Lysglimt

Lysglimt - 4k .indd 2

07/02/2020 22.03

E L IS A B E T H ARENDT

LYSGLIMT – om forældretab i barndommen

Forord af John Aasted Halse

G ADS FO RL A G

Lysglimt - 4k .indd 3

07/02/2020 22.03

Lysglimt – om forældretab i barndommen 1. udgave, 1. oplag © Forfatteren og Gads Forlag, København 2020 Forlagsredaktør: An-Magritt Erdal Tekstredaktion: Jakob Eberhardt Omslag, grafisk tilrettelæggelse og sats: Nina Hagen Forsideillustration: Marianne Fischer Tryk: Scandbook ISBN 978-87-12-06008-6 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.

Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Lysglimt - 4k .indd 4

07/02/2020 22.03

INDHOLD

Forord 6 Indledning 10 Om at finde glæden midt i sorgen 23 At genfinde hverdagen 65 Sorgen finder igen og igen vej til hjertet 89 Om at finde den døde i livet 114 Om at finde sig selv i livet igen 151 Efterskrift 159 Tak 162 Bøger der har inspireret mig 164

Lysglimt - 4k .indd 5

07/02/2020 22.03

FORORD Modstandsdygtighed hos børn Af John Aasted Halse*

H

vert år er der flere tusinde børn, som mister en nær slægtning, f.eks. en forælder. Disse børn er dybt sårbare, og de kommer på grund af tabet i en periode af deres liv til at leve i et sårbart miljø. De øvrige efterladte er selv i krise efter tabet, og mange andre i børnenes netværk har måske svært ved tale med børnene om, hvordan de har det, og generelt svært ved at hjælpe dem i den svære tid.

Børn kan i denne situation komme i krise, ikke blot fordi de oplever et tab, men også fordi de ofte lever i frygten for og usikkerheden over, hvad fremtiden bringer. Reaktionerne kan her i høj grad være forbundet med frygten for at miste tilknytning til den nære familie og det øvrige sociale netværk. For en forælders død kan f.eks. medføre, at børnene skal flytte og dermed mister kontakten til kammeraterne, deres skole eller daginstitution.

6

Lysglimt - 4k .indd 6

07/02/2020 22.03

Som denne bog viser, er der store ressourcer i et socialt fællesskab – ikke mindst i en søskendeflok og andre nære voksne, der bakker én op. Det handler om ressourcer som medmenneskelighed, hjælpsomhed og parathed til at støtte hinanden. Det er uden for enhver tvivl i samspillet med andre, at man kan få anerkendelse og bekræftelse på, at man er elsket. Og det er ved at have et positivt billede af sig selv, at man får energi til at udvikle et gåpåmod og et livsmod.

Derfor er det vigtigt, at folk i omgangskredsen lytter til, hvad børnene selv mener, ønsker og har behov for i den svære situation. Og her er Elisabeth Arendts bog væsentlig. Et af bogens budskaber er nemlig, hvor centralt det er for børn at møde andre, som er opmærksomme og åbne overfor børnenes spørgsmål og reaktioner. Belastningerne ved sorg og krise er så store, at børnenes sociale liv trues. Børn i en kriseramt familie er ofte usikre og ikke mindst ensomme. De kan have svært ved at tale med andre i familien. Måske har de ikke venner, de kan betro sig til om deres bekymringer eller deres sorg. Måske trækker de voksne i familien sig tilbage og vælger mere eller mindre bevidst isolationen som følge af sorg og bekymring. Det paradoksale er derfor, at det i mange tilfælde er uden for familien, at barnet har nemmest ved at finde det gåpåmod, der skal til for at kommen igennem krisen.

7

Lysglimt - 4k .indd 7

07/02/2020 22.03

En vigtig forudsætning for at udvikle modstandskraft er, at børnene har evnen til at fortælle andre om, hvordan de har det. Derved fungerer børnene – på trods – i et socialt fællesskab, samtidig med at de fortæller om det, de har mistet, eller det de ængstes for. Men så skal der også være andre vigtige voksne i børnenes liv. Modstandsdygtigheden er blandt andet afhængig af, i hvilket omfang andre voksne snakker med børnene og søger at give dem den nødvendige kontakt. Ud over de tilbageværende voksne i familien kan pædagoger og lærere være med til at gøre børn mere modstandsdygtige i krisen.

