Livsrusen

111058_livsrusen_r.indd 2

30/07/2019 14.40

F L E M M I N G B E H R E N DT

LIVSRUSEN En bog om Henrik Pontoppidan

111058_livsrusen_r2.indd 3

05/08/2019 15.23

Tilegnet mindet om Jørgen Moestrup (1943-1996)

Den udvidede e-bogsudgave af denne bog kan findes pĂĽ https://gad.dk/livsrusen

111058_livsrusen_r.indd 4

30/07/2019 14.40

Indhold Forord 7

prolog Højhedsret til arveriget 9

I DRENGEN

1 2 3 4 5 6

En ubesindig Elskov 13 Tilværelsens Musik 27 Familien 39 Latinskoledrengen 49 Bandelederen 64 Polyteknikeren 82

II LÆRLINGEN

7 Debutanten 115

8 Landsbymaleren 142

9 Mellem kamphaner 155

10 Samfundsrevseren 169

11 De små romaner 178

12 Jeg trænger til at krænges 194

13 Bolde i luften 213 14 Kjøbenhavns Børs-Tidende 227

15 Ude af landet 246

16 ”Hør, har De nogensinde været i Paris?” 259

17 Mit Svendestykke 264

111058_livsrusen_r.indd 5

III SVENDEN 18 19 20 21 22

Antoinette træder frem 275 Minder 285 Nattevagt 296 Portræt i landskaber 303 Rent bord 310

30/07/2019 14.40

IV MESTEREN

23 Lykke-Per undfanges 329

24 Trådene samles 343

25 Literaten 359

26 Krisen i Lykke-Per 368 27 Lykke-Per fortsætter 386

28 Den omarbejdede Lykke-Per 407

29 Nyt sæt små romaner 416

30 Den litterære republik 427

31 Et trekantet forhold 454

V OLDERMANDEN 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45

VI OLDINGEN 46 Antoinettes død 597 47 Valgslægtskaber 608 48 Selvbiografierne 627

epilog

111058_livsrusen_r.indd 6

Torben og Jytte 481 Storeholt 488 Udskejelse 493 Toldere og Syndere 502 Krigsudbruddet og Enslevs Død 506 Favsingholm i krigens skygge 514 De to dødsriger 518 En fejret klassiker 523 Kronen på værket 529 Lejlighedsdigteren 556 Et Kærlighedseventyr 564 Bjørnsons Norge 568 En dødssejler 577 Ravnegal 584

Den hemmelighedsfulde Hjemfart 659 Taksigelser 663 Slægtstavle 664 Illustrationsliste 666 Bibliografi 667 Henvisninger og noter 673 Personregister 695

30/07/2019 14.40

Forord Denne bog udgør papirsiden af en triangel om Henrik Pontoppidans liv og tilblivelsen af hans værk i dets sammenhæng med hans fortid og nutid. Bag fortællingen her ligger et stort netsted hvor man næsten uden undtagelse finder alle de kilder der er citeret i min fremstilling og henvist til bag i dette bind. Trianglens tredje klang er en studieudgave i e-bogsform der i selve fremstillingen rummer en del mere stof og i kommentarer diskuterer eller uddyber brugen af det anvendte kildemateriale.

Værket er, set i bakspejlet, resultatet af en livsomfattende beskæftigelse med Pontoppidan, kun midlertidigt omend langvarigt afbrudt af mit arbejde som kritiker, redaktør og journalist i dagspressen. Jeg læste min første Pontoppidan-bog, Kirkeskuden, som 12-årig og resten i gymnasiet, og jeg var første gang grundigt igennem ham da jeg i 1963-1964 under studiet på Københavns Universitet skrev speciale om hans omarbejdelser.

