Lysningen_TRYK.indd 2
21.12.2023 11.58
Sara Strömberg
LYSNINGEN krimi
På dansk ved Dorte Einarsson
Gads Forlag
Lysningen_TRYK.indd 3
21.12.2023 11.58
Lysningen er oversat fra svensk af Dorte Einarsson efter Sly Copyright © 2021 by Sara Strömberg All rights reserved Dansk copyright © Gads Forlag 2024 Published by arrangement with Sebes & Bisseling Literary Agency Scandinavia ISBN 978-87-12-07472-4 1. udgave, 1. oplag Omslag: Thomas Szøke, eyelab.dk efter originaldesign af Anders Nilsson, Nestorville Omslagsillustration: Marléne Nilsén Bogen er sat med Sabon hos BogGrafisk og trykt hos Scandbook Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
Lysningen_TRYK.indd 4
21.12.2023 11.58
Til Anders
Lysningen_TRYK.indd 5
21.12.2023 11.58
Lysningen_TRYK.indd 6
21.12.2023 11.58
KVINDEN, der kører, har et voksagtigt ansigt og siger, at de er på vej til et hjem for sådan nogle piger som Maria. “Der var en ledig akutplads. Du kan sove i bilen,” siger kvinden. Fra sin plads på bagsædet ser Maria barndommen forsvinde. Granskovene, moserne og elledningerne bliver mere og mere utydelige. Det eneste, hun ejer nu, er en hoppende rejsetaske i bagagerummet. Trøjen er kravlet op på grund af sikkerhedsselen over maven, men hun orker ikke at trække den ned igen. Som en lyserød hubbabubba-boble vælder fedtet ud over den stramme bukselinning. Maria siger ikke et ord, for alle ord har alligevel sodede kanter, og uskylden vil aldrig mere komme tilbage. Myggene har suget det sidste ud, hun er et træ, der er væltet omkuld, uden forankring. Et sted i den opkastede jord blinker minderne stadig, farens vippende øreklaphue, morens gennemtissede sørgelagen og Jörgens adamsæble, alt det, der voksede sig større i sommer. Ja, minderne blinker stadig, men drømmene i trækronen er slukket, og Elisabeths hemmeligheder drypper nu ud af træets knaster. Sammen med harpiksen rinder venskabet ud, og alt er Marias fejl. Hun havde aldrig troet, hun havde ondskaben i sig, men det havde hun. Mens dagen bliver til nat, holder hun sig selv i hånden. Sådan nogle piger som hende må altid holde sig selv i hånden.
7
Lysningen_TRYK.indd 7
21.12.2023 11.58
ELGTYREN lå på siden. Tungen, lysbeige med mørkeblå blodårer, hang slapt ud af den ene mundvig og ramte en afblomstret skovstjerne. Thomas sad på knæ ved den opsprættede bug og tog indvoldene ud med hænderne. Han havde ikke engang gidet at trække ærmerne op på sin Helly Hansen. Blodet og fedtet blev suget ind i det lodne stof, lugten af jern bredte sig over moseområdet. Jeg hoppede af ATV’en og tømte anhængeren. Vanddunken, håndklædet og øllerne forsvandt næsten i den mælkehvide morgendis, som stod helt stille og ventede mellem granerne. Jeg mærkede, hvordan sveden mellem brysterne blev kold. Det sidste stykke fra Ånn og op til Harsjön var stejlt, og flere steder måtte jeg gå ved siden af maskinen eller læne mig frem over styret for ikke at vælte. “Er der mere, vi har brug for, inden på lørdag?” spurgte jeg og satte hænderne i siden. “Nej, nu tror jeg, vi har alt. Der er så meget sprut og rensdyrpølse, at vi kan sidde oppe og fortælle røverhistorier en hel uge i træk. I morgen tidlig samles vi hos mig. Jeg lukker vognmandsforretningen hele weekenden.” I det mindste var der noget, der fungerede, som det plejede. De fleste i jagtklubben havde kendt hinanden siden barnsben. Vi havde gået over de samme sten som vores forældre, drukket vand af de samme kilder som vores bedsteforældre. Det var her, vi hørte til, og jeg så virkelig frem til den årlige weekend, hvor vi alle overnattede i jagthytten. Morgensamlingen, aftenerne foran brændeovnen, røverhistorierne. Jeg havde mere brug for varmen og lydene end nogensinde. Det betød ikke noget, at jeg for det meste sov uroligt på den hårde træseng med Thomas’ snorken buldrende oven over mig.
