Menneskeslægten

Robert Antelme

Menneskeslægten

På dansk ved Niels Lyngsø

Gads

Forlag

Menneskeslægten er oversat fra fransk af Niels Lyngsø efter L’espèce humaine Édition revue et corrigée

© Editions Gallimard, Paris, 1957

Dansk udgave: © Gads Forlag 2023

Forlagsredaktion: Stine Friis Møller

Omslagsdesign og grafisk tilrettelæggelse: Ditte Vejlstrup

Omslagsfoto: Koncentrationslejren Buchenwald cirka 1943, foto af Frederic Lewis, © Getty Images/Stringer

Tryk og indbinding: Scandbook AB

978-87-12-06581-4

1. udgave, 1. oplag

Printed in Sweden 2023

Denne bog er udgivet med støtte fra

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

For enkelte illustrationers vedkommende har det ikke været muligt at finde frem til den retmæssige indehaver af copyrighten. Såfremt forlaget på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket utilsigtet. Retmæssige krav vil blive honoreret af forlaget, som hvis der var indgået en aftale i forvejen.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Til min søster Marie-Louise, deporteret, død i Tyskland.

Forlagets forord

Først en koncentrationslejr i Buchenwald, siden en Arbeitskommando i Gandersheim og til slut koncentrationslejren i Dachau. Det er fikspunkterne i franske Robert Antelmes (1917-1990) fortælling der forløber fra juni 1944 til april 1945. Vi er i besættelsens afsluttende kaos hvor rygter om tyskernes tilbagetog langsomt spreder sig blandt fangerne, i takt med at de allieredes fly passerer hen over lejren og lyden af artilleri kan høres i det fjerne.

Antelmes tekst genlever hverdagen i en koncentrationslejr, det nære liv: retten til at æde, pisse, skide, sove, drømme, være menneske. Alt indgår i et intrikat, hierarkisk spil hvor SS’erne spiller fangerne ud mod hinanden. Alle er villige til at stikke sin medfange for et ekstra måltid. De er der for at dø, skriver Antelme – det er den hensigt SS’erne har: at udsulte, trætte, ydmyge og dehumanisere fangerne til de dør af det. Så det eneste mål de hver især har, er at undgå selv at dø. Enhver form for kamp består i at kæmpe rationelt mod døden, skriver han.

Ligesom fangerne er frataget enhver individualitet, er Antelmes nøgterne beskrivelser hudløst ærlige. Det er den rå skildring af deporteret liv, liv frataget retten til at leve, mennesket er hele tiden trådt halvvejs ind i døden. Det gør Menneskeslægten til voldsom læsning.

Antelme, der havde sin gang i de parisiske intellektuelle kredse, klandrer ikke nogen bestemt for den ondskab han oplever på egen krop. Han tillægger ikke nogen race

eller noget folk skylden, men mennesket som sådan. Alle er i stand til at begå ondskab for at overleve den situation man er sat i. Måske netop dette aspekt mere end noget andet ved Antelmes erindringer resonerede hos en generation af franske tænkere der forsøgte at forstå Holocaust. Han udtrykker en helt grundlæggende sandhed ved mennesket som filosoffen Maurice Blanchot skrev i essayet ”L’Indestructible” fra 1962. At mennesket er mest menneske når det er reduceret til rent behov, til det nøgne liv, hvor det er fremmed for sig selv. Dér er vi alle sammen af den samme race, den samme slægt. Det er den rørende, humane pointe som Antelme drager af sine levede erfaringer som deporteret – og som Menneskeslægten forsøger at italesætte. Menneskeslægten blev udgivet i 1947 og skriver sig ind i en tradition af vidnesbyrdlitteratur hvor forfattere som tysk-rumænske Herta Müller, tyske W.G. Sebald, italienske Primo Levi og ungarske Imre Kertész står som de mest kendte herhjemme. Hver især forsøger de at give stemme til virkeligheden som deporteret jøde, politisk fange eller blot menneske under Anden Verdenskrig.

Robert Antelme møder forfatteren Marguerite Duras på jurastudiet i Paris, de forelsker sig og gifter sig i 1939. I 1942 føder Duras et dødfødt barn, og i 1943 melder de sig begge ind i den franske modstandsbevægelse, i Richelieu-gruppen ledet af den senere præsident, François Mitterand. Her er også deres fælles ven Dionys Mascolo aktiv. Antelme bliver taget af Gestapo den 1. juni 1944, sættes i Fresnes-fængslet og transporteres senere videre med tog til Buchenwald, hvor Menneskeslægten tager sin begyndelse.

