Mørket_TRYK.indd 2
19.11.2020 10.58
RAGNAR JÓNASSON
MØRKET På dansk ved Rolf Stavnem
k ri m i
GADS FORLAG
Mørket_TRYK.indd 3
19.11.2020 10.58
Mørket er oversat fra islandsk af Rolf Stavnem efter Dimma Copyright © Jónasson, Ragnar, 2015 Dansk udgave copyright © Gads Forlag 2020 Published by agreement with Copenhagen Literary Agency ApS, Copenhagen 1. udgave, 1. oplag Omslagsdesign: © Penguin Random House UK Dansk versionering: Harvey Macaulay, Imperiet Forsidefoto: Arcangel Bogen er sat med Garamond hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook, Sverige ISBN: 978-87-12-06178-6 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng. Enhver lighed med virkelige eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig. En særlig tak til Haukur Eggertsson for eksperthjælp om fjeld- og højlandsture og til anklager Hulda María Stefánsdóttir for eksperthjælp om politiets arbejdsprocedurer. Denne oversættelse har fået støtte fra Nordisk Ministerråd
Mørket_TRYK.indd 4
19.11.2020 10.58
Til mor
Mørket_TRYK.indd 5
19.11.2020 10.58
Mørket_TRYK.indd 6
19.11.2020 10.58
Første dag
Mørket_TRYK.indd 7
19.11.2020 10.58
Mørket_TRYK.indd 8
19.11.2020 10.58
1 “Hvordan fandt du mig?” spurgte kvinden. Hendes stemme skælvede, og hun havde et skræmt udtryk i ansigtet. Politikommissær Hulda Hermannsdottir mærkede sin interesse blive vakt, selv om hun med sine mange års erfaring vidste, at man måtte forvente en vis nervøsitet fra dem, man afhørte, selv hvis de ikke havde noget at skjule. Det var simpelthen bare altid skræmmende at blive udspurgt af politiet, uanset om det var en formel afhøring nede på stationen eller en uformel snak som denne. De sad over for hinanden i en tarvelig kaffestue ved siden af personalekantinen på det plejehjem i Reykjavik, hvor kvinden arbejdede som SOSU-assistent. Hun var omkring 40, havde kortklippet hår, så træt ud og var tydeligvis befippet over Huldas uventede besøg. Det kunne der selvfølgelig være en uskyldig forklaring på, men Hulda var næsten sikker på, at kvinden havde noget at skjule. Gennem årene havde hun talt med så mange mistænkte, at hun havde udviklet en god evne til at fornemme, når nogen forsøgte at binde hende noget på ærmet. Nogle ville kalde det intuition, men det ord afskyede Hulda og mente, at det snarere dækkede over dovent politiarbejde.
9
Mørket_TRYK.indd 9
19.11.2020 10.58
“Hvordan jeg fandt dig?” gentog hun roligt. “Ville du da ikke findes?” Det var at fordreje kvindens ord, men hun måtte finde en måde at få skred i samtalen på. “Hvad? Jo …” En lugt af kaffe hang i luften – duft kunne man ikke kalde det – det trange rum var mørkt, og møblerne var udrangerede og institutionsbrune. Kvinden havde lagt sin hånd på bordet. Da hun løftede den op til sin kind, efterlod den en fugtig plet på bordet. Under normale omstændigheder ville Hulda have glædet sig over et så tydeligt tegn på at have fat i den skyldige, men denne gang mærkede hun ikke noget af den sædvanlige tilfredsstillelse. “Jeg er kommet for at spørge dig om en hændelse i sidste uge,” fortsatte Hulda efter en kort pause. Vanen tro talte hun hurtigt, hendes stemme var venlig og energisk og en del af den positive fremtoning, som hun havde påtaget sig i sit professionelle virke, selv når det drejede sig om tunge opgaver som denne. Når hun var alene hjemme om aftenen, var hun helt anderledes, så var alle hendes energidepoter tomme, og det gjorde hende til et let bytte for udmattelse og sortsyn. Kvinden nikkede. Det var oplagt, at hun vidste, hvad der var på vej. “Hvor var du fredag morgen?” Svaret kom prompte: “På arbejde, så vidt jeg husker.” Hulda følte sig næsten lettet over, at kvinden ikke havde tænkt sig at opgive sin frihed uden kamp. “Er du sikker på det?” spurgte hun og lænede sig tilbage i stolen med armene over kors, hendes sædvanlige positur under afhøringer, mens hun
