Af samme forfatter på dansk Vegetaren Levende og døde Hvid
Lektioner i graesk_indhold_TRYK.indd 2
06.02.2024 11.37
HAN KANG
Lektioner i græsk ROMAN
På dansk ved Ninna Brenøe
Gads Forlag
Lektioner i graesk_indhold_TRYK.indd 3
06.02.2024 11.37
Lektioner i græsk er oversat fra engelsk af Ninna Brenøe efter Greek Lessons Copyright © Han Kang 2011 Published by agreement with Rogers, Coleridge and White Ltd. Dansk udgave © Gads Forlag 2024 Omslag: Penguin Random House UK Dansk versionering: LA Graphic Design Omslagsfotografi: © Nina Ahn Forfatterportræt: © Paik Dahuim Bogen er sat med Fournier hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-8712-06929-4 Denne bog er udgivet med støtte fra Literature Translation Institute of Korea (LTI Korea). Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
Lektioner i graesk_indhold_TRYK.indd 4
06.02.2024 11.37
1
Borges’ sidste ønske var, at der på hans grav skulle stå: “Han tog sværdet og lagde det blottede metal imellem dem.” Han bad Maria Kodama, hans smukke, yngre kone og litterære sekretær, som havde giftet sig med Borges to måneder før hans død i en alder af syvogfirs, om at sørge for det. Han valgte at dø i Genève: Det var den by, hvor han havde tilbragt sin ungdom, og hvor han nu ønskede at blive begravet. En forsker beskrev gravskriften som et eksempel på det “blå ståls symbolik”. For ham var billedet af sværdet den nøgle, som ville åbne op for tolkningen af Borges’ værk – den knivsæg som adskiller Borges’ måde at skrive på fra konventionel litterær realisme – hvorimod det forekom mig at være en særdeles stilfærdig og privat tilståelse. Linjen var et citat fra en nordisk saga. Den første nat en mand og en kvinde tilbragte sammen (som i denne saga også var deres sidste), skulle der ligge et sværd imellem dem frem til daggry. Hvis det blå stålblad ikke var et symbol på den blindhed, der adskilte den aldrende Borges fra verden, hvad var det så? Selvom jeg havde rejst i Schweiz, besøgte jeg ikke Genève. Jeg havde ikke nogen stærk trang til at se hans grav med egne øjne. I stedet så jeg mig omkring i biblioteket i Sankt Gallen, som han ville have syntes var uendeligt betagende, hvis han 5
Lektioner i graesk_indhold_TRYK.indd 5
06.02.2024 11.37
havde set det (jeg kan stadig huske den ru fornemmelse af de filtslippers, som de besøgende skulle have på for at beskytte det tusind år gamle biblioteksgulv). Jeg hoppede på en båd på kajen i Luzern og flød rundt gennem dalene mellem de isklædte alper frem til skumringstid. Jeg tog ikke nogen billeder. Alt, hvad jeg så, blev kun registreret med øjnene. Lydene, lugtene og de taktile sansninger, som et kamera alligevel ikke kan indfange, satte deres aftryk på mine ører, næse, ansigt og hænder. Der var endnu ikke noget knivsblad imellem mig og verden, så dengang var det nok i sig selv.
