Mellem brødre

OMSLAG SAMLET

202 mm

33 mm

stad, administration, universitet, flåde og kirke – blev Norge adskilt fra Danmark i 1814.

I begge lande er erindringen om det politiske og kulturelle samliv mere eller mindre udvisket, skønt den fælles historie har sat sig dybe spor i landenes lovgivning, institutioner, sprog og kultur. Hertil kommer, at Norge i Danmark er blevet skrevet mere eller mindre ud af historien, og man i Norge ofte fremstiller foreningstiden som ”400-årsnatten”.

I Mellem brødre afdækker en række fremtrædende norske og danske forskere det, der under og efter foreningstiden forener og adskiller de to lande – hvordan danskere og nordmænd igennem ­tiden har inspi­

Det gælder ikke mindst betydningen af den kulturelle union, som ­eksisterede mellem de to lande frem til begyndelsen af 1900-­tallet.

266 mm

reret og præget hinanden.

Mellem brødre

Efter 400 års politisk forening – bl.a. med fælles kongehus, hoved­

Dansk-norsk samliv i 600 år

Mellem brødre

202 mm

Samtidig med at København i næsten 100 år vedblev at være Norges kulturelle hovedstad, spillede norske kunstnere som Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson og Edvard Grieg en ­afgørende rolle for kultur­ livet i Danmark. Ligeledes var der længe nære forbindelser mellem politiske bevægelser og fagforeninger på tværs af Skagerrak.

Bogen er udgivet i samarbejde med Fondet for dansk-norsk Samarbeid.

Mellem brødre Dansk-norsk samliv i 600 år

9

788712

053026

Redigeret af Rasmus Glenthøj

198.0 x 260.0 mm

Den bog er udgivet med støtte fra Folketinget Stortinget Norges ambassade i Danmark Danmarks ambassade i Norge F o n d e t f o r d a n s k- n o r s k S a m a r b e i d Oda og Hans Svenningsens Fond SDU Publikationsudvalget Letterstedtska fÜreningen A l f r e d G o o d ’s F o n d

198.0 x 260.0 mm

Mellem brødre Dansk-norsk samliv i 600 år

Redigeret af Rasmus Glenthøj

GADS FORLAG & SAP

198.0 x 260.0 mm

Mellem brødre Dansk-norsk samliv i 600 år Redigeret af Rasmus Glenthøj Copyright © 2016 Gads Forlag A/S ISBN: 978-87-12-05302-6 1. udgave, 1. oplag Printed in Bosnia Udgiver i Norge: Bidragydere: Michael Bregnsbo, Rasmus Glenthøj, Karina Lykke Grand, Jørgen Haugan, Ruth Hemstad, Harald Herresthal, Knut Kjeldstadli, Pia Kjærsgaard, Ove Korsgaard, Bo Lidegaard, Jørn Lund, Thomas Lyngby, Gertrud Oelsner, Morten Nordhagen Ottosen, Øystein Rian, Jakob Seerup, Thomas Sehested, Odd Arvid Storsveen, Olemic Thommessen, Dag Thorkildsen Projektledelse: Henrik Sebro Omslag og grafisk design: Le Bureau Omslagsbilleder: Øv.tv.: Ludvig Holberg, malet af Christian August Lorentzen. Foto: Ole Haupt, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Øv.th.: Brudeferd i Hardanger, malet af Adolph Tidemand og Hans Gude. Nasjonalgalleriet, Oslo. N.tv.: Christian Frederik, den senere Christian 8., malet af J.L.G. Lund. Eidsvoll 1814. N. th.: Udsigt over havet fra Møns Klint, malet af P.C. Skovgaard, Skovgaard Museet Illustrationer: Se billedtekster Tryk: GPS Internationale Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

198.0 x 260.0 mm

Indhold Forord

8

Pia Kjærsgaard og Olemic Thommessen

Prolog Fortællinger om Danmark og Norge Rasmus Glenthøj

Foreningstiden De dansk-norske kongene Øystein Rian ”En sand Kjæmpe imellem en Flok Dværge”.

København som imperiehovedstad Michael Bregnsbo I samme båd. Danske og norske søfolk og sø officerer i unionstidens Kongelige Søetat Jakob Seerup

10 12

30 32

42

54

Kirken i foreningstiden Ove Korsgaard

66

Kulturliv i den dansk-norske fællesstat Thomas Lyngby

80

198.0 x 260.0 mm

Adskillelsen. Hvorfor Danmark og Norge blev skilt i 1814 Rasmus Glenthøj

Den kulturelle union i 1800-tallet

108

Den dansk-norske litterære union. Da Danmark løftet Norge ut av 400-årsnatten Jørgen Haugan

110

”Al den evindelige Norskhed”. Danske og norske kunstforbindelser i 1800-tallet Karina Lykke Grand og Gertrud Oelsner

124

Norsk musikk med danske røtter Harald Herresthal

136

1905 – kulturunionens oppløsning?

Ruth Hemstad

148

Politik og samfund på tværs af Skagerrak Et norsk banner. De danske liberale og den norske grundlov under den sene enevælde Rasmus Glenthøj Folkelige dannelsesprosjekt: livsopplysning og folkeopplysning Dag Thorkildsen

6

92

MELLEM BRØDRE

162

164

180

198.0 x 260.0 mm

Folkesosialisme. Stykke i tre satser Knut Kjeldstadli

192

Danmark, Norge og EU. Hvorfor gik vi hver vores vej – og hvordan går det nu?

Bo Lidegaard

204

Foreningens konsekvenser

216

Gi meg mine fire hundre år tilbake! Danmark og Norge: Historien som aldri tar slutt Odd Arvid Storsveen

218

Sproget og sprogene Jørn Lund

232

Identiteter og patriotisme.

Fra opplysningstiden til Eidsvoll Morten Nordhagen Ottosen

242

Da Danmark hjalp Norge under Anden Verdenskrig Thomas Sehested

254

Epilog

268

Historie og hukommelse. En epilog, et perspektiv og en anden fortælling om Norge og Danmark Rasmus Glenthøj

270

Litteratur og noter Litteraturliste 298 Noter 312 Personregister 323

198.0 x 260.0 mm

Forord I 2014 fejrede vi 200-året for Norges grundlov, som blev vedtaget på Eidsvoll den 17. maj 1814.

Jubilæumsåret gav både nordmænd og danskere anledning til at dyrke de rødder, vi er fælles om, og markere vores slægtskab og samhørighed. De nationale bånd mellem vores to lande blev kappet i 1814, men vores fælles historie knytter stadig vores liv og samfund tæt sammen. Fælles værdier danner hver dag grundlag for de tætte forbindelser, der giver os muligheden for et endnu tættere samarbejde i morgen. I en verden, hvor vi knytter bekendtskaber på tværs af store afstande og kulturelle skel, er båndet mellem Norge og Danmark et særligt tæt familiebånd.