10
Mørket_TRYK.indd 10
19.11.2020 10.58
omhyggeligt betragtede kvindens reaktion. Nogle ville opfatte den positur som defensiv eller udtryk for manglende empati. Defensiv? Som om. Det var simpelthen for at forhindre, at hænderne distraherede hende, når hun havde brug for at koncentrere sig. Hvad angik mangel på empati, kunne hun ikke se nogen grund til at investere flere følelser, end hun gjorde i forvejen. Arbejdet tog allerede en rigelig stor bid af hende. Hun vidste, at hun foretog sine undersøgelser så samvittighedsfuldt og dedikeret, at det grænsede til det maniske. “Er du sikker?” gentog hun. “Det kan vi let kontrollere. Du ønsker vel ikke at blive grebet i en løgn.” Kvinden sagde ikke noget, men hendes ubehag var tydeligt. “En mand blev ramt af en bil,” sagde Hulda nøgternt. “Nå?” “Ja, det må du have set i nyhederne.” “Hvad? Jo, måske.” Efter en kort pause tilføjede kvinden: “Hvordan har han det?” “Han overlever, hvis det er det, du fisker efter?” “Nej, egentlig ikke … jeg …” “Men han vil aldrig komme sig helt. Han er stadig i koma. Du har altså hørt om hændelsen?” “Jeg … jeg må have læst om det …” “Det blev ikke nævnt i aviserne, men manden har en dom for pædofili.” Da kvinden ikke reagerede, fortsatte Hulda: “Men det vidste du sikkert godt, da du kørte ham ned.” Stadig ingen reaktion. “Han blev idømt fængselsstraf for en del år siden og har afsonet sin straf.”
11
Mørket_TRYK.indd 11
19.11.2020 10.58
Kvinden afbrød hende: “Hvad får dig til at tro, at jeg har noget med det at gøre?” “Som jeg sagde, han havde afsonet sin straf. Men vi opdagede under vores efterforskning, at det ikke var ensbetydende med, at han var holdt op. Vi havde nemlig grund til at tro, at flugtbilistens påkørsel ikke var en ulykke, så vi gennemsøgte hans lejlighed for at finde et muligt motiv. Og da fandt vi alle billederne.” “Billederne?” Nu så kvinden virkelig rystet ud. “Af hvad?” Hun holdt vejret. “Børn.” Kvinden ville tydeligvis spørge om mere, men beherskede sig. “Deriblandt din søn,” tilføjede Hulda som svar på det spørgsmål, der ikke var blevet stillet. Tårerne begyndte at trille ned ad kvindens ansigt. “Billeder … af min søn?” stammede hun og trak vejret oven i et hulk. “Hvorfor anmeldte du ham ikke?” spurgte Hulda og prøvede at undgå at få det til at lyde som en anklage. “Hvad? Det ved jeg ikke. Det burde jeg selvfølgelig … Men det var af hensyn til ham. Af hensyn til min søn. Jeg kunne ikke få det over mit hjerte at gøre det mod ham. For så skulle han … fortælle om det, vidne i retten. Måske var det forkert af mig …” “At køre manden ned? Ja, det var det.” Efter en kort tøven fortsatte kvinden: “Jo … men …” Hulda ventede for at give plads til kvindens indrømmelse. Alligevel oplevede hun ikke den sædvanlige tilfredsstillelse ved at opklare en sag. Normalt fokuserede hun på at være
12
Mørket_TRYK.indd 12
19.11.2020 10.58