8
Lysningen_TRYK.indd 8
21.12.2023 11.58
Jeg rystede af kulde, det måtte være flere minusgrader. September var begyndt koldere end sædvanligt. En krage skreg med sin hæse stemme. Efteråret åndede råt og monotont. “Hvad er tildelingen i år?” spurgte jeg. Thomas så ikke op fra det livløse dyr. “Syv voksne og syv kalve. Vi nedlagde en ko og en kalv den første dag, og den her kom vandrende lige mod mig som et andet tagselvbord i morges, jeg så den fra jagthyttens køkkenvindue. Hvor tit sker det lige?” Jeg smilede. “Har du brug for hjælp til at få den op på anhængeren?” “Nej, nej, de andre er snart tilbage fra passet.” Armen arbejdede sig ind og ud. Bunken af indvolde voksede under ham. Jeg vidste, at der stadig var varme tilbage. For kun et øjeblik siden slog det. Hjertet. “Okay.” Jeg lavede et par kuskeslag på vej til dasset. Lod døren stå på klem for at lukke det sparsomme lys ind og lukke lugten af lort ud. Haspen gyngede i vinden. Fra toiletbrættet af skumplast havde jeg udsigt til gevirerne på jagthyttens røde gavl. Et par af dem havde jeg selv nedlagt. Jeg talte efter. Den største havde sytten takker. Ikke så dårligt. Jeg tørrede mig, og det var, som jeg troede. Jeg blødte. Hele tiden de forbandede småblødninger, sikkert overgangsalderen. Nogle stykker sammenfoldet toiletpapir måtte fungere som bind denne gang. Det smældede på taget. En kogle havde ramt blikpladerne. Jeg gik ud igen, krydsede mellem væltede træer og blåbærbuske. Tågen begyndte at lette, pludselig dukkede Sylarna og Storsnasen frem. Kort efter kunne man se de blålige fjelde helt ovre i Norge. Thomas rejste sig og fik jakken af. Han åbnede vanddunken og stak hænderne ind under vandstrålen. Det plaskede. “Hørte du for resten, at det var mord?”
9
Lysningen_TRYK.indd 9
21.12.2023 11.58
“Mord?” Jeg knappede gylpen i mine jeans og strammede bæltet. En smag af metal fyldte munden. “Den døde kvinde, som en jordejer fandt ved et jagttårn i skoven uden for Kall for en uge siden. Hun var åbenbart blevet myrdet.” Han rystede hænderne og tørrede sig i det tyndslidte håndklæde. “Hvad siger du?” Thomas studerede elgen et stykke tid. Et virvar af tynde ben og klove. Han havde den tryghed i sig, den, som var ligeglad med, hvor hurtigt en samtale skal forløbe for ikke at blive pinlig. Og med sådan nogle mennesker blev det heller aldrig pinligt. Førhen, da vennegruppen var intakt, havde vi jævnligt set hinanden. Det savnede jeg. “Ja, efterforskningslederen ringede i forgårs og fortalte det, fordi de ville have hjælp af os eftersøgningsjægere til at finde kvindens mobiltelefon, før de informerede pressen om, at der er mistanke om drab. Pressemeddelelsen burde i øvrigt være lagt ud nu.” “Jeg har ikke nået at læse nyheder endnu.” Det var løgn. Jeg havde ligget vågen siden klokken tre. Men i stedet for at begynde at surfe rundt havde jeg prøvet at falde til ro. Lyttet til de høje træer. Studeret soveværelsets skiften fra sort til mere og mere lysegråt. “Hvordan gik det så?” fortsatte jeg. Thomas gabte. “Jeg og to andre tog derhen, men vi kunne ikke finde noget.” “Hvorfor tog de torskehoveder ikke selv derhen?” “Politiet? De havde et ærinde to hundrede kilometer væk, som jeg forstod det.” Thomas skubbede kasketten længere bagud på hovedet. Jeg nikkede. Tænkte på de ord, som nogen havde overmalet bjergvæggen med en snes kilometer efter Åre. Her stopper loven, stod der. Vi stod midt i det lovløse. Vejløse. Rundtomkring var der
10
Lysningen_TRYK.indd 10
21.12.2023 11.58
