Lejligheden

170.0 x 243.0 mm

S. L. GREY

LEJLIGHEDEN

På dansk ved Lærke Pade

GADS FORLAG

lejligheden læseprøve_TRYK.indd 1

21/04/2017 15.01

Vi blev begge to lettere til mode, så snart vi var kommet om bord på flyet, og jeg kan huske, jeg tænkte: Vi er i sikkerhed, her kan de ikke nå os. Ingen af os sov, vi brugte flyveturen på at drikke for mange gin og tonics og tale om, hvad vi skulle se, hvor vi skulle tage hen – jeg fantaserede om at spadsere ned ad Champs-Élysées og købe et smart fransk sæt til Hayden – vores planer om at sove længe og spise ude.

Da vi kom til stationen ved Charles de Gaulle-lufthavnen, var vi udmattede, men muntre. Ikke engang den første skælvende fornemmelse af den iskolde vinterluft eller den uventet deprimerende udsigt fra togvinduet – klyngerne af ramponerede skure langs skinnerne, den dårlige graffiti, servicebygningerne – gjorde mig i dårligt humør. Ved første stop klavrede en kraftig mand, der klamrede sig til en mikrofon og slæbte på en højttaler, om bord på toget. Han mumlede noget på fransk, trykkede på en knap på højttaleren, og et synthesizer-lydspor til “Sorry Seems to Be the Hardest Word” gjaldede ud i kupéen. Jeg skævede til Mark, da manden begyndte at synge. Hans stemme var ikke værst, men han havde svært ved at udtale ordene – især “sorry” – og lod til at opfinde teksten, mens han sang. Mark lænede sig ind imod mig, smilede bredt og hviskede: “I’m sowwy, Steph.”

Og pludselig lo vi begge to helt ukontrollabelt. Jeg græd af grin.

Det var en god start, en glad start. Vi kom ud af metroen på den travle Place Pigalle og fulgte ruten ned ad bakke til en labyrint af beboelsesejendomme. Efter et lille torv med caféer, omringet af motorcykler, gik vi til venstre ned ad en meget smal gade, der virkede mest som en gennemfartsvej. De fleste af gadens ejendomme havde grålighvide facader, mens de tunge hoveddøre var malet i klare farver. Mange af vinduerne havde skodder for, men hist og her så vi et glimt af det særpræg og den charme, som kunne være gemt indenfor: kulørte altankasser, en poleret kobberbalustrade, gyldent lys, der sivede ud mellem skodderne.

2

lejligheden læseprøve_TRYK.indd 2

21/04/2017 15.01

Feriens første mislyd opstod, da vi fandt vores lejlighed. “Vi leder efter nummer 16,” sagde Mark og stirrede på tallene ud for dørtelefonerne ved hver opgang. Vi fandt nummer 15, 17 og 18, men ingen 16. Da vi gik tilbage ad samme vej, bestemte vi os for, at det kun kunne være en stor grøn dør med et falmet “à louer”-skilt sat op med tegnestift. Jeg tog i døren i forventning om, at den ville være låst, men den gik knirkende op og afslørede en skyggefuld baggård bagved, hvor murværket var helt klamt af alger. En række brevkasser af træ hang på den ene væg, og vi ledte efter navnet Petit – ifølge deres sidste mail skulle nøglerne ligge i den brevkasse, der hørte til lejligheden. Den var ikke svær at finde: De andre navne var tværet ud af regn og ulæselige. Vi fandt nøglerne og styrede hen imod et par fedtede glasdøre i den fjerne ende af baggården, og Mark tastede Petit-parrets kode ind på dørtelefonen. Dørene klikkede op, og vi trådte ind i en smal opgang, hvor en støvet klapvogn stod sammenfoldet op ad væggen. Vi gik op ad nogle få trin i snavset beige og stod så ved foden af en smal vindeltrappe. Jeg indåndede oldgammel køkkendunst og mug.

“Tredje sal,” sagde Mark og tog begge kufferter.

