Livet og skriften

OMSLAG SAMLET (NOT PRESS)

153 mm

45 mm

9

788712

053095

231 mm

978-87-12-05309-5

LIVET OG SKRIFTEN

Johan de Mylius (f. 1944), professor emeritus, dr.phil. og leder af H.C. Andersen Centret på Syddansk Universitet i Odense. Han har skrevet en lang række værker om litteratur­ historiske emner, om Søren Kierkegaard, H.C. Andersen m.fl.

JOHAN DE MYLIUS

H.C. Andersen – en snob, en nasseprins, en hysterisk og selvoptaget stræber, en hemmelig kongesøn, en lige så hemmelig homoseksuel, en klasseforræder, en mønster­ bryder, et ikon for dansk turisme, en banebrydende børne­ forfatter og en katastrofe på alle andre områder – der er ingen ende på myter, fordomme og klicheer. Alt sammen takket være hans verdensberømmelse, som man helle­ re end gerne vil tage til indtægt, men som spærrer for en egentlig forståelse af Danmarks nationaldigter.

Livet og skriften kommer hele vejen rundt om det store for­ fatterskab, hvor eventyr og historier kun er én side af det store og komplicerede hele. Bogen stiller kritiske spørgs­ mål, prøver at tegne linier op og se ind bag både nye og gam­ le fordomme og myter. Og først og sidst ser den ­Andersens liv og digtning som en gensidigt skabende proces. Hans liv var fiktioner og kunst – og hans kunst forbrugte hans liv, til der kun var tomhed og gentagelse tilbage.

153 mm

JOHAN DE MYLIUS

LIVET OG SKRIFTEN En bog om H.C. Andersen

Livet og skriften_efter søgning.indd 2

12/08/2016 10.14

Johan de Mylius

LIVET OG ­SKRIFTEN EN BOG OM H.C. ANDERSEN

Livet og skriften_efter søgning.indd 3

12/08/2016 10.14

Livet og skriften © 2016 Johan de Mylius og Gads Forlag ISBN: 978-87-12-05309-5 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden

Forlagsredaktion: Martin Gylling og Henrik Sebro Omslag: Lene Nørgaard, Propel Grafisk tilrettelæggelse: Per Demuth, Demuth Grafisk Forside: Albert Küchlers maleri Hans Christian Andersen, 1834.

Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

Tryk: ScandBook Udgivet med støtte fra: G.E.C. Gads Fond Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.gad.dk

Livet og skriften_efter søgning.indd 4

12/08/2016 10.14

Indhold

Forbemærkninger – 9 I begyndelsen – 17 Med i bagagen – 38 Vi og verden – 43 Reflekser – 46 En vild fugl – 51 En anden skabelse – 58 Lykkens tempel – 63 Læreår – 92 Byen ved havet – 112 Udsigt til København – 121 Nærved og næsten – 130 Indercirklen – 132 Studenten, korporalen og poeten – 137 Det evige liv – 142 En humoristisk underlig bog – 145 Publikum bestemmer – 154 Men hvilket publikum? – 161 Studenterforeningen – 164 Poeten – 167 Eventyr på scenen – 174 To ferierejser og en fatal historie – 178 Litterær opstandelse – 192 Svar på tiltale – 198 Positionering – 204 At genrejse det faldne hus – 238 I Rom – 251 Til æsels! – 262 Ud af paradiset – 272 5

Livet og skriften_efter søgning.indd 5

12/08/2016 10.14

Gennembruddet – 277 Jeg er paa Bølge – 289 – fortalte for Børn – 294 Nye vinde – 299 Jeg vil være nummer ét – 306 Digteren selv og de to feer – 314 Om at nå sin bund – 317 Sammenhæng og mission – 321 Et vendepunkt – 328 Kierkegaards angreb – 333 Om hvad der videre skete – 342 Censur og selvcensur – 345 For børn – og ikke for børn – 352 Digteren og rosen – 372 Mørke og lys – 381 Afvikling og udvikling – 406 Sin egen sti – 413 Rejser og visioner – 422 Udsyn og indsigt – 431 ”Jeg har givet Facta” – 441 Religioner og religiøsitet – 449 De store år – 456 Afgørelsen – 479 Andersen-Lind litterært set – 496 Andre spor i tiåret – 500 Den lange rejse – 504 Andre indfrielser – 518 Nye tider. Fantasien ud til ­folket – 543 Et nyt fokus – 564 Omskiftelsens storme – 567 Hvad tiden bragte med sig – 577 Streger i sandet – 580 Anna fra Aalborg – 604 Historiernes tid – 610 Med jord i munden – 614 Kritiske positioner – 618 Melhandleren, studenten og s­ pækhøkeren – 627 Nye tider og et nyt publikum – 633 6

