Menneskets dybeste erindring

Menneskets dybeste erindring

roman

På dansk ved Niels Lyngsø

Menneskets dybeste erindring er oversat fra fransk af Niels Lyngsø efter La plus secrète mémoire des hommes Copyright © 2021, Editions Philippe Rey. In co-edition with Editions Jimsaan. This edition is published by arrangement with Éditions Philippe Rey in conjunction with its duly appointed agents Books And More Agency #BAM, Paris, France and 2 Seas Literary Agency Inc. All rights reserved. Dansk udgave © Gads Forlag 2023 Omslag: E-types

Forsideillustration: Cecilia Carlstedt

Bogen er sat med Adobe Garamond hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-12-06860-0

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Udgivelsen støttes af:

Den danske oversættelse citerer fra: Bolaño, Roberto: De vilde detektiver, 1998, oversat til dansk af Iben Hasselbalch, Gyldendal, 2010.

Til Yambo Ouologuem

“I en tid følger Kritikken Kunstværket, så forsvinder Kritikken, og det er Læserne der følger det. Rejsen kan være lang eller kort. Derpå dør Læserne en efter en, og Kunstværket fortsætter alene skønt en ny Kritik og nye Læsere snart efter begynder at følge dets bane. Derpå dør Kritikken igen, og Læserne dør igen, og i dette knoglespor fortsætter Kunstværket sin rejse mod ensomheden. At nærme sig det, sejle i dets kølvand, er tegn på den sikre død, men en ny Kritik og nye Læsere nærmer sig utrætteligt og ubønhørligt og fortæres af tiden og farten. Til sidst rejser Kunstværket uigenkaldeligt alene gennem Uendeligheden. Og en dag dør Kunstværket ligesom andre ting dør, ligesom Solen vil slukkes og Jorden, Solsystemet og Mælkevejen og menneskets dybeste erindring forsvinde.”

Roberto Bolaño, De vilde detektiver

INDHOLD

FØRSTE BOG

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11

Første del Edderkoppemoderens spind 13 Anden del Sommerdagbog 43 Første biografem Tre noter om den essentielle bog 117

ANDEN BOG

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 121

Første del Ousseynou Koumakhs testamente 123 Andet biografem Tre skrig mens jorden skælver 189 Anden del Undersøgere og undersøgte 203 Tredje biografem Hvor Charles Ellenstein kommer af dage 247 Tredje del Tangonætter ved højvande . . . . . . . . . . . . . 281

TREDJE BOG 333

Første del Venskab – kærlighed x = ? politik litteratur

Fjerde biografem

335

De døde breve 405 Anden del Madags ensomhed 411 Epilog 457 Tak 460

FØRSTE BOG

første del Edderkoppemoderens spind

27. august 2018

Om en forfatter og hans værk kan man i hvert fald vide dette: Sammen bevæger de sig rundt i den mest fuldendte labyrint man kan forestille sig, en lang cirkulær bane hvor deres bestemmelsessted løber sammen med deres udgangspunkt: ensomheden.

Jeg forlader Amsterdam. På trods af det jeg har fundet ud af her, ved jeg stadig ikke om jeg kender Elimane bedre nu, eller om mysteriet om ham er blevet mere uigennemskueligt. Her kunne jeg henvise til det paradoks der er i enhver jagt på viden: Jo dybere indblik man får i et brudstykke af verden, desto tydeligere bliver det hvor omfattende det uvisse og ens egen uvidenhed er; men den ligning udtrykker stadig kun halvvejs det jeg føler for den mand. Hans tilfælde kræver en mere radikal formulering, det vil sige en formulering der forholder sig mere pessimistisk til selve muligheden for at kende et menneskes sjæl. Hans er som et sort hul; den tiltrækker alt hvad der kommer i nærheden, og sluger det. Man sidder bøjet over hans liv en tid lang, og idet man retter sig op igen, alvorlig og resigneret og gammel, måske endda fortvivlet, mumler man: Om menneskets sjæl kan man intet vide – der er intet at vide.

