Lensgreven

Lensgreven Historien om Mogens Frijs © 2017 Forfatterne og Gads Forlag Forlagsredaktion: Grethe Jensen Projektledelse: Henrik Sebro Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Louise Hilmar Omslagsbillede: Mogens Frijs malet af Hugo Salmson, 1888.

Privateje. Foto: Rógvi N. Johansen, Moesgård.

Prepress: Louise Hilmar Scanninger og billedbehandling: Foto/Mediafdelingen på Moesgård, Ea Rasmussen og Narayana Press Tryk: Narayana Press, Gylling ISBN 978-87-12-05543-3 1. udgave, 1. oplag Printed in Denmark Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Bogmanuskriptet er fagfællebedømt efter gældende regler.

Bogen er udgivet i samarbejde med Moesgård Museum & Dansk Center for Herregårdsforskning Følgende takkes for støtte til bogens udgivelse Augustinusfonden Aage og Johanne Louis-Hansens Fond Konsul Georg Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond www.gad

600

105612_lensgreven_.indd 600

22/08/17 10:23

LENSGREVEN Historien om Mogens Frijs

Jesper Laursen & Niels Clemmensen

Gads Forlag 3

105612_lensgreven_.indd 3

22/08/17 10:16

4

105612_lensgreven_.indd 4

22/08/17 10:16

Indhold

7 Præsentation 17 Barndom 41 På Herlufsholm 81 Studietid i København 97 Død og ulykke 113 Liv og glade dage 123 Diplomat i London 153 Hjemkomst og læretid 175 Godsoverdragelse 197 Entré med manér 203 Ægtemand og stamherre 253 En havkat i hyttefadet – forfatningskampen 273 Lensgreve, gods og guld – og uro 289 Mod Systemskiftet 1894-1901 307 Systemskifte 319 Komtesser 335 Herskab og tjenestefolk 377 Bryllupper på rad – og familieskærmydsler 397 Tunge på vægtskålen 415 I ilden 435 Rejseliv 453 Krig og undergang 481 Grå eminence under verdenskrigen 501 Krigsår på Frijsenborg 513 Lensafløsningen 1919 525 Godsdrift og lensafløsning 539 Efterkrigsår 557 De sidste år 562 Efterspil 564 Slutord og taksigelser 566 Noter 581 Litteratur og kilder 587 Illustrationer 590 Personregister 597 Stedregister

5

105612_lensgreven_.indd 5

22/08/17 10:16

6

105612_lensgreven_.indd 6

22/08/17 10:16

Præsentation Ved enevældens indførelse i 1660 blev den tidligere så magtfulde gamle ­danske adel kørt ud på et sidespor, og mange af dens privilegier ophørte.

Som led i bestræbelserne for at oprette et nyt hierarki blandt hoffets og statsadministrationens embedsmænd indførte Christian 5. i 1671 en rangforordning, som betød, at der i tilknytning til kongemagten opstod en helt ny stand af nyadelige topembedsmænd, den såkaldte rangadel, der bestod af embedsmænd i de tre øverste rangklasser. Herved blev den gamle adel yderligere udmanøvreret, og samtidig udstedte kongen en forordning, som indebar endnu en nyskabelse, indstiftelsen en adelig elite med titel af grever og baroner.

Titlerne var forbundet med oprettelsen af grevskaber og baronier, der som minimum skulle have et jordtilliggende på henholdsvis 2.500 og 1.000 tønder hartkorn. Til disse såkaldte majorater knyttede der sig en lang række privilegier, men også særlige regler, som indebar, at besidderen ikke måtte afhænde, pantsætte eller på anden måde forringe majoratets værdi. Ved besidderens død skulle det overgå udelt til ældste søn, stamherren, eller hvis der ikke var en mandlig arving, eventuelt til den ældste datter. I tilfælde af, at disse betingelser ikke kunne opfyldes, skulle majoratet tilfalde kronen. Det skal dog bemærkes, at trods kongemagtens ønske om at svække den gamle danske adel meldte en del sig mere eller mindre nødtvungent under den nye tids faner og fik oprettet deres godser som majorater.1 Med forordningen fik den enevældige konge etableret en ny loyal elite af lensadelige – lensgrever og -baroner – som med deres store besiddelser havde økonomisk grundlag for at tjene hoffet og forlene det med fornemhed og pragt. Siden fulgte også oprettelsen af stamhuse, som i princippet var mindre majorater, hvortil der knyttede sig færre rettigheder og forpligtelser. Majoratsbesidderne udgjorde toppen af adelspyramiden, men omgikkes selskabeligt på lige fod med andre adelige godsejere, hvoraf nogle havde godser, der kunne måle sig med majoraterne.