Livet og skriften_efter søgning.indd 6

12/08/2016 10.14

Kristendom med eller uden kirke – 642 Salmisten – ? – 655 Mysterier – 663 Død og efterliv – et post scriptum – 680 Om bogens to mottoer – 683 Noter – 685 Titelregister – 717 Navneregister – 722 Litteraturfortegnelse – 730

Livet og skriften_efter søgning.indd 7

12/08/2016 10.14

Du, hvem en mægtig Guddom gav dit Kald (Carl Bagger: ”I H.C. Andersens Stambog”. 17. juli 1841)

Han spreder Lys og staaer dog selv i Skygge (Horatio om kunstneren i skuespillet Mulatten, 1840)

Livet og skriften_efter søgning.indd 8

12/08/2016 10.14

Forbemærkninger

Der findes ingen andre forfattere, der har skrevet hele tre selvbiografier – plus en fyldig opfølgning til den sidste.

Der findes ingen andre forfattere, der har efterladt sig så stort et biografisk materiale ud over selvbiografierne: dagbøger, almanakker med optegnelser dag for dag, mere end 10.000 breve til og fra.

Der findes kun få forfattere, der er mere berømte og samtidig mindre læst – hvis man da tænker på det voksenpublikum, han især tog sigte på. På den måde parallelt med navne som Dante og Homer. Klassikere, som alle kender, men som de allerfærreste læser. Definitionen på en klassiker …

Han kaldes sædvanligvis H.C. Andersen.

Han var en dansk forfatter. Hvad der ikke umiddelbart var en fordel – hverken for ham selv eller for hans samtidige, filosoffen Søren Kierkegaard, eksistentialismens grundlægger. De blev begge heglet ned i deres samtid – i det København, der var deres livsbetingelse og basis.

Som Kierkegaard sagde om sig selv: ”Et Genie i en Kjøbstad”. Det kunne Andersen have skrevet under på. Selv i dag, post morten, hvor han er et stort navn i f.eks. Rusland, Bulgarien, Japan og Kina. Men for hvad?

Der findes ikke ret mange andre forfattere, der er blevet verdensberømte for noget, de ikke selv regnede for at være det væsentligste, de havde begået.

9

Livet og skriften_efter søgning.indd 9

12/08/2016 10.14

Der findes ikke mange forfattere – det skulle da være sådan en som Knut Hamsun – hvor det biografiske i den grad har sat forfatterskabet i skyggen. Hvor livet har kvalt skriften.

Biografier over H.C. Andersen er der ingen mangel på. Nogle af dem er endda blevet udråbt af forlagene som ”den ultimative biografi over H.C. Andersen” og som sådan udbredt til den ganske verden. Reklameskrig er der ingen mangel på, når det gælder Danmarks absolutte kultur-ikon.

Derfor ville enhver nok med det samme sige: Endnu en biografi over H.C. Andersen burde være forbudt!

Derfor er dette her heller ikke en biografi i gængs forstand. Det er en refleksion over forfatterskabet og livet og deres sammenhæng. En absolut mangel, når det gælder lige netop H.C. Andersen. Mærkværdigvis. Og fremstillingen rummer endda en påstand om, at Andersen – modsat af, hvad der normalt antages – havde en retning og en vision for sit forfatterskab. Han ville noget med det. Også selv om han ikke altid vidste helt, hvad visionen indebar.