Jeg prøvede lyskontakten, men opgangen over os blev ved med at være sort som blæk. Mark tænkte hurtigt og brugte lyset fra sin telefon. Den eneste lyd var vores dunkende skridt på trætrappen. “Det er lidt dystert, hva’?” Jeg opdagede, at jeg hviskede.

“Sådan er fællesarealer altid,” pustede Mark, der var stakåndet af at slæbe kufferterne. Vi var på vej opad, men det føltes, som om vi var på vej nedad, som om luften blev tykkere for hvert skridt. Jeg holdt telefonen, mens Mark kæmpede med låsen i døren. Efter flere frustrerende minutter sagde det klik.

Jeg ville gerne kunne sige, at jeg fornemmede, der var noget galt, så snart jeg trådte ind ad døren. Men i virkeligheden var det første, jeg 3

lejligheden læseprøve_TRYK.indd 3

21/04/2017 15.01

mærkede, efter at vi havde famlet os frem til lyskontakten – der var skodder for vinduerne, og der var ikke noget naturligt lys i lejligheden – blot en dyb skuffelse. Petit-parret havde virket unge og levende, og jeg havde forestillet mig en stiligt renoveret lejlighed med hvide vægge, smagfulde tryk og hipstersmarte, minimalistiske møbler. Men lejligheden så ud, som om den var blevet indrettet i 70’erne og havde stået og rådnet op siden. Sofaen var af brun fløjl med snavsede, orange armlæn af træ, fjernsynet var et levn fra starten af 90’erne, der var skubbet et par flyttekasser forseglet med brunt tape op mod væggen, og der lå en snavset sok under sofabordet, som om Petit-parret havde forladt stedet over hals og hoved. I det mindste var der varmt – alt for varmt. Jeg lod Carlas frakke glide af.

“Det kan ikke være her. Det ligner jo lort.” Jeg hviskede stadig.

“Nøglerne passer. Og der stod 3B.” “Måske passer nøglerne til alle lejlighederne i opgangen?”

“Vent. Jeg tjekker lige igen.”

Jeg stod midt i stuen, mens Mark gik ud på gangen igen. Jeg fik øje på et indrammet billede, der hang alene på væggen over sofaen: et fotografi af en ung kvinde, fregnet, med lokker af sort hår, der blæste hen over kinderne. Hun smilede, men hendes øjne var tomme. Da jeg kiggede nærmere på det, viste det sig at være et af de der masseproducerede print, der bare sidder i, når man køber en ramme.

“Det er helt sikkert den rigtige lejlighed.” Han sendte mig et prøvende smil. “Hey. Den er da ikke så slem.”

“Seriøst?” Jeg smilede bredt for at vise, at jeg anerkendte hans forsøg på at genoplive munterheden imellem os.

“Den er stor nok. De fleste lejligheder i Paris er på størrelse med skotøjsæsker.”

Jeg lod en fod glide hen over gulvet. “De kunne nu godt lige have fejet.”

4

lejligheden læseprøve_TRYK.indd 4

21/04/2017 15.01

“Ja, det ville ikke have taget ret lang tid.” Han satte sig i sofaen og trak iPad’en frem.

“Hvad laver du?”

“Finder wi-fi’en. Er det i orden? Har du brug for, jeg hjælper dig med noget?”

“Jeg skal tisse.”

“Er du okay med at gøre det alene?” drillede han.

“Ha ha.”

Badeværelset indeholdt faktisk det selv samme badekar med løvefødder, som jeg havde set på billederne (samt noget, der mindede om det samme vinrøde håndklæde og et enkelt, gråt pubeshår ved siden af afløbet), men helheden var skuffende. Væggene var dækket af institutionsagtige, hvide fliser, porcelæns­vasken var skåret og plettet af rust, og der var skyer af sort mug i loftet. Toiletkummen var grå af kalkaflejringer, og selvom sædet så rent nok ud, havde jeg ikke lyst til at komme i kontakt med det, før jeg selv havde desinficeret det, så jeg skrævede over det med værkende lår. Der hang en enkelt rulle knitrende toiletpapir, sprødt, ligesom det man brugte, dengang jeg gik i skole. Jeg mærkede et stik af ærgrelse over den pakke med 12 styk trelags, som jeg havde købt til Petit-parret i Woolworths.

