Mischling

MISCHLING »Sublim.« ELLE »En af årets mest rystende, stærke og fantastiske bøger.« Anthony Doerr, forfatter til Alt det lys vi ikke ser

Mischling Oversat fra amerikansk efter Mischling Copyright © 2016 by Affinity Konar Originally published in the US by Lee Boudreaux Books, an imprint of Little, Brown and Company, a division of Hachette Book Group Inc. Dansk udgave © 2017 Gads Forlag 1. udgave, 1. oplag Omslag: Anders Timrén Omslagsfoto: IBL/Ullstein Bild Forfatterfoto: Gabriela Michanie Bogen er sat med Sabon hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook, Sverige ISBN 978‑87‑12‑05264‑7 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng.

Mischling_TRYK.indd 4

04/11/16 10.21

Affinity Konar

MISCHLING PÃ¥ dansk ved Karen Jensen

gads forlag

Mischling_TRYK.indd 3

04/11/16 10.21

Mischling_TRYK.indd 6

04/11/16 10.21

FØRSTE DEL

Mischling_TRYK.indd 7

04/11/16 10.21

Mischling_TRYK.indd 8

04/11/16 10.21

Stasha KAPITEL 1

Verden efter verden

Vi blev skabt, engang. Min tvilling, Pearl, og jeg. Eller for at være helt nøjagtig: Pearl blev formet, jeg blev udskilt af hende. Hun satte sit præg på livmoderen; jeg efterlignede hendes signatur. I otte måneder flød vi rundt i et snefald af fostervand som to rosenrøde bælgvan‑ ter, hvilende i vores mors indre. Jeg kunne ikke forestille mig noget herligere end den livmoder, vi delte, men da vores hjerneskaller blev hårde og elfenbenshvide, og vores milte var fuldkomne, ville Pearl se verden udenfor. Og således lod hun sig med den nyfødtes mod og mandshjerte udstøde af vores mor.

Selv om Pearl ikke var fuldbåren, havde hun allerede en raffine‑ ret sans for humor. Så jeg beroligede mig selv med, at det blot var et af hendes numre; hun ville vende tilbage og le ad mig. Men da Pearl ikke kom tilbage, tabte jeg vejret. Har du nogensinde prøvet at eksistere, samtidig med at den bedste del af dig er drevet bort ud af syne og nu befinder sig på et ukendt sted? Hvis det er tilfældet, kender du sikkert farerne ved denne tilstand. Efter at mit vejr forlod mig, fulgte mit hjerte trop, og min hjerne ramtes af en ufattelig feber.

I min lyserøde fostertilstand så jeg sandheden i øjnene: Uden hende ville jeg blive en splittet og værdiløs skabning, et menneske ude af stand til at elske.

9

Mischling_TRYK.indd 9

04/11/16 10.21

Derfor var det, at jeg fulgte min søsters eksempel og lod lægens hænder flå mig ud og give mig et klap bagi og holde mig hen i lyset.

Vi noterer os, at jeg ikke skreg under denne uønskede overgang og de brud, den medførte. End ikke da vores forældre lod hånt om mine ønsker om også at få navnet Pearl.

Jeg blev til Stasha i stedet. Og da det kedelige arbejde med fødslen var overstået, kom vi ind i familiens og flygelets og bøgernes verden med dage af uforklarlig skønhed. Vi var så ens. Vi smed altid mar‑ morkugler ud ad vinduet, ned på brostenene, og så dem i kikkerten trille ned ad bakken, bare for at se, hvor langt deres små liv ville føre dem væk.

Denne verden, der var så fuld af ærefrygt, sluttede også. Det gør de fleste verdener.

Men jeg er nødt til at sige det: Vi kendte også til en anden verden.

Nogle siger, det var den verden, der formede os mest. Jeg vil gerne sige, at de tager fejl, men lad mig foreløbig fortælle, at vores indtog i denne verden begyndte i vores tolvte leveår, en dag da vi sad og krøb sammen ved siden af hinanden nede bag i en kreaturvogn.

På denne rejse, der varede fire dage og fire nætter, snød vi os til at overleve. For at holde liv i os lod vi et løg gå frem og tilbage og slik‑ kede på dets gule skal. For at underholde os legede vi den leg, Zayde havde fundet på til os, en leg, der hed Klassificeringen af levende skabninger. Det var en slags pantomime, hvor man skulle forestille en levende skabning, og de andre skulle nævne arten, slægten, familien og så videre, hele vejen til et rige, der omfattede alt i sin stråleglans.

Vi kom gennem rigtig mange levende skabninger i kreaturvognen; vi poserede som alt fra bjørn til snegl og tilbage igen. Det var vigtigt, pointerede Zayde med sin tørstsprukne stemme, at vi strukturerede universet efter bedste evne som de fejlbarlige mennesker, vi var, og da kreaturvognen endelig holdt, holdt jeg også inde med min panto‑ mime. Som jeg husker det, var jeg var midt i et forsøg på at overbevise Pearl om, at jeg var en amøbe. Det er muligt, at jeg fremstillede en 10

Mischling_TRYK.indd 10

04/11/16 10.21

anden levende skabning, og at jeg kun husker det som en amøbe nu, fordi jeg i det øjeblik følte mig så lille, så gennemsigtig og skrøbelig.

