Matrix

PAGE 1 - PRESENTATION ONLY - NOT PRINT

”En enestående roman fuld af sprudlende liv og mod.”

The Guardian

“En modig og original fortælling baseret på 1100-tals-digteren Marie de Frances myteomspundne liv.”

”En overbevisende moderne roman om lederskab, ambition og skaberkraft og om individers fælles liv.”

The Guardian

Publishers Weekly

“En inspirerende roman … Matrix fremstiller kompleksiteten ved at være kvinde i en verden, hvor mænd

Marie de France er af adelsslægt, men egner sig hverken til hofliv eller

laver reglerne, uanset tidsalder. Den rummer kvinde-

ægteskab: Hun er for høj, for virkelysten og ikke tilstrækkeligt køn. Som

fællesskab, kærlighed, krig og sex.”

syttenårig sendes Marie væk fra dronning Aliénor af Aquitaines hof til et LAUREN GROFF (f. 1978) er en af nyere amerikansk litteraturs vigtigste stemmer. Hun er forfatter til tre romaner og tre novellesamlinger, hvoraf romanen Skæbne og hævn (2016) og novellesamlingen Florida (2019) begge er oversat til dansk. Hun har været finalist til National Book Awards for Fiction tre gange og hendes bøger er oversat til mere end 30 sprog. Matrix var nr. 1 på listen over Barack Obamas yndlingsbøger i 2021 og blev kåret til en af årets bedste skønlitterære bøger i The Guardian.

National Public Radio

ludfattigt kloster i England. Her skal hun som priorinde bestyre klosterets økonomi.

”En helt og aldeles strålende roman … Marie de France er en karakter, som er blændende kompleks.”

Klosterets nonner er plaget af sult og sygdom, men Marie er fast besluttet

The Times (UK)

på at udstikke en ny og modig kurs for de kvinder, hun nu skal lede og beskytte. Med sin økonomiske tæft og handlekraft får Marie sat skik på

“Læserne vil genkende Groffs fantastiske prosa og

klosteret og sætter sig i respekt i lokalområdet. På magtfuld vis formår

store, mytiske perspektiv … Det er en fortælling, som

hun at skabe rammerne om et blomstrende, driftigt og kreativt fælles-

føles både historisk og nutidig, lige så guddommelig

skab af hellige kvinder i en brutal og konfliktfyldt verden.

som den er dybt menneskelig.”

Entertainment Weekly

MATRIX er en original fortælling fra middelalderen, som ikke vender nutiden ryggen. Den er både et portræt af den historiske person og dig-

”Groff formår at fremstille middelalderlivet sanseligt

ter Marie de France og en moderne hyldest til kvindelige fællesskaber.

... Marie de France er et menneske med en kompleks, nuanceret, individuel psykologi, men hun er samtidig en mytisk figur.”

The Times Literary Supplement

“Groff har skrevet en smuk bog helt uden for kategori, en queer fortælling, som genfinder en stor digter fra fortiden og vækker hende pragtfuldt

”Matrix er en uforglemmelig bog.”

USA Today

og sanseligt til live.”

The Observer (UK)

“Matrix og skildringen af Marie de France giver Groff et litterært springbræt til en fortid, hvis temaer spejler vores tidsalder.”

The New York Times Book Review

ROMAN

GADS FORL AG

Af samme forfatter på dansk: Skæbne og hævn, roman (2016) Florida, noveller (2019)

Matrix_TRYK.indd 2

06.04.2022 11.44

LAU R E N G RO F F

M AT R I X roman

På dansk ved Signe Lyng

Gads Forlag

Matrix_TRYK.indd 3

06.04.2022 11.44

Matrix er oversat fra amerikansk af Signe Lyng efter Matrix Copyright © 2021 by Lauren Groff Dansk udgave copyright © Gads Forlag 2022 First published by Riverhead Books Translation rights arranged by Ulf Töregård Agency AB and The Clegg Agency, Inc., USA. 1. udgave, 1. oplag Omslagsdesign: Henry Petrides Dansk versionering: Harvey Macaulay, Imperiet Bogen er sat med Founier MT hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook, Sverige ISBN: 978-87-12-06862-4 Denne udgivelse er støttet af Statens Kunstfond

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Matrix_TRYK.indd 4

06.04.2022 11.44

Til alle mine medsøstre

Matrix_TRYK.indd 5

06.04.2022 11.44

Matrix_TRYK.indd 6

06.04.2022 11.44

FØRSTE DEL

Matrix_TRYK.indd 7

06.04.2022 11.44

Matrix_TRYK.indd 8

06.04.2022 11.44

1.

Hun rider ud af skoven alene. Sytten år gammel i marts måneds kolde småregn: Marie, som kommer fra Frankrig. Året er 1158, og verden lider under den sene fastes udmattelse. Snart kommer påsken, der falder tidligt i år. På markerne rører såsæden på sig i den kolde, mørke jord, parat til at bore sig op i friere luft. For første gang ser hun klosteret, blegt og utilnærmeligt på en bakketop her i den fugtige dal, hvor skyerne drages ind fra havet og vrides op mod de stejle bakkedrag med konstant regn til følge. Det meste af året er stedet smaragdgrønt og safirblåt, bristefærdigt af fugt, fuldt af får og bogfinker og salamandere og med sarte paddehatte, der skyder op af den fede muld, men nu, sidst på vinteren, er alting gråt og fuldt af skygger.

Hendes gamle stridshest trasker trist af sted, og en dværgfalk skutter sig i sit kurvebur på den fastspændte rejsekiste bag hende.