Som forklaring på, at der her bevidst styres uden om de helt sædvanlige og derfor mere oplagte biografiske spor, må tjene følgende trivielle fakta: Der foreligger allerede ned gennem de mere end 130 år, der er passeret, siden Andersens mangeårige ven og universalarving Edvard Collin fremkom med sin digre dokumentation, H.C. Andersen og det Collinske Huus (1882), en sand strøm af biografiske studier over Andersens baggrund, hans personlighed og hans gøren og laden. Herunder først og fremmest Helge Topsøe-Jensens studier og noter (og indsigtsfulde indekser) til brevudgaver og udgaver af dagbøger og selvbiografier. Så de faktuelle forhold er eller burde alle – så godt som alle – være rimeligt velkendte eller i hvert fald til at få rede på for hvem, der måtte have behov for det.

Dertil kommer adskillige store og små biografier, de fleste forfattet hertillands, men flere også af udenlandsk herkomst, f.eks. russisk, engelsk og amerikansk.1 Hvortil kommer et meget besynderligt og vistnok helt unikt fænomen, som andre forfattere er blevet forskånet for: Biografier henvendt til børn. En hel række små bøger op gennem det 10

Livet og skriften_efter søgning.indd 10

12/08/2016 10.14

20. århundrede har som fælles fokus: H.C. Andersens liv fortalt for børn2…

Næsten hver sten synes dermed at være vendt for længst, hvad der dog ikke har forhindret myter og udokumenterede påstande i at beskæftige den Andersen-interesserede verden (og de biografiskrivende) igen og igen og nye myter i at dukke op.3 Den, der vil vide besked, har da for så vidt rigeligt at gribe til, men må dog i et vist omfang gøre sig selv til en kritisk læser, der skiller klinten fra hveden.

Men kendetegnende for flertallet af de egentlige Andersen-biografier er, at de primært beskæftiger sig med personen Andersen og kun i mindre grad eller ofte endda slet ikke med forfatteren eller med interaktionen mellem liv og skrift. Den klassiske engelske opskrift for en forfatterbiografi er liv og værk,4 men i tilfældet Andersen er denne model snarere undtagelsen end reglen.

Hvad Edvard Collin, Andersens nærmeste ven og rådgiver, end havde at indvende mod hans personlighed – og det var så sandelig ikke så lidt – så var det dog ham, der formulerede det synspunkt, at ”hans Liv tilhører Culturhistorien”.5 Det gør det, men ikke så meget ved sine intime detaljer som ved sin symbolkraft. Om Andersen onanerede og hvornår og hvorfor, om han muligvis havde biseksuelle tilbøjeligheder, som han måske, måske ikke levede ud, er næppe det, der har indskrevet ham i kulturhistorien, selv om man her i hans hjemland op til fejringen af hans 200-år i 2005 syntes at være mere optaget af hans seksuelle problemer end af noget som helst andet, ham anbelangende.

Når selv den meget kritisk indstillede Edvard Collin allerede i 1882 kunne få sig til at sige, at hans liv tilhørte kulturhistorien, bør det forstås i en helt anden kontekst.

Ved sit liv, uanset om dette liv så var at forstå som et ”eventyr” eller måske snarere i nogle henseender modsat som et deprimerende anti-eventyr, kom Andersen til at fremstå som prototype for en ny handlemulighed og livsskæbne, karakteristisk for det, der banede sig vej hen over midten af det 19. århundredes Danmark, i opbruddet fra en gammel tid til et nyt samfund, fra enevældens stivnede stændersamfund til det dynamiske demokrati, hvis danske fødselsdato helt præcist er d. 5. juni 1849, datoen for den grundlov, som er fundamentet for nutidens Danmark. Også selv om dette demokrati har en langsom tilblivelses11

Livet og skriften_efter søgning.indd 11

12/08/2016 10.14

proces, idet flere årtiers diktatoriske godsejerstyre helt frem til 1901 må ses som et tilbageslag for demokratiet og en slags fortsættelse af enevældens styreform og samfund.

Andersen er sit århundrede. Han er vokset sammen med det. Det genspejles i ham. Han har identificeret sig med det.