Det kan jeg ikke huske.

Netop som jeg skulle til at opgive forsøget, blev døren til krea‑ turvognen skubbet til side.

Og lyset, der skinnede ind, var så skræmmende, at vi tabte vo‑ res løg på gulvet, og det trillede ned ad rampen, en ildelugtende, halvspist måne, som landede for fødderne af en vagt. Jeg kan fore‑ stille mig, at hans ansigt var fuldt af afsky, men jeg kunne ikke se det; han holdt et lommetørklæde op for næsen, mens han nøs flere gange, og han holdt kun op med at nyse for at lade sin støvle svæve over vores løg og kaste en formørkende skygge over den lillebitte klode. Vi så løget græde, da han knuste det, og dets tårer blev til en bitter, grødet masse. Så nærmede han sig igen, og vi skyndte os at søge ly inde i Zaydes omfangsrige frakke. Selvom vi for længst var blevet for store til at bruge Zayde som skjulested, gjorde angsten os mindre, og vi vred og vendte os inde i frakkens folder ved siden af vores bedstefars indskrumpne skikkelse, så han forvandledes til et klumpet individ med mange ben. Vi missede med øjnene inde i dette skjulested. Så hørte vi en lyd, en stampen, en sjokken, og vagtens støvler var umiddelbart foran os.

“Hvad er du for en slags insekt?” spurgte han Zayde og gav hvert af pigebenene, som stak ud under frakken, et rap med en stok. Det sved i vores knæ. Så slog vagten også Zayde på benene. “Seks ben?

Er du en edderkop?”

Det stod klart, at vagten overhovedet ikke vidste noget om le‑ vende skabninger Han havde allerede begået en fejl. Men Zayde gjorde sig ikke ulejlighed med at påpege, at edderkopper ikke er insekter. Almindeligvis nød Zayde at ytre sine rettelser i et muntert og syngende tonefald, idet han yndede at se alle kendsgerninger bragt i orden. Men på dette sted var det farligt at give udtryk for noget indgående kendskab til skabninger, der kravlede eller betrag‑ 11

Mischling_TRYK.indd 11

04/11/16 10.21

tedes som laverestående, hvis man ikke ville beskyldes for at have for meget til fælles med dem. Vi burde have vidst bedre end at lave vores bedstefar om til et insekt.

“Jeg stillede dig et spørgsmål,” sagde vagten skarpt, mens han tildelte vores ben endnu et rap med stokken. “Hvad slags?”

Zayde meddelte ham kendsgerningerne på tysk: Han hed Tadeusz Zamorski. Han var femogtres år gammel. Han var polsk jøde. Dér sluttede han, som om alt var sagt.

Og vi ville gerne fortsætte på hans vegne; vi ville gerne oplyse om alle detaljerne: Zayde var tidligere professor i biologi. Han havde undervist i faget på universitetet i årtier, men var ekspert i mange ting. Hvis man ønskede at vide, hvad et digt i virkeligheden handlede om, var det ham, man spurgte. Hvis man ville vide, hvordan man gik på hænder eller fandt en stjerne, ville han vise én det. Sammen med ham så vi engang en regnbue, som kun var rød, så den strække sig hen over et bjerg og et hav, og han udbragte ofte en skål for mindet om den. Skål for den ubærlige skønhed! råbte han så med øjne fyldt til randen af tårer. Han var så glad for at skåle, at han gjorde det i flæng, ved næsten enhver lejlighed. Skål for en morgensvømmetur!

Skål for lindetræerne nede ved lågen! Og i de senere år var der denne, hans mest almindelige skål: Skål for den dag, min søn vender hjem, i live og uforandret!

Men hvor gerne vi end ville have gjort det, sagde vi intet om disse ting til vagten. Detaljerne sad fast i halsen på os, og vi havde tårer i øjnene på grund af det nærliggende løgs død. Tårerne var løgets skyld, sagde vi til os selv, det var det hele, og vi tørrede dem væk, så vi kunne se, hvad der skete, gennem hullerne i Zaydes frakke.

Indrammet af disse defekters koøjer var der fem skikkelser: tre små drenge, deres mor og en mand i hvid kittel, som stod med en pen løftet over en lille bog. Drengene gjorde os nysgerrige – vi havde aldrig set trillinger før. I Lodz havde der været to andre tvillingepiger, men en trio var noget, der hørte hjemme i bøgerne. Selvom vi var 12

Mischling_TRYK.indd 12

04/11/16 10.21

imponerede over antallet, måtte vi indrømme, at vi overtrumfede dem, når det gjaldt ligheden. De havde alle tre de samme mørke krøller og øjne, de samme spinkle skikkelser, men deres ansigtsud‑ tryk var forskellige: Den ene kneb øjnene sammen mod solen, mens de to andre rynkede panden, og ansigterne blev først ens, da den hvidkitlede mand gav dem hver et bolsje i hånden.

