Lillian og Dan Finks Fond G.E.C. Gads Fond Politiken-Fonden Augustinus Fonden
Politiken-F_logo.indd 1 11/02/14 12.01
Cubakrise, stedfortræderkrige og afspænding, 1961-1977
Gads Forlag
Den Kolde Krig – en ny global historie Cubakrise, stedfortræderkrige og afspænding, 1961-1977
© 2023 Poul Villaume og Gads Forlag A/S
ISBN: 978-87-12-06870-9
1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia
Forlagsredaktion: Henrik Sebro Tekstredaktion: Anette Stoffersen Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Forsidebillede: RAF Fairford, Lockheed U-2S – 80-1076 / BB. Steve Lynes, Sandhurst, UK. Wikimedia Commons
Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Repro: Narayana Press Tryk og indbinding: P&B Print, Letland
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
Introduktion ............................................ 9
KAPITEL 1 1961-1963 ............................ 21
Fra afgrundens rand til håb om afspænding .................... 23
Introduktion .......................................... 23
Kennedy mod Castro og Khrusjtjov – invasion i Svinebugten 1960-1961 .......................................... 27
Topmøde i Wien: ”Det vil blive en kold vinter” 1961 ........... 41 ”Jernring” omkring Vestberlin – ”Fandens meget bedre end en krig” 1961 ....................................... 51
”Dommedagsstrategier” i Vest og Øst 1961 .................. 65
Besværlige allierede i Øst og i Vest – ”Et ben i halsen på Vesten” 1961-1962 .......................................... 76
Mongoose og Anadyr: ”Et pindsvin i amerikanernes bukser” 1962 89 ”Den uge, verden stod stille” – Cubakrisen dag for dag oktober 1962 ....................................... 105
Cubakrisens efterliv – ”Forandringens vind” 1962-1963 ........ 127 Afspændingskim – ”Gør verden sikker for mangfoldighed” 1963 . 140
KAPITEL 2 1961-1968 ........................... 159 Nye fronter i syd – første skridt mod détente .................. 161 Guerillakrige og oprørsbekæmpelse – USA, Sydøstasien og Kina 1961-1963 ......................................... 161 Kennedy og kommunismen – fra Congo til Cuba 1961-1964 .... 171 Johnson-regeringen – afspænding eller det ”forbandede pokerspil” 1964 ..................................... 180
Optrapning i Vietnam – paladskup i Kreml 1964 ............. 192 ”Torden” over Vietnam – mellem Washington, Moskva og Beijing 1964-1965 ................................... 203 ”Jeg ser et mønster” – Den Dominikanske Republik, Congo, Indonesien 1964-1966 ................................ 211 Øst-Vest-optøning i Europa – på vej mod atomstrategisk lighed 1965-1967 ......................................... 221
Våbenkontrol med strategisk forspring? – Krig i Mellemøsten 1967 ............................................. 236
Strid om Vietnam-politikken – kulturrevolutionært anarki i Kina 1967-1968 ......................................... 252
Interne brydninger i NATO og Warszawapagten 1966-1968 ..... 260
Pragforåret og sovjetisk invasion – ”Bresjnev-doktrinens” afmagt 1968 ............................................. 267
KAPITEL 3 1969-1977 ........................... 279
Afspændingens årti – med stedfortræderkrige .................. 281
Nixons og Kissingers Kold Krigs-verden 1969-1976 ........... 281
Atomar lighed – ”galninge”-strategi og ”vietnamisering” 1969-1971 ......................................... 286
Nixon i Kina: ”Ugen, der ændrede verden” – slutspil i Vietnam 1969-1973 ......................................... 297
Vesttysk Ostpolitik og spirende europæisk détente 1969-1972 ... 310 Fra terrorbalance til ”fejlbalance” – SALT-reguleret våbenkapløb 1969-1972 ......................................... 322
Vladivostok: ”MIRV-smuthul” – våbenteknologiske kvantespring 1974-1975 ......................................... 333
På vej til den al-europæiske sikkerhedskonference (CSCE) 1969-1972 ......................................... 344
Helsinki og Kurv III: ”Friere bevægelighed” over Øst-Vest-skellet 1973-1976 ......................................... 352
Bangladesh og Mellemøsten: Krig og stormagtskonfrontation 1971-1973 ......................................... 364
Chile, Cambodja, Østtimor, Sydeuropa: Faldende dominobrikker? 1973-1976 ......................................... 381
Kampen om Angola – endnu en dominobrik? 1974-1976 ......................................... 396
Sovjetisk optimisme globalt – sovjetisk stagnation internt 1975-1977 ......................................... 404
Fra Ford til Carter: Détente i defensiven 1976-1977 ........... 413
Noter ................................................ 421
Introduktion ......................................... 421
Kapitel 1. 1961-1963 .................................. 421
Kapitel 2. 1961-1968 .................................. 432 Kapitel 3. 1969-1977 .................................. 444
Litteratur ............................................. 455 Billeder ............................................... 469 Register ............................................... 470
”Fasthold styrke, om muligt. Under alle omstændigheder, hold hovedet koldt. Hav ubegrænset tålmodighed. Træng aldrig en modstander op i hjørnet, og hjælp ham altid med at redde ansigt. Sæt dig selv i hans sted – for at se tingene gennem hans øjne. Undgå selvretfærdighed som djævlen – intet gør mere blind.”