Jeg var ved at blive overmandet af jetlag, mit syn blev sløret, og det føltes, som om gulvet vippede. Jeg vaklede tilbage til stuen. Mark sad og stirrede ned på iPad’en med rynket pande. Jeg prøvede at sms’e til min mor igen, men beskeden ville ikke sendes.

“Jeg fatter det ikke. Jeg satte roaming til, før vi gik om bord på flyet. Måske er her ikke noget signal eller hvad?”

Mark kiggede ikke op. “Vi er midt i Paris. Hvordan kan der ikke være noget signal?”

“Men i det mindste er der wi-fi, ikke?”

“Niks.”

5

lejligheden læseprøve_TRYK.indd 5

21/04/2017 15.01

“Hvad? Det må der være. Sendte Petit-parret dig ikke koden?”

“Jeg har været listen igennem. Deres brugernavn er her ikke. Den eneste forbindelse, der har et stærkt signal, har en anden adgangskode.

Det må være en af de andre beboeres.”

“Fedt.”

“Det kan være, modemmet skal genstartes.”

“Hvor er det?”

“Det må være her et sted.”

Hylderne omkring det antikke fjernsyn var tomme, så jeg kiggede i soveværelset – skabene var aflåst – og i køkkenet, der var lige så lurvet og forsømt som badeværelset: linoleum, der bukkede opad, et ældgammelt, brummende køleskab og skabe af mørkt, tungsindigt træ. De eneste apparater, jeg kunne grave frem, var en elkedel, der var i stykker, et strygejern og en kaffemaskine med skår i kanden.

“Ikke noget modem, medmindre det er låst inde et sted. Hvordan skal jeg så ringe til mine forældre?”

“Lad os lige lande, tage en lur, så lægger vi en plan, okay?” Mark ventede ikke på mit samtykke, han sparkede skoene af og daffede ind i soveværelset. Jeg gik efter ham.

“Men hvad nu, hvis der sker et eller andet? Hvad nu, hvis Hayden bliver syg? Hvad nu, hvis de har brug for at få fat på os med det samme?” Angsten var tilbage.

“Hun har det fint, Steph. Du ved godt, hun bliver forkælet ud over alle grænser af dine forældre.” Mark lagde sig på sengen og borede tommelfingeren ned i madrassen. “Den kan godt gå an. Sengetøjet er rent.” Han tog en af hovedpuderne og sniffede til den. “Jordslået.” Så gabte han kæberne af led. Det var ikke klogt – det gjorde mig rasende.

“Mark, kan du for helvede ikke høre, hvad jeg siger? Jeg skal ringe til Hayden!” Jeg vidste godt, jeg var klynkende og irrationel, men jeg kunne ikke styre mig. Det var ikke gået op for mig, hvor udmattet 6

lejligheden læseprøve_TRYK.indd 6

21/04/2017 15.01

jeg var blevet af rejsen, og Marks formaning om, hvordan jeg burde have det med min datter, var det sidste strå. Det føltes, som om det skæg, vi havde haft sammen undervejs, blot havde været en illusion, og at denne paranoide pulverheks var mit sande jeg.

I stedet for at svare igen plirrede han med øjnene, kom på benene og lagde armene om mig. “Hey …” Han aede mig på halsen, ligesom han plejede at gøre, lige da vi havde mødt hinanden. Hans skjorte stank af sved og flymad, men jeg var ligeglad. “Hun har det fint. Hayden har det fint. Vi finder en café med wi-fi, når vi har fået et bad og en lur, det lover jeg. Jeg får fat på Petit-parret, finder ud af, hvad fanden der foregår, og du kan ringe til dine forældre imens.”