Lensgreve Mogens Friis, der oprettede grevskabet i 1672.

Formentlig malet af Abraham Wuchters.

7

105612_lensgreven_.indd 7

22/08/17 10:16

Grevskabet Frijsenborg I 1672 oprettede rentemester Mogens Friis grevskabet Frijsenborg. Han var ikke blot kongelig embedsmand, men tilhørte også den gamle danske adel.

Om Mogens Friis følte glæde ved at blive indlemmet i kredsen af nye lens­ adelige, skal være usagt, men den blev i så fald kortvarig, for han døde få år efter. I 1763 uddøde Friis-slægten på mandssiden, og det endte via flere led på kvindesiden med, at grevskabet overgik til baron Frederik Carl Krag-JuelVind, baroniet Juellinge på Lolland med hovedsæde på det nuværende Hal­ sted Kloster, og ved hans død i 1815 overtog den ældste søn, Jens Christian Krag-Juel-Vind, grevskabet Frijsenborg. Det var da i en sørgelig forfatning og mere belånt, end godt var. Efterhånden lykkedes det dog den ny besidder, som både var en dygtig landmand og ihærdig administrator, at bringe grev­ skabet på fode.2 Udstrækningen af grevskabet Frijsenborgs nordre del, tegnet på grundlag af et kort fra 1879 i Frijsenborg Godsarkiv.

Grevskabets grænse Sognegrænse Kirker under grevskabet Gårde

Østergård Hvorslev

Vellev

Gerning

Houlbjerg

Nøddelund

Haxholm

Favrskov

Aidt Vejerslev Thorsø

Skorup

Haurum Frijsendal

Sall

Hadsten

Lyngå

Skjød

Vitten

Haldum

FRIJSENBORG Jernit

Folby

Hammel

Søbygård

Tvilum

Søby Gjern

Skannerup

Voldby Sporup Røgen

Lyngballegård

Lading

Skivholme Borum

Tovstrup km

8

105612_lensgreven_.indd 8

22/08/17 10:16

Stensballegård

Horsens

Tyrsted

Vorsø

BOLLER Uth

Stenderup

Bjerre

Møgelkær

Skjold

Rårup

Stouby

Barrit

Sognegrænse Kirker under grevskabet Gårde km

Grevskabets søndre del med Boller som hovedsæde og med navne på de sogne, hvor grevskabet havde betydeligt fæstegods og/eller skovarealer. Skovene lå især langs sydsiden af Horsens Fjord og nordsiden af Vejle Fjord samt ved Møgelkær. Stamhuset Stensballegård, som fra 1867 kom i Emil Frijs’ besiddelse, ses øst for Horsens.

Da sønnen Emil Krag-Juel-Vind-Frijs i 1849 overtog administrationen af en del af grevskabet, omfattede det et samlet areal på 82.000 tønder land, heraf 11.000 tønder land skov.3 Det bestod af en nordre del med Frijsenborg som hovedsæde og omfattede fæstegods fordelt i 29 sogne, hertil hovedgårdene Favrskov, Søbygård, Østergård, Lyngballegård, Frijsendal, avlsgårdene Jernit, vidtstrakte skovarealer samt 25 kirker.4 Den søndre del mellem Horsens Fjord og Vejle Fjord og med Boller som hovedsæde havde betydeligt fæstegods i otte sogne og hertil hovedgården Møgelkær, aflæggergården Christiansminde, skovarealer langs begge fjorde og derimellem samt fire kirker.5

P R Æ S E N TAT I O N

105612_lensgreven_.indd 9

9

22/08/17 10:16

Adelens situation efter enevældens ophør Med Junigrundlovens vedtagelse i 1849 ophørte enevælden, og samtidig syntes adelens skæbne som stand beseglet, idet grundloven fastslog, at alle forrettigheder i forbindelse med adel, titel og rang ophørte. Det blev endvidere varslet, at landets majorater – altså grevskaber, baronier og stamhuse – skulle overgå til fri ejendom, men uden nærmere angivelse af, hvornår og hvordan det skulle ske. Hermed fik den højere landadel, som netop var kendetegnet ved at besidde disse majorater, mulighed for at bevare sin særlige magtposition, om end det var på lånt tid. Få år senere så mange majoratsbesiddere sig dog nødsaget til at påbegynde afhændelsen af det vidtstrakte fæstegods til bønderne, som ønskede selv at eje de gårde, de drev. Dette åbnedes der mulighed for fra begyndelsen af 1850’erne, og de fleste majoratsbesiddere gav efterhånden afkald på størstedelen af den jord, som havde været grundlaget for deres status under enevælden.