Elimane er sunket til bunds i sin Nat. At han havde så let ved at tage afsked med solen, fascinerer mig. Hans skygges himmelfart fascinerer mig. Mysteriet om hans bestemmelsessted er jeg besat af. Jeg ved ikke hvorfor han tog sit eget liv når han stadig havde så meget at sige. Navnlig plager det mig at jeg ikke er i stand til at gøre ham kunsten efter. Når man støder på en tavs mand, en

virkelig tavs mand, kommer man altid til at stille sig tvivlende over for hvad ens egne ord betyder – hvor nødvendige de egentlig er – og pludselig spekulerer man på om de ikke bare er noget røvsygt sludder, en gang sprogsnavs.

Jeg vil holde min kæft og standse her, Dagbog. Edderkoppedronningens fortællinger har gjort mig træt. Ensomhedens vej venter.

I

I min generation af afrikanske forfattere, der snart ikke længere kan kaldes den unge generation, gav T.C. Elimane anledning til nogle nidkære og blodige litterære dyster, hvor folk flåede hinanden i stykker. Hans bog var som en katedral og en arena; vi gik ind i den som man træder ind i en guds gravkammer, og endte på knæ i en pøl af vores eget blod udgydt som en offergave til mesterværket. Én eneste side fra denne bog var nok til at forvisse os om at vi læste en forfatter, et hapax legomenon, et enestående udsagn, en af den slags stjerner der kun viser sig én gang på en litterær himmel.

Jeg kan huske en af de talrige middage vi tilbragte i selskab med hans bog. Midt under den ophidsede samtale viste Béatrice, den sensuelle og energiske Béatrice Nanga som jeg håbede en dag ville kvæle mig mellem sine bryster, kløer og sagde at kun sande forfatteres værker var værd at debattere med dragne våben, at kun de kunne sætte blodet i kog som fuldblods spiritus, og at hvis vi forsøgte at slippe uden om den lidenskabelige konfrontation, de værker lagde op til, for at nå en eller anden slap konsensus uden rygrad, så ville vi være en skændsel for litteraturen. En sand forfatter, tilføjede hun, opildner til diskussioner på liv og død blandt de ægte læsere, som altid ligger i krig med hinanden; hvis I ikke er klar til at krepere i arenaen under jagten på det hovedløse gedekadaver som i kok-boru, så pil af med jer, og læg jer til at dø i jeres eget lunkne pis, som I tror er fortræffeligt øl: I er alt andet end læsere, og da slet ikke forfattere.

Jeg havde støttet Béatrice Nanga i hendes flammende anklage. T.C. Elimane var ikke en klassiker, han var kult. Den litterære myte er et spillebord. Elimane havde sat sig til bordet og smidt de tre stærkeste trumfkort der findes: Først havde han valgt et navn med gådefulde initialer; dernæst havde han kun skrevet én bog; og endelig var han forsvundet sporløst. Så ja, man burde satse hele butikken i kampen om det hovedløse kadaver. Man kunne godt tvivle på om der overhovedet havde eksisteret en mand ved navn T.C. Elimane, eller overveje om der ikke snarere var tale om et pseudonym opfundet af en forfatter for at tage pis på det litterære miljø eller slippe ud af det, men der var til gengæld ingen tvivl om den stærke sandhed hans bog rummede: Når man havde læst den til ende, strømmede livet igen ind i sjælen på én, voldsomt og rent.

Spørgsmålet om hvorvidt Homer rent faktisk har levet, ja eller nej, er stadig spændende. Men i sidste ende ændrer det ikke meget ved hans læseres begejstring; for det er Homer, hvem eller hvad han end var, læserne takker for at have skrevet Iliaden eller Odysseen. På samme måde var det ikke så vigtigt med mennesket, bedraget eller legenden bag T.C. Elimane, for det var dette navn der havde skænket os det værk som havde forandret vores syn på litteraturen. Måske på livet. Umenneskelighedens labyrint: Det var titlen, og vi søgte mod dets sider på samme måde som søkøer trækker op for at drikke af kilden.

I begyndelsen var der en profeti, og der var en Konge; og profetien fortalte Kongen at jorden ville give ham evig magt, men som betaling krævede den de ældstes aske, hvilket Kongen indvilligede i; han gav sig straks til at brænde de ældre mennesker i sit rige og spredte derefter deres rester rundt om sit palads, hvor en skov snart voksede frem, en makaber skov, som man kaldte umenneskelighedens labyrint.

