Lykken har otte arme

SHELBY VAN PELT

ROMAN GADS FORLAG

Shelby van Pelt

Lykken har otte arme

På dansk ved Anne Brinch

GADS FORLAG

Lykken har otte arme

Er oversat fra amerikansk efter Remarkably Bright Creatures

Copyright © Shelby van Pelt, 2022 På dansk ved Anne Brinch

Denne udgave copyright © Gads Forlag, 2023

Published by agreement with Jenny Meyer Literary Agency 1. udgave, 1. oplag

Bogen er sat med Garamond hos Boggrafisk og trykt hos Scandbook. Omslag: Lonnie Hamborg/Imperiet

Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 978-87-12-06625-5

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

www.gad.dk

Til Anna

Dag nummer 1299 af Fangenskabet

MØRKET BEHAGER MIG.

Hver aften afventer jeg klikket fra loftlyset, som kun efterlader skæret fra den store tank. Det er ikke perfekt, men det er tæt på. Næstenmørke, ligesom halvvejs mod havets bund. Der boede jeg, før jeg blev taget til fange og sat i fængsel. Jeg kan ikke huske det, men alligevel stadig smage det kolde, åbne havs utæmmede strømninger. Der løber et mørke i mit blod.

Hvem er jeg, spørger du måske? Mit navn er Marcellus, men det kalder de færreste mennesker mig. De kalder mig typisk ham der. For eksempel: Se ham der – der er han – man kan lige ane hans fangarme bag stenen.

Jeg er en kæmpestillehavsblæksprutte, det ved jeg fra pladen på væggen ved siden af mit indelukke.

Jeg ved, hvad du tænker. Ja, jeg kan læse. Jeg kan mange ting, som man ikke skulle tro.

På pladen står der andre ting: hvor stor jeg er, hvad jeg foretræk ker at spise, og hvor jeg kunne bo, hvis jeg ikke var fanget her. Den beskriver min intellektuelle overlegenhed og hang til klogskab, hvilket af en eller anden grund lader til at komme bag på mennesker. Der står: Blæksprutter er bemærkelsesværdigt begavede skabninger. Den gør menneskene opmærksomme på min camouflering, fortæller dem, at de skal kigge ekstra godt efter mig, i tilfælde af at jeg har sløret mig i sandet.

På pladen står der ikke, at jeg hedder Marcellus. Men det men neske, der hedder Terry – lederen af akvariet her – fortæller det somme tider til de besøgende, der stimler sammen foran min tank.

Kan I se ham derinde? Han hedder Marcellus. Han er en særlig fyr. En særlig fyr. Så absolut.

Terrys lille pige fandt på mit navn. Marcellus McMangearm, hvis det hele skal med. Ja, det er et latterligt navn. Det får mange mennesker til at tro, at jeg er en tiarmet blæksprutte, og det er en fornærmelse af værste skuffe.

Hvordan skal du omtale mig, spørger du? Altså, det er op til dig. Måske kalder du mig automatisk ham der, ligesom alle andre. Det håber jeg ikke, men jeg vil ikke bebrejde dig det. Du er jo bare et menneske.

Jeg må oplyse dig om, at vores tid sammen nok bliver kort. På pladen står der endnu en oplysning: gennemsnitslevealderen for en kæmpestillehavsblæksprutte. Fire år.

Min levealder: fire år – 1460 dage.

Jeg kom hertil som ung. Jeg kommer til at dø her i denne tank. Der er allerhøjst et hundrede og tres dage tilbage af min fængselsstraf.

Tova Sullivan gør sig klar til kamp. En gul gummihandske stik ker op fra hendes baglomme som en kanariefugls fjer, da hun bukker sig ned for at se fjenden an. Tyggegummi.

“For himlens skyld.” Med gulvmoppens skaft stikker hun til den lyserødlige klat. Den er præget med skoaftryk og plettet af snavs.

Tova har aldrig forstået formålet med tyggegummi. Og folk smi der det fra sig alle vegne. Men måske talte denne tygger konstant, og så faldt det simpelthen ud – ført væk af en strøm af overflødige ord.

Hun bøjer sig ned og kratter med neglen i klattens kant, men den viger ikke fra flisen. Alt sammen, fordi nogen ikke kunne gå de tre meter hen til affaldsspanden. Engang, da Erik var lille, greb Tova ham i at mase et stykke tyggegummi op under et cafebord. Det var sidste gang, hun købte tyggegummi til ham, men som med så mange andre ting var hun ikke herre over, hvordan han brugte sine lommepenge, da han blev ældre.

Det bliver nødvendigt med specialvåben. Måske en fil. Hun har ikke noget på vognen, som vil kunne lirke tyggegummiet løs.