Den afgivne jord omsattes imidlertid i en anden form for kapital, idet indtægterne fra jordsalget blev båndlagt i såkaldte fideikommiser under besiddelserne, dog således at besidderne til eget brug rådede over en tiendedel af salgsindtægterne samt fideikommiskapitalens renteafkast. De kolossale formuer, som majoraterne herefter rådede over, muliggjorde, at der kunne foretages omfattende investeringer på de tilbageværende dele af besiddelserne, som mange steder udviklede sig til deciderede mønsterlandbrug, der var først med det sidste nye.

Samtidig åbnede den økonomiske velstand mulighed for, at majoratsbesidderne som kompensation for det smertelige statustab, som afhændelsen af fæstegodset foranledigede, kunne manifestere deres aristokratiske position ved ude på herregårdene at bygge prangende hovedbygninger med masser af tjenestefolk og en ødsel livsførelse. Det blev således åbenlyst for enhver, at den højere danske landadel stadig levede i bedste velgående.

Landadelen nøjedes dog ikke med at udfolde sit herskabelige liv på herregårdene alene. Kampen om magten og ikke mindst æren kom måske lige så meget til at stå i kongens København, hvor Christian 9. efter borgerkongen Frederik 7.s død åbnede sit hof for adelen, som dermed igen kom ind i varmen. Landaristokratiet slog sig i vintersæsonen ned i hovedstaden, genoptog livet i adelsgårde og palæer, som havde stået mere eller mindre ubenyttede hen siden enevældens dage, deltog i de kongelige audienser, tafler og baller og solede sig til fulde i hoflivets glans. Kongehuset og adelen var igen blevet pot og pande, de højeste embeder ved hoffet og i diplomatiet blev beklædt af folk med blåt blod i årerne, og dette befæstede igen aristokratiets fortrinsstilling på de bonede gulve efter ørkenvandringen under Frederik 7.6 10

105612_lensgreven_.indd 10

22/08/17 10:16

Konseilspræsident Emil Frijs foreviget i fuld mundering af J.V. Gertner 1866.

Landadelens position blev yderligere forstærket af den politiske udvikling efter den ulyksalige krig i 1864, da standen fik uventet politisk indflydelse i skiftende godsejerdominerede regeringer i perioden 1865-1901. Den første godsejerregering, ledet af ovennævnte lensgreve Emil Frijs, Frijsenborg, gennemførte en revideret grundlov i 1866, der må betegnes som et demokratisk tilbageskridt, idet der blev indført privilegeret valgret til Landstinget, som gav godsejerne en fortrinsstilling. Dette beredte grunden for, at J.B.S. Estrup kunne sidde på regeringsmagten uafbrudt i næsten tyve år, til trods for at der var et folketingsflertal imod hans regering og dens provisoriske finanslove, den såkaldte forfatningskamp.

Med Systemskiftet i 1901 blev det parlamentariske princip omsider knæsat, hvilket indebar, at en regering ikke kunne udnævnes eller overleve, hvis P R Æ S E N TAT I O N

105612_lensgreven_.indd 11

11

22/08/17 10:16

den havde et flertal i Folketinget imod sig, selv om folketingsparlamentarismen stadig mødte modstand fra konservative kredse. Med grundloven af 1915 blev der indført almindelig valgret også for kvinder, men uden at parlamentarismen blev grundlovsfæstet. Den privilegerede valgret til Landstinget blev dog samtidig ophævet, og hermed var landadelens politiske særstilling en saga blot. Dens sorgløse livsførelse i sus og dus blev på samme tid anfægtet af verdenskrigen og hele den gamle verdens værdisammenbrud. Og da så lensafløsningsloven i 1919 langt om længe fastlagde vilkårene for majoraternes overgang til fri ejendom, var Junigrundlovens bestemmelser om, at alle forrettigheder i forbindelse med adel, titel og rang skulle ophøre, også en smertefuld realitet for den højere danske landadel.