dygtig til sit arbejde og var stolt af de vanskelige sager, hun havde opklaret gennem årene. Problemet var her, at hun ikke var overbevist om, at kvinden foran hende var den egentlige skurk i denne sag, selv om hun var skyldig. Om noget var det hende, der var offeret. Nu hulkede kvinden ukontrollabelt og sagde: “Jeg … jeg holdt øje …” men brød af og var ude af stand til at fortsætte. “Du holdt øje med ham? Bor I ikke i det samme kvarter?” “Jo,” hviskede kvinden og fik sin stemme under kontrol, mens vreden pludselig indgød hende styrke. “Jeg holdt øje med svinet. Jeg kunne ikke udholde tanken om, at han måske fortsatte med at gøre de der ting. Konstant vækkes jeg af mareridt om, at han har udset sig et endnu et offer. Og … og … at det alt sammen er min skyld, fordi jeg ikke anmeldte ham, forstår du?” Hulda nikkede. Hun var med. “Så fik jeg øje på ham ved skolen. Jeg havde netop kørt min søn derhen. Jeg parkerede og holdt øje med ham – han snakkede med nogle drenge med det der … det der ækle smil. Han blev bare hængende på legepladsen, og det gjorde mig vanvittig rasende. Han var ikke holdt op – det gør mænd som ham aldrig.” Hun tørrede kinderne, men tårerne fortsatte med at trille ned ad dem. “Så sandt.” “Pludselig ud af det blå opstod chancen. Da han forlod skolen, fulgte jeg efter ham. Han krydsede vejen. Der var ikke andre i nærheden, ingen så mig, så jeg jokkede på speederen. Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte, egentlig tænkte jeg slet ikke.” Kvinden brød igen ud i høje hulk og begravede sit ansigt i
13
Mørket_TRYK.indd 13
19.11.2020 10.58
hænderne, før hun skælvende fortsatte. “Jeg ville ikke slå ham ihjel, det tror jeg i hvert fald ikke. Jeg var bare bange og vred. Hvad vil der ske med mig nu? Jeg kan ikke … jeg kan ikke sidde i fængsel. Der er kun os to, min søn og mig. Hans far er håbløs. Det er helt udelukket, at han vil tage sig af ham.” Uden et ord rejste Hulda sig og lagde en hånd på kvindens skulder.
Mørket_TRYK.indd 14
19.11.2020 10.58
2 Den unge mor stod ved ruden og ventede. Hun var som sædvanlig klædt pænt på til besøget. Hendes bedste frakke så lidt lurvet ud, men økonomien var stram, så det måtte række. De lod hende altid vente, som om de ville straffe hende for hendes fejltagelse ved at give hende muligheden for at tænke over, hvad hun havde gjort galt. For at gøre det hele værre regnede det udenfor, og hendes frakke var våd. Der gik adskillige minutter, de føltes som en tyst evighed, inden en sygeplejerske endelig trådte ind i rummet med den lille pige i favnen. Morens hjerte sprang et slag over, hvad det altid gjorde, når hun så sin datter gennem ruden. Mismod og desperation vældede op i hende, men hun gjorde et tappert forsøg på at skjule det. Selv om barnet kun var seks måneder gammelt – faktisk på dagen – og næppe ville kunne huske noget som helst om besøget, følte moren instinktivt vigtigheden af, at alle de minder, barnet måtte få, var positive, at disse besøg skulle være lykkelige stunder. Men pigen så langtfra lykkelig ud, og hvad der var værre, så reagerede hun stort set ikke på kvinden på den anden side
15
Mørket_TRYK.indd 15
19.11.2020 10.58
af ruden. Hun kunne lige så godt have kigget på en fremmed – en tilfældig kvinde i en våd frakke, som hun aldrig havde set før. Selv om det ikke var længe siden, at hun havde ligget i sin mors arme på fødestuen. Kvinden fik lov til at aflægge besøg to gange om ugen. Det var ikke nok. Hver gang hun kom, mærkede hun afstanden mellem dem vokse. Kun to besøg om ugen og en glasrude imellem dem. Moren forsøgte at sige noget til sin datter, forsøgte at tale gennem ruden. Hun vidste, at der var lydt nok, men hvad ville ord nytte? Den lille pige var ikke stor nok til at forstå. Det, hun havde brug for, var at blive