter mig_TRYK.indd 13

30/04/2019 10.58

“De forsøgte at styre det selv, men – lad mig bare være helt ærlig, halvdelen af dem kan knap nok selv tage tøj på. Så det første røvhul spillede for længe, og det næste begyndte bare at spille, mens det første spillede, og så begyndte de at råbe og bande foran de små børn! Der blev slagsmål, og politiet kom. De kan godt se det for Dem, ikke?”

Simon nikkede. Han kunne godt se det for sig.

“Det var dårligt for vores image for slet ikke at tale om vores pengepung. Så vi fandt en løsning på problemet.”

“Og hvad var løsningen?”

“En tidsplan. Vi begynder klokken ti om formiddagen og slutter klokken syv om aftenen og roterer en gang i timen.”

“Seriøst?”

“Ja.” “Og fungerer det så?”

“Ikke perfekt, men tæt på.” Økonomisk egeninteresse, tænkte finansanalytikeren Simon. En af livets konstanter. “Hvordan får man så en tid?”

“Via sms. Vi har fem faste musikanter. De får de bedste tider. Og resten bliver fordelt mellem de andre.”

“Og det er dig, der administrerer systemet?”

“Nemlig.” Dave skød stolt brystet frem. “Jeg har fået det til at fungere. Jeg sætter for eksempel aldrig Hal på før eller efter Jules, fordi de to hader hinanden mere intenst, end mine ekser hader mig.

Jeg prøver også at sørge for, at der er en vis, ja, hvad skal jeg kalde det … diversitet.”

“Diversitet?”

“Sorte, tøser, latinoer, bøsser, vi har endda også et par fra Mellemøsten.” Han bredte armene ud. “Vi kan jo ikke have, at folk tror, at alle bumser er hvide. Det er en grim stereotyp. Det er De med på, ikke?”

Simon var med på den. Han var også med på, at hvis han gav Dave to halve 100‑dollarsedler og lovede at give ham de manglende halvdele, hvis han informerede ham, næste gang hans datter viste sig, så var der en god chance for, at der ville ske noget.

Og denne morgen havde han så modtaget en sms fra Dave:

14

Led ikke efter mig_TRYK.indd 14

30/04/2019 10.58

Klokken 11. De har det ikke fra mig. Jeg er ikke stikker.

Og så: Men kom med pengene klokken 10. Skal til yoga klokken 11.

Og nu sad han her.

Han sad over for Paige og spekulerede på, om hun ville stikke af, hvis hun fik øje på ham. Han vidste det ikke. Han besluttede, at det bedste ville være at vente med at gå hen til hende, til hun havde spillet færdig og pakket sin guitar og sølle indtægt sammen.

Han kiggede på sit ur. 11.58. Hendes time var snart gået.

Simon havde øvet alle mulige åbningsreplikker i hovedet. Han havde allerede ringet til Solemani-klinikken uden for byen og bestilt plads til Paige. Hans plan var følgende: Han ville sige hvad som helst, love hende hvad som helst, lokke hende og tigge og bede hende. Han var parat til at gøre hvad som helst for at få hende med.

En anden gademusikant, der var iført falmede jeans og laset flonels­ skjorte, kom gående fra den østlige del af parken og satte sig ved siden af Paige. Han havde sin guitar i en sort affaldssæk. Han klappede Paige på knæet og pegede på et usynligt ur på sit håndled. Paige nikkede. Så spillede hun de sidste par akkorder af “I Am the Walrus”, sang et sidste “goo goo g’joob” og løftede armene og råbte: “Mange tak!” til et publikum, der hverken hørte eller så noget og i hvert fald slet ikke klappede. Hun samlede de få, ynkelige mønter og krøllede sedler op og lagde overraskende forsigtigt guitaren ned i kassen. Den enkle handling – hendes måde at lægge guitaren i kassen på – ramte ham særligt hårdt. Den Takamine G-Series-guitar havde Simon købt til hende i musikbutikken på West 48th Street på hendes 16‑års fødselsdag Han prøvede at komme i kontakt med de følelser, som han forbandt med mindet. Han prøvede at se situationen for sig. Paiges smil, da hun tog guitaren ned fra væggen, måden, hun lukkede øjnene på, da hun prøvede den, måden, hun kastede sig om halsen på ham på, og han hørte hende for sit indre øre udbryde: “Tak, tak, tak!”, da han sagde, at den var hendes.