Nordmænd og danskere er historisk set hinandens nærmeste nationale slægtninge, og vi genkender os selv i hinandens syn på verden. Som alle familier deler vi sejre og nederlag, og vi inspirerer hinanden til at udvikle det samfund, vi drømmer om.

Vores sprog har forskellig klang, men ordene kender vi. Vi spejler os i hinandens sange, kunst og litteratur. Eidsvollgrundloven fra 1814 var målt med datidens målestok verdens mest moderne frie forfatning. Samtidig var 1814 det år, hvor Danmark og Norge blev adskilt efter 434 års national sameksistens. De store skridt, der blev taget på Eidsvoll, satte aftryk i det danske samfund. Historien om det norske demokratis fødsel er også historien om fællesskabet mellem to lande og to folk.

Dengang som nu inspirerer danskere og nordmænd hinanden til at udvikle og forbedre et moderne nordisk folkestyre i et globalt samfund. I dette bogværk, Mellem brødre, fortæller norske og danske forskere, hvad der under og efter foreningstiden har bundet vores lande sammen. De fortæller også, hvad der har adskilt dem, og hvordan danskere og nordmænd igennem tiden har inspireret og præget hinanden.

Rigtig god læselyst.

Pia Kjærsgaard Formand for Folketinget

Olemic Thommessen Præsident for Stortinget

Ørnulf Basts statue To søstre på Eidsvolls Plads i København symboliserer det tætte forhold mellem Danmark og Norge. Den blev skænket af Norge til Danmark som tak for fødevarehjælpen under Anden. Verdenskrig. Foto: Erlend Aas, Scanpix.

8

MELLEM BRØDRE

198.0 x 260.0 mm

MELLEM BRØDRE

9

198.0 x 260.0 mm

Prolog Hvad der er sket i fortiden kan ikke ændres.

Alligevel er historien ofte omstridt. Det skyldes, at den altid bliver set fra et bestemt ståsted.

Hvad man ser, og hvordan man set det, afhænger af, hvem man er, og hvad man ønsker at bruge fortiden til. Derfor findes der ikke én fortælling om Danmark og Norge. Der findes mange. Det gør imidlertid ikke alle fortællingerne lige gode.

Den danske grundlovsdag blegner i sammenligning med dens norske modstykke. Her ses det traditionsrige børneoptog på et flagsmykket Karl Johan 17. maj, 2005. Foto: Kai Jensen, Scanpix.

10

MELLEM BRØDRE

198.0 x 260.0 mm

MELLEM BRØDRE

11

198.0 x 260.0 mm

Fortællinger om Danmark og Norge Rasmus Glenthøj

Jubilæet1 I 2014 blev det norske grundlovsjubilæum fejret i hver en bygd og hver en by fra Nordkap i nord til Lindesnes i syd. Det skete med et så stort eftertryk, at ingen nordmand kunne være i tvivl om, hvor vigtige begivenhederne på Eidsvoll 200 år tidligere måtte være for ham eller hende. Det norske Grunnlovsjubileum, som det officielle Norge døbte jubilæet, fokuserede helt bevidst på den fri forfatning, som nordmændene gav sig selv i 1814, og på norsk demokrati.

Nordmændene glemte dog ikke, at begivenhederne i dette år var tæt forbundet med adskillelsen af Norge og Danmark. Tværtimod brugte man anledningen til at markere betydningen af den fælles dansk-norske historie i et omfang, som næppe har set sin lige siden 50-årsjubilæet for adskillelsen i 1864, der fandt sted i skyggen af Anden Slesvigske Krig. I et tæt samarbejde mellem Stortinget, Folketinget, de to landes ambassader og Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde blev der i 2013 og 2014 afholdt en lang række arrangementer i Norge og Danmark, der fokuserede på dansk-norske forbindelser igennem tiderne. Dette værk er et resultat heraf. Det er skabt ud fra et ønske om, at den opnåede indsigt ikke skulle gå tabt, men derimod blive formidlet til et endnu større publikum. I Mellem brødre beskriver fremtrædende norske og danske forskere afgørende træk af dansk-norsk historie både før og efter fællestiden. Det gælder ikke blot de to landes politiske og institutionelle historie, men også deres litteraturhistorie, kunsthistorie, musikhistorie, kulturhistorie, kirkehistorie, identitetshistorie, sproghistorie og historieskrivningen.

Målet med denne kalejdoskopiske tilgang hen over mere end 600 år er at give både en bredde og dybde i forståelsen af de politiske, kulturelle og menneskelige forbindelser mellem Danmark og Norge, der i så høj grad har været med til at forme de to lande og deres folk. Vores ønske med Mellem brødre er således at give nordmænd og danskere en forståelse for deres fælles fortid, der til dels er gået tabt gennem de historier om de to lande, der blev skabt efter adskillelsen.

12

MELLEM BRØDRE

198.0 x 260.0 mm

Værket er hermed på en og samme tid et bidrag til dansk, norsk og dansk-norsk historieskrivning og et korrektiv til nogle af de fortællinger, som findes herom såvel nord som syd for Skagerrak. Denne indledning til værket vil derfor se på nogle af de gængse forestillinger, der findes om dansk og norsk historie, og som til tider har stået i vejen for en forståelse af den fælles fortid på dens egne præmisser. Indledningen vil samtidig tjene som en kort oversigt over den 400-årige dansk-norske forening, den efterfølgende kulturunion samt som en introduktion til antologiens artikler.

Begyndelser I begyndelsen var 1814. Omtrent sådan kunne en Norgeshistorie begynde. For selvom Norge er et gammelt kongerige med rødder i vikingetiden, spiller den nationale ”genfødsel” en altoverskyggende rolle for forståelsen af Norge og norsk historie.2 Glemt er den miserable stemning, der prægede Norge i slutningen af 1814 og i de efterfølgende år.3 Året er og bliver Norges annus mirabilis – Norges mirakelår. Nationale fællesskaber og deres fortællinger handler nemlig ikke blot om at huske fortiden, der binder nationen sammen, men også om at glemme det, som ikke passer ind i historien.4 Når det gælder 1814, husker og fremhæver nordmændene de elementer af historien, der udgør kernen i den nutidige norske selvforståelse, nemlig selvstændigheden, rigsforsamlingen på Eidsvoll, grundloven, som blev skabt her, samt de mænd – Eidsvollsmændene – som skabte den. Sidstnævnte bliver set og dyrket som nationens fædre på samme måde som de amerikanske founding fathers. Præcis som det er tilfældet med Danmark og andre vestlige lande, er det nationale demokrati i Norge blevet til en ”sekulær religion”, hvorigennem fællesskabet dyrker sig selv. Det gør, at andre sider af historien om 1814, såsom den politiske splittelse, den økonomiske armod og ønsket blandt flere om at vende tilbage til enevælden, i den brede norske offentlighed er gået i glemmebogen. Her husker man snarere sult og savn under ”nødsårene” under Napoleonskrigene, som lever videre igennem Henrik Ibsens episke digt Terje Vigen, og som er blevet en integreret del af fortællingen om norsk kraft og vilje.