Jeg trak mig væk fra ham. “Jeg ved ikke, Mark. Det her sted … Har vi virkelig lyst til at være her i en uge?” Jeg skævede til mit spejlbillede i helfigurspejlet uden på skabsdøren. Jeg så tykkere og lavere ud end normalt, mit hår var fedtet, og mit ansigt var oppustet og dejagtigt.

Jeg lignede en trold. “Gadedøren … Alle og enhver kan gå ind. Den var ikke engang låst.”

Der gik en trækning over hans ansigt. “Steph, kom nu. Lad os lige hvile lidt. Se, hvordan vi har det bagefter. Vi kan altid tage hen på et hotel.” Men han vidste lige så godt som jeg, at det havde vi ikke råd til. Han lagde sig ned igen og klappede ved siden af sig. “Kom nu.”

Jeg tøvede, men så gjorde jeg, som han sagde. Madrassen var komfortabel, det var da altid noget. Mark fumlede efter min hånd.

Få sekunder efter snorkede han lavmælt og lod mig ligge og stirre op i det plettede loft.

Jeg kan ikke huske, at jeg faldt i søvn, men jeg kan huske, hvad det var, der vækkede mig: lyden af en knytnæve, der hamrede på døren til lejligheden.

lejligheden læseprøve_TRYK.indd 7

21/04/2017 15.01

5

MARK “Det er okay, det er okay,” hvisker jeg til Steph og lægger hånden mod hendes hofte, så hun ikke styrter ud af sengen og løber ind i dem, der står og venter ude i smøgen. “Jeg ser til Hayden.” Det er først, da jeg er halvvejs ude af værelset, og mit skinneben braser ind i den skarpe kant på et lavt sofabord, som ikke burde stå dér, at jeg kommer i tanker om, at vi ikke er hjemme. Men jeg kan stadig ikke se noget, og jeg kan ikke lige komme i tanker om, hvor vi så er.

“Hvor er hun?” siger Steph bag mig, et sted i det kulsorte mørke.

Jeg kan høre hende famle, der er noget, der rasler ned på gulvet, og samtidig famler jeg mig frem blandt fremmede vægge, som er klistrede af iskold sved. Jeg finder en lyskontakt, men da jeg tænder, sker der ingenting. Min hånd støder på en ramme og en kaminhylde, og endelig har Steph fundet sin telefon, og lyset fra den er skærende.

Vi kommer i tanker om det på samme tid, og Steph, der har holdt vejret, ånder ud igen.

“Hvorfor er her så mørkt?” siger hun.

“Relæet må være slået fra.” Jeg opdager, at jeg har klamret mig til min egen telefon, som jeg har gjort lige siden overfaldet. Den er mit våben i nødstilfælde, som om den ville kunne redde mig. Klokken er 11:08 om formiddagen, og der er mørkt som arvesynden. Jeg flår et af de tunge gardiner til side, men vinduerne er skjult bag grimme metalskodder, som ikke lukker noget som helst lys ind.

“Hvad var det for en lyd?”

8

lejligheden læseprøve_TRYK.indd 8

21/04/2017 15.01

“Jeg ved det ikke. Sikkert bare en dør, der smækkede, vinden, eller noget.” Jeg tænder det lille lys på min egen telefon og nærmer mig hoveddøren, spidser øren. Jeg kan ikke høre andet end mit eget åndedræt og blodet, der suser i mine ører, så jeg går tilbage. “Det kunne være hvad som helst i sådan en ejendom. Der er masser af …”

Et dybt slag får mig til at stivne, så ét til. Det er ikke en banken – det er mere som et dyr, der prøver at knuse sig vej gennem døren. Jeg går tre langsomme skridt baglæns, ind i sofabordet igen, og står og lyser på døren med mit lillebitte lys.