vugget i sin mors arme. Kvinden holdt tårerne tilbage og smilede til sin datter, mens hun med lav stemme fortalte, hvor meget hun elskede hende. “Sørg for at få spist nok,” sagde hun. “Vær en sød pige.” Allermest ville hun bare knuse ruden og rive barnet ud af plejerens arme, holde hende tæt ind til sig og aldrig mere give slip. Uden at være klar over det var hun trådt helt hen til ruden. Hun bankede let på den, og den lille piges mund formede sig til et svagt smil, der smeltede morens hjerte. Den første tåre flød over og trillede ned ad kinden. Hun bankede en smule højere, men det fik det til at gibbe i barnet, der også begyndte at græde. Ude af stand til at beherske sig begyndte moren at hamre hårdt på ruden, mens hun råbte: “Giv mig hende, jeg vil have min datter!” Sygeplejersken rejste sig og forlod straks rummet med barnet, men selv da kunne moren ikke holde op med at banke og råbe.
16
Mørket_TRYK.indd 16
19.11.2020 10.58
Med et mærkede hun en bestemt hånd på sin skulder. Hun holdt op med at banke på glasset og så på den ældre kvinde, der stod bag hende. De havde mødt hinanden før. “Du ved godt, at det her ikke går an,” sagde kvinden venligt. “Vi kan ikke tillade dig at komme på besøg, hvis du laver så meget postyr. Du skræmmer din lille pige.” Ordene rungede i morens hoved. Hun havde hørt det hele før. Det var i barnets egen interesse ikke at knytte for tætte bånd til sin mor. Det ville kun gøre ventetiden mellem besøgene vanskeligere. Hun måtte forstå, at denne ordning var for hendes datters skyld. Det gav overhovedet ingen mening for hende, men hun lod, som om hun forstod, fordi hun var rædselsslagen for ikke at få lov til at komme på besøg. Da hun var tilbage udenfor i regnen, besluttede hun sig for, at så snart de igen var forenet, ville hun aldrig med et eneste ord nævne denne tid, ruden og den tvungne adskillelse, for sin datter. Hun håbede bare, at den lille pige ikke ville huske noget.
Mørket_TRYK.indd 17
19.11.2020 10.58
Mørket_TRYK.indd 18
19.11.2020 10.58
3 Da Hulda var færdig med at afhøre kvinden, nærmede klokken sig seks, så hun tog direkte hjem. Hun skulle tænke over sagen, inden hun tog næste skridt. Sommeren var på vej, og dagene blev længere, men der var ikke nogen spor af solen, kun regn og mere regn. I hendes erindring plejede somrene at være lysere og varmere, badet i solskin. Alle de minder, faktisk var der alt for mange. Det var ikke til at tro, at hun snart blev 65. Hun følte sig ikke som en, der var halvvejs gennem tresserne, eller kunne se halvfjerdserne true i horisonten. At acceptere sin alder var én ting, men at acceptere inden længe at skulle på pension var en helt anden sag. Der var imidlertid ingen vej udenom. Alt for snart ville hun være pensionist. Ikke fordi hun vidste noget som helst om, hvordan en person i hendes alder burde have det med det. Hendes mor havde været en gammel kone som tresårig, hvis ikke tidligere, men nu hvor det var Huldas tur, mente hun ikke at kunne mærke nogen forskel mellem at være 44 og 64. Måske var hun lidt mindre udholdende end dengang, men det var ikke noget, der sprang
19
Mørket_TRYK.indd 19
19.11.2020 10.58