15

Led ikke efter mig_TRYK.indd 15

30/04/2019 10.58

Men følelserne – hvis de overhovedet stadig var inden i ham – ville ikke indfinde sig.

Den frygtelige sandhed var, at Simon ikke engang kunne se sin lille pige for sig længere.

Hele den sidste time havde han forsøgt. Og nu forsøgte han igen at fremkalde billedet af den lille engel, som han fulgte til svømmeundervisning, og som sad i en hængekøje i The Hamptons og hørte ham læse hele to Harry Potter-bøger op på én weekend, den lille pige, som insisterede på at have sit Frihedsgudinde-kostume på med grøn makeup og det hele to uger før halloween. Men billederne ville ikke vise sig for ham – måske fordi de blev holdt tilbage af en psykisk forsvarsmekanisme.

Paige kom usikkert på benene.

Det var nu, han skulle rykke.

Simon rejste sig fra bænken. Hjertet hamrede i brystet på ham.

Han kunne mærke, at der var en hovedpine på vej. Det føltes, som om et par kæmpestore hænder trykkede hårdt mod hans tindinger.

Han kiggede sig til begge sider.

Han holdt udkig efter kæresten.

Simon vidste ikke, præcis hvornår det hele var begyndt at ryge af sporet, men en ting var han sikker på, og det var, at det var kæresten, der var skyld i alle de ulykker, der havde ramt hans datter og dermed hele hans familie. Simon havde læst tykke bøger om, at misbrugere var nødt til at tage ansvar for deres egne handlinger, at de selv havde ansvaret for deres situation, at der som regel var en historie bag misbruget, og at den også involverede misbrugerens familie. Misbruget var måske begyndt med, at man havde fået udskrevet smertestillende piller efter en operation. Eller det kunne spores tilbage til gruppepres, eller man havde bare villet eksperimentere lidt, og så havde det udviklet sig til noget grimt.

De havde altid en undskyldning.

Men i Paiges tilfælde – uanset hvad der ellers kunne være på spil af karakterbrister eller forældresvigt – var det meget ligetil: Der var en Paige, før hun mødte Aaron, og så var der Paige nu.

Aaron Corval var et udskud – et på alle måder usselt og afskyeligt

16

Led ikke efter mig_TRYK.indd 16

30/04/2019 10.58

udskud – og hvis man blander menneskelig renhed med menneskeligt affald, bliver renheden uigenkaldeligt besudlet. Simon havde aldrig forstået, hvad det var ved fyren, der tiltrak Paige. Aaron var 32 år. 11 år ældre end hende. I begyndelsen, dengang uskylden stadig herskede i deres liv, havde aldersforskellen bekymret Simon, men Ingrid havde bare slået det hen. Dengang hun arbejdede som fotomodel, var den slags meget almindeligt. Men nu var aldersforskellen selvfølgelig det mindste problem.

Han kunne ikke få øje på Aaron.

Et lille håb lettede som en fugl. Var Aaron måske endelig ude af billedet? Var denne ondartede svulst, denne kræftsvulst, denne parasit, som nærede sig ved hans datter, måske endelig færdig med hende og gået videre til en ny, mere robust vært?

Det ville være en god nyhed, det var der absolut ingen tvivl om.

Paige gik mod øst ad en sti, der førte tværs gennem parken. Hun tøffede af sted som en zombie. Simon satte i bevægelse.

Hvad ville han gøre, hvis hun nægtede at gå med ham? Det var ikke blot muligt, det var det mest sandsynlige. Simon havde prøvet at hjælpe hende før, og det havde altid givet bagslag. Han kunne ikke tvinge hende til noget. Det vidste han godt. Han havde endda forsøgt at få sin svoger, Robert Previdi, til at tvangsindlægge hende. Heller ikke det var lykkedes.

Nu var Simon lige bag hende. Hendes slidte kjole hang alt for løst om hendes skuldre. Brune pletter på ryggen – Solen? Sygdom? Vold? – skæmmede den engang så rene hud.

“Paige?”