I et sekund er der noget i mig, der føles tappert og godkendt, da Steph stiller sig et lille stykke bag mig, men følelsen forsvinder, da hun tager en dyb vejrtrækning og skrider hen til døren, så jeg står tilbage, mens hun viser mig, hvordan man gør. Men hun har glemt den anden lås øverst på døren, og jeg går derhen og trækker slåen til side og drejer på håndtaget for hende. En midaldrende mands små sejre. Vi spejder begge to forsigtigt ud på gangen, og jeg klemmer mig igennem døren foran hende. Hvis nogen skal agere levende skjold, så er det mig. Trappeopgangen er også uden vinduer og lys, så det er kun de halvkvalte lyskegler fra vores telefoner, der spreder sig lidt foran os. Et øjeblik er der ingen, der rører sig, ingen lyd, men så er der nogen, der træder på et trappetrin over os, en, der skynder sig op ad trappen. Det stiver mig af, at skridtene er på vej væk fra os frem for på vej imod os, så jeg giver mit chok lov at blive til vrede. Jeg er ikke kommet hele vejen til Paris for at blive chikaneret af små slyngler.

“Vent her,” siger jeg til Steph, og den falmende frygt i min stemme lyder åbenbart som tapperhed, for hun tøver. “Du kan ikke gå ud i det tøj,” tilføjer jeg.

Hun ser ned ad sig selv, i underbukser og sokker og den samme bluse, hun har haft på, siden vi tog hjemmefra, og så på mig. Hun samler sig til et trodsigt jeg-kan-have-lige-det-på-jeg-har-lyst-til-udtryk, 9

lejligheden læseprøve_TRYK.indd 9

21/04/2017 15.01

men hun flytter sig ikke fra døråbningen. Formentlig har hun indset det, som jeg også har – at skridtene er lette og på vej væk. Vi er ikke på vej til at blive slået ihjel eller tortureret af disse fødders ejermand.

Jeg stikker hovedet hen til den smalle vindeltrappe og råber opad: “Vent! Excusez-moi!” Det er et af de få franske udtryk, jeg kender. Jeg hører skridt knage endnu en etage op på den slidte trætrappe, og det vækker mig til dåd – de vækker os, og så flygter de. Hvis det er et barn, der laver sjov, så skal de have at vide, at det ikke er spor morsomt. Jeg begynder at gå op ad trappen og ignorerer Steph, der kalder mig tilbage: “Mark, lad nu være.” Jeg går op til næste etage og næste igen, og for hver etage trykker jeg på lyskontakten på væggen, men der bliver ikke tændt noget lys, og jeg har kun telefonens svage spot.

Jeg tjekker alle dørsprækkerne for at se, om der er lys under – uden resultat – og standser kort op for at lytte efter, om nogen rører på sig i den stillestående, mugne luft. Sekunder efter hører jeg en dør, der smækker på etagen over mig.

Den øverste trappeafsats er endnu smallere end de andre. To døre, der er en tredjedel mindre end normalt, er klemt akavet sammen under det skrånende loft. En rusten spand med sand står under en tom holder til en ildslukker. Det faste tæppe er fuldstændig slidt ned; da jeg nærmer mig, spidder det tørre træ­gulv mig med en splint i den bare fod.

Dæmpet lys strømmer ud fra en af de skæve døre, hvis overflade er ru af afskallet rød lak. Der er ikke noget nummer på døren, der hænger kun et lille, håndskrevet skilt, hvor der står “ROSNER, M.” Jeg banker på med siden af min knyttede hånd – ba, ba, bang. Jeg venter. Ingen rører på sig. Så sparker jeg til døren – hvad siger du til det, dit røvhul – men fortryder, så snart mine kolde tæer rammer den solide masse.

Mit åndssvage vredesudbrud fiser hurtigt ud, og jeg læner mig op ad væggen, masserer mine tæer og inspicerer den fodsål, der har fået en splint. I lyset fra min telefon kan jeg se den lange, sorte linje 10

lejligheden læseprøve_TRYK.indd 10

21/04/2017 15.01

blive svagere der, hvor den jager sig dybere ind i undersiden af min fod, og nu hvor virkningen af kulden og chokket er ved at fortage sig, begynder det at gøre ondt.