Opfattelsen af 1814 er en helt anden i Danmark. I dansk historie står året blot som endnu et af de veltilrettelagte danske nederlag siden 1600-tallet. Det er samtidig ganske sigende, at når det gælder Napoleonskrigene, så lægger danskerne ofte mere vægt på Københavns Bombardement i 1807, hvilket var tydeligt i forbindelse med jubilæer. I 2007 satte kulturorganisationen Golden Days alle sejl til, da man i september markerede 200-året for Københavns Bombardement og flådens ran i et sådant omfang, at det vanen tro affødte beske kommentarer om danskernes tendens til at fejre deres nederlag. Begivenheden var allerede året før ble-

F O R TÆ L L I N G E R O M DA N M A R K O G N O R G E

13

198.0 x 260.0 mm

Oscar Wergelands imposante maleri Eidsvold 1814 af den grundlovgivende rigsforsamling symboliserer Norges genopståen som selvstændig stat, det nye konstitutionelle styre og norsk selvtillid. Stortinget.

vet optaget i den danske folkeskoles historiekanon, og i forbindelse med jubilæet udkom der en flom af bøger, der belyste begivenheden.5 Jubilæet gav danskerne muligheden for at dyrke endnu et af deres traumer.

Man kunne således atter fortælle historien om det lille, fredelige land, der uden varsel blev overfaldet af en brutal stormagt, der stjal flåden og udsatte hovedstaden for, hvad der angiveligt skulle have været verdenshistoriens første terrorbombardement. Sidstnævnte var i øvrigt lodret forkert, da der findes mange

14

MELLEM BRØDRE

198.0 x 260.0 mm

eksempler på terrorbombardementer før 1807, men selvom historikerne netop i 2007 gennemhullede den myte,6 forhindrede det ikke pressen i at gentage historien, der passede godt til den danske offer- og nederlagsmentalitet.

Sidstnævnte genfindes i den traditionelle danske opfattelse af ”Tabet af Norge”, som det stadig hedder blandt danskerne. For danskerne fremstår 1814 som endnu et eksempel på manglende dansk statsmandskunst og den historiske lære om, at det altid går galt, når lille Danmark forsøger at spise kirsebær med de store. Napoleonskrigene indgår hermed ligesom Christian 4.s involvering i Trediveårskrigen og den nationalliberale politik op til og i 1864 i den danske fortælling om, at historien selv synes at have lært dem, at Danmark aldrig bør føre en aktivistisk udenrigspolitik.

I forhold til betydningen for den nationale selvforståelse findes der kun ét dansk årstal, der kan sammenlignes med det norske 1814. Det er netop 1864. Begge år ses som afgørende i de to landes historie, og begge er forbundne med afgørende militære nederlag. Alligevel er der en væsentlig forskel. Nordmændene dyrker ikke 1814 som et nederlag, men derimod som udgangspunktet for deres demokrati. For danskerne er det anderledes. Selvom der findes større territorielle, befolkningsmæssige og økonomiske tab i det grandiose danske panteon for nederlag, så indtager Anden Slesvigske Krig en helt særlig stilling. For ligesom den moderne norske nationalstat opstod med den danske stats nederlag i 1814, opstod den moderne danske nationalstat ud af nederlaget i 1864. Forskellen mellem de to fortællinger er, at 1864 i modsætning til den norske ”genfødsel” i 1814 ikke er et mirakelår.

1864 er danskernes annus horribilis. Men ligesom nordmændene efter 1814 så fortiden igennem den nyoprettede nationalstats linse, gjorde danskerne det samme efter 1864. I den forstand gav året fødslen til den nationale danske historie, da danskerne i kølvandet på det monumentale nederlag tilbageførte den lille, sårbare og demokratiske nationalstat på deres forståelse af Danmarks fortid.7 Denne stat elsker danskerne, og da en del forskning fremhæver den lille nationalstats fordele, møder man ikke sjældent argumentet, at Danmark i virkeligheden har vundet ved at have tabt.8 Det følgende skal hverken ses som en kritik af nutidens danske eller norske statsdannelse, styreform eller selvforståelse. Det er derimod en kritik af, at disse ukritisk er blevet overført på en fortid, der var dem helt eller delvis fremmed. Fortiden bør forstås på sine egne præmisser ikke blot for sin egen skyld, men også for nutidens.

Nationale grundfortællinger Både i Danmark og Norge er det moderne historiefag tæt knyttet til nationalstatens opståen og fremvækst i 1800-tallet, hvilket har haft stor betydning for den måde, som historien er blevet skrevet på. Fortidens komplekse og multinationale

F O R TÆ L L I N G E R O M DA N M A R K O G N O R G E

15

198.0 x 260.0 mm

Niels Simonsens ikoniske maleri Episode af tilbagetoget fra Dannevirke den 5. – 6. februar 1864 symboliserer det knusende danske nederlag, men også den danske vilje til at kæmpe for fortsat overlevelse. Foto: Lennart Larsen, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

statsdannelser, som den dansk-norske, er alt for ofte i eftertiden blevet forstået ud fra senere tiders normer og blevet behandlet adskilt. Norske historikere har skrevet om Norge under dansketiden, mens danske historikere har skrevet om fortidens Danmark, som om det var identisk med den nutidige statsdannelse af samme navn. Historiens hændelser er således blevet tilpasset den eller de nationale grundfortællinger, som findes i de to lande. Fortællinger, der stort set alle har nationalstaten som deres forudbestemte endemål.9

16

MELLEM BRØDRE

198.0 x 260.0 mm

Hvad er en national grundfortælling? En national grundfortælling er den dominerende opfattelse og fremstilling af nationens historie, der udgør en forståelsesramme for den nationale identitet. Den indeholder nationens selvforståelse, værdier og idealer, hvilket giver indflydelse på dens handlinger.10 Der er naturligvis mange begivenheder, der spiller ind på grundfortællingerne i Danmark og Norge, men da årene 1814 og 1864 er knyttet til de to landes opståen som moderne nationalstater, spiller de en særlig rolle for de norske og danske grundfortællinger, herunder også for historien om de fire århundreder i forening. Som produkter af de to nationalstater, der blev skabt i 1800-tallet, synes de nationale grundfortællinger belejligt at have ”glemt” de komplekse forestillinger om at være dansk og norsk, som det fremgår af Morten Nordhagen Ottosens bidrag om Identiteter og patriotisme.

Det betyder naturligvis ikke, at tidligere tiders historikere ikke har forholdt sig til foreningstiden. Det gælder navnlig ikke de norske historikere.