Som Frankrigskorrespondent i 1990’erne besluttede jeg med min amerikanske ægtefælle at forblive i landet, men en genoptagen Pontoppidan-beskæftigelse med udgivelse for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab af hans Smaa Romaner blev en livline til det danske forskningsmiljø, understøttet ved stiftelsen i år 2000 af Pontoppidan Selskabet, ved beslutningen om at skrive Pontoppidans biografi og ved grundlæggelsen af netstedet www.henrikPontoppidan.dk, udført i samarbejde først og fremmest med lektor Henrik Loft Nielsen der siden 2005 har været tyder og indskriver af tusindvis af breve og i de offentlige arkiver har udforsket familie-, slægts- og personsammenhænge. Netstedet rummer i dag hele forfatterskabet i så godt som alle dets afskygninger, små 7.000 breve fra, til og om Pontoppidan og en omfangsrig sekundærlitteratur i både bog- og artikelform. Den udvidede tekst er markeret i den e-bogsudgave der følger med papirudgaven, og direkte link er indsat ved alle citater fra primære kilder og til en meget stor del af de sekundære i form af de bøger og artikler og anmeldelser der er lagt op på netstedet. Så læg tabletten med e-bogen på en taburet ved lænestolens fod og vær så i øvrigt ikke bekymret over min udeladelse af komma foran ledsætninger; det sker efter an­ befaling af Dansk Sprognævn og giver rytmisk en mere flydende tekst. Den originale retskrivning er fulgt i alle citater, hvoraf de udenlandske bringes i oversæt­telse med originalteksten anført i e-bogens noter. De medvirkendes årstal er at finde i personregistret.

•

111058_livsrusen_r.indd 7

30/07/2019 14.40

I 1966 flyttede Ulla og jeg med vores datter ind på førstesalen hos Jørgen Ottosen i Hellerup som jeg var kommet i kontakt med fordi han i 1959 havde skrevet speciale hos professor Louis Hjelmslev om forfatterskabets første tiår. Sammen udkastede vi de første, aldrig realiserede statutter for et Pontoppidan-selskab og dets videnskabelige udgave af hans værker. Lidt senere på året sluttede Jørgen Moestrup sig til det lille Pontoppidan-kollektiv ved med sin Nina at flytte ind i kælderetagen hvor han fuldførte sit gennembrydende speciale om Pontoppidan og Nietzsche, i skarpsindighed og indtrængen aldrig overgået i Pontoppidan-forskningen. Hans arbejde har sin selvfølgelige plads på www.henrikPontoppidan.dk.

Pontoppidan-forskningens historie er lang og rummer flere nederlag. Som helt ung udgav den senere forlægger Poul Carit Andersen i 1934 en bibliografi hvis forbavsende næsten-fuldstændighed ikke ærligt blev krediteret den samtidige Johannes P. Olsen. Det var i de følgende mange år Carit Andersens vedholdende ambition at udarbejde et stort ”dokumentarium”; han efterlod sig ti kilo manuskripter, men fik kun udgivet en lille artikelsamling. Da han døde i 1982, overgik hele hans samling af bøger, breve og egne manuskripter til præsten Thorkild Skjerbæk og hans kone Esther der igennem 50 år arbejdede på en langt mere detaljeret bibliografi og opledte og registrerede alle de breve og anmeldelser de over hele Norden kunne finde fra, til, om og af Henrik Pontoppidan og hans værk. Deres registreringer omfatter hovedstammen af de godt 7.000 breve der i dag er lagt op på www.henrikPontoppidan som blev grundlagt i 2001 og nu nærmer sig en form for fuldendelse. Men heller ikke Skjerbæk-ægteparret oplevede at se deres værker, bibliografien og en påtænkt altomfattende boghistorisk fremstilling, virkeliggjort.

Det blev ved de mange efterskrifter og den samling optrykte avisartikler Thorkild Skjerbæk udformede. Jeg arvede alle deres arkiver som i dag tilhører Syddansk Universitetsbibliotek og fandt heri mit eget forespørgselsbrev til Poul Carit Andersen fra sommeren 1963. ”Du bliver aldrig færdig med den bog,” sagde min søn til mig i begyndelsen af 2015, men det tænkte jeg naturligvis skulle være løgn; et godt helbred og en vis stædighed sikrede at jeg kunne overflyve mine forgængere. Men jo kun fordi jeg som kolibrien hæver mig over deres ørneflugt.