Vinden lægger sig. Træerne falder til ro.

Marie har det, som om hele landskabet betragter hendes fremfærd.

Hun er høj, en gigantisk ungmø, og hendes knæ og albuer stikker kejtet ud til siderne; støvregnen samler sig, til den rinder i bække ned over hendes sælskindskåbe og mørkner hendes grønne hovedlin til sort. Hendes barske Anjou-træk rummer ingen skønhed, kun skarpsind og en endnu utøjlet lidenskab. Kinderne er 9

Matrix_TRYK.indd 9

06.04.2022 11.44

våde af regn, ikke tårer. Hun har endnu ikke grædt over at være blevet kastet for ulvene.

To dage tidligere var dronning Aliénor af Aquitaine kommet til syne i døren til Maries kammer, lutter barm og gyldent hår og zobelforet, blå kåbe og ædelsten dryppende fra ører og håndled og blank rosenkrans og en parfume kraftig nok til at slå en omkuld.

Hun stræbte altid efter at afvæbne med sin pragt. Bag hende stod hendes hofdamer og skjulte deres smil. Blandt disse forrædersker befandt Maries egen halvsøster sig, en uægte søster til kronen som Marie selv, et resultat af vildfarne fædrene lyster; men dette smiskende væsen, der kendte nytteværdien af at være populær ved hoffet, var blegnet og veget tilbage for Maries forsøg på at blive venner med hende. En dag skulle hun blive walisisk prinsesse.

Marie nejede klodset, og Aliénor skred ind i værelset med sitrende næsefløje.

Dronningen sagde, at hun havde nyt at berette, åh, vidunderligt nyt, sikke en lettelse, hun havde netop modtaget den pavelige dispensation, den arme hest havde sprængt hjertet, så voldsomt havde dyret galopperet af sted for at bringe budskabet frem her til morgen. Nu, takket være hendes, dronningens, personlige månedlange bestræbelser, var stakkels, lønfødte Marie fra en eller anden afkrog af Le Maine endelig blevet udnævnt til priorinde i et af kronens klostre. Var det ikke vidunderligt? Nu vidste de endelig, hvad de skulle gøre ved denne sære halvsøster til kronen. Nu havde de endelig fundet anvendelse for Marie.

Dronningens kraftigt optegnede øjne hvilede et øjeblik på Marie og gled så videre til det højtsiddende vindue med udsigt over parken; dets skodder var smækket op, så Marie kunne stå på tæer og kigge på folk, der spadserede udenfor.

Da Marie atter var i stand til at bevæge læberne, sagde hun 10

Matrix_TRYK.indd 10

06.04.2022 11.44

grødet, at hun var dronningen taknemmelig for hendes strålende bevågenhed, men åh, nej, hun kunne umuligt blive nonne, det var hun ikke værdig til, og desuden følte hun intet gudeligt kald overhovedet på nogen måde, slet ikke.

Og det var sandt, den tro, hun var opdraget i, havde altid forekommet hende lettere fjollet, om end rig på mystik og ritualer, for hvorfor skulle spædbørn fødes syndige, hvorfor skulle hun bede til usynlige kræfter, hvorfor skulle gud være en treenighed, og hvorfor skulle hun, som mærkede sin egen storhed brænde hedt i sit blod, regnes for ringere, fordi den første kvinde blev skabt af et ribben og spiste en frugt og dermed mistede driverlivet i paradis? Det gav ingen mening. Hendes tro var forkrøblet meget tidligt i hendes barndom; den skulle med tiden vokse sig mere og mere kroget i sin struktur, til den blev sin helt egen kantede, majestætiske vækst.

Men som syttenårig, i dette gæstekammer ved Westminsters hof, kunne hun umuligt måle sig med den elegante og fortællings­ elskende dronning, som, skønt lille af skikkelse, opsugede alt lys, al tanke i Maries hoved, al luft fra hendes lunger.

Aliénor betragtede blot Marie, og Marie havde ikke følt sig så lille siden sin sidste tid på Le Maine, da hendes seks amazonemostre alle var borte, forsvundet til dødslejet, ægtesengen eller klosteret, og Maries mor med et stort smil, men med tårer i øjnene, greb hendes hånd og trykkede den mod det æg, der voksede mellem hendes bryster, og sagde, åh, søde ven, tilgiv mig, jeg er døende, og så den store, stærke krop, som så hastigt svandt til knogler, ram ånde og så slet ingen ånde længere, og Marie pressede al sin livskraft ned i dens ribben, alle sine bønner, men hjertet forblev tavst. Den tolvårige Maries bitre sorg på den højtliggende, blæsende begravelsesplads og derefter de to års ensomhed, fordi hendes mor havde insisteret 11

Matrix_TRYK.indd 11

06.04.2022 11.44

på, at hendes død skulle holdes hemmelig, at familiens ulve ville flå godset fra Marie, så snart de fik nys om den, for hun var jo blot en ungmø, uægte, frugt af en voldtægt, ikke berettiget til noget som helst – to ensomme år, hvor Marie vristede den mønt, hun kunne, ud af jorderne. Dernæst hovslagene over den sidste bro og flugten op til Rouen og siden over Kanalen til Maries ægtefødte halvbrors hof i Westminster, hvor hun forfærdede alle med sin forslugenhed, sine uskolede manerer, sin store, kejtede krop, hvor hun mistede de fleste af de privilegier, hendes ædle blod berettigede hende til, på grund af sine personlige brister.

Aliénor lo ad Maries afvisning af hendes gunst, drillede hende.