Selvom familiemedlemmer og andre voksne er vigtige, er gruppen af jævnaldrende også en uhyre vigtig dimension i forsøget på at få børn til at trives efter et tab. En eventuel isolation fra jævnaldrende vil ofte virke forstærkende på følelsen af ikke at slå til og give stødet til en nedbrydning af den modstandskraft, som børn måske trods alt har. Denne modstandskraft bygger dybest set på en oplevelse af at slå til og på en bekræftelse af dels at være på rette vej, dels at kunne få hjælp og støtte hvis det skulle vise sig nødvendigt. I denne forstand er oplevelsen af at have – og tilhøre – et socialt netværk af uvurderlig betydning. Her ligger en følelse af at være ”som en af de andre”. Det vil sige: at få en fornemmelse af, hvem man selv er. I fagsproget vil det betyde en følelse af egen identitet, som ikke kan hentes fra andre steder end hos gruppen af jævnaldrende: en

8

Lysglimt - 4k .indd 8

07/02/2020 22.03

grundlæggende bekræftelse. Fordi man både kan fungere i det sociale fællesskab og holde en fortælling i gang om det, der er mistet, eller det man ængstes for.

Men som denne bog viser, har den nære familie og familiens øvrige netværk også en stor betydning for børnenes evne til at rejse sig efter den alvorlige krise. Åbenhed, nærhed, nærvær og dialog i familien er med til at give dem håbet om, at der ér noget på den anden side af krisen. Det er denne oplevelse af sammenhørighed og vigtigheden af at tilhøre det stærke sociale netværk, som familien er, nærværende bog bekræfter.

Elisabeth Arendt har skrevet en vigtig bog med en dybt personlig beretning om tabet af sin far. En bog, der bekræfter, at der på trods af og nogle gange i trods kan findes et ”lysglimt”. * John Aasted Halse er autoriseret, privatpraktiserende psykolog.

Forfatter til en lang række bøger og artikler om børn og familie.

Formand for ”Børns Vilkår” fra 1988 til 2004 og tidligere medlem af Børnerådet.

9

Lysglimt - 4k .indd 9

07/02/2020 22.03

INDLEDNING

M

inder er vigtige. De er med til at forme os som mennesker. Gennem barndommens minder skaber vi som voksne en historie om os selv.

Når vi har mistet, behøver vi derfor ikke tænke den døde ud af vores liv. I stedet kan vi give os selv lov til at flyve afsted på erindringens vinger. Da vil den døde kunne få en ny plads i livet. Når vi tør gøre det, kan vi lære at leve med tabet og sorgen. ✣ I 1986 døde min far, Poul Anton Arendt, 38 år gammel.

30 år efter hans død opdager jeg, at der stadigvæk mangler god og smuk litteratur om børn, der har mistet.

Jeg beslutter mig for, at det skal der ændres på. Først har jeg en forestilling om, at jeg vil interviewe nogle børn, der går i en sorggruppe. Efter en samtale med psykolog Rita Poulsen om bogen og om tabet af min far, får bogen dog en anden drejning. Hun opfordrer mig i stedet til at tage udgangspunkt i min egen families hi-

10

Lysglimt - 4k .indd 10

07/02/2020 22.03

storie. Vi er fire søskende, der mistede vores far, da vi var henholdsvis tre, seks, ni og elleve år gamle. Sorgen over og tabet af ham har vi oplevet meget forskelligt.

Derfor vil de fleste, der har mistet en elsket som barn, kunne spejle sig i en af os. Vi kan blive klogere på os selv, når vi tør spejle vores liv i hinanden. Med afsæt i denne enkle livsfilosofi har jeg skrevet denne bog.

I foråret 2017 havde jeg lange samtaler med mine tre søskende om vores fars død. Også vores mor både skrev og talte jeg med.

Når vi i familien taler sammen om vores opvækst, berører vi normalt alle de gode, sjove og skæve oplevelser, der binder os sammen. Denne gang besøgte vi i stedet de mørkere minder fra barndommen. Hele min familie åbnede for de dybere og mere smertefulde følelser, som tabet af vores far havde forvoldt. De lod mig komme ind i afkroge af deres sind, steder i deres indre, hvor de sjældent selv kommer.

Under samtalerne lærte vi alle fire søskende nye sider af vores barndoms historier at kende. Tråde blev flettet sammen. Og knuder blev løst op.

Første gang jeg talte med min lillesøster, Kristin, brød hun fuldstændig sammen, da jeg fortalte hende, hvad vores far døde af. Dødsårsagen havde vores mor aldrig fået talt med Kristin om. Anden gang var hun anderledes fattet og rolig, det var som om mange ting

11

Lysglimt - 4k .indd 11

07/02/2020 22.03

var faldet på plads for hende efter vores første samtale.

Samtalen med den ældste af mine lillebrødre, Jakob, foregik en del af tiden med støjende børn løbende omkring os. Det var først, da vi satte os ind i dobbeltsengen, at der faldt ro over os begge, og der opstod der et mere stille, intimt og fortroligt rum.

