Mine mænd

CMYK + Pantone 395 U

”Slående smuk roman om norsk seriemorder.” dag b l a d e t

k l assek ampe n

”Ingen skriver som Victoria Kielland.” k l a s s e k a m p e n , å r e t s b e d s t e b ø g e r 2021

★★★★★★ ”Guddommelig …

Victoria Kiellands roman om seriemorderen Belle Gunness giver os sanseskildringer uden sidestykke i norsk samtidslitteratur.” s tava n g e r a f t e n b l a d

”Et særpræget talent … Den mest originale stemme i sin generation, fuld af rå sanselighed og en blodbankende ekspressivitet.” j u ry e n v e d t i l d e l i n g e n a f d o b l o u g p r i s e n 2022

Tjenestepigen Brynhild emigrerer i slutningen

af 1800-tallet fra Norge til USA, gifter sig og bliver til Bella Sørensen, gifter sig igen og bliver til Belle Gunness fra La Porte, Indiana.

Efter sin død bliver hun kendt som Amerikas første kvindelige seriemorder.

Dette er historien om en ødelagt kvinde der altid længes. Om at rejse til verdens ende, om skuffelser og afgrunde, om ikke at miste sig selv, om hvem der må leve og hvem der må dø:

De der elsker med hele deres væsen, vil aldrig overleve kærligheden.

Mine mænd er en litterær fantasi

Mine

mænd

M i n e m æ n d

Victoria Kielland (f. 1985) er en

Gads forlag

★★★★★★

”Ingen skriver som Victoria Kielland: som en Virginia Woolf, der har forlæst sig på teenagemagasiner, på jagt efter et sprog for kærlighedens afgrunde.”

Roman

morge n bl a de t

VICTORIA KIELLAND

”En af de bedste yngre forfattere, vi har.”

norsk forfatter. Hun debuterede i 2013 med novelle­samlingen I lyngen. Hendes gennembrudsroman, Mine mænd , ud­kommer i 13 lande og blev ved udgivelsen i Norge nomineret til flere litterære priser.

For sit forfatterskab blev hun i 2021 tildelt Stig Sæterbakkens Mindelegat og siden Doblougprisen 2022 – Det Svenske Akademis prestigefulde pris til fremme af norsk og svensk skønlitteratur.

frit inspireret af faktiske hændelser.

VICTORIA KIELLAND

Omslagsdesign: Sof ie Winding

Mine mænd_TRYK.indd 2

17.06.2022 14.42

Victoria Kielland

MINE MÆ ND ROMAN

På dansk ved Juliane Wammen

GADS FORLAG

Mine mænd_TRYK.indd 3

17.06.2022 14.42

Mine mænd er oversat fra norsk af Juliane Wammen efter Mine menn Author: Victoria Kielland Copyright © 2021 Mine menn, No Comprendo Press 2021 Dansk udgave © Gads Forlag 2022 Published by agreement with Winje Agency A/S, Norway Omslag: Sofie Winding Bogen er sat med Joanna hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-12-06883-9 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Denne udgivelse har modtaget støtte fra Nordisk Ministerråd

Mine mænd_TRYK.indd 4

17.06.2022 14.42

Kærligheden vil altid gå længere.

Men den har en grænse.

Når denne grænse overskrides, vendes kærligheden til had.

For at undgå en sådan forvandling må kærligheden blive en anden.

Simone Weil – Ordenes magt, essayet ”Kærlighed”

Jag levde för att lyfta upp dig Men vem skulle lyfta mig?

När du var ibland molnen Och jag låg där på marken kvar Molly Sandén – Utan dig

Mine mænd_TRYK.indd 5

17.06.2022 14.42

Mine mænd_TRYK.indd 6

17.06.2022 14.42

Til min allerkæreste E

Mine mænd_TRYK.indd 7

17.06.2022 14.42

Mine mænd_TRYK.indd 8

17.06.2022 14.42

BABY

Mine mænd_TRYK.indd 9

17.06.2022 14.42

Mine mænd_TRYK.indd 10

17.06.2022 14.42

AV I S E N S K A N D I N AV E N, C H I C A G O, 1 9 0 4 - 1 9 0 8

Ægteskabstilbud – En Farmer, 26 Aar gammel, i N. Dakota, ønsker af Mangel paa Bekjendtskaber at korrespondere med en Skandinavisk Pige eller Enke. Paa Formue sees ikke. Spøg frabedes. Skriv og medsend Fotografi.