I april 1945 besøger Mitterand Dachau efter at amerikanerne har indtaget lejren. I den aflukkede, tyfusbefængte del af lejren hører han en spag stemme der kalder på ham fra en bunke af opgivne menneskekroppe for hvem der ikke er håb. Det tager en time at identificere Antelme. Mitterand

ringer hjem til gruppen i Paris, og sammen med Mascolo og en anden fra modstandsgruppen igangsætter han en redningsaktion for at få Antelme hjem. Den mad- og livsglade franskmand på 178 centimeter vejer kun 38 kilo da han bliver fundet og er på kanten til døden. Det er tænderne de genkender ham på. De får ham smuglet ud og fragtet hjem til Paris i allersidste øjeblik, hjem til Duras der venter i deres lejlighed. Og her begynder arbejdet med at pleje ham tilbage til livet som Duras skildrer i Smerten (udgivet på Gad, 2023).

Det er den altoverskyggende ramme, der forbinder Antelmes erindringsbog og Smertens dagbogsoptegnelser. Antelme griber ud efter mindet om Duras når han i et sjældent øjeblik tillader sig at tænke tilbage på det liv der var, det liv som stadig udspiller sig i Paris: I Arbeitskommando’en kaldte jeg på M. Jeg tror ikke jeg tør kalde på hende længere. Jeg er omsluttet af en tåge. Og hos Duras er den unavngivne kvindes eksistens hensat i en febril tilstand: Mit ansigt opløser sig, det forandrer sig. Jeg opløser mig, jeg folder mig ud, jeg forandrer mig. … Jeg drukner. Jeg venter ikke mere, så bange er jeg. Det er forbi, det er forbi? Hvor er du? Hvordan kan jeg vide det? Jeg ved ikke, hvor han befinder sig. Jeg ved heller ikke, hvor jeg er.

Ægteskabet holder ikke længe efter Antelmes hjemkomst. Duras bliver hos ham indtil han er fysisk rask, men allerede mens han var væk, har hun indledt et forhold til Mascolo. Parret bliver skilt i 1947.

Antelme gifter sig igen i 1948 og bliver i 1951 ansat på Pléiade-Encyklopædien, udgivet af det franske forlag Gallimard og redigeret af romanforfatteren Raymond Queneau. Her arbejder han frem til 1981. I 1983 får han et slagtilfælde og er sengeliggende til sin død den 26. oktober 1990.

Menneskeslægten var hans eneste litterære værk.

For to år siden, i de første dage efter vores hjemkomst, tror jeg at vi alle sammen var pint af et sandt vanvid. Vi ville så gerne tale og omsider blive hørt. Vi fik at vide at vores fysiske fremtræden talte for sig selv. Men vi var kun lige vendt tilbage, med os havde vi vores erindring, vores stadig spillevende erfaring, og vi følte en voldsom trang til at fortælle om hvordan det havde været. I de første dage forekom det os imidlertid umuligt at forcere den afgrund som vi opdagede åbnede sig mellem det sprog vi havde til rådighed, og den erfaring der for de flestes vedkommende stadig sad i kroppen. Hvordan skulle vi slå os til tåls med ikke at forsøge at forklare hvordan vi var endt i den tilstand vi befandt os i? For vi var stadig i den tilstand. Og dog var det umuligt. Knap var vi begyndt at fortælle, før vi var ved at blive kvalt. Også for os selv begyndte det vi havde at fortælle, at virke som noget man ikke kunne forestille sig.

Misforholdet mellem den erfaring vi havde gjort os, og den beretning vi var i stand til at levere om den, skulle senere blot blive bekræftet. Vi havde altså faktisk at gøre med et af de tilfælde hvor virkeligheden overgår fantasien. Derfor stod det klart at vi kun kunne forsøge at sige noget om det ved at foretage en udvælgelse, det vil sige netop ved at bruge fantasien. Jeg har her forsøgt at opridse livet i en Arbeitskommando (Gandersheim) i en tysk koncentrationslejr (Buchenwald).