Da jeg talte med min yngste lillebror, Andreas, var samtalen præget af mange langvarige pauser. Andreas havde svært ved at hente minderne frem. Det kom meget bag på mig, hvor lidt han husker fra sin barndom, og hvor meget sorgen alligevel har fyldt i hans liv.

Efter at jeg havde talt med mine søskende, sad jeg for mig selv og arbejdede med de samme spørgsmål, som jeg havde stillet dem.

Min mors erindringer om, hvordan vi børn reagerede på tabet af vores far, har hun løbende delt med mig, efterhånden som bogen skred frem, og hun fik læst de enkelte kapitler. Det har været smertefuldt for hende at læse om vores sorg. Samtidig har det åbnet en mulighed for, at hun kunne få talt med os alle fire om, hvad der skete dengang, og hvorfor hun handlede, som hun gjorde.

Bogen her tager udgangspunkt i de svar, som mine søskende og min mor gav mig, og som jeg selv fandt.

Det er således en fælles erindringsbog om sorgen og det at miste en forælder som barn. Samtidig rummer

12

Lysglimt - 4k .indd 12

07/02/2020 22.03

den også mange lysglimt fra både tiden omkring tabet og årene efter.

En ydmyghed har været bærende, mens jeg skrev bogen. For hvordan tillader jeg mig at gøre dette?

Hvordan kan jeg være loyal over for hver og en af dem, som jeg elsker så højt, når deres oplevelser af, hvad der skete, er så forskellige? De mest følsomme afsnit i bogen har jeg skrevet med bæven. Jeg har måttet balancere på en knivsæg, så alle blev hørt, og ingen følte sig trådt på. Når opgaven virkede uoverskuelig, fandt jeg drivkraft i tanken om at kunne gøre en forskel for andre, der som os har oplevet, at døden kastede mørke skygger ind over deres barndom.

Med stor taknemmelighed genfortæller jeg her vores fælles historie om sorgen og tabet. Ved at turde standse op ved minderne om vores fars liv og død har vi søskende lært, at der selv i det dybeste mørke findes små glimt af lys, øjeblikke af glæde og varme. Jeg håber, at mange vil kunne genkende deres egen sorg og blive klogere på, hvad den har betydet for dem, ved at spejle deres sorghistorie i vores.

13

Lysglimt - 4k .indd 13

07/02/2020 22.03

Bogens opbygning Bogen er i det store og hele kronologisk bygget op. Den begynder med historien om vores fars sygdom og død og slutter med vores tanker om, hvad tabet betyder for os i dag som voksne. Bogen er ikke vores familiehistorie, men nedslag i vores erindringer om forældertabet.

De enkelte kapitler indleder jeg med nogle korte generelle beskrivelser af børns meget forskellige reaktioner på et forældertab. Tanken bag disse indledende afsnit er at brede vores historie ud, så andre, der har mistet, i højere grad kan spejle deres egen historie i vores. Derefter udfolder jeg helt konkret, hvordan vi fire søskende oplevede at miste vores far som børn. I slutningen af bogen reflekterer jeg over, hvordan et forældertab kan være med til at forme os som mennesker og påvirke os også som voksne. Undervejs i bogen har jeg med afsæt i vores historie indføjet nogle kortfattede sorgteoretiske afsnit.

Bogen rummer således tre typer tekst: For det første nogle generelle betragtninger om børns sorgreaktioner, for det andet historier fra vores liv om sorgen og tabet, og for det tredje vores samtids vigtigste sorgteorier. Ved således at anskue sorgen fra både en generel, konkret og teoretisk vinkel håber jeg, at bogen kan give alle sorgramte børn og deres familier en dybere forståelse af, hvor forskelligartet børn reagerer på et forældertab.

14

Lysglimt - 4k .indd 14

07/02/2020 22.03

Må det spejl, jeg med denne historie om sorgen sætter op, blive til inspiration for andre i deres sorgbearbejdelse.

Sorgteori: Narrativ sorgteori

Når vi mister en, vi elsker, ødelægges rammerne for den historie (det narrativ), vi har om os selv. Sorgen gør, at livet kan opleves meningsløst. Den narrative sorgteori arbejder med, hvordan vi som sorgramte kan genskabe en mening i livet. Teorien lærer os, at tabet ganske vist fandt sted i fortiden, men det er her og nu vi slås med at finde meningen med det hele. Tabet og sorgen er således altid knyttet til den tid, der er vores, det vil sige til nutiden.