Mogens Frijs Tilsammen danner disse forhold baggrund for Mogens Frijs’ liv og levned.

Han kom til verden i året for Junigrundlovens vedtagelse og døde få år efter, at lensafløsningsloven var blevet en realitet. Han var som eneste søn født ind i en familie, der besad landets største grevskab, Frijsenborg, og stod dermed som arving, også kaldet stamherre, til at overtage besiddelsen efter sin fader. Vi følger ham i barndoms- og ungdomsårene og belyser de vilkår, han voksede op under, hvilken næsten grænseløs fortrinsstilling han havde i det højadelige og yderst velstående miljø, og hvilke tyngende fordringer der blev stillet til ham som kommende lensbesidder, med alt hvad det indebar af familietradition og standsbevidsthed.

Vi følger, hvordan fortrinsstilling og fordringer var svært forenelige og bevirkede, at Mogens Frijs’ tidlige voksenliv var præget af rådvildhed. Videre hvordan han endelig trådte i karakter og aflastede faderen som administrator af grevskabets nordlige del, hvorefter han i en moden alder blev gift, fik børn og trådte ind i rollen som familiefar.

Da Mogens Frijs ved faderens død overtog den samlede besiddelse, var der stort set ikke noget tilbage at ønske. Faderen efterlod landbrug og skovbrug i en forbilledlig stand med de bedste fremtidsudsigter og en fideikommiskapital så stor, at afkastet kunne finansiere en herskabelig levevis i særklasse i den dertil nyindrettede slotslignende hovedbygning, med alt hvad dertil hørte af herligheder. Vi følger, hvordan Mogens Frijs og hans familie levede under disse omstændigheder, hvordan han forvaltede sine besiddelser og samspillet med det omgivende samfund.

Det fornemme navn og den nedarvede rigdom banede også vejen for en politisk karriere. Mogens Frijs overtog faderens plads i Landstinget, og i be12

105612_lensgreven_.indd 12

22/08/17 10:16

tragtning af at han angiveligt ønskede at videreføre dennes konservative politik, der blev udmøntet i den såkaldte reviderede grundlov af 1866, kan det forekomme paradoksalt, at han som leder af en lille gruppe af oppositionelle lensbesiddere og godsejere i Landstinget medvirkede til Estrups fald i 1894.

Denne gruppe skilte sig senere ud fra Højre som De Otte under M ­ ogens Frijs’ ledelse og medvirkede til indførelen af Systemskiftet i 1901. Efter Systemskiftet konstituerede gruppen sig i Landstinget som De Frikonservative og etablerede et tæt samarbejde med de første venstreregeringer. Så jo, det kan forekomme som et paradoks, men ikke for Mogens Frijs selv. Ved sin vedtagelse var 1866-grundloven blevet markedsført som et samarbejde mellem “store og små bønder”. De store bønder, godsejerne, sad i Landstinget, og de små, gårdmændene, i Folketinget. Det var dette samarbejde, som Mogens Frijs drømte om at realisere for at vise, at faderens grundlov var god nok, når blot den blev anvendt i den rette ånd. Det privilegerede Landsting havde sin særlige berettigelse som en konservativ garanti mod demokratiske udskejelser, men det skulle ske i et samarbejde med Folketinget, ikke ved at bekæmpe det. Det var pragmatisk konservativ politik under devisen forandre for at bevare. Det, der skulle forandres, var forfatningskampens g­ olde konfronta­tionspolitik, og det, der skulle bevares, var faderens grundlov. Her var sønnens konservatisme langt mere fleksibel end faderens, men som vi senere skal se, lykkedes det ham alligevel ikke at forhindre grundlovsændringen i 1915.