Hun vendte sig ikke om. Hun sagtnede ikke engang farten, og et kort øjeblik dukkede den tanke op i hans hoved, at han kunne have taget fejl. At Charlie Crowley havde taget fejl. At denne forpjuskede sæk knogler med den ramme lugt og ødelagte stemme ikke var hans førstefødte, ikke hans Paige, ikke den teenager, der spillede Hodel i skolens opsætning af Spillemand på en tagryg, den pige, som duftede af ferskener og ungdom og knuste publikums hjerter, når hun sang “Far from the Home I Love”. Simon havde været til alle fem opførelser, og det var aldrig lykkedes ham at komme igennem en af dem uden

17

Led ikke efter mig_TRYK.indd 17

30/04/2019 10.58

at få tårer i øjnene. Han begyndte næsten at hulke, når Hodel vendte sig mod sin far, Tevye, og sagde: “Papa, kun Gud ved, hvornår vi ser hinanden igen”, og Tevye svarede: “Så vil vi lægge det i Hans hænder.”

Han rømmede sig og trådte nærmere. “Paige?”

Nu satte hun farten lidt ned, men hun vendte sig ikke om. Simon rakte en skælvende hånd frem mod hende. Hun havde stadig ryggen til ham. Han lagde hånden på hendes skulder og kunne mærke hendes knogler gennem den papirstynde hud. Han prøvede igen.

“Paige?”

Hun standsede.

“Paige, det er daddy.”

Daddy. Hvornår havde hun sidst kaldt ham daddy? Hun havde altid kaldt ham “dad”. Det havde alle hans tre børn gjort, så længe han kunne huske, men alligevel kom det andet ord ud af munden på ham. Han kunne høre sin stemme knække. Han kunne selv høre det bønfaldende i sit tonefald.

Hun vendte sig stadig ikke om.

“Paige, vil du ikke nok …”

Og så løb hun.

Det kom fuldstændig bag på ham. Hun havde cirka tre meters forspring, da han optog forfølgelsen. Simon var på det seneste kommet i ret god form. Der lå et fitnesscenter ved siden af hans kontor, og for at undgå at gå ned med stress over at have mistet sin datter – det var i hvert fald sådan, han selv så på det: Han havde mistet hende – gik han i sine frokostpauser over i centeret og trænede på et motionsboksningshold.

Han indhentede hende hurtigt, greb fat i hendes rødskjoldede overarm – han kunne nå om hendes tynde biceps med pege- og tommelfinger – og trak hende bagud. Måske trak han for hårdt. Han kunne ikke bedømme det. Springet fremad og hans greb om hendes arm havde været en automatreaktion.

Paige ville flygte fra ham. Han havde bare villet standse hende.

“Av!” råbte hun. “Slip mig!”

Der stod en masse mennesker omkring dem, og han var sikker på, at nogle af dem vendte sig om, da hun råbte. Han var ligeglad. Bortset fra at det gjorde hans ærinde endnu mere presserende. Han måtte

18

Led ikke efter mig_TRYK.indd 18

30/04/2019 10.58

handle hurtigt og få hende væk herfra, før en eller anden barmhjertig samaritaner trådte til for at “redde” Paige.

“Skat, det er far. Kom nu bare med mig, ikke?”

Hun havde stadig ryggen til ham. Simon vendte hende om, så hun var nødt til at se på ham, men hun pressede armen mod øjnene, som om hun skærmede dem mod et skarpt lys.

“Paige? Paige, vil du ikke nok se på mig?”

Hun blev helt stiv i kroppen, men blev så pludselig helt slap. Hun sænkede armen og vendte langsomt blikket mod ham. Håbet rørte igen på sig i ham. Hendes øjne var sunket dybt ned i deres huler, og det hvide i dem var ikke hvidt, men gult, men nu syntes Simon, at han for første gang måske så et glimt af liv i dem.

For første gang så han et glimt af den lille pige, han engang kendte.

Da hun talte, kunne han endelig høre et ekko af sin datter: “Far?” Han nikkede og åbnede og lukkede munden, fordi det hele bare var for overvældende, og prøvede så igen: “Jeg er kommet for at hjælpe dig, Paige.”

Hun begyndte at græde. “Undskyld.”

“Det er okay,” sagde han. “Det skal nok blive godt igen.”

Han rakte armene frem for at trække sin datter ind i sin sikre favn, da en anden stemme som en dødens le skar gennem parken.

“Hvad fanden?”

Hjertet sank i livet på Simon. Han drejede hovedet.

Aaron.

Da Paige hørte Aarons stemme, trak hun sig væk fra Simon. Han prøvede at holde fast i hende, men hun trak armen til sig, så guitarkassen slog mod hendes ben.

“Paige …” sagde Simon.

Den klarhed, han for få sekunder siden syntes at have set i hendes øjne, var nu knust i 1000 stykker.