Ægteskabstilbud – En Ungkarl, 30 Aar gammel, af godt Udseende, velstaaende og som bor i en By, ønsker at korrespondere med en Pige under 30 Aar, som forstaar at sætte Pris paa et vakkert Hjem. Send Fotografi i første Brev.

Ægteskabstilbud – En Enkemand, 45 Aar gammel, ønsker at blive bekjendt med en Pige eller børnløs Enke mellem 25 og 40 Aar gammel, af norsk Herkomst. Gode Referencer fordres og gives. Kan give en saadan et godt og sorgfrit Hjem, da jeg er i gode financielle Omstændigheder. Skriv til dette Blad for min Adr.

11

Mine mænd_TRYK.indd 11

17.06.2022 14.42

Mine mænd_TRYK.indd 12

17.06.2022 14.42

E N G L E N E S B Y, C A L I F O R N I E N, 1 9 1 5

Flammerne i pejsen flakkede varmt og stille. Belle havde brug for et vindue at hvile kinden imod. Nedkølet hud, glødende rød, dugfrisk, rolig og varm. De små hår på overlæben, hun førte fingrene over munden og hørte lyden af sine egne gurglende lunger. Hun tændte en cigaret og kiggede ud over byen. Det gigantiske egetræ stod der i aftensolen og strakte sine lange, knudrede rødder hen langs fundamentet og ned i jorden, de viklede sig rundt om hegnet, bugtede sig ud under græsset. Tørresnorene var spændt op mellem grenene, trusserne og lagenerne flagrede så let i vinden.

– Der er ting jeg aldrig kan indrømme, hviskede hun, – der er ting som er for store, hun kunne næsten ikke få vejret, – der er ting som kan ødelægge mig. Ordene tog kvælertag på hende, Belle vidste ikke hvornår det ville give et brag, men det ville det. En granat, en vrangvendt lunge, en epilog for tusind krige, tårerne løb ned over kinden, – der er for mange af jer. Hun mærkede mavemusklerne spændes, ind i mørket, en efter en.

Aftensolen stod lavt, overlæben var revnet på midten, hun trak røgen dybt ind, svage ord, næsten et lille skrig fyldte munden, mellem røg og tænder, de kilede sig ind mod tandkødet, pressede sig frem mellem to halvåbne

13

Mine mænd_TRYK.indd 13

17.06.2022 14.42

læber, – de der elsker med hele deres væsen, vil aldrig overleve kærligheden. Stillehavsbølgerne rullede uroligt ind mod land, det mørke genskær lyste op mod hende, hendes stemme fyldte hele rummet, en sandhed så stor at den stod i vejen for alt andet. Ordene strakte sig mod vinduet, der var noget med de små rynker omkring øjnene, de små spor i huden pegede på alt det der var sket, på tidens furede ansigt, på alle de problemer der lå sammenrullet i lungerne, Belle mærkede det helt tydeligt, genskæret og saltvandet der næsten blændede hende, – der er for mange af jer.

Mine mænd_TRYK.indd 14

17.06.2022 14.42

R Ø D D E G Å R D, 1 8 7 6

Brynhilds hoved var omsluttet af mørke. Det var mast ned i puden med ansigtet forrest. Alle farverne hobede sig op, og hjertet dunkede hårdt, en pulserende muskelknude midt i solnedgangen, bankende rød og glødende varm.

Alt det hun kom til at erkende med ansigtet forrest. Alt det hun kom til at opleve. Brynhild gled frem og tilbage mellem sveden og drømmen, svævende i mørke mens savlet sivede ud ad den halvåbne mund. Sengen knagede, hun spændte alle de muskler hun havde, og løftede hovedet op mod vinduet, den lillebitte bevægelse, den krævede alt af hende. Brynhild så stjernehimlen som prikker derude, hun fyldte lungerne med luft inden hun igen sank ned på madrassen. Det dunkle lys fra stearinlysene spredte sig i værelset, dækkede væggene med flakkende skygger.

Brynhild så omridset af sin egen krop mod væggen, stødvis og lagvis, hun mærkede ham over sig, åndedrættet i nakken, tungen der tegnede nye linjer langs hårgrænsen.