kun skov og ingen bebyggelse ud over et par små grå bjælkehytter, som man måtte lede efter, hvis man ikke kendte stierne derhen. Thomas betragtede mig. Solen begyndte at bryde frem. En stråle skød frem som en pil og ramte hans mørke skæg. Jeg forstod, at han forventede flere spørgsmål. Hvem var hun, havde de arresteret nogen, var der nogen vidner. Men jeg besvarede hans blik med tavshed. “Kom nu, jeg har kendt dig hele livet, Vera. Kribler det ikke lidt i de gamle journalistfingre?” Jeg rystede på hovedet. Tanken om, at jeg var blevet tvunget væk fra den avis, som jeg havde viet mit liv til, gjorde stadig ondt. “Ikke det mindste.” Han hævede øjenbrynene. “Spekulerer du overhovedet ikke på, hvordan hun døde?” Jeg sukkede. “Okay, fortæl.” “Ifølge politiet var hun blevet udsat for et voldeligt overfald. Mere ved jeg ikke. Du burde måske tjekke op på det.” Til min overraskelse begyndte det at prikke under huden. Det gav et ryk i mig, som om jeg havde fået et mindre elektrisk stød, jeg havde næsten glemt, hvordan nysgerrigheden føles. Den, der tidligere havde været mit levebrød, føltes nu mest som et dumt, gammelt sår, jeg endelig var færdig med at pille i. Jeg rystede det af mig. Det holdt op med at prikke. “Thomas, jeg arbejder faktisk som hjælpelærer i Järpen nu,” sagde jeg og kiggede på klokken. Første lektion begyndte om halvanden time. Et vådt slør havde lagt sig over sædet på ATV’en. Væden trængte ind gennem bukserne, da jeg satte mig. “Og apropos det, så må jeg se at komme afsted, så jeg kan komme i skole.” Min bil stod med fuld tank nede i byen, og jeg skulle nok kunne nå det, hvis jeg trykkede speederen i bund. Afstande blev målt i timer, altid timer.
Lysningen_TRYK.indd 11
21.12.2023 11.58
“VIDSTE I, at løvsangeren har særlige steder, som den altid vender tilbage til for at synge?” spurgte Kurt og kiggede ud over klassen. Fra min plads ved væggen, længst tilbage i klasseværelset, kunne jeg ikke se, at blikket var rettet mod nogen bestemt. For ham havde eleverne for længst forvandlet sig til en samlet masse. Sådan blev det tilsyneladende for alle de lærere, der holdt længe ud. Al snak om, at lærergerningen skulle bygge på relationer, havde bare ført alle længere væk fra hinanden. Et forhold krævede mere, hvad ville der ske, hvis man ikke duede? Det var bedst at beskytte sig selv. Nu trak han lærredet ned og slukkede lyset. Kun en naturfagslærer kan for alvor tro, at nogen gider tænke på fugle på et sted, hvor døden har været på spil. Hele dagen har jeg forsøgt at undgå det, men snakken gik, den buldrede omkring mig, overalt. Lærere og elever var et udmattet folkefærd, og et udmattet folkefærd var lig med et blodtørstigt. Stemmerne steg og sank. De sagde, at morderen måtte have stået i mørket og ventet, luret på et kvindeligt offer med spinkle skuldre. Til sidst var hun kommet, lige så naiv og alene som elgtyren. Men hvem kunne bebrejde hende? Der havde ikke fandtes mordere i vores skove før nu. Thomas havde ret. Hvis alt havde været som før, havde jeg kastet mig over det, bidt mig fast, rullet rundt i bakkerne og ikke sluppet taget, før jeg havde fundet ud af, hvad der var sket. Men ingenting var som før. Jeg var på mange måder en anden nu. Med besvær manøvrerede Kurt sit korpus gennem halvmørket og hen til computeren. Han fandt sine briller i brystlommen på
12
Lysningen_TRYK.indd 12
21.12.2023 11.58