Trillingernes mor var anderledes end alle de andre mødre i krea‑ turvognen. Hendes angst og usikkerhed var gemt nok så nydeligt væk, og hun stod lige så bomstille som et ur, der var gået i stå. Hendes ene hånd svævede over sønnernes hoveder med en vis varig tøven, som om hun følte, at hun ikke længere havde ret til at røre ved dem.

Denne holdning delte den hvidkitlede mand ikke.

Han var en skræmmende skikkelse, lutter skinnende sorte sko og mørkt, lige så blankpoleret hår; ærmerne på hans kittel var så vide, at når han løftede armen, bølgede stoffet som vinger og indtog en uforholdsmæssig stor del af himlen. Han var smuk som en filmstjerne og havde en tilbøjelighed til det teatralske; det ene venlige udtryk efter det andet gled hen over hans ansigt med en selvfølgelighed, som om han var ivrig efter, at alle omkring ham skulle lære omfanget af hans gode hensigter at kende.

Der fandt en ordveksling sted mellem moderen og den hvidkitlede mand. Det virkede som en behagelig snak, selvom det var manden, der sagde mest. Vi ønskede bare, at vi kunne høre samtalen, men det var vel tilstrækkeligt at se, hvad der derefter skete: Moderen strøg trillingerne over den mørke hårmanke, og så vendte hun ryggen til og efterlod drengene hos den hvidkitlede mand.

Han var læge, sagde hun, da hun med usikre skridt var på vej væk. De ville være i sikkerhed, forsikrede hun dem, og hun så sig ikke tilbage.

Da vores mor hørte det, kom hun med et lille udråb og snap‑ pede efter vejret og rakte så hånden frem og trak vagten i armen.

Hendes dristighed var et chok. Vi var vant til en skælvende mor, en 13

Mischling_TRYK.indd 13

04/11/16 10.21

mor, der altid rystede, når hun bestilte noget hos slagteren, og som gemte sig for rengøringsdamen. Altid var det, som om hun havde budding i årerne, så hun konstant bævede og så selvopgivende ud, især efter at Papa forsvandt. I kreaturvognen havde hun kun kunnet falde til ro ved at tegne valmuer på trævæggene. Støvvej, kronblad, støvdrager – hun tegnede besynderligt koncentreret, og når hun holdt inde, brød hun sammen. Men på rampen fandt hun en ny fasthed. Hun stod stærkere, end et udsultet og udmattet men‑ neske burde kunne stå. Skyldtes denne ændring musikken? Mama havde altid elsket musik, og stedet her var fyldt med klare toner; de nåede os i kreaturvognen og lokkede os ud med en ikke ganske tillidsvækkende munterhed. Med tiden skulle vi lære baggrunden for dette kneb at kende; vi fandt ud af, at vi skulle vogte os for den festlige melodi, da den inderst inde ikke rummede andet end lidelse, og at orkestret havde fået overdraget det hverv at narre alle, der kom; de var tvunget, disse musikere, til at udnytte deres talent til at fange de uvidende i en fælde, til at overbevise os om, at det sted, vi kom til, ikke var helt blottet for påskønnelse af det menneskekærlige og det smukke. Musikken virkede opløftende på de ankommende masser, den svævede ved siden af dem, når de gik ind gennem porten. Var det derfor, Mama var i stand til at være så dristig? Det ville jeg aldrig få at vide. Men jeg beundrede hendes mod, da hun talte.

“Er det godt her – at være tvillinger?” spurgte hun vagten.

Han sendte hende et nik og kaldte på lægen, der sad på hug i støvet, så han kunne tale med drengene i øjenhøjde. Det så ud, som om de fik sig en rigtig hyggesnak.

“Zwillinge!” råbte vagten til ham. “Zwillinge!”

Lægen overlod trillingerne til en kvindelig assistent og kom hen til os med lange skridt i de skinnende støvler, der fik støvet til at bølge. Han var beleven over for vores mor og tog hendes hånd, da han henvendte sig til hende.

14

Mischling_TRYK.indd 14

04/11/16 10.21

“Har De nogle særlige børn?” Hans øjne var venlige, efter hvad vi kunne se.

Mama flyttede vægten fra fod til fod og så pludselig så lille ud.

Hun prøvede at trække hånden til sig, men han holdt fast, og så gav han sig til at stryge den med fingerspidserne, som om den var et såret væsen, der nemt lod sig berolige.

“Kun tvillinger, ikke trillinger,” sagde hun undskyldende. “Jeg håber, det er nok.”