Jamen, jamen, jamen. Troede Marie virkelig, at hun en dag ville blive giftet bort? Hun, en galgenfugl fra landet? Tre hoveder højere, end godt var, og med sine store, trampende fødder, sin frygtelig dybe stemme og sine indvendinger og sin våbentræning?

Hvem ville dog tage Marie til ægte, et væsen uden skønhed eller blot det mindste tegn på feminine dyder? Nej, nej, det her var bedst, det var for længst blevet besluttet, helt tilbage i efteråret, og hele hendes familie var indforstået med det. Marie vidste, hvordan man drev et større gods, hun kunne skrive på fire sprog, hun kunne føre regnskab, alt det klarede hun jo så storartet efter sin mors død, skønt hun stadig blot var en purung jomfru, og hvad mere var, hun klarede det så godt, at hun i to år fik hele verden til at tro, at hun var sin egen døde mor. Og derfor måtte hun nok også hellere sige, at det kloster, hvor Marie skulle indsættes som priorinde, var så fattigt, at de desværre lige nu var ved at sulte ihjel, ak ja. De var faldet i unåde hos Aliénor nogle år forinden og havde levet i kummerlig fattigdom lige siden. Desuden var der udbrudt en sot på stedet, som stadig rasede. Og dronningen kunne ikke have, at nonnerne i et af kronens nonneklostre både 12

Matrix_TRYK.indd 12

06.04.2022 11.44

gik og sultede ihjel og døde af en frygtelig hostesyge! Det ville stille hende i et grimt lys.

Hendes kolde, sortrandede blik borede sig ind i Marie; Marie kunne ikke mønstre modet til at gengælde det. Dronningen sagde, at Marie skulle sætte sin lid til gud, at hun med tiden ville blive en udmærket nonne. Enhver med øjne i hovedet kunne se, at hun var skabt til et liv i hellig jomfruelighed.

De ord satte damernes latter fri. Marie havde gerne mast deres kvidrende næb sammen. Aliénor rakte sin ringtunge hånd frem.

Hun sagde mildt, at Marie måtte lære at holde af sit nye liv, at hun måtte få det bedste ud af det, for det var både guds og dronningens ønske. I morgen skulle hun drage af sted med en fornem eskorte og Aliénors personlige velsignelse.

Marie, der ikke vidste, hvad hun ellers skulle gøre, tog den lille, hvide hånd i sine egne store, grove og kyssede den. Sikke ting, der stredes i pigen. Hun ville stikke den bløde hud i munden og bide den til blods; hun ville hugge hånden af håndleddet med sin daggert og bære den som relikvie i sit kjoleliv for bestandig.

Dronningen fejede ud af kammeret igen. Marie gik svimmel i seng, til sin tjenestepige Cécile, der kyssede hendes hår, hendes læber, hendes hals. Cécile var ligetil og trofast som en hund. Hun kogte af harme, mumlede bagvaskelser og sagde, at dronningen var en beskidt og tøjlesløs sydlænding, at hun kun var blevet dronning første gang takket være en rasende fransk so, og anden gang kun takket være en svingende portion engelske ål; at enhver kunne ligge med hende for en slik, ja, syng blot en ballade, så løfter hun op i skørterne, og der var jo en grund til, at ingen af hendes børn lignede hinanden, nemlig at djævelen satte onde griller i hendes kronede hoved, jo, Cécile havde skam hørt stygge historier.

Og til sidst forvandt Marie sin bestyrtelse og bad tjenestepigen 13

Matrix_TRYK.indd 13

06.04.2022 11.44

tie, for dronningens parfume hang stadig i kammeret, et vagtsomt spøgelse.

Så gav Cécile sig til at græde sit kønne ansigt grimt, lutter snot og røde plamager, og leverede slag nummer to. Hun sagde til Marie, at hun ikke selv ville følge med i kloster. At hun ganske vist elskede sin ædle jomfru, men var for ung og havde for meget liv i vente til at lade sig begrave levende til evig tid med en flok gustne nonner. Cécile var skabt til ægteskab, se bare de her hofter, med dem kunne hun sætte ti sunde børn i verden, og desuden havde hun svage knæ, og hun var ikke skabt til at knæle i bøn hele dagen igennem. Op og ned, op og ned dagen igennem, som et murmeldyr. Nej, i morgen tidlig måtte Cécile og Marie skilles.

Og Marie, som var født ind i dette venskab med Cécile, datter af kokkepigen på hendes familiegods i Le Maine, denne grovskårne person, som indtil dette øjeblik havde været hele Céciles verden, herskerinde og søster og tjenerinde og fryd og eneste kærlige sjæl i hele Angleterre, forstod omsider, at hun ville blive sendt til sin levende død alene.

Tjenestepigen græd og gentog atter og atter, at åh, kæreste Marie, åh, hendes hjerte ville briste.

Til hvilket Marie, idet hun trak sig væk, bemærkede, at det måtte være bristning i sin mest troløse form.

Så stod hun op og stirrede ud ad det åbne vindue på parken i dens tågekåbe, mens hun mærkede solen synke indeni. Hun stak stenene fra de abrikoser, hun den sommer havde stjålet fra dronningens private træer, i munden, for om efteråret og vinteren holdt hun af at suge bitterheden ud af dem. Over hendes indre landskab drev den kolde skumring, og alt i skygge blev grotesk og fremmed.