skovmandsskjorten, satte dem på næsen og begyndte at klikke rundt på skærmen. Sekunderne gik. Blev til minutter. Der skete ingenting. Cursoren fløj hid og did hen over skærmen. Jeg havde svært ved at lade være med at himle med øjnene. Endnu en teknisk idiot altså. Super. Eleverne forsøgte ikke engang at skjule deres skadefryd. De grinede åbenlyst, søgte hinandens blikke. Det ville jeg aldrig have turdet, da jeg gik det første år på gymnasiet for hundrede år siden. Jeg gjorde mig fri af væggen og gik derhen. Det gav et ryk i Kurt, som om han helt havde glemt min eksistens, men han overlod frivilligt styringen til mig. “Det er den der PowerPoint …” Han havde fået røde plamager på halsen. I løbet af et par sekunder lykkedes det mig at få gang i den, og skærmbilledet viste sig på lærredet. Et kort over Jämtland dukkede op. Eleverne piftede og klappede i hænderne. Kurt formede et stille “Tak, Vera” med læberne, inden han fortsatte. “Ja, som jeg sagde, løvsangeren vender altid tilbage til sine syngesteder. Et af stederne findes her ved Ånnsjön.” Den lange pegepind fulgte elven, som løb ud i søen, og den lave, lyse birkeskov, som jeg vidste voksede ved strandkanten. Lavfjeldets fugl. Jeg så mig omkring. Om kun kort tid ville klassen sprede sig i alle retninger. Knudepunktet Järpen ville løsne sig, sådan var det om fredagen. Flere piger havde allerede indhyllet sig i deres dunjakker, men det var sikkert nødvendigt, eftersom de kun havde tynde strømpebukser og Vans på. Jeg kunne høre min tidligere kollega Håkan Jönssons stemme på nyhedsredaktionen: “Hvad fanden, skal underkroppen til Bahamas, og overkroppen til Antarktis, eller hvad sker der?” Stoleskrab og hastig sammenpakning, nogen ridsede i bordet med skabsnøglen. En lyd, jeg havde lært at genkende. Det handlede ikke kun om drabet. Koncentrationen var ebbet ud for længe siden.
13
Lysningen_TRYK.indd 13
21.12.2023 11.58
Kurt talte for døve øren. Munden havde fået et hårdere drag, men den kværnede ufortrødent videre. “De flytter langt væk, når vinteren kommer, helt til Afrika, syd for Sahara. De flyver om natten, orienterer sig ved hjælp af stjernebilleder og solens op- og nedgang. Senere, når det begynder at blive forår igen, kommer de tilbage hertil for at bygge rede, parre sig og lægge æg. Og synge, selvfølgelig.” Jeg lukkede øjnene. Hørte løvsangerens bløde, lidt vemodige lyd. Jeg vidste, hvordan det føltes, først at runde hænderne om det lille hjerte, som hamrede så fortvivlet, og bagefter slippe taget om den gulgrønne krop. Hvor gerne jeg end ville beholde fuglen, var den nødt til at følge sit instinkt og slæbe sig fra det ene kontinent til det andet. Ti gram i måneskin. “Hvad med dem, der bliver?” Der var minsandten én, der var interesseret. Jeg så ikke, hvem der havde stillet spørgsmålet. Kurt vendte sig mod stemmen. “De er færre, meget færre end trækfuglene. Men de tilpasser sig kulden, mørket og knapheden. Visse arter flytter sig fra sted til sted for at finde næring. De er sande overlevere. Standfuglene.” Det ringede ud. Kurt flygtede som en politiker fra et stort presseopbud. Jeg bandede og stillede bænkene tilbage på lige rækker, viskede tavlen ren og stillede stolene op på bordene af hensyn til rengøringen. Så gik jeg hen på lærerværelset i mine brune Birkenstock. Gangene var blevet tømt i løbet af et par minutter. Vips, var de væk. Ventilatorerne var holdt op med at snurre. Man kunne ikke engang høre mine fodtrin. På dette sted var jeg sådan en, der listede. Ulla stod ved køkkenbordet og havde skruet helt op for vandhanen. De andre var styrtet hjem til Vild med dans-hyggen og havde efterladt deres rod på skrivebordene. På mandag ville de blive mødt af kaffekopper med mørke, fastgroede rande i bunden.