Lægens latter var høj og demonstrativ, og den gav genlyd inde i frakkens hule. Vi var lettede, da den fortog sig, så vi kunne høre Mama lire vores medfødte talenter af.

“De taler en lille smule tysk. Det har deres far lært dem. De bliver tretten år i december. Gode til at læse, begge to. Pearl elsker musik; hun er opvakt, praktisk anlagt, går til dans. Stasha, min Stasha.”

Her holdt Mama inde, som om hun var usikker på, hvordan hun skulle kategorisere mig, inden hun erklærede: “Hun har fantasi.”

Lægen modtog disse oplysninger med interesse og bad os om at komme ud til ham på rampen.

Vi tøvede. Der var bedre inde under den kvælende frakke. Udenfor var der en grå, flammeslikket vind, der gjorde os opmærksomme på vores sorg, og en sveden lugt, der underbyggede den; der var pistoler, der kastede skygger, og hunde, der gøede og savlede og knurrede, som kun hunde, der er opdrættet til at være grusomme, kan gøre det. Men inden vi fik en chance for at trække os længere tilbage, trak lægen frakkens gardiner til side. Vi missede med øjnene i solskinnet.

En af os snerrede. Det kunne have været Pearl. Men det var nok mig.

Hvordan kunne det gå til, sagde lægen forundret, at disse fuld‑ komne munde spildte deres skønhed på så indædte udtryk? Han halede os frem, tvang os til at dreje os rundt for ham og fik os til at træde et skridt tilbage, så han rigtigt kunne se, hvor nøjagtigt ens vi var.

“Smil!” befalede han.

15

Mischling_TRYK.indd 15

04/11/16 10.21

Hvorfor adlød vi netop denne ordre? Vel for vores mors skyld.

For hendes skyld skar vi en fjoget grimasse, mens hun klamrede sig til Zaydes arm med ansigtet lysende af panik, og to sveddråber tril‑ lede ned over hendes pande. Lige siden vi kom ind i kreaturvognen, havde jeg undgået at kigge på vores mor. I stedet kiggede jeg på de valmuer, hun tegnede, på deres ansigters sarte blomst. Men noget ved hendes falske udtryk fik mig til at erkende, hvad Mama var blevet: en køn, men søvnløs halv-enke, visnet som person. Hun, der engang var den sirligste af kvinder, var nu i opløsning. Hun havde striber af støv på kinderne og en slatten blondekrave. Matte blodperler gemte sig i mundvigene, hvor hun havde bidt sig i læben af bekymring og angst.

“Er de Mischlinge?” spurgte han. “De er jo blonde!”

Mama trak i sine mørke krøller, som om hun skammede sig over deres skønhed, og rystede på hovedet.

“Min mand – han var lyshåret,” var alt, hvad hun kunne få frem.

Det var det eneste svar, hun havde, når hun blev spurgt om den hudog hårfarve, der fik visse folk til at insistere på, at vi var af blandet race. Efterhånden som vi voksede op, havde vi hørt ordet “Misch‑ ling” brugt om os mere og mere, og det havde inspireret Zayde til at finde på legen Klassificeringen af levende skabninger til os. I skal ikke tage jer af de der fjollede Nürnberg-love, sagde han gerne. Han sagde, at vi skulle glemme al den snak om blandingsracer, genetiske krydsninger, kvart-jøder og så videre, disse meningsløse, afskyelige prøver, der forsøgte at opdele vores folk helt ned til sidste blodsdråbe og ægteskab og sted til gudsdyrkelse. Når I hører det ord, sagde han gerne, så tænk på den variation, der findes blandt alle levende skabninger. Hold fast i jer selv i respekt for dette.

Da vidste jeg, mens jeg stod foran den hvidkitlede læge, at dette råd ville blive svært at følge i den tid, der lå foran os, at vi var på et sted, som ikke svarede til Zaydes lege.

“Gener, det er nogle sjove størrelser, ikke?” sagde lægen.

Men Mama forsøgte ikke engang at bevæge sig ind på dette emne.

16

Mischling_TRYK.indd 16

04/11/16 10.21

“Hvis de går med Dem,” og her lod hun med vilje være med at kigge på os, “hvornår får vi dem så at se igen?”

“Til Deres sabbat,” lovede lægen. Og så vendte han sig om mod os og kom med henrykte udbrud over det, han nu vidste om os: Han var meget glad for, at vi talte tysk, sagde han, han var meget glad for, at vi var lyshårede. Han var ikke så glad for, at vi havde brune øjne, men han bemærkede til vagten, at det kunne vise sig nyttigt. Han bøjede sig endnu længere frem og inspicerede os, mens han rakte en behandsket hånd frem og strøg min søster over håret.

“Du er altså Pearl?” Hans hånd dykkede alt for hjemmevant ned i hendes krøller, som om det var noget, han havde gjort i årevis.

Hun er ikke Pearl, sagde jeg. Jeg trådte frem for at skjule min søster, men Mama trak mig væk og sagde til lægen, at han faktisk havde kaldt pigen ved det rette navn.