Flemming Behrendt, Nantes, juli 2019

111058_livsrusen_r.indd 8

30/07/2019 14.40

9

Højhedsret til arveriget En mandag i sensommeren 1872 kommer de gående sammen op ad kirkebakken, Henrik og den svenske fætter. Henrik er lige fyldt 15, tæt af bygning, sydlandsk i løden, høj af sin alder, med et krøllet hår over isblå øjne. Den svenske fætter, Børge, er 17 år ældre, med stoute, rolige træk, fine linjer om mund og hage, store kindskæg à la mode. Fra toppen, ved siden af kirken, kan de se hele den sydsjællandske kyst rundt. Børge har været på Bogø før med farbror Isaak, så han kan udpege alle de kirketårne der gennem århundreder har bimlet over mænd og kvinder af Pontoppidan-slægterne nede i præstegårdene.

Bagefter gik de to fætre nok også ind i kirken og så på altertavlen fra 1655. Den bærer Frederik 3.s initialer, og midt for præstens blik står malet med guld på sort bund: ”Gud er Kærlighed”, et bibelord hentet fra Det Nye Testamentes Første Johannesbrev.

Det var købmanden og skibsrederen Isaak Sidenius Pontoppidan fra Helsingør der havde taget de to nevøer med på sin årlige pilgrimsrejse for at gøre dem fortrolige med familiens hjemsteder. Her på Bogø var Henriks farfar præst i 1810’erne, og her var både onkel Isaak og Henriks far født.

P R O LO G · H Ø J H E D S R E T T I L A R V E R I G E T

PROLOG

• Vi har ikke andre kilder til dette besøg end Henrik Pontoppidans egen skildring i både den store og den lille selvbiografi, og det vil siden blive klart at de to versioner ikke uden videre, ofte overhovedet ikke, står til troende. Fordi de er digterværker, men selvfølgelig også fordi de er præget af tidsafstandens fejlerindringer. De vil i denne fortælling om deres forfatter altid blive mødt med skepsis, også når de som her er eneste kilde. Det gælder således den forståelse af besøget Pontoppidan i Drengeaar giver udtryk for: At der ikke fandtes mange Sogne i Landet, hvor ikke en af Slægten en Gang havde været Menighedens aandelige Vejleder, vidste jeg jo forud. Det havde jeg hørt om fra jeg var Barn.

Men først denne Anskuelses-Undervisning gav mig alligevel det rette Begreb om Storheden og Betydningen af dette Arverige, hvortil enhver af Slægten havde en Slags medfødt Højhedsret.

Alt dette går – i hvert fald i bakspejlet – op for den 15-årige Henrik Pontoppidan, da han denne mandag står ved kirken på Bogø og kigger ud over det vidtstrakte

111058_livsrusen_r.indd 9

30/07/2019 14.40

L I V S R U S E N · E N B O G O M H E N R I K P O N TO P P I D A N

10

ølandskab og sammen med fætteren tæller kirketårne, ligesom Pontoppidan siden lader fortælleren i Den gamle Adam gøre det fra en fynsk bakketop – ”af gammel Vane”. I dag dækker skov for alle kirketårnene.

• Historien om denne dreng som blev mand og digter med højhedsret til det danske rige, er en historie om de spor formningen af hans sind satte sig. Først og fremmest i hans skrift, som forfatter og brevskriver, mindre om dem i andre menneskers sind, simpelthen fordi så forholdsvis få vidnesbyrd er bevaret når det ikke netop drejer sig om modtagelsen af hans værk. Dog: Noget ved vi, og andet kan udsondres. Pontoppidan gemte på enkelte undtagelser nær først breve i sit andet ægteskab – til gengæld gemte mange breve fra ham. Så også af denne grund kommer værket til at spille en hovedrolle. Ikke som kilde til hans liv, men som af­ spejlinger af verden omkring det. Pontoppidan var realist med en naturalistisk overbygning, og han brugte af sit eget liv på samme måde som han brugte sine iagttagelser af omverdenen, og de to ingredienser er blandet på så uadskillelig en måde at kun ganske særlige ”lakmusprøver” kan udpege de egentlige afspejlinger.