Og hun følte noget ebbe ud i sig, den blændende kærlighed, som havde fyldt disse to år ved Aliénors hof i Angleterre, som 14

Matrix_TRYK.indd 14

06.04.2022 11.44

havde givet selv vanskelighederne og ensomheden i Marie et smukt og strålende lysstrejf. På sin første dag ved hoffet i Westminster havde hun stadig saltet fra sørejsen på læberne, da hun overvældet satte sig til bords ved aftenstid – og endelig begyndte lutterne og skalmejerne at spille, og i døren stod Aliénor, med mave og bryster opsvulmede i svangerskab og med højre kind rød og ophovnet, for en tand var blevet trukket ud den dag, og hun gik med så bittesmå skridt, at hun syntes at sejle af sted som en svane, og hun bar samme ansigt, som Marie havde set og elsket i sine drømme, siden hun var lille. Lyset i salen trak sig sammen til en lillebitte plet, som kun oplyste Aliénor. I det øjeblik var Marie fortabt. Den aften vendte hun tilbage til Cécile, der allerede lå og snorkede i sengen, og vækkede pigen ved at gnide sig heftigt mod hendes hånd. Marie ville have søgt en gral, skjult sit køn, være redet i strid og have slået ihjel uden sorg, ville have boet tålmodigt blandt de spedalske, hvad som helst ville hun have gjort, hvis Aliénor havde bedt hende om det. For det var fra Aliénor, alle gode gaver flød: musik og latter og høvisk kærlighed; af hendes skønhed sprang ny skønhed, for alle vidste, at skønhed var det ydre tegn på guds velvilje.

Selv nu, efter at være blevet kastet bort som skarn, tænker Marie skamfuldt fra sin hesteryg på vej mod det dystre, fugtige kloster, at hun stadig ville gøre det.

For hun er målløs over fattigdommen her i småregnen og kulden, over de blege, sammenklumpede bygninger oppe på bakken. Det er sandt, at hele Angleterre er fattigere end Frankrig, at byerne er mindre og mørkere og fuldere af skidt, at folk er afpillede og frostknudrede, men selv efter engelsk målestok er det her en ynk: de forfaldne udhuse, de faldefærdige hegn, haven med ulmende bunker af sidste års ukrudt. Hendes hest trasker af sted.

Dværgfalken piber utilfreds, plukker dun under sine vinger. Marie 15

Matrix_TRYK.indd 15

06.04.2022 11.44

nærmer sig langsomt kirkegården. Alt, hvad hun før har kendt til stedet, er, at det blev grundlagt af en afdød majestæts søster, som var blevet kåret til helgeninde årtier tidligere, og hvis fingerknogle nu i døden kan kurere bylder; at det under danernes invasion blev hærget og plyndret og nonnerne voldtaget; at man i marsklandet rundt om stadig af og til fandt skeletter med runer tatoveret så dybt, at de kunne anes på kranierne. Og da Marie på den kro, hvor hun havde overnattet, tøvende havde nævnt klosterets navn for pigen, der bragte hendes mad op, var pigen blegnet og havde rablet noget på engelsk, hastigt og uforståeligt, men tonefaldet havde tydeligt røbet, at egnens beboere fandt klosteret mørkt og fremmed og bedrøveligt, et sted, der vakte skræk. Så Marie havde efterladt sin eskorte i byen for at ankomme til dette sin levende døds hjem alene.

Nu tæller hun under takstræet fjorten friske, sorte grave, der glinser i støvregnen. Senere skal hun få at vide, at der ligger et dusin nonner begravet der, og to klosterbørn, alle revet bort få uger tidligere af en underlig sygdom, som farvede sine ofres hud blå, mens de druknede i deres egne lunger; at nogle af nonnerne stadig er syge med hivende vejrtrækning og rallende nattehoste.

Der ligger afklippet kristtorn på de friske grave, og de røde bær er det eneste, der lyser en smule op i smudsket, i verden, som har mistet al farve.

Alt bliver gråt, tænker hun, resten af hendes liv gråt. Grå sjæl, grå himmel, grå martsjord, gråhvidt kloster. Stakkels grå Marie. I den høje dobbeltdør til klosteret er to små nonner nu kommet til syne i deres uldne ordensdragter.

Da hun nærmer sig, ser Marie, at den ene af nonnerne har et stort, mildt, tidløst ansigt, dejagtigt blødt og med øjne, hvis skyslør har farvet dem hvide. Marie har ikke fået meget fortalt 16

Matrix_TRYK.indd 16

06.04.2022 11.44

om klosteret, men nok til at vide, at denne kvinde er abbedisse Emme, til hvem en indre musik er blevet skænket som lindring for hendes blindhed. Hun har hørt sige, at abbedissen er bindegal om end på venligsindet vis.

Den anden nonne har et surt og gulligt ansigt, som en mispelfrugt, den, som folk i dette sære, våde land kalder åbenrøv på grund af den anus, gud har fundet for godt at præge i den. Det er subpriorinde Goda. Hun blev udvalgt i al hast, da den hidtidige priorinde og subpriorinde døde af kvælningssygen, eftersom hun var den sidste nonne, der kunne skrive latin med læselig skrift.

Dronningens medgift var nok til at holde nonnerne i live et stykke tid, havde Goda modstræbende skrevet til Aliénor, så de kunne lige så godt tage imod denne horeunge Marie. Fejlene i Godas brev var grove.

Marie standser sin hest ved døren og lader sig smertefuldt glide ned fra den. Hun forsøger at bevæge sine ben, men de har redet i tredive timer de seneste to dage og er nu slatne af skræk og rædsel.

Hun glider i sølet af mudder og hestepærer og går på næsen for fødderne af abbedissen. Emme ser ned på hende med hvide øjne, aner vagt sin nye priorindes omrids aftegnet mod jorden.