“De kan altså godt lide at lave numre?” lo han. “Hvordan ved De, hvem der er hvem? Hvad er Deres hemmelighed?”

“Pearl er ikke urolig,” var det eneste, Mama ville sige. Jeg var taknemmelig for, at hun ikke udtalte sig nærmere om de forskelle, der var til at få øje på. Pearl havde et blåt spænde i håret. Jeg havde et rødt. Pearl talte roligt. Jeg talte hurtigt, i små udbrud med mange pauser. Pearls hud var bleg som bolledej. Jeg havde sommerhud og var spættet som en hest. Pearl var pige helt igennem. Jeg ville gerne være Pearl helt igennem, men hvor meget jeg end prøvede, kunne jeg kun være mig selv.

Lægen bukkede sig ned, så vi var ansigt til ansigt.

“Hvorfor lyver du?” spurgte han mig. Igen hørtes hans latter, der havde et anstrøg af det familiære.

Hvis jeg havde været ærlig, ville jeg have sagt, at Pearl – efter min mening – var den svageste af os to, og at jeg mente, jeg kunne beskytte hende, hvis jeg blev til hende. I stedet gav jeg ham en halv sandhed.

“Jeg glemmer nogle gange, hvem af os jeg er,” sagde jeg lidet overbevisende.

17

Mischling_TRYK.indd 17

04/11/16 10.21

Og her er det, at jeg ikke kan huske. Her er det, at jeg vil have mine tanker til at vandre tilbage og ned under, forbi lugten, forbi den trampende, bumpende lyd af støvlerne og kufferterne, hen imod noget, der ligner et farvel. For vi burde have set vores kære forsvinde, vi burde have fået muligheden for at se dem forlade os, burde have kendt det nøjagtige tidspunkt, hvor vi mistede dem. Hvis bare vi havde set det, da de vendte ansigterne væk, et blik, en kinds runding!

Et ansigt, der vendte sig bort – det gav de os aldrig. Men hvorfor kunne vi ikke have fået synet af deres rygge med os, bare deres rygge, da de gik, bare det? Blot et glimt af en skulder, et strejf af en uldfrakke? Havde vi bare haft synet af Zaydes hånd, der hang så tungt ned langs siden – af Mamas fletning, der løftede sig i vinden!

Men der, hvor vores kære burde have været, havde vi kun mødet med denne hvidkitlede mand, Josef Mengele, den selvsamme Men‑ gele, som i alle de mange år, hvor han holdt sig skjult, skulle blive til: Helmut Gregor, G. Helmuth, Fritz Ullmann, Fritz Hollmann, José Mengele, Peter Hochbichler, Ernst Sebastian Alvez, José Aspiazi, Lars Ballstroem, Friedrich Edler von Breitenbach, Fritz Fischer, Karl Geuske, Ludwig Gregor, Stanislaus Prosky, Fausto Rindon, Fausto Rondon, Gregor Schklastro, Heinz Stobert og dr. Henrique Wollman.

Den mand, der skulle begrave sine dødbringende handlinger un‑ der disse mange navne, han sagde, at vi skulle kalde ham “onkel Doktor”. Han fik os til at kalde ham ved dette navn én gang, så to gange, bare så vi alle sammen kunne lære hinanden at kende uden at tage fejl. Da vi havde gentaget hans navn tilstrækkeligt mange gange for ham, var vores familie forsvundet.

Og da vi så den tomme plads, hvor Mama og Zayde havde stået, blev jeg klar over noget, der fik mine knæ til at ekse, for jeg indså, at denne verden var ved at opfinde en anderledes måde at strukturere levende skabninger på. Jeg vidste ikke på det tidspunkt, hvilken slags levende skabning jeg skulle blive til, men vagten gav mig hel‑ ler ikke en chance for at tænke over det. Han greb mig i armen og 18

Mischling_TRYK.indd 18

04/11/16 10.21

slæbte af sted med mig, indtil Pearl forsikrede ham om, at hun ville støtte mig, og hun lagde armen om livet på mig, og vi blev ført væk sammen med trillingerne, væk fra rampen og ud i støvet, ud på en lille vej, der gik forbi baderummet og hen mod krematoriet, og idet vi marcherede ud ad denne nye vejstrækning, mens døden tårnede sig op på begge sider, så vi kroppe, som stadig var kroppe, på en kærre, så dem dynget sammen og sodsværtede, og en af kroppene, den rakte hånden ud, den greb efter noget at holde fast i, som om der var et usynligt tøjr i luften, som kun de næsten døde kunne se.

Kroppens mund bevægede sig. Vi så den lyserøde tunge flapre og kæmpe. Ordene havde forladt den.

Jeg vidste, hvor vigtige ord var for et liv. Hvis jeg nu gav kroppen nogle af mine, tænkte jeg, ville den komme sig.