Brynhild havde taget tøjet af så hurtigt, 17 år, så blød og god, så klar til verden, hun havde været klar fra det øjeblik hun så ham, da hun satte sig overskrævs på ham, – jeg ved du vil have mig. Lysten kom ingen steder fra, glødende, pludselig, stearinlysene blafrede i vindueskarmen, og netop i det øjeblik svævede de midt i flammerne,

15

Mine mænd_TRYK.indd 15

17.06.2022 14.42

gloende varmt og flydende. Dette var kærlighed. Ingen skulle fortælle hende noget andet. Gud var nær, og soveværelset var fuldt af et sort, olieglat lys. En tyk sovs af noget menneskeskabt væltede sig rundt på madrassen. Han var så rank og skinnende, den værdiløse, smukke krop, der var ingen tvivl, hun elskede ham. Hun mærkede det helt ind til benet, suget i maven, farverne som udvandede sig helt af sig selv, den ene følelse modstandsløst over i den anden, der manglede begyndelse og slutning, og alting lå der som et eneste stort bassin af svedige muskler og glidende overgange. Brynhild havde løsnet fletningen, og håret vældede ned over hendes skuldre, og han havde set sådan på hende som hun sad der over ham med sine blå øjne i det mælkehvide ansigt, med de blommerøde kinder og de blege fregner, det brune hår overalt, som en slags mørk blomst var hun sprunget ud. Håbet i to fremmede øjne, denne farvepalet, alt det bløde og uskyldsrene lå så blotlagt. Og himlen havde i sandhed sænket sig ned over huset den nat, det havde prikket mod huden, og Brynhild havde mærket stjernerne mod øjnene, det sved og glødede om hinanden, så uendeligt meget håb der kunne findes på en mørkeblå himmel.

Et nyt lærred var spændt op, og den sorte, skidne kærlighedssved havde sået sine frø, den velstående bondeknøs fra Selbu var gået lige ind på loftsrummet, lige ind i to halvåbne læber, lige ind i hendes åbne mund.

Han havde taget hende i sine arme, og hun havde lænet sig ind i dem, og med begge hænder havde han forført hende. En smeltende berøring, en vuggende hoftekam,

16

Mine mænd_TRYK.indd 16

17.06.2022 14.42

varme og hud, hun tog, og han gav, stødvis og punktvis, i dagevis lå hun der, tværet ud i mørket. Sådan havde det været, hun var ophøjet i kærlighedens navn, og nu vibrerede Brynhild uden ophør. En mild brise drev ind mellem gardinerne, nu kan jeg dø, havde Brynhild tænkt.

Men Brynhild døde ikke, hun pustede og stønnede som en våd lille hund, glødende med morgensolen lige i ansigtet.

Unge Brynhild sitrede helt alene mod lagenet, hun var så langt hjemmefra, fra mor og far og fårene oppe i fjeldet, hun kunne mærke det helt ind i skelettet, en famlen, alt det usikre, alt det som øjnene havde set aftenen før. Det var et lyserødt eventyr, et gennemblødt lagen og pletter i hundrede forskellige former. Brynhild fulgte omridset af pletterne med pegefingeren, grænserne var tydeligt tegnet op i det skarpe morgenlys, hun tørrede den klæbrige hånd af mod lårene. Alt det hun havde set aftenen før, alt det der ikke fandtes ord for, de inderlige øjne der hvilede på hende. Solstrålerne kogte ind gennem vinduet, og tankerne sad midt i hovedet, ørerne lyttede efter hver mindste lille bevægelse, livsstrengen var spændt ud.

Store mængder hud og et bredt, hvidt smil, Arvingen kom tilbage, han var så kærlig og streng, så stærk og så afhængig af sit eget begær. Denne lyshårede mand med lugten af jord og blødt læder, med støvler der knirkede og skrabede mod sengegavlen. Brynhilds krop mærkede velsignelsen, tyngden i mørket, det gyldne skær i hjertet, og det gik så hurtigt fra blødt til hårdt at hun ikke nåede at opfatte hvad der skete. Den mørke stemning når der

17

Mine mænd_TRYK.indd 17

17.06.2022 14.42

ikke var mere dagslys tilbage, næverne der kunne knyttes helt pludseligt. Alt det der ændrede sig så snart hun var uopmærksom. Små forhandlinger hver eneste gang.