Idet hun retter sig op, giver det et smæld i ryggen. Lyden runger gennem den tomme gang, hvis krumning ligger badet i det sædvanlige bløde blå lys, mens hun begiver sig hen til rengøringsrummet. Selvfølgelig ville ingen bebrejde hende, hvis hun bare kørte mop pen hen over tyggegummiklatten. Hun er halvfjerds år gammel, og de forventer ikke, at hun gør så grundigt rent. Men hun må i det mindste prøve.

Og så holder det hende beskæftiget.

TOVA ER SOWELL BAY AQUARIUMS

ældste medarbejder. Hver aften mopper hun gulvene, tørrer glassene af og tømmer affalds spandene. Hver anden uge ligger der en lønseddel i hendes dueslag i personalerummet. Fjorten dollar i timen minus skatter og fradrag.

Lønsedlerne bliver gemt væk i en gammel skotøjsæske oven på hendes køleskab. Pengene akkumuleres på en glemt konto i Sowell Bay Community Bank.

Nu marcherer hun målbevidst hen mod rengøringsrummet med en fart, der ville være imponerende for enhver, men som er fuldstændig forbløffende for en lillebitte ældre dame med krum ryg og fuglefine knogler. Oven over hende rammer regnen tagvinduet og bliver lyst op af skæret fra projektørerne på det gamle færgeleje ved siden af. Små sølvfarvede dråber løber ned ad glasset som skinnende striber under den tågetætte himmel. Alle taler om, at det har været en forfærdelig juni måned. Gråvejret generer ikke Tova, omend det ville være rart, hvis regnen ville holde sig væk så længe, at hendes forhave kunne nå at tørre. Hendes græsslåmaskine stopper til, når det er vådt.

Hovedtanken ligger under det donutformede akvariums kuppel, mens de mindre tanke er placeret langs med ydervæggen. Bygningen er hverken stor eller imponerende, hvilket måske passer meget godt til Sowell Bay, som heller ikke er hverken stor eller imponerende. For at komme fra tyggegummistedet og hen til rengøringsrummet skal Tova bevæge sig over på den anden side af cirklen. Hendes hvide sneakers hviner hen over et stykke af gulvet, som hun allerede har vasket, og efterlader matte fodspor på de blanke fliser. Den del skal ganske givet moppes igen.

Hun standser op ved nichen, hvor der troner en bronzestatue af en californisk søløve i naturtro størrelse. De glatte pletter på dens ryg og skaldede hoved glinser, efter at børn i årtier har klap pet den og klatret på den, og det får den kun til at se endnu mere virkelig ud. På Tovas kaminhylde derhjemme står et fotografi af

en storsmilende Erik, der som elleve-tolvårig sidder overskrævs på statuen med hånden i vejret, som om han svinger en lasso. En havcowboy.

Det billede er et af de sidste, hvor han stadig ser barnlig og sorgløs ud. Tova har fotografierne af Erik stående i kronologisk rækkefølge – en montage af hans forvandling fra gummegrinende baby til flot teenager, der iført collegejakke ragede op over sin far. Der satte en brystbuket på sin date til semesterstartsfesten. Der som high school-studerende stod på en improviseret sejrsskammel ved det dybblå Puget Sounds stenede bred med et kapsejladstrofæ i favnen. Tova rører ved søløvens kolde hoved, da hun går forbi, og undertrykker sin trang til endnu en gang at spekulere på, hvordan Erik mon ville have set ud nu.

Hun fortsætter, som man nu skal, ned ad den dunkle gang. Hun standser op foran tanken med blågællede solaborrer. “Godaften, kære venner.”

Så står de japanske kæmpekrabber for tur. “Halløj, mine skøn heder.”

“Hvordan står det til?” spørger hun ulken.

Ulveålene er ikke Tovas kop te, men hun nikker til hilsen. Man skal opføre sig ordentligt, også selvom de minder hende om de gyserfilm, som hendes afdøde mand, Will, så på kabel-tv, når kemo kvalmen holdt ham vågen midt om natten. Den største ulveål glider ud af sin klippehule med sit karakteristiske utilfredse underbid. De takkede tænder stikker op fra underkæben som nåle. Et mildest talt uheldigt udseende. Men skinnet bedrager, ikke sandt? Tova smiler til ulveålen, selvom den aldrig ville smile tilbage, ikke engang hvis den ønskede det, ikke med det ansigt.

Den næste tank er Tovas yndlings. Hun læner sig ind mod glasset. “Nå, sir, hvad har du så lavet i dag?”