Det hindrer ikke at forsøget vil blive gjort. Men det gælder for Pontoppidan hvad den franske forfatter Albert Camus udtrykte i sin afsmag for naive biografiske læsninger: ”Oftest fortæller forfatterens værk historien om hans længsler eller fristelser, næsten aldrig historien om ham selv.”

I en avis skrev den godt 70-årige Pontoppidan: Hvor vilde vi ikke alle være ilde farne, dersom vi skulde nøjes med, hvad der strengt retfærdigt tilkommer os. Selv det fuldkomneste Menneske går ud af Livet som Skyldner.

Fra Vuggen til Graven opretholdes vi allesammen væsentlig af Kærlighedsgaver. Den, der ikke kan indrømme det, har aldrig virkelig levet.

”Gud er Kærlighed” stod der på altertavlen i Bogø Kirke. Men i forfatterskabet blev sandheden den omvendte at ”Kærlighed er Gud”. Kun når kærligheden udfolder sig på samme betingelsesløse nåde som den kristne Guds, er den virkelig kærlighed, mands eller kvindes. Det lærte Pontoppidan i sit andet ægteskab bestandigt med tømmermændene fra det første i bagagen. Deraf ydmygheden i den gamle digters formulering.

Henrik Pontoppidan blev ikke præst, men Danmark blev hans sogn. Med præstens selvfølgelighed gik han ud og ind af alle miljøer i hele landet. Hans sognehistorier er – også – hulspejle af hans tilværelse og uomgængelige for forståelsen af ham som menneske og forfatter.

111058_livsrusen_r.indd 10

30/07/2019 14.40

259

”Hør, har De nogensinde været i Paris?” ”Jeg har min Kuffert pakket til en Parisertur; men det har jeg haft i otte År,” skrev Pontoppidan i 1891 til sin forlægger, og i en fodnote til et brev fra 1900 står: ”Hils Paris, og sig, at jeg i Tankerne omfavner hende.”

For Pontoppidans litterære samtid var Paris rejsemålet over dem alle. Malerne ville til Rom, men før en forfatter havde været i Paris, kunne han ikke for alvor føle sig lyst i kuld og køn. Ganske vist: Begge steder omgikkes de udrejsende kunstnere primært landsmænd og andre skandinaver; beherskelsen af det lokale sprog var begrænset. I Paris var der endog et lille hotel der hed ”Danemark” hvor man må tro de besøgende fik hjemlig betjening på et sprog de kunne forstå. Kun rigtige kosmopolitter som Georg Brandes og Sophus Schandorph beherskede både fransk og italiensk, Henrik Pontoppidan ingen af dem. Så lidt som engelsk. Kun på tysk kunne han begå sig, skriftligt dog nødigt uden professionel assistance. Da han havde rundet de 50, indrømmede han lige ud: ”jeg er uden al Øvelse i at tale fremmede Sprog”.

Alligevel havde han tidligt i sin karriere drømt om at rejse til Paris. Ja, måske havde han allerede som 13-årig i Randers overværet H.C. Andersens vaudeville­ monolog Mikkels Kjærligheds Historier i Paris (1840) på skuespiller Molaus sommerteater i Rosenlund: ”men naar man er der i Frankrige, saa faaer man noget af denne Lethed!”, siger Mikkel, ”det gaaer som det kommer!”.

Det ældste kendskab til en Paris-tekst er på Valhals møde 19. oktober 1872 hos Johan Rohde hvor denne oplæser det første kapitel af Robert Watts Pariser-Fotografier der beskriver hvorledes ”Pariserpøplen rodede i Rendestenen efter Appelsinskaller, Brødkrummer, Buxelapper o.s.v. og mange saadanne Røvere bleve ved deres Roden rige Mænd; jeg vil blot foreslaa”, fortsætter Henrik sit referat, ”Hr. Rohde at rejse til Paris og agere Rendestens-Rodemester og om en halv Snes Aar kom[me] hjem som Mrs Marquis de Rohde.” Fra Watts bog kom måske også drømmen i kredsen omkring Rohde i Admiralgade om at komme til Paris (se kapitel 6).