Abbedissen siger med en stemme, der mere synger, end den taler, at den nye priorindes ydmyghed ses tydeligt. Lovet være jomfru Maria, havets stjerne, for at sende en så ærbar og selvudslettende skabning af så ædelt blod til at lede og læge klosteret oven på dets frygtelige modgang, hostesygen, hungersnøden. Abbedissen smiler mildt ud i den tomme luft.

Det er Goda, der haler Marie på benene, mens hun mumler gnavent om, hvilket stort, klodset fæhoved dette pigebarn er, en kæmpe ovenikøbet, og så besynderlig hun ser ud, skønt klæderne er ganske fornemme, eller var, nu hvor hun har ødelagt dem, men 17

Matrix_TRYK.indd 17

06.04.2022 11.44

måske kan Ælfhild få dem gjort så gode som nye igen, nogen må naturligvis sælge dem, ærmerne alene vil kunne skaffe dem mel til en uge. Med de ord genner hun pigen indenfor, og abbedissen følger efter. Goda har en krænket mine, som en, der lurer i krogene for at høre sig selv bagtalt, så hun kan pleje sit nag.

Der er ingen glas i vinduerne her, kun træskodder dækket med voksstrøget klæde, som slipper tynde striber lys ind, og kulden udefra fordybes på en eller anden måde i det store, lange rum med den lillebitte pindeild i kaminen. Der ligger ingen siv på gulvet, det skinner blankt, kolde, rene sten. Hoveder titter frem fra alle døråbninger og trækker sig så tilbage.

Møl, tænker Marie. Hun er muligvis i vildelse.

Goda skraber mudderet ned på gulvet med neglene, tager Maries møgbeskidte hoveddug af, og niver hende med vilje, da hun fjerner nålene. En tjenestepige kommer med et fad dampende vand. Abbedissen knæler ned, tager Maries plørede, ubrugelige tøfler og hoserne af hende og vasker hendes forfrosne fødder.

Marie mærker den dybe, prikkende svien, da hendes fødder vågner til live igen. Det er først nu, under den blinde abbedisses blide hænder, at chokket begynder at fortage sig. Dette farveløse sted er muligvis det hinsides, men i abbedissens hænder mærker Marie, hvordan hun bliver menneske igen.

Med dæmpet stemme takker hun abbedissen for fodvasken, hun fortjener ikke en sådan venlighed.

Men Goda hvæser, at Marie ikke er noget særligt, at alle gæster får deres fødder vasket her, ved hun slet ingenting, sådan lyder Reglerne.

Abbedissen sender Goda bort med besked til køgemesterinden om at bringe aftensmåltidet op til hendes stue. Goda forsvinder, vrantent mumlende.

18

Matrix_TRYK.indd 18

06.04.2022 11.44

Abbedissen siger, at Marie ikke skal tage sig af subpriorinden, for Goda har haft sine ambitioner, men de er blevet knust ved Maries ankomst. Goda er naturligvis runden af Englands fornemmeste familier, lidt Berkeley, lidt Swinton, lidt Meldred, og hun kan ikke se, hvordan en uægte søster til en normannisk opkomling skulle kunne tage hendes plads i hierarkiet. Men det var jo Aliénor, som forlangte, at Marie skulle gives det hverv, og hvordan skulle Emme kunne modsætte sig dronningens vilje? Desuden ville Goda være frygtelig i rollen. Hun egner sig bedre til at lede de dyr, hun passer, end til at lede sine medsøstre, som hun skændes med og plager med sin skælden og smælden. Abbedissen dupper Maries fødder tørre med et blødt klæde, som engang var hvidt.

Hun fører den barfodede Marie over de kolde sten og op ad en mørk trappe. Abbedissens værelser er bittesmå med bøger og pergamenter stablet i tilfældige bunker, hvor Goda har anbragt dem, men der er dyre vinduer med ruder af gennemsigtigt horn, som slipper voksblegt lys ind i værelset og giver det glød. Dværgfalken sidder allerede og varmer sig på sin pind tæt ved kaminens birkeild, hvis smukke, blå flammer gnasker i den hvide bark. På et bord står lidt mad: hårdt, mørkt rugbrød med skrabet smør, vidunderlig ufortyndet vin hentet hertil fra Bourgogne i bedre tider, en suppe med fire humpler kålroe i hver skål. Abbedissen fortæller Marie, at de lider hungersnød, at nonnerne sulter, ak ja, men lidelse er lutrende for sjælen og gør disse hellige, sagtmodige kvinder endnu helligere i guds øjne. Og her til aften skal Marie i det mindste få nok at spise.

Hun betragter Marie, kigger hen over hendes hoved med sine tågede øjne og spørger, hvad Marie ved om tilværelsen i et nonnekloster. Marie indrømmer, at hun slet ingenting ved. Maden smager ikke af noget, eller også har hun spist for hurtigt til at smage den.

19

Matrix_TRYK.indd 19

06.04.2022 11.44

Hun er stadig sulten, hendes mave rumler. Abbedissen hører lyden og smiler, og hun skubber sit brød over til Marie.

Nå, siger abbedissen, men Marie vil sikkert vise sig lærenem, dronningen skrev intet om svigtende intelligens hos pigen. Hun beskriver dagenes rytme. Otte tidebønner: matutin midt om natten, laudes ved daggry efterfulgt af prim, terts, sekst, kapitelmøde, non, vesper, kollation, kompletorium, sengetid. Arbejde og tavshed og kontemplation dagen igennem. Alt, hvad de tager sig til, er bøn; deres daglige gerning er bøn, og kroppens hårde slid er ligeledes bøn. Nonnernes tavshed er bøn, den oplæsning, de lytter til, er bøn, deres ydmyghed bøn. Og bøn er selvsagt kærlighed. Lydighed, ærbødighed, underdanighed: alt sammen udtryk for kærligheden til den store skaber.