For selvom norske historikere ofte har nedprioriteret den politiske historie i dansketiden til fordel for økonomisk og social historie samt et enormt fokus på by-, lokal- og regionalhistorier, har det været umuligt at skrive norsk historie uden at forholde sig til det faktum, at landet igennem århundreder blev styret fra kongens København. De lange skygger, som foreningstiden har kastet og til stadighed kaster over norsk historieskrivning, bliver netop behandlet i Odd Arvid Storsveens artikel Gi meg mine fire hundre år tilbake!

Norske traditioner At vi kan tale om en overordnet grundfortælling i norsk historie, gør imidlertid ikke, at der hersker konsensus. Historiefaget har altid haft en stridbar tendens,11 hvor brudfladerne ofte afspejler de konflikter, der findes i det omgivende samfund.

Inden for norsk historieskrivning kan man således skelne mellem en høyre- og en venstretradisjon, hvis rødder kan spores tilbage til modsætningsforholdene på den grundlovgivende rigsforsamling på Eidsvoll og i de følgende års ophedede politiske debat. En debat, der blandt andet handlede om, hvordan man skulle forstå den tidligere forening med Danmark. Striden kulminerede med den litterære fejde, som blev udløst af præsten og Eidsvollsmanden Nicolai Wergelands bog om dansketiden, En Sandfærdig Beretning om Danmarks politiske Forbrydelser imod Kongeriget Norge fra Aaret 955 indtil 1814, eller fra Hakon Adelsteens Krig med Harald Blaatand, indtil Fredslutningen i Kiel (1816). Værket, der sandsynligvis er det hårdeste angreb på Danmark, der endnu er blevet skrevet på dansk, var med Wergelands egne ord et synderegister, der var lige så langt som Nordens historie.12 I en mere historiografisk forstand udspringer den nationaldemokratiske venstretradisjon og den konsensussøgende konservative høyretradisjon af den politiske, kulturelle og forfatningsmæssige kamp mellem de to partier Venstre og Højre

F O R TÆ L L I N G E R O M DA N M A R K O G N O R G E

17

198.0 x 260.0 mm

i Norge i anden halvdel af 1800-tallet. De konservative højrehistorikere udsprang af de embedsfamilier, der traditionelt var knyttet til Danmark og dansk kultur.

Den norske nation og dens kultur blev set som et led i et større europæisk hele, og friheden, som nordmændene fik i 1814, blev set som ”en gave”, der mere skyldtes ydre politiske omstændigheder end nordmændenes egen gøren og laden.13 Rent historiefagligt blev den norske venstretradisjon skabt af Henrik Wergeland (Nicolais søn) og Ernst Sars, der byggede på en to-kulturlære.14 To-kulturlæren, der for alvor vandt frem fra 1850’erne, hævdede, at Norge var splittet mellem to kulturer: en oprindeligt norsk og en dansk/europæisk. Sidstnævnte fandtes hos embedsmandseliten, mens nationens kerne blev udgjort af odelsbønderne, hvis nationale og demokratiske kultur havde dybe rødder i det ”egentlige” Norge, der fandtes mellem fjeldene. Det gjorde, at der fandtes en ”kløft”, der ifølge den moderate udgave af læren delte det norske samfund i to kulturer eller to stænder, mens de mere radikale tilhængere af læren hævdede, at der eksisterede to nationer i Norge.

I venstretradisjonen var 1814 den foreløbige kulmination af en indre udvikling og en national frigørelsesproces, der blev tilendebragt med sprængningen af den politiske union med Sverige i 1905 og opgøret med den kulturelle union med Danmark, som Ruth Hemstad behandler i sin artikel 1905 – kulturunionens oppløsning?15 1800-tallets venstrehistorikere kæmpede således for at vise nordmændenes nationale egenart i fortiden for at fjerne den fremmede indflydelse i nutiden samt at sikre Norges fulde kulturelle og politiske selvstændighed i fremtiden.

Sars skrifter var således bevidste angreb på såvel den svensk-norske union som den skandinavisme, som var udbredt blandt hans modstandere på højrefløjen.16 Venstretradisjonen dominerede i første halvdel af det 20. århundrede norsk historieskrivning og var på mange måder med til at skabe den norske grundfortælling.

Rent historiefagligt skete der imidlertid en forandring efter Anden Verdenskrig, hvor høyretradisjonen ikke blot fik et voldsomt comeback, men til dels erobrede den position, som dens modpart tidligere havde nydt godt af. Begge traditioner kan stadig spores inden for det norske historiefag, men fronterne er i dag ikke længere så skarpt optrukne som tidligere. Der skete ligeledes forandringer i forholdet mellem det politiske tilhørsforhold og historiesynet i verdenskrigens kølvand. Det var således langtfra alle de historikere, der videreførte høyretradisjonen, der rent politisk befandt sig til højre for midten. På samme måde finder man historikere, som befinder eller befandt sig til højre for midten, som videreførte venstretradisjonen. Historieskrivningens højre-venstre-skala falder således ikke længere sammen med den politiske højre-venstre-skala. I den brede norske befolkning står den nationaldemokratiske venstretradisjon. Her findes den på begge sider af den politiske midte, hvor den har en ikke uvæsentlig indvirkning på nutidens politik.

I Danmark og Norge finder man således en historisk betinget ambivalens over for Den Europæiske Union, der til dels kan tilskrives en dansk-norsk demokratiopfattelse,17 der i begge lande udspringer af forfatningskampene mellem Højre og

18

MELLEM BRØDRE

198.0 x 260.0 mm

Venstre i 1800-tallet, og som til dels adskiller sig fra den, som man finder i de fleste europæiske lande. At den norske skepsis i sidste ende har vist sig større end den danske, som det fremgår af Bo Lidegaards bidrag, Danmark, Norge og EU, må det til dels tilskrives Norges rolle som lillebror i tre unioner med henholdsvis Sverige (1319-1343 og 1814-1905) og Danmark (1380-1814). I en nutidig sammenhæng synes der alt andet lige at være en tendens til, at de nordmænd, der støtter høyretradisjonens mere positive syn på fortidens unioner, ligeledes har et mere positivt syn på EU, mens tilhængerne, som ser historien igennem venstretradisjonens briller, generelt er mere kritiske.

Dansk konsensus?

Denne traditionernes kamp forekommer umiddelbart at være fraværende i Danmark, hvor man normalt kun taler om én tradition inden for historieskrivningen, nemlig den radikale tradition.18 Den danske grundfortælling bygger på forestillingen om social homogenitet, stabilitet, demokrati, konsensuskultur, tillid, protestantisk arbejdsetik og fravær af korruption, der angiveligt er blevet skabt gennem begivenheder som reformationen, enevælden, grundloven, 1864 og parlamentarismens sejr. Tilsammen har det skabt en lille national og demokratisk velfærdsstat, der for mange synes at være historiens afslutning.19 Glemt indtil – relativt – for nylig var nationens fortid som kernen i et mellemstort europæisk imperium, der blandt andet indeholdt Norge. Konsekvensen har været, at mens nordmændene ikke har kunnet skrive deres historie uden Danmark, har danskerne i forbløffende grad været i stand til at skrive deres historie uden Norge. Forklaringen er knyttet til Danmarks ”skæbneår”. Ifølge fagets egen mytologi blev historie som fag professionaliseret i årtierne efter det katastrofale nederlag i 1864.20 Nationalstaten og historiefagets genesis faldt hermed sammen, hvilket fik en afgørende betydning for den danske grundfortælling.