Var det dumt af mig at tro det? Eller uintelligent? Ville tanken være faldet mig ind på et sted, der var fri for flammeslikkede vinde og hvidvingede læger?

Det er rimelige spørgsmål. Jeg tænker ofte på dem, men jeg har aldrig prøvet at besvare dem. Svarene tilhører ikke mig.

Alt, hvad jeg ved, er: Jeg stirrede på kroppen, og de eneste ord, jeg kunne komme i tanke om, var ikke mine egne. De stammede fra en sang, jeg havde hørt på en indsmuglet grammofon i vores kælder i ghettoen. Hver gang jeg havde hørt den sang, havde jeg fået det bedre. Så jeg forsøgte mig med disse ord.

“Would you like to swing on a star?” sang jeg til kroppen.

Ikke en lyd, ikke en bevægelse. Skyldtes det min pibestemme?

Jeg prøvede igen.

“Carry moonbeams home in a jar?” sang jeg.

Det var ynkeligt af mig at prøve, det ved jeg godt, men jeg havde altid troet på verdens evne til at genvinde balancen, bare sådan, med en enkelt venlighed. Og når der ikke er nogen venlighed i nær‑ heden, opfinder man nye ordener og systemer, man kan tro på, og dér, i det øjeblik – hvad enten det skyldtes dumhed eller mangel på 19

Mischling_TRYK.indd 19

04/11/16 10.21

intelligens – troede jeg på en krops evne til at genoplive sig selv med åndedraget fra et ord. Men det var tydeligt, at sangteksten slet ikke var de rette ord. Ingen af dem kunne åbne for kroppens liv eller var stærke nok til at få den til at komme sig. Jeg ledte efter et andet ord, et godt ord at give – der måtte være et ord, det var jeg sikker på – men vagten ville ikke lade mig blive færdig. Han halede mig væk og tvang os til at gå videre, opsat som han var på at få os badet og undersøgt og nummereret, så vores tid i Mengeles Zoologiske Have kunne begynde.

Auschwitz var blevet bygget for at spærre jøder inde. Birkenau var blevet bygget for at myrde dem mere effektivt. Der var blot få kilometer mellem de to onde steder. Hvad formålet med denne zoo‑ logiske have var, anede jeg ikke. Jeg kunne kun sværge på, at Pearl og jeg, vi skulle aldrig bures inde. **** Barakkerne i Den Zoologiske Have havde engang været hestestalde, men nu var de fyldt til bristepunktet med sådan nogle som os: tvil‑ linger, trillinger, femlinger. Hundreder og atter hundreder af os, alle sammen puttet ind i senge, der ikke var senge, men tændstikæsker, små sprækker, man kunne skubbe kroppe ind i; vi var stablet op fra gulv til loft, tre-fire kroppe ad gangen, tvunget ind i disse ganske små konstruktioner, så man knap vidste, hvor ens krop endte, og en andens begyndte.

Overalt, hvor vi så hen, var der en kopi, en identisk genpart.

Alle sammen piger. Bedrøvede piger, små pigerollinger, piger fra fjerne egne, piger, der kunne have været vores nabos piger. Nogle af disse piger var stille; de sad som fugle på deres halmmadrasser og studerede os. Da vi gik forbi dem, som de sad dér på deres pinde, så jeg de udvalgte, dem, der var udvalgt til at lide på bestemte måder, mens deres anden halvdel forblev uberørt. Hos næsten hvert eneste 20

Mischling_TRYK.indd 20

04/11/16 10.21

par havde den ene tvilling en skæv rygsøjle, et dårligt ben, klap for et øje, et sår, et ar, en krykke.

Da Pearl og jeg satte os på vores køje, slog de mobile af dem ned på os. De kravlede ud af de vakkelvorne indhegninger med halm‑ madrasserne og tog vurderende vores lighed i øjesyn. Der blev stillet krav om at få at vide, hvem vi var.

Vi var fra Lodz, sagde vi. Først et hus. Så en kælder i ghettoen.

Vi havde en bedstefar, en mor. Engang havde der været en far. Og Zayde havde en gammel spaniel, som kunne spille død, når man pegede på ham, men han blev nemt vakt til live igen. Fik vi sagt, at vores far var en læge, som hjalp andre så meget, at han forsvandt en nat, at han gik fra os for at tilse et sygt barn og aldrig kom tilbage?

Ja, vi savnede ham så meget, at vi ikke engang kunne dele vægten af vores sorg mellem os. Der var også andre ting, vi gruede for: bakterier, ulykkelige slutninger, Mama, der græd. Og der var ting, vi elskede: flygler, Judy Garland, at Mama græd mindre. Men hvem var vi egentlig, når det kom til stykket? Der var ikke meget at sige, ud over at den ene af os var god til at danse, og at den anden prøvede at være god til det, men egentlig ikke var god til noget bortset fra at være nysgerrig. Det var mig.