I dag er det velkendt at der fandt alle tænkelige former for undertrykkelse sted i Tysklands koncentrationslejre. Ud over de forskellige måder at opbygge organisationen på i lejrene kunne

de forskellige måder at anvende en bestemt regel på øge eller reducere overlevelseschancerne ganske uforholdsmæssigt.

Alene størrelsen på vores Arbeitskommando førte til en tæt og vedvarende kontakt mellem de indsatte og SS’ administrative ledelse. Mellemmændenes rolle var på forhånd reduceret til et minimum. I Gandersheim forholdt det sig sådan at laget af mellemmænd udelukkende bestod af tyskere som var almindelige kriminelle. Vi var således en gruppe på omkring fem hundred mand som ikke kunne undgå kontakt med SS, og som blev ledet, ikke af politiske fanger, men af mordere, tyve, svindlere, sadister og sortbørshandlere. På SS’ ordrer var disse mænd vores umiddelbare og absolutte herskere. Det er vigtigt at understrege at magtkampen mellem de politiske fanger og de almindelige kriminelle aldrig fik karakter af en kamp mellem to fraktioner der hver især gik efter magten. Det var en kamp mellem på den ene side nogle mænd der stræbte efter at indføre en form for lov og orden i det omfang den slags overhovedet var muligt i et samfund der var skabt til at være et helvede, og på den anden side nogle mænd der stræbte efter for enhver pris at undgå at en sådan form for lov og orden blev indført, eftersom de kun kunne trives i et lovløst samfund. Under dem herskede kun den rå SS-lov. For at leve, og endda leve godt, var der ikke andet for dem at gøre end at skærpe SS-loven. De spillede derfor rollen som provokatører. Med en bemærkelsesværdig ihærdighed og logik fremprovokerede og opretholdt de den tilstand af anarki blandt os der var nødvendig for dem. De spillede spillet perfekt: Det lykkedes dem at bekræfte SS’ opfattelse af os som væsensforskellige fra dem selv, og for SS fremstod de tillige som uundværlige medhjælpere der af den grund fortjente at leve godt. At sulte en mand for derefter at kunne straffe ham fordi han stjæler fra skraldespanden, og af den grund blive belønnet af SS og for eksempel opnå en ekstra portion suppe der får den udsultede mand til at sulte endnu mere: Det var den form for taktik de anvendte.

Vores forhold kan derfor ikke sammenlignes med de forhold der gjorde sig gældende i lejre eller Arbeitskommando’er hvor de ansvarlige selv var politiske fanger. Selv når den type ansvarlige lod sig korrumpere, hvad der skete indimellem, bevarede de som regel lidt af deres gamle solidaritet og et had til den fælles fjende der forhindrede dem i at gå til den form for yderligheder som de almindelige kriminelle skruppelløst hengav sig til.

De der havde ansvaret for os i Gandersheim, var vores fjender.

Det administrative apparat fungerede på den måde som et yderligere skærpet undertrykkelsesinstrument for SS, og derfor var enhver form for kollektiv kamp på forhånd dømt til nederlag. Nederlaget bestod i at SS og kapoerne i fællesskab langsomt slog os ihjel. Alle de forsøg nogle af os gjorde, var forgæ ves.

Eftersom vi stod over for en sådan almægtig koalition, blev vores mål yderst ydmygt. Det var udelukkende at overleve. De bedste af os var kun i stand til at føre vores kamp individuelt.

Solidariteten selv var blevet en individuel sag.

Jeg beretter her om det jeg har oplevet. Rædslen er ikke gigantisk. I Gandersheim var der hverken gaskammer eller krematorium. Rædslen dér er mørket, den fuldkomne mangel på holdepunkter, ensomheden, den uophørlige undertrykkelse, den langsomme tilintetgørelse. Drivkraften bag vores kamp kan kun have været et forrykt – og næsten altid i sig selv ensomt – krav om at blive ved med at være mennesker hele vejen igennem.

Hvis vi ser på de helte vi kender fra historien eller fra litteraturen – hvad enten deres skrig skyldtes kærlighed, ensomhed, hæ vntørst eller angsten for at være eller ikke at være, og hvad enten de gjorde oprør mod uretfærdighed eller ydmygelse – er de næppe nogen sinde blevet ført så langt ud at det eneste krav de giver udtryk for til sidst, er kravet om blot at føle at de tilhører menneskeslægten.