Ud fra den samme konservative grundholdning medvirkede Mogens Frijs til lensafløsningen i 1919 i tæt parløb med den radikale regering Zahle. Tilsyneladende det største paradoks af dem alle, at han, landets største lensbesidder, trak tæppet væk under sig selv og sine egne. Ovenikøbet blev lensafløsningen langt mere vidtrækkende, end han havde håbet, men det rokkede ham ikke i den faste overbevisning, at den var nødvendig for at redde, hvad reddes kunne. Det var en politisk vurdering, og den var efter alt at dømme korrekt, men i virkeligheden handlede han ikke som politikeren Mogens Frijs, men som lensgreven, der følte et særligt ansvar over for slægten og standen. De to roller, politikeren og lensgreven, kan nemlig ikke adskilles, hvis man skal forstå Mogens Frijs som politiker. Han var først og fremmest aristokraten af gammel dansk adel, der følte sig forpligtet af de normer, som han havde fået indpodet fra barndommen, og det gjaldt også i politik. “Semper idem” eller på dansk, “Altid den Samme”, var det valgsprog, som Mogens Frijs fik malet på sit våbenskjold som storkorsridder, da han i 1919 blev tildelt denne dekoration. Levereglen med alt, hvad den indebærer af selvbeherskelse og urokkelig ro, har utvivlsomt tjent som rettesnor for ham både som privatmand og som offentlig person og været helt central i hans identiP R Æ S E N TAT I O N

105612_lensgreven_.indd 13

13

22/08/17 10:16

tet som adelsmand. For at citere to moderne adelshistorikere, en dansk og en svensk, med førstehåndskendskab til miljøet var adelen så at sige født med en “lineal i ryggen” og levede efter en jernhård disciplin, som blev indkodet fra barnsben, og det gjaldt i eminent grad også for Mogens Frijs.7 Når vi i det følgende taler om “aristokratiske værdier”, vil det derfor først og fremmest være Mogens Frijs, der får ordet, men de var ikke kun et personligt anliggende for ham og hans familie, for adelen var en kosmopolitisk stand med fælles idealer og normer og indbyrdes beslægtet på tværs af landegrænser.

Mogens Frijs’ slægt og hans eget liv er et godt eksempel herpå, og hans livsførelse og idealer var ikke væsensforskellige fra standsfællernes i det beundrede Storbritannien eller i Centraleuropa. Man var, hvad man repræsenterede, navnet og standen, og spillede så at sige teater, hvor mand og hustru deltog som både instruktører og skuespillere.8 Historikere har ligefrem talt om det “feudale teater”, og det har også fået konsekvenser for vores valg af teoretisk ramme for fremstillingen.

Stand, rang og demonstrativ ødselhed For Mogens Frijs som lensbesidder var bevidstheden om sin stands og sin slægts historie, ære og værdighed således de uomgængelige ledetråde. Dette fremgår med al ønskelig tydelighed af hans udsagn om, at “Min Slægt havde før 1660 spillet en betydelig Rolle, under Enevælden havde den aldrig søgt dennes Protection”, underforstået at hans slægt hørte til den gamle danske adel, som var af en anden karat end de nyadelige, der var kommet til under enevælden. Heri ligger også forklaringen på, at Mogens Frijs demonstrerede en udpræget højadelig eksklusivitet over for ikke mindst de andre adelige samt gennem manifestationer af særlig fornemhed, som grænsede til det fyrstelige, der også gjorde familien selvskreven til at pleje omgang med både det danske kongehus og udenlandske fyrster.

Lensgreven på Tranekær, Christian Ahlefeldt-Laurvig, der også var en af De Otte, var ude i samme ærinde og gav i utvetydige vendinger udtryk for, at den højere landadel skulle stille sin ekstravagante livsførelse demonstrativt til skue, at luksus var “nødvendig for at give Standen éclat”. Dette afspejler et velkendt sociologisk fænomen, som Thorstein Veblen har lanceret under betegnelserne conspicious leisure og conspicious consumption – iøjnefaldende fritid og iøjnefaldende forbrug. Aristokratiets fornemste opgave i forhold til det omgivende samfund var så at sige at være hævet over arbejde i sædvanlig produktiv forstand og i stedet være beskæftiget med iøjnefaldende og bemærkelsesværdige uproduktive gøremål som eksempelvis selskaber, jagt, 14

105612_lensgreven_.indd 14

22/08/17 10:16

ridning, sejlads og udlandsrejser. Statusarbejde kunne man kalde det. Herudover skulle man for at bevare omgivelsernes – herunder især standsfællernes – agtelse stille sin rigdom til skue ved at præstere iøjnefaldende ødselhed.9 Denne adelige iscenesættelse fik oven i købet en opblomstring efter 1849, hvor adelen mistede sine sidste standsprivilegier, men på den måde kunne den kompensere for sit statustab. I et historisk perspektiv havde den særlige adelige livsform været en adgangsbillet til magt og indflydelse, og med sin udtalte historiske bevidsthed har Mogens Frijs muligvis drømt om, at den også kunne fremme hans ambitioner om en politisk lederstilling, selv om den var opstået i en helt anden tid.