De andre var tilfredse med disse oplysninger og kom frem med oplysninger om sig selv i en larm af afsnubbede sætninger.

“Vi får mere mad her,” begyndte Alize, der var så bleg, at man næsten kunne se lige gennem hende.

“Men det er ikke kosher, og det æder ens indvolde,” påpegede hendes lige så gennemsigtige anden halvdel.

“Vi beholder vores hår,” nikkede Sharon og trak i sin fletning som bevis.

“Indtil lusene kommer,” tilføjede hendes glatragede søster.

“Vi får også lov til at beholde vores tøj,” lød et bidrag fra en af russerne.

“Men de sætter et kryds på ryggen af os,” afsluttede hendes dob‑ 21

Mischling_TRYK.indd 21

04/11/16 10.21

beltgænger. Hun vendte sig om, så jeg kunne se krydset, der lyste på hendes kjole i højrød maling, men jeg behøvede ingen forklaring.

Jeg havde selv et rødt kryds mellem skulderbladene.

Så tav stemmerne brat, og den uindbudte stilhed lagde sig over os alle. Det var, som om en ny sky havde anbragt sig under spæ‑ rene i Den Zoologiske Have. De mange dubletter så forskende på hinanden. Der måtte være noget, sagde deres ansigter, noget mere end mad og hår og tøj. Så lød der en stemme fra køjen under os. Vi strakte hals for at se, hvem der talte, men hun og hendes tvilling lå krøllet sammen helt op ad murstensvæggen. Vi kom aldrig til at se hendes ansigt, men vi har aldrig glemt, hvad hun sagde.

“De passer på vores familier for os,” sagde denne usynlige fremmede.

Alle pigerne nikkede samstemmende, og Pearl og jeg overvældedes af en ny bølge af samtale, da alle lykønskede hinanden med, at de tilhørte familier, som ville forblive intakte til forskel fra de andre.

Jeg havde ikke lyst til at stille det oplagte spørgsmål. Så jeg nev Pearl for at få hende til at spørge på vegne af os begge.

“Hvorfor er vi vigtigere end de andre?” Hendes stemme døde hen, da den nærmede sig afslutningen af spørgsmålet.

Der rejste sig en byge af svar, som alle havde noget at gøre med formål og storhed, med renhed og skønhed og med at være nyttig.

Vi hørte ikke et eneste, der gav mening.

Og inden jeg overhovedet nåede at tænke over, hvad de mente, kom den blokowa ind, der havde fået overdraget hvervet med at holde opsyn med os. Bag hendes enorme ryg kaldte vi denne person “Okse”; hun lignede et klædeskab med toupé og var tilbøjelig til at stampe i jorden og vibrere med næseborene, når hun blev ramt af et af sine voldsomme og hyppige vredesanfald, der var fremkaldt af vores påståede ulydighed. Da Pearl og jeg første gang blev præ‑ senteret for hende, var hun imidlertid blot en skikkelse, der stak hovedet ind ad døren, halvvejs indhyllet i mørke og fornærmet over vores spørgsmål.

22

Mischling_TRYK.indd 22

04/11/16 10.21

“Hvorfor bliver vi kaldt en ‘zoologisk have’?” spurgte jeg. “Hvem har bestemt det?”

Okse trak på skuldrene. “Kan du ikke selv se det?”

Jeg sagde, at det kunne jeg ikke. De zoologiske haver, vi havde læst om sammen med Zayde, var opbevaringssteder, der fremviste livets uhyre mangfoldighed. Det sted her, det gik kun op i den ilde‑ varslende handling, der bestod i at samle sammen.

“Det er et navn, doktor Mengele er glad for,” var alt, hvad Okse ville sige. “I vil ikke finde mange svar her. Men søvn! Det er noget, I kan få. Og lad mig så få min!”

Hvis bare vi havde kunnet sove. Men mørket var mørkere, end jeg nogensinde havde oplevet før, og lugten klæbede fast i næseborene.

En sagte jamren svævede op fra køjen nedenunder, og udenfor gøede hundene, og min mave ville ikke holde op med at knurre tilbage ad dem. Jeg prøvede at more mig med at lege en af vores ordlege, men vagternes råb udenfor blev ved med at overdøve alfabetet. Jeg prøvede at få Pearl til at lege en leg med mig, men Pearl havde travlt med at lade fingerspidserne spille hen over det sølvfarvede spind, der pyntede på vores murstenshjørne, så hun bedre kunne ignorere mine hviskede spørgsmål.

“Vil du helst være et ur, der var lavet af knoglerne i Guds hæn‑ der?” spurgte jeg. “Eller vil du helst være et ur, lavet af Bing Crosbys dybeste følelser?”

“Jeg tror ikke på Bing Crosby.”

“Det gør jeg heller ikke. Ikke mere, men vil du helst være et ur –” “Hvorfor skal jeg overhovedet være et ur?”