Jeg vender mig om og går to skridt ned ad trappen, den sårede helt vender hjem fra krigen, men nu hører jeg en stemme på den anden side af døren. Der bliver raslet med kæder, og låsen bliver slået fra med to klik. Jeg bliver ramt af en syndflod af vredt fransk, som jeg ikke forstår, og da jeg vender mig, står der en lavstammet kvinde med karseklippet, gråt hår over et ansigt, der er askegråt bortset fra febrile, højrøde plamager under kindbenene. Hun bliver belyst bagfra af det bløde gule skær fra stearinlys eller lygter. Jeg får et glimt af lærreder, der er stablet op mod en væg, og et bord, der er fyldt med bøtter med pensler og stofrester og blyanter og stakke af farvet papir, og sammen med kvinden kommer der en kras brise, der er tyk af en besk lugt af pis og olie og fisk og en eller anden voksagtig, kemisk odør. Hun har et hullet sjal på og en jakke, der ligner et grimt, gammelt tæppe, hvor der stadig sidder perler af smeltende slud. Nu, hvor jeg kan se, hvem det er, jeg har været bange for, er det næsten skægt, men ikke helt – så ubehagelig er hun.

Jeg holder hænderne i vejret og siger: “Jeg forstår ikke, hvad De siger, så De kan lige så godt stoppe,” og vender mig om. Der er ingen grund til at være her.

Da jeg er på vej ned ad de første trin, tager hun en dyb indånding og siger med velovervejet, rungende stemme: “De kan ikke komme herind, i mit hjem, og vise mig ingen respekt.”

Min lunte er kort på grund af den afbrudte søvn og den sure adrenalin i mine årer. Jeg ved godt, jeg burde lade det ligge, men jeg siger: “Ingen respekt? Det er Dem, der hamrer på min dør fuldstændig uden grund. Medmindre De har en teenager derinde, der er dårligt opdraget.”

11

lejligheden læseprøve_TRYK.indd 11

21/04/2017 15.01

Det får hende til at lukke i. Ilden i hendes ansigt dør ud, som om der blev slukket for en kontakt. “Nej, der er ikke noget barn.”

“Nå, men er det så i orden, jeg smutter?” siger jeg, vel vidende at det er mig selv, der har jagtet hende herop. Hun bakker ind i sin lejlighed igen. “Vær forsigtig her. Det er ikke til levende.”

Jeg forstår ikke, hvad hun mener, men jeg kan ikke så godt klandre hende – denne kvindes engelsk er langt bedre end mit fransk. Jeg humper ned ad trapperne, og nu gør mine tæer og splinten for alvor ondt. Steph står stadig i døråbningen, da jeg kommer ned på tredje sal, men nu har hun fået cowboybukser og sko på.

“Det var bare … en kvinde, der bor ovenpå,” siger jeg forlegent.

Det må have set virkelig dumt ud, at jeg reagerede, som jeg gjorde, og kastede mig ud i mørket med mit lille raseri. Til min lettelse smiler Steph træt. “Jeg ved det. Jeg kunne godt høre det. Jeg tænkte, jeg hellere måtte overlade det til dig. Jeg ville være kommet og have reddet dig, hvis jeg havde hørt dig skrige.”

Jeg stryger hendes arm. “Tak. Hun var virkelig gnaven!” Jeg ler.

“Kunstner eller sådan noget.”

“Så er det klart, hun er skør.”

“Selvfølgelig. Lidt lokalkolorit – vi har vores helt egen kunstner oppe på kvisten.”

“En gal kvinde på loftet.” Selvom Steph laver sjov, giver billedet mig gåsehud, fordi det vækker mindelser om røg og død og vanvid og blod. Jeg tænker på lugten af brændende tællelys fra lejligheden ovenpå.

Det er først, da Steph sparker skoene af og går hen til sofaen, at jeg lægger mærke til, at lejligheden er badet i trygt, sterilt elektrisk lys. “Hey, du har ordnet strømmen.”

