Modehuset (1) Pynt og pailletter

KAPITEL 1

DET FØRSTE KLIP I STOFFET

Myrtle

For hundrede og syttende gang standsede jeg op og satte symaskinen fra mig. Mine hænder var hudløse og røde, og det værkede i hele min krop af at bære den gennem London. Men jeg nægtede at efterlade den.

Jeg fangede mit spejlbillede i et butiksvindue og smilede til mig selv. Min mor havde sagt, at den her kjole var mit bedste arbejde, og det var sandt. Jeg havde designet den og siddet oppe hele natten for at sy den.

Jeg havde besluttet, at hvis jeg skulle være tjenestepige, ville jeg være klædt som en dronning.

Jeg havde brugt en model fra Chanels seneste vinterkollektion som inspiration. Den havde været i alle bladene, og hver dag kom der en ny dame ind i min families skrædderi med et udklip, de knugede i 5

hænderne, og ville have en magen til, helt desperate efter at komme til at se lige så chikke og smukke ud som modellen på billedet. Men min kjole er kun Chanel­ inspireret. Resten af den er en Myrtle Mathers.

I stedet for at bruge mørkeblå crepe, har jeg skåret den i det fineste, sorte uld – blødt, men stærkt. Jeg har ændret kraven, så den er blevet bredere, med en fin bølget kant og i silke. På kravespidserne har jeg broderet nogle bittesmå humlebier, symbolet på det arbejdende menneske. Chanel­kjolen havde vide ærmer, der flagrede ved manchetterne, men jeg har designet min kjole, så de sidder tæt om mine håndled og ikke falder i sæbevand eller kaminaske. Jeg har syet sorte perleknapper i ærmerne helt op til albuerne. Så har jeg ladet det nederste af skørtet gå lidt ud, så det hvisler, bare en lille smule, når jeg går. Og hvis man er opmærksom på hver en lille hvislende lyd fra skørtet, vil man kunne få et glimt af det liv, jeg lægger bag mig.

For langs sømmen på skørtet har jeg broderet kattepoter i præcis samme størrelse og form som vores kat Schiaparellis. Jeg har også broderet min mors yndlingstekop med forglemmigejer og den saks, min far mente bragte held. Jeg har lavet to fletninger, en for mig og en for min nabo Ethel, og bundet dem sammen med vores matchende venindehårbånd. Med fine kædesting har jeg broderet vores dør og dens nummer ‘7’ og så årstallet: 1926. Jeg har broderet en biografbillet og en sandkage, min Peter Pan-bog og nål og tråd.

6

Jeg tog symaskinen og min kuffert op igen og begyndte at gå. For hvert skridt jeg tog, bevægede jeg mig længere væk fra mit liv før. Mit liv med min far og mor. Et liv, der var gået med at arbejde sammen om ting i vores skrædderi. Et liv, hvor jeg troede, jeg en dag ville blive kjoleskrædder ligesom dem.

Når man syr, er det vigtigste, at det første klip i stoffet bliver rigtigt. Det kan ikke gøres om. Mit liv før var et kæmpestort stykke stof, der ikke var klippet i. Det første hak i stoffet kom, da min far døde. Min mor blev også syg, men hun kom sig. Eller det vil sige, hun kom sig næsten. Men hun var nødt til at sælge skrædderiet for at betale vores gæld – det var endnu et hak i stoffet – og tage tilbage til Irland, til gården og min mormor, hvor luften er frisk, og hendes lunger kunne få det bedre. Jeg var ved at gå op i sømmene over at sige farvel til hende og ikke vide, hvornår jeg ville jeg se hende igen. Men jeg blev i London, for der er mere arbejde til piger som mig. Flere muligheder for at blive det, man gerne vil være. Og jeg vil blive til noget. Blive til noget, så jeg kan få min mor hjem igen. Blive en, der ikke opgiver sine drømme. Coco Chanel havde kun sin saks med, da hun forlod sit børnehjem, og nu forlod jeg Stepney med min symaskine. Jeg var alene, lavede selv mit mønster, skabte mit eget liv.

Gaden løb ud i en utrolig storslået plads. Der var tre herskabsvillaer, men jeg vidste med det samme, hvilken der var House of Serendipity. Huset stod strålende 8

hvidt i forårssolen, og på afstand så det ud, som om det var indkapslet i sin helt egen snestorm. Jeg kneb øjnene sammen, og så gik det op for mig, at sneen faktisk var tusindvis og atter tusindvis af bittesmå kirsebærblomster, der hvirvlede rundt i vinden. Jeg blev helt let om hjertet.

Hoveddøren var kæmpestor, og foran den stod en kvinde i en gammeldags dragt af uld med en stor taske af groft stof – men et skilt viste mig om til tjeneste­ folkenes indgang på siden af huset. Jeg så mig tilbage over pladsen, hvorfra jeg var kommet, og videre hjem­ ad. Og så kiggede jeg op i den lyserøde snestorm, lukkede øjnene og gik ind til det, der ventede mig.