At sige at man på det tidspunkt følte at der ble v sat spørgsmålstegn ved om man overhovedet var et menneske, om man overhovedet tilhørte menneskeslægten, kan tage sig ud som en

følelse man først opdager i bakspejlet, en forklaring man når frem til bagefter. Ikke desto mindre var det den mest umiddelbare, den mest konstant mærkbare og levende følelse, og det var i øvrigt den følelse, præcis den følelse, de andre ønskede vi skulle have. Når ens status som menneske bliver draget i tvivl, fremprovokerer det et næsten biologisk krav om at tilhøre menneskeslægten. Og dernæst fører det til nogle overvejelser om denne slægt og dens afstand til og forhold til ”naturen”, og dermed også til nogle overvejelser om den ensomhed der kendetegner denne slægt; og sidst, men ikke mindst fører det til en klar forståelse af menneskeslægtens udelelige enhed.

1947

Første del Gandersheim

Jeg gik ud for at pisse. Det var stadig nat. Andre ved siden af mig stod også og pissede; vi talte ikke sammen. Bag urinalet var det hul der fungerede som latrin; det havde en lille mur rundtom, og herinde sad et par andre gutter med bukserne trukket ned. Et lille tag dækkede latrinhullet, men ikke urinalet. Bag os var der lyde af galocher og hosten, de kom fra andre der var ved at ankomme. Latrinerne lå aldrig øde hen. På alle tidspunkter af døgnet hang der en dunst over urinalerne.

Der var ikke mørkt; det blev aldrig helt mørkt her. Blokkenes dystre rektangler lå på række, afbrudt af svage gule lysstriber. Hvis man fløj hen over stedet, måtte man kunne se disse gule områder der lå med regelmæssige mellemrum i den sorte masse af træer der lukkede sig omkring dem. Men man ville ikke kunne høre noget deroppefra; man ville formentlig ikke høre andet end motorens brummen, ikke den musik vi hørte hernede. Man ville ikke høre hostelydene eller galocherne der sjoskede gennem mudderet. Man ville ikke se hovederne der kiggede op i luften efter motorstøjen.

Nogle sekunder efter at man var fløjet over lejren, måtte man have set andre mere eller mindre tilsvarende gule lys: de der kom fra husene. Ved hjælp af kort og

kompas måtte tusindvis af mennesker være fløjet hen over skoven, hen over hoveder der kiggede op i luften efter motorstøjen eller lå og sov på plankesenge, hen over SS’ernes

søvn. I dagtimerne måtte man have set en høj skorsten som på en fabrik.

Jeg gik ind i blokken igen eftersom der ikke var noget at stå og kigge op i luften efter den nat. Der var intet på himlen, og der ville sikkert heller ikke dukke noget op. Blokken var det sted vi boede, vores hjem. Det var det sted vi sov, det sted vi omsider var nået frem til. Jeg kravlede op på min halmmadras igen. Paul, som jeg var blevet arresteret sammen med, sov ved siden af mig. Det samme gjorde Gilbert som jeg var stødt på i Compiègne. Georges lå nedenunder. Nætterne i Buchenwald var rolige. Lejren var en kæmpemæssig maskine der var faldet i søvn. Fra tid til anden lyste projektørerne fra vagttårnene op: SS åbnede sit øje og lukkede det igen. I skovene der omgav lejren, gik patruljerne deres runder. Deres hunde gøede ikke. Vagterne var stille.

Nattevagten i vores blok, en spansk republikaner, vandrede iført sandaler op og ned ad midtergangen i blokken, mellem de to rækker af køjesenge. Han ventede på reveillen. Det var lunt. Lyset var svagt. Der var ingen lyde. Fra tid til anden var der en fyr der kravlede ned fra sin halmmadras og gik ud for at pisse. Netop som han skulle til at kravle ned, kom nattevagten hen og stod og ventede på at han satte fødderne på gulvet. Han håbede at den anden ville sige noget til ham, men fyren tog bare sine sko i hånden for ikke at støje og bevægede sig hen mod døren. Alligevel spurgte nattevagten ham lavmælt:

”Går det?”

Den anden nikkede og svarede:

”Det går.”