“Ja, relæet var slået fra. Det hænger lige der.” Hun peger på en række kontakter bag den åbne hoveddør. “Godt at vide til en anden gang.”

“Godt klaret. Jeg ser lige, om der er noget kaffe. Vil du have noget?”

12

lejligheden læseprøve_TRYK.indd 12

21/04/2017 15.01

“Nej, jeg skal først tale med Hayden.”

Det er ikke første gang i dag, jeg er lettet over, at jeg holdt fast i, at Hayden ikke skulle med. “Jeg er sikker på, hun har det helt fint.”

“Ja, men du kan ikke vide det.” Hun begynder at dimse med sin telefon, mumler for sig selv, mens hun prøver at finde et åbent signal på den lange liste af routere, telefonen kan finde. Under det skarpe lysstofrør i køkkenet er det nemt at finde den billige og grimede gamle filterkaffemaskine i et rodet hjørne af køkkenbordet. Jeg finder ud af, hvordan man sætter den til, og fylder vand på – jeg lader vandet løbe i et helt minut, før det holder op med at være rustfarvet og sprutte – hvorefter jeg gennemsøger rodebutikken i skabet over kaffemaskinen for at finde filtre og kaffe. Der er en patina af skimmel på kaffepulveret, så jeg fjerner det øverste låg i dåsen og svipper det ned i vasken, inden jeg måler op. Sådan må det blive, for der er blevet stukket en stoppenål igennem min hjerne, som jeg ved er koffeinmangel, selvom jeg aldrig har prøvet en kold tyrker længe nok til at opleve det. Det varme vand vil slå de eventuelle mugrester ihjel. Desuden vil jeg næppe pådrage mig nogen alvorlige tropesygdomme i dette kolde klima. Da dampen begynder at sende duften af kaffe rundt i køkkenet, begynder alting at virke meget hyggeligere. Jeg befinder mig faktisk i en lille lejlighed i Paris. Den har i sandhed set bedre dage, men vi er her.

Jeg ville dog være mere overbevist om, at vi var her, hvis jeg faktisk kunne se Paris uden for vinduerne, så jeg hiver persiennen i køkkenet op, men den afslører blot endnu et par af disse tykke metalskodder med lameller, som er opsvulmede af oxidering og dækket af et tykt lag maling. Men de må da kunne åbnes – der bor folk i denne her lejlighed, og de kan da ikke leve som muldvarper i en underjordisk hule. Jeg følger skoddernes omrids for at se, om der er slidmærker et sted i malingen og rustpletterne, men jeg kan ikke se nogen tegn på, at vinduet nogensinde har været åbnet. Jeg vrider i håndtaget, men 13

lejligheden læseprøve_TRYK.indd 13

21/04/2017 15.01

det giver sig ikke. Jeg står og prøver at få en brødkniv lempet ind omkring rammen, da Steph kommer ind bag mig.

“Der er en masse signaler, der er markeret som åbne, men jeg kan ikke få forbindelse til nogen af dem. Vi er nødt til at gå et andet sted hen for at få wi-fi.” Steph snuser indad. “Må jeg få noget?”

“Selvfølgelig. Men der er ikke noget mælk.”

“Det gør ikke noget. Bare et hurtigt skud, før vi går.” I det mindste er vores fælles afhængighed noget, vi kan være sikre på at finde sammen om hver dag – jeg kunne aldrig bo sammen med en, der drak urtete.

Jeg skyller et krus fra skabet og hælder en kop sort stads op til hende.

“Vi skal også huske at have fat på Carla,” siger hun.

“Hvorfor vil du tale med Carla?” “Øh – for at høre, om Petit-parret er ankommet hjemme hos os?”

“Nå ja. Derfor.”

“Hallo.”

“Beklager – min hjerne er stadig i transit.”

“Jeg ville have skrevet en sms til hende, men roamingen fungerer stadigvæk ikke.”

Steph nipper til sin kaffe, så sætter hun den fra sig.

“Ikke det helt store sus, vel?” siger jeg.