Kampen med at finde en mening i livet står den sørgende heldigvis ikke alene med. Den narrative sorgteori fremhæver, at sorgbearbejdelsen finder sted i vores samvær med andre. Vores netværk kan i høj grad være en stor støtte for os, så vi kan lære at leve med sorgen.

Venner og familie, pædagoger og lærere kan vise os, at vi er så meget mere end vores sorg. De kan hjælpe os med at forstå, at vores livshistorie ikke kun er bundet op på sorgen – vi rummer derimod mange andre fortællinger i os. Ud fra alle disse historier kan vi skabe en ny fortælling om os selv.

15

Lysglimt - 4k .indd 15

07/02/2020 22.03

I denne bog knytter jeg min families historie om sorgen sammen med andre historier, vi husker fra tiden omkring tabet af vores far. Samtidig viser vores historie, at netværket i høj grad kan være en stor støtte og hjælp både i forbindelse med tabet og i de svære år, der følger efter dødsfaldet. Familie og venner, lærere og pædagoger kan være gode vejvisere i sorgens landskab.

Som tiden gik, og vores tabshistorie blev flettet ind i vores livshistorie, fandt vi alle fire en ny og måske endda også dybere mening med livet.

16

Lysglimt - 4k .indd 16

07/02/2020 22.03

Vores familieliv inden tabet Før vores fars død var vores familieliv fuld af lys. Som solens stråler får havoverfladen til at glimte, fik vores far på mange måder vores liv til at skinne.

Vores barndom var som taget ud af Astrid Lindgrens eventyrverden. ”Alle vi børn i Holbøl præstegård” kunne være overskriften på vores første år. Ja, vi var jo egentlig kun fire: Andreas på 3 ½, Jakob på 6, Kristin på 9 og mig selv, Elisabeth, på 11 år. Der var dog ofte besøg af så mange andre børn i præstegården, at vores hverdag mest af alt mindede om livet i Astrid Lindgrens Bulderby.

I præstegården boede også vores far, Poul, og vores mor, Kirsten. I baghaven holdt vores høns til i nogle skæve selvbyggede hønsehuse. Her løb kaninerne også rundt i en løbegård, når de ikke lige var stukket af.

Derudover var der ofte en barnepige i huset, da vores mor og far havde kalenderen fuld af aktiviteter. Udover at være landsbyens præst var vores far spejderleder og formand for børnehavens bestyrelse. Vores mor, der arbejdede som praktiserende læge i nabobyen Tinglev, havde været med til at starte vores friskole i Aabenraa og sad i skolens bestyrelse.

Præstegården var et sandt eventyrrige for børn. Der var konfirmandstuen, hvor vi legede skole. Det var dog ofte en kold oplevelse, da vores forældre sparede på varmen i det 350 m2 store hus. Nede i kælderen lå et

17

Lysglimt - 4k .indd 17

07/02/2020 22.03

værksted, hvor vi børn kunne hamre og save med vores eget værktøj. Oppe på gangen stod en symaskine, som vi måtte betjene, så snart vi havde fået vores symaskinekørekort i skolen. Derudover rummede huset legestuen, fjernsynsstuen og de to pæne stuer. Om sommeren tog vi også havestuen i brug. Men bedst af alt var den kæmpestore præstegårdshave, der var fyldt med skvalderkål, gamle krogede træer og gode gemmesteder. Her legede vi børn med venner fra både landsbyen og friskolen hele året rundt.

Aabenraa Friskole lå 17 kilometer væk. Når vi skulle i skole, måtte vi enten tage bussen eller blive kørt.

Skolen hørte til i en gammel rigmandsvilla og lå på en bakketop omgivet af skov. Musikken var i centrum i skolelivet med morgensang, kor og musiktimer. Meget af undervisningen foregik på tværs af klasser i form af emneundervisning. Fredag var ”fridag”, her var hele friskolen – fra børnehaveklassen til 10. klasse – sammen om at afvikle orienteringsløb, danse folkedans eller lave mad til fællesspisningen.

Det bedste ved vores barndom var dog hverken præstegården eller friskolen, men vores sommerhus lige ned til havet i Vemmingbund. En lille norsk bjælkehytte placeret midt i den sønderjyske natur. I sommerhuset var vi bare os selv. Vores far og mor havde altid tid til os. Her sov vi sammen på stranden på smukke sommerdage. Gik ture til Dybbøl Banke for at kigge på kanoner.

18

Lysglimt - 4k .indd 18

07/02/2020 22.03

Plukkede brombær og fejrede høstfest.

Ja, vores barndom var som taget ud af en af de bedste af Astrid Lindgrens historier. Lige indtil den dag, hvor vores far ikke var der længere.