Hvordan mødtes vi egentlig, denne bog og jeg? Sådan som alle mødes: ved et tilfælde. Men jeg glemmer ikke hvad Edderkoppemoderen sagde til mig: Et tilfælde er altid blot en skæbne man ikke kender. Første gang jeg læste Umenneskelighedens labyrint, var for ganske nylig, for lidt over en måned siden. Men at sige at jeg slet ikke kendte noget til Elimane inden da, ville være løgn: Allerede i gymnasiet var jeg stødt på hans navn. Han optrådte i Lille lærebog i negerlitteratur, en af de her uopslidelige antologier der siden kolonitiden var blevet brugt som håndbog i litteratur for skolebørn i den fransktalende del af Afrika.

Det var i 2008, i 2.g på en militær kostskole i det nordlige Senegal. Litteraturen var begyndt at trække i mig, og jeg nærede en ungdommelig drøm om at blive digter; en helt almindelig ambition når man var ved at opdage de største digtere og boede i et land der stadig var hjemsøgt af Senghors altdominerende genfærd, altså et land hvor digtet stadig var et af de mest pålidelige redskaber inden for forførelsens kunst. Det var den tid hvor man kunne score pigerne med firlinjede strofer som man enten havde samlet op et sted eller selv fundet på.

Jeg begyndte derfor at fortabe mig i digtantologier, synonymordbøger, sjældne ord og rim. Jeg stod bag nogle skrækkelige frembringelser, inddelt i slingrende ellevestavelsesvers fulde af “overmodne tårer”, “opspringende himmelhvælvinger” og “hyaline morgenrøder”. Jeg lavede pasticher, parodier, plagiater. Jeg gennembladrede febrilsk mit eksemplar af Lille lærebog i

negerlitteratur. Og det var her jeg for første gang, side om side med klassikere inden for sort litteratur såsom Tchichellé Tchivéla og Tchicaya U Tam’si, stødte på det for mig ukendte navn T.C. Elimane. Teksten om ham adskilte sig i en sådan grad fra resten af antologien at jeg straks blev fanget ind. Den lød (jeg har stadig min lærebog):

T.C. Elimane er født i Senegal. Han fik et studielegat, rejste til Paris og udgav dér i 1938 en bog hvis skæbne er præget af en tragisk ejendommelighed, Umenneskelighedens labyrint.

Og hvilken bog! Et hovedværk af en ung neger fra Afrika! Aldrig før set i Frankrig! Den førte til en af disse litterære fejder som kun dette land har smag og anlæg for. Umenneskelighedens labyrint havde lige så mange støtter som den havde modstandere. Men bedst som rygtet lød at forfatteren og hans bog stod til at modtage flere prestigefyldte priser, satte en litterær skandale en stopper for succesen. Værket blev hængt ud i offentligheden; og hvad den unge forfatter angår, så forsvandt han fra den litterære scene.

Kort efter brød krigen ud. Siden slutningen af 1938 har ingen hørt fra denne T.C. Elimane. Hans skæbne er stadig et mysterium trods en række interessante hypoteser (i den forbindelse kan man for eksempel med stort udbytte læse journalisten B. Bollèmes lille undersøgelse Hvem var den sorte Rimbaud? Et genfærds odyssé, Éditions de la Sonde, 1948). Forlæggeren følte sig tilsølet af polemikken, trak bogen tilbage og destruerede hele restoplaget. Umenneskelighedens labyrint blev aldrig genudgivet. Værket er i dag uopdriveligt.

Det tåler en gentagelse: Denne fremmelige forfatter havde talent. Måske ligefrem et genialt talent. Det er beklageligt at han valgte at bruge det på at skildre al den håbløshed: Hans alt for pessimistiske bog bekræftede kolonialismens syn på Afrika som et formørket, voldeligt og barbarisk sted. Et kontinent der allerede havde lidt så meget, og som stadig led og ville komme til at lide endnu mere, var i sin gode ret til at forvente af sine forfattere at de tegnede et mere positivt portræt.