Alle farverne mod øjet. Den uendeligt varme krop. Hver nat blev hovedet presset mod puden. Munden gabte til det løb over og hun var nødt til at synke. Trækningerne gik gennem hende som natsorte skælv gennem værelset.

Brynhild lå nedsunket i madrassen. Hun lå der med bondestanden over sig, en forsvarsløs tilstand, helt nøgen, helt værgeløs som hun lå med sin smeltende spids helt yderst ude i værelset, en glødende lille lunte direkte ud i verden. Himlen svævede udflydende over dem, tyndere og tyndere jo nærmere morgenen den kom, med spyt og sigende øjenlåg, mens sommerfuglene myldrede mellem kornaksene, og hestene løb i cirkler ude i indhegningen som om de blev vævet ind i drømmenes logik af hovene der slog mod jorden, af det bløde lys. Brynhild sank bare dybere ned i madrassen mens lyset flød mellem trækronerne og lagde sig ind over vindueskarmen. De små timer forsvandt uden at hun mærkede det, øjeblikket, sekunderne, det var umuligt at følge med, den forræderisk bløde hud, der var ingen modstand. Floden klukkede langt derude, og fluerne slog mod vinduesglasset. Et sted nede på gårdspladsen hørte hun det knage i tøjlerne mellem nogens fingre mens seletøjet blev strammet under de varme hestemaver. Dagene begyndte altid sådan, helt alene, sved og varme, med en lyd helt bagest i landskabet.

Lyden blev kun stærkere, og før hun vidste af det, var også hun nødt til at stå op og lave frokost og koge kaffe

18

Mine mænd_TRYK.indd 18

17.06.2022 14.42

til herskabet. Brynhild gjorde alting så stille, 17 år og glødende, ingen måtte fornemme hvad hun havde tilladt sig i de sene nattetimer. Hun tørrede køkkenbordet af så hurtigt hun kunne, fejede gulvet og satte kaffe over, fandt kopper og tallerkener, satte pølse, æg, ost og brød frem.

Det gøs i maven. Denne smeltende, varme verden fyldte hende. Opvaskevandet glohedt mellem fingrene, alting var så glat og brændende mod huden. 17 år med en gabende varm mund midt i intet, 17 år i fuld panik, Brynhild blinkede, men farverne pressede sig bare længere ind i øjet. Hver eneste celle i hendes krop bød ham velkommen.

Der var ingen tvivl, glæden og varmen fyldte hende til randen, Brynhild følte sig næsten helt fuld der foran køkkenbordet mens pulsen dunkede hårdt og vilkårligt. Hun kiggede ud mod haven. Sommerfugle blafrede lige over jorden. Hun fulgte vingerne med blikket, hun prøvede at tælle slagene, men de blafrede for hurtigt. Tiden lå som en tung puls lige bag øjnene. Alting lagde sig ovenpå, i lag på lag oven på hinanden bag øjnene, og stak deres små, tynde ben helt ind på regnbuehinden. Dette var noget rod. Brynhild var 17 år med ansigtet forrest, der var åbent helt ind.

Disse nætter og disse morgener, de grænseoverskridende tilstande, de små blå timer. Sollyset fulgte altid kanten og varmede hendes ansigt inden det fandt vej til alle de små detaljer. Det var lige brutalt hver gang hun åbnede øjnene, de våde trusser på gulvet, den blege hud på hendes overarme, hans åbne mund, saften der piblede ud ad grenværket. Det var næsten grotesk. Hun

19

Mine mænd_TRYK.indd 19

17.06.2022 14.42

lå helt stille, denne længsel fra dybet, en håndflade over hjertet. Hun forstod ikke hvor det kom fra. Alle de glidende overgange, det vandige lys hver eneste gang. Det evige skær i skumringen. Brynhild begyndte at forstå det, dette hårde og bløde, det var bare to sider af samme sag, skyggerne og længslen gik hånd i hånd, hun skulle bare vende den anden kind til og følge omhyggeligt med, tænde lys når aftenen kom. De våde trusser på gulvet, hvad adskilte egentlig dem fra et brændende hjerte?