Den unge og fremadstormende generation af radikale historikere, der efter egen opfattelse revolutionerede faget, overførte nemlig i den proces ikke alene deres egne demokratiske og pacifistiske idealer på en fortid, men skabte også forestillingen om Danmark som en lille og fredsommelig nationalstat igennem historien. Modsat de konservative dyrkede de ikke kongerne og deres krige, der ifølge de radikale historikere kun havde været Danmark til last, men derimod bønderne og den brede befolkning. Forestillingen om Danmark som et multinationalt imperium bundet sammen af dynastisk loyalitet, der brugte magt som et politisk redskab, stred imod deres idealer. Det fik afgørende betydning for den danske historie, som de skrev, og den fortælling om Danmark, som blev skabt. De radikale historikeres opgør med de nationalliberale historikeres nationalromantiske fortællinger efter 1864 gjorde hermed – paradoksalt nok – fortiden endnu mere national, da deres

F O R TÆ L L I N G E R O M DA N M A R K O G N O R G E

19

198.0 x 260.0 mm

Den danske stat bestod i begyndelsen af 1814 af kongerigerne Danmark og Norge, hertugdømmerne Slesvig og Holsten samt af kolonier i Vestindien, Afrika og Asien. Her ses den europæiske del. Kort: Per Jørgensen.

20

MELLEM BRØDRE

198.0 x 260.0 mm

grundfortælling ikke tog højde for fortidens statsdannelse eller de idéer og normer, der lå bag, hvordan den blev styret. Nok så væsentligt var det en fortælling, hvor man sjældent møder Norge eller nordmændene. Fortiden blev hermed for alvor et fremmed land.21 Selvom modsætningsforholdet mellem radikale og konservative historikere i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede er velkendt,22 har man kun talt om en radikal tradition, der hermed de facto er kommet til at stå uden modstykke. De radikale historikere uddannede elever. Det gjorde de konservative ikke.23 Et nyt projekt på Syddansk Universitet sætter imidlertid spørgsmålstegn ved den antagelse.24 For selvom det ubestrideligt er rigtigt, at den danske venstretradition, som man kan kalde den radikale tradition, og dens arv fagligt set har domineret faget i et århundrede, synes der hele tiden at have været et konservativt modspil, der både har været at finde inden for og måske navnlig uden for universiteternes elfenbenstårne.

Selvom disse konservative historikere ikke har domineret faget, har de været med til at skabe modfortællinger,25 der tydeligt kan genfindes i offentligheden og hos dele af befolkningen. Her finder man ikke blot Højres nationalkonservative forestillinger, men også rester efter de nationalliberales nationalromantik samt grundtvigianernes tilsvarende. Det måske bedste eksempel herpå er den vedvarende kamp mellem en dansk højre- og venstretradition om 9. april 1940 og den danske politik under Anden Verdenskrig. Venstretraditionen udlægger den positivt som en rationel forhandlingspolitik, der ikke var køn, men nødvendig, mens højretraditionen udlægger den som en æreløs samarbejdspolitik, der hjalp ondskaben selv i form af Hitlers Tyskland.

De forskellige fortællingers kamp om dansk historie, der for alvor brød ud i forbindelse med ”professionalisering” af historiefaget i 1880’erne, kan – og bør – således ses i forlængelse af den kulturkamp, der allerede brød ud i Danmark (og Norge) i forbindelse med ”det moderne gennembrud” i 1870’erne. Denne kulturkamp mellem ”realisme” og ”romantik” prægede – og præger stadig – såvel åndslivet som det politiske liv i de to lande. Forskellen er blot, at mens dansketiden har stået centralt i den norske kulturkamp, er danskerne sig sjældent bevidst, at de har haft en norsketid.26

Danmark-Norge?

Hvad var det egentlig for en forening, der eksisterede mellem Danmark og Norge igennem 400 år, og hvad skal vi kalde den? Lad os starte med det sidste. I dag er det blevet almindeligt at kalde den dansk-norske statsdannelse, der eksisterede gennem 400 år, for Danmark-Norge. Navnet fandtes imidlertid ikke under selve foreningen. Det blev opfundet af den konservative danske historiker Edvard Holm i

F O R TÆ L L I N G E R O M DA N M A R K O G N O R G E

21

198.0 x 260.0 mm

begyndelsen af 1870’erne.27 Det er i øvrigt en nærliggende tanke, at Edvard Holm var inspireret af navnet Østrig-Ungarn, der blev skabt i 1867 i et forsøg på at ligestille de vigtigste lande i det habsburgske imperium. Navnet var en reaktion på de norske venstrehistorikeres kritiske udlægning af fællesskabet, som det fremgår af Odd Arvid Storsveens bidrag, og kan ses som retrospektive forsøg på at skabe en lighed inden for fortidens forening og i fremstillingen af de to landes historie.

Hvordan var det formelle forhold mellem de to kongeriger, når vi ser på den institution, som bandt dem sammen? Monarkerne, som Øystein Rian skriver om i artiklen De dansk-norske kongene, var officielt Konge af Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, Greve udi Oldenburg og Delmenhorst.28 De oldenborgske konger var hermed formelt set lige så meget norske, som de var danske. En pointe, som nordmændene gerne mindede deres majestæt om, når de fremførte særnorske krav eller ønskede at hævde Norges status.29 Det var imidlertid gængs at tale om majestæten som den danske konge eller som kongen af Danmark, hvilket understregede det faktum, at Danmark – eller måske rettere København – udgjorde den oldenborgske statsdannelses centrum. Det samme gjorde sig gældende i forhold til staten, der i samtiden blev kaldt enten for den danske stat, de danske stater eller slet og ret Danmark.

Den ligestilling mellem landene, som man finder i Edvard Holms Danmark-Norge, fandtes således ikke i foreningstiden. Det tætteste, som man kom på, var de poetiske kælenavne tvillingriget eller tvillingrigerne. Navnene kan spores tilbage til den danske digterpræst Thomas Kingo og den tidlige enevælde i slutningen af 1600-tallet. Det vil sige til en tid, hvor styrkeforholdet mellem de to kongeriger var blevet voldsomt forandret. Danmark havde traditionelt været det stærkeste og rigeste land i Norden, men med tabet af Skånelandene i 1658 nærmede Danmark og Norges vægt i foreningen sig hinanden. Norges forbliven i unionen forudsatte i sidste ende, at nordmændene selv accepterede den.