I den første nærmeste kreds af forfattere omkring Pontoppidan var både Holger Drachmann og Sophus Schandorph regelmæssige pariserfarere; ja Schandorph var fuldblods romansk filolog og havde på dette tidspunkt slået sig varigt ned i Paris.

Norske idoler som Alexander Kielland, Jonas Lie og Bjørnson havde også Paris som hyppigt rejsemål, ja opholdt sig der i årevis. Og emigrerede ikke den elskede Heine

111058_livsrusen_r.indd 259

II LÆ R L I N G E N · 16 ” H Ø R , H A R D E N O G E N S I N D E VÆ R E T I PA R I S ? ”

KAPITEL 16

30/07/2019 14.41

L I V S R U S E N · E N B O G O M H E N R I K P O N TO P P I D A N

260 Vandringsmanden. [...] Vinteren – d.v.s. Februar, Marts, naar Dagene længes – er [...] en udmærket Turisttid. Om Foraaret virker Luften for trættende, og om Sommeren er det oftest for varmt og tungt at gaa langt. Paa en klar Vinterdag med let Frost og Solskin kan man gaa 6-8 Mil uden at trættes synderligt. Man lider ikke af den Tørst, som Sommervandringer medfører, og som – i Fald man søger at stille den – gør En mat og utilpas.

Derimod faar man en fortræffelig Appetit,

Blodet kommer i Omløb, og Tobakken smager allerkærest.

Men hvor mange unge danske Mænd og Kvinder tænker paa at gøre Fodvandringer i Februar? Derimod betænker de sig ikke paa om Sommeren at drage til Bjerglande og bestige Højderne – netop for at færdes i den samme kolde, friske Luft og i den fodhøje Sne, som de afskyer herhjemme i Februar.

Kjøbenhavns Børs-Tidende, 24. marts 1891, skrevet i Berlin.

til Paris i 1831 og blev der til sin død i 1856? To af Pontoppidans senere forlæggere, Ernst Bojesen og Aage Hirschsprung, var regelmæssige Parisfarere, for slet ikke at tale om Herman Bang.

Den tidligste efterretning vi har om Paris som direkte ønskemål for Pontoppidan, er det allerede citerede brev fra moderen der ved forfatterparrets opbrud fra Hjørlunde i foråret 1884 skriver til sin datter Margrethe at Marie flytter til Østby, og ”Henrik reiser saa rimeligviis til Paris”. Marie Oxenbøll udtrykker ingen over­ raskelse, for i den store Pontoppidanske familie- og vennekreds var det ikke ualmindeligt at tage til Paris. F.eks. havde Henriks storebror Erik været der nogle måneder i 1872 under en af sine mange udenlandsrejser, og Mortens svoger, Poul Marstrand, tog i 1883 på bryllupsrejse til byernes by (”for at begynde stort, hvilket de vel ogsaa tænke at forsætte”, bemærker Marie Oxenbøll småspydigt). Henriks Pariser-rejse hører vi herefter intet om; den blev ikke til noget, men ønsket blev ikke glemt.

Vi skal dog helt frem til 1889 før Pontoppidan over for Axel Lundegård fore­ gøgler at de til efteråret, når Verdensudstillingen er overstået, skal mødes i Paris ”– om Gud og mine mange Forlæggere vil det”, og i et lidt senere brev skyr han kontakten med ”de unge Malere, der er vendt hjem fra Udstillingen i Paris, henrykte over Besøget. Men jeg tør slet ikke tale med dem, for at ikke onde Lyster skal fare i Kroppen på mig. Jeg bliver nok nødt til at holde mig i mit Åleskind et Års Tid endnu”. Det er med skjult beskæmmelse at Pontoppidan i Børs-Tidende i december må lade jegfortælleren i ”Ilum-Breve” svare benægtende på ”Mandslingen”s inkvisitoriske spørgsmål: ”Hør, har De nogensinde været i Paris?”