Hvis man absolut vil bruge betegnelsen ”mønsterbryder” om ham, gør man dog klogt i lige at huske på, at han langtfra var den eneste sociale ”upstart”6 i sin tid, end ikke blandt intellektuelle, kunstnere og forfattere. Man kan bare tænke på digteren Jens Baggesen, sprogforskeren Rasmus Rask, malerne Jens Juel og C.A. Jensen, teaterhistorikeren og digteren Thomas Overskou, skuespillerinden Johanne Luise Heiberg og ikke mindst billedhuggeren Bertel Thorvaldsen for at se, at Andersen selv i den sene enevældes dage på ingen måde var ene om at bane sig vej nede fra bunden af samfundet. Og netop Thorvaldsen spejlede Andersen sig tit og ofte i, både når det gjaldt hans sociale skæbne, og hvad angik hans kunstneriske karriere.7 At en sådan opstigning nødvendigvis måtte foregå på de foreliggende præmisser, dvs. under udnyttelse af den protektion og økonomiske støtte, som kunne opnås inden for systemet, turde være overflødigt at understrege. Heller ikke her var Andersen nogen undtagelse, sådan som det kan ses af både Baggesens eksempel og hos Andersens afgjorte fjende og forbitrede kritiker, sprogmanden, biblioteksmanden, litteraturkritikeren, historikeren, udgiveren og teaterdirektøren Christian Molbech.8 Men Andersen er den eneste af dem, der har gjort sin sociale karriere til en skæbnefortælling, en regulær myte, og dermed gjort det muligt for andre at spejle sig selv og deres handlemuligheder i den, uanset hvor i verden de har befundet sig, og uanset hvilke sociale og menneskelige barrierer de har skullet overvinde. De andre her nævnte lagde ganske enkelt deres baggrund bag sig og fremhævede den ikke senere som et særligt mønster i deres liv eller ligefrem et adelsmærke, sådan som Andersen insisterede på at gøre det.

Andersen skrev på sin private mytologi i samtlige seks romaner fra Improvisatoren i 1835 til Lykke-Peer i 1870 og gav den evigtgyldigt udtryk i eventyret ”Den grimme Ælling” fra 1843 og i sine selvbiografier, den tyske fra 1847 og den danske fra 1855, henholdsvis Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung (Mit livs eventyr uden digtning) og Mit Livs Eventyr. Hans liv og hans forfatterskab flød over i og 12

Livet og skriften_efter søgning.indd 12

12/08/2016 10.14

understøttede hinanden, så at han ved slutningen af den tyske selvbiografi syntes, at han med rette kunne sige: ”Mit Liv vil være den bedste Belysning over alle mine Arbeider”.9 Den i Andersen-forskningen ekstremt dominerende biografiske retning har således kunnet legitimere sig med Andersens egne ord, ifølge hvilke den biografiske vinkel skulle være selve nøglen til forfatterskabet.

Det har efterladt det skrevne, værket, i skyggen af forfatteren som privatperson. Og det har skygget for den kendsgerning, at biografien og selvbiografierne først og sidst er en fortælling, som har været med til at skabe hans liv.

Livet og fortællingen om det kan ikke skilles ad. Det gælder helt generelt for enhver selvbiografi og biografi. Både selvbiografi og biografi er konstruktioner, som sætter accenter i det oplevede og de handlinger eller værker, der er udsprunget af det. Livet kan kun fremstå samlet ved netop at blive fortalt. Og fortællingen bliver til både i kraft af det, der bliver fortalt, og navnlig af det, der ikke bliver fortalt. Det sidste er endda så langt det meste.

Ganske som man kan sige om musikken, at den nok består af en masse noder og dermed toner og toneforløb, men at mellemrummene, pauserne er mindst lige så afgørende. Sådan forholder det sig også med det fortalte liv. For at det skal have mening overhovedet at fortælle, er det altafgørende, at der er meget, der ikke bliver fortalt. Det lader sig ganske enkelt ikke inddrage i en fortløbende fortælling. Det er et ikkestof, et tomrum i fortællingen, selv om det udgør den daglige omsætning i psyken og mellem psyken og omverdenen.