Vor tilgang til alle disse statusmanifestationer er endvidere inspireret af den østrigske sociolog Roland Girtlers teorier om menneskets iboende stræben efter fornemhed. Den højere landadel befandt sig i en konstant kamp for at være finest og i besiddelse af den højeste grad af fornemhed. I den forbindelse spillede rangfølge og hoftitler naturligvis en fremtrædende rolle og herunder ikke mindst forholdet til kongehuset. Bestræbelserne var især drevet af standsfællernes indbyrdes kappestrid og konkurrence om at opnå en højere grad af fornemhed end de andre, snarere end at det handlede om, hvad man måske ellers kunne tro, at distancere sig fra det fremvoksende industri- og handelsborgerskab.10

Kildemateriale Vore bestræbelser på at skildre Mogens Frijs’ liv og levned og foretage en vurdering på baggrund af ovennævnte forhold tager udgangspunkt i et for langt størstedelens vedkommende hidtil ubenyttet kildemateriale, som befinder sig i gods- og privatarkiver på Frijsenborg og Wedellsborg. Hertil kommer i begrænset omfang materiale fra enkelte andre familierelaterede privatarkiver samt offentligt tilgængelige arkiver. Det anvendte materiale i privateje, som omfatter korrespondance, almanakker, dagbøger, notater og andre dokumenter på mere end 10.000 sider, er uregistreret, og der refereres blot hertil i de enheder, hvori det forefindes.

Citater gengives i den originale ortografi, men dog således at meningsforstyrrende stavefejl er rettet og tegnsætningen tillempet, når det skønnes fremmende for forståelsen.

P R Æ S E N TAT I O N

105612_lensgreven_.indd 15

15

22/08/17 10:16

16

105612_lensgreven_.indd 16

22/08/17 10:16

Barndom En forårsdag, torsdag den 3. maj 1849, bevægede Thyra Frijs sig langsomt fra Søbygård op ad bakken mod vest. Det var ved at være tiden, at hun skulle nedkomme, og hun måtte hyppigt hvile sig undervejs, mens “Bededags Aften­klokken saa indtrængende lød til mig og styrkede mit Haab og min Tro til, at Gud Herren vilde hjælpe mig godt over den tunge Stund”. Lidt over midnat fik Thyra Frijs stærke veer. Tre timer senere nedkom hun med en søn og lå snart med ham i sine arme.1 Tyve dage senere kunne moderen med tilfredshed konstatere, at sønnen havde taget et pund på, og selv var hun ude at gå sin første tur i haven på Søbygård. Hun og hendes mand, Emil Frijs, havde nu præsteret den søn og arving, som både de og familien ønskede og ventede af dem, og da drengen så ud til at være livskraftig, tegnede fremtiden lys.

Man må dog antage, at det gav skår i glæden måneden efter, da Frederik 7. underskrev Junigrundloven, som fratog adelen dens privilegier og varslede, at landets majorater, dvs. grevskaber, baronier og stamhuse, skulle overgå til fri ejendom. I adelige kredse hed det sig ligefrem, at i samme øjeblik kongen underskrev grundloven, brød et uvejr løs over det ganske land.2 I juli blev sønnen døbt i Hammel Kirke og fik sit fulde navn, Mogens ­Christian Krag-Juel-Vind-Frijs.3 Han voksede sig stor og stærk, men blev dog ved årets slutning ramt af forbigående sygdom med feber og stærk hoste.

Jule­aften fik han sin første tand i overmunden.

I oktober var forældrene, Mogens og hans et år ældre storesøster, ­Henriette, flyttet fra Søbygård til selve Frijsenborg. Det skete i forbindelse med, at Emil Frijs overtog administrationen af grevskabets nordlige del.

Familien Frijs malet sommeren 1855. Fra venstre Thyra Frijs med Agnes på skødet, Mogens i fint antræk og udrustet med gevær i børnestørrelse, Henriette og patriarken Emil Frijs. Maleri af F.L. Storch.

17

105612_lensgreven_.indd 17

22/08/17 10:16

Søbygårds hovedbygning set fra gårdsiden omkring 1920.