Abbedissen smiler uforstyrreligt og begynder så at synge med høj og dirrende stemme.

Men nej, kærlighed er ikke underkastelse, kærlighed er ophøjelse, tænker Marie fortørnet. Hun mærker aftensmaden sætte sig på tværs. Livet som nonne virker lige så slemt, som hun troede, det ville være.

Abbedissen afbryder sin sang og siger, at Marie kan beholde sin lille falk og de ting, hun har i sin rejsekiste, indtil hun aflægger klosterløftet, hvorefter alt, hvad hun har bragt med sig, vil tilfalde klosteret. Marie ved for lidt til at forstå, at dette er en stor venlighed, man ikke ville have vist nogen anden.

En klokke ringer gennem det våde aftenmørke. Kompletorium.

Abbedissen forlader Marie og lader hende hvile i sin stue. Marie hører nonnernes stemmer synge Nunc dimittis i kapellet og falder i søvn. Da hun vågner, står Emme atter foran hende, rød i kinderne af tidebønnens fryd.

Det er tid til Maries bad, siger hun blidt.

20

Matrix_TRYK.indd 20

06.04.2022 11.44

Marie takker, men hun behøver ikke noget bad, hun var i bad i november, og abbedissen ler og siger, at vask af kroppen også er en form for bøn, og at her i klosteret bader alle nonnerne en gang om måneden, og alle tjenestefolkene en gang hver anden, for gud bryder sig ikke om legemets lugte.

Nu træder der ud fra skyggerne i stuens krog en mørkere skygge frem, en gammel nonne med lange, hvide hår på hagen og et ansigt, der er som hugget ud af en kævle. Badet er parat, siger denne nonne med pibende, vredladen stemme. Hendes engelske accent er så tyk, at det franske lyder, som om hun tygger småsten.

Det får Marie til at skære ansigt.

Det giver et sæt i abbedissen, og hun siger klagende, at hun afskyr, når folk springer frem af den tomme luft og forskrækker hende. Hun fortæller Marie, at dette er klosterets magistra, novicernes forstanderske. Hendes navn er søster Wevua. Det er pudsigt, men skønt Marie i al hast er blevet erklæret for jomfru i domkirken inde i byen, og skønt hun er ankommet til klosteret som priorinde, er hun dog samtidig novice, til hun har aflagt klosterløfte og taget sløret. Wevua er en ganske effektiv forstanderske. Hendes metoder er skrappe, men takket være dem lærer alle novicerne så hurtigt, at de aflægger deres løfter på ingen tid.

Magistraen nikker. Modviljen fyger fra hende mod både Marie og abbedissen, en åndelig blæst. Hun har en stærk-svag gangart som et hjerteslag, fordi en hest trådte på hendes fod, dengang hun stadig var i voksealderen, og kvaste alle knogler og nerver i den.

Jeg så foden for, åh, årtier siden, da hun kom hertil, og jeg måtte vaske den, den er grufuldt forkrøblet, siger abbedissen, lige til at få mareridt af.

Den piner mig som alle helvedes flammer den dag i dag, siger Wevua tilfreds. Og ned ad trappen går de tre kvinder, videre 21

Matrix_TRYK.indd 21

06.04.2022 11.44

gennem den mørke korsgang med de kolde, våde sten under Maries bare fødder og ud til badstuen, der stadig er fuld af stemmer og mudder fra de nonner, der er kommet ind fra markerne for at vaske sig inden bønnen. Fra det store trækar i rummets fjerneste ende stiger dampen spøgelsesagtigt til vejrs i den kolde, fugtige luft. Da de nærmer sig, mødes de af en urtelugt så kraftig, at Marie må trække vejret gennem munden for ikke i sin udmattelse at besvime af den. Urterne er mod de lus og lopper, som hoffet er befængt med, forklarer Wevua hende, som om hun bider ordene af med fortænderne. Maries tøj vil hun hænge op i necessariet, hvor nonnerne forretter deres nødtørft, ammoniakken i pisset slår utøjet ihjel i løbet af natten.

Nu fjerner de to nonner i fællesskab resten af Maries tøj: silkekjolen, der er syet ind fra Maries mors omfangsrige gevandter, underklæderne. Marie dækker for sig med sine ranglede arme, brændende af raseri. Wevua bøjer sig frem for at tage pigens ædlere dele grundigt i øjesyn og rører så ved hende med kolde fingre og siger, at denne nye priorinde er så stor af skikkelse, med hænder så grove, en stemme så dyb og et ansigt så ukvindeligt, at man var nødt til at forsikre sig om hendes køn, men nu er Wevua overbevist om, at Marie er den, hun siger, hun er, og hun skubber til Maries skulder for at få hende til at træde op i badet.

Marie lader armene falde og stirrer Wevua ret ind i ansigtet, og den gamle magistra tager et skridt tilbage. Åh, men magistraen gjorde unødig vold på pigen, bemærker abbedissen mildt. Så slår hun venligt ud med armen mod badevandet og siger, at det bestemt vil føles skønt efter den lange, kolde tur til hest, som Marie har været igennem. Marie træder op i karret.

Den svidende varme mod hendes ankler, lægge, knæ, lår, blusel, 22

Matrix_TRYK.indd 22

06.04.2022 11.44

mave, bryst, armhuler, hals. Urtestanken trænger op i hendes næsebor og borer sig dybt ind i hendes hoved.