Lektioner i graesk_indhold_TRYK.indd 6
06.02.2024 11.37
2 Tavshed Kvinden samler hænderne foran på brystet. Rynker panden og ser op på tavlen. “Okay, læs højt,” siger manden med de tykke, stålindfattede brilleglas smilende. Det rykker i kvindens læber. Hun fugter underlæben med tungespidsen. Hendes hænder bevæger sig stilfærdigt men rastløst rundt foran brystet. Hun åbner munden og lukker den igen. Hun holder vejret, tager så en dyb indånding. Manden går et skridt tilbage mod tavlen og beder hende igen tålmodigt om at læse. Kvindens øjenlåg sitrer. Som insektvinger der gnider energisk mod hinanden. Kvinden lukker øjnene, åbner dem igen. Som om hun håber, at når hun åbner dem, vil hun være blevet transporteret et andet sted hen. Manden retter på sine briller med fingre, der er dækket af et tykt lag hvidt kridt. “Kom nu, læs højt.” Kvinden er iført en højhalset sort sweater og sorte bukser. Jakken, som hun har hængt over stoleryggen, er sort, og halstørklædet, hun har lagt ned i sin store sorte lærredstaske, er i strikket sort uld. Oppe over den dystre uniform, der får det til at se ud, som om hun kommer direkte fra en begravelse, er
7
Lektioner i graesk_indhold_TRYK.indd 7
06.02.2024 11.37
hendes ansigt smalt og fortrukket, som de aflange træk man ser på visse lerskulpturer. Hun er en kvinde, der hverken er specielt ung eller smuk. Hendes øjne har et intelligent skær, men måden hendes øjenlåg konstant vibrerer på, gør det svært at opfange. Hendes ryg og skuldre er trukket ind mod kroppen, som om hun er søgt i skjul inde i sit sorte tøj, og hendes fingernegle er klippet ganske korte. Rundt om venstre håndled har hun et mørklilla hårbånd i velour, den eneste farve på den ellers monokrome skikkelse. “Lad os alle sammen læse højt sammen.” Manden kan ikke vente længere på kvinden. Han lader blikket løbe hen over den rundkindede universitetsstuderende på hendes række, den midaldrende mand halvt i skjul bag en søjle og den velbyggede unge mand, der sidder og falder sammen på sin stol henne ved vinduet. “Emos, hemeteros. ‘Min’, ‘vores’.” De tre studerende læser højt, deres stemmer er lave og generte. “Sos, humeteros. ‘Din’, ‘jeres’.” Manden ved tavlen ser ud til at være et sted mellem midten og slutningen af trediverne. Han er spinkel, hans øjenbryn er som to fede accenttegn oppe over øjnene og en dyb rende for enden af næsen. Et vagt smil fra en tilbageholdt følelse spiller omkring munden. Hans mørkebrune fløjlsjakke har lysebrune ruskindslapper på albuerne. Ærmerne er en smule for korte og blotter hans håndled. Kvinden ser op på det ar, der løber som en smal og bleg kurve fra hans venstre øjenlåg ned til mundvigen. Dengang hun fik øje på det til deres første undervisningstime, havde hun tænkt på det som et mærke efter, at der engang havde strømmet tårer. 8
Lektioner i graesk_indhold_TRYK.indd 8
06.02.2024 11.37
Inde bag de tykke bleggrønne brilleglas er mandens øjne rettet mod kvindens sammenknebne læber. Smilet forsvinder. Hans ansigtsudtryk stivner. Han vender sig om mod tavlen igen og skriver hurtigt en kort sætning på oldgræsk. Før han har nået at tilføje de diakritiske tegn, knækker kridtet, og begge halvdele falder på gulvet.