Minervas ugle flyver som bekendt i skumringen. Det er derfor måske sigende, at det tætteste, vi kommer navnet Danmark-Norge i selve foreningstiden, hidrører fra dens sidste leveår. I slutningen af 1813 udgav den danske skandinavist Jens Kragh Høst således tidsskriftet Danora. Bladets navn var også dets program.

Høsts idé var således, at man inspireret af Storbritannien skulle give foreningen mellem Danmark og Norge et fælles navn, der befæstede båndene og den evige sammensmeltning mellem rigerne.30 Hvorvidt Høsts idé var en enlig svale, er usikkert. Den norske patriot Jens Christian Berg hævdede 25 år efter adskillelsen, at man fra dansk side under Napoleonskrigene havde forsøgt at omdøbe Norge til Norddanmark og nordmændene til ”Nord-Daner”.31 Der er endnu ikke fundet noget belæg for påstanden, der kan skyldes den ”daniseringspolitik”, som Frederik 6. på det tidspunkt førte i hertugdømmerne i et forsøg på at skabe enhed i staten.32 Samtidig skaber forestillingen om Norge som et Norddanmark endnu en parallel til Skotland og Storbritannien. I 1600- og 1700-tallet fandtes der således vedva-

22

MELLEM BRØDRE

198.0 x 260.0 mm

rende forsøg på at omdøbe Skotland til North Britain og England til South Britain.

I det 19. og 20. århundrede har historikere fundet på andre navne i et forsøg på at beskrive den stat, der fandtes i fortiden. Ole Feldbæk og mange andre med ham har kaldt den for helstaten. Betegnelsen, der lægger sig op ad det tyske Gesamt­ staat, kan i en dansk sammenhæng føres tilbage til 1848. Her blev navnet imidlertid ikke brugt til at beskrive den tidligere dansk-norske forening, men derimod den dansk-tyske statsdannelse, som opstod i 1814-1815 og gik under i 1864.33 At bruge navnet helstaten om den dansk-norske forening kan således medføre en vis begrebsforvirring. Det oldenborgske monarki, som Uffe Østergaard har foreslået,34 eller det danske imperium, som Michael Bregnsbo og Kurt Villads Jensen slået til lyd for, forekommer hermed bedre.35 De to er også fælles om at bruge betegnelsen det oldenborgske imperium36, ligesom man taler om det habsburgske imperium. Hvilket et af navnene der er bedst, afhænger i høj grad af, om man ønsker at understrege statens dynastiske karakter eller det faktum, at Danmark – eller måske rettere kongens København – udgjorde dens kerne.

Foreningens historie og karakter Danmarks placering som statens centrum var imidlertid ikke i udgangspunktet så klar, som den siden blev. Foreningen mellem de to lande i 1380 var resultatet af klassisk dynastisk politik. Her blev Norge og Danmark bundet sammen af en knap tiårig dreng, Olav (4.) Håkonsson. Hans far var den norske kong Håkon 6., mens hans mor, dronning Margrete, var datter af den danske konge, Valdemar 4. Atterdag. Allerede i 1376 havde det danske rigsråd valgt Oluf (2.), som blev hans danske navn, til at efterfølge morfaren, mens han nu fire år senere efterfulgte sin far på den norske trone. Den dansk-norske forenings afsæt var således den norske eller rettere sagt svensk-norske kongeslægt. Olavs farfar, Magnus Eriksson Smek, havde været konge af både Norge og Sverige, ligesom hans far Håkon kortvarigt havde været det. Drengens arvekrav på den svenske trone åbnede således døren for en forening af Norden. Olav nåede imidlertid aldrig at forene Norden eller for den sags skyld at blive konge meget mere end af navn, da han døde blot 16 år gammel.

Her kunne historien være endt, hvis det ikke havde været for en stærk kvinde, hans mor Margrete. Valdemar Atterdags datter blev først valgt til dansk regent, siden til norsk og til sidst også til svensk regent. Kronen blev bogstavelig talt sat på værket, da hendes adoptivsøn Bogislaw under det mere nordisk klingende navn Erik i 1397 blev kronet til konge af Norden i Kalmar. Kalmarunionen (13971523), som eftertiden har kaldt den, var skåret over den samme læst som datidens andre europæiske statsdannelser, hvor dynastier bandt mere eller mindre tæt beslægtede folkeslag sammen. Nogle af disse, som f.eks. Frankrig og Spanien, har overlevet frem til nutiden, mens andre, f.eks. den polsk-litauiske union, gik un-

F O R TÆ L L I N G E R O M DA N M A R K O G N O R G E

23

198.0 x 260.0 mm

Den norske dronning og danske kongedatter, Margrete, samlede ved kløgt de nordiske riger i 1397. Sverige brød endegyldigt ud af unionen i 1523, mens den dansk-norske forening holdt til 1814. På dette store maleri fra ca. 1640 af Gerrit van Honthorst modtager Margrete den svenske krone af kong Albrecht af Mecklenburg. Foto: Kitt Weiss, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

der. Når Kalmarunionen i sidste ende ikke overlevede, skyldtes det til dels en strid mellem kongemagten og aristokratiet om, hvem der skulle bestemme mest, samt en række magtkampe både mellem og internt i de tre riger. Fra 1448 og frem til sammenbruddet i 1523 stod Sverige således på skift inden for og uden for unionen, mens Danmark og Norge i 1450 indgik en traktat i Bergen, hvori de to rigsråd stadfæstede, at de to ligestillede riger skulle høre sammen til evig tid.

I 1523 var der imidlertid ingen, der vidste, at bruddet mellem Danmark og Norge på den ene side og Sverige på den anden ville blive definitivt. Resultatet var lige så lidt givet på forhånd, som de nuværende nordiske nationalstater var det. Kalmarunionens undergang blev vinklet ind både i det danske aristokratis opstand mod Christian 2. (1522), krig i Norge (1531-1532) og borgerkrig i Danmark (Grevens Fejde, 1534-1536), oprør i Sverige (1522), Danmark (15241525) og Norge (1535-1537) samt indførelsen af reformationen i de to lande (1536-1537).

24

MELLEM BRØDRE

198.0 x 260.0 mm

Reformationen, som Ove Korsgaard beskriver i artiklen Kirken i foreningstiden, fik ikke blot store religiøse konsekvenser, men også afgørende kulturel og politisk betydning for Danmark og Norge. Norge blev således efter Christian 3.s sejr i Grevens Fejde som en straf for det norske rigsråds støtte til Christian 2. indlemmet i Danmark som en dansk landsdel på linje med Sjælland, Jylland og Fyn. Hvor bogstaveligt den såkaldte Norgesparagraf i kongens håndfæstning skal forstås, har været livligt diskuteret i århundreder mellem danske og norske historikere, men afgørende blev det, at det norske rigsråd blev opløst. Kongeriget kom til at stå uden egne politiske institutioner, og det blev frem til enevældens indførelse i 1660 i høj grad styret af danske aristokrater. Den ligestilling, som der i det mindste formelt set tidligere havde været mellem Danmark og Norge, blev således fjernet med Norgesparagraffen.37 Først reformationen og siden enevælden førte til magtkoncentration hos de dansk-norske konger, der synes at have få paralleller i Europa.38 Kongeloven (1665), der var fælles for de to riger, er således det eneste kendte eksempel på en enevældig forfatning. Magten blev imidlertid ikke blot koncentreret i kongens person, men også i hans by, imperiehovedstaden København, som Michael Bregnsbo beskriver i artiklen ”En sand Kjæmpe imellem en Flok Dværge”. Her lå det fælles universitet, de fælles banker39 og den måske vigtigste fælles institution, orlogsflåden, som Jakob Seerup behandler i bidraget I samme båd. Uden flåden, der i høj grad var bemandet med nordmænd, ville det have været umuligt at holde det langstrakte imperium med dets kolonirige samlet.