Det varer lidt, før hun får øje på ham: en orange stribe bag stenen. Synlig, men ikke med vilje, som når børn leger gemmeleg – som

når en piges hestehale rager op bag sofaen, eller en strømpefod titter ud under sengen.

“Er vi lidt genert her til aften?” Hun træder tilbage og venter; kæmpestillehavsblæksprutten bevæger sig ikke. Hun forestiller sig, hvordan folk om dagen banker knoerne mod glasset og fnysende går videre, når de ikke kan få øje på noget. Folk har ingen tålmo dighed længere.

“Jeg bebrejder dig det ikke. Der ser hyggeligt ud deromme.”

Den orange arm bevæger sig, men kroppen forbliver skjult.

TYGGEGUMMIET KÆMPER EN brav kamp mod Tovas fil, men giver sig til sidst.

Da Tova smider den sprøde klat i affaldsposen, kurer den med en tilfredsstillende lille suselyd ned ad plastikken.

Så mopper hun videre.

En lugt af eddike med et strejf af citron står op fra fliserne og fylder luften. Markant bedre end den frygtelige sæbeopløsning, de brugte, dengang Tova startede – noget lysegrønt stads, som skar hende i næsen. Hun gik straks til kamp mod det. For det første gjorde det hende svimmel, og for det andet lavede det grimme striber på gulvene. Og måske værst af alt lugtede det ligesom Wills hospitalsstue, ligesom Wills sygdom, selvom Tova holdt den del af problemet for sig selv. Hylderne i rengøringsrummet bugnede med adskillige dunke med det grønne stads, men til sidst trak Terry, direktøren for akva riet, på skuldrene og sagde, at hun måtte bruge, hvad end hun ville, hvis hun selv stod for indkøbet. Det indvilligede Tova uden videre i. Så hun kommer hver aften slæbende med en dunk eddike og sin flaske med citronolie.

Nu skal der samles mere affald. Hun tømmer spandene i lobbyen og den uden for toiletterne og slutter i personalerummet, hvor der ligger enorme mængder af krummer på køkkenbordet. Det er ikke hendes opgave, da der kommer et hold professionelle fra Elland og

gør det rent hver anden uge, men Tova kører altid sin klud rundt om den gamle kaffemaskine og ind i den overstænkede mikrobølgeovn, som lugter af spaghetti. I dag er der dog større problemer: tomme takeawaybokse på gulvet. Tre styks.

“Nu har jeg aldrig,” siger hun og skælder ud på det tomme rum. Først tyggegummiet og nu dette.

Hun samler boksene op og smider dem i affaldsspanden, som mærkeligt nok er blevet flyttet flere meter fra sit sædvanlige sted. Efter at hun har tømt spanden ned i sin store affaldspose, rykker hun den tilbage på plads.

Ved siden af står et lille spisebord. Tova retter på stolene. Så ser hun det.

Et eller andet. Bagest.

En rustorange klump smidt henne i hjørnet. Er det en sweater? Mackenzie, den søde unge dame, der arbejder i skranken, efterlader ofte en hængende over stoleryggen. Tova sætter sig på knæ og skal lige til at samle den op, så hun kan lægge den i Mackenzies dueslag. Men så bevæger klumpen sig.

En fangarm bevæger sig. “Du milde himmel!”

Blækspruttens øje dukker op fra et sted inde i den kødfulde masse. Dets marmoragtige pupil udvider sig, før øjenlåget kniber sig sammen. Bebrejdende.

Tova blinker og tror ikke rigtigt på det, hun ser lige foran sig. Hvordan kan kæmpestillehavsblæksprutten befinde sig uden for sin tank?

Armen bevæger sig igen. Skabningen er viklet ind i virvaret af ledninger. Hvor mange gange har hun ikke forbandet de ledninger? De gør det umuligt at feje ordentligt.

“Du sidder fast,” hvisker hun, og blæksprutten løfter den enorme, kugleformede kappe, mens han trækker i en af sine arme, der har en tynd ledning af den slags, der bruges til at oplade mobiltelefoner

med, viklet adskillige gange omkring sig. Skabningen trækker til, og ledningen strammes, mens kødet svulmer inde mellem viklingerne. Erik havde engang sådan et stykke legetøj fra en spøg og skæmtforretning. En lille flettet cylinder, hvor man stak en pegefinger ind i hver ende og forsøgte at trække den fra hinanden. Jo hårdere man trak, jo tættere sad den.

Hun rykker lidt nærmere, blæksprutten smækker en arm i lino leummet som for at sige: Hold dig væk, dame. “Okay, okay,” mumler hun og trækker sig ud fra under bordet.