Da han var nået hen til døren, tog han sine sko på, og så gik han ud og pissede. Blokkens nattevagt genoptog sin gang frem og tilbage.

I denne blok var der kun franskmænd samt enkelte englændere og amerikanere. I løbet af de uger vi havde væ-

ret der, var mange af vores franske kammerater allerede rejst videre, sendt af sted med fangetransport.

I dag var det vores tur.

I to dage havde vi vidst at vi skulle af sted. Vi vidste endda at der ville blive kaldt på os denne morgen, den 1. oktober 1944.

Fangetransport var slemt, det vidste vi. Det var det vi alle sammen frygtede. Men i samme øjeblik man var blevet udvalgt til det, vænnede man sig til tanken. Det gjaldt i endnu højere grad for os, fordi vi som nytilkomne havde en mere abstrakt frygt for fangetransporter. Vi spurgte os selv hvad der kunne være værre end denne kæmpemæssige, men overbefolkede by hvor man blev kvalt, og det ikke var til at forstå hvordan tingene fungerede. Når bloklederen, en tysk indsat, sagde: ”Alle Franzosen Scheisse!” spekulerede de af os der endnu ikke vidste hvad der foregik, på hvad det mon var for en gigantisk rævesaks de var gået i. Som franskmænd oplevede de at blive behandlet som nazismens værste fjender, og dét ikke kun af nazisterne – også folk der var deres ”ligemænd” og ligesom dem var fjender af nazisterne, behandlede dem med en særlig fjendtlighed, uden grund. De første uger var de fristet til at tro at deres tyske kammerater var nogle fortabte sjæle, at de var blevet forstyrrede. At hele befolkningen i Buchenwald bortset fra franskmændene, altså dem selv, bestod af under-SS’ere eller lavererangerende SS’ere som med eller uden kronragede hoveder var perfekte kopier af herskerne og talte et sprog som herskerne lidt efter lidt havde indpodet i dem. Måske, tænkte vi, var det sket ved en form for smitte; måske var det en vane man fik. Under alle omstændigheder virkede dette sprog som et forræderi mod alle ord: Scheisse, Schweinkopf var ikke en betegnelse for SS som man kunne have forventet, men udelukkende en betegnelse for dem selv, franskmændene. Så da vi ankom, forekom det os at vi var de usleste indsatte, den lavestrangerende klasse.

De fleste af os vidste intet om lejrens historie; en historie som ellers rummede en rimelig god forklaring på de regler de indsatte havde været nødt til at opstille for sig selv, og på den mennesketype som disse regler førte til. Vi troede at det værste koncentrationslejrliv var lige her, fordi Buchenwald-lejren var kæmpestor, og vi var faret vild i den. Eftersom vi var uvidende om de grundlæggende præmisser og love i dette samfund, var dét der i første omgang trådte frem for os, en verden der med stort raseri havde vendt sig mod de levende, og som havde en rolig og ligegyldig indstilling til døden. I realiteten var det ofte ikke andet end koldblodighed midt i rædslen. Vi havde endnu ikke haft tid til rigtig at få kontakt med undergrundsbevægelsen som vi som nyankomne ikke anede eksisterede.

Men en kammerat der ligesom os andre var ankommet i august, var blevet terroriseret af en tysk kapo under en af de første appeller i Den Lille Lejr, og han var blevet vanvittig. Hver gang en af os kom hen til ham med et stykke brød og en kniv, holdt han en arm op foran ansigtet og tryglede: ”Slå mig ikke ihjel!” De sidst ankomne havde en fornemmelse af at de kun kunne forstå hinanden indbyrdes. Derfor troede de at hvis de blot kom med en ikke alt for stor fangetransport, så ville de finde sammen igen og genfinde deres ”egen” sædvanlige måde at opføre sig på. Så nu hvor en fangetransport var på tale, var der mange der ønskede at komme af sted. ”Det kan ikke være værre end her,” sagde de. ”Hellere fem år i Fresnes end en måned her. Nu vil jeg ikke høre mere snak om det krematorium.” Denne morgen efter reveillen kom den belgiske Stubendienst* således ud fra sit værelse med en maskinskrevet navneliste i hånden. Han var en spinkel mand med et lille hoved og små øjne og bar en stor baret. Det var knap nok daggry endnu. Vi stod i midtergangen i blokken. Han begyndte at læse navne op. Paul, Georges, Gilbert og jeg lænede os op ad køjesengene. Vi ventede alle sammen. Navnene

blev ikke råbt op i alfabetisk rækkefølge. De som allerede var blevet råbt op, samlede sig i den ene ende af blokken i nærheden af døren. For dem var det afgjort i det øjeblik: De skulle med fangetransporten.