Statsdannelsen, der oprindeligt var blevet styret af det gamle danske aristokrati, blev i stigende grad administreret af et dansk-norsk embedsværk med en borgerlig baggrund. De var uddannet som jurister og teologer på universitetet i København, hvor de var blevet oplært i de tæt på identiske lovbøger for de to lande (Christian 5.s Danske Lov (1683) og Norske Lov (1687)). De fleste norske embedsslægter stammede fra andre dele af imperiet, de var indgiftet i danske slægter og delte kultur med deres danske standsfæller.40 En fælles kultur, som Thomas Lyngby skriver nærmere om i Kulturliv i den dansk-norske fællesstat.

De danske og norske embedsmænd og den øvrige elite delte imidlertid ikke blot kultur. De to lande havde også en fælles offentlighed med København som det altdominerende centrum. Imperiehovedstadens rolle som fælleskulturens neksus havde imidlertid den konsekvens, at der ikke fandtes en reel norsk offentlighed før adskillelsen i 1814. For mens kongens by bugnede med trykkerier, boghandlere, aviser og tidsskrifter, fandtes der kun få i Norge. Omvendt blev en stor del af, hvad der blevet trykt i København, sendt med skib til Norge. En tredjedel af alle eksemplarer af Danske Statstidende, i dag bedre kendt som Berlingske, blev solgt nord for Skagerrak. I de store norske byer – Christiania, Trondhjem, Bergen og Christiansand – vidste man således langt mere om, hvad der skete i ho-

F O R TÆ L L I N G E R O M DA N M A R K O G N O R G E

25

198.0 x 260.0 mm

vedstaden, end om, hvad der skete i de andre norske byer.41 Alligevel var det netop hos denne norske embedsmandselite, at en moderne norsk national identitet blev udviklet.42 En national identitet, som for alvor blomstrede med skilsmissen mellem Danmark og Norge i 1814. En begivenhed, der bliver beskrevet i artiklen Adskillelsen.

Den kulturelle union De nationale grundfortællinger, der blev skabt i Norge og Danmark efter 1814 og 1864, har ikke alene vanskeliggjort en forståelse af den 400-årige politiske union mellem de to lande. De har også gjort, at danskere og nordmænd helt eller delvis har glemt den kulturelle union, som de facto eksisterede mellem Danmark og Norge fra adskillelsen i 1814 og frem til unionsopløsningen mellem Norge og Sverige i 1905 (om end den i stigende grad kom under pres). De kulturelle bånd, der var blevet knyttet, bandt nemlig stadig de to lande sammen, og gjorde, at udviklingen i de to lande både politisk og kulturelt spejlede sig i hinanden igennem det 19. århundrede.

Politisk udgjorde Norge frem til enevældens fald i 1848 et forbillede for danske liberale, som bliver behandlet i artiklen Et norsk banner, mens den grundtvigianske bevægelse, som Dag Thorkildsen skriver om i artiklen Folkelige dannelsesprosjekt, og den socialistiske bevægelse i Danmark, som Knut Kjeldstadli skriver om i artiklen Folkesosialisme, var en inspirationskilde for henholdsvis de norske bønder og socialister. Når det gælder sproget, som man kan læse om i Jørn Lunds bidrag Sproget og sprogene, var skriftsprogene på trods af landsmålsbevægelsen (nynorsk) til praktiske formål identiske ved indgangen til det 20. århundrede. Selv i dag er forskellene mellem bokmål og dansk ikke større, end man polemisk kunne hævde, at førstnævnte er sidstnævnte stavet logisk.

Københavns totale dominans gjorde, at Norge aldrig havde fået opbygget sin egen kulturelle infrastruktur. Det betød, at den gamle imperiehovedstad vedblev med at være Norges kulturelle hovedstad i henved et århundrede efter adskillelsen. Når det gælder litteraturen, som Jørgen Haugan skriver om i artiklen Den dansk-norske litterære union, dominerede danske forfattere fortsat det norske kulturliv frem til midten af 1800-tallet, hvorefter norske forfattere, der var vokset op med den danske guldalderlitteratur, overtog og kom til at dominere den fælles kultur. Lignende tætte bånd imellem Danmark og Norge finder man også inden for billedkunsten, hvilket Karina Lykke Grand og Gertrud Oelsner beskriver i artiklen ”Al den evindelige Norskhed”, samt i musiklivet, som bliver behandlet i Harald Herresthals bidrag Norsk musikk med danske røtter. Adskillelsen i 1814 udgjorde således på ingen måde afslutningen på den livlige vekselvirkning mellem de to lande, måske endda tværtimod. Denne historie er blot blevet glemt i de

26

MELLEM BRØDRE

198.0 x 260.0 mm

gængse Danmarks- og Norgeshistorier, der er blevet skrevet ud fra de dominerende grundfortællinger.

Mellem brødre – og søstre Titlen på denne bog er en direkte henvisning til to tidligere udgivelser af samme navn. Den første af dem udsprang af en stormombrust professorkonkurrence ved Københavns Universitet i 1936. Emnet for konkurrencen, Danmark-Norge i det 18. århundrede, udgjorde i sig selv undtagelsen, der bekræftede reglen om, at danske historikere ikke beskæftigede sig med Norge. At det var tilfældet, bekræftes af, at alle bidragene i høj grad byggede på norske historikeres undersøgelser af fællestiden, om end danskerne – vanen tro – tolkede den fælles fortid noget lysere end deres norske kollegaer.43 Konkurrencen var benhård og præget af det voldsomme politiske og faglige modsætningsforhold inden for den danske historikerstand. Beskyldningerne føg i de efterfølgende år frem og tilbage og kulminerede med en injuriesag ved Helsing­ør Byret mellem Københavns Universitet, der agerede på vegne af bedømmelsesudvalgets formand, Erik Arup, og Vilhelm la Cour, der var blevet nummer to i konkurrencen.44 Striden betød, at den tabende part, den norsk gifte Vilhelm la Cour, først udgav sit bidrag, Mellem brødre, syv år senere. Værket kom hermed midt under Anden Verdenskrig, hvilket ændrede hele den kontekst, som bogen bør ses i. I stedet for at være et indlæg i en forbitret historikerdebat mellem radikale og konservative blev Mellem brødre et bidrag til den største humanitære indsats i dansk historie, da bogens overskud blev givet til Norgeshjælpen (i Norge kendt som Danskehjelpen). Den humanitære indsats, som bliver behandlet af Thomas Sehested i artiklen Da Danmark hjalp Norge under Anden Verdenskrig, gav i sidste ende et stort økonomisk overskud, der efter krigen blev brugt til oprettelsen af Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde, hvis formål er at arbejde for øget forståelse og samarbejde mellem Danmark og Norge.