“Lad mig være!” råbte hun.

“Paige, vil du ikke nok …”

Paige begyndte at gå baglæns. Simon greb igen ud efter hendes arm, som en desperat mand, der falder ud over en klippekant og prøver at få fat i en gren, men Paige skreg gennemtrængende.

19

Led ikke efter mig_TRYK.indd 19

30/04/2019 10.58

Det fik folk til at vende hovederne. Mange folk.

Simon bakkede ikke væk.

“Vil du ikke nok høre på mig …”

Og så trådte Aaron ind mellem dem.

De to mænd, Simon og Aaron, stod ansigt til ansigt med hinanden.

Paige gemte sig bag Aaron, som var helt afmagret og så sygelig ud.

Han havde en cowboyjakke ud over en nusset, hvid T-shirt. Det sidste skrig inden for heroin chic, bare minus chic Han havde for mange kæder om halsen, og han havde ikke barberet sig – sikkert i et mislykket forsøg på at se sej ud. På fødderne havde han arbejdsstøvler, hvilket var utroligt ironisk, da han helt givet aldrig havde udført en dags ærligt manuelt arbejde i hele sit liv.

“Det er okay, Paige,” snerrede Aaron uden at slippe øjenkontakten med Simon. “Bare gå videre, skat.”

Simon rystede på hovedet. “Nej, du skal ikke …”

Men Paige satte af fra Aarons ryg og løb så ned ad stien.

“Paige?” råbte Simon. “Vent!”

Hun ville slippe fra ham. Simon kastede sig mod højre for at sætte efter hende. Men Aaron trådte ind foran ham og spærrede vejen for ham.

“Paige er en voksen kvinde,” sagde Aaron. “Du har ikke ret til at …”

Simon knyttede næven og slog Aaron midt i ansigtet.

Han kunne mærke Aarons næse give efter under sine knoer og hørte den brække. Det lød som en fuglerede, der bliver knust under en støvlehæl. Der flød blod.

Aaron sank sammen.

Det var på det tidspunkt, at de to turister fra Finland begyndte at hyle op.

Simon var ligeglad. Han kunne stadig se Paige. Hun drejede til venstre og videre ind mellem træerne.

“Paige, vent!”

Han sprang over den faldne mand og ville løbe hen mod hende, men Aaron fik fat i hans ben. Simon prøvede at vriste sig fri, men nu kunne han se andre – velmenende, men vildledte mennesker – nærme

20

Led ikke efter mig_TRYK.indd 20

30/04/2019 10.58

sig. Der var mange, og nogle af dem var begyndt at filme med deres skide mobiler.

De råbte alt muligt, blandt andet at han skulle blive, hvor han var.

Simon sparkede sig fri, vaklede lidt. Han løb ned ad stien hen mod det sted, hvor Paige var drejet af.

Men det var for sent. Han blev indhentet af menneskemængden.

En eller anden forsøgte at takle ham. Simon gav ham en albue i ansigtet. Han hørte manden stønne og kunne mærke, at han løsnede grebet i ham. En anden slyngede armene om livet på ham. Han flåede manden af sig uden at standse og løb efter sin datter. Han bevægede sig som en footballspiller, der forsøger at undgå en sværm af forsvarsspillere på sin vej mod baglinjen.

Men til sidst var de alligevel for mange.

“Min datter!” råbte han. “Stands hende …”

Ingen kunne høre, hvad han sagde i tumulten, eller også lukkede de bare ørene for den galning, som de havde sat sig for at nedlægge.

Endnu en turist sprang på ham. Og så endnu en.

Da Simon endelig begyndte at synke sammen, kiggede han op og så, at hans datter var ude på stien igen. Han faldt med et brag. Han prøvede at rejse sig, men blev mødt af en regn af slag. Da det hele var overstået, havde han tre brækkede ribben, to brækkede fingre og en hjernerystelse. Og 23 sting.

Men det eneste, han kunne mærke, var flængen i sit hjerte.

Endnu en krop landede oven på ham. Der blev råbt og skreget, og så blev han tilmed angrebet af politibetjente. De vendte ham om på maven, satte et knæ i ryggen på ham og gav ham håndjern på. Han kiggede op og så, at Paige stod bag et træ og stirrede på optrinet.

“Paige!”

Men hun kom ikke. Hun gled bort, og Simon indså, at han endnu en gang havde svigtet.

Led ikke efter mig_TRYK.indd 21

30/04/2019 10.58