Sir Basil Lidell Hart, militærhistoriker, 19601
”Sandhedens store fjende er meget ofte ikke løgnen – bevidst, konstrueret og uhæderlig – men myten – vedholdende, overbevisende og urealistisk.”
John F. Kennedy, tale på Yale University, 11. juni 19622
Det foreliggende bind 2 af mit flerbindsværk om den globale Kolde Krigs historie omhandler, som det fremgår, perioden fra begyndelsen af 1960’erne (1960/61) til knap midten af 1970’ernes sidste halvdel (primo 1977). Kronologisk og tematisk ligger bindet således i direkte forlængelse af det i 2020 udgivne bind 1, Frygtens logik, som dækker perioden 1917-1961.3
Bind 2 strækker sig over to yderpunkter i, hvad man kunne kalde Den Kolde Krigs ”mellemperiode”: Fra de intense ”kriseår 1960-63” (som den amerikanske historiker Michael Beschloss har kaldt dem), kulminerende i Cubakrisen i 1962, hvor konflikten mellem Øst og Vest var tæt på at ende i en global atomkatastrofe, til afspændingsårenes mest frugtbare periode i første halvdel af 1970’erne, hvor Den Kolde Krigs geopolitiske og ideologiske konflikter midlertidigt blev nedtonet og Øst-Vest-forholdet stabiliseret, om end på et stadig højere militært rustningsniveau.
I lighed med bind 1 bygger dette bind på den nyeste internationale forskning i Den Kolde Krigs historie, bl.a. baseret på nyåbnede arkiver i både Øst og Vest. Arkiv- og kildedækningen på beslutningstagerniveau er også i bind 2’s periode klart bedst for den vestlige og især den amerikanske side, bl.a. i kraft af de enestående båndoptagelser fra møder i Det Hvide Hus under præsident Kennedy og præsident Nixon. Så længe der ikke er større adgang til centrale sovjetiske og kinesiske arkiver, er denne beklagelige skævhed et vilkår. Ikke desto mindre er det også på den østlige side muligt i dag for forskningen at sammenstykke et ganske pålideligt billede af periodens vigtigste interne politisk-militære beslutningsprocesser, især i Kreml og i de øvrige Warszawapagtlande. Gennem nu tilgængelige østeuropæiske arkiver er der endda på nogle områder i dag større adgang til Warszawapagtens hemmelige militære planlægning fra 1960’erne til 1980’erne end til NATO’s i samme periode. ***
I Introduktionen til Frygtens logik skrev jeg, at Den Kolde Krig var en unik og afgrænset historisk periode i det 20. århundrede, som ikke vender
tilbage i uændret skikkelse. Og sådan er det. Men siden Ruslands folkeretsstridige annektering af Krim i 2014 og især siden Ruslands ødelæggende og selvødelæggende aggression imod Ukraine i 2022 er det ikke desto mindre blevet stadig mere almindeligt blandt journalister, politikere og en del akademiske eksperter at tale om en ”ny kold krig” mellem Vesten på den ene side og Rusland – og Kina – på den anden side. Enkelte historikere er gået så vidt som til at sige, at Den Kolde Krig i virkeligheden aldrig sluttede.4
Men selv om den internationale sikkerhedspolitiske diskurs navnlig siden Ukrainekrisens start har været præget af en polarisering, hvis sort-hvide uforsonlighed – og selvretfærdighed – på begge sider har paralleller til den tidlige Kolde Krig i begyndelsen af 1950’erne, er det af flere grunde vildledende at tale om, at vi i dag befinder os i en Kold Krig – af ny eller gammel aftapning.
For det første mangler den stærke ideologiske komponent. Den globale styrkeprøve om, hvilket af to politisk-økonomiske systemer – liberalt demokrati og kapitalisme eller totalitær/autoritær, statsdikteret socialisme –der i hvert enkelt land skal sejre og dermed eliminere det andet, eksisterer ikke i dag. Og der findes ikke et globalt netværk af Moskva- eller Beijing-loyale politiske partier, der modtager direkte eller indirekte instrukser fra Rusland eller Kina. Og det forekommer tvivlsomt, om en bastant værdibaseret opdeling mellem ”verdens demokratier” og ”verdens autokratier”, der af nogle i dag fremhæves som en dominerende frontlinje, vil have en tilsvarende ideologisk appel på globalt plan, som modsætningen kapitalisme/socialisme havde under Den Kolde Krig.