Navn efter navn blev råbt op. Gruppen ved døren blev større. Og for dem som endnu ikke var blevet råbt op, fik afrejsen en ny virkelighedskarakter; det blev mere og mere sandt at de her gutter aldrig igen skulle arbejde i stenbruddet, at de aldrig igen skulle se røgen stige op fra krematoriets skorsten. Vi vidste ikke hvor fangetransporten gik hen, men pludselig var det som om den først og fremmest betød en forandring, med alt hvad der lå i dette ord. Og jo flere der stimlede sammen nede ved døren, desto mere spurgte de andre sig selv om de mon ikke ville blive skuffede hvis de ikke fik lov at tage en chance med dette eventyr, denne rejse.

Pauls navn blev råbt op. Vi så ham gå ned mod de andre. Flere andre blev råbt op. Georges, Gilbert og jeg selv stod stadig og lænede os op ad køjesengene. Vi gjorde et lille tegn til Paul, der allerede forsvandt ind mellem de mange andre, om bag dem som var blevet råbt op efter ham; han var allerede ved at fare vild, allerede halvvejs fortabt.

Til sidst råbte Stubendienst’en alle vores navne op, Georges’, Gilberts og mit. Snart efter var han færdig med listen. Vi var altså sammen igen. På det tidspunkt havde jeg virkelig lyst til at komme af sted.

Vi blev samlet udenfor. Vi var omkring tres personer. Solen var stået op. Arbejdsholdet fra blokken overfor var allerede i gang med at vaske gulvet. Et par Lagerschutz (lejrens politifolk) og kapoer begyndte at bevæge sig omkring på gangstierne. Den belgiske Stubendienst førte os hen til munderingsmagasinet. To timer senere var vi tilbage i blokken. De andre, de der skulle blive her, fulgte os med øjnene da vi kom ind, deres ansigter var anderledes. Vi bar blå- og hvidstribede dragter med en rød trekant på venstre

side af brystet og et sort F i midten, og vi havde nye galocher på. Vi var pæne og rene og nybarberede og bevægede os utvungent. Vi som i Buchenwalds maskerade havde været udmajet med små spidse hatte, matroshatte eller russiske kasketter; vi som havde slæbt sten i stenbruddet iført ungarske folkedragter og kasketter der blev brugt af sporvognsførere i Warszawa; vi der have gået med små pjækkerter der gik til lige over ballerne, og med den type kasketter som alfonser bærer – vi var her til morgen holdt op med at være groteske; vi var blevet forvandlet.

De andre gutter som ikke skulle af sted, kiggede forlegne på os. I det øjeblik var nogle af dem sikkert fristet til at misunde os. Vi ville slippe væk fra denne kvælende og usammenhængende by. Men de fleste lod dog til at være ængstelige og forlegne, som man er det når man står over for mennesker der er kommet ud for en eller anden ulykke de endnu ikke er klar over. Kun én ting var vi alle sammen sikre på, og det var at vi aldrig ville komme til at se hinanden igen, i hvert fald ikke i Tyskland.

Vi som skulle af sted, gik hen ad midtergangen i blokken. Atmosfæren havde ændret sig. Halmmadrasserne, brændeovnen, de ”møbler” vi havde drømt om i Den Lille Lejr, eksisterede ikke for os længere. Vi følte endnu ikke noget stort tab, men blot en diffus bitterhed når vi kiggede på de andre gutter der virkede så groteske, så forældede i deres lejrtøj. I morgen skulle de igen stå til appel i adskillige timer, og vi ville ikke være der længere. For dem ville hver dag stadig være stenbruddet, skorstenen og appellen før arbejdsdagen begyndte, hver morgen ville de stadig stå under projektørerne der oppe fra Tårnet fejede hen over tusindvis af grå hoveder som man end ikke kunne forestille sig at skelne fra hinanden ved hjælp af et navn, en nationalitet eller bare et udtryk.