Nej, og Pontoppidan kom det aldrig. Endnu lillejuleaften 1890 drømmer han i brev til Lundegård om at de to skal mødes i byernes by til foråret. Og som en slags bekræftelse på sit behov fik han, i februar 1891, et brev fra Georg Brandes der skriver: ... jeg synes, jeg paa Deres Breve fra Berlin [artiklerne i Børs-Tidende] kan mærke, at De ikke har det Udbytte af Rejsen, som alle, der holde af Dem, gjerne undte Dem, og jeg kommer derfor tilbage til hvad jeg engang sagde Dem: bliv dog ikke saa længe i Tyskland; jeg kan ikke

111058_livsrusen_r.indd 260

30/07/2019 14.41

Men på dette tidspunkt havde Pontoppidan ”opgivet at rejse videre ud i Verden”.

I slutningen af januar 1891 bad han Philipsen om 250 kr. i lån til den første i måneden mod forventet tilbagebetaling når svenske oversættelsespenge falder. Sammenlagt med pengene fra Langhoff nærmer vi os de 500 kr. om måneden; med det forbrug ville selv det fulde rejselegat ikke have rakt længere.

Lastens Paris Skønt Pontoppidan endnu i 1901 kan fable om at mødes med Lundegård til ”Champagne i Paris”, tilstår Pontoppidan i et brev til Martinus Galschiøt i 1911 lige ud: ”Til Paris vover jeg mig ikke på Grund af Sproget”, og til Brandes samme år med en spøg på læben: ”Jeg har [...] opgivet alle Forsøg på at lære noget fremmed Sprog ander­ ledes end til Hotelbehov.”

I forfatterskabet blev der aldrig tale om at følge personer til Frankrig og Paris.

Kun hører vi at Anton Drehling og Betty (i Mimoser 1886) hindres af hendes graviditet i på deres bryllupsrejse at være ”hele to Uger i Paris”. Per Sidenius har kun planer om at rejse over Paris (kapitel 13); hernede, hører vi, henter hr. Eybert sine isseplader (kapitel 8), og senere kommer Dyhring og Nanny til Rom over ”Lastens Paris” (kapitel 15) hvor Dyhring i næste kapitel under et besøg får en orden af republikkens præsident. Vadum og Ingrid kommer (i Et Kærlighedseventyr) ganske vist til ”en lille By i Sydfrankrig”, men det sker kun i bogens første udgave fra 1918, og den navnløse by skildres uden gran af lokalkolorit med en befolkning der blot betegnes som ”disse Sydens Børn”; ved omarbejdelsen i 1930 forbliver parret i Alperne. Som en slags apoteose for denne uopfyldte længsel havner forfatterskabets sidste fik­ tionsfigur, Schaff i Hamskifte (1936), i Paris som bladkorrespondent, hvor han gør ”mange interessante Bekendtskaber”.

Men var det kun for at opføre sig ”professionelt” at Pontoppidan drømte om Paris? Hvad var det som for Pontoppidan og hans samtidige var så tiltrækkende ved Paris? Et fingerpeg giver måske et par scener i de to bøger han siden slettede af forfatterskabet: Mimoser og Spøgelser. Da Anton Drehling i Mimoser sætter sit lille gods i stand til at modtage den af sin far overbeskyttede Betty, nævnes blandt de ”karakteristiske Forandringer” at ”en stor, dristig Kopi efter Correggios ’Danae’” er blevet sat på loftet og erstattet af ”et smukt, stemningsfuldt Billede af en ung sjællandsk Bondepige, der overraskes i Læsningen af et Kjærlighedsbrev”. Og da den lige så uskyldige præstedatter Agnete i Spøgelser gør sin entre på slottet Nørrekjær, overraskes hun ubehageligt af spisesalens udsmykning:

111058_livsrusen_r.indd 261

261

II LÆ R L I N G E N · 16 ” H Ø R , H A R D E N O G E N S I N D E VÆ R E T I PA R I S ? ”

tro andet end at Paris maa være mere for Dem. Det er dog en større, friere og mere broget Verden. Og trods Alt hvad der siges om Racefællesskabet mellem Tyske og Danske har dog al kunstnerisk Kultur i Danmark Frankrig mere at takke for end Tyskland. De burde idetmindste forsøge fransk Luft inden Deres Rejsepenge mindskes altfor stærkt.