i øjnene. Hendes syn var stadig temmelig godt, men hendes hørelse var dog ikke, hvad den havde været. Hun holdt sig også i god form, hvad der skyldtes hendes glæde ved friluftsliv. Jamen hun havde endda papir på, at hun ikke var nogen gammel kvinde. “I glimrende form,” havde den unge læge sagt – naturligvis alt for ung til at være læge – sidst hun var til sundhedstjek. Rent faktisk havde han sagt “i glimrende form for din alder”. Hun holdt figuren, og hendes korte hår var naturligt mørkt med kun enkelte grå hår hist og her. Det var kun, når hun så sig selv i spejlet, at hun bemærkede tidens tand. Indimellem kunne hun ikke tro sine egne øjne og tænkte, at personen i spejlet var en fremmed, som hun helst ikke ville vide af, selv om ansigtet virkede bekendt. Rynkerne her og der, poserne under øjnene, den slappe hud. Hvem var den kvinde, og hvad bestilte hun i Huldas spejl? Hun sad i den gode lænestol, hendes mors stol, og stirrede ud ad stuevinduet. Det var ikke den store udsigt, men nogenlunde hvad man kunne forvente fra fjerde sal i en boligblok i byen. Det havde ikke altid være sådan. Indimellem tillod hun sig selv at længes en smule efter gamle dage, efter familielivet i huset ved havet på Alftanes. Tillod sig selv at huske. Fuglene havde sunget så meget højere og mere insisterende der, man skulle bare træde ud i haven for at være tæt på naturen. Selvfølgelig blæste det meget så tæt ved havet, men den friske havluft, på trods af at den var så kold, havde været en livsnødvendighed for Hulda. Hun plejede at stå på stranden neden for deres hus, lukke øjnene og lade sig fylde af naturens lyde – bølgernes brus, mågernes skrig – og bare trække vejret.
20
Mørket_TRYK.indd 20
19.11.2020 10.58
Årene var gået så hurtigt. Det føltes, som om det var for nylig, at hun blev mor, at hun blev gift. Talte hun imidlertid årene, indså hun, at det var en menneskealder siden. Tid var som en harmonika, et minut var sammenpresset, det næste strakt ud i det uendelige. Hun vidste, at hun ville komme til at savne sit arbejde på trods af alle de gange, hun havde følt sig forurettet over, at der ikke var blevet sat pris på hendes evner. På trods af det glasloft, hun så ofte havde slået hovedet mod. Sandheden var, at hun frygtede at blive ensom, selv om der muligvis var et lyspunkt forude. Hun vidste stadig ikke, hvor hendes venskab med manden fra vandreklubben var på vej hen, men de muligheder, det venskab åbnede op for, var både forjættende og foruroligende. Hun havde mere eller mindre været enlig, siden hun blev enke, og i begyndelsen havde hun heller intet gjort for at opmuntre mandens tilnærmelser. Hun havde vedholdende fokuseret på ulemperne ved forholdet og bekymret sig over sin alder, hvad der ikke lignede hende. Som regel gjorde hun sit bedste for at glemme den og anså sig selv for at være ungdommelig af sind. Men denne gang var tallet – 64! – kommet i vejen. Hun blev ved med at spørge sig selv, om det virkelig var en god idé at indlede et nyt forhold i den alder, men indså snart, at det kun var en dårlig undskyldning for ikke at gribe chancen. Hun var bange, så enkelt var det. Hvad der end skete, var Hulda fast besluttet på at gå langsomt frem. Der var ingen grund til at gøre noget overilet. Hun kunne godt lide ham og kunne sagtens forestille sig at tilbringe sit livs efterår sammen med ham. Det var ikke kærlighed – hun havde glemt, hvordan det føltes – men kærlighed var ikke en
21
Mørket_TRYK.indd 21
19.11.2020 10.58
forudsætning for hende. De delte en lidenskab for friluftsliv, hvad man ikke kunne tage for givet, og hun befandt sig godt i hans selskab. Men hun vidste, at der var endnu en grund til, at hun var gået med til at se ham igen efter det første stævnemøde. Skulle hun være ærlig, handlede det om den forestående pension. Hun kunne ikke udholde tanken om at blive gammel alene.