For det andet er den økonomiske globalisering og gensidige økonomiske afhængighed, som slog igennem i slutningen af 1980’erne og i 1990’erne, i dag så vidt fremskreden, at den ikke for alvor vil kunne rulles tilbage til de autarki-lignende tilstande, som herskede under store dele af Den Kolde Krig, hvor den sovjetrussiske og den kinesiske statslige økonomi i betydeligt omfang var afkoblet fra de vestlige landes kapitalistiske økonomier. Også selv om internationale sanktionsskridt i dag har rejst visse barrierer for økonomisk og handelsmæssig interaktion.
Og for det tredje er verden i dag anderledes multipolært opdelt end under Den Kolde Krig, da en grundlæggende bipolaritet med to supermagtsanførte magtblokke i praksis dominerede international politik. Kinas opdukken som en tredje global magtfaktor i 1970’erne og især i 1980’erne slog først for alvor igennem økonomisk og politisk i årtierne efter Den Kolde Krigs afslutning.
På den anden side er de stormagtspolitiske og geopolitiske konfliktmønstre fra Den Kolde Krigs periode i betydeligt omfang fortsat til stede, ikke mindst fordi de i sidste instans stadig er baseret på massive strategiske
atomvåbenarsenaler med tilhørende trussels- og afskrækkelsesdoktriner. Uanset klare forskelle og ligheder er der derfor under alle omstændigheder vigtigt aktuelt lærestof at hente fra et nærmere kendskab til Den Kolde Krigs historiske udvikling globalt, til dens trusselsforestillinger, til dens højspændte kriser – og måske ikke mindst til årsagerne til dens fredelige afvikling. Med den italienske statsteoretiker Niccolò Machiavellis formulering: ”For at vide, hvad der vil ske, må man vide, hvad der er sket”. Men historien er hverken en pegepind eller en gabestok, og den må ikke bruges til at fælde letkøbte domme. Mest af alt bør historien bruges til at forstå, hvorfor de, der kom før os, traf de valg, de gjorde, så vi om muligt kan lære af deres fejl, fortjenester og erfaringer. Nogle vil måske finde, at den foreliggende fremstilling har en (for) høj detaljeringsgrad. Mit svar vil være, at også i Den Kolde Krigs komplekse historie ligger djævlen ofte i detaljen. Der var givetvis ingen ”moralsk ækvivalens” mellem Øst og Vest i Den Kolde Krig; men konflikten var ikke kun sort-hvid, den udspillede sig – som al virkelighed – i farver og nuancer, som en dækkende fremstilling må stræbe efter at indfange. Følgelig lægger dette bind sig, ligesom Frygtens logik, i forlængelse af den såkaldte post-revisionistiske skole inden for koldkrigsforskningen: Fokus er ikke primært på skyldsspørgsmålet, altså hverken på den traditionalistiske (også kaldet den ortodokse) skoles udpegning af Sovjetblokken som den skyldige i Den Kolde Krig, eller på den revisionistiske skoles stempling af USA/NATO som den skyldige part. Det primære fokus her er i stedet på den komplekse interaktion og dynamik mellem Østblokkens og Vestblokkens adfærd og handlinger i Den Kolde Krigs udvikling.5 ***
Den første del af dette bind omhandler som nævnt primært rækken af akutte kriser mellem Øst og Vest i begyndelsen af 1960’erne, især centreret om Berlins status og Fidel Castros Cuba, men også om Sydøstasien – Laos og Vietnam. Den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov var bevidst om Berlin-problemet (især Vestberlins status) som Vestens følsomme nerve – et af de få punkter, hvor Kreml, der i disse år var stærkt optaget af Sovjetunionens sårbare og militært underlegne stilling i forhold til USA, håbede at kunne presse Vesten til indrømmelser. Den generation af sovjetiske ledere, Khrusjtjov og hans efterfølger, Leonid Bresjnev, tilhørte, havde i deres ungdom gennemlevet Anden Verdenskrigs kolossale og traumatiske sovjetiske tab og ødelæggelser i kampen mod den tyske aggression. Af både geopolitiske og ideologiske grunde var de overbeviste om, at Sovjetunionens herkuliske og afgørende bidrag til at knække ryggen
på Hitlers hær berettigede ”socialismens fædreland” til i efterkrigstiden at opretholde en jævnbyrdig magtstilling i forhold til de vestlige allierede, særligt USA.