Stearinlysets flamme flakkede, Brynhild mærkede det helt tydeligt, hjertet slog så hårdt at hun næsten ikke kunne få vejret, mørket var bare det samme som lyset, lige så syndigt som det var rent.

Dagene rejste sig mod hende med en slags truende stilhed. Guds skaberværk i sin helhed, dette smørgule lys, skyggerne over madrassen, stikkende i øjnene, dette dryppende liv, indersiden og ydersiden af et menneskeliv der klistrede sig til hendes fingre. Hun satte sig op og stirrede ud ad vinduet.Vinden trak skyerne med sig, og skyggerne gled over madrassen, som truende påmindelser om hvad hun havde lavet aftenen før. Som om de bankede let med fingeren på lagenet og sagde, – se her. Et sammendrag af alle nætterne, af alle de erindringer der havde skubbet sig frem i hende, hun mærkede trækningerne i kroppen, hvordan han kom, med alt hvad han var. Den friske luft krøb ind i næseborene, spermen og orgasmen fulgte samme bane som solen, det brede, hvide smil. Direkte fra solen. Direkte fra Gud. Direkte i øjet.

Brynhild vendte sig ind mod historien, og det var det

20

Mine mænd_TRYK.indd 20

17.06.2022 14.42

som alt dette handlede om. Alt det der pressede sig sammen rundt om hende, som gjorde alting så svært, alt det der kom i tillæg, i tillæg til hende og Arvingen og den varme madras, i tillæg til hans krop, i tillæg til lys og himmel, luft og jord, flammer og stearin. I tillæg til alt det hun allerede var og sad med. Hvor ofte havde hun ikke fået at vide at hun skulle kende sin plads, sin stilling, at hun skulle acceptere sin skæbne. Men der var virkelig noget der pressede Brynhild bagover og forover samtidig, og hun stod virkelig så stille hun kunne, men noget fandt ud mellem indvolde og organer, mellem det hun oplevede inden i hjernen, og det som sad fast i hendes krop, mellem det glas hun selv drak af, og det hun bar frem for alle de andre. Det var helt tydeligt, hun så det med sine egne øjne, alt det der kom mellem hende og Arvingen, mellem det usynlige og synlige, mellem fattig og rig, mellem det sted hvor huden var på sit tykkeste, og der hvor den var på sit tyndeste, der hvor alting blev blødt og glat og næsten ikke kunne tåle noget. Alting kilede sig fast i mellemrummene, det lagde sig i halsgruben og smeltede ned i huden og forplantede sig i en blød vuggen i hofterne, en rolig bevægelse der gjorde at Brynhild, uanset hvor meget hun prøvede, aldrig kunne stå helt stille.

Brynhild mærkede hvordan varmen fra kirkebænken strålede op i lårene, det smørgule lys brændte i halsen, og hun bad alt hvad hun kunne, hver aften. Hun mærkede det, hun så det i spejlet, den lille skygge under hagen når hun sænkede hovedet mod brystet, mellemrummet inde i hænderne når hun foldede fingrene. Hun mærkede det

21

Mine mænd_TRYK.indd 21

17.06.2022 14.42

mest i ansigtet. Hun havde så meget at give, men det var som om øjnene havde set sig mætte, og nu kunne hun ikke skelne længere, skyggerne var overalt, og åndedrættet kunne ikke finde vejen ud. Hun udførte sine opgaver sjusket og skælvende og tørrede sig hele tiden i forklædet.

Hun mærkede det bare, alt det der samlede sig inde i de foldede hænder, alt det der vuggede inde i hende, den indtrængende bøn.

Brynhild var en lille harpe hvis strenge alle vibrerede samtidig. Fingrene strøg over læberne så ofte de kunne, hendes hjerteformede lille ansigt var i stand til alt muligt, skulle det vise sig, og trykket mod rygraden strålede ud i kroppen. Det enorme pres inden i hende, det var for hårdt, hun havde ikke en chance, alt der prøvede at holde igen, spændte sig bagover med enorm kraft. Alt trykkede sig mod hende og dæmmede sig op. Håret klistrede sig til huden, linjerne tegnede sig over kindbenene og de hvide fregner, den smukke hovedskal, alting var stærkt og tydeligt, som om det løftede sig frem i hendes ansigt og ville fremvise den skrøbelige struktur. Alt det der kunne findes i et menneskes liv. Brynhilds store blå øjne lå dybt inde i hver sin hule. Hun fulgte så omhyggeligt med i hver eneste bevægelse, hun arbejdede så hårdt for ikke at havne i forsvarsposition, for ikke at blive alene, men tiden løb i sandhed fra Brynhild, både i drømmene og i virkeligheden.