De første år Da Mogens var godt ti måneder gammel, ophørte moderen med amningen.4 Hans etårs fødselsdag blev fejret i København, hvor han fik sin ottende tand og lærte at gå. Fra byen tog forældrene med deres børn på familiebesøg, først til Gammel Køgegård, der var ejet af kammerherre Hans Carlsen, som var gift med Emil Frijs’ søster, Clara.

Turen fortsatte til Thyra Frijs’ barndomshjem, stamhuset Egholm mellem Roskilde og Holbæk, som var i broderen Wolfgang Haffners besiddelse. I Thyras familie gjorde det mærkværdige forhold sig gældende, at deres moder, Anne Margrethe Kaasbøl, der kom fra små kår, var blevet behandlet næsten som en elskerinde af faderen, Johan Wolfgang Haffner, forstået således, at han først giftede sig med hende, efter at hun havde født ham fem børn. Den sjette i flokken var Thyra, og hun blev dermed deres første legi18

105612_lensgreven_.indd 18

22/08/17 10:16

time barn. Denne meget lidt ridderlige adfærd synes svært forenelig med Haffnerfamiliens opfattelse af, at de skulle nedstamme fra en gammel tysk adelsslægt. Dette er dog i øvrigt højst tvivlsomt, og familien fik da heller aldrig status som adelige i Danmark.5 Da faderen døde, flyttede Thyra med sin moder til København, hvor hun tilbragte resten af sine opvækstår. Moderen døde, samme år som Mogens blev født.

Hjemme igen på Frijsenborg kom Thyra Frijs’ søster Alvilde Dinesen og hendes fem børn på et af mange besøg. Hun var gift med godsejer A.W. ­Dinesen på Katholm ved Grenaa, der som officer deltog i Treårskrigen og netop var i kamp på denne tid. Ængsteligt fulgte man efterretningerne om Slaget ved Isted den 25. juli 1850, der endte med dansk sejr, men også kostede den danske hær 800 døde og 2.400 hårdt sårede, og lettelsen var stor, da der natten mellem den 28. og 29. juli kom brev fra Dinesen om, at han var i god behold. Ængstelsen var så meget desto mere forståelig, som den tredje søster, Ragnhild Krieger, året forinden var blevet enke, da hendes mand, Christian Krieger, omkom under træfningen ved Eckernförde.

Mogens Frijs var blot halvandet år, da han første gang blev foreviget på et maleri. Malet af Poul Hagelstein.

BARNDOM

105612_lensgreven_.indd 19

19

22/08/17 10:16

Lensgrevinde Henriette Frijs og lensgreve Jens Christian Frijs, malet af David Monies.

Efter godt og vel en måneds ophold på Frijsenborg rejste Alvilde D ­ inesen og børnene tilbage til Katholm, og Frijsfamilien tog til Boller for at besøge Mogens’ bedsteforældre en fjorten dages tid. De var flyttet til hovedsædet for grevskabets sydlige del, da Emil Frijs året forinden overtog ansvaret for den nordlige del og med kone og børn bosatte sig på Frijsenborg. Mens de var på Boller, bemærkede moderen, at Mogens var blevet meget bedre til at tale.

Julen 1850 blev holdt på Frijsenborg, og blandt de få inviterede var distriktslæge C.A. Ditzel, der boede i lægeboligen på Frijsenborg. Han kone var død tidligere på året, og han sad nu alene tilbage med alle børnene. Frijsog Ditzelfamilien var herefter som regel sammen hver juleaften og havde i det hele taget megen glæde af hinanden.

Det næste års tid gik sin gang, og i maj 1852 fejrede Mogens sin treårs fødselsdag. Bedsteforældrene ankom fra Boller, og Mogens var helt rundt på gulvet over alle de gaver, han fik. Et par uger senere blev lillesøsteren Agnes født, og det følgende halvandet år opholdt moderen og børnene sig for det meste på Frijsenborg.

20

105612_lensgreven_.indd 20

22/08/17 10:16

Familiens første udlandsrejse Især pigerne var ofte ramt af sygdom, og derfor søgte hele familien i begyndelsen af 1854 mod varmere himmelstrøg ledsaget af en guvernante, en kammerjomfru og en barnepige. Rejsen gik først med tog til Paris, videre til Marseille og derfra med skib til Napoli, hvortil de ankom midt i marts. Herfra tog familien på oplevelsesrige ture til Vesuv, Herculaneum, Capri og Amalfi.