Disse linjer sendte mig straks ud ad en støvet vej på sporet af Elimane, eller rettere sagt på sporet af hans genfærd. Jeg tilbragte de næste uger med at forsøge at få mere at vide om hans skæbne, men internettet kunne ikke fortælle mig mere end det jeg i forvejen vidste fra håndbogen. Der fandtes ingen fotografier af Elimane. De få sites der nævnte ham, bestod udelukkende af antydninger, og jeg forstod snart de ikke vidste mere om ham end mig. De talte næsten alle sammen om en “vanæret afrikansk forfatter fra mellemkrigstiden” uden at komme nærmere ind på hvad vanæren bestod i. Det lykkedes mig heller ikke at finde flere oplysninger om værket. Jeg fandt intet vidnesbyrd der gik i dybden med det; ikke et eneste essay, ikke en eneste afhandling var der skrevet om det.

Jeg talte om det med en af mine fars venner som underviste i afrikansk litteratur ved universitetet. Han fortalte at Elimanes korte liv i fransk litteratur (han insisterede på “fransk”) ikke havde været nok til at hans værk også blev opdaget i Senegal. “Det er en kastreret guds værk. Nogle gange omtales Umenneskelighedens labyrint som en hellig bog. Men sandheden er at den aldrig blev grundlag for nogen religion. Der er ikke længere nogen der tror på den bog. Der er måske aldrig nogen der har troet på den.”

At jeg befandt mig på den militære kostskole langt ude på savannen, besværliggjorde mine undersøgelser. Jeg lagde dem på hylden og slog mig til tåls med denne simple og ubarmhjertige sandhed: Elimane var blevet slettet fra den litterære hukommelse, men tilsyneladende også fra almindelige menneskers hukommelse, også hans landsmænd havde glemt ham (men det er velkendt at det er ens landsmænd der glemmer én først). Umenneskelighedens labyrint tilhørte den anden litteraturhistorie (som måske er den sande historie om litteraturen): en historie om bøger der er forsvundet i en af tidens korridorer, ikke bandlyst, men ganske enkelt glemt, en historie hvor kadavere, knogler og ensomme skæbner

ligger strøet ud over gulvene i fængsler uden fangevogtere og aftegner deres egne uendelige og tavse, tilfrosne spor.

Jeg gav slip på denne triste historie og begyndte igen at skrive kærlighedsdigte på skævbenede vers.

Når jeg gjorde det hele op, var min eneste større opdagelse et fund jeg havde gjort på et obskurt internetforum, den lange indledende sætning i Umenneskelighedens labyrint, den eneste overlevende efter udslettelsen for halvfjerds år siden: I begyndelsen var der en profeti, og der var en Konge; og profetien fortalte Kongen at jorden ville give ham evig magt, men som betaling krævede den de ældstes aske og så videre.

III

Men hør nu hvordan Umenneskelighedens labyrint vendte tilbage i mit liv.

Efter mit første møde med den på gymnasiet gik der et stykke tid hvor jeg ikke havde noget at gøre med Elimane. Det hændte selvfølgelig at jeg tænkte på ham igen, men der gik langt imellem, og det var altid med lidt vemod, som når man tænker tilbage på uafsluttede eller uafsluttelige historier – en gammel ven man mistede, et manuskript der blev ødelagt i en brand, et kærlighedsforhold man opgav af frygt for omsider at blive lykkelig. Jeg fik min studentereksamen, forlod Senegal og rejste til Paris for at studere.

Her genåbnede jeg kortvarigt sagen om Elimane, men uden held: Selv hos bogsælgerne på kajerne af Seinen, som folk havde skamrost for deres udvalg, var og blev værket uopdriveligt. Og hvad angik B. Bollèmes lille skrift Hvem var den sorte Rimbaud?, fik jeg at vide at det ikke havde været genoptrykt siden midten af 1970’erne. Mit studie og mit indvandrerliv bragte mig hurtigt på afstand af Umenneskelighedens labyrint, bogen var et drømmesyn hvis forfatter tilsyneladende bare havde været en tændstik der blev strøget i litteraturens sorte nat. Så lidt efter lidt glemte jeg alt om det.

