Af samme forfatter på dansk
Strandlæsning
Dig og mig på ferie
Bogelskere
Mit lykkested er oversat fra amerikansk af Betty Frank Simonsen efter Happy Place
Copyright © 2023 by Emily Henry Books, LLC.
All rights reserved
Dansk udgave copyright © Gads Forlag 2024
Published in agreement with the author, c/o BAROR INTERNATIONAL, INC., Armonk, New York, U.S.A.
Omslag: Eyelab.dk efter originaldesign af Penguin Random House
Bogen er sat med Garamond hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook
1. udgave, 1. oplag
ISBN 978-87-12-07489-2
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
www.gad.dk
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
Til Noosha, der gjorde det trygt at være mig, og som ofte besvarer spørgsmålet “Hvorfor ikke?” med “Fordi jeg ikke har lyst.” Jeg elsker dig, altid.
MIT LYKKESTED
Knott’s Harbour, Maine
Etsommerhus på en kuperet kystlinje, fyrretræsgulve med knaster, vinduer, der næsten altid står åbne. En duft af stedsegrønt og havsalt bæres ind af brisen, og de lange, hvide bomuldsgardiner løfter sig i en doven dans. Let klukken fra kaffemaskinen, og det første dybe sug af kold havluft, da vi træder ud på terrassen med dampende varme krus i hånden.
Mine venner: slanke, spændstige Sabrina med det gyldne hår, og alfeagtige Cleo med en lillebitte næsering i sølv og flettet hår med farvede spidser. Mine to yndlingsmennesker på planeten siden det første år på Mattingly College.
Det er stadig så forunderligt for mig at tænke på, at vi ikke kendte hinanden før. At et kedeligt kollegiekontor i Vermont satte os tre sammen. De vigtigste venskaber i mit liv blev dannet på baggrund af en beslutning truffet af nogle fremmede. Af tilfældets magt. Vi plejede at lave sjov med, at vores bofællesskab
måtte være et statsstøttet eksperiment. På papiret gav det ingen mening.
Sabrina var en indfødt Manhattan-arving med en tøjstil, der var ren Audrey Hepburn, og med boghylder, der var propfulde af Stephen King. Cleo var maler og datter af en semikendt musikproducer og en vildt kendt essayist. Hun voksede op i New Orleans og mødte op på Mattingly iført malerplettede overalls og gamle Doc Martens-støvler.
Og så mig, en pige fra det sydlige Indiana, datter af en lærer og en tandlægereceptionist, som kom til Mattingly, fordi det lille, prestigefyldte universitet tilbød det største legat, og det var vigtigt, når man havde tænkt sig at læse medicin og tilbringe de næste ti år på universitetet.
Ved slutningen af vores første aften som bofæller sad vi på Sabrinas seng og så Clueless på hendes bærbare computer og indtog en afbalanceret kost bestående af popcorn og vingummi-orme. Ved slutningen af den næste uge havde hun fået lavet T-shirts til os, der tog udgangspunkt i vores første interne joke.
På Sabrinas stod der: Jomfru, der ikke kan køre bil.
På min stod der: Jomfru, der godt kan køre bil.
Og på Cleos stod der: Ikke jomfru, men fantastisk bilist. Vi havde dem på hele tiden, bare aldrig uden for kollegiet. Jeg elskede vores lidt mugne værelse i det store, hvide træhus. Jeg elskede at vandre rundt på markerne og i skovene rundt om campus sammen med de to, elskede den første efterårsdag, når vi kunne sidde og læse med vinduerne åbne og drikke krydret chai eller koffeinfri kaffe med ahornsirup, og jeg elskede lugten af løvet, der krøllede sig sammen og faldt fra grenene. Jeg elskede det nøgenbillede af Sabrina og mig, som Cleo brugte som
afgangsprojekt til croquistegning, og som hun havde hængt op over døren, så det var det sidste, vi så, når vi gik til timer, og de polaroidbilleder, som vi havde sat op med tape på hver side af det. Os tre til fester og skovture og på kaffebarer rundtomkring i byen.
Jeg elskede dét at vide, at Cleo var opslugt af sit arbejde, når fletningerne var sat op i det neongrønne hårelastik og tøjet lugtede af terpentin. Jeg elskede, at Sabrinas hoved blev lænet let bagover, når hun kaglede højt over noget frygteligt, hun læste, og hvordan hun spjættede med Grace Kelly-hytteskoene i fodenden af sengen. Jeg elskede at være helt væk i mine fagbøger i biologi og løbe tør for highlighter, fordi alt virkede vigtigt. Elskede at tage en pause for at gøre hele værelset rent, når jeg ikke kunne løse en opgave.
Tavsheden blev altid brudt, og vi endte med at fnise åndssvagt af beskeder fra Cleos potentielle nye kæreste eller skrige højt og gemme os bag vores hænder, fordi Sabrina havde sat en gyserfilm på. Vi larmede. Jeg havde aldrig været larmende før. Jeg voksede op i et stille hjem, hvor der kun blev råbt, når min søster kom hjem med en suspekt, ny piercing eller en ny kæreste eller begge dele. Og råbene blev altid afløst af endnu dybere stilhed, så jeg gjorde mit bedste for at afværge råberiet, for jeg hadede stilheden. Hvert sekund af den føltes som en form for rædsel.
Mine bedste venner lærte mig en ny form for stilhed, den fredelige stilhed, der kom af at kende hinanden så godt, at man ikke behøver fylde stilheden ud. Og en ny form for larm: den larmende glæde; en overstrømmende lykke ved at leve, lige her, lige nu.
Jeg kunne ikke forestille mig at være lykkeligere, eller elske noget andet sted lige så højt.
Ikke før Sabrina tog os med hertil, til sin families sommerhus ved kysten i Maine. Ikke før jeg mødte Wyn.