I tilfældet H.C. Andersen kommer der den komplikation til, at hele hans fremdrift og identitet formes i og med, at hans historie bliver fortalt. I en voldsom forkortning bliver hans liv den opmærksomhedsskabende faktor, som lukker op for nyt liv, for fremtid. For andre mennesker gælder det, at de alene må legitimere sig gennem deres nutidige handlinger og kvalifikationer, mens Andersen måtte lukke døre op ved at fortælle sin historie.

Selv i de tidligste minimaludgaver beregnet på forhåbentlige hjælpere og sponsorer bliver hans forhistorie gjort til hans fremtidsmulighed.

Fortællingen som en digterisk sammentrængning og ”gruppering” eller måske ligefrem halvfiktiv iscenesættelse af en skønsom blanding af fortidserfaring og nutidsbehov er selve essensen af hans fremtræden.

13

Livet og skriften_efter søgning.indd 13

12/08/2016 10.14

Andersen er historien om Andersen. Og ud af den springer alt det andet, ikke kun fortællinger, men også digte og dramatik, rejsefiktion og breve.

Andersens tidligste historie ved vi ikke forfærdeligt meget mere om end det, han selv har fortalt. Jo, vi er blevet klogere på hans familiebaggrund, både på fædrene og på mødrene side. Her kan vi efterhånden godt skelne mellem myter og fakta. Men først når vi når frem til de tidlige år (1819-22) i København og til skoleårene i henholdsvis Slagelse og Helsingør, er der andre kilder at øse af end hans egne mere eller mindre fiktiviserede beretninger.

Det afgørende er imidlertid at holde sig for øje, at det i bund og grund er et tvivlsomt projekt at ville lave et klart snit mellem den faktuelle Andersen og hans selvbiografiske projekter (der var jo flere af dem). Goethe, som han læste flittigt siden skoletiden, var jo så forsynlig at kalde sine erindringer Aus meinem Leben. Dichtung und Wahrheit (Af mit liv, digtning og sandhed, 1811-14 og posthumt 1833). Titlen understreger to ting, at det fortalte er et arrangement, et udvalg (Af mit liv, ikke slet og ret Mit liv), og at det er en uopløselig sammenvævning af virkelighed og digtning, af fakta og fiktion. Hans livs roman!

Andersen var så uforsigtig at kalde sin første officielle selvbiografi, skrevet til udgaven 1847 ff. af hans Gesammelte Werke, der løb op i ikke mindre end 30 bind, for Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung, Mit livs eventyr uden digtning. Hvorved han påberåber sig en dokumentarisk sandhed, som ligger så langt fra både det mulige som det her faktiske, som tænkes kan.

Hans liv uden digtning – det er en udfordring og et projekt for både den gammeldags positivistiske videnskab, der vil vide bedre, og for dem, der vil forbedre hans historie eller ligefrem skrive den om, fortælle en anden historie, f.eks. den om den hemmelige kongesøn.

Men der kunne være en ganske anden opgave, en, der endnu ikke rigtig er løst: at forsøge at kaste lys over det, der gjorde hans liv til fiktion, gjorde hans selvbiograferende fortællinger til en fortsat digterisk proces, gjorde hans kunstneriske skæbne mulig og holdt den sammen på tværs af alle brud og skel, i tab af identitet og i søgen efter nye begyndelser. Kort sagt at etablere en platform for både kritisk og moderat meddigtende overvejelse over den gensidigt produktive symbiose af liv og skrift.

Ikke en stor, sammenhængende fortælling om alt det, vi allerede 14

Livet og skriften_efter søgning.indd 14

12/08/2016 10.14

godt ved, plus et par ting, vi måske ikke var klar over. Dermed altså ikke, hvad det nødvendigvis måtte blive, endnu en roman om Andersen. Men i det omfang, det overhovedet skal kaldes en slags biografi, så kun i den forstand, at det er, hvad jeg vil kalde en litterær-biografi, hvormed menes ikke en litterær biografi, men en tæt sammenkædning af de to felter, der her er hinandens gensidige forudsætninger og livsbetingelser, livet som en litterær ekspedition og litteraturen som det egentlige liv. Med andre ord kunne det kaldes en biographie intellectuelle, en slags delvis biografi, hvor Andersens intellektuelle og kreative profil er det afgørende. Det vil give sig udtryk som dels en række overvejelser over afgørende punkter i en digters tilblivelsesproces og i processen med hans digteriske selvarrangementer, dels en belysning af sammenhænge mellem forfatteren og hans oeuvre. Den faktiske og i gammeldags forstand biografiske H.C. Andersen er i denne forståelse ikke helt så væsentlig.