“Vi kan købe noget mælk og noget ordentlig kaffe hos købmanden.”

Det er rart at høre hende sige “vi”. Lige siden overfaldet har vi gået på listefødder i hinandens selskab, fordi vores vanlige rytme er brudt sammen. Jeg har været usikker på, hvad jeg kunne gøre for Steph, usikker på, hvad hun forventer af mig. Her til formiddag føles det, som om vi igen er på samme hold.

“Er du klar til at gå?” siger jeg. Om det så bare er for at finde kaffe og wi-fi, så glæder jeg mig til det. Jeg har ikke lyst til at spilde mere af vores første dag i Paris med at være buret inde i denne her snuskede lejlighed.

14

lejligheden læseprøve_TRYK.indd 14

21/04/2017 15.01

“Jeg tager bare lige et hurtigt brusebad. Jeg føler mig vildt klam.”

Steph tager sine cowboybukser af i soveværelset og går ud på badeværelset. Jeg står i døren og betragter hendes bevægelser, følger kurven i hendes hofter og skuldre med øjnene, prøver at kortlægge hendes store, udtryksfulde hår. Hun kæmper med den usikkerhed, der følger med at være 24 år gammel. Hun tror ikke på, hvor smuk hun er; det er ikke gået op for hende, at hun er fuldstændig perfekt.

Det er sikkert derfor, hun er her, nu, sammen med mig, i stedet for i en femstjernet hotelsuite sammen med en eller anden rigmand eller international fodboldstjerne. Hun kunne få hvem som helst, og hun aner det ikke.

Jeg smider mig på sofaen og stirrer på den plettede væg over fjernsynet, mens jeg piller åndsfraværende ved splinten i min fod.

Såret har udviklet en rød glorie, spidsen er knækket af, og der er ikke mere noget, der stikker frem, og som man kan hive i, selv ikke hvis vi havde en pincet. Jeg finder et par rene sokker frem og binder mine sko, mens jeg venter på, at Steph bliver færdig.

Vi er kommet lige fra Cape Towns brandvarme sommervind til den parisiske vinters fugtige kulde. Trods 11 ukomfortable timer i et fly og diverse køer og ventetid derudover føles overgangen stadig mirakuløs, som om vi er blevet teleporteret hertil. Efter at have mistet alt for mange år ved at tage den samme forstadsrute til og fra arbejde er jeg her til morgen allerede blevet bombarderet med en overflod af nye synsindtryk og lyde og lugte. I går var vi hjemme, i dag er vi absolut ikke hjemme.

Hvis bare jeg kunne regne ud, hvordan man får åbnet de forbandede skodder. Jeg går hen til det høje vindue i stuen og hiver og flår i håndtaget, indtil det endelig går op for mig, at det er en kontravægtbelastet hejseramme. Den skal skydes op eller ned, ikke udad.

Låsebeslaget øverst på den underste ramme sidder fast, som om det 15

lejligheden læseprøve_TRYK.indd 15

21/04/2017 15.01

ikke er blevet åbnet i årevis, men jeg henter brødkniven i køkkenet og begynder at slå på det med enden af skæftet, hårdere og hårdere, efterhånden som krogen begynder at give sig.

Til sidst er vinduet endelig frit, og et par velrettede dunk ser ud til at løsne noget smuds i rammen, som begynder at skurre opad. Jeg hiver til, og for hvert ryk løfter rammen sig en skurrende centimeter mere. Jeg stiver mig af mod væggen, så jeg ikke ryger ud ad vinduet, når det endelig går op. Jeg er bange for at lave for meget støj, så jeg tager en pause, men mærkeligt nok fortsætter den klagende, skærende lyd. Jeg vrider i de lukkede skodder – nu er det ikke vinduet, der larmer mere. Lyden kommer udefra, fra et sted i nærheden. Den samler sig til noget, jeg håbede, jeg ikke ville komme til at høre – et barns fortvivlede gråd.

lejligheden læseprøve_TRYK.indd 16

21/04/2017 15.01