V Sidst på foråret det foregående år havde kvinden selv stået foran en tavle og presset sin kridtstøvede hånd ind mod den. Da der var gået omkring et minut, og hun stadig var ude af stand til at fremkomme med det næste ord, var hendes studerende begyndt at flytte på sig på stolene og mumle indbyrdes. Med blikket rettet stift ligeud så hun hverken de studerende eller loftet eller vinduet, kun den tomme luft foran sig. “Er du okay, seonsaengnim?” spurgte den unge kvinde med det krøllede hår og de venlige øjne, der sad helt fremme på forreste række i klassen. Kvinden havde forsøgt at fremtvinge et smil, men det eneste, der skete, var, at hendes øjenlåg begyndte at sitre. Hun kneb sine dirrende læber hårdt sammen og mumlede frem for sig fra et sted dybere nede end tungen og halsen: Det er tilbage. De lidt over fyrre studerende så på hinanden med løftede øjenbryn. Hvad har hun gang i? Hviskende spørgsmål spredte sig fra bord til bord. Det eneste, hun formåede, var roligt at forlade undervisningslokalet. Kun med store anstrengelser lykkedes det hende. I samme øjeblik hun trådte ud på gangen, steg den dæmpede hvisken til en larmende støj, som blev den forstærket igennem en højttaler, og slugte lyden af hendes sko mod stenfliserne. 9
Lektioner i graesk_indhold_TRYK.indd 9
06.02.2024 11.37
Efter at have afsluttet universitetet havde kvinden først arbejdet for et forlag og efterfølgende på et redigerings- og produktionsselskab i lidt over seks år; derefter havde hun tilbragt op mod syv år på at undervise i litteratur på et par universiteter og et kunstgymnasium i og omkring hovedstaden. Hun havde skrevet tre seriøse digtsamlinger, som udkom med intervaller på tre eller fire år, og havde i adskillige år bidraget med en klumme til et litterært tidsskrift, der udkom hver fjortende dag. På det seneste havde hun som et af de stiftende medlemmer af et kulturmagasin, der endnu ikke havde fået navn, deltaget i redaktionsmøder hver onsdag eftermiddag. Nu hvor det var tilbage, havde hun ikke andet valg end at opgive al den slags. Der havde ikke været nogen tegn på, at det kunne ske, og der var ingen grund til, at det skulle være sket. Det var selvfølgelig sandt nok, at hun havde mistet sin mor et halvt år tidligere, var blevet skilt endnu nogle år forinden og til sidst havde mistet forældremyndigheden over sin otteårige søn, og det var snart fem måneder siden, han var flyttet hjem til hendes eksmand efter et længerevarende slagsmål i retten. Den gråhårede psykolog, hun havde gået hos en gang om ugen på grund af søvnløshed, efter drengen var væk, kunne ikke forstå, hvorfor hun afviste den slags indlysende årsager. Nej, skrev hun på det blanke stykke papir, der var lagt frem på bordet. Så simpelt er det ikke. Det var deres sidste session. Det tog for lang tid at bedrive psykoterapi på skrift, og der opstod for let misforståelser. Hun sagde høfligt nej til hans foreslag om, at han kunne præsentere hende for en psykolog med speciale i sprogproblemer. Men 10
Lektioner i graesk_indhold_TRYK.indd 10
06.02.2024 11.37
først og fremmest havde hun ikke råd til at fortsætte en så dyr behandling.
V Som ung pige havde kvinden tilsyneladende været “virkelig kvik”, noget som hendes mor det sidste år af sin kræftbehandling havde benyttet enhver lejlighed til at minde kvinden om. Som om det var denne ene ting, hun var nødt til at få helt på det rene, før hun døde. Hvad angik sprog, kunne prædikatet meget vel være sandt. Som fireårig, og uden at nogen havde lært hende det, havde hun allerede et godt greb om hangul. Uden at vide noget om konsonanter og vokaler havde hun memoreret kombinationer og stavelser som hele enheder. Det år hun fyldte seks, forklarede hendes storebror hende, hvordan hangul var bygget op, ved som en papegøje at gentage de ting, hans lærer havde sagt. Mens hun lyttede, havde det hele forekommet meget uklart, men ikke desto mindre endte hun med at