Hun kommer på benene, tænder loftlyset og gør personalerummet rent i det skarpe skær fra neonlamperne. Så lægger hun sig atter på knæ, denne gang langsommere. Men så smælder hendes ryg som sædvanlig.

Lyden får blæksprutten til at spjætte, og han skubber til en af stolene med foruroligende kraft. Stolen glider gennem rummet og rikochetterer mod væggen overfor.

Skabningens utroligt klare øje funkler fra neden under bordet.

Tova kravler beslutsomt nærmere og forsøger at få styr på sine rystende hænder. Hvor mange gange har hun passeret tavlen henne ved kæmpestillehavsblækspruttens tank? Hun mindes ikke at have læst noget om, at blæksprutter skulle være farlige for mennesker.

Hun er under en halv meter væk. Han lader til at svinde ind, og han er blevet blegere. Har en blæksprutte tænder?

“Min ven,” siger hun blidt. “Jeg rækker rundt om dig og hiver ledningen ud.” Hun spejder derind og ser, præcis hvilken ledning der er skyld i kniben. Den er inden for rækkevidde.

Blækspruttens blik følger hver af hendes bevægelser.

“Jeg gør dig ikke noget, min ven.”

Spidsen af en fri arm banker mod gulvet som en huskats hale.

Idet hun rykker i ledningen, farer blæksprutten baglæns. Tova farer også sammen. Hun forventer, at han vil snige sig langs væggen hen mod døren – der, hvor han forsøgte at trække sig hen.

Men i stedet smyger han sig tættere på.

Som en gyldenbrun slange glider en af hans arme hen mod hende. På få sekunder vikler den sig om hendes underarm og snor sig så om hendes albue og biceps som et silkebånd. Hun kan mærke hver enkelt sugekop klæbe til huden. Som refleks forsøger hun at trække armen til sig, men blæksprutten strammer sit greb i en grad, så det næsten føles ubehageligt. Hans mærkelige øje glimter legesygt, som et uartigt barns drillende blik.

De tomme takeawaybokse. Den flyttede affaldsspand. Det giver mening nu.

Og så pludselig slipper han hende. Tova ser vantro til, mens han spankulerer ud ad døren til personalerummet, suger sig af sted på den tykkeste del af hver af sine otte arme. Han slæber tilsyneladende kappen efter sig og virker endnu blegere nu; bevægelsen koster kræfter. Hun skynder sig efter ham, men da hun når ud på gangen, er blæksprutten ingen steder at se.

Tova lader hånden løbe ned over ansigtet. Hun er ved at gå fra forstanden. Ja, det må være det. Det er sådan, det begynder, ikke sandt? Med blækspruttehallucinationer?

For mange år siden så hun sin nu afdøde mor gå fra forstanden. Det begyndte med glemsomhed i ny og næ, det blev svær t at huske velkendte navne og aftaler. Men Tova glemmer ikke telefonnumre og behøver ikke koncentrere sig for at huske nogen navne. Hun kigger ned på sin arm, som er dækket af små cirkler. Sugemærker.

Lettere befippet afslutter hun aftenens opgaver og går så sin sædvanlige sidste runde i bygningen for at sige godnat.

Godnat, blågællede solaborrer, ål, japanske kæmpekrabber og ulk. Godnat, anemoner, søheste og søstjerner.

Efter krumningen fortsætter hun. Godnat, tun og skrubber og pigrokker. Godnat, gopler og søpølser. Godnat, I stakkels hajer. Tova har altid næret en stærk medfølelse med hajerne og deres evige cirklen

rundt i tanken. Hun forstår, hvordan det er at skulle holde sig i bevægelse for at kunne huske at trække vejret.

Der er blæksprutten, som igen ligger gemt bag sin sten. Et stykke kød stikker ud. I forhold til hvordan han så ud i personalerummet, er der mere liv i det orange nu, men han er stadig blegere end normalt. Nå, måske har han godt af det. Han burde blive liggende. Hvordan i alverden var han undsluppet? Hun ser igennem det skvulpende vand, gransker undersiden af kanten, men det virker, som om alt er, som det skal være.

“Din ballademager,” siger hun og ryster på hovedet. Hun dvæler et øjeblik foran hans tank, før hun går hjem for i aften.

TOVAS GULE HATCHBACK bipper og blinker med parkeringsly set, da hun trykker på bilnøglen – noget, hun stadig ikke har vænnet sig til. Hendes veninder, den gruppe frokostspisende damer, som kærligt kalder sig selv for Strikketanterne og ofte spiser frokost sammen, fik hende overbevist om, at hun havde brug for en ny bil, da hun begyndte på sit arbejde. Det var en sikkerhedsrisiko, sagde de, at køre rundt sent om aftenen i så gammelt et køretøj. De plagede hende med det i ugevis.