Jeg havde lyst til at anføre, at vi som levende skabninger, men‑ neskelignende væsener, som antagelig stadig var i live, undertiden var nødt til at behandle os selv som genstande for at klare os igen‑ nem; vi måtte gemme os bort og kun søge udbedring, når det var sikkert at søge udbedring. Men jeg valgte i stedet at gå videre med et nyt spørgsmål.

23

Mischling_TRYK.indd 23

04/11/16 10.21

“Vil du helst være nøglen til et sted, der vil redde dig, eller nøglen til det sted, der vil udslette dine fjender?”

“Jeg vil helst være en rigtig pige,” sagde Pearl sløvt. “Ligesom jeg var engang.”

Jeg havde lyst til at anføre, at det ville hjælpe hende til at føle sig som en rigtig pige igen, hvis vi legede nogle lege, men det var selv jeg ikke sikker på. De numre, nazisterne havde givet os, havde gjort livet uigenkendeligt, og i mørket var tallene det eneste, jeg kunne se, og hvad værre var: Der var ingen måde at forestille sig, at de var mindre varige eller slemme eller blå. Mine tal var udtværede og uty‑ delige – jeg havde sparket og spyttet, de måtte holde mig fast – men det var stadig tal. Pearl, hun blev også nummereret, og jeg hadede hendes tal endnu mere end mine egne, fordi de understregede, at vi var særskilte mennesker, og når man er særskilte mennesker, kan man blive skilt ad.

Jeg sagde til Pearl, at jeg ville tatovere os tilbage så snart som muligt og gøre os ens igen, men hun sukkede bare det suk, der al‑ mindeligvis knytter sig til øjeblikke af søsterlig frustration.

“Hold op med det pjat. Du kan ikke tatovere.”

Jeg sagde, at det kunne jeg skam godt. Det havde en sømand i Gdansk lært mig. Jeg lavede et anker med sort blæk på hans overarm.

Det var ganske vist løgn. Eller rettere en halvvejs løgn, eftersom jeg havde overværet en sådan ankertatovering. Når vi var ved havet om sommeren, havde jeg tit kigget ned i det grå dyb i en tatove‑ ringssalon, hvor væggene var behængt med omrids af svaler og skibe, mens Pearl havde fundet en dreng, hun kunne holde i hånden i nærheden af en båds rurbesatte stævn. Således skete det, at jeg, mens min søster blev indviet i hemmelighederne ved hud mod hud, den gysende følelse af en andens hånd om ens egen, gjorde mig selv fortrolig med nåle og med prikket fra deres spidser, der var så tynde, at kun en drøm kunne lande på dem.

“Jeg vil gøre os ens igen en dag,” sagde jeg indtrængende. “Jeg 24

Mischling_TRYK.indd 24

04/11/16 10.21

skal bare bruge nogle nåle og noget blæk. Der må være en måde at få fat i det på, i betragtning af at vi er noget særligt her.”

Pearl så sur ud og gjorde et stort nummer ud af at vende ryggen til mig. Køjen gav sig med en knirken, og hendes albue fløj op og ramte mig i ribbenene. Det var et uheld. Pearl ville aldrig gøre mig fortræd med vilje, om så kun fordi det også ville gøre ondt på hende selv. Det var en af de største fælder ved dette søsterskab: Smerten var aldrig bare kun den enes. Vi havde intet andet valg end at dele vores lidelser, og jeg vidste, at vi på dette sted var nødt til at finde en måde at dele smerten på, inden den begyndte at mangedobles.

Idet jeg blev klar over dette, fandt en pige i den anden ende af barakken et stearinlys og et dyrebart brev tændstikker, og hun beslut‑ tede, at denne sjældenhed ville gøre størst nytte, hvis den blev brugt på at lave skyggespil for tilskuerne i barakken. Og således skete det, at vi slumrede ind med en række skyggefigurer, der bevægede sig hen over væggen to og to ved siden af hinanden, som i en procession hen mod en usynlig ark, hvor de måske ville være i sikkerhed.

Så megen verden i skyggerne dér! Skikkelserne fik fjer og krøb og kravlede hen mod arken. Ikke et eneste liv var for småt. Iglen gjorde sig gældende, skolopenderen kom dryssende, fårekyllingen sang forbi. Typiske eksemplarer fra sumpen, bjergene, ørkenen – alle dukkede og vred og snoede sig og strejfede rundt i skyggerne.

Jeg klassificerede dem, to og to, og min evne til at gøre det med en sådan sirlighed gav mig trøst. Men efterhånden som deres færd blev længere, og flammerne dæmpedes, blev skyggerne hjemsøgt af forvrængninger. Der voksede pukler ud af ryggen på dem, og deres lemmer spredtes, og deres rygsøjler gik i opløsning. De forandrede sig og blev afskyelige. De kunne ikke genkende sig selv.

Alligevel holdt skyggerne ud, så længe lyset levede. Det var da noget, ikke sandt?

Mischling_TRYK.indd 25

04/11/16 10.21