Opførelsen i 1961 af Berlinmuren, et af Den Kolde Krigs mest symbolladede og afskyvækkende monumenter, ophævede paradoksalt nok megen af den akutte spænding omkring den delte by, men fjernede ikke det underliggende konfliktgrundlag. De sovjetiske hovedkrav – formel vestlig anerkendelse af de østtyske grænser og en de facto-anerkendelse af DDR under en formel, der accepterede, at der eksisterede to Tysklande – var på dette tidspunkt helt uspiselige for Vesten; herfra lød kravet om et genforenet Tyskland via frie valg, men uden en afklaring af Tysklands militære fremtid.
Fra sin nye ambassadørpost i Beograd advarede George Kennan, i 19461947 faderen til USA’s inddæmningspolitik over for Sovjetkommunismen, samtidig om, at de vestlige krav vedrørende Tyskland nok moralsk set var retfærdiggjorte, men at de var komplet urealistiske, fordi de forudsatte sovjetisk politisk og militær tilbagetrækning fra Centraleuropa. Kennan – som den amerikanske historiker John Lewis Gaddis med rette har kaldt ”en af de største skikkelser i Den Kolde Krigs historie”6 – anså ud fra sit magtrealistiske perspektiv stormagtsrivalisering for at være et vilkår; men siden omkring 1950 havde han (og ligesindede vestlige diplomater) vedvarende, om end forgæves, advaret Vestens beslutningstagere imod, hvad han så som en unødig og farlig militarisering af Den Kolde Krig.7 I 1961 appellerede Kennan om mere pragmatiske vestlige forhandlingsudspil, som bl.a. forholdt sig til de to tyske staters realitet, idet han ellers frygtede en ”verdenskatastrofe” med udgangspunkt i det delte Berlin og Tyskland.
Der skulle gå mere end 10 år, før vestmagterne, takket være særligt Willy Brandts udsoningspolitik over for Østblokken (Ostpolitik), i praksis fulgte Kennans appel om større realisme i Vestens koldkrigsstrategi i denne sammenhæng. I mellemtiden havde Khrusjtjov i 1962, drevet af en blanding af dyb usikkerhed og egenmægtig dumdristighed, gjort sit til at åbne for ”verdenskatastrofen” ved at forsøge at placere atommissiler i USA’s ”baghave”, på Fidel Castros Cuba, for på den måde at fremtvinge indrømmelser fra USA om bl.a. Berlin. I dag ved vi, at verden under Cubakrisen var endnu tættere ved afgrundens rand, end selv topbeslutningstagerne i Washington og Moskva i samtiden var klar over.
Chokket fra Cubakrisen i både Øst og Vest førte nok umiddelbart til en vis selvrefleksion og visse konkrete skridt til afspænding fra både Kennedys og Khrusjtjovs side; men heller ikke denne gang blev det en længerevarende proces. Få uger efter Cubakrisens afslutning anbefalede George Kennan, at de to supermagter gjorde ”en række gensidige énsidige indrømmelser”, en appel, han gentog 10 år senere (i 1972) med henblik
på at bryde, hvad Kennan kaldte våbenophobningens civilisationstruende ”fantasiverden”, som han fandt baseret på mere eller mindre irrationelle gensidige trusselsforestillinger. Kennan havde siden begyndelsen af 1950’erne peget på problemet med det såkaldte sikkerhedsdilemma, dvs. at den ene parts defensive militære forberedelser bliver set af modparten som potentielt offensive og truende skridt, som derfor kræver militære forsvarsinitiativer, hvilket den første part ser som bekræftelse på truslen fra den anden part. Hvis den gensidige mistillid er tilstrækkeligt stor, bliver konsekvensen et våbenkapløb, hvor ingen af parterne reelt føler sig mere sikker. Problemet er den gensidige mangel på strategisk empati.8
Men Kennans og ligesindedes tilgang fandt nu som før ingen ørenlyd. De sejlivede myter i Vesten om alarmerende sovjetiske militære forspring (missilkløft, konventionel kløft, kampfly-kløft og ABM-kløft) blev ganske vist i løbet af 1960’erne én for én diskret afmonteret af USA’s egne efterretningstjenester; alligevel forblev det Kennedy-, Johnson- og Nixon-regeringernes erklærede mål (ligesom det havde været Truman- og Eisenhower-regeringernes i 1950’erne) at fastholde USA’s utvetydige strategiske og atomare overlegenhed og føring i forhold til Sovjetunionen.