Søster Wevua og abbedissen svøber hænderne i sækkelærred, sæber dem ind og skrubber grå orme af hud af Maries krop, visse steder, til det bløder. Og der i det skoldhede vand, i varmen og overvældelsen, i sin træthed og vånde, forråder Maries krop hende.

Hun begynder at græde ned i vandet, skønt hun havde svoret på aldrig at gøre sådan, svoret, at hun ville bære dette tab med styrke, ikke mere hofliv, ikke mere Cécile, ikke mere fremtid, ikke flere farver, ingen Aliénor at betragte på afstand og mærke sin længsel følge sig som en usynlig ven. Hun græder, mens de fletter hendes lange, lysebrune hår til en våd pisk, mens hun rejser sig fra den gode varme op i kulden, mens de tørrer hendes store, knoklede krop med et stykke klæde, mens de giver hende tøj på. En linnedsærk med en stor, brun plamage fra bryst til søm; det er tydeligt, at den en gang har tilhørt en nu død nonne. En ulden dragt, der lugter af lavendel og en andens krop og når til lige under knæet.

Wevua lyder vred, da hun siger til abbedissen, at den er alt for kort. Også skapularet er alt for kort. Og det samme er selvfølgelig særken underst, hvilket betyder, at Maries stakkels ben er blottede mod det onde vejr her sidst på vinteren, mod slud og bitter vind.

Abbedissen sukker. Hun siger, at i morgen må søster Ruth klippe det værste af de dragter, der er tilovers, og sy resterne på kjolen og skapularet. Marie skal få tre par hoser til at holde det kolde vejr stangen. Hun kommer til at lide, men lidelse er menneskehedens lod, og hvert øjebliks lidelse bringer det jordiske legeme tættere på himlens trone.

Med sine egne hænder iklæder abbedissen Marie novicens hvide hovedlin – hætte og hoveddug og slør – mens Wevua hårdhændet trækker de tre par hoser på hendes ben. Hun siger med 23

Matrix_TRYK.indd 23

06.04.2022 11.44

sin skingre stemme, at der næppe vil være nogen af træskoene, der er store nok.

Abbedissen mumler noget om det stakkels barn, men siger så, at hvad skal hun gøre? Dronningen har endnu ikke sendt Maries medgift, og de har så lidt tilovers, hun har ingen penge til at få snittet træsko lige nu. Til hvilket Wevua svarer, at Marie ikke kan gå barfodet rundt, selv ikke klosterets tjenestefolk går barfodede, det er en frygtelig synd at lade deres nye priorinde gå uden. Abbedissen siger, at Marie så må gå i det fodtøj, hun havde på, da hun kom, og Wevua siger, at hun ankom i tåbelige hoftøfler af gedeskind, ubrugelige, tænk, hvordan det vil se ud, når priorinden traver rundt på de sølede forårsmarker for at føre tilsyn med såningen, tænk, hvor kolde og våde hendes fødder straks vil blive, hun vil dø af kulden, der kommer sivende fra mudderet og op, og så vil de have en enorm, død, højfornem horeunge at tage sig af oven i alt det andet. Nu mister abbedissens stemme sin melodi og bliver skarp, og hun siger til den gamle magistra, at så må hun føje en bøn om et skomirakel til sin aftenandagt, men indtil bemeldte mirakel indtræffer, må Marie tåle sin lod, som vel næppe er den værste af klosterets prøvelser lige nu. Der hersker et meget gammelt nag imellem de to kvinder, ser Marie, en strid på lidelse mellem den knuste fod og de slørede øjne. Årtier gammel og synlig som årringene i et fældet træ.

Abbedissen vender sig, og hun bevæger sig sikkert gennem mørket, mens de to andre tager tøvende skridt med en hånd mod væggen. Ind i natten, gennem korsgangen. Abbedissen går igen op ad sin trappe og råber ned til Marie, sov godt, nye priorinde, for Marie skal begynde sin gerning med at gennemgå pergamenterne og regnskabsbøgerne i morgen.

Marie følger med Wevua ind i kapellet, hvor en enkelt prås af 24

Matrix_TRYK.indd 24

06.04.2022 11.44

bivoks stadig brænder. Klosteret har i sin nød solgt al sin udsmykning, og kun et træskærerarbejde er tilbage: magre skanker og sår og torne og blod og ribben, den ældgamle historie, hun kan udenad. Op ad den sorte nattetrappe til dormitoriet, hvor en enlig lygte skinner over de tyve nonner, der allerede sover på række i deres smalle senge, iført fuld ordensdragt, for måske er det i nat, at opstandelsens engle vil blæse i deres horn, og så må de være parate til at flyve ind i himlens favn. Marie fornemmer stirrende øjne, men de ansigter, hun ser, er glatte af søvn, påtaget eller ægte. Der lyder hvisken ned gennem rækken, en rallende hosten.