bruge hele den pågældende tidlige forårseftermiddag siddende på hug ude i baggården, langt væk i tanker om konsonanter og vokaler. Det var der, hun opdagede den subtile forskel påㄴ-lyden, sådan som den blev udtalt i ordet 나, na, og når den blev udtalt i 니, ni; derefter gik det op for hende, at ㅅ lød anderledes i 사, sa, end i 시, si. Ved at gennemgå alle de forskellige måder at kombinere diftongerne på opdagede hun, at den eneste, som ikke fandtes på hendes sprog, varㅣ, i, i kombination med ㅡ, eu, i netop den rækkefølge, hvorfor det ikke kunne lade sig gøre at skrive det. Den slags trivielle opdagelser havde føltes så chokerende nye og forfriskende, at det første, hun kom til at tænke på 11
Lektioner i graesk_indhold_TRYK.indd 11
06.02.2024 11.37
over tredive år efter, da psykologen spurgte til hendes mest levende erindring, netop var den skarpe sol, der havde stået ned over gårdrummet den dag. Den stadig mere intense varme mod hendes ryg og nakke. Bogstaverne som hun havde kradset i jorden med en pind. Den forunderlige løfterigdom i fonemerne og den så spinkle måde de forbandt sig til hinanden på. Efter at være begyndt i skole begyndte hun at skrive gloser ned bagest i sin dagbog. Ikke med noget bestemt formål eller en kontekst, bare en liste over ord som havde gjort et dybt indtryk på hende; blandt dem, hun skattede højest, var 숲. Set på papiret lignede dette enstavelsesord en gammel pagode, hvorㅍvar fundamentet, ㅜ selve kroppen og ㅅ den øverste del. Hun kunne godt lide fornemmelsen, når hun udtalte det: ㅅ – ㅜ – ㅍ, s-u-p, fornemmelsen af først at spidse læber, derefter langsomt, omhyggeligt lukke luften ud. Og derefter samle læberne igen. Et ord som blev fuldbragt igennem stilhed. Fortryllet af ordet, hvis betydning, mening og form alt sammen var indsvøbt i stilhed, skrev hun: 숲. 숲. Skov. Men på trods af at hendes mor huskede hende som “virkelig kvik”, var hun som barn ikke desto mindre gået igennem både grundskolen og mellemtrinnet uden at have gjort sig synderligt bemærket. Hun var ikke en ballademager, og hendes karakterer var upåfaldende. Jo, hun havde et par venner, men det var ikke nogen, hun så uden for skolen. Den eneste tid, hun tilbragte foran et spejl, var når hun vaskede sig i ansigtet; hun var ikke følelsesfuld sådan som andre skolepiger og var stort set aldrig plaget af udefinerbare romantiske længsler. Så snart dagens undervisning var forbi, gik hun hen til det lokale bibliotek for at læse en bog, der ikke havde med hendes skolearbejde 12
Lektioner i graesk_indhold_TRYK.indd 12
06.02.2024 11.37
at gøre, lånte et par med hjem, trak benene op under sig inde under sit tæppe og faldt i søvn, mens hun læste. Den eneste, der vidste, at hendes liv var voldsomt splittet ned gennem midten, var hende selv. Ordene, hun havde skrevet bagest i dagbogen, vrikkede rundt af egen drift, dannede fremmede sætninger. Nogle gange borede ordene sig vej ind i hendes søvn som spidse spyd og vækkede hende med et sæt flere gange i løbet af natten. Hun fik mindre og mindre søvn, blev til stadighed mere overvældet af sensoriske stimuli og mærkede indimellem en uforklarlig brændende smerte i solar plexus som fra et glødende brændejern. Det mest pinefulde var, hvor skræmmende distinkte ordene lød, når hun åbnede munden og udstødte dem, et efter et. Selv den vageste formulering optegnede et rids af det fuldstændige og det ufuldstændige, af sandhed og løgne, det skønne og det grimme, med samme kolde klarhed som is. Spundet fra hendes tunge og fra hendes hånd som en edderkops hvide silketråd var det skamfulde sætninger. De gav hende lyst til at kaste op. Gav hende lyst til at skrige. Første gang det skete, var den vinter, hvor hun lige var fyldt seksten. Sproget, som havde prikket og stukket i hende, spærret hende ind som tøj vævet af tusind nåle, forsvandt brat. Ordene nåede stadig hendes ører, men et tykt, kompakt lag luft beskyttede tomrummet mellem ørets snegl og hjernen. Indsvøbt i denne tåge af stilhed blev erindringen om tungen og læberne som udtaleinstrument, om håndens faste greb om blyanten, stadig mere fjern. Hun tænkte ikke længere i sprog. Hun bevægede sig omkring uden sprog og forstod uden sprog – sådan som det også havde været, før hun lærte at tale, nej, før hun var blevet levende; en tavshed der sugede tidens 13