Den følelse af usikkerhed, dette forudsigeligt nok fastholdt Kreml-ledelsen i, styrkede fra midten af 1960’erne ikke blot tendensen til en mere offensivt indrettet doktrin for Warszawapagtens militære styrker, men også, og vigtigere, en målbevidst sovjetisk indsats for at skabe en større grad af paritet eller jævnbyrdighed med USA med hensyn til de langtrækkende, strategiske atommissiler. Først da en sådan kvantitativ lighed tilnærmelsesvis blev opnået omkring 1970, var der åbnet for den mulighed, at atomvåbenkapløbet ad forhandlingsvejen blev ledt ind i lidt mere kontrollerede baner (især SALT-aftalerne 1972 og 1974), om end det skete på et stadig højere kvantitativt og især kvalitativt rustningsniveau. For samtidig betød våbenteknologiske kvantespring, bl.a. drevet frem af de militær-industrielle komplekser – stadig med USA i en entydig førerposition – at våbenkontrolaftalerne til dels blev undergravet og åbnede for nye runder af våbenkapløbet, som rakte ind i 1980’erne. Amerikanske våbenkontroleksperters advarsler mod denne udvikling blev ignoreret. ***
1960’erne og 1970’erne var også den periode af Den Kolde Krig, hvor afkoloniseringen og nationale befrielsesbevægelser i den tredje verden –det globale syd fra Sydasien og Mellemøsten over Afrika til Latinamerika – for alvor flettede sig ind i Den Kolde Krigs geopolitiske og ideologiske modsætninger. I Washington anså man typisk nationalistiske og antikolo-
nialistiske bevægelser og regeringer i den tredje verden for enten at være forklædte kommunister, som direkte tjente Moskvas globale interesser, eller potentielle opportunister, som let lod sig lokke eller købe til at blive inddraget i en voksende sovjetisk magtsfære. Omvendt så man i Kreml –og i endnu højere grad i Beijing – de nationale befrielsesbevægelser som legitime politiske kræfter og potentielle ideologiske allierede i den globale kamp mod ”vestlig imperialisme”. Resultatet blev mange steder mere eller mindre direkte stedfortræderkrige og -konflikter, hvor Øst og Vest støttede hver sin part militært og politisk. Intetsteds udspillede sådanne konflikter sig mere blodigt og brutalt end i Vietnam og det øvrige Sydøstasien, hvor USA især fra midten af 1960’erne lod sig involvere mere og mere direkte militært.
Et hovedmotiv herfor var forestillingen i Washington siden 1950’erne om de ”faldende dominobrikker”: Vietnam var i sig selv måske ikke af afgørende geostrategisk betydning for USA og den frie verden (privat kaldte præsident Johnson i 1965 Vietnam for et helt ubetydeligt land); men en prokommunistisk sejr her ville, frygtede man, styrke Mao-Kinas strategiske position i Asien og dermed undergrave moralen og knække modstandsviljen i nabolandene i Sydøstasien og derefter i det sydlige Asien og Mellemøsten; herefter kunne Vesteuropa stå for tur med katastrofale konsekvenser for hele den globale magtbalance. Skiftende amerikanske regeringer tog således sig selv som gidsler ved at hævde, at USA’s globale troværdighed som frihedens vigtigste forsvarer i Den Kolde Krig afhang af, om USA kunne bremse ”kommunismen” i Vietnam militært. Allerede tidligt i 1966 advarede George Kennan og ligesindede alvorligt og offentligt imod troen på, at USA ville kunne opnå en militær sejr i Vietnam, og i øvrigt imod at tro, at et samlet kommunistisk Vietnam ville blive en marionet for Kina. Heller ikke denne gang blev advarsler og forudsigelser som Kennans taget alvorligt. Først mange år senere blev det uforbeholdent erkendt af bl.a. en ledende aktør som USA’s forsvarsminister i 1960’erne, Robert McNamara: ”Vi tog forfærdeligt fejl”.9 Verdenskommunismen var ikke en monolitisk bevægelse, og paradoksalt nok var det den dybe splittelse i disse år mellem Sovjetunionen og Kina, der i sidste ende – med Nixons og Kissingers ”trekantsdiplomati” først i 1970’erne – hjalp USA militært ud af Vietnamkrigens morads. Men USA’s intervention i den vietnamesiske – og sydøstasiatiske – borgerkrig blev, som formuleret af den amerikanske historiker John Dumbrell, ført som en del af en forfejlet og fejltænkt indsats for at tvinge et fjernt folk til at blive frit.10 Nettoresultatet var, at antiamerikanske – og potentielt prokommunistiske – strømninger og bevægelser i disse år blev styrket i mange lande og regioner i især den tredje verden.