FIRE SØSKENDE – FIRE PERSONLIGHEDER

Allerede som børn havde vi meget forskellige personligheder og temperamenter. Desuden spændte vores interesser også bredt.

For at skabe det mest sandfærdige billede af, hvordan vi var som børn har jeg ikke blot gransket min egen hukommelse. Jeg har også gravet ned i gemmerne, herunder læst i Husbogen, som hørte til sommerhuset, og hvori vores far med jævne mellemrum nedfældede små anekdoter om os. Desuden har jeg genlæst alle julebrevene, som vores far og mor sendte som fællesbrev til familie og venner hvert år op til jul i stedet for personlige hilsner.

ANDREAS 3 ½ ÅR

”Stadigvæk den lille glade skuespiller, der underholder sig selv i timevis. For tiden drejer skuespillet sig om sutten, der blev væk (fjernet af hans mor), som han hele tiden fortæller, han skal have igen.”

Vores fars sidste ord om Andreas i familiens sommerhusbog, skrevet d. 11. august 1986.

19

Lysglimt - 4k .indd 19

07/02/2020 22.03

Andreas var en charmetrold både i børnehaven og hjemme. Som en lille krølhåret engel delte han rundhåndet kys ud. Det næste øjeblik kunne han være en hidsigprop, der arrigt kastede sig på gulvet, fordi han ikke havde fået sin vilje. Han blev forkælet af alle, især af Kristin og mig. Måske derfor var han sen til både at lære, at gå og tale. Glad og gerne bar vi ham rundt.

Ting, han havde brug for, fik han, før han behøvede at spørge. Han var alles kæledægge, altid oplagt til spøg og skæmt.

JAKOB 6 ÅR

”Jakob holder af sit værelse – eller rettere sagt – sit kontor, han flytter ofte om og rydder op på det. Han er glad for penge og elsker at få læst højt, især af Fyrtøjet (HC Andersen).”

Citat fra jule-brevet 1986, skrevet af vores mor til familie og venner.

Jakob var som seksårig lige startet i skolen. Men overgangen til børnehaveklassen havde været nem. Han kendte jo friskolen fra Kristin og mig. Drengen var på alle måder stor i slaget og besad et gevaldigt gåpåmod.

Når Jakob grinte, rungede hans smittende latter i hele præstegården. Til fødselsdage og andre festlige lejlig-

20

Lysglimt - 4k .indd 20

07/02/2020 22.03

heder var han oftest, som en sand gentleman, iklædt skjorte og slips. Samtidig havde han kælenavnet Tarzan, for han befandt sig hellere i træernes toppe end på jorden.

KRISTIN 9 ÅR

”Kristin har ét ønske: en hest, eller penge, så hun kan købe en hest af sin veninde i Gråsten. Kristin har nemlig mange veninder spredt ud over det meste af Danmark.”

Citat fra julebrevet 1985 skrevet af vores far, året før han døde, til familie og venner.

Kristin var en ”rigtig” pige. Hun elskede at lege med dukker, især Barbie-dukker. Med sit korte strithår fulgte Kristin desuden tidens mode. Samtidig var hun en ivrig læsehest, der lånte læssevis af bøger på biblioteket. Da hun ikke måtte få en hest for vores forældre, anskaffede hun sig først kaniner, og da de løb væk en undulat. Samtidig var Kristin hjælpsom både i køkkenet og med at passe vores to brødre. Hun sang en smuk sopran og kom tidligt i Sct. Jørgen Kirkes pigekor.

21

Lysglimt - 4k .indd 21

07/02/2020 22.03

ELISABETH 11 ÅR

”Elisabeth er stadigvæk den store og kloge søster.”

Citat fra julebrevet 1985, skrevet af vores far året før han døde, til familie og venner. ”Heldigvis er hun også ind imellem en pige i præpuberteten, fnisende og pjattende.”

Citat fra julebrevet 1986, skrevet af vores mor til familie og venner.

Jeg var storesøster med stort S. Hjælpsom og omsorgsfuld over for mine mindre søskende, undertiden dog også dominerende og bestemt. Det lokale postbuds datter var min slyngveninde. Samtidig havde jeg et meget nært venskab med min lillesøster, Kristin. Mit lange krøllede lillepigehår havde jeg til min fars store sorg fået klippet til en klassisk glat pagefrisure. Dagligt øvede jeg mig på klaveret. Mange timer blev også brugt bag symaskinen. Min største interesse var dog at være storespejder hos KFUM. Selvom jeg var ret genert, nød jeg fællesskabet og friluftslivet der.

22

Lysglimt - 4k .indd 22

07/02/2020 22.03