Mørket_TRYK.indd 22
19.11.2020 10.58
4 E-mailen bekymrede Hulda, selv om forespørgslen forekom ganske uskyldig. Hendes chef ønskede at møde hende klokken ni samme morgen for at tale om tingene. E-mailen var blevet sendt sent aftenen før, hvad der i sig selv var usædvanligt, og det lignede ham slet ikke at ville begynde dagen med at “tale om tingene” med hende. Hulda var vant til at se ham holde uformelle morgenmøder, men hun var aldrig selv blevet inviteret med til et. De arbejdsmøder handlede mere om, at drengene kunne hænge ud sammen, og hun var absolut ikke del af den klike. Trods alle årene i en ansvarsfuld stilling havde hun stadig en følelse af ikke at nyde fuld tillid fra sine overordnede – eller fra sine underordnede for den sags skyld. Ledelsen havde ikke været i stand til at ignorere hende fuldstændig, når det kom til forfremmelser, men hurtigt ramte hun glasloftet. De stillinger, hun søgte om, blev ved med at blive besat af yngre, mandlige kolleger, og til sidst havde hun affundet sig med tingenes tilstand. I stedet for at stræbe efter flere hædersbevisninger havde hun så vidt muligt valgt at slå sig til ro med posten som politikommissær.
23
Mørket_TRYK.indd 23
19.11.2020 10.58
Derfor var det med en vis bekymring, at hun gik hen ad gangen mod Magnus’ kontor. Han besvarede hendes banken med det samme, var som sædvanlig imødekommende, men Hulda fornemmede, at venligheden ikke stak særlig dybt. “Tag plads, Hulda,” sagde han på en måde, der for hende lød nedladende, bevidst eller ej, og den fik hende til at rejse børster. “Jeg har en masse at lave,” sagde hun. “Er det vigtigt?” “Tag plads,” gentog han. “Vi har brug for en lille snak om din situation.” Magnus var i begyndelsen af fyrrerne og var steget hurtigt i graderne, han var høj og sund at se på, men dog usædvanlig tyndhåret på toppen for en mand af hans alder. Hun satte sig ned og fik bange anelser. Hendes situation? “Du har ikke langt igen,” begyndte Magnus og smilede. Da Hulda ikke sagde noget, rømmede han sig og forsøgte en gang til, nu lidt mere akavet: “Jeg mener, det her år er dit sidste hos os, ikke sandt?” “Jo, det er rigtigt,” sagde hun tøvende. “Jeg går på pension ved årsskiftet.” “Netop. Sagen er …” Han afbrød sig selv, som om han ville vælge sine ord med omhu: “Vi får en ny ung mand i næste måned. En mand, der virkelig skaber resultater.” Hulda var stadig ikke sikker på, hvor samtalen ledte hen. “Han skal tage over efter dig,” fortsatte Magnus. “Vi har været utrolig heldige at få ham. Han kunne have landet et job i udlandet eller i det private erhvervsliv.” Det var som at få en knytnæve i maven. “Hvad? Tage over efter mig? Hvad … mener du?” “Han skal overtage dit job og dit kontor.”