Ikke desto mindre vejledte logikken bag ”dominoteorien” og troværdighedssyndromet i hele perioden USA’s generelle, proaktive politik over for reel eller indbildt kommunistisk undergravning og infiltration i det globale syd. Det gjaldt fra Latinamerika (bl.a. Cuba, Chile, Argentina) over Afrika (især Congo, Angola, det sydlige Afrika) til Mellemøsten og Asien (foruden Sydøstasien bl.a. Indonesien). Konsekvenserne for de lokale befolkninger blev mange steder ekstremt blodige, hvad enten det var tilsigtet eller ej. Her opstod i 1960’erne og 1970’erne, hvad der med rette er blevet kaldt Den Kolde Krigs ”killing fields” eller ”killing zone”.11 Gennem 1960’erne og frem til midten af 1970’erne var det i overvejende grad USA, der spillede en udfarende og intervenerende økonomisk-militær rolle i Den Kolde Krigs ideologiske og geopolitiske kappestrid om især den tredje verdens ”sjæl”. I begyndelsen af 1977 var 125.000 amerikanske soldater og andet militært personel stationeret uden for USA og Vesteuropa, og USA havde indgået militære aftaler med 92 lande. Uanset ikke ubetydelige våbenleverancer til udvalgte klientlande i Asien, Mellemøsten og Afrika spillede Sovjetblokken – og Kina – i realiteten (med Vietnam/Sydøstasien som delvis undtagelse) her en sekundær og begrænset rolle, om ikke andet fordi de to – indbyrdes rivaliserende – kommunistiske magter hverken havde økonomiske eller militære ressourcer til for alvor at matche eller udfordre USA’s globale indflydelse og magt. Billedet ændrede sig til en vis grad i sidste halvdel af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne, da Sovjetunionen i stigende grad intervenerede også militært i dele af Afrika (Angola, Afrikas Horn) og i Afghanistan. Men det skete på et tidspunkt, hvor Sovjetunionens ”imperiale overanstrengelse” og Bresjnev-periodens politisk-økonomisk-teknologiske stagnation og ideologiske blindgyde længe havde været mærkbar, allerede symboliseret ved den sovjetiske invasion af Tjekkoslovakiet i 1968 og kvælningen af ”socialismen med et menneskeligt ansigt”. Kun på det militære – især atomare – område var den sovjetisk anførte Warszawapagt endnu i stand til at matche eller udfordre USA og dets NATOallierede. ***
Parallelt med de her skitserede udviklinger af Den Kolde Krig på supermagtsniveau og i den tredje verden udfoldede den på længere sigt nok så afgørende europæiske afspændingsproces sig. Willy Brandts førnævnte Ostpolitik i slutningen af 1960’erne og i 1970’erne var båret af forestillinger om ”Wandel durch Handel” og ”Wandlung durch Annäherung”, dvs. at samhandel, gensidig økonomisk afhængighed og diplomatisk tilnær-
melse kunne føre til afspænding og politiske forandringer i Østblokken. I forbindelse med Ukrainekrisen siden 2014 og især med Ukrainekrigen i 2022 er det blevet en udbredt opfattelse, at disse Øst- og afspændingspolitiske opfattelser (som blev videreført af tyske regeringer især under forbundskansler Angela Merkel efter Den Kolde Krig) var både dybt naive og fejlagtige.
Øst- og afspændingspolitikken under Den Kolde Krig var imidlertid hverken blåøjet, udsigtsløs eller forkert – tværtimod. Det var aldrig tanken, at samhandel og gensidig økonomisk afhængighed skulle eller kunne stå alene i demokratiernes bestræbelse på at afværge eller mindske risikoen for militære sammenstød eller krig med den autoritære Østblok. Det var nemlig kun én af søjlerne i den samlede øst- og afspændingspolitik, som byggede på en grundfæstet tillid til, at Vestens demokratiske samfundssystem var substantielt bedre og mere levedygtigt end Østblokkens politistatssystem, og at Vesten derfor intet havde at frygte ved øget samkvem med Øst – tværtimod. En anden og lige så vigtig søjle i øst- og afspændingspolitikken var den målrettede indsats for at udspænde et netværk af bindende aftaler mellem Øst og Vest om både atomar og konventionel våbenkontrol. En tredje søjle var opbygningen af militære og politisk-diplomatiske tillidsskabende foranstaltninger og mekanismer mellem Øst og Vest, som ikke mindst i krisesituationer kunne virke stabiliserende og krigsafværgende, med sigte på en større grad af ”fælles sikkerhed”. En fjerde søjle var slutakten fra den al-europæiske Sikkerheds- og Samarbejdskonference (CSCE) i Helsinki i 1975, herunder forpligtelsen til respekt for menneskerettighederne og den såkaldte ”Kurv 3” om ”friere bevægelighed for mennesker, ideer og information” mellem Øst og Vest, videreført under rækken af CSCE-opfølgningskonferencer fra slutningen af 1970’erne og helt frem til 1990.