30/07/2019 14.41

L I V S R U S E N · E N B O G O M H E N R I K P O N TO P P I D A N

262

Der stod jo et helt nøgent Kvindemenneske ravret op og ned midt paa Væggen! Ved hendes Fødder laa … min Gud, var det ikke … en blottet Mand! I Feltet ved Siden af sad en anden nøgen Kvinde med langt udslaaet Haar og en Svane i Skjødet! . . . Hun forfærdedes. Saa vidt hun kunde skimte det gjennem Mørket og af de gamle Billeders blegede og sprukne Farver, sad hun omgiven af lutter nøgne Kvinder og Mænd, der spøgte letfærdig eller smykkede sig.

Ingen steder oplevede datidens danske intelligentsia den afskrækkende, men for mindre sarte sjæle også tiltrækkende nøgne kropslighed og erotiske udstråling som i de store malerisamlinger i Rom, men især i Paris hvor Louvre bugnede af store og små mestres mytologiske og efterhånden også hverdagslige afklædninger. Pontoppidan havde på dette tidspunkt ikke været i nogen af de to byer. Men det havde hans kolleger, og mon ikke både Drachmann og Schandorph under drikkelagene hos Borchsenius, der måske også lå inde med nogle sort/hvid-illustrerede billedbøger, kunne spænde den yngre kollegas forventninger? De fotografiske nøgenbilleder med pornografiske aflæggere der siden århundredets midte spredtes over Europa, hørte nok ikke hjemme i det københavnske miljø Pontoppidan på denne tid frekventerede. Men her i midten af 1880’erne at skildre sine to kvindelige figurers mulige eller faktiske forskrækkede reaktion, forudsætter kendskab til billedernes dragning. Naturligvis er dette gætværk. Men denne bestandigt uopfyldte insisteren på at ville til Paris har unægtelig besættelsens karakter.

Specielt Georg Brandes kan også have haft en anden grund til formodning om at Paris ville være så langt vigtigere et rejsemål for Pontoppidan end Berlin, det franske for ham i den grad at foretrække for det tyske. En af de franske forfattere der optog Georg Brandes i disse år, var Guy de Maupassant. Ham havde han sikkert gerne set mødes med Pontoppidan, lidet anende at de næppe havde kunnet tale sammen.

Maupassant Et af de tidligste litterære chok Pontoppidan må have fået, var netop mødet med Maupassants forfatterskab. I Ude og Hjemme 24. juli 1881, hvor den nyforlovede Pontoppidan lige var kommet tilbage til Hjørlunde fra sit ophold på Stevns, har han læst begyndelsen, og i de følgende numre fortsættelsen af Maupassants novelle ”Familieliv”. Dens skrappe, men ciselerede satire glemte han nok aldrig. Titlen dukkede fem år senere op som undertitel på den mest maupassantske af de ”smaa Romaner”, Mimoser, – for slet ikke at tale om at den er titlen på sidste bind fra 1940 af den første selvbiografi. Ordene om Maupassants mandlige hovedperson, den lavtstående embedsmand hr. Caravan, at ”Han var nu blevet gammel uden nogensinde at have levet”, ekkoer mange år senere i Jytte Abildgaards ”udgangsreplik” til Meta: ”Nu dør jeg, og så har jeg dog aldrig levet.” Pontoppidans første forlægger, Andr. Schou, udgav i 1883 N.J. Berendsens oversættelser af Maupassants Novelletter i udvalg; dem tør man gå ud fra at Pontoppidan også har læst. At Pontoppidan

111058_livsrusen_r.indd 262

30/07/2019 14.41

i ingen kilder nævner Maupassants navn, kunne tages som indicium for hvor smittende hans køligt-drastiske forfatterholdning var.