Mit universitetsstudium i Frakrig ledte mig frem mod en afhandling i litteraturvidenskab, som jeg ret hurtigt oplevede som en uddrivelse fra forfatternes paradis. Jeg blev en doven ph.d.studerende der snart blev ledt bort fra den noble akademiske

vej af noget som ikke længere bare var en forbigående fristelse, men et brændende ønske der var lige så prætentiøst som det var uomgængeligt: at blive romanforfatter. Man advarede mig: Måske vil du aldrig få succes i litteraturens verden; måske ender du med at blive bitter! Skuffet! Marginaliseret! Udstødt! Ja, det er muligt, sagde jeg. Det utrættelige “man” kørte på: Det kunne ende med at du tog livet af dig! Ja, måske; men livet, tilføjede jeg, er intet andet end bindestregen i ordet peut-être, måske. Jeg forsøger at balancere af sted på denne spinkle streg. Pyt med om den giver efter under min vægt: Så får jeg da at se hvad der lever eller er kreperet nedenunder. Og så bad jeg “man” om at kneppe sig selv. Jeg sagde: I litteraturen får man aldrig succes, så stig på toget mod succes, og spring af hvor du kan.

Jeg skrev en lille roman, Tomhedens anatomi, som blev udgivet på et nærmest hemmeligt forlag. Bogen blev et flop (nioghalvfjerds eksemplarer solgt de første to måneder, inklusive dem jeg havde købt af min egen lomme). Der var ellers elleve hundred toogfirs personer der havde liket mit opslag på Facebook om at min bog snart skulle udkomme. Ni hundred nitten havde kommenteret. “Tillykke!”, “Stolt!”, “Proud of you!”, “Congrats bro!”, “Flot!”, “Du er en inspiration!” (jeg udånder snart), “Tak, min bror, du er vores stolthed”, “Skal læse den straks In-sha-Allah!”, “Hvornår kommer den?” (jeg havde faktisk skrevet udgivelsesdatoen i mit opslag), “hvordan kan man få fat på den?” (det stod også i opslaget), “hvad koster den?” (idem), “Spændende titel!”, “Du er et forbillede for vores ungdom!”, “Hvad handler den om?” (i litteraturen er dette spørgsmål selve inkarnationen af Ondskab), “Kan man bestille den?”, “Har du en pdf?” og så videre. Nioghalvfjerds eksemplarer. Jeg måtte vente fire eller fem måneder efter at den var udkommet før den blev sluppet ud af anonymitetens skærsild. En indflydelsesrig journalist, der var ekspert i såkaldt “fransksproget litteratur”, havde skrevet en anmeldelse af den på tolv

hundrede tegn (med mellemrum) i Le Monde (Afrikaudgaven). Han udtrykte visse forbehold over for min stil, men i sin sidste sætning forbandt han mig med den tvivlsomme, ja endog farlige, hvis ikke ligefrem djævelske vending “lovende og spændende at følge i den fransksprogede afrikanske litteratur”. Ganske vist var jeg sluppet for det frygtelige og livsfarlige prædikat “forfatterkomet”, men hans ros var ikke desto mindre morderisk. For den var nok til at give mig en vis opmærksomhed i det litterære miljø i den afrikanske diaspora i Paris – ghettoen, som det så kærligt kaldes på forskellige lokumssprog, herunder mit eget. Fra det øjeblik vidste selv de der ikke havde læst mig og helt sikkert aldrig ville gøre det, takket være den korte artikel i Afrikaudgaven af Le Monde at jeg var den 117. nye unge forfatter der trådte op på scenen, så lovende at det drev af ham. På de festivaler, seminarer, litteraturaftener og bogmesser jeg blev inviteret til, var jeg det naturlige valg til de åbenbart uopslidelige paneldebatter som blev kaldt “nye stemmer”, “den nye generation”, “de nye forfattere”, eller hvad som helst andet der foregav at være nyt, selv om det litterært set i realiteten allerede virkede så gammelt og træt. Dette lille ekko nåede hjem til Senegal, og man begyndte at interessere sig for mig fordi man havde gjort det i Paris, hvilket gjorde det ud for en blåstempling. Fra da af blev Tomhedens anatomi omtalt (omtalt betyder ikke læst).

På trods af alt dette sad jeg utilfreds tilbage efter romanudgivelsen, måske ulykkelig. Snart begyndte jeg at skamme mig over Tomhedens anatomi – som jeg havde skrevet af grunde jeg skal forklare senere – og ligesom for at rense mig eller begrave den begyndte jeg at drømme om en ny roman, stor, ambitiøs og definitiv. Nu skulle den bare skrives.