14
Lysningen_TRYK.indd 14
21.12.2023 11.58
Jeg var også på vej væk, selvom jeg ikke havde noget særligt, jeg skulle, ved nærmere eftertanke overhovedet ikke noget. Hvordan havnede jeg her? Jeg, der altid havde hadet at gå i skole, havde arbejdet på gymnasiet i over et år, og mit teenagejeg strittede imod hver eneste dag. Med skræk mindedes jeg den ensomme gang gennem Glashallen, hvor de seje sad og vurderede de forbipasserendes røve. Firkantet, rund eller timeglasfacon. Jeg var en skæv firkant. En rombe. Mine skarpe hofter fik hele kroppen til at se kantet ud. Min mund gik op i den ene side og ned i den anden. Som et reb, man kastede ud i luften. Det gjorde hele ansigtet lidt skævt. Levan havde kaldt mig Jack Nicholson. Han havde elsket mit ulvesmil. Det gjorde han faktisk engang. Hidtil havde jeg anset jobbet som hjælpelærer som noget midlertidigt, men måske var det sådan her, det skulle være fremover? Jeg ville komme til at vænne mig til lugten af minestronesuppe og indtørrede drømme. Ikke så mærkeligt, at lærerne gik omkring og vuggede med deres bogvogne. Mine Dr. Martens stod under stumtjeneren, hvor vindjakken hang. Jeg havde ikke kunnet finde nogen anden efterårsjakke, da jeg kom hjem. Den grønne jakke lå sikkert i en af flyttekasserne sammen med resten af mit liv. Jeg råbte i retning af køkkenbordet: “Jeg siger farvel og god weekend og alt det der!” Ulla vendte sig om, lyste op. Hun begyndte at gestikulere med sine våde hænder. “Sikke en dag, hvad? Så meget bekymring, så mange telefonopkald.” Jeg nikkede. Hun rystede på hovedet og sænkede stemmen. “Vi må være taknemmelige for, at det ikke var en af vores elever, mange bor jo faktisk der på bagsiden af Åreskutan.” Stemmen skiftede toneleje. “Og tænk, hvis det havde været en turist. Så ville der selvfølgelig være blevet en fandens ballade.”
15
Lysningen_TRYK.indd 15
21.12.2023 11.58
Sådan en slags kvinde, ja. En virksomhedsejer eller måske endda en kendis. Stive pander og dyre dunjakker. Skarpe kreditkort i inderlommen og hæle, der krævede en hård overflade. Det ville have set skidt ud for turismen. Men nej, risikoen var ikke stor. De kvinder kunne roligt fortsætte med at føre champagneglasset til deres opsvulmede læber, når de sad på en efterårsåben afterski-veranda på solsiden i tryg forvisning om, at alt var til for dem. De behøvede ikke at kontakte de kommunale fritidstilbud for at låne udstyr og få noget at vide. Ulla vaskede sin madkasse af nu. Den hårde, hvide børste blev hurtigt farvet rødlig af den olie, der havde lagt sig i plastikkens kanter. “Du, jeg tænkte på om 2. g’erne skulle prøve at skrive noget skønlitterært, måske ud fra et minde, der betyder meget for dem. En A4-side er vel overkommeligt. Det tror jeg vil være en god øvelse.” “Det lyder rigtig godt.” Smilet var langt væk, men jeg pressede det frem og stoppede min egen uvaskede madkasse, der havde indeholdt en klapsammen med ost, uden smør, fordi jeg ikke havde mere, i en gammel pose fra Systembolaget. “Det ville selvfølgelig være godt, hvis du kunne nå at læse op på de skønlitterære virkemidler i undervisningsplanen, så du også kan være behjælpelig. Der er mange elever, der kæmper med det der.” Hun tørrede madkassen overdrevet omhyggeligt og lagde den ned i en designerpose fra Clas Ohlson. Af en eller anden grund havde hun allerede trukket sin halsedisse over hovedet. Jeg ville kunne udpege en lærer blandt tusind andre. Halsedisse, rygsæk og cykelhjelm. Praktisk flyverdragt, som de viklede sig ud af efter en solid morgentur til jobbet. “Okay, jeg gør det i weekenden.” “Super! Men sørg nu for guds skyld også for at holde lidt fri.