De fire søjler i Vestens afspændingspolitik var i praksis tæt sammenknyttede, og for indvirkningen på udfaldet af Den Kolde Krig var deres indbyrdes sammenhæng afgørende. Der er således i dag bred enighed blandt internationale koldkrigshistorikere om, at de fire afspændingssøjler tilsammen spillede en vigtig rolle for de opblødnings- og opløsningstendenser i Østblokken, som i 1989 endte med Berlinmurens fald.
Det var bl.a. under indtryk heraf, at både NATO-topmødet og CSCE-topmødet i 1990 vedtog resolutioner om, at fælleseuropæisk sikkerhed efter Den Kolde Krig måtte bygges på nye institutioner og fælles sikkerhedsopfattelser, som inddrog og omfattede alle involverede lande. Det blev dog snart glemt til fordel for projektet om udvidelse af NATO mod øst, og dermed reelt en sikkerhedspolitisk marginalisering og isolation af Rusland. Den nye russiske leder, Boris Jeltsin, var ligesom hele det
politiske spektrum i Rusland imod dette projekt, og Jeltsin talte allerede i 1994 om en ”ny kold fred”.
Det fremføres ofte, at Vesten gjorde en stor indsats for at søge at inddrage Rusland både økonomisk og sikkerhedspolitisk i den nye verdensorden efter Den Kolde Krig. Men Vesten gjorde reelt intet for at hjælpe med at stabilisere Rusland økonomisk i 1990’erne – tværtimod samarbejdede store vestlige firmaer fint med russiske oligarker om at plyndre Rusland for værdier. Mange millioner af almindelige russere betalte prisen. Hvis det er demokrati og kapitalisme, så nej tak, tænkte mange af dem. Og sikkerhedspolitisk blev Rusland kun inddraget rent formelt i NATO’s udvidelsesproces. ”Vi hører, hvad I siger, men vi gør, som det passer os”, lød en dansk aktørs sammenfatning af, hvordan NATO’s samarbejde med Rusland foregik. I sin alderdom var George Kennan blandt de talrige amerikanske seniordiplomater, sikkerhedseksperter og samtidshistorikere, som i 1990’erne kraftigt advarede imod NATO’s udvidelsesprojekt som forhastet, unødvendigt provokerende og en historisk fejltagelse. Samhandel og økonomisk samarbejde med Rusland fortsatte godt nok efter år 2000, men de tre andre søjler i en konstruktiv afspændingspolitik blev samtidig gradvis eroderet, mens vestmagterne endnu var sejrsberusede efter Den Kolde Krigs afslutning. USA har siden da ensidigt opsagt fire internationale våbenkontrolaftaler, anført angrebskrige til billioner af dollars på kanten af eller imod FN’s Sikkerhedsråd med flere hundrede tusinder af dræbte til følge, presset kraftigt på for fortsatte udvidelser af NATO og opstillet potentielt destabiliserende missilforsvarssystemer i Polen og Rumænien. Politisk-militære skridt, som ikke i sig selv har været foranlediget af eller begrundet med aggressive skridt fra Ruslands side.12 Den fremherskende forestilling i Vesten om, at denne udvikling ikke på et tidspunkt ville fremkalde negative reaktioner fra Ruslands side, har – med den fremtrædende amerikanske politolog Stephen M. Walts ord – været en ”ekstraordinær strategisk fejlkalkulation”.13
Vladimir Putins stadigt mere autoritære Rusland har haft sin andel af ansvaret for den nye, farlige spænding i Europa, selvsagt ikke mindst med angrebskrigen mod Ukraine, som fortjent har fået støtte i kampen mod angriberen. Ikke uden grund blev Ukrainekrigen i 2022 kaldt den potentielt farligste internationale konflikt siden Cubakrisen. Men vestmagternes militante moralistiske selvretfærdighed i denne sammenhæng er uundgåeligt mange steder i verden, især i det globale syd, blevet set som mere eller mindre hyklerisk. Og når enhver tale om at forsøge konstruktivt diplomati og pragmatiske kompromisløsninger, både før og i tiden efter krigens udbrud, konsekvent blev afvist som udtryk for naiv pacifisme eller eftergivenhed a la München 1938 (valget stod kun mellem ”sejr” og ”ne-
derlag”), så demonstrerer det nok mest, at den offentlige sikkerhedspolitiske diskurs på vigtige punkter er blevet skruet tilbage til den sort-hvide militariserede dikotomi, som herskede under den mest iskolde periode af Den Kolde Krig i begyndelsen af 1950’erne. Dengang fulgte flere årtiers gensidig intensiv atomar og konventionel militær overoprustning, som ikke gjorde nogen af parterne sikrere – tværtimod. Sporene fra Den Kolde Krigs ekstreme militarisering burde måske mane til en vis eftertanke, alle forskelle og ligheder til trods. Der er ingen grund til at romantisere disse sider af Den Kolde Krigs historie. ***
Dette bind om Den Kolde Krigs globale historie slutter omkring 1977. På dette tidspunkt trådte Øst-Vest-konflikten på flere måder ind i en ny og –skulle det vise sig – afsluttende fase.