Mon Pontoppidan ikke også i Ude og Hjemme fra 13. januar 1884 fik læst novellen ”Fortrudt!” der handler om ”at gå sin lykke forbi uden at gribe den”, en formulering der næsten ordret (”gribe” bliver til ”kende”) går igen i Pontoppidans krønike fra 1887 om ”Svend Morgendug”; og novellen udfolder sig i en venskabstrekant svarende til Nattevagts. Pontoppidans bekendtskab med den frankofile Albert Berendsen kan også meget vel have medført yderligere tilskyndelse til at læse den franske forfatter. I danske oversættelser naturligvis, men af dem udkom der i årene 1883-1890 trods alt to romaner og en halv snes noveller. Brandes’ opfordring til Pontoppidan om at tage til Paris kommer netop på et tidspunkt hvor Maupassants roman Smukke Ven går som føljeton i København i Oscar Madsens siden pornografidømte oversættelse.

II LÆ R L I N G E N · 16 ” H Ø R , H A R D E N O G E N S I N D E VÆ R E T I PA R I S ? ”

263 1891 bragte dagbladet København med­redak­ tøren Oscar Madsens oversættelse af romanen Smukke Ven! (Bel-Ami fra 1885), senere på året i en bogform der blev konfiskeret ved domstolene som ”utugtig”. Først i 1898 kunne en ny udgave af Madsens oversættelse uden de ”slibrige passager” købes frit i boghandlen. Gjorde mon ikke Pontoppidan det? Om han da ikke allerede på sin berlinske café havde fulgt bogen i København i begyndelsen af 1891 eller anskaffet den konfiskerede udgave.

Pontoppidan kan kun have læst disse noveller og romaner på dansk. Har han læst dem så tidligt som han kunne (Andr. Schou var jo også hans forlægger), kan det stærke forfatterskab have speedet den urolige livsrus der som en vild blomst slynger sig gennem Pontoppidans egen troldeskov for at kulminere i De Dødes Riges ”undergangsangst”.

Guy de Maupassants (1850-1893) debutroman Une Vie (1883) blev i udgivelsesåret udsendt på dansk som Et Menneskeliv. Samme år udgav N.J. Berendsen et bind Novelletter af Maupassant på Andr. Schous Forlag. De var udvalgt fra de to bind La Maison Tellier (1881) og Mademoiselle Fifi (1882) og sat i oversætterens egen orden.

Paul V. Rubow henregner dem i sin artikel om Maupassant til den første af forfatterens tre perioder: de krast naturalistiske ”Virkelighedsbilleder”, præget af ”Ufølsomhed”, og fortsætter: ”De minder indenfor dansk Litteratur om Pontoppidans første Landsbybilleder.”

Foruden ”Familieliv” bragte Ude og Hjemme ”Menuet” oversat af Ida Heilbuth, (6.1.1884) og ”Fortrudt”, (13.1.1884). Romanen Pierre et Jean fra 1888 blev samme år udsendt som Peter og Hans.

• Paris fortsatte med at spøge i det Pontoppidanske univers. Torben Dihmer i De Dødes Rige er i sin aktive ungdom en pariserfarer. ”Det lyder for mig som et Eventyr, at jeg virkelig skal gense den vidunderlige By.” (Torben og Jytte og ”En Forhistorie”, hvor Mads Vestrup svarer: ”De kalder den By vidunderlig. [...] Det lyder sært.

For jeg har altid hørt den nævnt som Skøgernes Paris.”)

Kun én gang kom Pontoppidan trods alt til Paris: da Johan Rohdes maleri af ham, i dets første udgave, var med i Grand Palais på Verdensudstillingen i 1900.

111058_livsrusen_r.indd 263

30/07/2019 14.41