Vinden suser gennem skoddernes sprækker, og der hænger fnug i dormitoriets luft, der smelter, inden de når gulvet. Marie lægger sig på den seng, Wevua gør tegn mod. Hun er for høj til disse sengerammer og finder først hvile, da hun rykker ned og bøjer knæene og lægger fødderne mod gulvet, der møder hendes hæle med sin ubønhørlige kulde. Åh, hvor hun længes efter sin mors rummelige godhed, den rumlende latter, der hjalp på alting, duften af jernurt fra hendes hals; men hendes mor har været død i fem år nu. Eller efter Cécile til at varme sig, tale sund fornuft, dele hadet til dette isnende, rædsomme sted, så Marie ikke skal bære det alene. Hvad ville Cécile mon sige til dette sted, hun, der som barn, i hønsehusets støv og stank, hvor tykt lys flød sidelæns ind gennem plankernes sprækker, stak hånden ind under hønsene efter æg og med sit strengeste ansigt, sin møgbeskidte køkkensærk som messehagel og askespanden svingende som røgelseskar, messede kaudervælsk, når pigerne legede nadver, og derpå slog ægget, stadig varmt af dets moders indre, ud i Maries åbne mund, blod og legeme blandet til ét, og Marie slog korsets tegn og knap kunne synke det fede, tyktflydende, lune æg. Derpå Céciles ånde mod Maries ansigt, hun 25

Matrix_TRYK.indd 25

06.04.2022 11.44

havde tygget skrællerne fra de gulerødder, hun havde ordnet, og hendes lille, hårde tunge, der slikkede den spildte æggeblomme af Maries hage. Endnu et kætteri, mund mod mund. Céciles ligefremme, kyndige krop; der var intet privatliv blandt tjenestefolkene, hvor hun lærte den slags færdigheder. Heden, opdagelsen i denne robuste pige med smilehuller og halm i håret. Pulsen i hendes krop oven på Maries.

Marie knuger sine egne hænder, men de er kolde og knoklede; de er ikke Céciles.

Langsomt varmes dormitoriet af nonnernes ånde og kroppe.

Blæsten hyler ensomt udenfor. Marie skælver ikke længere. Hun kommer aldrig til at sove mere, tænker hun; så sover hun.

Hun drømmer straks og levende. Et minde, en anløbsbro, dampende våd og med havet bag sig, glitrende af genspejlet sol.

En svidende tør hede og tavst skrigende fiskemunde i net, en folkemængde, kvinder med lerkrukker på hovedet, en lugt af råd af blod af krop af røg af salt hav. Børn, der svømmer under hende gennem mørke skove af menneskeben. Overalt korsriddernes hvide kofter med de røde kors. Støj af stemmer på ufattelige sprog, fjerne fløjter, knagende bjælker, klukkende bølger. Mod hendes bagdel fornemmelsen af stærke skuldre, en kvindes hånd, der støtter hendes barnelår, åh, det er hendes mor. Mængden slår ring. I kredsens tomme midte står en nøgen kvinde, glinsende af olie i solen, så smuk. Håret i løse, sorte krøller ned til livet og duske i armhuler og skød. Om halsen har hun en sølvkæde; en slave. Hendes ansigt er fuldt af foragt, hun værdiger ikke den sammenstimlende menneskemængde et blik, men kigger hen over dem mod den fjerne himmel. Der lyder råb, en fejende musik går i gang, en pisk smælder i luften, faretruende tæt på kvindens bløde mave. Overlegen som en kat træder den nøgne kvinde baglæns 26

Matrix_TRYK.indd 26

06.04.2022 11.44

op i en trækasse, der når hende til knæene. Hun bukker sig ned og forsvinder af syne. Så sømmes kassens låg i over hende. Nu holdes et sværd glimtende i vejret; med et frygteligt brøl bores det gennem kassen, og Marie snapper efter vejret, nu må der være en rød pøl, som spreder sig, kig ikke, Marie kigger, men der er ingen pøl, i hvert fald ikke endnu, og så svinges endnu et sværd og stikkes i, og endnu et og endnu et, hurtigere og hurtigere. Det frosne i den drømmende Marie tør nu op, og der udkæmpes en kamp, en rædsel, nogen må standse det her, kassen stritter allerede af skæfter. Shhh, lyder hendes mors stemme nu i hendes øre, shh, så, så, det er bare et nummer. Sværdene trækkes langsomt ud.

Låget brækkes op. En lang, gispende, forfærdet tavshed. Og så, endelig, rejser kvinden sig langsomt fra det sted, hun har ligget. Så smuk, stadig glinsende, stadig så opfyldt af trods og had. Hun er i live, og hendes skikkelse er uskadt. Ikke en rift er der i hele dens glatte, perfekte længde, alt blodet er på plads under huden. Hatten går rundt, fyldes med mønter. En skælven går gennem Marie fra knoglerne og ud, og igen lyder hendes elskede mors stemme i hendes øre, alt er godt, min skat, den arme dame snoede sig som en lille slange derinde.

Marie vågner med Wevua som en stor, mørk sky over sig, og det gør ondt i knæene, for Wevua sparker til Maries ben med træskosnuden og siger, stå så op, din dovenkrop, op med dig, dit store klynkehoved, for der er matutin nu, op, op, op, blåblodede, snorkende knokkelkæmpe, uskønne, dunkelhjertede horeunge af en falsk priorinde, op, op, op, den gamle magistra øjner ingen kærlighed til gud i Maries fordærvede hjerte, og Wevua agter at plante den der med magt eller lade pigen gå uskriftet til grunde.

Marie farer skrækslagen ud af sengen og ser gennem vinduet 27

Matrix_TRYK.indd 27

06.04.2022 11.44

månen stå svullen på den sorte himmel og hele landskabet slugt af mørket. Og foran hende i skæret fra den enlige lygte forsvinder de andre nonner ned ad nattetrappen, ansigtsløse i mørket. Og Marie hører, stadig i sin livagtige drøm, deres dragter hvisle tørt og koldt og kan kun tænke på vingeslag fra ådselfugle, der dovent kredser nedad mod det døde festmåltid under sig.

Matrix_TRYK.indd 28

06.04.2022 11.44