Lektioner i graesk_indhold_TRYK.indd 13
06.02.2024 11.37
gang op som kugler af bomuldsvat og omsluttede hendes krop både udvendig og indvendig. Hendes bekymrede mor tog hende med til psykiateren, og han gav hende piller, som hun skjulte under tungen og senere gravede ned i blomsterbedet derhjemme, og to årstider passerede forbi, mens hun sad på hug derude i det samme hjørne af gårdrummet, hvor hun for længe siden havde forstået konsonanterne og vokalerne og havde suget eftermiddagssolen i sig. Før det overhovedet var sommer, var huden i hendes nakke allerede mørkebrun, og et hidsigt udslæt havde bredt sig under hendes næse, der altid var våd af sved. Senere, da de mørkerøde støvdragere begyndte at vokse frem på salvien, gødet af hendes begravede medicin, resulterede en konsultation mellem psykiateren og moren i, at hun blev sendt tilbage i skole. Det var tydeligt, at det ikke havde hjulpet hende at sidde buret inde derhjemme, og hun måtte ikke komme bag efter sine jævnaldrende. Statsgymnasiet, som hun nu trådte ind i for første gang, flere måneder efter at brevet om det nye skoleårs begyndelse i marts var dumpet ind gennem døren derhjemme, var et trist og intimiderende sted. Undervisningen i de forskellige fag var allerede langt fremme i pensum. Lærerne var arrogante uanset deres alder. Ingen af hendes kammerater viste den mindste interesse for en pige, der ikke sagde et ord hele dagen. Når hun blev bedt om at læse op fra en lærebog, eller når eleverne blev bedt om at tælle højt i gymnastiktimen, så hun bare på lærerne med et tomt blik og blev uden undtagelse sendt tilbage på sin plads bagest i klasselokalet eller fik en lussing. Uanset hvad hendes mor og psykiateren end havde håbet, kunne stimuliene forbundet med de sociale interaktioner ikke bryde gennem hendes tavshed. I stedet fyldte en lysere og 14
Lektioner i graesk_indhold_TRYK.indd 14
06.02.2024 11.37
mere koncentreret stilhed hendes krops mørke lerkrukke ud. Hun gik vægtløs hjem gennem de myldrende gader, som om hun bevægede sig rundt omsluttet af en kæmpestor sæbeboble. Inde i denne glitrende ro, der føltes som at se op mod vandoverfladen nede fra bunden, passerede biler brølende forbi, og fodgængernes albuer bumpede spidst mod hendes skuldre og arme, inden de forsvandt igen. Først efter lang tid begyndte hun at spekulere. Hvad nu hvis det fuldstændig normale franske ord midt i den fuldstændig almindelige time den vinter lige før ferien ikke havde udløst noget inde i hende? Hvad nu hvis hun ikke uforvarende var kommet i tanker om sproget, som når man kommer i tanker om eksistensen af et svækket organ? At det netop var fransk og ikke, for eksempel, klassisk kinesisk eller engelsk, kunne måske skyldes selve det nye ved sproget, at det var et valgfag, hun kunne tage nu, hvor hun gik i gymnasiet. Hun havde som sædvanlig rettet blikket tomt op mod tavlen, men deroppe var det blevet hængende ved noget. Den lille, halvskaldede fransklærer pegede på et ord, mens han udtalte det. Overrumplet mærkede hun sine læber sætte sig dirrende i bevægelse, som et barns. Bibliothèque. Den fremmumlede lyd kom fra et sted dybere nede end tungen og halsen. Hun kunne umuligt have vidst, hvor vigtigt et øjeblik det var. Rædslen var stadig kun ganske vag, smerten tøvede med at afsløre sit brændende kredsløb nede i tavshedens dyb. En væge blev tændt der, hvor retstavning, fonemer og løse betydninger mødtes, og brændte med en lugt af opløftelse og overskridelse. 15
Lektioner i graesk_indhold_TRYK.indd 15
06.02.2024 11.37