Man kan fornuftigvis ikke tale om H.C. Andersens liv uden at fokusere på det, han skrev. Det brugte han dog over halvtreds procent af hans levetid på. En biografi over en industrimand, der kun fortalte om hans oplevelser, hans personlighed, hans seksualliv osv., ville da være en højst mærkværdig ting. Det, han fik udført, var dog den eneste grund til at beskæftige sig med ham.

I optakten til sin bog H.C. Andersen og det Collinske Huus (1882) siger Edvard Collin de ord, som ned gennem tiden har været kendetegnende for en hovedstrøm i både litteraturforskeres og almindelige publikummers holdning til fænomenet Andersen: ”Var han ikke en stor Mand, saa var han dog en berømt Mand”.10 Nu er det dog sjældent sådan, at en stor kunstner (uanset inden for hvilken kunstart eller profession) også var/er et såkaldt ”stort” menneske. Det er da alt rigeligt, at vedkommende har drevet det til det overordentlige i sit virke. I tilfældet Andersen endda til, hvad man gerne kalder ”udødelighed”.

Faktisk stræbte Andersen efter udødeligheden. Ikke bare i forfængelig ambition, som så mange kunstnere har gjort det. Men som en overlevelse i det fiktive rum, en genfødsel og opstandelse på én gang kreativt, psykologisk og religiøst forstået. Også som en nødvendig tilintetgørelse af ham selv, for at noget andet kunne opstå. Både inden for den digteriske kontekst og i hans selvforståelse som en forløber og budbringer for en ny poesi, en ny digtning, der ville fremgå af tidens omvæltning og undergang.

15

Livet og skriften_efter søgning.indd 15

12/08/2016 10.14

Der er da store ambitioner og visioner på spil i Andersens selvforståelse og digtning – side om side med alt det uendeligt små og ligegyldige eller ligefrem pinagtige og latterlige, som udgør livets daglige leverpostej og samtidig er grobunden for fantasiens arbejde.

Hans romaner, hans historier og eventyr, hans digte og alt det andet er vævet ind i det, der var hans liv, husket, fortalt, skrevet og omskrevet, før det blev til almindelig ejendom for alle og enhver. Et langstrakt tilblivelsesprojekt, hvis kerne fortabte sig i fiktioner.

At han samtidig skrev med på sin tids historie, blev en figuration af sit århundrede, det 19. århundrede, måske det første århundrede, der stædigt insisterede på at ville se sig selv som et ”århundrede” med en helt egen identitet og mission, hører med til den fortælling, der her skal reflekteres over.

Set i et dansk perspektiv knækker det 19. århundrede over på midten. Kierkegaard forholdt sig kritisk-reflekterende til dette brud og til den modernitet, der tog sit afsæt her. Andersen var sig bevidst, at århundredets skæbne var vævet sammen med hans egen skæbne. For at gentage Edvard Collins før citerede ord: Hans liv tilhørte kulturhistorien.

Hvad der dog ikke må få os til at glemme, at hans liv først og sidst var litteratur, at hans personlige identitet blev opsuget i en fiktiv identitet, en fortsat fortælling, en udtryksproces.

Om Shakespeare ved vi de facto ikke ret meget. Men, som Georg Brandes sagde: Har vi læst hans værker, ved vi alt, hvad vi har brug for, og det er da vores egen fejl, hvis vi mener, at vi ikke kender ham.11 Om Andersen ved vi alt for meget. Også uden at have læst ret meget af ham. Der kan derfor være brug for at gentage, hvad Johannes V. Jensen sagde i en helt anden sammenhæng: ”Vid bedre, hvad du ved”.12 Således forberedt kan vi da begynde.

Livet og skriften_efter søgning.indd 16

12/08/2016 10.14