Først og fremmest blev afspændings- og détente-politikken mellem supermagtsblokkene på dette tidspunkt for alvor trængt i defensiven i en årrække, selv om CSCE-processen i Europa – uanset skepsis fra begge supermagter – overlevede gennem første halvdel af 1980’erne på trods af det forhøjede spændingsniveau mellem USA og Sovjetunionen.
For det andet markerede årsskiftet 1976-77 afslutningen på Nixons, Fords og (især) Henry Kissingers mere eller mindre realpolitisk drevne koldkrigs- og détente-politik. Da Kissinger gik af som udenrigsminister i januar 1977, tiltrådte Demokraternes Jimmy Carter som USA’s nye præsident, men Carter overtog i slutningen af 1970’erne på vigtige punkter de republikanske ”høges” mere ideologisk drevne udenrigs- og koldkrigsprogram.
For det tredje blev de fatale strukturelle svagheder i det sovjetiske politisk-økonomiske system som nævnt på dette tidspunkt mere og mere åbenlyse, forstærket af de gryende oppositionsbevægelser i Østblokken gennem sidste halvdel af 1970’erne, som igen var hjulpet frem af den europæiske CSCE-afspændingsproces. Hermed indtrådte en ny epoke af Den Kolde Krig, som pegede frem mod den skærpede supermagtskonflikt i årene 1979-84, samtidig med at CSCE-processen som nævnt blev videreført.
For det fjerde blev den tredje verdens marxistisk inspirerede oprørsbevægelsers internationale solidaritet og tiltrækningskraft i slutningen af 1970’erne splintret eller svækket efter de – udefra påførte eller selvpåførte – ideologisk betingede blodbade særligt i Asien (Indonesien, Kina, Vietnam, Cambodja). Det stillede også Den Kolde Krigs to supermagter over for helt nye udfordringer, at den nye generation af revolutionære herefter og op i 1980’erne – og derefter – i højere grad var inspireret af
ikke-sekulære tankesæt, sådan som det særligt afspejledes i omvæltningerne i muslimske lande som Iran, Afghanistan, Libanon og andre dele af Mellemøsten og Nordafrika.
For det femte begyndte folkelige protestbevægelser ”nedefra” i sidste halvdel af 1970’erne og i 1980’erne for alvor at spille en rolle, som påvirkede beslutningstagerne i både Øst og Vest; det gjaldt særligt menneskerettighedsbevægelserne og antiatomvåbenbevægelserne i Østeuropa, Vesteuropa og USA.
Endelig for det sjette koblede det kommunistisk styrede Kina sig fra omkring 1977, efter Mao Zedongs død og Deng Xiaopings nye ledende rolle i Beijing, mere eller mindre ud af Den Kolde Krig, i hvert fald ideologisk, mens landet lukkede sig mere om sig selv og sin egen økonomiske udvikling og modernisering.
Hele denne udvikling, som tilsammen skulle føre til Den Kolde Krigs nærmest mirakuløst fredelige afslutning omkring 1990, håber jeg at få mulighed for at behandle i et tredje og sidste bind. Jeg benytter lejligheden til at takke internationale og danske fagkolleger og samarbejdspartnere med speciale i Den Kolde Krigs internationale historie for faglig inspiration og støtte gennem mange år. Det gælder ikke mindst Odd Arne Westad, Vojtech Mastny, Oliver Bange, Csaba Békés, Stephan Kieninger og Rasmus Mariager. Tak også til min gamle arbejdsplads gennem 35 år, Saxo-Instituttet, Københavns Universitet, for aldrig svigtende støtte og optimale arbejdsforhold. Jeg takker også Gads Forlag og særligt redaktionschef Henrik Sebro og forlagsredaktør Anette Stoffersen for forbilledligt samarbejde og fleksibilitet om denne udgivelse. Endelig takker jeg mine to historikerkolleger, lektor, dr.phil. Regin Schmidt og lektor emeritus, lic.phil. Erik Kulavig, for med deres respektive ekspertblik at have læst manuskriptet kritisk igennem og givet gode råd og forslag til forbedringer. Jeg bærer selvsagt alene ansvaret for det publicerede resultat. Bogen er tilegnet min familie, herunder mine børnebørn, Isabelle og Lily, uden hvis inspiration og tålmodighed den ikke var blevet til.
Amager, november 2022 Poul Villaume