Det andet værk, som denne bog refererer til, er Ole Feldbæk og Ståle Dyrviks bind syv af Aschehougs Norgeshistorie, Mellom brødre (1996). Ole Feldbæk, der gik bort i 2015, var the grand old man inden for dansk 1700-talshistorie, men han var mere end det. Ligesom Edvard Holm, som han på mange måder slægtede på, havde Feldbæk et skarpt blik for og en enorm viden om dansk-norsk historie. Ingen dansk historiker har således gjort mere for dansk-norsk historie siden Holms dage. Denne bogs titel er således en måde at ære Ole Feldbæks minde på.

Rent historisk spiller navnet Mellem brødre på flere strenge. I tidligere tider var det ikke ualmindeligt, at man brugte ordet broder for at understrege samhørighed og venskab, på samme måde som foreninger eller sammenslutninger blev kaldt for broderskaber. Når fortidens danskere og nordmænd kunne finde på at

F O R TÆ L L I N G E R O M DA N M A R K O G N O R G E

27

198.0 x 260.0 mm

Johannes Wiedewelts Danmarksmonument og Norgesmonument i Fredensborg Slotshave symboliserer rigernes samhørig og kongens magt. Her ses originalerne på Kongernes Lapidarium i København. Foto: Thorkild Jensen.

betegne hinanden som brødre, skyldtes det naturligvis også idéen om Danmark og Norge som to tvillingriger samt enevældenes patriarkalske forestillingsverden.

Ifølge den var kongen i København far for alle sine folk, der igennem denne var i familie med hinanden. Den kongetro norske nationalpatriot Johan Nordahl Brun skrev i 1773, at danskere og nordmænd, som borgere i den samme stat, nød fælles fordele og byrder, og at forholdet imellem dem var som en ædel kappestrid mellem brødre om at tjene deres far, kongen, bedst.45 Titlen Mellem brødre indfanger hermed det forhold, at familie i modsætning til venner ikke er noget, man vælger. Det er noget, man har. Et søskendeforhold indebærer ofte kærlighed og hengivenhed, men det kan også indeholde jalousi og bitre konflikter. Forholdet mellem ”tvillingrigerne” blev ikke kun beskrevet i mandlige termer. Billedkunstnere fremstillede ofte allegorisk Danmark og Norge som unge og smukke kvinder, såsom Johannes Wiedewelts skulpturer af de to lande i Fredensborg Slotspark.46 På samme måde beskrev poeterne med deres pen de to lande som Dana og Nora, der blev fremstillet som mødre, skjoldmøer eller gudinder,47 mens den norske billedhugger Ørnulf Bast valgte at fremstille de to lande som unge piger med skulpturen To søstre. Sidstnævnte, der står på Eidsvoll Plads i København, blev givet til Danmark af nordmænd som tak for Norgeshjælpen (se Thomas Sehesteds artikel).

28

MELLEM BRØDRE

198.0 x 260.0 mm

Bogens titel, Mellem brødre, skal således ikke foranledige en forestilling om, at foreningen mellem Norge og Danmark udelukkende var en affære mellem mænd. I 1770 boede der angiveligt 40.000 nordmænd i Danmark,48 hvilket svarede til lidt under fem procent af befolkningen i landet. Når man tager højde for de norske matroser i flåden, de norske soldater i Kongens Livgarde, de norske studerende på Københavns Universitet samt norske embedsmænd, præster og officerer, er det rimeligt at antage, at flertallet af nordmændene i Danmark var netop nordmænd, ligesom danske embedsmænd, præster og officerer i Norge ligeledes var mænd. Ikke overraskende var mange af disse mænd gift med kvinder. Nogle af disse kvinder var rejst med deres mænd til broderriget, men i andre tilfælde var der tale om, at danske og norske mænd fandt deres koner i det land, de kom til. Det var således ikke sjældent, at den nye præst giftede sig med enken efter den forrige præst, ligesom mange norske studerende fandt deres koner i København. De mange dansk-norske ægteskaber var i sig selv med til at knytte bånd mellem de to folk. Navnlig inden for eliterne.

Når det gælder tjenestefolk, synes de for det meste at være kommet fra de danske og norske byers opland, om end man kan finde eksempler på både danske tjenestefolk i Christiania og norske tjenestefolk i København.49 Af større betydning har de tætte handelsmæssige forbindelser mellem danske og norske byer og landsdele været. Det var ikke mindst tilfældet mellem Sørlandet og Nordjylland, der på mange måder var tættere forbundet med hinanden end med andre dele af de lande, som de lå i,50 ligesom norske byer, såsom Trondhjem, var tæt forbundet med Slesvig.51 Selv den dag i dag kan man i Norge finde på at kalde befolkningen på Sørlandet for ”reservedanskere”.

Disse handelsmæssige og familiære forbindelser på tværs af Skagerrak blev blandt andet holdt i live igennem ægteskaber. Men norske og danske kvinder har naturligvis ikke blot spillet en rolle i dansk-norsk historie ved at binde danske og norske familier sammen, hvilket i praksis betød, at der ofte var en flydende overgang mellem at være dansk og norsk.52 Kvinderne har også spillet en fremtrædende rolle i deres egen ret. Først og størst er naturligvis den mest magtfulde kvinde i nordisk historie, Margrete, der forenede Norden og lagde grunden til den 400-årige forening af Danmark og Norge. Mens Margrete for eftertiden står tilbage som et symbol på politisk kløgt og diplomatisk snilde, blev den norske præstekone Anna Colbiørnsen i 1700-tallet synonym med patriotisk vovemod for sin indsats under Store Nordiske Krig. Senere har forfatterinder som den norskfødte Amalie Skram og den danskfødte Sigrid Undset spillet vigtige roller for det kulturelle fællesskab.

Når det gælder Norgeshjælpen under Anden Verdenskrig, så blev den startet af tre danskgifte norske kvinder i København, nemlig forretningskvinden Petra Sletten, Asbjørg la Cour (gift med Vilhelm la Cour) og Borghild Hammerich, der senere skulle blive den første generalsekretær for Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde.

Denne bog er skrevet og udgivet i deres og fondets ånd. Det vil sige ud fra ønsket om at skabe tættere bånd og en større forståelse de to lande imellem.

F O R TÆ L L I N G E R O M DA N M A R K O G N O R G E

29