16
Lysningen_TRYK.indd 16
21.12.2023 11.58
Det her job suger al saft og kraft ud af én. Kra-a-aft. Jeg ved jo, hvad jeg skal lave på søndag.” Ulla sukkede og viftede demonstrativt med hånden over mod sit skrivebord, hvor bunkerne med urettede opgaver i svensk tårnede sig op. Ved siden af lå nydelige stabler af slidte eksemplarer af selvhjælpsbøger. Lær at sige nej, Selvindsigt nu! og Tag magten over dit liv. “Undervisningsbranchen altså,” sagde jeg i et tonefald fuld af betydning, men det betød ikke en pind. Undervisningsbranchen var den slappeste branche, jeg nogensinde havde prøvet. Og også den sørgeligste. Alle ville bare væk. Eleverne ville hjem til et sted, hvor de kunne sidde i fred med deres mobiltelefoner. Lærerne ville hjem til, ja, til hvad? Jeg anede ikke, hvad de gik og syslede med i fritiden her om efteråret. Stavgang og svampeplukning måske. De kogte sikkert deres egen fiskebouillon og støbte deres egne fade i beton. Al den skinhellige dygtighed var til at brække sig over. Lærerne var de tåber, jeg forsøgte at undgå som ung, og den prægtighedsmafia, jeg hidtil havde undgået som voksen. Døren smækkede tungt i bag mig. Låsen snurrede, da den gik tilbage til sin tidligere position; her var ingen adgang for uvedkommende. En eneste elev sad tilbage i opholdsrummet udenfor med næsen i Snapchat. Sofahynderne rundtomkring bar stadig aftryk af menneskelige kroppe og så underligt forladte ud. “Er du kommet for sent til bussen, Wilma?” Hun kiggede op. “Nej, jeg venter på at blive hentet, min mor vil ikke have, at jeg skal gå hjem fra busstoppestedet.” Underlæben blev skudt frem. “Okay, ja, i dag er alle nok forsigtige,” sagde jeg og smilede. “Der er heller ikke nogen vejbelysning det sidste stykke.” Hun spærrede øjnene op. “Min mor hørte, at den døde kvinde var hængt op i et jagttårn. Hvor er det skræmmende!”
17
Lysningen_TRYK.indd 17
21.12.2023 11.58
“Ja, det hørte jeg også, men der er ikke nogen, som ved noget med sikkerhed endnu.” Jøsses, nogen burde virkelig redde os ud af denne suppedas. Det eneste, der voksede i underbemandingens tid, var monstre. “Nej, selvfølgelig.” Hun bed sig i underlæben og vendte tilbage til Snapchat. Tommelfingrene trommede over mobilen, det glimtede i hendes ansigt. Udenfor så alt ud som i en turistbrochure. Klar, blå himmel, pletter af gult i birketræernes kroner, en prangende udsigt. Jeg hadede det. Sådan blev det, når september gav efter for det, sommeren som regel havde klaret at holde på afstand. Det smukke vejr. Jeg længtes efter novembermørkets angreb. Det, der slog til som en tyv om natten hver dag allerede efter frokost. Mine hæle smældede mod jorden på vej til skolens personaleparkering, indtil videre har jeg ikke sjosket rundt her på fuld tid. Facebook svømmede over med ture til fjeldet, der kunne styrke og stramme op, men jeg ville bare hjem til sofaen i Ånn. Lægge mig, så lang jeg var, og kigge på, hvordan solen sendte støvede stråler af lys ind mellem persiennerne og fjernsynet. Helst ville jeg have, at det skulle regne, at himlen skulle blive foruroligende tæt og tåget, perfekt til at se en hel tv-serie i træk. Hverken Åsa eller Linda havde markeret, at de syntes godt om min seneste statusopdatering om, at jeg var begyndt at arbejde igen efter sommerferien. Det ville de formentlig heller aldrig gøre. Bilen stod og ventede på mig. Jeg kørte ud på landevejen. Asfalten blændede mig, så jeg klappede solskærmen ned. Selv den lille bevægelse med armen føltes tung. Seksoghalvtreds år. Der var kun et øjeblik tilbage af det, jeg engang troede var evigheden. Det stak i mig. En tynd, grå hinde havde lagt sig over mit ansigt, hen over øjnene. Jeg prøvede konstant at vifte den væk, som om jeg forsøgte at finde resterne efter en stor brand. Ingen roller var mine længere. Nogle havde aldrig været mine. Ingen kaldte mig ung og lovende
18
Lysningen_TRYK.indd 18
21.12.2023 11.58
længere, ungdommen i sig selv havde ellers gjort mig eftertragtet, både i arbejdslivet og hos det modsatte køn. En dag opdagede jeg bare, at alt var forbi. Jeg var blevet usynlig, tit gik jeg omkring og ønskede, at nogen skulle male mig frem igen. Jeg var aldrig blevet mor, ville ikke blive mormor eller farmor. Havde aldrig været søster og ville ikke blive faster eller moster. Datter var jeg stadigvæk, et lille stykke tid endnu. Jeg burde være blevet noget bedre. Hvad var der tilbage nu?
Lysningen_TRYK.indd 19
21.12.2023 11.58