17 år og sprængfuld af hormoner. Rigmandssveden og hele hovedet ned i puden. En knælende blød akt. Brynhild fik, og Brynhild græd, – dette er alt hvad jeg er, dette

22

Mine mænd_TRYK.indd 22

17.06.2022 14.42

er alt hvad jeg har, det var en indsigt der kunne fylde et hvilket som helst lille menneskehjerte med mørke pletter.

Hendes lille ansigt prøvede virkelig at holde sig fast. Hun prøvede at tænke gennem livet, tælle sig frem til alt det der var sket indtil nu, men alting lå helt øverst i øjet, og hun stod der så forsigtigt, mælkehvid og lyserød, som et lille barn, glitrende tårer faldt tunge som sommerregn ned i skødet. Brynhild tørrede sig febrilsk i forklædet, men hendes hænder var altid iskolde, altid røde og altid våde, og der var altid noget snavsetøj at vaske.

Hele dette liv havde Brynhild fået, alt dette skulle hun forvalte, men Brynhild stod der med sin sprække og sine arme og livets vilde følelser. Helt overladt til sig selv. Hun skurede gulvene og hentede vand fra brønden, men uanset hvor mange duge hun strøg eller høner hun plukkede, lå det her langt uden for hvad en som hende havde lov til at gøre. Og denne længsel, denne løbende kærlighedssved, klistrede sig til alt hvad hun foretog sig, disse stinkende kirtler i armhulen holdt aldrig op med at stinke. Denne længsel, denne gabende store krop.

Hvordan skulle hun overleve dette, smerten og lykken, alt det der boede side om side? Det knitrede under tungen og hvirvlede i brystet, disse iskolde hænder. Hun kunne miste grebet når som helst. Hun var så bange, så bange for at ødelægge alt. Bare tanken om at han pludselig ikke ville invitere sig selv ind, at han ikke ville lægge sig tillidsvækkende i hendes seng, at han ikke ville holde om hende og kysse hende og klemme hende og få hende til at le. Hun ville blive helt alene, helt nøgen med en lang

23

Mine mænd_TRYK.indd 23

17.06.2022 14.42

række ubrugelige øjeblikke, så var det bedre at de blev opdaget og straffet for det. Disse nerver, denne stadige uro, farverne på indersiden, dette latterlige på indersiden, instinkterne, følelserne og tankerne, det der lå som smertende bylder i kroppen, billederne malede sig så store på indersiden, så enorme.

Brynhild var glad, og hun græd, det var det paradoks hun måtte leve med. Hendes øjne lå som dybe søer midt i ansigtet, to lyseblå drømme der løb over og lagde sig i tynde striber ned ad kinderne. Disse ubetydelige, tomme dage, dette ulykkelige, sorgtunge ansigt, var det fremtiden? Ømheden voksede i Brynhild, en stigende feberkurve, alt det hun måtte bære, alt det der løb inde i hende. Det skændige og intime, det lå altid på kanten og vippede, hvert sekund helt ud til kanten. Hun hviskede stille for sig selv, – om Gud vil. Dette måtte være Guds kærlighed, den mørkeste og varmeste. Hun måtte tro på det, åndedrættet lå fanget i brystet, og stilheden lå lammende i hver eneste krog.

Brynhild ønskede det alt sammen velkommen, hun åbnede altid døren med et bredt smil, og alting gik rent ind, lynsnart. De gange hvor Arvingen lagde hænderne mod hendes strube, for et lyn gennem hende. – Du skal ned på knæ, havde han sagt, og hun forstod at det ikke handlede om aftenbøn. Hans krop var så stor, der var ingen nåde, hendes tanker lyste ildrødt, og når han fortalte hvad han ville gøre ved hende, åbnede der sig nye labyrinter af blommesaft og frugtkød. 17 år og glødende.

Alle bevægelserne som var så hurtige at de blev usynlige.

24

Mine mænd_TRYK.indd 24

17.06.2022 14.42