Den 25. april nåede de til Rom, hvor Mogens’ fireårs fødselsdag blev fejret, og derefter gik rejsen videre nordpå til Firenze, Bologna og sluttelig Venedig.

Om aftenen var familien på Markuspladsen, og dagen efter gjaldt det på vanlig turistvis Dogepaladset, Markuskirken samt Rialtobroen, og der blev naturligvis også lejlighed til at sejle i gondoler. På hjemturen til Danmark gjorde familien ophold nogle dage i Wien og drog derfra over Prag, Dresden og Leipzig tilbage til København med ankomst til Frijsenborg den 17. juni. De havde således været hjemmefra i mere end et halvt år. Få dage senere ankom maleren F.L. Storch, som var bestilt til at male et stort billede af Emil Frijs med hustru og børn.

Mogens som fem-seksårig.

BARNDOM

105612_lensgreven_.indd 21

21

22/08/17 10:16

Var børnene sunde og raske ved hjemkomsten fra den vellykkede udlandsrejse, varede det det dog ikke længe, inden de igen var sengeliggende på skift – også Mogens, som ellers tydeligvis var mere robust end sine søstre. Selv moderen skrantede indimellem, især før og efter hun i marts 1855 nedkom med datteren Clara. Sidst på sommeren tog hun med sine børn til Boller, hvor de store badede i fjorden. Hun førte omhyggeligt regnskab over, hvornår og hvor ofte de var i vandet, og hun har uden tvivl set badningen som gavnlig for børnenes helbred. Mogens badede næsten hver eneste dag i den måned, opholdet varede.

Thyra Frijs’ bekymring over børnenes helbred førte til, at hele familien i forsommeren 1856 rejste til badestedet Arcachon ved den sydvestfranske Atlanterhavskyst, denne gang ledsaget ikke blot af guvernante, kammerjomfru og barnepige, men også af Emil Frijs’ tjener. Arcachon, der siden er blevet kendt for sine fine strande og det milde, helsebringende klima, var dengang lige blevet opdaget af datidens sundhedsapostle, som prædikede hav- og kurbade. Her opholdt familien sig i næsten to måneder, og moderen holdt igen øje med, hvor ofte der blev badet. Mogens og Henriette var i vandet 42 gange, Agnes 43 og hun selv 32 gange, og sandelig om ikke også faderen blev kostet i vandet – hele 23 gange blev det til, og han var ovenikøbet bortrejst en del af tiden.

I begyndelsen af august rejste hele selskabet med tog og diligence videre mod syd til Bagnères-de-Bigorre ved Pyrenæerne. Byen har siden romerne været kendt for sine termiske bade med vand fra bjergene, og det var ganske rigtigt også det, besøget gjaldt. Thyra Frijs kom på et tidspunkt til at forkøle sig ved at blive for længe i badet, hvorved hun også fik stærke mavesmerter. På en udflugt til bjergpasset Col d’Aspin i Pyrenæerne var forældrene og de tre ældste børn i overhængende fare, da deres vogn på grund af kuskens skødesløshed væltede og var lige ved at styrte i floden. Den ene af de to heste hang faretruende ud over afgrunden, men familien slap dog med skrækken.

Tilbageturen til Danmark gik over Bordeaux til Paris, og den 15. september klokken syv om aftenen ankom de til Frijsenborg, hvor der var rejst en smuk æresport, og hvor forvalterne med følge red dem i møde.

Til fastelavn var børnene hvert år klædt ud, når de slog katten af tønden.

I 1857 skete det sammen med overførster Dahlstrøms børn, Carl og Frederikke. Mogens blev kattekonge og kunne samtidig glæde sig over, at han nu var blevet næsten 130 cm høj. Året efter var han blevet stor nok til, at han til moderens undren valgte at tage på sin første rejse, uden at hun var med. Det var såmænd bare en todages tur sammen med faderen til godsejerfamilien Mourier-Petersen på Rugård mellem Grenaa og Ebeltoft.

22

105612_lensgreven_.indd 22

22/08/17 10:16

Mogens nu med lidt kortere hĂĽr og sideskilning, omkring 1857.

BARNDOM

105612_lensgreven_.indd 23

23

22/08/17 10:16