Nogle gange er det nemmere bare at give efter.

Da hun har anbragt dunken med eddike og flasken med citron olie i bagagerummet  – hvilket hun altid gør, uanset hvor mange gange Terry har sagt til hende, at hun er velkommen til at opbevare dem i rengøringsrummet, for man ved aldrig, hvornår man kan få brug for en smule citronolie og eddike – kaster hun et blik ud på anløbsbroen. På dette tidspunkt er den tom, og aftenfiskerne er for længst taget hjem. Det gamle færgeleje ligger over for akvariet som en ældgammel øjebæ. De smuldrende pæle er helt dækket til af rurer. Ved højvande bliver de gradvist indhyllet af tang, som tørrer ind til en grønsort belægning, når havvandet trækker sig tilbage.

Hun krydser de vejrbidte træplanker. Det gamle billetsalg

befinder sig som sædvanlig præcis otteogtredive skridt fra hendes parkeringsbås.

Tova tjekker endnu en gang, om nogen gemmer sig i de lange skygger. Hun trykker hånden mod billetsalgets vinduesglas, hvis diagonale revne ligner et gammelt ar hen over en eller andens kind.

Så træder hun op på anløbsbroen og går hen til sin sædvanlige bænk. Den er glat af saltvandssprøjt og spættet af mågeklatter. Idet hun sætter sig ned, trækker hun ærmet op for at betragte de underlige runde mærker, som hun egentlig forventer er forsvundet. Men der er de. Hun lader fingerspidsen løbe langs det største af dem på indersiden af håndleddet. Det er på størrelse med en femmer. Hvor længe vil det være der? Vil det blive blåt? Hun får så let blå mærker for tiden, og det er allerede rødbrunt som en blodvabel. Måske vil det være der for evigt. Et femmermærke. Tågen er lettet, er blevet skubbet ind i landet af vinden, sendt af sted mod bjergudløberne. Mod syd ligger et fragtskib for anker. Rækker af containere ligner et barns byggeklodser, som de ligger stablet der på dækket og tynger skroget ned. Måneskinnet danser hen over vandet, og tusinde stearinlys bevæger sig op og ned på overfladen. Tova lukker øjnene og forestiller sig ham lige neden under vandet, hvor han holder lysene for hende. Erik. Hendes eneste barn.

Dag nummer 1300 af Fangenskabet

KRABBER, REJER, KAMMUSLINGER, HJERTEMUSLINGER, abaloner, fisk og rogn. Det er, hvad en kæmpestillehavsblæksprutte spiser, ifølge tavlen ved siden af min tank.

Havet må være en herlig buffet. Alle disse delikatesser til fri afbenyttelse.

Men hvad byder de på her? Makrel, helleflynder og – frem for alt – sild. Sild, sild og atter sild. De er fæle skabninger, væmme lige små fejlfisk. Jeg er sikker på, at overfloden skyldes deres lave pris. Hajerne i hovedtanken bliver belønnet for deres sløvhed med frisk havaborre, og jeg får optøet sild. Nogle gange er den endda halvfrossen. Det er derfor, jeg må tage sagerne i egne arme, når jeg ønsker den mageløse konsistens af friske østers, når jeg længes efter at mærke det gennemtrængende knæk i mine kæber, som knuser en krabbe i dens skal, eller når jeg higer efter en søpølses søde, faste kød.

Nogle gange kaster mine fangevogtere en sølle kammusling eller to ned til mig, hvis de forsøger at lokke mig til at samarbejde om en helbredsundersøgelse eller bestikke mig til at deltage i en af deres lege. Og af og til kaster Terry en blåmusling eller to ned til mig bare fordi.

Jeg har selvfølgelig smagt krabber, rejer, hjertemuslinger og abaloner mange gange. Jeg må bare selv påtage mig at hente dem efter lukketid. Og rogn er den perfekte snack, hvad angår såvel den gastronomiske nydelse som næringsværdien.

Her kunne man også remse ting op, som mennesker efterspørger, men som de fleste intelligente væsener vil anse for fuldstændig

uegnede som føde. Eksempelvis hvert eneste produkt i salgsauto maten ude i lobbyen.

Men her til aften tiltrak en ny lugt mig. Sød, salt og krydret. Jeg fandt kilden til den i skraldespanden, resterne var efterladt i en lille og spinkel hvid beholder.

Hvad end det var, var det virkelig lækkert. Men havde jeg ikke været heldig, kunne det være blevet min undergang.

Rengøringsdamen. Hun reddede mig.