24
Mørket_TRYK.indd 24
19.11.2020 10.58
Hulda var målløs. Tankerne ræsede rundt i hendes hoved. “Hvornår?” spurgte hun hæst og fik styr på stemmen igen. “Om to uger.” “Men … hvad skal der så ske med mig?” Hun følte sig helt fladmast over nyhederne. “Du kan holde op nu, med det samme. Du har alligevel ikke lang tid tilbage. Der er kun tale om at rykke din sidste arbejdsdag et par måneder frem.” “Holde op? Nu med det samme?” “Ja. Med fuld løn, selvfølgelig. Du er ikke blevet fyret, Hulda, du tager bare et par måneders orlov, hvorefter du fortsætter direkte på pension. Det vil ikke påvirke det beløb, du får udbetalt. Der er ingen grund til at se så overrasket ud. Det er en god aftale. Jeg prøver ikke at snyde dig for dine penge.” “En god aftale?” “Helt sikkert. Så får du mere tid til dine hobbyer. Mere tid til …” Hans ansigtsudtryk afslørede, at han ikke havde nogen idé om, hvad hun foretog sig i sin fritid. “Mere tid sammen med …” Igen kunne han ikke fuldende sætningen. Han burde vide, at Hulda ikke havde nogen familie. “Det er et venligt tilbud, men jeg har ikke lyst til at gå tidligere på pension,” sagde Hulda stift og forsøgte at få sin mimik under kontrol. “Men tak alligevel.” “Det er egentlig ikke noget tilbud. Jeg har allerede truffet min beslutning.” Magnus’ stemme var blevet skarpere. “Din beslutning? Har jeg ikke noget at skulle have sagt?” “Beklager, Hulda. Vi har brug for dit kontor.” Og du vil gerne have et yngre team omkring dig, tænkte hun. “Er det takken?” Hun kunne høre en skælven i sin stemme.
25
Mørket_TRYK.indd 25
19.11.2020 10.58
“Tag det nu ikke på den måde. Det har ikke noget med dine evner at gøre. Kom nu, Hulda. Du ved, at du er en af de bedste efterforskere, vi har – det ved vi begge to.” “Hvad med mine sager?” “Jeg har allerede fordelt de fleste af dem til de andre i teamet. Inden du går, kan du tage en snak med den nye mand og sætte ham ind i sagerne. Den største sag, du har for øjeblikket, er ham den pædofile, der blev kørt ned af en flugtbilist. Har du gjort nogen fremskridt i den?” Hun tænkte sig om et øjeblik. Det ville være godt for hendes ego at slutte af med en succes, sagen er afsluttet, tilståelsen er i hus. En kvinde havde i et pludseligt anfald af vanvid taget loven i egen hånd for at forhindre, at flere børn kom i kløerne på en pædofil. Måske var der et element af retfærdighed i overfaldet, en retfærdig hævn … “Den sag er jeg desværre ikke i nærheden af at løse,” sagde hun efter en kort pause. “Spørger du mig, var det formentlig en ulykke. Jeg vil anbefale, at sagen foreløbig henlægges i håb om, at bilens fører snart selv melder sig.” “Hmm, godt. Okay, fint. Vi arrangerer en lille reception for at tage ordentlig afsked med dig senere i år, når du officielt går på pension. Men du må gerne rydde dit bord i dag.” “Vil du gerne have, at jeg holder op … i dag?” “Ja, hvis du vil. Du kan også blive et par uger til, hvis du hellere vil det.” “Ja tak,” sagde hun og fortrød straks sit ‘tak’. “Jeg holder op, når den nye mand begynder, men indtil da vil jeg fortsætte med at arbejde på mine sager.” “Som jeg sagde, er de alle blevet fordelt mellem de andre
26
Mørket_TRYK.indd 26
19.11.2020 10.58
i teamet. Men, jo, du kan vel altid kigge lidt på en cold case. Hvad du end måtte have lyst til. Hvordan lyder det?” Hun følte en pludselig trang til at springe op og storme ud for aldrig mere at vende tilbage, men den tilfredsstillelse skulle han ikke have. “Fint, det gør jeg. Hvilken som helst sag?” “Øh ja, helt sikkert. Hvad som helst du har lyst til, og som kan holde dig beskæftiget.” Hulda fik en klar fornemmelse af, at han bare ønskede at få hende ud af kontoret for at kunne tage sig af mere presserende ting. “Perfekt. Så vil jeg forsøge at holde mig selv beskæftiget,” sagde hun sarkastisk, rejste sig og forlod kontoret uden noget farvel eller tak.
Mørket_TRYK.indd 27
19.11.2020 10.58